Jeg flyver en lydløs helikopter over Oslo by. Jeg er ikke født endnu. Det gør ingenting, for jeg er højt oppe og ser bare og blander mig ikke. Men jeg ved alt. Der er glas rundt om mig på alle sider og en susende stilhed. Under mig ligger byen. Det er tidlig morgen. Helikopteren flyver i store cirkler fra Nydalen til fjorden, jeg ser skovene rundt omkring og hopbakken på åsen og elven gennem byen som et sølvgråt bånd med alle broerne og de små både fortøjet til pæle helt nederst ved mundingen, og intet andet bevæger sig end en lys plet på vej mod elven og en af broerne over til Maridalsveien på den anden side. Det er min far. Krigen er ovre, festen er ovre, foråret er væk og sommeren er gået med mandskor og latter over hele landet og norske flag på nymalede flagstænger; den sommer han sad i gamle busser med den hvide korsangerkasket på hovedet og på lastbiler pyntet med birkeløv og røde og hvide og blå bånd, og mærkede dunsten af dårlig diesel rive i næsen, og han sang af fuld hals. Nu ruller affaldet langs fortovskanterne. Alt er sort-hvidt igen som i biografen. Det er snart efterår, og han svinger ud på broen med den gamle lædertaske under armen, og den taske er så slidt at han har en stump snor rundt om den for at holde den sammen, og sensommervinden dunker ham i ryggen med en snert af den første kulde og trækker ham i frakken som er den samme han havde ti år før da han købte den brugt. Den er blevet næsten hvid. I fem år lærte han ting han aldrig ville have drømt om, og det kan ikke bruges til noget nu, kan ikke fortælles videre til nogen. Han standser på broen og læner sig mod det hvidmalede jerngelænder hvor malingen falder af i store flager og jernet er rustent under. Han står og stirrer ned i vandet der løber og løber til han føler sig svimmel og må sætte sig ned på de tykke planker med ryggen mod gelænderet og tasken på skødet og lukke øjnene. Op ad vejen over broen ligger fabrikken, men han sidder der bare helt stille mens minutterne går, klokken er over syv, og jeg flyver rundt om ham i store cirkler og ser ham helt tæt på og samtidig som en lille lys plet, og så retter han ryggen, strækker armene ud til siderne og begynder at trække vejret dybt. Langsomt ud og ind med lukkede øjne, ud og ind med tasken på skødet, i den næstenhvide frakke og elven under broen og fossen han hører, men ikke kan se, men som jeg ser helt tydeligt skummende hvid, og den falder og falder, og så begynder jeg at græde så højt at jeg vågner.
Jeg er dyngvåd i ansigtet og stiv i ryggen. Jeg ved ikke hvor meget klokken er, men da jeg vender mig om er det lyst ude, og der ligger en seddel på puden ved siden af mig. Jeg ser den med det samme. Jeg stryger hånden over lagenet. Varmen er væk. Jeg lægger mig på ryggen og ser op i loftet, og så får jeg den filmfølelse jeg nogle gange får, omend ikke så ofte som da jeg var yngre, men nogle gange, i nogle situationer. Som om jeg er denne mand i en film og må leve mig ind i ham for at spille ham rigtigt og føle det han føler når han efter en nat hvor alt muligt er sket vågner i en kvindes seng, en kvinde han ikke engang har talt med før, og han ligger og stirrer op i loftet, og det er som om han lader det hele synke ned, og jeg ser ham samtidig med at jeg er ham. Det er en ret væmmelig fornemmelse. For egentlig er det kun skuespil, og når jeg ser op i loftet føler jeg måske ingenting, selvom det faktisk er mig det hele er sket med. Jeg har det sådan, nogle gange, men det var oftere før, og det plejer at gå over i samme øjeblik jeg orker at bevæge mig.
Så tager jeg sedlen og læser:
"Ville ikke vække dig. Først børnehaven, og så arbejdet. Nogen må holde hjulene i gang. Der ligger et rent håndklæde på badekarret. Smæk døren når du går. Vi ses."
