Det ringer, og jeg vågner og slukker vækkeuret. Det bliver ved med at ringe. Jeg famler efter telefonen i mørket, finder den, og det jeg hører er summetonen. Og så ringer det igen. Det er døren. Jeg tænder lampen over sengen og ser på uret. Den er et og ikke seks. Jeg tager cowboybukser og T-shirt på, går ud i entréen og åbner hoveddøren. Der er ingen på den anden side, så jeg fortsætter barbenet over gulvet i opgangen, forbi postkasserne, og der ser jeg den kurdiske familie fra anden stå ude i kulden foran glasdøren. Tre børn; to piger og en lille dreng der græder forsigtigt, moren stirrer ned i jorden med tørklædet langt nede i panden, og der er mørkt ude mellem blokkene, men lyset fra opgangen skinner rødt og blåt og gult i blomsterne på tørklædet, og faren med det store overskæg smiler, han peger på låsen og bløder fra en stort snitsår på kinden. Han er på min alder eller lidt ældre. Jeg går hen og åbner døren og holder den til alle er inde, og så låser jeg igen. Han tager min hånd og siger tak. Jeg peger på hans kind og ser så spørgende ud jeg kan, men han ryster bare på hovedet og smiler. Ikke noget at bekymre sig om. Nej slet ikke. Han har hvid skjorte på under den grå jakke, og der er blodpletter på flippen. Det ser dramatisk ud, som på film. Han lægger hånden på min skulder, og jeg mærker den hånd, han siger tak en gang til, og så peger han på mine bare fødder. Det er så koldt på gulvet at jeg krøller tæerne. Han skubber mig smilende hen mod min dør, og så åbner han armene og lægger dem om sin familie og fører den mildt og bestemt op ad trappen mens han taler lavt og intenst på et sprog jeg ikke forstår. Den lille dreng græder stadig. De har kun været her nogle uger, men han har lært at sige "tak". Det skal nok komme til nytte. De er fra Nordirak. Det er alt hvad jeg ved.
Jeg bliver stående i opgangen og hører hans stemme blive lavere og deres skridt forsvinde langsomt på vej op. Jeg kunne have inviteret ham ind, han kunne være kommet ned når børnene var lagt i seng, og vi kunne have taget en dram eller en kop varm kakao hvis det var det han ville have hvis han er muslim, og vi kunne have talt om det at have familie, at det ikke er så let, eller vi kunne tale om Saddam Hussein, jeg er ligeglad. Måske kan han tysk, jeg kan lidt tysk, der er mange flere end man tror der kan det sprog, og det sidste jeg hører før døren smækker på anden sal er den lille dreng der græder højt. Uden fremmede vidner giver han frit løb. Der bliver helt stille i opgangen og vældig koldt. Støttebindet under den tynde T-shirt strammer ubehageligt, og jeg fryser hæmningsløst på resten af kroppen.
Det var ikke lungekræft, det var to brækkede ribben. Først da jeg kom hjem fra byen og gik halvt bøjet forbi spejlet i entréen, så jeg at jeg havde et blåt øje oveni. Alle i toget og bussen fra stationen havde set det, folk jeg kender og har hilst på i flere år, kun jeg vidste ikke noget om det. Alle smerter var gledet sammen til én stor, og jeg kunne ikke skelne den ene fra den anden. Og så lå jeg svimmel i sengen i dage og nætter før jeg ringede til lægen, ør af mangel på luft og tanker om døden og prøvede at forstå hvad det var der var sket da jeg var ude af denne verden.
Jeg går ind i lejligheden og lukker døren. Kun lyset over min seng er tændt. Inde i soveværelset trækker jeg en af min fars gamle sweatere over hovedet, den er forvasket og blød mod kroppen, og så tager jeg sokker på fødderne før jeg slukker lyset og går gennem den mørke entré til stuen og tænder lampen over skrivebordet. Det første jeg gjorde da jeg blev alene var at flytte skrivebordet ind i stuen. Der ligger to bøger og et manuskript på ca. hundrede sider med et tyndt lag støv på det øverste ark. Ny bog står der under støvet. Jeg finder de billige reservebriller og tænder for den lille Mac og klikker mig ind på det skriveprogram jeg bruger nu og åbner en ny fil. Jeg skriver:
"Tidlig november. Klokken er ni. Musvitterne smælder mod vinduet. Nogle gange flyver de svimle af sted efter sammenstødet, andre gange falder de og bliver liggende i sneen og basker før de kommer på vingerne igen. Jeg ved ikke hvad jeg har som de vil have. Jeg ser ud ad vinduet mod skoven. Der er et rødt lys over træerne mod vandet. Det begynder at blæse. Jeg ser vindens form i vandet."
Jeg skriver mig ind i en mulig fremtid. Det første jeg så må gøre er at se, og det et helt andet sted, og jeg kan lide det, for her er det umuligt. Og så ringer det. Jeg ser ud i entréen mod døren, men nu er det telefonen. Klokken er snart to. Det er min bror. Han er tre år ældre end jeg, er medejer af et arkitektfirma og tjener penge.
