Mens min far levede vidste jeg ikke noget om det fotografi han havde i habittens inderlomme den dag han blev gift. Først flere år efter at han var død hørte jeg om det fra Solgunn, min tante, i telefonen. Hun og onkel Trond bor i Stavanger. Det er der hun kommer fra. Vi taler med hinanden en gang imellem. Ikke ofte, men oftere end før, og som regel er det en af dem der ringer. Jeg er ikke så god til den slags, det har jeg aldrig været.
Hun sagde:
– En jul før du blev født kom din mor hen til mig og spurgte: Hvordan ville du have haft det hvis den mand du havde været gift med i to år havde et fotografi af en anden kvinde i tegnebogen. Hun sagde tegnebog fordi hun var dansk, forstår du.
– Jeg ved hun var dansk, sagde jeg, – herregud. Men hvad svarede du?
– Jeg svarede: Det ville jeg ikke have haft det godt med.
– Var det alt.
– Hvad skulle jeg sige. Det var jo sandt. Det ville jeg ikke have syntes om overhovedet. Heldigvis har Trond aldrig haft sådan noget, forstår du.
Jeg svarede ikke som jeg tænkte, at hvordan kunne hun vide det, det er jo ikke alle der er lige så klodsede som min far og taber billeder ud af tegnebogen.
– Nå ikke, sagde jeg, – det er jo fint for jer.
– Jeg ved ikke hvad mere jeg skal sige, sagde hun, men det gjorde hun selvfølgelig, og vi talte sammen ret længe.
Det tænker jeg på mens jeg kører ad grusvejen fra indsøen Lysern og ud på hovedvejen igen og over Tangen bro, og vejen drejer op langs et indkøbscenter med et helt nyt boligbyggeri til højre; store klynger af grimme huse smidt op ad åsens sider med udsigt til en lille sø hvor badebroer af træ ligger fastfrosset i isen langs bredden.
Jeg er mæt nu, jeg har spist det halve af brødet og drukket mælk af den blå kop, og det gjorde jeg mens jeg sad i bilen på gårdspladsen foran Stein og Jords feriehjem hvor jeg kørte ind lige efter butikken. Jeg havde ikke planlagt at køre dertil, jeg havde ikke planlagt noget som helst, men det var derhen jeg kørte. Fra bilen kunne jeg se Lysern komme ind i et smalt sund bag hovedbygningen, og jeg kunne se hængebroen over vandet til hytterne på den anden side. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har gået over den bro. Der var is på sundet, men sidst jeg var der stod der folk på bredden med fiskestænger og spande med aborrer i, og det var sommer og der var robåde på vandet og latter over hele området. Jeg skulle skilles, og jeg vidste det. I én uge havde jeg været der og ventet på hende jeg havde set i spejlet bag mig hver morgen i femten år, og nu prøvede jeg at glemme hvordan hun så ud. Det var så varmt at jeg var lam i kroppen, solen bagte, og alt hvad jeg havde lyst til var at sidde i en stol og drikke noget stærkt, men det kunne jeg ikke, for jeg havde mine døtre med mig og måtte fylde dagene med al den slags der hørte sommeren til, så pigerne skulle tro det var en helt almindelig ferie. Min bror havde været der med sin søn, og vi havde talt og talt til der ikke var mere at sige, til det vi havde sagt var blevet så meget at det gjorde os forlegne, og så var han rejst, og jeg blev alene og vidste ikke hvad jeg skulle gøre med dagene ud over at fylde dem. Men den sidste aften før hun kom, da pigerne var i seng og jeg vidste at de sov, tog jeg de nye støvler på som jeg havde købt fordi jeg var sikker på det ville regne hele ugen. Jeg gik gennem græsset der hvor duggen havde lagt sig og over broen med trådhegnet langs siderne som næsten var bøjet helt ned af unge der elskede at springe ud fra kanten og flere meter ned i vandet, og videre op ad stien til den nærmeste hytte på den anden side. Manden som boede der med sin familie havde inviteret på en dram mange gange, men jeg havde sagt nej, jeg kunne ikke drikke, det eneste vi havde til fælles var at vi engang var medlemmer af samme fagforening.