Ikke noget navn. Jeg svinger mig ud af sengen og går ud i gangen i bar figur og åbner døren til værelset ved siden af. Det er et børneværelse. En dreng. Det var som fanden. Jeg må have set dem sammen, mange gange, men ikke et øjeblik tænkte jeg på det i nat. Jeg koncentrerer mig og prøver at huske hvordan han ser ud, og jeg ser måske nok omridset af en skikkelse, en vis højde, en vis bredde, en vis blødhed i kroppen, men et ansigt ser jeg ikke. Jeg går videre til stuen på jagt efter et fotografi. Enlige mødre har altid fotografier af deres sønner på væggen. Der hænger et over sofaen. En dreng med lyst, glat hår, måske fire år. Han er nok ældre nu, men ikke meget, hvis han går i børnehave. Han er chefen allerede. Han ser på mig med det blik. Jeg står nøgen i hans stue, med størknede tårer i ansigtet og er treogfyrre år, og han udfordrer mig. Jeg læner mig ind over sofaen og vender hans ansigt ind mod væggen.
– Glo du derind, siger jeg højt. Og så ler jeg. Hele natten har han ligget bag den tynde væg med en bamse klemt i armene mens jeg har haft hans mor i armene og har klemt meget hårdere, og da han var inde i en drøm om en rød brandbil eller et rumskib med laserkanoner eller måske Postmand Per med sin sorte og hvide kat, var jeg inde i hans mor både her og der og tættere på hende end han har været i over fire år.
– Du tabte, siger jeg, – 0-2 på hjemmebane, og jeg ler igen, men det lyder ikke så godt, så jeg holder op med det samme og går ud på badeværelset og tager det brusebad jeg trænger til, og jeg smækker døren da jeg går.
Varmemesteren ser på mit tøj og er sur fordi alle mister nøgler, fordi han må gå ud med hovednøglen flere hundrede meter til hver blok, og hele tiden udskriver han rekvisitioner på nye. Han har andet at lave, siger han. Har han andet at lave er det ikke noget jeg har set, der mangler pærer i de fleste kældergange, i én opgang er en rude knust og har været det siden nytårsaften, og mekanikken i garagedøren er i stykker, så den har stået åben i to uger. Han vrider nøglen rundt i min lås og slår døren op med en nedladende mine og kaster et blik ind. Han kender sådan nogle som mig, han har set billede af mig i avisen og ved hvad jeg laver, og han synes det er noget pjat. Så giver han mig sedlen med nøglenummeret og tilladelse til at få lavet nye.
– Det er dyrt, siger han, – det koster at sløse med tingene. Lad det ikke ske oftere. Okay?
Men han har ikke meget håb, jeg kan se det, og så går han, på vej mod de opgaver der står i kø. Det er benhårdt at være varmemester.
Jeg går ind og smækker døren bag mig. Jeg står stille et øjeblik. Så vender jeg mig om og ser i spejlet. Hævelsen under øjet er helt væk, og farven er normal. Håret er halvvådt og er begyndt at krølle. Den blege, forfrosne mand jeg så i nat eksisterer ikke mere, man kunne tro jeg levede et normalt liv, at jeg var på vej til bussen efter et brusebad for at tage på arbejde. Men jeg er ikke på vej til noget som min far ville have kaldt et job.
Nøglerne ligger på hylden under spejlet. Jeg kan ikke huske hvornår jeg lagde dem der. Jeg har aldrig lagt dem der før. Jeg tager dem og putter dem i højre bukselomme hvor de hører hjemme, og i køkkenet smider jeg rekvisitionen i skraldespanden. Pludselig er jeg så sulten at det gør ondt. Jeg åbner køleskabet. Der er ikke meget tilbage, og det der er, tager jeg med et stykke køkkenrulle og smider ud, og jeg hælder resten af mælken i vasken. Så henter jeg en spand, hælder rengøringsmiddel i først og fylder så med varmt vand, finder en ren klud i skabet i gangen, og så vasker jeg køleskabet og tørrer det grundigt. Efter det går jeg løs på opvasken der er svulmet ud over bordet igennem lang tid mens jeg tripper og kan mærke hvor sulten jeg er. Jeg vasker køkkenbordet og spisebordet og pudser messingskålen, og alle skabsdørene vasker jeg og væggen bag vasken og overfladen og siderne af komfuret, hvor jeg kan komme til, og jeg står lidt og ser og er ikke helt tilfreds, og så fylder jeg endnu en spand og vasker gulvet.