– Hej, siger han.
– Ved du, hvor mange klokken er, siger jeg, – det er jo tirsdag, for fanden, det var i hvert fald tirsdag. Skal du ikke på arbejde i morgen?
– Hej, siger han.
– Hej. Er du fuld.
– Ikke helt. Ikke helt endnu. Jeg tror jeg skal skilles.
– Jøsses. Velkommen i klubben. Ved Randi det.
– Det er hende der ved det. Hun har ikke fortalt det til mig endnu. Men det kommer snart. Hun er ikke hjemme. Jeg sidder her alene.
– Du. Ærlig talt. Hvem af os var det der havde langt hår først. Det var mig. Og hvem fik klippet det kort igen først. Det var også mig. Det var mig der klistrede Mao op på væggen, og mig der tog ham ned igen. Det var mig der først kunne lide Bob Dylan, og det var mig der først kunne lide opera, og Steve Forbert kunne jeg først lide og The Smiths og Billy Bragg, og det var mig der sagde at Ken Loach ville blive stor, og nu ser du ikke andre film. Det var mig der læste Pelle Erobreren først, og mig der læste Triumfbuen først og gik på vinmonopolet for at spørge om de havde calvados, og så kostede den over to hundrede kroner, i 1973. Det var mig der var med i den første Vietnamdemonstration. Da du kom med var krigen jo næsten slut. Det var mig der giftede mig først og blev skilt først. Du slog mig ganske vist med tre dage med det første barn, men det var fordi jeg brugte kondomer længere end dig. Måske havde du aldrig brugt kondomer. Fanden heller, du er tre år ældre end jeg. Du burde finde på noget nyt som jeg ikke har prøvet. Eller du kunne begynde at male igen, det er kun dig der kan det.
– Det der er bare noget pjat, jeg kunne have lavet en liste lige så lang som den du har. Desuden kendte jeg far bedre end dig.
– Hvorfor taler du om ham nu? Herregud, far. Hvorfor siger du far. Er det pludselig ikke fatter længere nu. Vi har da altid sagt fatter.
– Du har altid sagt fatter.
– Det har jeg da ikke.
– Hør her, Arvid. Kan du huske da vi kom hjem fra København efter at have smidt kransen på havet sammen med alle brandfolkene og politifolkene og krisepsykiaterne og præsterne og hele banden, og vi tog direkte op og lånte Haralds kassevogn og kørte til Veitvet og stoppede den fuld af ting fra lejligheden der. Og så kørte vi igen, mod Göteborg for at tage båden over endnu en gang med alle de ting vi egentlig ikke vidste hvorfor vi flyttede på, og vi var så trætte at vi faldt i søvn bag rattet før vi kom til Vestby så vi måtte stoppe ved Vejkroen der og lægge os på bænkene udenfor, og da spurgte jeg om du havde dårlig samvittighed på grund af far. Du var ved at falde ned af bænken selvom du var så træt.
– Hvad er det du taler om. Jeg faldt da ikke ned af bænken. Jeg troede vi talte om skilsmisser.
– Jeg talte om skilsmisser. Hvad du taler om forstår jeg ikke.
– Kom ikke og fortæl mig om skilsmisser. For fanden mand, jeg ved alt om skilsmisser.
– Jaså, godt, siger han, og så lægger han på, og jeg bliver siddende med røret i hånden, og så lægger jeg også på, og der bliver stille. I entréen er der mørkt, og ude er der mørkt, kun i ét vindue er der lys i den næste blok. Der bor fru Grinde. Naboerne siger hun har kikkert, og det kan godt være at det er sandt, jeg ved ikke noget om hende, men hun kan ikke bruge den nu, ikke hvis den ikke er af den militære type, og det tror jeg ikke den er. På skærmen foran mig står der: "Jeg ser vindens form i vandet." Har jeg skrevet det.
Da min far fyldte femoghalvfjerds holdt jeg ikke tale. Jeg var ikke imod at holde tale, men det var ikke faldet mig ind et øjeblik at jeg selv skulle. Vi holdt ikke taler i min familie. Ikke til fødselsdage, ikke til konfirmationer, aldrig havde nogen rejst sig ved bordet for at hylde en anden. Med én undtagelse. Året før fyldte min mor tres, og jeg holdt en lang tale på vers fra os der var hendes børn. Jeg tror hun blev glad for det, og jeg tror hun syntes det var på sin plads at de omsider fik noget tilbage for at have stemt på Arbeiderpartiet og været organiserede i fagforening de fleste af deres dage sådan at vi skulle få et bedre og rigere liv. Det var en fin tale, og selvom den ikke ville have indbragt mig Nobelprisen i litteratur, var jeg også lidt stolt. Så på femoghalvfjerdsårsdagen blev jeg klar over at hun sad og så på mig ved bordet. Det var langt inde i middagen, og jeg anede fred og ingen fare, så jeg så tilbage, og med ét forstod jeg at hun ventede på den tale jeg skulle holde for min far, og hun havde det udtryk som fortalte at hun spekulerede meget på hvad jeg havde fundet på denne gang.
