Kapitel 21

Galway Road 9, Boscombe, Bournemouth torsdag 15. maj 2003, kl. 11.30

Den yppige unge kvinde fra WHC Efterforskning var slet ikke sådan, som Rachel og Billy havde forestillet sig, en privatdetektiv skulle se ud. Hun var ung og temmelig nervøs, og de syntes begge, hun lignede en eskimo med sin gustne teint, kraftige, sorte hår, flade kindben og smalle øjne. Hun sagde, at hun hed Sasha Spencer og forklarede først, at firmaets kontrakt med David og Jean Trevelyan for længst var udløbet, men at Williams e-mail havde interesseret hende så meget, at hun havde slået sagen op, fordi det var den anden henvendelse vedrørende Cill Trevelyan, som firmaet havde fået inden for de sidste fire uger.

"Hvem var den første?" spurgte Rachel. "Det kan jeg ikke svare på. Vi tager vores diskretionspligt alvorligt."

"Georgina Gardener," sagde Billy. "Det var hende, der gjorde mig opmærksom på Louise, selv om hun ikke ved, hvem hun er ... hun fik øje på en lighed med Cill, der faktisk ikke var der. Hvorfor reagerede du ikke på hendes henvendelse? Hvorfor vente på vores?"

Sasha kiggede tøvende i sine notater som for at bekræfte navnet. Det var et led i omvendtpsykologi, der plejede at virke. Tegn på ubeslutsomhed og nerver fik de interviewede til at tro, at de vidste mere, end hun gjorde, og det ansporede dem til at fremstille sagens faktiske forløb ved at fortælle hende mere, end de havde haft i sinde. "Jeg talte ikke selv med vedkommende, men jeg kan forstå, at hensigten var at finde frem til Mr og Mrs Trevelyans adresse." Hun så op igen. "Den slags oplysninger kan vi ikke udlevere, så mødet var hurtigt overstået."

"Forstået på den måde, at du ikke fortalte hende noget?" Den unge kvinde nikkede. "Vi kunne ikke gå videre med det på det tidspunkt, fordi vi ikke fik nogen begrundelse for, hvorfor vedkommende var interesseret i Cill eller i hendes forældre. Da vi fik jeres e-mail, ringede jeg imidlertid til Mr Trevelyan og forklarede, at vi på mindre end en måned havde fået to henvendelser fra to forskellige kilder og spurgte ham, om han ville have mig til at gå videre med nogen af dem. Det ville han."

Rachel bøjede sig frem med en panderynken. "Vil det sige, at du ikke kan melde tilbage til os, fordi du har en kontrakt med ham?"

"Ikke nødvendigvis. Jeg forklarede, at der var tale om en samtidig udveksling af ydelser - til gengæld for at oplyse et navn og en adresse forlangte en af kilderne nogle oplysninger til sig selv. Da jeg understregede, at det måske var vores eneste måde at gøre fremskridt i eftersøgningen, pålagde Mr Trevelyan mig at gå videre med sagen som jeg nu skønnede bedst." Hun så fra den ene til den anden. "Jeg kunne naturligvis henvende mig til den anden part - jeg har nummeret her - og vedkommende ville måske give mig navnet og adressen vederlagsfrit, men sandsynligvis ikke den form for baggrundsviden som I kan."

"Ikke hvis det er Georgina Gardener," sagde Billy samstemmende. "Jeg tror, at hun tilfældigvis stødte på Cill, da hun var i gang med at undersøge Howard Stamps historie."

Sasha Spencer betragtede ham et øjeblik og tog så en minikassettebåndoptager op af sin mappe og stillede den på sofabordet imellem dem. "Har I noget imod, at jeg optager det her? Jeg tager notater samtidig, men det er nyttigt at have i reserve."

Billy så ikke glad ud. "Hvem kommer til at høre det?" "Ingen. Det er bare et hjælpemiddel for hukommelsen." Men Rachel rystede bestemt på hovedet, mens hun tog båndoptageren og stak den ind under en pude. "Beklager," sagde hun, "men det kunne komme til at koste Billy livet. Hans forældre ville slå ham ihjel, hvis det nogen sinde kommer frem, at han afslørede familiehemmelighederne på bånd. Desuden er der ingen garanti for, at han har ret, så han kommer bare til at ligge søvnløs i endnu flere måneder, fordi der et eller andet sted ligger en kassette med hans stemme på." Hun nikkede i retning af notesblokken. "Lad os holde os til den gammeldags maner."