I soveværelset skifter jeg bukser. Jeg reder sengen og bærer snavset tøj ud til vask og støvsuger tæppet og ordner bunken med bøger der er skredet ud og lægger dem vinkelret i to stabler på natbordet med Tranströmers Östersjöar øverst. "Det var före radiomasternas tid./Morfar var nybliven lots." Jeg har nok læst den ti gange. Den får mig til at tænke på min morfar der var snedker og ikke lods, men hver eneste dag det meste af sit liv gik ned til havnen og ud på molen for at se havet og det skiftende vejr mod fyrtårnet helt derude hvor alting endte. Han førte ikke logbog, men holdt nøje øje med skibe der kom og skibe der gik, og med jævne mellemrum var jeg om bord på et af dem. Han er død nu og har været det i ti år, men jeg savner hans tavshed og det vindblæste tørre blik og den by hvor han boede med ham i den, og den flaske Aalborg akvavit han tog med over havet hver jul. Livslinjeakvavit, kaldte vi den.
Mens jeg har gjort alt det har jeg haft sømandsjakken på. Nu tager jeg den af og går ud på altanen i kulden med en børste og lidt kold kaffe i en kop, og jeg børster de størknede pletter fra i nat af, stænker lidt kaffe på og børster igen. Det er et trick jeg har lært af min mor, og jak-ken bliver helt fin. Ikke én eneste gang ser jeg over mod vinduet i den næste blok. Jeg slukker alle lamper da jeg går, mærker nøglerne i lommen og tager trappen to etager ned til garagen under blokken. Jeg har jo bil, selvom jeg glemmer det nogle gange. Det er en tretten år gammel hvid Mazda 929 stationcar, og det første min ene nabo sagde da jeg parkerede foran blokken, var:
– Har du købt dig en indvandrerbil?
Jeg havde faktisk købt den af en pakistaner på Tveita for femten tusind kroner, men jeg forstod ikke at jeg gjorde noget der ikke var helt korrekt. Jeg følger ikke med når det gælder biler. Mazdaen er tiptop, kun lidt rust, og den har en stærk motor og ligger tungt på vejen og er blød at køre som en amerikaner. Jeg har ikke brugt den i fjorten dage, så jeg går rundt om den for at checke om dækkene er blevet flade, men alt virker okay bortset fra at en eller anden har skrevet "Vask mig" i støvet på kølerhjelmen. Jeg sætter mig ind, og den starter i første forsøg som den altid gør, og jeg kan bare køre direkte ud, for garagedøren er jo i stykker og står åben hele tiden.
Jeg gør som skrevet står, jeg kører til Texacotanken ved hovedvejen og betaler halvtreds kroner for vask med voks, køber Dagbladet og kører på plads og sidder i bilen og læser kultursiderne i lyset fra lampen i loftet. Det er hurtigt gjort selv med billigbriller på denne tid af året, og sportssiderne er kedelige nu i slutningen af skisæsonen og før fodbolden begynder. Alle venter bare, og vandet skyller ned over ruderne og gør det umuligt at se ud, børsterne brummer og trækker hen over bilen og er grønne og blå og søvndyssende, og ville jeg sove kunne jeg godt gøre det i et hi som det her, for ingen kan kræve andet af mig end at jeg også skal vente.
Men så stopper vandet, børsterne trækker sig tilbage og holder op med at rotere og hænger der som døde pelsdyr på billeder jeg har set i Helge Ingstads bøger. Døren foran mig slår op, et "Kør ud" lyser på tavlen over døren, så jeg sætter bilen i gear, og den starter uden problemer. Ude er der ubehagelig lyst, og jeg er så sulten nu at jeg er følelsesløs i kroppen. Jeg havde egentlig tænkt mig at køre til en butik lidt længere væk end min egen brugs for at slippe for naboerne, men jeg kan ikke finde en jeg orker at stoppe ved, kører bare forbi det ene sted efter det andet til jeg næsten er i Lillestrøm. Så drejer jeg til højre mod Enebakk lige før den store bro, op ad den lange bakke gennem Fjerdingby, og der er flere butikker langs vejen, men jeg standser ikke, og så er der kun gårde og marker og skov. Vejen går langs den store sø i bløde sving, nogle gange kan man se den og nogle gange ikke. Alt er sort og hvidt som på film fra fyrrerne, granerne er sorte, sneen er hvid, og på søen ligger isen stadig helt over til den anden side hvor der også er skov og gårde og gråhvide marker og så skov igen så langt jeg kan se. Det er det jeg kan lide, tænker jeg, bare at køre her, og det begynder at sne, først nogle små fnug og så pludselig store totter der klæber til ruden, og jeg lader vinduesviskerne gå. Den ene laver en skrabende lyd hver gang den glider til venstre, men det gør ikke noget. Jeg drejer op på fuld hastighed og stikker hånden ind under jakken og skjorten og ind på det bare bryst og mærker at takten passer med mit hjerte. Sneen slår mod ruden, og så fejes den væk, slår mod ruden og fejes væk, jeg trommer mod gearstangen og nynner, hele bilen dunker i samme rytme, og det samme gør alt hvad der er ude, og jeg føler mig let, let, og ikke et øjeblik tænker jeg på min bror eller fru Grinde.