Jeg havde ikke fundet på noget. Jeg kunne heller ikke rejse mig spontant og finde på noget. Jeg havde ingenting at sige. Jeg vendte mig om og så på de andre ved bordet, mine to brødre som stadig var i live, og alle børnene og onkler og tanter, og de sad og så på mig alle sammen. Den eneste der ikke så på mig var min far. Og pludselig var der helt stille ved bordet.
Jeg rejser mig fra skrivebordet og går ud i entréen og åbner døren til opgangen og lytter. Jeg tager nogle skridt ud, læner mig ud over gelænderet og kigger op ad trappen. Ikke en lyd. Det er midt om natten, men måske står der nogen der uden at bevæge sig. Jeg rømmer mig forsigtigt, men det bliver alligevel højt, der kommer ekko, det bliver pinligt, og jeg venter ikke, men går ind igen og lukker døren. I entréen er der mørkt. De to værelser ved siden af mit soveværelse er tomme nu, men dørene står åbne, og der er der også mørkt og ikke som tidligere da mindst én af de to piger skulle sove med et spotlight lige ned i ansigtet, gult lys under øjenlågene og langt ind i drømmen. Nu gør de det et andet sted, en anden mand tænder måske de lamper. Jeg går hen og lukker begge døre. Så går jeg ud i køkkenet. Jeg kan alligevel ikke sove, jeg kan lige så godt drikke kaffe.
Da min bror og jeg tog videre fra Vestby den forsommer 1990 efter en tur til København hvor vi havde smidt kranse på havet og skålet i baren med politiinspektører, krisepsykiatere, brandmænd og danset med diakonisser der var så pæne at vi aldrig havde set magen, var vi ikke udhvilede, vi havde måske sovet en halv time hver på bænkene uden for Vejkroen, og det var alt for lidt, men solen bagte, og det var umuligt at ligge der længere. Den blå kassevogn var svær at køre, i hvert fald for mig, for den havde ratgear som jeg ikke var vant til, og den var stor og stiv, og under alle omstændigheder var det ret længe siden jeg havde kørt bil. Ved grænsen til Sverige var jeg så træt og frustreret af at skifte til andet gear hver gang jeg egentlig skulle i fjerde at jeg lod ham køre resten af vejen til Göteborg. Det gjorde han gladeligt. Han var trods alt storebror og jeg lillebror, og det var hans nabo der ejede bilen.
– Jeg misunder dig der kan sætte ord på alt det der er sket, sagde han da vi kørte gennem svinget forbi afkørslen til Lysekil, hvor vi havde været nogle uger før, og hvor det brændende skib var slæbt ind mod kysten til den nærmeste havn med et følge af spulende brandbåde, og vi stod på kajen og så op på det tomme skrog der lå stille under blå himmel med store vifteformede, sorte pletter om vinduerne, og en politimand nægtede os at gå om bord. Det var søndag og der var turister og folk der gik tur og små både med blændende hvide sejl på vej ud af havnebassinet, men ingen så på skibet undtagen vi, og vi begyndte at skændes med den svenske politimand ude på den lange mole, for vi havde kørt så langt, og vi ville ind, men det hjalp ikke, og så begyndte jeg at græde og ville springe på politimanden. Min bror holdt mig tilbage og sagde noget lavt i mit øre som jeg ikke kan huske, men jeg fulgte med ham tilbage til bilen uden modstand. Så sad vi bare på sæderne og gloede ud ad vinduerne.
Han tog fejl. Jeg var kun krop og ingen ord, præcis som han, og uanset hvor meget vi talte var der altid luft mellem det vi sagde og det vi gjorde. Det var som champagne. Jeg havde smagt champagne til en forlagsfest lige før og kunne svare forkert når nogen spurgte hvad jeg hed. Næsten alt hvad vi sagde var forkert.
Det vi gjorde var at køre. Vi kørte hele tiden, vi brændte for tusindvis af kroner af i benzin. Vi kunne ikke sidde stille. Vi dykkede ned under et helvede af sammenfletninger på vej ind i Göteborg, og da vi kom ud af tunnelen kørte vi direkte ind i en mur af vand. Regnen øsede ned som vi aldrig havde set det før, det smældede mod biltaget og strømmede ned over forruden, og vi kunne ikke skimte mere end en meter frem. Verden var blank og mælkehvid og helt uigennemtrængelig med røde prikker der voksede og voksede, og jeg råbte:
– Brems, og min bror bremsede. Bilen foran var pludselig på klos hold med kæmpemæssige baglygter. Det var en stor lastbil, og den holdt helt stille midt i 70-zonen og havde givet op. Min bror trådte pedalen i bund og drejede samtidig, vores bil skred ud og endte på tværs af vejen med døren på min side helt tæt på lastbilen, T.I.R. stod der med store bogstaver over nummerpladen. Jeg begyndte at le, jeg slog i instrumentbrættet med flad hånd og sagde:
– To sekunder til og hele familien Jansen havde været udryddet. Det er ikke dårligt. To måneder, og alle er væk. Sikke et forsvindingsnummer. Min bror sad med panden mod rattet og havde ikke lyst til at le, men så var han nødt til det, og så græd han også lidt, og så holdt det op med at regne. Ganske pludseligt.