Jeg bankede på, der var en der råbte, og drengen der åbnede stod i pyjamas og så skræmt ud. Jeg tænkte det var på grund af mit ansigt, for jeg havde ikke barberet mig eller set mig i spejlet i over en uge og havde ingen anelse om hvordan jeg så ud, men over drengens skulder så jeg hans far sidde i hyttens eneste lænestol med et glas i hånden. Han råbte:
– Nej, men det var som fanden, kom ind, kom ind, og jeg følte mig som sådan, og det var så dumt, jeg kunne ikke lide ham, og han råbte igen:
– Et glas til, og det drønhurtigt. Hans kone kom fra køkkenet og stak mig et glas i hånden, og jeg gik hen til stolen, og han fyldte det til randen med vodka. Jeg kan ikke tåle brændevin, men det var for sent at sige fra, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg tømte glasset halvt i én stor slurk, og det brændte i halsen og bredte sig i maven som glødende lava, og jeg kunne ikke lade være med at hoste.
– Jøsses, du er da ikke så ung, du skulle vel nok kunne tåle en dram, sagde han, og jeg svarede:
– Fyrre, da hosteanfaldet havde lagt sig.
– For fanden mand, så er du jo ældre end mig. Se her, sagde han og fyldte glasset op igen, – prøv en gang til, og vi skålede, og jeg tog endnu en slurk, og denne gang var maven forberedt. Men det smagte kvalmt som aftershave.
– Men så sid da ned, sagde han, men jeg blev stående, og så sagde han:
– Ja, vi har jo set jer gå frem og tilbage, du og din kammerat, og vi talte om det og mente et stykke tid at I var bøsser, men så sagde konen at bøsser ikke har børn, og sådan noget. Ja, det er altså bare pjat, så du skal ikke blive sur.
– Vi er nok ikke bøsser, sagde jeg og så på hans kone der stod i køkkendøren og heller ikke ville sidde ned, selvom der var god plads i sofaen og flere taburetter. – Det var min bror.
– Ja, ikke også. Og så talte jeg med den ene af dine piger, og hun sagde at din kone kommer i morgen, og så tænkte vi jo at I kunne komme hele banden fredag aften, og så kunne vi holde en ordentlig fest, to rigtige familier på ferie, ikke også.
– Ja, jo, jeg ved ikke, sagde jeg mens jeg stadigvæk stod midt på gulvet, og han sad i lænestolen, og jeg vidste jeg aldrig ville sætte mig ned i den hytte.
– Jeg tror faktisk jeg må smutte igen, sagde jeg, – børnene ligger alene i hytten.
– Giv fanden i det, du kan da ikke gå igen med det samme, for helvede, sagde han, og jeg kunne se at hans øjne blev bange og sorte som to spejle, og han tog mig i armen og sagde:
– Gå nu ikke.
– Det er jeg vist nødt til, sagde jeg og tømte glasset. Det skulle jeg ikke have gjort, for nu havde jeg drukket to glas vodka uden vand på et kvarter, og i min mave var der kun lidt chokolade og chips efter en improviseret fest med pigerne den sidste aften alt var som før, og jeg følte mig utilpas. Jeg trak armen til mig og gik hurtigt ud ad døren.
– Bare sådan komme vadende ind og drikke folks brændevin, og så gå igen, hørte jeg bag mig, og døren smækkede. Jeg prøvede at undgå at dingle, men det var ikke let, for det var mørkt nu og stien snoede sig ned mod broen. Jeg kunne ikke tåle vodka, og jeg sank eftertrykkeligt for ikke at kaste op. Tænk hvis pigerne var vågne, de der plejede at kalde på mig bare jeg gik på toilettet. Jeg gik hurtigere og kom ud på broen. Nu var jeg nødt til at kaste op, og jeg lænede mig mod gelænderet, men der var ikke noget gelænder. Herre jemini, tænkte jeg da jeg faldt, det her er for dumt. Det må have plasket virkelig meget, men jeg hørte ikke noget plask. Jeg faldt bare og mærkede hvor svalt vandet var da jeg ramte, og så stille der blev da det lukkede sig over mig, og hvordan støvlerne fyldtes og trak mig lige ned med det samme jeg var under, og jeg så avisoverskrifterne tydeligt mens jeg kneb munden sammen og prøvede at få støvlerne af: Nyskilt mand druknet i sø i Enebakk, fire meter fra land.
