Jonathan stod ved siden af bilen og lyttede til radioen gennem det åbne vindue, da George og kriminalassistent Wyatt kom ud gennem midterdøren i Winchester Fængels enorme egetræsport. Han så dem gå de to hundrede meter hen til parkeringspladsen, mens en kommentator talte om den forestående undersøgelse af omstændighederne omkring våbeneksperten David Kellys overraskende dødsfald.
"Campbell og Blair skal afgive vidneforklaring til Lord Hutton ... Regeringen beskyldes for at ..."
For Jonathan, der var lige så skeptisk, som han havde været i februar, var det en latterlig tanke, at en undersøgelse kunne finde frem til sandheden, når hovedpersonen var død. Der fandtes ingen absolutte sandheder. Kun halve sandheder og fortolkninger der tillod sig at blive fordrejet af enhver, der var stærk nok - eller stædig nok - til at tvinge sine meninger ned over alle andre. Det var enøjede fanatikere, der regerede verden - politikere, religiøse ledere, terrorister, mediemagnater og erhvervsledere - og de fleste af dem var for dumme eller arrogante til at se, at deres anskuelser var moralsk anløbne.
Han så spørgende på George og kriminalassistent Wyatt, da de nærmede sig. "Fik I noget ud af det?"
"Ikke noget vi kan bruge p.t.," sagde George, "men han er i det mindste begyndt at tænke selv." Hun fnisede lidt. "Jeg burde ikke grine - ikke når man tænker på, hvad han gjorde mod stakkels Cill - men han rasede og regerede til sidst. Han kan ikke fatte, at han har været så dum ... han slugte alt råt, som Louise nogensinde har fortalt ham og tænkte ikke et øjeblik på, at hun havde noget at skjule."
Jonathan rakte hånden ind i bilen og slukkede for radioen. "Hans grublerier kan vi ikke bruge til noget," sagde han advarende. "Han vil bare diske op med en hel sværm af dem, hvis det kan redde ham. Vi har brug for noget, vi kan bevise, hvis vi skal udpege hende."
"Åh, lad nu være med at være så sur," sagde hun muntert og slog ham let på håndleddet. "Wyatt er meget optimistisk. Han siger, at man bare skal blive ved. Hvis han bliver ved med at udspørge hende, vil han gribe hende i en løgn til sidst. Hun er ikke kvik nok til at undgå det - det er ingen af os." Hendes kloge øjne så smilende ind i hans. "Hun har allerede givet os et væld af beviser, fordi hun har fortalt så mange forskellige versioner af begivenhederne. Det er de spegede tråde, Jon. Roy blev fanget i dem, da han prøvede at overdrive beskyldningerne mod Howard. Løgne falder altid fra hinanden under pres. Det ved du."
Han sendte hende et kærligt smil. "Jamen, jeg troede ikke fuldt og fast på mine, George."
Hun kluklo. "Nej, det gjorde du nemlig ikke min ven. Du er alt for retskaffen ... og Emma var ikke al din hjertesorg værd. Sasha passer meget bedre til dig. Hun holder ikke noget hemmeligt ... sikkert fordi hendes mongolske afstamning er så udtalt. Det er ikke noget, man kan skjule vel?"
Jonathan åbnede munden for at protestere, men Wyatt kom ham i forkøbet og blinkede overdrevent til ham. "Man skal aldrig modsige en kvinde ... især ikke når hun har ret. Ms Spencer er en skøn, ung kvinde, og jeg er optimistisk. Mrs Fletcher er aldrig blevet afhørt om mordet på Grace, og hun har allerede modsagt sin oprindelige vidneforklaring, hvor hun hævdede ikke at vide noget om det. Det er bare et spørgsmål om tid, før hun vikler sig ind i selvmodsigelser."
Jonathan så på George. "Du kan vove på at få ondt af hende," sagde han advarende.
"Hun var kun tretten."
Han holdt hånden op. "Jeg er en mand, George, og jeg kan ikke klare flere sindsbevægelser."
"Jamen -"
Med et kærligt smil omfavnede han hende. "Hun er min mor," sagde han til Wyatt hen over hendes hoved. "For femogtredive år siden havde hun et engangsknald med en jamaicansk gadefejer, og hun har fortrudt det lige siden. Det gør ikke så meget, bortset fra at hun fortæller alle andre, at jeg er hendes elsker."
Politimanden smilede skeptisk.