Resten af turen til båden kørte vi i stilhed med det nye lys ind gennem vinduerne langs kajerne og det stejle bjerg på venstre side og drejede af der hvor de gamle amerikabåde havde lagt til, hvor emigranterne gik om bord med deres kister og kufferter til tredje klasse allernederst i båden, og havde der været bildæk dengang, ville det have været under bildæk i trange kahytter uden andet lys end en dårlig lampe i loftet og det som håbet måske gav dem. Vandspejlet glitrede helt stille i solen, og fra Stigberget kom resterne af regnskyllet som fra en ukendt indsøi kaskader ned ad de lange trapper og strømmede ud over asfalten så det sprøjtede om hjulene på kassevognen.
Rejsen over tog kun tre timer. Vi kunne have sat os i salonen med en kop kaffe og læst tykke svenske og danske aviser som vi altid plejede at gøre, men vi var tomme og sultne og gik direkte til restauranten. Der bestilte vi en treretters menu med øl og snaps selvom vi aldrig før havde spist noget andet sted end i cafeteriet, og vi betalte med visakort der var lodne af forsikringspenge. Vi spiste i to timer, og den sidste af de tre sad vi på dækket i to flugtstole med ryggen mod det land vi nærmede os. En mand stod ved rælingen og stirrede ned i vandet. Ikke én gang mens jeg sad der bevægede han kroppen, og jeg tænkte jeg ville rejse mig fra stolen og gå hen til ham og stå der hvor han stod, men jeg kom aldrig op.
Da vi kørte i land var det aften. Lys aften med varm havluft over kajen, og vi kørte gennem havnen med vinduerne åbne og forbi den nye jernbanestation hvor godsvognene stod på skinnerne i tætte rækker med rustrøde beslag og Carlsberg malet på siderne med grønt. Ved den ombyggede sømandsskole stod en hvidmalet containerkran på plænen og så ud som noget fra en science fictionfilm. Vi kørte ud ad Nordre Strandvej med marehalm langs asfalten hele vejen og havet mod øst og sandstranden lige ned der hvor vi engang fandt en død sæl, og øen med fyrtårnet helt yderst uden tændte lamper nu så vidt vi kunne se, og så videre det sidste stykke hvor gruset knasede under hjulene og rosenbuskene skrabede mod lakken i det første sving. Det ville aldrig blive mørkt den aften, kun det skrå halvlys og rækkerne af skinnende måger på det lave vand så langt øjet rakte. Vi svingede ind ad alléen med piletræer og kørte til enden og parkerede klos op ad huset, slukkede motoren og blev siddende tavse. Sommerhuset var nymalet i gult mod lyset i vest og vinduerne mørkere end alt andet omkring os. Der gik en fasan over grunden mod marken bagved. Min bror fulgte den med blikket mens han bed sig i læben, og jeg sagde:
– Vi glemte at købe sprut på båden.
– Fandens, sagde min bror. – Det er sandt. Det er aldrig sket før. Og jeg der skal have en dram. Jeg har tænkt på det hele vejen fra havnen.
– Også jeg. Måske har han lagt lidt til side. Han køber altid, men drikker kun lidt. Drak, mener jeg.
Vi stod ud af bilen og smækkede ikke med dørene, men trykkede dem bare til, for der var så stille overalt, kun havet susede som det altid gør bag træerne ned til stranden når jeg forstår det er det jeg hører og ikke tror det er sådan stilhed er. Min bror gik foran rundt om huset mod døren med nøglen i hånden. Han var over ti centimeter højere end jeg og en god del bredere og tog af for den vind der kom når det blæste, mens jeg gik bagved og var lettere til bens, klar til at løbe hvis det var det der skulle til.
Der var koldere inde end ude. To kopper stod på køkkenbordet. På bordet lå en halvfærdig krydsogtværs. Tiden stod stille i det gamle skibsur over døren, og min bror gik fra værelse til værelse mens han mumlede:
– Hvor fanden har han gemt sprutten.
