Jeg går ind gennem døren og sætter mig i forhallen eller vestibulen eller foyeren eller hvad det egentlig hedder der hvor alle passerer på vej ud eller ind og venter på elevatoren eller køber de blomster de har glemt, eller chokolade eller dårlige romaner i billigbogsudgaver fordi de ikke kan huske reglerne for sygehusbesøg og får dem påpeget netop her, eller de bare sidder og gruer på en stol med en kop kaffe eller en cola på bordet foran sig for at trække tiden ud.
Kaffen smager grimt. Ryge kan jeg heller ikke. Jeg ser mig omkring. Der er en skillelinje herinde, jeg kan mærke det, et før og et efter, i lige præcis denne vestibule eller foyer, og jeg ved godt hvor. Det er derhenne ved elevatoren. Jeg kan gå derover og tegne op med kridt pågulvet nogenlunde hvor linjen ville gå hvis nogen er interesseret, og jeg taler ikke om en ret stor fejlmargin, et par centimeter højst, og det er ikke ret meget i et helt liv. Jeg er trods alt treogfyrre år. Jeg har trods alt set en del. I virkeligheden. På video. En elg der falder død om og rejser sig igen. En tøjpingvin på en køje. Vand der lukker sig og bliver stille. Min far på gulvet i en sø af øl, eller var det blod, hud mod hud med andre kroppe. Jeg kan pludselig ikke huske det med sikkerhed, men jeg ved jeg har set det.
Jeg skubber kaffekoppen væk og rejser mig og går ud igen den vej jeg kom og stiller mig til højre for indgangen og ruller en smøg lige ved et stort askebæger af cement. Jeg er ikke alene. En mand ved siden af mig sidder i en kørestol og suger inderligt og nervøst. Han virker udkørt. Jeg orker ikke at tænke på hvad han fejler. Bag ham står en sygeplejerske i grønt og glor ud i luften.
Jeg ser hen på helikopteren der stadig står påplateauet helt roligt med hængende rotorblade og ikke er andet nu end flere ton dødt metal, og jeg ser hen mod parkeringspladsen hvor min bil holder blandt hundredvis af andre. Den fik en lille bule i kofangeren bagpå og en grim ridse på venstre forskærm. Måske kan jeg købe en brugt. Måske må jeg søge mig et arbejde. Jeg har næsten ingen penge tilbage. Jeg ved det ikke. Først og fremmest må jeg sove, og så må jeg finde på noget.
Jeg ryger færdig og bøjer mig ned og skodder smøgen i det store askebæger der er fyldt til randen og kan få næsten hvem som helst til at holde op med at ryge. Jeg føler en svag smerte i siden da jeg retter mig op. Automatisk løfter jeg hånden og presser den nederst mod ribbenene og det jeg frygter er noget nyt og ukendt lidt længere inde. Sygeplejersken vender sig om og ser på mig, og selvom hans ansigt er helt uden udtryk, aner jeg en vis ironi og tænker: Han ved noget jeg ikke ved, og jeg lader hånden falde. Jeg undgår hans blik og ser forbi ham mod akutmodtagelsen lidt længere væk hvor en ambulance kommer ind på pladsen og drejer og standser med bagenden mod indgangen. Chaufføren kommer ud og går rundt om bilen og åbner dørene bagi, og fra sygehuset kommer to sygeplejersker; en mand og en kvinde. Han er høj og kraftig, hun har lidt strenge briller. De trækker båren ud af bilen og slår hjulene ned med et smæld, retter på nogle slanger der hænger fra et stativ, jeg kan se blod helt hen hvor jeg står, og i et lille sekund ser hun hen mod mig og stivner. Det er fru Grinde i grøn sygeplejerskeuniform. Og så ser hun på uret. Jeg forstår ikke hvorfor, men hun kigger på sit armbåndsur, og ser hen på mig igen, og så gør jeg det samme. Jeg ser på uret. Den er halv fem. Det siger mig ingenting ud over klokkeslættet. Da jeg ser op igen, er de på vej ind med båren mellem sig. Jeg går hurtigt over pladsen, forbi ambulancen og hen til glasdørene og standser på ydersiden og bliver stående og stirrer ind. Jeg har ikke lov til at passere dem, men jeg kan se fru Grindes ryg ved båren i fuld fart ind og den høje mand på den anden side. Nogle kommer løbende og giver hende noget i hånden jeg ikke kan se hvad er, men de stopper ikke, hun vender sig bare halvt om og tager imod mens de skynder sig videre. Hun har kroppen gemt i den uformelige grønne dragt og kunne have set ud på en hvilken som helst måde, men det gør hun ikke, hun har en helt speciel form, en helt speciel afrunding og udstrækning og varme, og selvom jeg ikke har tænkt på hende en eneste gang i dag efter hvad jeg kan huske nu, så føler jeg hende alligevel, som et halvblindt dyr under jorden gør når det vender sig i dybt mørke mod et andet, og intet andet end den bevægelse er vigtig, og så den næste, til hud og hud bliver én hud; ingen briller, for ingen skal alligevel se noget, ingen grønne dragter eller brødre med slanger ned gennem halsen eller brølende helikoptere eller zenbuddhistiske manøvrer i kolde nætter.
