Det ringer og jeg vågner. Det er døren, det er jeg klar over med det samme. Jeg ligger på sofaen. Jeg ser uret på væggen. Den er elleve. Jeg har sovet i over seks timer og har drømt om ham. Jeg ved at jeg husker drømmen, at jeg har den inde i mig helt klar og tydelig, at jeg kan se den igennem som en videofilm, men så ringer det på døren igen.
Det er lyst ude og lyst inde, jeg har tredivekronersbrillerne på næsen, og på gulvet ligger Klasskämpen. Jeg sætter mig op og gnider mig hårdt i øjnene. Det gør ondt, jeg glemte hævelsen, for fanden, siger jeg højt og samler bogen op fra gulvet og lægger den på sofabordet og går ud i entréen og åbner døren. Det er kurderen fra anden. Han står og smiler.
– Hej, siger han på godt norsk. Det er jo et kort ord, omtrent som "tak", det kunne jeg også have klaret, på kurdisk eller hvad det sprog hedder, hvis nogen instruerede mig først. Jeg bliver pludselig genert, jeg er ikke vågen endnu, jeg ved ikke hvad jeg skal sige.
– Hej, siger jeg. Han har noget under armen, en lille pakke. Han giver mig den, jeg forstår ikke helt pointen, skal jeg have den? Han nikker.
– Tak, siger han, men det er vel mig der skal sige tak, hvis den er til mig, så jeg siger også:
– Tak, og så smiler han endnu mere, og vi står der med vores to korte ord, hans snitsår på kinden og jeg med resterne af et blåt øje og fører en samtale. Jeg er pludselig ikke genert længere, jeg begynder at le, og vi ler begge to.
Jeg åbner døren på vid gab og inviterer ham ind med det internationale kropssprog; slår ud med højre arm og bukker let, men så ler han igen og løfter hænderne med håndfladerne opad og ryster på hovedet. Han peger på trappen, han har en familie der venter, og det passer mig fint, for jeg ved ikke helt hvordan der ser ud inde hos mig. Han løfter hånden til afsked og siger:
– Hej, og jeg gør det samme, løfter hånden, og siger:
– Hej, mens jeg nikker. Jeg har forstået at den lille gave er for i nat, fordi jeg afbrød søvnen og lukkede ham og familien ind da han stod blødende ude i kulden så fjernt fra Kurdistans høje bjerge med månen så tæt på og de dybe dale med slyngede veje af finthakkede sten og de gode naboer i hvidkalkede huse uden lås i døren.
Han begynder at gå op ad trappen. Lyden af hans trin er en lyd jeg kender allerede, på vej op.
– Tak, siger jeg og vifter med den lille pakke, og han vender sig om og smiler og siger:
– Hej.
Vi trækker den i langdrag, der er ikke mere at sige. Jeg lukker døren og går gennem entréen ind i stuen, lægger pakken på bordet og sætter mig i sofaen. Jeg tager papiret af. Det er et lille fad, en helt blank skål af messing med et mønster jeg vil tro er arabisk eller i hvert fald orientalsk, jeg har ikke forstand på ornamentik, det kunne være inuitisk for min skyld. De berømte inuitiske messingarbejder.
Jeg går ud i køkkenet. I skabet finder jeg to æbler i en plasticpose. De er blevet runkne i skrællen, men de har stadig farve, og jeg går tilbage og lægger dem i skålen og skubber Klasskämpen næsten hen til den. To norske æbler i en skål fra et fjernt land og en tyk svensk bog på et hvidt bord. Et stilleben fra en sund intellektuels hjem, en der har rejst i verden. Jeg bliver siddende og stirrer. Det virker lidt overfyldt med to æbler, så jeg tager det ene væk, men det ser mærkeligt ud. Jeg fjerner dem begge og ruller en cigaret og tænder den, og efterhånden som jeg ryger knipser jeg asken af i skålen. Da cigaretten er halvt røget skodder jeg den midt i det orientalske mønster. Det er helt forkert. Jeg har fået en gave, og så skodder jeg smøgen i den.
