Jeg var nitten år og kom ned til Göteborg langt ud på aftenen fra europavejen, og det var sidst i september og mørkt på himmelen over den store by. Lastbilchaufføren havde vist mig hvilken vej jeg skulle gå og hvilke skilte jeg skulle se efter for at komme ud ad de oplyste gader til havneområdet i den anden ende og videre helt derud hvor båden fra England lagde til, og det var langt, sagde han, og helt sikkert mørkt der og lidt øde, men jeg kunne lide at gå, jeg havde god tid, min båd sejlede ikke før næste morgen. Jeg havde ikke taget nogen chancer, for ikke at komme for sent. Nu havde jeg en nat foran mig.
Jeg var stået meget tidligt op samme morgen for ikke at vække min mor og far, og det hele gik helt fint og stille af indtil jeg måtte ind i stuen for at hente noget jeg havde glemt, og så sad min yngste bror på trappen. Han var syv år i pyjamas med glat, næsten hvidt hår, og han sad der fuld af varm søvn og så på mig og ventede og sagde ingenting. Jeg kendte ham egentlig ikke så godt, jeg var tolv år da han blev født og havde købt min første pladespiller, og efter det var mit blik rettet helt andre steder hen end mod stuen derhjemme, men han var en fin fyr, og vi talte altid høfligt sammen. Nu gik jeg op ad trappen og satte mig på samme trin.
– Du er tidligt vågen, sagde jeg.
Han nikkede.
– Jeg skal rejse nu, sagde jeg, – til England. Jeg bliver væk ret længe.
– Jeg ved det, sagde han, og så blev han stille, og så sagde han:
– Er det sandt at Beatles ikke er sammen mere.
– Det er det vist.
– Så møder du dem nok ikke.
Han havde hørt den musik fra han lå i vuggen. Den havde altid været der, fra radioen og pladespilleren, og nu var det slut, og det trængte kun langsomt ind.
– Måske møder jeg dem hver for sig. Hvis jeg ser Paul McCartney skal jeg nok tage en hilsen med til dig, sagde jeg, og så smilede han. Vi havde diskuteret det flere gange; han kunne bedst lide McCartney, og jeg John Lennon, men jeg følte mig rundhåndet den morgen og kom i tanke om flere gode sange som McCartney havde skrevet, og han sagde:
– Det er fint. Han rejste sig fra trappetrinnet og sagde: – Hav det godt så, og stak mig velopdragent hånden, og jeg sagde:
– Hav det selv godt, og jeg trykkede hans hånd let, og han gik op i seng igen, og jeg tog undergrundsbanen ind til Oslo og gik langs Østbanestasjonen og jernbanelinjen til Mosseveien, og der stillede jeg mig op lige ved en tankstation med tommelfingeren fremme. Det havde været regnvejr den nat, men nu var det solskin, og der var en skarphed i luften jeg syntes var fin. Det blinkede fra fjorden jeg kendte så godt, men den var allerede blevet en anden, og byen bag mig så anderledes ud, og Ekebergåsen og den fæstningslignende sømandsskole deroppe, og den lyseblå sporvogn på vej mod toppen var blevet en anden.
Jeg havde den gamle sømandsjakke på som jeg mente var mage til den Martin Eden havde på da han gik i land i San Francisco i Jack Londons bedste roman og ville trække sig selv op ved hårene og ind i et nyt liv og en ny viden. Det ville jeg også. Jakken var nok ti år gammel, og jeg havde købt den hos Frelsens Hær, og selvom jeg ikke kunne huske om Martin Eden virkelig havde en sømandsjakke i bogen, så burde han have haft det, og jeg var glad for den jakke, jeg havde brugt den næsten hver dag i over et år. På jakkens revers havde jeg sat et FNL-mærke, og i rygsækken havde jeg en varm sovepose og en vandtæt tegnebog med det jeg havde tjent den sommer og tre sæt skiftetøj og tre bøger for at føle et ståsted i verden; Bobby Seales Seize the Time, om De Sorte Pantere, Sven Lindqvist: Myten om Wu Tao-tzu, den der slutter med spørgsmålet: Er social og økonomisk frigørelse mulig uden vold. Nej. Er den mulig med vold. Nej. Og jeg havde Paal-Helge Haugens Blad frå ein austleg hage; 100 Haiku dikt. De var gode at læse tidligt om morgenen.