Jeg gik ud og åbnede bilens bagdøre. Et komfur, en vaskemaskine, flere kludetæpper, et par store reoler og et stort maleri af en mand der røg pibe ved et hus inderst i en norsk fjord. Hvis jeg forstod perspektivet rigtigt kunne manden fylde to af den slags huse uden problemer, liggende på knæ. Det havde hængt på væggen over sofaen så længe jeg kunne huske, og vi havde altid ment det så forfærdeligt ud. Men det var et originalmaleri, og min far ville have det der. Det er ægte, sagde han da vi var små, og det var noget vi ikke kunne protestere imod. Ingen vi kendte havde et ægte maleri på væggen, undtagen Bandini på den anden side af vejen, men han lavede dem selv, og det talte ikke. Jeg stod og stirrede på alle tingene. Der var allerede komfur i huset, og vaskemaskine var der hverken plads eller rør til. Det vidste vi jo. Jeg lukkede dørene og gik ind igen. Min bror stod foran toilettet og sagde:
– Jeg kan ikke finde sprutten. Jeg kan fandeme ikke finde sprutten.
– Har du været i soveværelset.
– Ja. Jeg har ledt i begge skabe. Ingenting.
Jeg gik ind i soveværelset. Det var som en tomandskahyt. En seng langs hver væg med en smal gang imellem, og jeg kom i tanke om en vittighed jeg havde hørt som spejder næsten tredive år tidligere. Spejderføreren sagde: – Min kone vil have to enkeltsenge fordi hun vil have en gang imellem, men jeg vil have dobbeltseng fordi jeg også vil have en gang imellem, og jeg rødmede som jeg ville have gjort dengang, hvis jeg havde forstået den, men det gjorde jeg ikke på det tidspunkt, jeg var ti år og blufærdig som en nonne efter fire år i søndagsskolen. Jeg lagde mig på knæ med kinden mod gulvet og kiggede ind under min fars seng.
– Der er helt fuldt her.
– Af flasker.
– Nej, af sko.
– Få dem ud. Drønkvikt, sagde min bror. Han åbnede vinduet og tog imod det første par og smed dem ud på plænen. Jeg hørte dem lande og frøs på ryggen og krøb længere ind og lagde mig fladt under sengen og halede sko ud, det ene par efter det andet, og nogle var gamle og nogle helt nye og aldrig brugt. Der lugtede stærkt af læder der under madrassen, og jeg kendte den lugt fra dengang jeg som lille var på vej ned ad den halvmørke trappe til kælderen hvor han stod ved arbejdsbordet med groft læder i grove hænder og blanke stifter i munden, det gule lys og de skumle skygger, og jeg ved ikke hvad vi lavede, min bror og jeg, men jeg kunne ikke holde op. Det boblede i brystet, jeg fik lyst til at synge. Jeg lagde mig på siden og smed skoene så hårdt jeg kunne hen ad gulvet, og min bror tog imod og hev dem videre ud ad vinduet. Til sidst var der tomt under sengen. Der havde været femogtyve par til sammen, jeg havde talt dem, og alle var de randsyede. Han ville aldrig have gået med andet. Han hadede billige sko. Jeg krøb ud og rejste mig og gik hen til vinduet og så ud. De lå på plænen i en stor bunke og lignede noget på et billede fra Auschwitz.
– Fandt du noget, sagde min bror. Jeg blinkede fortvivlet og stirrede på ham, og så blev jeg klar over, at det var sprut han mente. Den havde jeg glemt. Jeg lagde mig ned igen og så ind. Helt inderst langs gulvlisten ved det ene sengeben lå en uåbnet flaske Famous Grouse. Jeg tog fat om halsen og bakkede ud med bagdelen i vejret, holdt flasken i strakt arm, og han sagde:
– Yess. Jeg vidste det.
Men det var jo mig der havde vidst det, og et øjeblik tænkte jeg at det var håbløst alt sammen, at jeg ikke forstod hvorfor vi var der lige nu, at jeg ikke burde drikke, at det var et forkert tidspunkt, men jeg havde sådan en lyst til en gibbernakker. Vi gik ind i stuen, og jeg satte flasken på bordet. Han hentede glas i skabet over køkkenbordet og det der var tilbage af en stor flaske mineralvand vi havde købt ved Svinesund. Ingen havde slukket køleskabet, der var isterninger i fryseboksen og en enkelt Toblerone på nederste hylde. Han skænkede to stive whiskyer og fyldte op med isterninger og en lille smule mineralvand.
– Skål, sagde min bror og løftede glasset. Jeg holdt om mit og tog en stor slurk og stirrede ned i voksdugen og tænkte at jeg ville have en ende på alt det her, at jeg ikke orkede det længere. Jeg ville ikke tænke på det mere.