Jeg går ud i køkkenet igen med skålen i hånden, holder skoddet under rindende vand for at slukke det ordentligt før jeg smider det i skraldespanden, og jeg skyller skålen og pudser med kluden. Det er ikke et askebæger. Jeg sætter skålen midt på spisebordet. Der kan den skinne i lyset fra lampen ovenover.
Jeg går ud på badeværelset og klæder mig af, fjerner støtteforbindingen og tager et langt brusebad. Så lukker jeg hanerne og tørrer mig langsomt og tørrer dampen af spejlet med snippen af håndklædet og studerer mit ansigt. Ikke så værst. I medicinskabet står en dækstift efter en jeg har glemt hvordan ser ud, som ikke længere behøver dækstift fordi ansigtet er væk, som alle de år er væk hvor jeg ikke så andet end det ansigt. Jeg trækker dækstiften forsigtigt et par gange hen over det violette under øjet og jævner ud med fingerspidsen. Det ser næsten naturligt ud. Måske har jeg bare sovet dårligt, med det ene øje, altid på vagt, som en forfatter skal være.
Jeg smækker døren udefra for første gang i en uge. Da jeg går gennem opgangen forbi postkasserne på vej helt ud hører jeg telefonen ringe. Det er inde hos mig. Jeg standser op og vender mig om og står helt stille før jeg vender mig om igen og åbner døren ud til stien. Den er ikke låst nu, det er midt på dagen. Det ringer stadig, men jeg har været hjemme så længe, den der vil have fat i mig kunne have ringet før. Jeg vil ud.
Det er marts. Kold sol over tagene, vind over åsen, hård sne i skyggen mellem blokkene og sammenpressede stivfrosne kanter af sne langs stien til Brugsen. Alt andet er bart og støvtørt koldt, luften er som mineralvand. Den prikker og svier i halsen. Jeg hoster og sluger luft, fra opgangene kommer husmødre ud med småbørn i flyverdragter, og jeg hoster igen. De stirrer på mig. Jeg trækker vejret langsomt og dybt og holder det nede så længe jeg kan, jeg tvinger mig selv til ikke at hoste og slipper luften ud igen lige så langsomt. Jeg kan mærke deres blikke og vinden i ryggen. Jeg trækker kraven op i nakken og går mellem blokkene og forbi Brugsen og busholdepladsen, og videre ad gangstien skråt langs den stejle skrænt og vejen hvor en blå bus gearer ned på vej op. Grå skyer fyger højt over åsen. De dækker solen et øjeblik og trækker videre med skygger langs skovbrynet over markerne mod centralsygehusets højhus nede i dalen, og gør dét gråt som var gult. Jeg stopper og bliver stående. Jeg lukker øjnene.
Det blæser. Jeg står alene på bakken. Jeg ved ikke hvor jeg skal hen. Det var ikke som jeg havde tænkt mig, men jeg kan ikke gå op igen. Så jeg fortsætter ned ad åsen til storcenteret ved hovedvejen og ser bare lige frem til jeg krydser for grønt og går mellem bilerne der står tæt på parkeringspladsen og ind gennem de høje glasdøre.