Men hvorfor så hun på uret.
Jeg går tilbage til hovedindgangen og videre, tværs over det store gulv forbi Narvesenkiosken og siddegrupperne til venstre med bordene hvor min kaffekop står halvfuld og forladt på et af dem og helt hen til elevatoren. Jeg trykker på knappen og venter. Det siger pling, og da døren åbner sig, krydser jeg linjen.
Jeg kommer ud af elevatoren og går ned ad gangen med smældende hæle til intensivafdelingen og puffer døren op. Lidt for hårdt måske, det var ikke meningen. Ham der ligger i sengen derinde har jeg aldrig set før. Det er i hvert fald ikke min bror. Han har sår i ansigtet og forbindinger om hovedet og flere steder på kroppen, og gips på begge ben og en krave om halsen. Hovedet ligger fastspændt i en slags stålindretning der er skruet til fra begge sider, og det eneste der bevæger sig er hans øjne. De bliver store og bange og stirrer på mig der kommer brasende ind. Jeg standser op midt på gulvet, døren smækker bag mig med en alt for høj lyd, og jeg siger:
– Beklager. Jeg er gået forkert. Jeg går igen. Fandens også. Det sidste er mest til mig selv, og jeg bakker mod døren. Han bevæger læberne. Han vil sige noget. Jeg stopper og går tilbage og helt hen til sengen og bøjer mig over ham. Jeg kan svagt mærke hans åndedræt mod ansigtet.
– Hvad, siger jeg.
– Vil du ikke nok være så venlig, hvisker han. Hans øjne fyldes med tårer, de løber over og triller ned over ansigtet der bliver drivvådt med sår og det hele, jeg har aldrig set magen til strøm, og han hvisker:
– Vil du ikke nok være så venlig, vil du ikke?
– Men for fanden, jeg gør dig jo ikke noget, siger jeg og hvisker også. Jeg kan mærke jeg bliver irriteret, situationen er meningsløs. Jeg retter mig op og går hen mod døren igen.
– Jeg henter en, siger jeg over skulderen på vej ud.
Jeg bliver stående i gangen med ryggen mod væggen. Jeg er forpustet som om jeg havde løbet. Og så går jeg hen til vagtstuen. Jeg banker på karmen og stikker hovedet ind gennem den åbne dør. Det er den samme sygeplejerske som i nat.
– Hej, siger jeg.
Hun vender sig om og genkender mig. På bordet ligger rapportskemaer eller journaler eller hvad det hedder, og til højre står kanden med kakao. Det kan ikke være sundt med så meget kakao. Hun lægger pennen fra sig.
– Din bror er flyttet til etagen nedenunder, siger hun. – Han er ved bevidsthed nu. Hvordan går det med dig. Fik du en god nats søvn.
– Kunne ikke have været bedre. Jeg sov som et barn. Men ham på intensivafdelingen har det ikke så godt.
– Vi ved det. Det er derfor han er der.
– Jeg tror gerne han vil tale med nogen.
– Han skal ikke tale. Han skal have fuldstændig ro. Det er vigtigt.