Jeg kører gennem Kirkebygda hvor Jens Bjørneboe boede og skrev Drømmen og hjulet, over den lille elv efter skolen forbi vejen til herregården hvor Ragnhild Jølsen blev født, og så lige efter gennem det skarpe sving hvor jeg lader være med at sætte farten ned for at holde rytmen. Det får bilen til at skride ud da jeg holder fast på rattet og nægter at ændre kursen, bagenden logrer og glider ud, jeg havner næsten på tværs af vejen, og var der kommet en bil i modsat retning havde jeg været slemt oppe at køre. Men det gør der ikke, jeg holder vejret og retter op mens det skriger fra hjulene, og sneen går over i regn, temperaturen stiger, det er nok foråret der kommer, jeg kan mærke det i hele kroppen. Vejen retter sig også ud og går pludselig lige over en slette. Jeg sætter farten ned og lægger begge håndrygge mod den nederste del af rattet så jeg får fingrene fri og ruller en smøg mens jeg kører og misser med øjnene ud i regnen. Det første sug er godt, men det andet giver mig så meget kvalme og gør mig så svimmel at jeg standser bilen med det samme, åbner døren og skynder mig ud i vejkanten og bliver stående og kaster op. Der er ikke meget i maven, men krampen tager mig i slemme ryk, og jeg står bøjet over grøften i regnen og brøler som en ko og kan ikke holde op.
– Fy for fanden, siger jeg højt i en af pauserne, – sikken elendighed. Tårerne løber mens jeg støtter mig på knæene og mærker regnen der løber ned ad nakken. Til sidst går det over, jeg retter ryggen og ser der ligger et hus på en plæne kun nogle meter væk på den anden side af grøften. Lige bag det ligger skoven tæt, klemt næsten flad af noget jeg kunne have skrevet ser ud som dampende regn. På første sal står en lille dreng med næsen mod vinduet, hans mund er halvt åben, og han stirrer på mig med kuglerunde øjne. Nogle sekunder ser vi bare på hinanden, han fra orkesterplads og jeg fra scenen, og så lægger jeg højre hånd på maven, holder den venstre lige ud til siden og bukker dybt med vandet silende fra håret.
– Da capo, mumler jeg, stikker fingeren i halsen og kaster op en gang til. Det skærer i mavesækken, jeg hoster, og smerten i siden er pludselig tilbage, velkommen gamle ven. Jeg tipper forover, men et krumspring får mig på ret køl igen, og nu har drengen på første sal begge hænder mod tindingerne og læberne klemt sammen til en streg. Jeg tørrer mig om munden og bakker til jeg mærker bilen mod bagdelen, løfter hånden og begynder at vinke og bliver ved med det til jeg kan se at han ikke kan lade være og vinker tilbage, og så kommer hans mor ud fra mørket bagved. Hun bøjer sig frem for at se hvem han vinker til, og så går jeg rundt om bilen og sætter mig ind.
Jeg kører kun så langt at jeg er ude af syne fra huset og drejer nogle meter ind på en skovvej hvor jeg standser og læner mig tilbage i sædet med lukkede øjne til jeg kan mærke at maven er i ro. Så sover jeg et kvarters tid, og da jeg vågner føler jeg mig bedre tilpas. Det er noget nyt i mit liv, at jeg kan sove hvor som helst og når som helst. Jeg ved ikke hvad jeg skal mene om det.