Det er onsdag og klokken er kun et, men der er mennesker i alle butikkerne i stueetagen og i alle dem langs galleriet på første sal, og højt oppe under loftet ligger store blåmalede bjælker på tværs under den bærende konstruktion med lange skinner på langs hvor de store kraner gled frem og tilbage dengang det her var et stålværk. Det virker som længe siden nu, men det er kun femten år. Jeg kendte nogle der arbejdede her. Reidar arbejdede her, men Reidar er død. Han ville også skrive, og det gjorde han til sidst, og så døde han. Men vi var overalt dengang, vi der ville en ny verden; i værkstedshaller, på byggepladser, på trykkerier og vognstyrersæder, vi ville storme Vinterpaladset i lyset af Lenin, se musklerne svulme i skæret fra flydende stål, høre tømmersaven hyle i røde skove og trække kabler og stønne og synge i takt som pramdragerne ved Volga; dæ da dææ da, huhh! dæ da dææ da, huhh! Vi ville have lys over land, og selvom verden var som vi sagde, var næsten alt hvad vi gjorde forkert, for i alle stuer stod lamperne og skinnede, og fjernsynsapparaterne flimrede til langt ud på aftenen, og verden blev nyere end vi havde tænkt. Stålværket er indkøbscenter nu, og et stenkast væk lå den sidste skofabrik hvor min far arbejdede og sprang når chefen sagde spring til fabrikken gik nedenom og hjem under vægten af billige sko fra Italien, og der var ingenting tilbage. Men jeg så ham ikke, ville ikke se ham. Jeg så de tusinder påmarch mod Jenan og Dimitrov tale Hitler midt imod, jeg så Petrograds masser og Majakovskijs plakater, jeg så Albaniens bjerge smykket med røde flag og geværer, og målt med alt det blev han næsten usynlig.
Jeg går mellem butikkerne gennem den store hal til konditoriet i den anden ende og stiller mig i kø ved disken for at købe kaffe og napoleonskage. Du kan mene hvad du vil om Napoleon, men han kunne lave kage, plejede min far at sige, og det var nogenlunde så morsom som han kunne være. Han kunne virkelig godt lide napoleonskage. Det kan jeg også. Jeg tager bakken med kaffen og kagen og går hen mod et bord hvor man har lov til at ryge, og idet jeg skal til at sætte mig kommer jeg i tanke om den drøm jeg havde før kurderen fra anden ringede på.
I drømmen var det påske. Jeg var tolv år. Vi var rejst ud til hytten ved Bunnefjorden, og det var morgen, og solen skinnede skarpt på de nøgne birketoppe hvor kragerne sad i mørke klynger. De var usædvanligt store. Vi havde hørt dem larme helt tidligt før vi stod op, og vi kunne stadig høre dem. Ellers var alt stille. Min bror og jeg havde klatret på de nøgne flade klipper mod fjorden i retning af Roald Amundsens hus til vi måtte stoppe foran et stort trådhegn der gik ned ved den stejle skråning fra grusvejen og fortsatte flere meter ud i vandet. Gennem hegnet kunne vi fra stranden se huset et stykke oppe, det var lysegråt og stort i solen, og vinduerne var mørke.
Roald Amundsen var død for længe siden, men huset lå der endnu og var blevet sat i stand, og man kunne vist mod betaling komme ind for at se på hans bøger og alle kortene og isbjørneskindene og måske nogle gamle anorakker, men det havde vi aldrig gjort, min bror og jeg. Jeg stak fingrene gennem hullerne i hegnet og lagde ansigtet ind til det og råbte op mod huset:
– Jeg giver fanden i Roald Amundsen! Jeg hørte min egen stemme klar og metallisk, og jeg vidste at jeg mente hvad jeg sagde, og at det jeg sagde var noget skæbnesvangert nyt. Nu kunne vi gøre hvad vi ville. Vi fornemmede lugten af sne som smeltede og lyng og solvarm fyr. Det var forår. På fjorden var isen ved at bryde op, alene i nat havde store felter åbnet sig og lå mørke hvor der før var hvidt i hvidt, og hele tiden løsnede flager sig og drev med strømmen mod Oslo, og nogle af dem drejede ind mod land og slog mod de nøgne flade klipper med tunge dunk vi kunne mærke i benene før strømmen drejede dem rundt og sendte dem videre. Det blæste lidt. Vi stod på den blankskurede klippe der skrånede ned i vandet og så ud over havet med solen i ryggen og ryggen mod Roald Amundsens hus. Det var både koldt og varmt. Vi ventede. Den første flage var for lille. Vi hjalp den videre med to lange stave vi havde fundet i en brændestabel ved hegnet. Den næste så fin ud. Tyk og massiv, men afstanden var for stor, den ville drive forbi og ramme strandlinjen tættere på byen, og så stak vi stagerne ud for at bremse den, og den satte farten ned og drejede ind mod land, og min bror råbte:
– Hop. Og så hoppede han, og jeg hoppede efter. Vi landede på flagen der drejede videre og ramte klippen med et drøn, gled et stykke op ad den og begyndte at krænge.