– Jaså, siger jeg. Det er i orden. Det er dig der bestemmer. Så må jeg vel smutte en etage ned.
– Gør du det.
Hun vender sig mod bordet og sine journaler igen og løfter pennen. Jeg burde vel have sagt noget om stabilitet, men jeg kan ikke komme i tanke om noget.
Jeg tager ikke elevatoren, men bruger trappen den ene etage ned og går fra reposen ind ad glasdøren til afdelingen. Han ligger på gangen. Det er for pludseligt, jeg får ikke forberedt mig, der er ingen steder at gemme sig, og jeg kan ikke vende om, for han ligger jo ikke, han sidder i sengen og vifter med armene og ler til sin kone, Randi, der sidder på en stol ved sengen. Han får øje på mig og vinker.
Jeg har ikke set ham så opstemt så længe jeg kan huske. Jeg går langsomt derhen mens jeg trækker vejret sådybt jeg kan og lukker luften langsomt ud igen og finder en stol og sætter mig ved siden af Randi. Hun ser på mig og trækker let på skuldrene og har det overhovedet ikke sjovt.
– Der kommer du jo endelig, siger han, – for at besøge din bror. Så er vi ikke flere, er vi vel. Så holder vi plenum. Han ler højt.
– Jeg var her i nat, siger jeg.
– Var du.
– Ja.
Han bliver stille, han læner sig ind mod væggen og smiler, men han smiler ikke til mig eller nogen andre som jeg kan se, og så ler han igen og siger:
– Jeg fortalte lige Randi om dengang du og jeg tog op til Alunsjøen for at fiske i drikkevandet selvom det var strengt forbudt, og vi traf ham den hjemløse der var flyttet ind i skoven for at komme væk fra alle butikker hvor de solgte øl og alle vinmonopoler så han kunne blive fri for at blive fuld, og nu sad han bare og så ud over søen om aftenen og spejdede efter bævere og spiste dåsemad, og om hvordan han hjalp os med at trække den store gedde ind som vi bagefter tog med hjem og ikke turde vise frem fordi den var ulovligt fisket, og så lagde vi den bare i kælderrummet, og der lå den til den blev helt fordærvet og begyndte at lugte som bare fanden.
Han trækker vejret og fortsætter, og der er bare det at intet af det han fortæller er sandt. Det er noget jeg har skrevet i en roman engang blandet sammen med en novelle af Raymond Carver jeg ved han har læst, fordi jeg bad ham læse den, og vi talte om den bagefter. Det er kun et par år siden.
– Kan du huske hvordan ham den hjemløse lugtede, siger min bror, – af bål og grannåle og mose, og hvor god vi syntes den lugt var, og sådan som han levede ville vi også gerne have levet, men vi var for unge, ikke sandt, vi skulle gå i skole, og hvor var vi gale over det. Han smiler, det han siger er det rene vrøvl, og jeg fatter ikke hvorfor han taler på den måde, for aldrig har vi delt sådan nogle oplevelser, aldrig brugt de ord sammen, men jeg kan godt huske at jeg tænkte sådan dengang i teenageårene og har ofte gjort det siden, og aldrig har jeg hørt at min bror har tænkt noget lignende. Det var jo min hemmelighed alt det der, og ingen vidste noget om det før jeg begyndte at skrive om det mange år senere.
Randi bider sig i læben og ser på mig for at finde ud af hvad hun skal mene om denne strøm af ord, men jeg kan ikke hjælpe hende og vil heller ikke, og så ser hun forsigtigt på uret og siger:
– David har været alene hjemme et par timer allerede, jeg må vist hellere tage af sted.
David er deres søn, han er lige gammel som min ældste datter på tre dage nær. Da min bror hører hans navn, blinker han flere gange og bliver stiv i ansigtet. Randi ser det ikke, hun bøjer sig frem og giver ham et forsigtigt knus. Hun retter sig op igen, og han er stadig lige stiv.
– Hav det godt, siger hun, vi ses i morgen, og går ned ad gangen mod glasdørene og er en stilig dame set bagfra, med hurtige, bestemte skridt på vej væk fra dette sted og måske meget længere, måske til et helt nyt liv, og jeg bliver siddende alene ved sengen med den tomme stol ved siden af mig. Min bror stirrer på den stol.