Jeg var på vej væk fra barndommen og fra min far og alt det han stod for og alt det han ikke var, og det havde taget tid, men jeg følte mig frygtløs som jeg stod der i vejkanten og var fri til at vælge mit eget liv, fuld af kærlighed til fremtiden, og kun et kvarter efter kom en lastbil med anhænger prustende ud ved Loenga og standsede et stykke længere fremme på vejen. Chaufføren trykkede blidt på hornet som et signal til mig om at jeg skulle komme og køre med.
Nu gik jeg med en gennemført norsk rygsæk på, i den svenske nat på vej gennem en by hvor luften fra havet kom ind på en anden måde end den gjorde ved fjorden derhjemme, og husene var ikke forskellige fra dem jeg plejede at se, men samtidig anderledes; lidt højere og lidt smukkere og sat sammen af en anden type sten med en anden glød end jeg var vant til, og gennem byen løb kanaler hvor gadelygterne spejlede sig i gule og orange og næsten røde farver i det olieblanke vand, og jeg hørte musik fra et vindue der stod åbent. Det var noget fra en opera, og jeg havde aldrig kunnet lide opera, men jeg kunne godt lide opera nu, og jeg husker at jeg sang, men jeg husker ikke hvilken sang.
Lastbilchaufføren havde ret. Der var langt. Jeg måtte gennem hele byen i en halvcirkel omkring havneområdet og forbi værfterne der ikke var nedlagt endnu og videre mod nord næsten helt ud til Torslanda lufthavn og Volvofabrikken, og jeg gik og gik, og da jeg kom frem var det langt ud på natten og der var ingen gadelygter, kun hist og her et tilfældigt lys og nogle lygter ved færgelejet hvor jeg anede havet som en susen forude, men jeg kunne ikke se det.
Der var et olieraffinaderi med BP malet i gult og grønt på de store blanke tanke og et tårn hvor en gasflamme knitrede og brændte i toppen og kastede nok lys til at jeg kunne finde vej op mellem to små klipperygge. Jeg besluttede mig for at det ikke ville regne den nat og pakkede soveposen ud og lagde den direkte på jorden og krøb i den med alt tøjet på. Jeg var træt og lykkelig og faldt i søvn med det samme, og de gange jeg vågnede så jeg direkte op i himmelen på en vrimmel af stjerner hvoraf jeg kendte navnet på de største, og jeg så gasflammen skinne og hørte den knitre og følte mig hjemme i verden.
Det der vækkede mig var lyden af skridt og lyden af cykelhjul og den hvislende lyd af pedaler mod kædekasser og en bus der stoppede og slog dørene op. Jeg hørte stemmer og nogen der lo, og jeg satte mig op i soveposen, gned mig i øjnene og så over toppen af den sprukne grå klippe foran mig. Alt var helt klart. Jeg så havet lige ud og de flade nøgne klipper og lave øer i lyset fra en lav sol, og ved et kajanlæg lå der en stor båd med navnet m/s Spero malet på siden. Det britiske flag i agterenden løftede sig forsigtigt i den milde vind, og det var en varm morgen af september at være. Mellem klippen hvor jeg lå og kajen derude gik der en vej som var den samme jeg kom ad i nat, og nu gled en strøm af blåklædte mennesker fra byen i syd mod nord hvor Volvofabrikken lå med store porte og Volvos logo i en cirkel på toppen. Jeg kunne se det helt tydeligt for enden af vejen. En mand vendte sig om og så mit hoved stikke op, og selv på afstand var det tydeligt at han smilede, og så løftede jeg hånden og vinkede, og han vinkede tilbage, og flere mænd vendte sig, måske ti-tyve stykker, og de smilede og løftede hænderne og vinkede alle sammen.
Da båden lagde fra land havde jeg læst et par haikudigte af Basho om den store nat der falder på en vej hvor ingen går, og pakket bogen pænt ned i rygsækken igen.