– Fandens, råbte min bror.
– Fandens, råbte jeg og lagde mig på knæ for ikke at glide ned af flagen og ud i det iskolde vand, og min bror gjorde det samme. Vi satte stagerne i klippen og stemte imod det bedste vi kunne. Og det lykkedes. Flagen gled ned igen med en skrabende lyd og lagde sig helt fladt på vandet, og så var vi reddet.
– Ho, sagde min bror og smilede.
– Hoho, sagde jeg.
Vi holdt i stagerne og rejste os forsigtigt. Flagen drejede langsomt, og nu så vi Roald Amundsens hus fra en ny vinkel og videre forbi det mod bunden af fjorden, vi kunne se Nesoddlandet hele vejen ud til spidsen, og øerne inderst mod byen, vi kunne se Holmenkollbakken på åsen, og så så vi det hele en gang til. Da vi drejede rundt tredje gang havde strømmen ført os så langt at vi kunne se strandlinjen til den grund der var vores og stien fra bådebroen op ad bakken til hytten hvor min far kom løbende kun iført T-shirt som om det var sommer. Han løb hurtigt i betragtning af at han var over halvtreds, og han råbte noget vi ikke kunne høre, for hver gang han åbnede munden lettede kragerne fra træerne, og den lyd de lavede fyldte luften omkring os. Det gjorde ikke mig noget. Det var skægt at stå på flagen. Jeg havde udsigt til alle sider, og alt hvad jeg så var kendt og samtidig helt nyt, og det gav mig en så vægtløs følelse at det kildede i maven, og jeg tænkte jeg altid ville stå på den flage og drive af sted med strømmen og se alt hvad jeg kendte som om det var første gang.
Da vi passerede bådebroen var min far nået helt ned på stranden. Vi kunne høre hvad han råbte nu, han råbte vores navne, men jeg kunne ikke genkende mit. Det lignede, men det var ikke mit. Der var efterhånden mange meter ind til land, og skulle han have fat i os måtte han svømme, og det var det han havde tænkt. Han kastede sig ud, vandet stod ud fra hans krop til begge sider, men det var iskoldt, jeg hørte ham gispe, og han var ikke kommet ret langt før jeg så ham blive hvid i ansigtet, og han måtte vende om. Inde på land igen løb han frem og tilbage på stranden og råbte, vandet drev fra hans hår, fra hans tøj, og jeg hørte kragerne og råbene samtidig, og det var det navn der ikke var mit og fandens, fandens, og så fik han øje på robåden som lå med bunden i vejret i ly af en klippe. Den havde ligget der siden efteråret med en presenning over, og han hev og sled for at få den på ret køl og skubbede den ned til vandet, men jeg vidste at der ikke var årer. De lå i buret under verandaen på to taburetter, og så måtte han hele vejen op ad stien til hytten og så ned igen, og det er svært at bære to lange årer og samtidig løbe. Når alt var på plads og han ude på vandet, ville vi være langt væk. Jeg vendte mig om og så direkte over fjorden mod Oslo mens isflagen duvede, og min bror blev stående stift og stirrede ind mod robåden og min far, og jeg tænker at det måske er forskellen på min bror og mig, at på trods af størrelsen og alderen ser han sig tilbage mens jeg ser lige frem, og at sådan har det altid været. Lige til nu. Jeg ved ikke hvad der er sket. Det var noget med et ansigt. Jeg havde aldrig set det før, men jeg kendte det alligevel, og når jeg tænker på det nu, er det ubehageligt. Nogen gav mig et glas gin. Jeg havde fået nok allerede, jeg kan se min hånd om glasset, glasset er helt fuldt, og så var der hele tiden det ansigt med opspilede øjne og åben mund, og en der stod på trappen og knuste vaser mens han skreg, og der var spejle overalt. Spejle overalt, og det var til mig han skreg, men jeg vidste ikke hvem han var. Han var truende, han sagde ting jeg ikke ville høre, jeg måtte forsvare mig. Alle de ord jeg havde brug for lå stramt på række klar til at blive sagt. Jeg skulle knuse ham med ord som han knuste vaser, men der kom ingenting. Læberne var lamme, tungen var stiv, og det var mine ord der blev knust, et efter et idet jeg skulle sige dem. Jeg kunne mærke jeg blev rasende, at jeg stadig ville forsvare mig, men midt mellem ham og mig var det ansigt, og når jeg så på det blev jeg bange for mit liv, og så husker jeg ikke mere før jeg stod foran døren til den boghandel i centrum af Oslo hvor jeg ikke havde arbejdet i tre år. Jeg sparkede til døren, men der kom ingen for at lukke mig ind.
