Da min mor og far kom ud af Tabernaklet i Haus-mannsgate efter at have stået foran præsten og sagt ja begge to, stirrede min far ned i jorden, trak lidt på munden og vendte sig mod en af sine brødre, Trond, og sagde:
– Naglet til et kors på jorden. Og så lo han.
Jeg ved ikke hvor mange der hørte hvad han sagde, men jeg hørte det fra onkel Trond i telefonen for kun en måned siden, og man kunne forestille sig at jeg ville synes at min far var et dumt svin at han havde sagt sådan noget, for jeg var mors dreng om noget, men det tænkte jeg ikke, jeg tænkte: Hvad fanden, har han sagt det.
Det var oktober og sol, og min mor havde endnu ikke lært at tale norsk, men hun kunne fint gøre sig forståelig, og "ja" lignede temmelig meget på dansk, så det klarede hun fint. Hun var slank igen, eller så slank som hun kunne være. Hun havde ladet håret vokse til skuldrene efter at have haft det kort i flere år, og det blev mindre kruset og mere krøllet, og over det ene øre havde hun anbragt en hvid blomst omtrent der hvor Billie Holiday plejede at have sin, og ligesom Billie Holiday behøvede hun ikke at sætte den fast med et spænde. Hun stak den ind i håret, og der sad den og blev siddende. Det er muligt hun havde brug for den blomst, for ingen fra hendes familie var til stede i Oslo den dag.
Men alle fra min fars var. Fire brødre og to søstre og min bedstefar Adolf Jansson, baptist fra egnen syd for Sunne i Värmland, Sverige, som til sidst fik Kongens fortjenstmedalje i sølv for lang og underdanig tjeneste i Salomon Skofabrikk hvor han havde været siden begyndelsen, hvor alle hans børn arbejdede, en fabrik han sikkert valgte på grund af navnet eller fordi de der drev den havde samme tro som han.
Nu klumpede de sig sammen på fortovet. Min mor røg en cigaret som den eneste, undtagen måske onkel Alf der havde ambitioner og ville ud af fabrikken, og jeg ved ikke om hun forstod min fars bibelske morsomhed. Nu var der i hvert fald helt stille. Hun stod i udkanten af den lille flok. En hvirvelvind skruede sig op i den grå gade og løftede hendes hår og gjorde det stort og fik det til at blinke i efterårssolen, og kjolen var lyseblå og svingede rundt om hendes stærke ben, og det så ud som en dans, men jeg tror ikke hun tænkte det var det hun skulle. Danse. Håret dalede ned igen, og kjolen faldt på plads, og hun skoddede cigaretten med skosnuden mod en af stenene i fortovskanten, stak hånden ind under blusen for at rette på en bh-strop mens min far så til den anden side, mens alle så til den anden side, og så gik de ned ad vejen til fotografen om hjørnet i Storgata.
Det fotografi ligger i en skuffe hos mig, og det er kun de to der er med, men jeg kan ane de andre, de presser mod kanten af billedet og vil ind, og min far kan godt lide det, jeg kan se det på den måde han smiler. Han er tryg igen, han har familien omkring sig, og så længe det varer kan han lade være med at tænke på hvor forvirrende det er at han står der lige nu. Det var svært et stykke tid, men nu står de tæt, og ved siden af sig har han en dame med mørkt krøllet halvlangt hår. Hun er dansk. Han kender hende ikke så godt. Hun ser trodsig ud, men er pæn på en sydlandsk måde, som en italiener, eller måske en marokkaner, og i lommen på habitten som han fylder ud til bristepunktet, ligger et billede af en anden dame som også er dansk, klemt inde mellem de sedler han har fået af sin far i bryllupsgave. Han ved det er dumt, men han kan ikke skille sig af med det, og egentlig er det ikke så værst at stå der skulder ved skulder med en pæn dame og have en anden i tegnebogen. Han tænker også på det mens han ser på fotografen og smiler let.
Den der ikke er med på billedet er min bror. Han var anbragt på en gård hos nogle min mor kendte på en ø ud for den danske kyst. Der stavrede han rundt blandt får og hyrdehunde og troede verden var som den skulle være. Han var helt lyshåret og næsten halvandet år. Jeg ved ikke hvor mange der vidste at han fandtes. Min far vidste det, ellers ville han ikke have stået der ude foran Tabernaklet og sagt:
– Naglet til et kors på jorden.
Min brors hår er mørkere nu, og tyndere. Han er seksogfyrre år. Han har en slange ind gennem munden og én gennem næsen, og der er én hæftet til bagsiden af håndleddet, og ved væggen står der en skærm hvor en kurve bevæger sig op og ned, op og ned mod et punkt den aldrig kommer frem til, og jeg synes det går lidt ujævnt for sig, men jeg har ikke forstand på den slags. Jeg trækker en stol hen for enden af sengen og sætter mig. Det er næsten nat. Da jeg kom ned ad gangen for at spørge mig frem, stak vagthavende sygeplejerske hovedet ud og sagde:
– Det var på et hængende hår.