Havet var stille og smult ud for Sveriges kyst og lidt kedeligt over Kattegat til vi rundede den helt flade spids af Danmark ved Skagen, og så kom Nordsøen med vind over dækket, og båden rullede som det var meningen at den skulle, og ved morgenmaden fløj kopperne af bordet og ramlede i gulvet med en høj klirren, og nogle af dem blev knust, og ingen fik det i sig der var i dem før i tredje forsøg. Senere lugtede der af middagsmad i gangene, og det var der slet ikke ret mange der kunne tåle, men jeg kunne tåle det, og det havde jeg vidst at jeg kunne. Jeg sad i salonen og læste i timevis og følte båden løfte mig op og lade mig glide ned i en luftig svæven, og det gjorde mig ikke det mindste. Jeg stod længe på dækket med et godt tag i rælingen og gloede ud i det piskende grå og hørte vinden hyle i master og wirer, og så gik jeg med saltvand i håret ind på cafeteriet hvor jeg satte mig ned for at tale med unge amerikanere på vej gennem Europa for at se lidt af verden én eneste gang før de slog sig til ro, men de følte sig dårligt tilpas nu og så også sådan ud, og jeg lo og sagde:
– This is nothing. Jeg viste dem FNL-mærket og forklarede at de små bønder med de runde spidse hatte og de vide bukser ville banke dem sønder og sammen til sidst. Jeg holdt Bobby Seales bog frem så de kunne se den knyttede handske på omslaget, og jeg forklarede på hvilken måde de sorte panteres kamp mod den amerikanske regering var på sin plads og helt retfærdig, og de så på mig med søsyge øjne som om jeg ikke var vel forvaret. Men jeg havde aldrig følt mig bedre forvaret, jeg var indbegrebet af det sunde sind, og jeg er sikker på jeg lo på hele rejsen, for jeg vidste at når båden omsider kom frem og gled stille op ad den lange Humber med dokkerne og fiskerbådene, forbi Grimsby på vej ind mod Hull hvor den stoppede og lagde til, så stod min bror på kajen og ventede og ville dele alt hvad der var hans med mig.
Nu ligger han bag et skærmbræt med ansigtet ind mod væggen og vil ikke tale med mig mere, og han er det eneste jeg har undtagen måske en sygeplejerske i grønt med et fornavn med G og en kurder der ikke kan flere ord på norsk end "hej" og "tak". Det kan jo ikke være rigtigt, men det føles sådan da jeg kører ind i garagen under blokken og parkerer Mazdaen med fronten mod væggen i hjørnet så naboerne ikke skal se at den har en stor ridse på den ene forskærm.
Jeg går op ad trappen til stueetagen og låser mig ind og klæder mig af i soveværelset med radioen tændt og hører østlandssenderen fortælle om verdens pæneste kat der er blevet væk for sin ejer på Stovner. Den er stor med gule striber og er kvarterets stolthed, siger programværten, og jeg lægger mig i sengen og lukker øjnene og sover til telefonen begynder at ringe. Jeg åbner øjnene igen. Der er mørkt i værelset nu. Radioen er stadig tændt, og vækkeuret viser langt ud på aftenen. Jeg står op og går ind i stuen og hen til vinduet mens telefonen ringer. Det regner let mellem blokkene. Jeg har ikke tøj på, men i stuen er der også mørkt, så det er ikke muligt for nogen at se ind. Der er lys hos fru Grinde. Hun står ved stumtjeneren med telefonrøret i hånden. Sådan ser det ud, i hvert fald på afstand, og den ringer stadigvæk hos mig. Hun vender sig og ser ud ad vinduet mod min lejlighed, og så sænker hun armen. Den holder op med at ringe. Jeg bliver stående foran det store vindue, og hun bliver stående foran sit med hånden på det der må være telefonen, og jeg er sikker på hun bider sig i læben og flytter vægten fra fod til fod. Ikke utålmodig, men rastløs måske, rådvild.