– Jeg er så træt, siger han uden at løfte blikket. Han lægger sig ned og trækker dynen op til hagen, lukker øjnene og åbner dem igen og ser op i loftet, og jeg tænker at jeg gerne ville have vidst hvad han så der, og så forstår jeg at det ikke er sandt. Det er bare sådan noget folk siger når de ikke ved hvad de ellers skal sige.
Der går folk bag mig på gangen, der er besøgstid for andre end mig, de ler og taler højt, og jeg vender mig om og ser at de er korrekt påklædt i nystrøget civilt tøj med blomster og chokolade i hænderne, og oven i købet dårlige romaner i billigbogsudgave under armene. Jeg bliver siddende halvt drejet rundt på stolen og stirrer efter dem og har ikke lyst til at vende mig om igen. Jeg har ikke noget at sige. Og så siger jeg:
– Du havde altså tænkt dig at lade mig blive alene tilbage.
Chokolademenneskene taler i den fjerneste ende af gangen. Nogen åbner en dør til en stue og lukker den igen. Nogen græder inde på den stue. Ellers er der stille. Måske er min bror faldet i søvn. Jeg håber det. Jeg ser på ham.
– Du er ikke nok, siger han. Hans stemme er helt tom, der er ikke noget at hente der.
– Nej, åbenbart ikke, siger jeg.
– Jeg vil sove, siger han og vender sig med ansigtet mod væggen.
– Det er i orden.
Jeg sidder på stolen og ser ind i hans ryg og baghovedet med det krøllede hår der er blevet tyndere. Han har fået måne. Jeg ved ikke om jeg har lagt mærke til det før.
– Okay, hav det godt, siger jeg.
– Hav det godt, siger han ind i væggen.
Jeg rejser mig og går. For enden af gangen stopper jeg og ser tilbage. En sygeplejerske kommer trillende med et skærmbræt og sætter det op foran hans seng.
Jeg orker ikke vente på elevatoren, men tager trappen ned, og der er mange etager, seks eller syv eller måske er der otte, jeg kan ikke finde ud af det, for jeg tæller dem ikke, og jeg småløber hele vejen, jeg daler, og der er næsten tomt for mennesker på den trappe. Kun én gang kommer to mænd langsomt op, side om side, trin for trin, og de taler og ser på hinanden, og jeg vil ikke dreje uden om dem, vil ikke skifte retning, det er for besværligt, så jeg tager sigte lige ind mellem dem. Der er egentlig ikke plads, så jeg hvæser:
– Flyt jer, for fanden, og puffer til skulderen påden ene. Han bander, og jeg kan høre at de standser op og kan mærke i ryggen at de stirrer efter mig. Men jeg standser ikke op.
Helt nede i stueetagen holder jeg op med at løbe, men jeg går hurtigt alligevel, jeg kan gå fra de fleste hvis jeg først har besluttet mig, og gennem den store hall sætter jeg tempoet ned så det virker normalt. Der er fuldt af mennesker der og optaget ved alle borde. Det er i orden med mig. Jeg skal ud.
Det regner på pladsen foran sygehuset. Helikopteren er væk. Jeg løber igen, over pladsen i regnen mod de parkerede biler, og jeg kan pludselig ikke huske hvor min står. Jeg løber op og ned ad rækkerne. Der er mange flere end da jeg kom, flere rækker med flunkende nye biler. Hvordan folk har råd til så nye biler går over min fatteevne, for fanden, råber jeg, for fanden, hvor i helvede er min gamle bil, og det regner som besat, og det kan ikke blive ved på den måde. Jeg orker ikke mere. Jeg må væk, jeg må rejse til et helt andet sted, se helt andre ting end den elendighed her, se et andet land med andre mennesker. Og så står den der, min hvide Mazda med en stor ridse på forskærmen. Jeg låser op og sætter mig ind, drivvåd i håret og på skuldrene og ser for mig rejser med skib dengang skibe var skibe og ikke flydende kasinoer, og de rullede med havet som det var meningen de skulle med vinden over dækket, og alle de steder jeg drømte om var langt, langt væk, og ingen jeg kendte havde råd til billetter med fly.