– Jeg kunne ikke komme før, svarede jeg.
Men det er ikke sandt. Jeg havde gået rundt i lejligheden et godt stykke tid, og til sidst lagde jeg mig på sofaen og faldt i søvn med det samme, og da jeg vågnede var det langt ud på aftenen. Jeg tog et glas af en flaske jeg havde stående i køkkenskabet, børstede tænder, og så klædte jeg mig på og gik.
– Det var på et hængende hår at han overlevede. En halv time til ..., sagde hun og lod resten svæve. – Er du familie?
– Jeg er hans bror, sagde jeg. – Jeg er alt hvad han har, og selvom det heller ikke er sandt, gjorde det blik hun sendte mig pludselig så rasende at jeg stadigvæk rystede da jeg gik videre ned ad gangen.
– Hans tilstand er stabil nu, sagde hun iskoldt bag mig, men jeg vendte mig ikke om, fandt bare den rigtige dør og gik ind på intensivafdelingen og stillede mig ved sengen.
Længe sidder jeg bare og ser. Han har lukkede øjne. Øjenlågene er hævede ligesom ansigtet er hævet, og han ser stor ud og virker vældig tung under den tynde dyne i sengen i det hvidmalede værelse. Han var den første i vores familie der tog studentereksamen. Han var den første i vores gade der tog studentereksamen. Det er over femogtyve år siden.
Jeg husker den sorte studenterhue der lå pænt pakket ind på den øverste hylde i skabet i gangen, og han brugte den kun den ene dag han mødte op på universitetet, for den gjorde ham flov, men han troede han skulle, og så lagde han den væk for altid. Da jeg tog studentereksamen tre år senere som privatist og blev optaget på universitetet, faldt det ikke nogen ind at jeg skulle have sådan en hue. Det blev der heller aldrig noget af. Jeg mødte aldrig op. Jeg mistede modet, eller det var noget andet jeg mistede, og med hånden på hjertet kan jeg ikke sige at min far var ked af det.
Min brors nøgne bryst hæver og sænker sig langsomt og ujævnt mens kurven på skærmen hopper op og ned i samme takt, og så rejser han sig pludselig op på albuerne og begynder at tale et sprog som kun fulde mænd forstår. En af slangerne går løs og falder ned på dynen, og han åbner øjnene og ser direkte på mig.
– Du er stabil, siger jeg, – slap af, for fanden, men han slapper ikke af, han begynder at råbe, og hvis det er mit navn han råber, så genkender jeg det ikke. Jeg går ud og henter sygeplejersken. Hun lægger hånden på hans pande og sætter den slange fast som er gået løs, og så glider han ned på puden igen.
– Han virker ikke særlig stabil, siger jeg.
– Hans tilstand er stabil, men han ved ikke at du er her. Hvis du kommer igen i morgen kan du måske komme i kontakt med ham. Nu er han fuld af gift.
Jeg bliver fornærmet på hans vegne. – Der er ingenting i vejen med min bror, han kan bare ikke lade være med at se sig tilbage.
– Nå, ikke, siger hun og glatter dynen og retter på slangerne og ser hen på skærmen mens hun mumler:
Vist er han stabiliseret, og så siger hun højt: – Vil du sidde her lidt endnu?
– Lidt endnu, måske. Jeg sætter mig på stolen igen, og hun går, og jeg sidder helt stille og ser på ham, og så falder jeg i søvn, og da jeg vågner står hun i døren. Hun smiler.
– Jeg har lidt varm kakao. Vil du have en kop? Du kan komme med ind på vagtstuen.
Jeg har ikke smagt kakao siden jeg lavede en kande den sidste morgen før mine døtre skulle flytte. Det føles som længe siden. Jeg siger ja tak og rejser mig og følger efter hende. Det store sygehus er stille, der er tusindvis af mennesker her, men de laver dårligt nok en lyd. Kun en patient hoster pludselig bag forhænget på gangen da jeg går forbi, og jeg prøver at gå lydløst i mine snørestøvler, men det er ikke let. Inde på vagtstuen skænker hun en kop til mig, og jeg sætter mig på en ledig kontorstol og drikker den rygende kakao langsomt og lader den varme i maven mens hun skriver i en journal eller hvad det er sygeplejersker skriver om natten. Et par gange ser hun op på mig og smiler. Jeg kan bedre lide hende nu.