Jeg druknede ikke, men nogen så mig falde, og de råbte og skreg og vækkede hele området. Da jeg omsider kom op til vandoverfladen og kunne trække vejret igen, så jeg lys overalt, og ud fra hytterne kom folk og stimlede sammen på broen, og nogle havde lommelygter, og to ivrige mænd legede helte og smed tøjet og sprang i vandet. Jeg ville klare mig selv og gjorde modstand, men de helmede ikke og trak mig op i jakkekraven, og der blev en masse ballade, for pigerne var vågnet og løb rundt i natkjole mellem hytterne og ledte efter mig, og alle mente jeg var skidefuld selvom det ikke var tilfældet. Nogle kællinger begyndte oven i købet at mumle om omsorgssvigt, og det var på den måde jeg mistede samkvemsretten med pigerne da jeg blev skilt med ekspresfart nogle uger senere. Og først blev jeg rasende, og så var jeg lettet, for jeg blev klar over at hvis jeg lagde det ene til det andet og lod det vokse sig stort og uhåndterligt, og jeg samtidig gjorde mig følelsesløs og kun så lige frem, var det en måde at leve på som jeg kunne klare.
Trafikken bliver tættere. Jeg nærmer mig Oslo. Jeg kører forbi et skilt hvor der står: Svartskog 3 km. Lige efter standser jeg, blinker og laver en U-vending og kører tilbage og ind ad den vej, op ad den stejle bakke med de skarpe sving jeg altid har syntes var skumle da jeg var lille og sad helt bag i bussen og så ud ad vinduet og overhovedet ikke kunne se vejen, men kun lige ned i afgrunden. Så kommer jeg over toppen hvor vejen flader ud, og jeg kører forbi Svartskog kirke og den store eg der ikke er så stor som jeg huskede, men stor alligevel med nøgne, kraftige grene jeg kunne have bygget huler i hvis jeg var tredive år yngre eller mere, og så forbi postkontoret som ligger der endnu midt i ingenmandsland, og jeg triller ned ad bakkerne langs skoven mod Bunnefjorden. Ved Bekkenstenbrygga er den gamle kiosk sporløst forsvundet. Der står ingen og fisker fra de flade nøgne klipper, for isen ligger fast langs stranden og hundrede meter ud, og jeg parkerer på pladsen hvor kiosken har ligget og går op ad bakken på grusvejen med hytterne på højre side på skråningen mod vandet der bliver mere og mere stejl til jeg kommer til toppen. Den sidste hytte ligger et stykke inde med et gulmalet stakit langs vejen og en gulmalet låge hængslet på to portstolper sat omhyggeligt sammen af store sten, og lige indenfor på den lille gårdsplads står en flagstang med slap line. Hytten ser ud som den altid har gjort; rødmalet tømmer med skiffer på taget, men den er så håbløst meget mindre end jeg husker at det er svært at forstå den kan rumme alt det jeg har fyldt den med siden sidst jeg var her i 1971. Da var jeg nitten år. Hytten skulle sælges, og jeg var der med min far for at hente nogle af de ting der var hans, mest værktøj, og et par stole, og jeg vidste han var imod det salg og var blevet stemt ned af sine brødre og søstre. De havde brug for penge, sagde de. Det havde min far jo også, men for fanden, han havde jo nærmest bygget den hytte alene med egne hænder, og selvom han af gode grunde ikke var der så ofte mere, var det slemt for ham at se den forsvinde. Jeg forstod det.
Min bror gik i skole i England de år, det var derfor jeg var med i Bunnefjorden og ikke han, og det var så specielt at en i vores familie gik i skole i et andet land, i England oven i købet, at der næsten ikke engang var nogen der talte om det. Jeg følte mig forladt. Jeg havde jo to brødre til, men de var yngre, og jeg havde været lillebror så længe at det var alt hvad jeg var i stand til, så de levede deres liv uafhængigt af mig, og det var noget min mor klandrede mig for så længe hun levede. Jeg ved ikke hvad hun troede jeg kunne tilføre.
– Det er rigtig synd at den hytte skal sælges, sagde jeg da vi bar de sidste ting ud til den varevogn vi havde lånt af en nabo på Veitvet der var chauffør for en legetøjsfabrik og havde kælderrummet fuldt af ting han havde neglet på arbejdet. Men børn havde han ikke.
– Synes du, sagde min far.