Jeg starter bilen og bakker ud på hovedvejen og kører videre gennem skoven og ud på den anden side langs en eng hvor der står to heste i regnen. Den ene er brun, den anden er sort, og solen bryder frem, mens det bliver ved at regne over skoven og engen og gården deroppe, alle årstider står i samme kø mens alt glider langsomt fra gråhvidt til skidengult. De to heste glinser i det skrå lys mens regnen falder på dem blank og ubønhørlig, jeg ser hver dråbe helt tydeligt når den rammer som et iskoldt projektil og sprøjter op igen, og hestene står uden at bevæge sig med sænkede hoveder og mulerne tæt sammen længst ude ved hegnet forladt af alle og er kun heste som regnen falder og falder på, og de venter sig ingenting. At se dem gør mig helt fortvivlet, jeg presser kæberne sammen, knytter den ene hånd og slår i rattet og træder påspeederen, og antagelig er det kun fordi jeg ikke har spist endnu. Men så tænker jeg: Alt ville have været anderledes hvis jeg havde ejet en hest.
Før var her en butik som jeg ved er nedlagt, for jeg har kørt denne vej flere gange, og da har den været lukket. Men da jeg kommer rundt i svinget er den åben med et nyt skilt over døren. En idealist fra Oslo vil måske drive landhandel i tyndt befolkede områder, fjernt fra byens larm, men er det fjernt nok. Det tror jeg ikke. Den er i hvert fald åben nu, og jeg standser bilen i gruset udenfor, går ind gennem døren som har en fårebjælde foroven, det er som om den klinger rigtig gammeldags, og en ung dame kommer ud fra bagbutikken. Hun smiler forventningsfuldt. Jeg er uden tvivl den første kunde i dag, og alt hvad jeg skal have er et grovbrød og en liter mælk. Jeg lægger en Kvikk-lunch på disken for at gøre handelen større.
Hun har et stort forklæde på med store pletter af noget der ser ud som ler. Gennem den halvåbne dør bag hende kan jeg se at det ikke er et kontor, men et keramikerværksted, og da jeg vender mig om er den ene ende af butikken fyldt med krukker og vaser og lysestager og kopper. Alt er brændt i den samme blå farve. Jeg synes farven er pæn, og jeg synes hun er pæn. Jeg går hen og tager en kop og vejer den i hånden, men der er ikke noget prisskilt, så jeg spørger:
– Er du dyr?
– Den der koster hundrede kroner, siger hun og stemmen knækker lidt og hun rømmer sig, som om det er længe siden hun sidst har sagt noget. Det lyder af meget, hundrede kroner for en kop, men nu ved jeg ikke ret meget om keramik, det kan godt tænkes at det ikke er så dyrt. Jeg synes pludselig at den blå farve er så pæn at jeg ikke kan forestille mig at gå fra butikken uden at have koppen med.
– Det var ikke så galt, siger jeg og tager koppen med hen til disken og sætter den foran hende.
– Jeg tager den.
Og hun pakker den ind i silkepapir og slår varerne ind på kasseapparatet og lægger dem i en plasticpose og er så pæn bag sit forklæde når hun arbejder at jeg gerne ville have set hende gøre de samme bevægelser i kun det forklæde og intet andet, og i det øjeblik jeg tænker det rødmer hun. Hun er jo ikke tankelæser, så det må være mit blik hun rødmer over, jeg ser til siden og rødmer selv og tænker, hvor i al verden kom det så fra. Men nu er det der, og måske har det noget med fru Grinde at gøre, og så tænker jeg på hende for første gang siden jeg gik ud af hendes lejlighed og hvordan hun føltes og rødmer igen og ser ned på mine hænder mens jeg tager min tegnebog frem og lægger pengene på disken. Et hundrede og syvogtyve kroner, pling. Det ville ikke have gjort mig noget at blive stående et stykke tid og se lidt mere på hende, se hende lave noget og måske tale om keramik, men det er umuligt nu, og lugten af frisk brød siver op fra posen og lige op i mit ansigt og gør mig helt hul i maven, og jeg kan jo heller ikke så godt købe to kopper.
– På gensyn, siger hun da jeg går ud ad døren, og jeg vender mig overrasket og siger:
– Tak.
Men det er nok ikke særlig sandsynligt; at jeg kommer tilbage, eller at hun er her når jeg kommer. På vej ud til bilen kaster jeg et blik gennem vinduet, og hun står stadigvæk bag disken og ser ikke ud på mig eller pånoget som helst andet, kun lige frem for sig.
Det blæser svagt, men det er holdt op med at regne. Den lave sol blænder mig, den damper, og det damper fra markerne rundt omkring og fra skoven bag butikken. Det glitrer i gruset, og jeg starter bilen med en klump i halsen, men før jeg er ude af svinget river jeg det første stykke af brødet.