– Det smagte godt, siger jeg, og hun smiler og nikker og bliver ved med at skrive, og så begynder jeg at græde og rejser mig med koppen i hånden og ser ud ad vinduet mens det står på, og da det er ovre, sætter jeg mig ned igen og siger:
– Han skal skilles, forstår du, men det er ikke det det drejer sig om.
Hun lægger forsigtigt pennen fra sig og ser på mig helt roligt, og så fortæller jeg om båden og branden og alle dem der døde i flammerne og som døde af den giftige røg, og hvordan de lå helt tæt i gangene, side om side som én sammenhængende krop, og mange lå oven på deres børn for at beskytte dem mod røgen, og nogle sad i brusebadet med vandet løbende uden at det overhovedet hjalp dem, men der var ingen andre steder at gå hen, og kun de der var til fest i baren havde alt tøjet på, for det var midt om natten omtrent som nu. Og hun nikker, for hun kan godt huske den brand, alle husker den brand, det er derfor den er svær at tale om, alle nikker og bliver stille, og det er som at slå i en dyne; helt tomt og dumt, og de nikker og nikker, men hun hælder bare mere kakao i koppen, og jeg drikker den langsomt, for den varmer så godt i maven. Jeg spekulerer på om det er rigtig kogekakao eller den slags som tager fem sekunder med en teske og kogende vand, for den minder mig om den jeg fik da jeg var lille, som min mor lavede, og jeg ser mig omkring efter pakken for at finde ud af hvad der står på den, og så fortæller jeg om alle de diskussioner vi har haft efter det, min bror og jeg, om hvordan de døde, mine to brødre og min mor og far, og jeg har sagt det igen og igen at de lå og sov og døde af røgen og ikke vidste hvad der skete, men han har været sikker på at de var vågne og har prøvet at komme ud, og så var det ikke muligt, for flammerne stod tæt lige det sted i båden og røgen lå tyk, og han kan ikke lade være med at tænke på hvad de tænkte netop da, hvad de følte som det sidste, og jeg har sagt at det ikke nytter at tænke på den måde.
– Men han kan ikke lade være, siger jeg. – Der er gået seks år, og han kan fandeme ikke lade være med at tænke på det.
– Skal jeg lave lidt mere kakao, siger hun og løfter kanden som er tom. Et øjeblik tænker jeg at det ville være fint hvis jeg kunne se hvordan hun lavede den, og så kunne vi bare sidde der og drikke en rigtig god kakao, men jeg siger det ikke, jeg siger:
– Nej tak, det er i orden nu. Hun sætter kanden på bordet igen og ser ud ad vinduet mod Gamleveien hvor lygterne lyser på række, og ellers er der helt mørkt op mod åsen hvor jeg bor på toppen i en lejlighed i en blok i en satellitby jeg plejer at kalde for Ørnereden.
– Hvis det var lykkedes for ham det han prøvede på, så ville du have været alene tilbage, siger hun, og noget synker i mig, jeg kender den tone, det der gider jeg ikke høre på. Det er jo heller ikke sandt, jeg er ikke alene, jeg har mennesker omkring mig selvom jeg ikke kan huske nogen af dem lige nu, men det er ikke sikkert hun taler til mig, for hun sidder bare og ser ud ad vinduet, og måske taler hun til sig selv.
– Jeg klarer mig, siger jeg. – Det har jeg altid gjort. Jeg sætter koppen på hendes bord og rejser mig. Hun vender sig om, hun brød sig ikke om det sidste jeg sagde, det er tydeligt. Hun vil ikke have jeg skal klare mig, hun vil have vi skal være afhængige af hinanden, at vi skal holde hinanden i hånden og spise middag sammen hver søndag og være en tæt og lykkelig familie med hytte på Sørlandet og solskin i blik uanset hvad der sker, hun er medlem af Kristeligt Folkeparti. Jeg kan høre det på dialekten.
– Vil du ind igen, siger hun.
– Nej, jeg kommer tilbage i morgen. Måske er han lidt mindre stabil til den tid.
Hun synes overhovedet ikke jeg er morsom.
I elevatoren ned har jeg følgeskab af en dame der græder og græder, og jeg ved ikke hvilken afdeling hun kommer fra, måske barselsafdelingen nogle etager oppe hvor jeg har været to gange i et tidligere liv, og hvis hun kommer derfra og græder, så er det vel fordi hun har en datter på fjorten der har fået sit første barn og ikke vil fortælle hvem barnefaren er. Tårerne triller, og hun ser på mig som om jeg når som helst kunne sige noget klogt, og det er det hun har brug for nu, at jeg skal sige noget klogt som gør at hun ikke føler sig som en så elendig mor, men hun har følgeskab af den forkerte mand. Jeg har ingenting at sige. Jeg kommer først ud af elevatoren i stueetagen og hører hende snøfte bag mig hele vejen gennem den store, tomme forhal mod døren.