Jeg går ind i soveværelset igen og slukker radioen og lægger mig under dynen og ligger med lukkede øjne og prøver at sove igen. Men det går ikke. Jeg prøver at tænke på ingenting, men det går heller ikke, og så ligger jeg bare og ser op i mørket og tænker på min far. Den danske dame i tegnebogen. Hun blev aldrig nævnt. Jeg forsøger at huske hvad det var tante Solgunn fortalte; at han traf hende i København et år før han blev gift da han tog dertil med orlov fra fabrikken hvor han havde været siden han var fjorten. Han var som de andre i familien, undtagen måske onkel Alf, og havde ikke én dags fravær, hvis man trækker fire døgn på sygehuset fra efter et mislykket skihop som gjorde ryggen til hans svageste punkt, og nu havde han fået et stipendium til at se hvordan danskerne lavede sko, om der var ting han kunne lære der, hvilket han tvivlede på, men han var ivrig alligevel. Der havde været ildebrand i fabrikken hjemme, alt skulle omorganiseres et stykke tid mens man ventede på nye maskiner, og skulle han af sted var dette tidspunktet. Så de lod ham rejse, og da han kom tilbage var han sikker på at de ville gøre ham til formand.
Den første fabrik var ejet af kooperationen og knyttet til fagbevægelsen, og det der slog ham med det samme var at de som arbejdede der troede at han var svensk, og de forstod ikke hvad han sagde hvis han talte i det tempo han plejede, selvom han godt forstod dem. Det syntes han var pudsigt og lidt irriterende, for selvom min bedstefar var svensk, var min far norsk, og det største for ham efter stiftelsen af LO var Fridtjof Nansens skitur over Grønland og Roald Amundsens sejrrige kapløb mod Sydpolen. Det andet han lagde mærke til var at der blev solgt øl og snaps i kantinen i frokostpausen mens arbejderne uafladeligt raflede, og det syntes han var endnu mere pudsigt og ret eksotisk, selvom han ikke kunne forstå hvordan det kunne fremme produktionen. Men de havde musik til arbejdet og ti minutters obligatorisk motion ved arbejdstids ophør hver eneste dag. Begge dele kunne han godt lide, og han kunne lide tanken om at arbejderne havde deres egen fabrik der forsynede dem med gode sko de kunne købe i deres egne butikker over hele landet og ikke det billige skidt han vidste var på vej ind på markedet fra steder hvor de ikke havde rede på det. Og han kunne lide underdirektørens datter som skulle vise ham rundt den første uge. Han mødte hende på kontoret anden dag hvor hun sad bag et skrivebord og var sekretær med helt glat og skinnende blondt hår. Hun talte effektivt ned i telefonen mens hun lod venstre hånd glide gennem luften hvor den tegnede billeder han bare var nødt til at følge med øjnene, og da hun løftede hovedet og sagde noget på dansk han troede var den første strofe af en sang, var han solgt. Hendes far, underdirektøren, havde engang været arbejder og senere formand, og efter kun nogle dage tænkte min far at hvis han bare holdt fast og lærte endnu mere, var intet umuligt. Han havde tænkt det før, flere gange, og det begyndte at haste. Skulle det gøres, måtte det gøres nu.
Og han havde noget. Han strakte sig. Det lyste stadig fra ham. Underdirektørens datter så det med det samme. Hun slap ham ikke med øjnene den uge han var på fabrikken, og da han tog videre til den næste, holdt hun kontakten.
– Jeg giver mig aldrig, sagde han højtideligt i porten, – det er ikke min natur, og så lo han genert som han plejede, og hun tvivlede ikke et øjeblik. To uger senere var de hemmeligt forlovede, og da han rejste hjem, lovede hun snart at komme efter for at se hvad det var i hans liv der fik ham til at lyse.
Og hun kom. Det hun så var grå fjelde og tunge gra-ner, og der virkede pludselig så småt og trangt ved den smalle fjord hvor skoven lukkede for solen, og hun så det lille værelse han boede i alene på Enebakkveien 1 med de bøger han havde købt af de største norske forfattere og flere til for måske at finde noget som han kunne hæve sig ved, men han kom aldrig igennem dem. Bøgerne var støvede nu, og hun kendte alligevel ikke navnene på nogen af dem. På etagen over lå Baptistmenighedens lokaler hvor hans far styrede som en patriark over familien og en håndfuld frelste arbejdersjæle, og hun gik ud og så den slidte by der overhovedet ikke var som København; ingen kanaler og gyldne kupler, ingen store pladser og vidtstrakte parker, ingen himmelstræbende storhed. Men hun så den barnlige stolthed han viste over alt dette, og hendes hjerte faldt som en sten fra sommer til langt under nul. Hun begyndte at studere togplaner og bådruter, og formodentlig sagde hun som de plejede at sige i B-film dengang.