"Helt i orden," sagde Sasha muntert og indså, at konen var skrappere og snedigere end sin mand. "Jeg kan bedre koncentrere mig om, hvad folk siger, når båndet kører, men det gør ikke noget." Hun sendte Rachel et stort smil, der nåede helt op til øjnene for med velberåd hu at indynde sig hos hende, mens hun samtidig spekulerede på, hvordan hun kunne overtale hende til at forlade stuen.

-

Billys beretning om Louises opvækst fik søsteren til at fremstå meget klarere, fordi han sad og fortalte om hende i forældrenes, Robert og Eileens, tidligere opholdsstue, end hvis det var foregået på et kontor. Der var et album med barndomsbilleder i en skænk, møbler som forældrene havde taget med fra Highdown og ladet gå videre til Billy, da de flyttede til Cornwall, selv en porcelænsdukke som Rachel sagde en-gang havde tilhørt hans søster.

Ikke desto mindre var der iøjnefaldende mangler i Billys billede af den pige, han var vokset op med. Han hævdede, at hans mor vogtede over hende efter Cills forsvinden, men han kunne ikke forklare hvorfor - "Jeg tænkte ved mig selv, at hun var bange for, om Lou også ville stikke af, men nu er jeg ikke så sikker ..." Han sagde, at hans far lod hende skabe sig som en primadonna - "Han skældte hende næsten aldrig ud"

- men igen kunne han ikke forklare hvorfor - "Jeg gik ud fra, at han ligesom mor var bange for at skræmme hende bort ..." Han var heller ikke i stand til at give et klart signalement af Louises personlighed og vekslede mellem at beskrive hende som en løgnagtig mær - "Hun spredte altid rygter om folk ..."

- og en pige der var bange for sin egen skygge - "Hun gik i koma af panik for et godt ord." Da han derefter fortalte om hendes nedtur med prostitution og stoffer, var det klart underforstået, at hun var gået i hundene, fordi forældrene pludselig havde givet hende for frie tøjler, da hun var tretten.

Sasha så op fra sine notater. "Jeg er ikke sikker på, jeg forstår det," sagde hun forsigtigt. "Betyder det, at de lod hende være, efter at Cill forsvandt, fordi de vidste, at Louise på en eller anden måde var indblandet?"

Billy udvekslede blikke med sin kone. "Det virker bare mærkeligt," sagde Rachel. "Når man ser på, hvordan det er gået hende, er man nødt til at spørge sig selv hvorfor. Det skete ikke med Billy. Han artede sig, men kun fordi hans forældre altid var over ham." Hun stak sin arm ind under Billys og knugede ham ind til sig. "Hvorfor gjorde de ikke det samme med Louise i stedet for altid at komme med undskyldninger for hende?"

"De to ting har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre," sagde Sasha. "Søskende kan være vidt forskellige af karakter afhængig af, hvordan magtbalancen er inden for familien." Hun holdt inde for at samle tankerne. "Men det er nu interessant, især da I begge antyder, at det var Louise, der bestemte. Det kan have været regulær følelsesmæssig afpresning - 'Lad mig være eller jeg stikker af' - eller også havde du ret dengang," sagde hun til Billy, "dine forældre var bange for, at hun skulle følge i Cills fodspor."

Han skottede igen til sin kone, som om han søgte tilladelse til at være mere åbenhjertig. "Måske havde hun noget på dem," brummede han ilde til mode.

"Hvad skulle det være?" "Det ved jeg ikke."

Sasha rynkede panden. "Du må have en anelse om det." Billy stirrede noget hjælpeløst på hende et øjeblik, hvorefter han bøjede sig forover og stirrede ned i gulvet. "Alt skete samtidigt. Voldtægten ... Cill forsvandt ... Lou blev afhørt ... Grace blev myrdet ..." Hans stemme døde hen.

"Vi tror ikke, det er tilfældigt," indskød Rachel. "Jeg mener, hvis Eileen sagde, at Louise ikke havde været hjemme hos Grace, så har hun sikkert også løjet om andre ting." Hun lagde hånden på sin mands ryg og gned beroligende på den. "Det er det, vi vil have dig til at finde ud af. Billy er bange for, at der er ting han aldrig har fået at vide, og det plager livet af ham."