Men jeg gør det nu. Jeg rejser mig fra bordet med kaffekoppen i hånden og går hen til vinduet og ser ud i mørket. Jeg har været ude af denne verden jeg ved ikke hvor, og nu er jeg tilbage, og jeg kan ikke lade være med at tænke. Jeg kan huske min fireogtrediveårsdag i præcis den stue, i det sommerhus hvor min bror og jeg sad og drak, helt mod nord i Danmark. Det var fire år før og mørkere dengang i slutningen af juli, flaskerne stod på bordet, og lamperne skinnede i ruden. Der var varmt indenfor selvom døren og flere vinduer stod åbne. Jeg sad på stolen og vippede kun iført T-shirt med ryggen mod køkkenbordet. Min mor og far havde været der i flere uger, mine brødre var kommet med koner og børn og soveposer og luftmadrasser. Ikke på grund af min fødselsdag, men fordi det var sommer, og det var ingen hemmelighed længere at det var skrive jeg ville. Min første novelle havde stået i et blad ingen havde hørt om før, men alle havde alligevel læst den og var lidt forvirrede og beklemte fordi den handlede om min far. Ingen var skilt endnu, ingen var døde, vi rejste med båden som vi altid havde gjort, og sov i en nat vi kendte. Lanterner og fyrtårn lyste os vej fra fjorden over det åbne hav og ned forbi Skagen. Bag båden lå kølvandsstriben skumhvid og livslinjeagtig før den forsvandt i mørket. Nu sad min far i en krog og drak. Jeg havde ikke set ham drikke før. Ikke sådan. Vi havde ikke været sammen længe. Han virkede mindre end før, men var stadig kraftig, og jeg tror ikke der havde været et tidspunkt i mit liv hvor han ikke kunne banke mig med den ene arm på ryggen. Men han havde aldrig nogensinde slået mig, ikke en ørefigen havde jeg fået ud over dengang han ville lære mig at bokse og jeg nægtede at slå ham, og han blev så irriteret at han slog mig i brystet så jeg landede på gulvet og trillede ind under sofaen.
Han stirrede ned i det glas han drak af før han rejste sig usikkert og sagde:
– Nåh, du, Hemningway, du skriver altså. Han så ikke på mig, men forbi mig mod noget på væggen, eller måske så han gennem væggen, og han smilede kun med munden. Jeg kunne ikke lide det smil. Han ville have mig med ud, det forstod jeg, men jeg ville ikke ud. Jeg sad godt hvor jeg sad, og så gik han alene. Han havde glemt vi havde et nyt sommerhus med toilet inde, så han gik ud som han altid havde gjort, over græsset mod det lille udhus og rundt om hjørnet til bræmmen mellem væggen og pigtrådshegnet langs marken. Jeg så hans ryg i tusmørket. Den var måske ikke så kraftig længere. Han lænede sig tungt mod væggen før han rettede sig op, svajede lidt, og måtte læne sig igen. Men kroppen ville den modsatte vej, han sejlede over og tog for sig med hænderne, klamrede sig til hegnet og gled lidt før han fik et godt nok greb og holdt fast til balancen var tilbage. Så rettede han sig langsomt op og slap taget. Jeg tænkte ikke på det før han kom ind igen. At hegnet var et pigtrådshegn. Hans arme hang lige ned, og begge håndflader var fulde af blod. Det var kun mig der så det. De andre snakkede og lo og fejrede min fødselsdag, men mellem ham og mig var der en tunnel af stilhed. Han ænsede ikke sine hænder, så kun på væggen bag mig og smilede som før og sagde:
– Nåh, Hemningway, du skriver altså. Godt for dig.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. – Ja, sagde jeg, men det var ikke meget, og der var heller ingen der hørte det. Han stoppede foran sit hjørne, tog sin drink og drak alt hvad der var tilbage. Da han satte glasset ned var der rødt hele vejen rundt om det.
– Vi må have noget øl, Hemningway, sagde han, drejede om på hælen og var ved at falde, og så gik han koncentreret mod døren og ud og rundt om hjørnet. Tuborgerne stod i et udhus vi kaldte Grisehuset fordi der var en grisestald da vi kom dertil første gang. Udhuset var af mursten, og vi havde lagt strøm ind for at holde to køleskabe gående. For at komme derud måtte han ud ad døren og rundt om huset og over plænen. Han holdt sig inde ved muren for at støtte sig i mørket, gennem gardinet kunne jeg se ham gå forbi det store vindue, og så forsvandt han og så hørte jeg et dunk. De andre blev stille et øjeblik og så sig omkring før de fortsatte snakken. Jeg sad og ventede. Et stykke tid efter kom han tilbage med en pose fuld af øller. Hans hænder var stadigvæk blodige, og han blødte fra et frisk snitsår i panden. Det var de nye vinduer der kunne vippes lige ud, han havde ikke set dem i mørket. Blodet løb langs øjenbrynet og videre ned over kinden og dryppede ned påskjortekraven. Han smilede stadig, ret stift nu, og der blev stille i stuen, alle så op, og alligevel var der kun ham og mig derinde. Da han passerede mig på vej til køkkenkrogen kneb han øjnene hårdt sammen før han så skråt ned på den stol jeg sad på og sagde:
– Nåh du, Hemningway, og så snublede han i kludetæppet. Posen med flasker knaldede ned i bordet, og flaskerne knustes med en høj lyd. Det var film i slowmotion, jeg så hans ansigt på vej ned med et vantro udtryk i øjnene før han landede fladt på brystet med de blodige hænder ud til siderne.