Jeg sagde det jo fordi jeg vidste at han syntes det var synd og mere end det. For mig var den hytte fuld af minder om onkler og tanter og blæretang og vandmænd og fysiske nederlag jeg godt kunne leve uden. Der var ikke plads. Mit liv var fyldt til bristepunktet, og det havde været sådan året før og året før det igen og så længe jeg havde tænkt med storhjernen; hvert år bombarderede mig med valg jeg kun forstod meget lidt af og gav ikke plads til noget ekstra, jeg var tør i halsen af at halse bagefter, altid for sent, og mindst af alt tænkte jeg på at pilke makrel eller torsk i Bunnefjorden. Jeg havde svedt og gravet grøfter og trukket kabler for Televerket hele sommeren for at skaffe penge nok til at stikke af til min bror i England, og jeg havde nok til billetten, men ikke til opholdet. Fire uger i hvert fald, havde jeg planlagt.
– Det er klart, sagde jeg.
– Jaså, sagde han.
Det var den samtale.
Dagen før havde jeg skældt ham ud og sagt at han tilhørte den mest tilbagestående del af arbejderklassen fordi han abonnerede på Aftenposten, så det var ikke underligt der blev sagt så lidt.
Da vi smækkede dørene og kørte ned ad bakken mod Bekkenstenbrygga så jeg mig ikke tilbage, og det var måske fordi det var mig der sad ved rattet.
Men min far gjorde.
De fleste træer er væk på den stejle skråning mellem hytten og vandet. De er fældet for ganske nylig, og nogle stokke ligger stadig hvor de faldt. Der lugter af frisk tømmer, og der hvor lyset og synet af fjorden blev filtreret mellem stammerne er der åbent nu, og sært og fattigt og tomt for magi. Der hvor der før var en lille skov som holdt det hele på plads, er der mindre end et stenkast til vandet. En lille rystelse og alt skrider ud i bølgerne. Jeg går ned ad bakken igen til bilen.
Det er næsten latterligt. Jeg kører ud for at købe lidt mad fra et sted tyve kilometer nordøst for Oslo, og nogle timer efter kører jeg ind i byen fra syd, over Hauketo og op ad bakkerne ved Ljan mod Nordstrand, det østlige Oslos velstillede del, og selv uden plan ser det ud som en plan, for jeg drejer ind på en sidevej mellem store villaer og ned forbi Ljan station og ind ad endnu en sidevej og stopper hundrede meter fra skolen som ligger der murgrå og massiv. Jeg ser på uret. Om ti minutter ringer det ud efter sidste time. Jeg ruller vinduet ned og ruller en cigaret og sidder og ryger mens jeg venter. Det går fint nu, heldigvis, for det er nemlig et elendigt sted at stå i vejkanten og kaste op.
Jeg slår tændingen til og hører radio og ryger og ser hen på skolen, og da kun skoddet er tilbage, slukker jeg. Og så ringer det. Et lille sekund hænger lyden i luften, dørene smækker op, og børnene strømmer ud i skolegården. Ved porten fordeler flokken sig på de forskellige veje, nogle op, nogle ned, nogle bliver stående lige udenfor og snakker, og en lille gruppe kommer hen ad vejen mod min bil. Jeg ser den røde hue med det samme og hører hendes stemme gennem den åbne bilrude. Pludselig mister jeg modet og synker ned i sædet og stirrer ind i instrumentbrættet. Jeg ved ikke engang om jeg har lov til at være her. Men det er for sent. Hun har genkendt bilen og åbner døren i passagersiden og sætter sig ind og bliver siddende stille og ser ud ad forruden. Hun er tolv år.
– Hej, far, siger hun.
– Hej, siger jeg. Jeg hejser mig op i sædet mens jeg stadig ser lige frem. Begge stirrer vi ud ad vinduet mod skolen.
– Har du det godt, siger hun.
– Ikke så værst, siger jeg. – Og du.
– Bortset fra matematik går det fint.
– Og din søster. Går det godt med hende.
– Hun synes det hele er kedeligt.
– Det er jo ikke noget nyt.
Hun ler. – Nej, siger hun. – Men jeg ved ikke om hun egentlig mener kedeligt, selvom det er det hun siger.
– Det har du nok ret i.
Hun bliver stille, og så vender hun sig om og ser på mig, jeg kan mærke det, og jeg hører at hun smiler:
– Vil du kidnappe mig nu, eller hvad.
Jeg ser på hende. Hun smiler ikke med munden. Måske tog jeg fejl.
– Nåh, det var vel ikke lige det jeg havde tænkt, siger jeg. Som om jeg havde tænkt noget overhovedet. – Vil du da kidnappes.