Sasha betragtede dem begge to et langt øjeblik. "Skal vi lige holde en pause?" foreslog hun. "Jeg er ret god til mit job, men jeg er ikke politibetjent. Mit speciale er at opspore mennesker - for det meste børn, der er forsvundet - og det lykkes mig som regel. Mord er en helt anden sag."

"Det er meget længe siden," sagde Billy. "Det gør ingen forskel. Hvis I mener at vide noget om et mord, bør I gå til politiet." Hun lukkede sin notesbog. "Om ikke andet stiller det mig i en vanskelig situation. Det er en alvorlig sag at tilbageholde bevismateriale, og det kan jeg ikke være impliceret i."

Billy ville have opgivet det på stedet, men Rachel slog en hånlig latter op. "Intet under at ingen af jer nogen sinde har fundet Cill. Hvordan kan I gå ud at lede efter en pige uden at vide, at der blev begået et mord lige ved siden af et par dage senere? Okay, jeg ved ikke, hvor gammel du er, eller om du overhovedet var født dengang, men David Trevelyan burde fandeme have nævnt det. Hvis det ikke havde været for Graces dødsfald, ville politiet have brugt mere tid på at lede efter Cill. Har han ikke sagt noget om det?"

"Vil det sige, at de to begivenheder havde noget med hinanden at gøre?"

Rachel trak på skuldrene. "Vi ved bare, at Lou blev afhørt om Cills forsvinden, og så løj Eileen og sagde, at hun ikke kendte Grace." Hun strøg igen Billy beroligende på ryggen. "Og vi ved ikke hvorfor, eftersom Lou og Cill kom hos Grace ... og det vidste Eileen godt."

Sasha grundede over det et øjeblik og stak hånden ned i sin mappe. "Jeg synes, I skal læse Mr og Mrs Trevelyans vidneforklaringer." Hun tog et chartek op og fiskede nogle papirer ud. "Det er kopier af redegørelserne, de afgav til politiet." Hun rakte dem hen over bordet. "Jeans er en saglig redegørelse for, at hun sendte Cill i seng fredag aften og vågnede op næste morgen og så, at hendes seng var tom. Davids er mere interessant, fordi den er et resultat af et nærgående politiforhør."

Hun så til, mens Rachel delte kopierne og gav Billy den ene. "I går aftes hørte jeg de interviews med dem begge, som min forgænger havde optaget på bånd. De nævner navnene på talrige børn og voksne, som Cill var venner med - jeg har en liste her -" hun bankede let på chartekket, som lå på hendes skød - "men der er ingen, der hedder Grace og ingen omtale af et mord." Hun nikkede i retning af papirerne. "Så vidt jeg forstår, ved Mr og Mrs Trevelyan ikke mere, end der står i vidneforklaringerne."

POLITIRAPPORT

Dato: 30.05.70

Tidspunkt: 09.30 Betjente til stede: Politiassistent Lawrence Reed og politiassistent Paul Prentice Hændelse: Forsvundet barn Œ moderen Jean

Trevelyan afhørt hjemme

Mrs Jean Trevelyan meldte kl. 09.17, at hendes datter var forsvundet. Betjentene Reed og Prentice tog sig af opkaldet med det samme. Efter at have optaget og videresendt rapporten om Priscilla (Cill) Trevelyan udspurgte de Jean Trevelyan (moderen). Hun var meget chokeret og ikke særlig konsekvent. Hun dikterede imidlertid følgende redegørelse og bekræftede, at det var en nøjagtig og kronologisk fremstilling af begivenhederne:

Cill blev sendt hjem fra Highdown Skole i går eftermiddags [fredag 29.05.70] omkring klokken to. Hun fortalte mig, at hun var blevet bortvist en uge, fordi hun havde været i slagsmål med en anden pige. Pigen hedder Louise Burton, og hun var Cills bedste veninde, indtil de i begyndelsen af måneden blev uvenner. De har ikke talt sammen siden, og det var min mand og jeg glade for, da Louise havde en dårlig indflydelse på vores datter.