Nu dør han, tænkte jeg. Alle sprang op af stolene, og stolene væltede, og jeg ville ikke have han skulle dø, men jeg kunne ikke rejse mig. Jeg sad som limet fast. Jeg så hans ryg på gulvet mellem bordet og væggen og øllet der strømmede ud af posen over det nylakerede gulv hen mod min stol. Det var så varmt derinde at det blev diset, der blev tåget i stuen, og jeg så alt gennem den tåge: møblerne, de orangefarvede voksduge, fotografierne påvæggen med hele familiehistorien, gardiner og lamper og min far på gulvet i et hav af øl, og jeg ville ikke have han skulle dø, jeg ville være ti år igen og mærke lugten af læder rive i næsen på vej ned ad trappen til kælderen, jeg ville have at alt hvad jeg så, skulle have en mening og omslutte mig, at alt hvad der havde været skulle samles i et nu og give mig fred. Jeg ville have at min far skulle sige Hemingway, ikke Hemningway.
Men han døde ikke dengang. Han rejste sig op påknæ og skubbede utålmodigt de hjælpende hænder væk.
– Hold op, sagde han, – det her er da ikke noget, stirrede ned i gulvet og sagde:
– Vel, Hemningway, og det havde han ret i, og sågik der fire år hvor alt blev forandret. Nu var der kun min bror og mig tilbage. Vi sad og drak ved det samme bord i den samme stue. Vi drak alt for meget, han sagde skål hele tiden, og vi ville blive fulde. Jeg tog den ene slurk efter den anden og sank den hurtigt som om det at drikke var det eneste jeg ville i verden, og jeg kunne mærke jeg blev rasende, og jeg så mig omkring og sagde:
– Vent lidt. Stop en halv.
Det var de fotografier på væggen. Jeg orkede ikke at se på dem. Og det var gardinerne og de orangefarvede duge og krimskramset i vindueskarmen ved køkkenkrogen, det var souvenirs fra Tyskland og fra rejsen til Sibirien. Jeg satte glasset på bordet og gik hurtigt over gulvet og ud til bilen og fandt en rulle sorte plasticsække bag førersædet og gik ind igen. Jeg rev den første sæk af og begyndte at trække gardinerne ned. De ville ikke ned. Jeg tog et godt tag med begge hænder og lænede mig op ad dem med hele min vægt. Stropperne sprængtes og røg af stangen helt hen til væggen, og jeg fulgte med ned og havnede på gulvet i en bunke stribet stof.
– Men så hjælp mig da, for fanden. Jeg kom op påalle fire. Min bror rejste sig fra bordet.
– Hvad er det du laver, sagde han. Jeg svarede ikke, rev bare en sæk til af rullen og smed den hen til ham og stoppede gardinerne ned i den jeg havde. Jeg pegede rundt om mig, og han fulgte min finger og så det den pegede på.
– Du er skør, sagde han. Men han åbnede sækken, trak dugen af bordet og lagde den ned, gik over gulvet og tog et fotografi ned af væggen, og så et til, og snart var der ingen tilbage, han var effektiv, og jeg gik hen til vindueskarmen, og med underarmen fejede jeg alt hvad der stod der ned til gardinerne. På kort tid havde vi renset stuen, sækkene var fulde, og vi bar dem ud til bunken med sko og satte dem der.
Kaffen er blevet kold. Koppen er halvfuld. Jeg ved ikke hvad jeg har lavet. Det er stadig mørkt, det er stadig vinter, det trækker koldt fra døren til altanen. I den næste blok har fru Grinde tændt lyset i køkkenet igen. Det har været slukket et stykke tid. Jeg ser på uret. Den er fire. Hvad laver hun oppe nu, der er jo ikke andre at udspionere end mig, og jeg er ikke særlig interessant, eller måske er jeg det, for hende, og jeg ser hende for mig selvom jeg kun har set hende ude, på vej til bussen eller Brugsen; de strenge øjne bag brillerne, den lille krop hvileløst fra værelse til værelse, et lyst, et mørkt og så et lyst igen, i badekåbe måske, med det brune hår samlet i en hårelastik i nakken, og i vindueskarmen står kikkerten.
Jeg ved det ikke. Jeg rejser mig, tager koppen fra bordet og går ud i køkkenet, hælder kaffen i vasken og skyller koppen med varmt vand og tørrer den med viskestykket. Så kyler jeg koppen så hårdt jeg kan ned i vasken. Den knuses med et uventet højt smæld. Flere af skårene flyver op over kanten og lander på gulvet. Jeg samler dem op og lægger dem i vasken sammen med de andre og tager en flaske fra bordet og begynder at mase alle stykkerne, der kommer en ækel lyd, men jeg stopper ikke før koppen er blevet til groft pulver. Da jeg åbner hanerne for fuldt tryk forsvinder det hele ned i afløbet. Jeg kan pludselig høre at jeg trækker vejret tungt gennem næsen. Det lyder dumt. Jeg lukker hanerne, og der bliver stille igen. Vandet har sprøjtet fra vasken op på min sweater, og jeg er helt våd på maven. Jeg går ud til skabet i gangen og finder en anden sweater, det er også min fars, jeg har fire af dem, og så hænger jeg den våde til tørre på badeværelset over kanten af badekarret. Jeg retter mig op og ser mit ansigt i spejlet. Under det højre øje er der stadig en hævelse, men den er meget mindre nu, og farven er mere violet end blå og ikke så stærk og ikke længere det første man ser. Det tror jeg i hvert fald ikke, men jeg ved det jo ikke, jeg har ikke været ude i næsten en uge, og jeg har ikke talt med andre end lægen og min bror og kurderen på anden, og det var vel knap nok en samtale.