– Sorry Buster, no deal, eller noget andet med samme indhold, og så rejste hun igen, efter kun nogle dage, helt stille og ubemærket hjem til underdirektøren og Kongens by.
Den aften blev min far væk. Der skulle være sammenkomst i familien med alle brødrene og søstrene og deres koner og mænd til ære for den danske forlovede der ikke var hemmelig længere. De ville se Frank Jansen omsider komme i mål. Han var syvogtredive år. Men hun kom ikke. Det gjorde han heller ikke, og dagen efter var han ikke på arbejde. Det var en sensation. Ingen vidste hvor han var, ingen kunne huske hvornår de egentlig havde set ham sidst, og efter et døgn blev de bange og begyndte at lede. Først hos de venner han havde, boksere og fodboldspillere fra olympiadeholdet i Berlin 1936 hvor han aldrig kom med selvom han havde trænet og trænet, og så hos dem han kendte i Bryn mandskor, men han var ikke hos nogen af dem, og de ledte på de caféer hvor han fra tid til anden kom for at drikke en maltøl og snakke, og de frygtede at se ham fuld selvom ingen nogensinde havde set ham fuld. Til sidst gik de i kæde i Østmarka. I tre dage blev de ved, og det blæste og regnede som om dommedag var nær, og alligevel kom der flere og flere med; skoarbejdere og skiløbere, prædikanter og korsangere, og en og anden bryder med overarme såtykke som birkestammer kom vraltende, og de inddelte skoven i områder mellem sig og gik langs søer og åse, op ad krogede stier og ned ad endnu mere krogede spor efter rådyr og elge. Om aftenen stod de tæt i menighedslokalet med dryppende tøj og bredte kort ud hvor de skraverede de felter væk de var færdige med, og næste morgen rullede lastbiler op til pladsen foran Østmarksetra, og derfra gik de ind i skoven igen. De råbte og sang baryton og bas gennem regnen der faldt så tungt at stemmerne blev slået fladt til jorden, og de rystede på hovedet til hinanden, vandet sprøjtede fra sydvestene, og det skinnede blankt i vådt olietøj mellem træstammerne når de slog ud med armene i frustration, og det var lige før de gav op.
Og så, på tredjedagen, lige før aftenen kom, brød den lave sol igennem det stålgrå skylag og sendte en stribe af lys skråt ned mellem træerne på en enlig tømmerhytte, og de der var baptister så det som et tegn og gik ind. Der lå han på en briks og sov som var han død, med billedet af den danske forlovede knuget i hånden. Han havde ikke spist i fire dage, tøjet hang i laser, i ansigtet havde han blå mærker efter slag fra sin egen knytnæve, og de vækkede ham, og han vidste ikke hvor han var eller hvad der var sket.
– Har dommeren talt til ti, sagde han. De der stod i hytten strøg sig over ansigtet med drivvåde hænder, og de så på hinanden og frygtede det værste, men han kom sig jo, selvom han aldrig blev den samme igen.
Nogle måneder efter fik han et brev som fortalte at han havde et barn i Danmark, i Jylland, med en dame han havde truffet på en café ved fabrikken og kun lige havde været sammen med efteråret før, og som så bare forsvandt. Og det var ikke sådan at han ikke kunne huske hende, men det var mere som en drøm, for han havde taget hende med til hytten i Bunnefjorden en aften da sneen føg langs væggene og blæste over vandet, men inde var der varmt og natten var varm, og da han vågnede næste morgen var hun væk, og sneen var væk, og han så hende ikke igen. Nu pressede hans familie på til hun kom alene med båden til Oslo, og efter bare nogle dage gik de sammen ind i Tabernaklet, og da de kom ud igen stoppede de på fortovet i flokken af brødre og søstre, og han lo og sagde:
– Naglet til et kors på jorden.
Hvor meget tante Solgunn har fortalt, og hvor meget jeg selv har digtet til, er jeg ikke sikker på nu, men det jeg tænker da jeg ligger i mørket under dynen og ser op i loftet, er at jeg aldrig ville have troet han var i stand til det; passion, dyb fortvivlelse. Alt det der. Og ville det have gjort nogen forskel hvis det var noget jeg havde vidst mens han levede.