Cill nægtede at fortælle mig, hvorfor de havde været oppe at slås, og jeg sagde til hende, at hendes far ville blive meget vred over, at hun var blevet bortvist. Hun blev gal og sagde, at det ikke var hendes skyld og styrtede op på sit værelse. Jeg forstod på det hun sagde, at Louise Burton ikke var blevet tilrettevist på samme måde. Da det virkede urimeligt, ringede jeg til Miss Brett på Highdown Skole og bad om en forklaring. Hun fortalte mig, at Louise havde sagt, at slagsmålet begyndte, da Cill prøvede at overtale hende til at pjække igen, og at Cill ikke havde benægtet det. Som sagen forholdt sig, følte hun det var korrekt at straffe Cill.

Vi har været meget bekymrede i de sidste tre måneder. Cill begyndte at pjække uden påfaldende grund, og for et par uger siden fik vi en advarsel fra skolen om, at hun ville blive bedt om at gå ud, hvis hun blev ved med at have meget fravær. Hun blev opfordret til at pjække af Louise Burton, der har svært ved at følge med i skolen og ikke kan koncentrere sig i timerne. Både min mand og jeg har talt med Miss Brett om at flytte Cill over i en klasse, hvor der kræves mere. Vi har også ved to lejligheder bedt Mr og Mrs Burton om at tackle Louises opførsel. Det er der ikke kommet noget ud af.

Min mand David arbejder på natholdet på værktøjsfabrikken Brackham & Wright. Da Cill kom hjem, lå han og sov, og jeg besluttede at holde hende inde på værelset, indtil han tog på arbejde klokken otte om aftenen. Jeg vidste, han ville blive vred og følte, at det ville være bedre at fortælle ham om bortvisningen her til morgen [lørdag]. Cill var imidlertid så støjende, at hun vækkede ham.

Da han forlangte at få en forklaring, bandede hun ad ham og sagde, at hun ikke behøvede at sige noget, hvis hun ikke ville.

Cill er vores eneste barn, og David er meget bekymret for hende. Hun er meget moden af sin alder og kvikkere end gennemsnittet, men hun er nem at få på afveje. Vi har aldrig haft problemer med hende, før hun begyndte i Highdown Skole. Cill har mange gange beskyldt David for at være for gammeldags og sammenlignet med andre børns forældre. Hun er vred over, at hun ikke får lov til at gå ud om aftenen eller at gå med udfordrende tøj, og det har ført til skænderier med hendes far.

Da hun nægtede at sige, hvorfor hun havde været i slagsmål med Louise, slog han hende tre gange med livremmen. David har altid været af den mening, at skolens reprimander skulle tages alvorligt, og han beordrede Cill til at blive på sit værelse, indtil hun var parat til at komme med en forklaring og en undskyldning. Hun gik ovenpå med det samme og smækkede med døren igen.

Jeg bankede på døren til hendes værelse kort efter, David var taget på arbejde, og spurgte, om hun ville have noget at spise. Hun svarede ikke, men jeg kunne høre hende græde. Radioen gik med popmusik i baggrunden. Jeg bestemte mig til ikke at gå ind på hendes værelse, men talte til hende i flere minutter gennem døren. Jeg kan ikke huske nøjagtigt, hvad jeg sagde, fordi jeg selv var vred, men jeg bad hende indtrængende om at vise lidt sund fornuft om morgenen og give sin far en undskyldning ved først givne lejlighed.

Da jeg gik i seng klokken halv elleve, var der ikke lys under hendes dør, og hun havde slukket for radioen. Hun forlod i hvert fald ikke huset, mens jeg var nedenunder, for så ville jeg have set hende. Jeg sover let, og jeg kan huske, at jeg vågnede i løbet af natten. Jeg tror, klokken har været kvarter over tolv. Nu går jeg ud fra, at det kan have været hoveddøren, der blev lukket, men jeg er ikke sikker.

Da David kom hjem fra arbejde klokken halv otte i morges [lørdag], stod jeg op og lavede morgenmad. Vi diskuterede Cill i en times tid i køkkenet, hvorefter han bad mig om at kalde på hende. Vi var enige om, at det bedste vi kunne gøre var at give hende stuearrest og tvinge hende til at vaske og gøre rent. Hun var imidlertid ikke på sit værelse og havde ikke sovet i sin seng. En lille rygsæk, der stod i hendes garderobeskab, er væk foruden hendes natkjole, to nederdele og nogle T-shirts.