Det er koldt ude, og mørkt i samme øjeblik jeg kommer væk fra ringen af lys rundt om pladsen foran sygehuset. Ambulancehelikopteren står på et plateau helt yderst som et enormt insekt med lange skygger, og da jeg drejer ind på stien mod Gamleveien hører jeg en mand råbe og motorer som starter og det blafrende sus fra rotorbladene, og jeg vender mig om og ser helikopteren lette med halen først og så stige i en bue rundt om sygehusblokken og forsvinde højt op over åsen med projektørlysene tændt i retning af Østmarka og den store søog skovene på den anden side.
Jeg kommer ned til Gamleveien og går langs lygtepælene op ad de første bakker der ikke er så slemme, og det er mørkt på begge sider, men jeg ved hvordan markerne bølger til højre mod åsen som ligger der stor og tung, og jeg ved hvor stejl den er og gruer for den sidste lange bakke. Pludselig kommer der en bil ned ad vejen. Lygterne blænder mig så jeg må standse op og stå stille, og da den passerer ser jeg at lyset er tændt i kabinen. Bilen er fuld af folk, og de ler, og én har en flaske i hånden, og de er helt unge. Musikken drøner fra bilstereoen, og chaufføren læner sig mod hornet som en hilsen til mig, en halvgammel mand på vej gennem natten til fods, og de vinker og har ikke en bekymring i verden lige nu. Jeg vender mig om og ser efter bilen med den lysende kabine og de røde baglygter til den forsvinder om hjørnet mod kirken og forbi sletten bagved, og det sidste jeg hører er bassen der dunker gennem de halvåbne vinduer.
Jeg begynder at gå igen. Alting er mere stille nu. Asfalten glitrer frossent. Jeg fryser i sømandsjakken og sætter farten op og finder en takt jeg kan klare uden at blive træt. Da jeg kommer til foden af den sidste bakke er jeg varm og svedig og lidt vred, så i stedet for at følge gangstien langs åsen, tager jeg stien op mellem grantræerne, som er dobbelt så stejl, men meget kortere. Midtvejs må jeg stoppe. Jeg ved ikke hvad der er galt. Jeg orker ingenting. Mine ben ryster, og det gør ondt i siden. Jeg læner mig mod et træ og stønner næsten, og så lægger jeg mig ned med fødderne mod stammen så jeg ikke skal glide. Mellem granerne ser jeg lysene fra sygehuset i dalen og gadelygterne langs Gamleveien og ellers ingenting. Jeg lukker øjnene.
Jeg hører vinden i trætoppene, og det er en god lyd. Jeg har hørt den både sommer og vinter på hundredvis af ture med min far de gange vi holdt pause og mit åndedræt ikke var den eneste lyd, og nogle gange var vinden i trætoppene det eneste der var godt. Og det var nogle gange godt når han stod der foran os på løjpen med armene ud til siderne og trak vejret dybt, holdt luften længe i lungerne og lod den slippe ud igen og lærte det videre til os der var hans sønner når bakkerne var mange påvej op til Lilloseter og Sinober dybt inde i skoven. Vi stod på række med ski på fødderne hvad enten vi ville eller ej og holdt hænderne lige ud med tykke vanter og dinglende stave, og han sagde:
– Luk øjnene, træk vejret dybt og luk luften langsomt ud igen, så skal I se det hjælper. Og vi gjorde det i kor, trak vejret dybt med høje gisp, og der blev så stille i skoven rundt om os, alt holdt vejret mens vi holdt vejret, og når vi lukkede luften ud igen kom der en vind der løftede os i flere år til den ikke kunne bære noget længere. Og jeg spurgte aldrig mig selv hvorfor, så mig aldrig tilbage for at finde ud af om han stod der endnu, men nu sætter jeg mig op på denne skråning på en ås nordøst for Oslo med fødderne mod en granstamme så jeg ikke skal glide, og der er ikke så meget sne nu, men det er langt under nul, og jeg strækker armene ud til si-derne og trækker vejret dybt, holder det længe og lukker luften langsomt ud igen, og jeg gør det én gang til, og endnu en gang til jeg finder en rytme jeg kan følge. Langsomt pumper jeg rum ind i brystet hvor der før har været trangt i lang, lang tid, til stilheden inden i mig svarer til den stilhed jeg hører omkring mig. Jeg lægger mig ned igen med ryggen i lyngen, og det er godt at trække vejret i den iskolde luft. Jeg ser op mellem træstammerne mod himmelen som er helt klar og fuld af stjerner, og den drejer langsomt rundt, hele verden drejer langsomt rundt og er et stort, tomt rum. Stilheden er overalt, og der er ingenting mellem mig og stjernerne, og når jeg prøver at tænke på noget, tænker jeg ingenting. Jeg lukker øjnene og smiler for mig selv.