– Det er helt i orden, bare det ikke bliver sådan som på film, for jeg skal være hjemme klokken fem, for så kommer mor. Og så har jeg mange lektier.
– En times kidnapning, måske.
– Det er fint, far.
Jeg har ikke set hende eller hendes søster i to måneder og før det kun sporadisk i to år. Jeg starter bilen og vender ved indgangen til skolen og kører tilbage et stykke ad den vej jeg kom fra, og ud på Gamle Mossevei langs Gjersøen til Villa Sandvigen, en café der ligger med udsigt til vandet. Nu har jeg kørt i ring, for lidt længere væk står skiltet: Svartskog 3 km. Jeg parkerer på pladsen lige over for indgangen på den anden side af vejen. Da min datter kommer ud og rundt om bilen uden skoletaske på, stikker jeg en pegefinger i nakken på hende, spænder tommelfingerhanen og siger:
– Okay, hands up. Og så marcherer vi over vejen. Jeg med pegefingeren mod hendes nakke og hun med hænderne i vejret og et meget alvorligt udtryk, og henne ved trappen siger hun højt:
– Please, I am just a little girl. I want to go home.
– Oh yeah? siger jeg lige så højt, og så åbner jeg døren. Ud ad øjenkrogen kan jeg lige akkurat se et måbende ansigt bag gardinet i det nærmeste vindue.
– Keep your hands up and get inside, siger jeg.
Vi snubler næsten over dørtærskelen og ler hele vejen gennem lokalet og sætter os ved et bord med udsigt til vandet. Der er kun os to. Da der endelig kommer en mand hen til vores bord kan jeg se han bevæger sig stift og forsigtigt. Jeg bestiller vafler og kakao til os begge to.
– Tror du han har ringet til politiet, hvisker min datter før han er ude i køkkenet igen.
– Det håber jeg ikke, siger jeg.
Kort efter kommer manden tilbage med det vi har bestilt på en stor bakke han bærer højt over hovedet som var lokalet stuvende fuldt, men der er jo kun os, og han sænker bakken i en fejende halvcirkel og gør sig umage da han sætter hvide kopper og tallerkner med vafler på bordet og en skål med en sølvske og syltetøj i. Han hælder kakaoen fra en stor, hvid kande, og da kopperne er fulde sætter han kanden på den hvide dug. Han spilder ikke én eneste gang. Vi sidder bare stille og ser på. Det er så hvidt og mat alt sammen at det halve kunne være nok, og vaflerne er oven i købet kun lidt bagt og får syltetøjet til at gløde i lyset fra vinduet, og han bukker elegant og siger:
– Håber det smager, og går igen og er overhovedet ikke stiv nu. Han kan umuligt have nået at ringe til politiet.
– Kidnapning er i orden når man får vafler, siger min datter og er imponeret over serveringen. Det er jeg for så vidt også, men jeg har en irriterende fornemmelse af at det jeg lige har set er en overdrivelse, et skuespil til ære for mig. Desuden er jeg mæt af brødet. Jeg klarer mig med kakaoen, tager en slurk og ser ud på vandet.
– Nå, så du troede jeg ville kidnappe dig, siger jeg.
– Er det da ikke det fraskilte fædre gør, siger hun, og det lyder som en tillidserklæring jeg ikke har fortjent, for aldrig har jeg tænkt den tanke, og det er pludselig svært at sidde stille, det er svært at trække vejret, det prikker i benene, og jeg rejser mig og siger:
– Jeg skal bare en tur på toilettet, spis du vaflen imens, og så går jeg mellem de tomme borde og ud på gangen og gennem et andet lokale med lige så tomme borde til toilettet i den anden ende. Jeg står lidt foran vasken og ser mig i spejlet. Så åbner jeg for det kolde vand og lader det løbe i hænderne og skyller ansigtet og nakken flere gange til det risler fra mit hår, fra næsen og ørerne. Jeg ser mig om efter et håndklæde, men jeg kan ikke finde et, og så må jeg ind i det ene af de to aflukker hvor jeg trækker cirka ti meter toiletpapir og tørrer mig med det. Det bliver ikke helt vellykket, og så går jeg tilbage.
– Har du taget brusebad, siger min datter, – med tøjet på.