Jeg ringede straks til Louise Burtons og tre andre veninders forældre [Rosie Maine, Ginny Lawson, Katey Cropper], men ingen af dem ved, hvor hun er. Da David var kørt ud i bilen for at se, om han kunne finde hende, bestemte jeg mig til at ringe til politiet. Hun er aldrig løbet hjemmefra før, og vi kan ikke forestille os, hvor hun kunne tage hen kvarter over tolv om natten. Hvis hun var sammen med en veninde, ville forældrene have givet os et praj. Vi er hundeangst for, at hun har bragt sig selv i fare ved at få kørelejlighed af en fremmed.

Politiassistent Prentice og politiassistent Reed har oplyst mig om, at sager om bortløbne børn bliver behandlet anderledes end bortførelser. Jeg kan forstå, at børn, der forlader hjemmet efter et skænderi med deres forældre, i de fleste tilfælde kommer tilbage i løbet af fireogtyve timer.

VIDNEFORKLARING

Dato: 02.06.70 Tidspunkt: 11.30 Betjente til stede: Kriminalassistent Williams og politiassistent Prentice Vidne: David Trevelyan Hændelse:

Priscilla (Cill) Trevelyans forsvinden

30.05.70

Mr David Trevelyan blev bedt om at komme til samtale på politistationen i Highdown. Han mødte frivilligt op, men var fjendtligt indstillet over for mange af de spørgsmål, han blev stillet. Følgende forklaring blev dikteret og underskrevet af Mr Trevelyan:

Jeg ved ingenting om min datters forsvinden. I kan kalde det et had-kærligheds-forhold, hvis I vil, men det er ikke rigtigt. Jeg har aldrig nogensinde hadet Cill. Hvis jeg havde troet, at det var godt for hende, ville jeg have forkælet hende og givet hende alt, hvad hun pegede på. I stedet har jeg pacet hende til at være flittig, fordi jeg ved, at hun er kvik nok til at klare sig bedre end sine forældre. Vi havde næsten ingen problemer med hende, før hun kom i puberteten, men det er anstrengende for hele familien med en vanskelig teenager.

Jeg var ked af det, da hun ikke kom i gymnasiet. Hun har et godt hoved, men hun blev svigtet af sin underskole. Der siges så meget ævl om femteklassesprøven. Det skal forestille at være en intelligensprøve, men jo mere man øver sig, jo bedre bliver man til det. Enhver kan hæve sit niveau med ti point, når man ved, hvad der forventes. Cill gik op uforberedt og fik et point for lidt, og der er ingen, der skal fortælle mig, at det er retfærdigt. Der er folk, jeg arbejder sammen med, hvis sønner kom igennem med færre point. Systemet er vægtet til fordel for middelklassen.

Jeg er streng, fordi jeg vil hendes eget bedste. Verden ændrer sig, og kvinder bør have en lige så god uddannelse som mænd. Jeg vil ikke have, at hun skal være pakkedame på Brackham & Wright eller en lavtlønnet damefrisør. Jeg vil have, at hun skal finde et ordentlig job i London, hvor hun vil møde en anstændig mand, der tjener nok til at kunne købe et hus. Jeg har altid været hunderæd for, at en eller anden dreng vil forgribe sig på hende og gøre hende gravid, inden hun er seksten.

Det har givet anledning til rigtig mange skænderier imellem os. Min datter blev tidligt udviklet og syntes, at hun kunne tage vare på sig selv. Jeg har mange gange fortalt hende, at hun ikke forstår, hvor udsat unge piger er, og da hun begyndte at pjække sidste år, følte jeg, at jeg ikke havde andet valg end at kære en fast linje. Min kone og jeg har prøvet alt lige fra at følge hende i skole og hente hende igen til at give hende udgangsforbud efter klokken seks om aftenen, men det eneste, der lader til at fungere, er korporlig afstraffelse.

Jeg protesterer kraftigt mod enhver antydning af, at det er noget, jeg nyder. Mit forhold til min datter har aldrig været andet end som far, og jeg bestræber mig udelukkende på at sikre, at hun får medgang i fremtiden. Jeg er klar over, at mine ambitioner for hende måske overgår hendes egne, men det har altid været mit håb, at hun aldrig skulle opleve de samme skuffelser som mig. Hvis det har fået mig til at være for streng ved et barn, som jeg elsker, så beklager jeg det dybt, men jeg har ment det godt.