Hvad var det han skreg. Jeg har det på tungen, men jeg kan ikke sige det. Og den drøm var så virkelig, alt passede, alt var som det kunne have været undtagen navnet der ikke var mit, og kragerne. De var usædvanligt store. Men jeg var ikke bange for dem.
Det er en elendig napoleonskage. Cremen skal være lysegul, næsten hvid og luftig, men denne her er febergul og sej. Jeg spiser kun toppen og lidt mere og lader resten ligge på tallerkenen. Jeg skulle være gået hen for at klage, have holdt tallerkenen op foran damen bag disken og sagt:
– Det her er en billig efterligning, jeg vil have pengene tilbage. Men det har jeg aldrig gjort. Jeg har aldrig klaget over noget undtagen dårlige bøger og verdenssituationen, og man får ikke pengene tilbage på grund af vilkårene for nepalesiske småpiger der bliver solgt af deres fa-milie til bordeller i Bangkok, eller fordi Verdensbanken nægter at eftergive benhårde lån til Uganda. Tværtimod. Og dårlige bøger; de ser bare på én og siger:
– Så skriv da en selv.
Det er det jeg har prøvet. Flere gange.
Jeg skodder smøgen i den ækle gule creme og rejser mig og går. Jeg kunne være blevet der lidt længere for at se om poeten Thor fra Skjetten kom på sin cykel som han ofte gør på dette tidspunkt for at tage en kop kaffe når han er desperat og ikke kan skrive, hvilket tit er tilfældet, og vi kunne tale om det fortvivlede ved den vej vi har valgt, og sladre om kolleger som måske har fået et stort stipendium fra staten eller overhovedet ikke sælger bøger, og hvorfor dét ikke er det mindste underligt. I stedet tager jeg rulletrappen op til første sal og går ind i den lokale boghandel for at se hvad de andre laver nu da jeg er gået i stå. Det er ikke opløftende. Bunkerne fra jul ligger der endnu og er ikke blevet synligt mindre, og på hylderne står der ingen af mine. Det er ikke så mærkeligt. Det er over tre år siden jeg udgav noget sidst, og hende der står bag disken genkender mig ikke selvom jeg i hvert fald to gange har siddet foran netop den disk ved et lille bord og signeret bøger.
Jeg husker jeg som attenårig læste Keats og Shelley og Byron og drømte om at udgive en bog, eller måske to der var på alles læber, som var alles spejl, og når de såsig i det, så de den de kunne have været og var nødt til at græde, og bagefter skulle jeg bare forsvinde, blive en af de unge døde og dermed udødelig, men nu er jeg en af de halvgamle glemte. Jeg spørger efter hende der driver butikken, for hun ved hvem jeg er, og vi plejer at snakke. Men hun er indlagt på sygehuset med et hjerteslag, hun har mistet talens brug, siger damen bag disken fortroligt, højtideligt, uden at kende mig, og så spørger jeg om de har en bog om Kurdistan eller i hvert fald Nordirak, og hun siger jeg bør gå på biblioteket. Men jeg går ikke på biblioteket, jeg går hjem. Det vil sige; jeg går hen til busstoppestedet.