– Der var ikke brusebad, siger jeg, – men det sprøjtede godt og grundigt fra hanen, så hvis jeg stod på hænder kunne jeg tage brusebad. Det var lidt svært med jakken på, men det lykkedes. Det er vigtigt at kunne stå på hænder i en snæver vending. Hun smiler og tror ikke et ord af hvad jeg siger.
– Bedstefar kunne stå på hænder, siger hun.
Det har hun aldrig set, men jeg har fortalt om alt hvad han gjorde, alt det han kunne med sin krop som ingen andre vi kendte kunne.
– Spis du også min vaffel, jeg er egentlig ikke sulten.
– Så kan jeg ikke spise middagsmad.
– Sig du har ondt i maven. Det skal nok gå.
Hun tager vaflen fra min tallerken og begynder at spise uden at tage syltetøj på, og så græder hun stille mens jeg ser ud ad vinduet og drikker resten af kakaoen der ikke er så varm længere og ikke nær så god som den jeg fik på sygehuset.
På den anden side af søen går en mand ned på isen for at prøve om den holder. Han tager nogle skridt ud og så tilbage igen. Han er kun en sort streg. Jeg vender mig om igen.
– Hej med dig, siger jeg, og hun tygger og tygger og ser ned i bordet til hun er færdig med at græde, og så tørrer hun sig i ansigtet med begge håndrygge som børn gør og siger:
– Hvorfor ser vi dig næsten aldrig mere.
Jeg har ventet på det spørgsmål, jeg har næsten set frem til det, men jeg farer alligevel sammen.
– Det er lidt svært at forklare, siger jeg og kan høre det er et svagt udtryk, for lige nu er det pludselig umuligt at forklare.
– Men det skal der laves om på, siger jeg, og det var jo det jeg havde tænkt mig at sige, og jeg mener det, det gør jeg. Hun svarer ikke, nikker bare og tygger igen, og jeg ser på uret og siger:
– Du må drikke din kakao, jeg tror kidnapningen er overstået for denne gang. Hun rejser sig hurtigt, stolen vælter næsten bag hende, og hun ser nervøst på sit eget ur og begynder at gå mod udgangen. Jeg følger efter. Ude på gangen står manden der serverede og er stiv igen, han nikker kun lige og siger ikke på gensyn. Jeg kan mærke hans blik i ryggen over vejen til parkeringspladsen hvor min bil står helt alene og virker sårbar på en måde jeg ikke kan forklare, og det irriterer mig. Jeg tvinger mig til at stoppe og se mig omkring før jeg låser op. Jeg ser tilbage mod caféen så fast jeg kan, og så ser jeg ud over Gjersjøen. Det har været lidt af en dag. Det har sneet, det har regnet, og efterhånden kom der sol, og nu kommer tågen glidende over isen som en mælkehvid suppe, den svulmer op langs strandene og stiger og ruller over vejen og skjuler skiltet med retningen til Svartskog. Før vi har sat os ind er den nået frem til bilen og lægger sig langs ruderne og pakker den ind. Vi åbner dørene, og jeg starter og kører forsigtigt hele vejen langs søen og over mod fjorden igen og så op mellem husene på Herregårdsveien og forbi skolen. Jeg standser op lige ved den lille skøjtebane i svinget lige før det hus hun bor i, og de store villaer ligger tæt på skråningen bag den blanke is, gråhvide af tåge på vej ind i hinanden, nogle gamle og ærværdige, nogle nyrige og grimme. Vi bliver siddende og ser ud og ser verden forsvinde.
– Sover du stadig med lampen lige ned i hovedet, siger jeg.
– Nej, det er jeg vokset fra.
– Det er godt, siger jeg, men jeg mener det ikke, for selvom det lyder dumt, vil jeg ikke have hun skal vokse fra noget som jeg ikke kan se, jeg vil have at hun skal vente på mig. Men det kan jeg jo ikke sige.
Hun åbner døren langsomt, tager skoletasken og stiger ud af bilen og bliver stående med hånden på døren et øjeblik før hun siger:
– Er jeg nødt til at fortælle mor det her?
– Jeg ved det ikke rigtigt, det er vel næsten bedst at lade være.
– Fint, siger hun, – hav det godt, siger hun og ser ud som om hun har tænkt sig at læne sig ind i bilen mod mig, men hun ombestemmer sig, smækker døren og begynder at gå med skoletasken på op ad grusvejen til den høje, gule schweizervilla hvor de bor på første sal. Måske sammen med en anden mand. Jeg ved det ikke. Jeg spurgte ikke.