Jeg var forfærdet over at høre, at Louise Burton aflagde forklaring i lørdags og sagde, at min datter blev udsat for bandevoldtægt i begyndelsen af maj og 'selv var ude om det'. Jeg kan forstå, at Louise giver min strikse opdragelse af Cill skylden for, at hun ikke var i stand til at fortælle min kone og mig om det. Vi er meget oprørte over det, da vi længe har været i tvivl om, hvorvidt Louise var ærlig, og vi har svært ved at acceptere, hvorfor denne historie om voldtægt bliver taget for pålydende, når hun hverken kunne navngive gerningsmændene eller identificere de tre mistænkte, der blev bragt ind på politistationen til afhøring. Jeg forstår heller ikke, hvorfor Louise undlod at sige det til sine egne forældre, da det skete. Burtons har et afslappet forhold til deres datters opførsel, og jeg kan ikke tro, at de var uvidende om voldtægten, hvis den fandt sted. Kort sagt, er der ingen beviser for Louises påstand, og jeg er vred over, at man har fæstet lid til den, når det stiller vores datter i sådan et dårligt lys.

Med hensyn til det skænderi jeg havde med Cill fredag 29. maj om eftermiddagen, var det ikke anderledes end dem, vi har haft før. Hun og jeg er begge handlingsmennesker, og der blev råbt højt. Jeg husker, at hun bandede voldsomt og kaldte mig en 'victoriansk far', 'Hitler', 'metu-salem' og beskyldte mig for at 'lege Gud'. Så gik hun løs på sin mor og kaldte hende en 'skide sladrehank' og en 'flæbende mær'. Hun beskyldte os også for at prøve at leve hendes liv og for at være mere interesseret i, hvad de andre forældre i skolen sagde om hende, end vi var i hende.

Jeg insisterede på at få en forklaring på skænderiet med Louise Burton. Da hun nægtede det, spurgte jeg hende, om Louises version var rigtig - nemlig at hun havde prøvet at overtale Louise til at pjække igen. Cill begyndte at kaste med ting, og jeg følte, at jeg ikke havde andet valg end at give hende tre slag med livremmen. Så sendte jeg hende op på hendes værelse og påbød hendes mor at sørge for, at hun blev der. Det var en ulykkelig oplevelse for os alle, men jeg var sikker på, at det ville ende, som det plejede: Cill ville sige undskyld næste morgen, og hendes opførsel ville blive bedre på kort sigt.

Vores problem var som altid, hvordan vi skulle håndtere hendes opførsel på langt sigt, især pjækkeriet. Jeg tog på arbejde klokken otte [fredag], og på det tidspunkt var Cill på sit værelse. Jeg er værkfører i maskinafdelingen på Brackham & Wright og fører tilsyn med en arbejdsstyrke på omkring halvtreds ansatte. Louise Burtons far Robert har det samme ansvar i pakkeafdelingen. En kvindelig kollega, Deborah Handley, bemærkede, at jeg var ude af den, da jeg kom, og spurgte mig, om der var noget galt. Deborah har to store teenagedøtre, og jeg har jævnligt spurgt hende til råds om Cills opførsel. Mens vi arbejdede på natholdet, forklarede jeg, hvad der var sket og fortalte Deborah, at Jean og jeg var ved at gå ud af vores gode skind. Hun foreslog, at jeg snakkede med Robert Burton og fandt ud af, hvad slagsmålet egentlig drejede sig om. Jeg mener, hendes ord var: 'Hvis Cill var for hidsig til at opdigte en undskyldning, så stikker der garanteret noget under.'

Jeg henvendte mig til Robert i kantinen omkring klokken et om natten. Han var utilbøjelig til at snakke med mig og hævdede, at skolens straf viste, at Cill havde skylden og ikke Louise. Jeg påpegede, at Louises version af begivenhederne var meget belejlig, eftersom hun vidste, hvor bekymrede vi og Miss Brett havde været over Cills pjækkeri. Han spurgte mig, om jeg beskyldte hans datter for at lyve, og da jeg sagde, at det var en mulighed, blev han grov, og vi begyndte at slås. Jeg gjorde det ikke for at tiltrække mig opmærksomhed og skaffe mig et alibi eller for at skjule eventuelle blå mærker fra et tidligere sammenstød med Cill. Det skete, fordi mine alvorlige bekymringer over min datters trivsel kogte over, da Robert kaldte hende 'en lille billig luder som selv var ude om det.'