Jeg bliver stående og ser mig i spejlet. Jeg ligner sådet er til at grine ad. Om ikke så længe er jeg kommet til det punkt hvor han var når jeg husker ham helt tilbage, og jeg husker ham godt. Hvis jeg misser med øjnene og står der i den koksgrå sweater med røde ribkanter, ser det ud som et fotografi lidt ude af fokus fra 1956. Da boksede han stadigvæk. Han var den ældste af fædrene i huset hvor vi boede, men ingen andre så ud som han, ikke om sommeren i hvert fald, i korte bukser og intet andet på plænen ved vejen når der skulle tages fat og lægges ny flisegang, eller da altanerne blev bygget og hele huset var ude, og der ikke var plads til alle på de fotografier der blev taget.
Vi var femogtyve børn i otte lejligheder og seksten voksne, der var kroppe overalt, hvid hud op til halsen og senede arme, tyndslidte bælter og seler stramme som barduner over runde ølmaver, der var hudafskrabninger på knæene og strithår, der var store hænder med hammer og mejsel, og man kunne tage fejl, man kunne vælge forkerte forældre, man havde brug for en hyrdehund for at kende forskel på familierne om aftenen. Kun jeg havde ikke brug for det. Jeg tog aldrig fejl, for jeg vidste altid hvor han var. Han sås. I virkeligheden. På billeder.
Jeg tager sweateren af og T-shirten og står halvnøgen foran spejlet med støtteforbindingen om brystet, og jeg ligner stadig. Jeg er ikke som han, jeg både ryger og drikker når det passer mig, og det passer mig ofte. Om søndagen sidder jeg inde og læser hvad enten det er sol eller regn eller sne. Jeg har ikke haft ski på siden jeg var tredive. Men jeg har trænet i flere år, nogle gange meget og nogle gange mindre, jeg har løftet det meste omkring mig, stole og borde og kasser med bøger, tikilosække med kartofler jeg har købt, og jeg har stået i køkkenet og bare løftet dem; indkøbsposer fulde af mælkekartoner, op og ned har jeg løftet dem, op og ned til senerne har været spændt som buestrenge ved håndleddet. Jeg har gået i helsecenter halve år ad gangen, og hvis jeg har ærinde i Storcenteret tre kilometer væk, så går jeg på mine ben, og jeg går hurtigt. Hele stien ned forbi fodboldbanen, forbi endeløse boligblokke og forbi rundkørsler og to skoler og en ny idrætsplads og videre ned mellem husene på Stasjonsveien som har ligget der i tredive, fyrre, måske halvtreds år til centeret ved hovedvejen, og såtilbage igen i marchtakt op ad alle bakkerne og især den sidste som er så lang og stejl at åndedrættet brænder i halsen og mælkesyren bobler i lårene helt op til denne satellitby i den nordøstlige ende af Østmarka. Når jeg kommer ind ad døren lader jeg varerne falde på gulvet og stønner som gjaldt det livet før jeg tager to gange tyve armbøjninger i entréen, og der er ikke den sweater han har haft jeg ikke kan fylde ud i dag.
Jeg klæder mig på igen og går ind i stuen og hen til telefonen og bliver stående. Så løfter jeg røret og taster min brors nummer. Jeg lader den ringe fem gange før jeg lægger på. Han sover nok nu, tung som en våd madras, hjernen svøbt i sort fløjl, og Randi er i byen og tager ikke hjem før hun ved hvad hun vil, og han må bare vente.
Jeg trækker ikke vejret så tungt længere. Jeg går nogle runder på gulvet og føler mig pludselig godt tilpas. Jeg tager Svante Foersters Klasskämpen i reolen og lægger mig på sofaen for at læse den igen. Det er to år siden sidst, det skulle nok kunne gå. Jeg læser de første sætninger, og de føles rigtige som altid og forventningen stiger. Men jeg er også træt, og bogen er tung, det er en stor mindeudgave med smuk typografi, og tredivekronersbrillerne gør mig svimmel. Jeg lægger bogen opslået på maven et øjeblik mens jeg tænker på at fru Grinde måske ser mig gennem kikkerten nu, at jeg burde gøre noget uanstændigt, og så falder jeg i søvn.