Flere af naboerne står i køen og står på sammen med mig. De hilser forsigtigt. Jeg nikker og vender ryggen til og går mellem sæderne til pladsen bagest og sætter mig ved vinduet og lægger panden mod ruden. Bussen starter, det dirrer i brystet, i maven og skridtet. Lige fra jeg var lille har jeg siddet i busser med panden mod vinduet og gloet ud uden at se og uden at tænke og kun koncentreret mig om denne dirren i kroppen, indtil kroppen var den dirren, og når jeg står af er det som en søvn det er slemt at vågne fra, huden elektrisk og åben for alt hvad der kan ramme den og rive den i stykker, og alligevel er det værste jeg ved når nogen som jeg kender står påog sætter sig på sædet ved siden af mig med et stort smil og vil snakke.
På vej ind i opgangen hører jeg det ringe igen. Det er lige meget for mig, jeg vil ikke snakke med nogen. Jeg åbner postkassen helt roligt og fisker Klassekampen og en reklame for Brugsen og Rælingen menighedsblad ud, og så river jeg nøglen ud og løber hen til min dør, fumler med låsen, bander og løber ind i entréen og tager telefonen.
– Et øjeblik, siger jeg. Jeg lægger røret mod brystet og trækker vejret tungt og holder mig i siden, for det gør pludselig ondt. Tænk hvis lægen tog fejl, tænk hvis det ikke er ribbenene, tænk hvis det er noget andet. Såløfter jeg røret. Det er Randi. Hvorfor ringer min bror ikke selv, hvorfor ringer hans kone.
– Jeg har ringet og ringet hele dagen, siger hun.
– Jaså. Jeg har været ude. Det sker jeg er ude, faktisk.
– Det er din bror. Han er på centralsygehuset, siger hun, og jeg tænker at det ikke kan passe, for jeg har stået og set ned på det sygehus i dag, og jeg burde have følt noget hvis han var der, men jeg følte ingenting.
– Hvad laver han da der.
– Han er indlagt.
– Men for fanden, jeg har jo lige talt med ham.
– Jaså. Hvornår.
– I nat. Han ringede til mig.
Hun bliver vred, hun siger noget hurtigt og hårdt, men hun taler ikke ind i røret, så jeg kan ikke høre det, og så bliver der stille; hun trækker vejret, og jeg trækker vejret. Jeg står foran spejlet i gangen. Det er svært at fokusere, men der er en der, jeg har set ham før. Jeg nikker, og han nikker, og så genkender jeg mig.
– Men så sig da hvad der er sket.
En flaske portvin og hundrede Saroten er det der er sket. Hundrede Saroten uden kapsel så de skulle virke hurtigere. Kapslerne lå på badeværelset da jeg kom hjem i morges, og flasken stod tom i stuen. Jeg fór rundt i hele huset, men han var ingen steder. Jeg fandt ham til sidst ude i skuret. Der var koldt, Arvid, jeg tror ikke jeg orker mere, siger hun, og det er måske sandt. Hun begynder at græde og jeg tænker på hvad fanden Saroten er, og jeg prøver at huske hvornår jeg så min bror sidst, ansigt til ansigt, men alt hvad jeg kan komme i tanke om er dengang vi sloges i entréen hjemme da han var tolv og jeg var ni, og vi var alene og rullede rundt på gulvet og slog og slog og rev tøjet ned fra knagerne og væltede kommoden og væltede støvsugeren ud af skabet der stod åbent, og den delte sig i to og alt hvad der var i den løb ud på gulvet og lavede en ordentlig sky af støv og skidt, og så stoppede vi pludselig fordi vi samtidig forstod at vi ikke havde noget at slås om. Det havde vi aldrig haft. Og vi blev så flove begge to at han gik direkte op på sit værelse og lukkede døren, og jeg gik ud. Jeg løb den længste vej rundt om huset og satte mig under poplerne ved skraldespanden hvor solsorten plejede at synge, og jeg tænkte at jeg havde mistet mig selv, at jeg ikke vidste hvem jeg var, for det var mig der var sprunget på ham, og jeg havde ingen anelse om hvorfor.