Jeg har ingen anelse om, hvorfor han kom med den bemærkning, medmindre Louise allerede havde fortalt ham om den påståede voldtægt. Hvis det er tilfældet, havde han pligt til at lade den oplysning gå videre til mig og min kone.

For at opsummere har jeg redegjort for, hvor jeg befandt mig fredag nat og lørdag 30. maj 1970. Desuden var jeg i min bil i halvtreds minutter lørdag morgen 30. maj, da jeg kørte til Branksome station og Bournemouth hovedbanegård i håb om at finde min datter. Jeg bekræfter, at jeg ikke ved noget om Cills forsvinden, og at jeg er uvidende om, hvor hun på nuværende tidspunkt befinder sig.

Da Billy var færdig med at læse, lagde han papirerne på bordet med rystende hænder. "Gud!" sagde han beklemt. "Tror du, Mr Trevelyan har ret? Tror du, mine forældre vidste, at Cill var blevet voldtaget?"

Sasha Spencer gik ud fra, at han henvendte sig til hende og tog til genmæle. "David har aldrig været overbevist om, at voldtægten fandt sted," sagde hun. "Han tror, at din søster løj for at aflede opmærksomheden fra sin rolle i Cills bortvisning fra skolen. Men Jean tror på det, og hun bebrejder jævnligt sig selv for at have været en elendig mor. Det er meget trist. Med rette eller urette - og af forskellige grunde - påtager de sig hver især ansvaret."

Billy begravede ansigtet i hænderne. "Jeg var der, jeg så det. De skiftedes til at gøre det ... blev ved med at sparke til hende ... hun havde blod nedad benene. Jeg bliver dårlig bare af at tænke på det."

Rachel så et udtryk af væmmelse i Sashas ansigt og skyndte sig at forsvare Billy. "Han var ti år gammel, og de fyldte ham med vodka, så han ikke forstod, hvad der foregik. Han troede, det var et slagsmål. Hvis politiet også havde afhørt ham, ville det have været anderledes, men ingen vidste, at han havde været sammen med Cill og Louise den dag."

"Cill var i den grad bange for sin far, at hun sagde, hun ville slå os ihjel, hvis vi nogen sinde sagde en lyd," fortsatte Billy ulykkeligt, "så det gjorde jeg ikke. Og det var først, da en fyr i skolen fortalte mig, at hans mor havde læst det i avisen, at jeg fandt ud af, Louise havde sagt det til politiet ... jeg vidste ikke engang, hvad ordet betød - han var nødt til at forklare det ... og det var over to måneder efter, at Cill var forsvundet. Der blev ikke snakket om det hjemme hos os. Det blev der ikke om noget." Han lagde sin ene hånd på David Trevelyans vidneforklaring. "Jeg vidste ikke, at Mr Trevelyan var så interesseret i sit barn ... jeg vidste ikke, at min far og ham havde været oppe at slås ... og jeg vidste helt bestemt ikke, at far kaldte Cill en luder, før nogen vidste hun var forsvundet."

Der var stille længe.

Sasha åbnede sin notesbog igen. "Hvorfor er det vigtigt?" spurgte hun.

"Han sagde, at Cill 'selv var ude om det'. Jeg tror, det betyder, at han vidste hun var blevet voldtaget."

Sasha kiggede skeptisk på ham. "Jeg forstår stadig væk ikke, hvorfor det er vigtigt. Det er måske ikke så heldigt for dine forældre, men det betyder ikke, at de havde noget at gøre med Cills forsvinden."

Billy tog en udskrift af sin fars e-mail op af skjortelommen. "Læs det her," sagde han bittert, "og spørg så dig selv, om han har løjet om andre ting. Man siger ikke til en mand, at hans pige selv er ude om det, hvis man tror, at han misbruger hende ... og man går i hvert fald til politiet, hvis man tror, at den samme mand også har været efter ens egen datter."