– Uden tvivl, siger jeg højt, – det ville have gjort en stor forskel, og jeg ved det er sandt, og at ikke noget jeg kan gøre eller noget jeg kan sige vil få tiden til at gå i stå og køre baglæns og gøre den forskel mindre. Og så ringer det på døren. Jeg ligger og lytter. Det ringer ikke igen, men jeg er sikker på at der står en udenfor og venter. Jeg kan ikke lade som ingenting nu da jeg har hørt det, og måske er det kurderen på anden, måske har han brug for hjælp igen, måske er døren til opgangen låst, og han står uden nøgle i regnen. Jeg rejser mig op og tager cowboybukserne på og går ud i gangen og åbner døren. Der står fru Grinde. Hun er våd i håret. I armene har hun sin søn svøbt i et uldtæppe. Han sover med hovedet hængende bagover. Han har blanke dråber i ansigtet. Han ser ikke så chefagtig ud nu.
– Hej, siger jeg. Hun svarer ikke. Jeg bliver stående og ser på hende som en idiot, og hun bider sig i læben og stirrer forbi mig med drengen tungt i armene, og jeg siger:
– Vil du have jeg skal holde ham lidt.
Hun ryster på hovedet. Så åbner jeg omsider døren helt og siger:
– Så kom ind.
Hun går ind forbi mig uden at tøve, og det gør mig næsten lidt bange, jeg tænker at jeg ikke ved om jeg kan håndtere det. Det er så længe siden nogen har været herinde sidst som jeg har kendt på den måde, to år faktisk, at jeg ikke kan huske hvordan man gør, og med drengen bliver det mærkelig intimt, næsten som familie. Jeg ved ikke om jeg vil have familie mere. Det er for risikabelt.
Jeg lukker døren og følger efter hende ind i stuen og siger:
– Du kan lægge ham på sofaen. Og hun gør det, hun lægger ham helt varsomt på sofaen med uldtæppet tæt om hans krop, og han sover lige godt. Hun retter ryggen langsomt mens hun tager frakken af og lægger den over en stol og vender sig om mod mig og lader hånden glide gennem håret med hovedet på skrå og siger:
– Jeg kunne ikke lade ham ligge alene.
– Det er klart, siger jeg.
– Hvorfor tog du ikke telefonen, siger hun. Hun har ikke briller på, men misser heller ikke med øjnene. Hvordan kunne hun vide at jeg var her til at tage telefonen.
– Har du kontaktlinser, siger jeg, og så rødmer hun helt tydeligt selvom lyset ikke er tændt, og hun nikker lidt, og jeg siger:
– Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke tog telefonen. Der er så mange der ringer. Den ringer og ringer. Det er vel ikke helt sandt, men det er sandt at jeg ikke ved hvorfor.
– Du kunne i hvert fald godt ses der hvor du stod, i lyset fra stien, siger hun og smiler for første gang, og nu er det mig der rødmer. Hvor mange flere havde set mig. Den nøgne mand i opgang F. Hun kommer de fåskridt hen og løfter hånden og lægger den let på mit bryst.
– Du så dejlig ud, siger hun, og så læner hun sig frem og lægger hovedet lige så let over sin hånd og siger:
– Nu tager jeg en chance. Hendes hår kilder mig på brystet, og hendes mund kilder, jeg kan godt mærke at jeg står der i de bare bukser og intet andet, og der er helt stille og mørkt omkring os. Kun drengen på sofaen trækker vejret, og jeg lægger den ene arm om hendes skulder, forsigtigt, uden at forpligte mig.
– Jeg ved det, siger jeg. – Du er modig.
– Du var jo også modig, i nat.
– Der er forskel. Da var jeg syg og kold og bombet i hjernen. Det er jeg måske stadig. Jeg ved det ikke. Det er længe siden det var i nat.
– Er det, siger hun.
– Ja, siger jeg. – Alt muligt er sket siden da. Jeg mærker hendes hånd stivne, hun begynder at skubbe, og så strammer jeg grebet om hendes skulder og holder hende fast, og siger:
– Hvorfor så du på uret, derude foran sygehuset.
Hun bliver blødere i min arm og ler dybt nede i halsen.
– Det var så dumt. Jeg så dig stå foran hovedindgangen, og så tænkte jeg, har jeg tid til at gå et øjeblik, jeg ville bare se dig i øjnene, og så så jeg automatisk på uret. Jeg så ikke engang hvad klokken var. Det var jo helt fjollet, vi havde en mand vi skulle redde.
– Klokken var halv fem, siger jeg. – Hvordan gik det med manden.
– Han døde på vejen ind. Han var kollideret i tågen på motorvejen. Hans bryst var blevet knust mod rattet.
Der er ikke så meget jeg kan sige til det, og jeg har heller ikke lyst til at sige noget, så jeg bliver bare stående med armen stramt om hendes skulder, og den er fin den skulder, og passer lige til mig der ikke er nogen høj mand. Alt er næsten perfekt. Jeg kan mærke at hun slapper af igen med kinden mod min hals, og åndedrættet der kilder, og hendes hår, og jeg står og venter på den følelse der skal skubbe mig videre, for bolden er spillet over til mig nu, jeg ved hvad næste skridt er, og det er ikke mere end rimeligt. Men følelsen kommer ikke. Jeg ved ikke hvad der er galt. Måske er det drengen på sofaen.
– Hvorfor spørger du ikke hvorfor jeg var på sygehuset, siger jeg.
– Fordi jeg ved det. Jeg undersøgte det, mumler hun.
Jaså. Hun har undersøgt det, og nu vil hun give mig et trøstende knus fordi hun ved hvorfor jeg var på sygehuset. Men det gør hun ikke, hun står helt stille og skifter ikke stilling, ånder bare ind mod min hals og er her ikke for at trøste, men for at få det hun har krav på, og jeg er enig i det, og vi kan ikke blive ved sådan i mange sekunder til uden at der sker noget. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Så husker jeg pludselig filmen om grækeren Zorba med den scene hvor Anthony Quinn skælder englænderen Alan Bates ud fordi han har begået den største synd en mand overhovedet kan begå. Han havde lagt an på den stolte enke og fik held med det, og måske lod hun ham komme til fordi han var anderledes, men da det virkelig gjaldt, blev han bange og lod være med at gå ind ad den dør hun holdt åben for ham, og det gjorde hende nøgen og kostede hende livet.
Jeg bøjer mig let og lægger én arm om ryggen på hende og den anden bag knæene, og med et ryk løfter jeg hende op. Hun klamrer sig til min nakke og fniser:
– Hvad søren er det du laver.
– Jeg er Zorba, siger jeg.
– Hvad, siger hun, men jeg svarer ikke. Jeg går gennem stuen med fru Grinde i armene og tænker, her må hjernen tage de første skridt, og på vej ind i soveværelset kan jeg mærke hendes tyngde som et sug nederst i maven, og så er følelsen der. Jeg ler højt og råber:
– Her kommer Zorba, gør plads, gør plads, og jeg lægger hende ned på sengen ikke helt så elegant som jeg havde tænkt, og det er som en elendig film vi begge har glæde af, selvom Zorba ikke er nogen elendig film. Jeg stryger hende over håret og klæder hende så forsigtigt af som jeg overhovedet kan, og hun siger:
– Du behøver ikke være så sød, og jeg svarer:
– Jo, jeg gør, og under det yderste tøj har hun noget andet tøj hun ellers aldrig ville bruge en almindelig hverdagsaften, og der er ingen tvivl, det er til ære for mig. Det får mig til at skælve og gør mig oven i købet trist, for vist har hun taget en chance, og jeg ved ikke om det er noget jeg kan tage imod, denne dreng hun har gået med i armene forbi alle vinduerne i blokken, dette tøj eller snarere mangelen på tøj helt ind mod huden, og hun ser hvad jeg ser på og rødmer og bider sig i læben og nægter at møde mit blik og bliver næsten vred. Så synker jeg på knæ med hænderne på hendes knæ og en klump i halsen, og hvis det ikke bliver som det var i nat, er det fint alligevel og fandeme mere end det, og bagefter ligger hun helt stille og lytter efter lyde fra stuen. Men der er stille der også, drengen sover, og hun vender sig om mod mig med røde flammer i ansigtet og siger:
– Fortæl mig noget mere om din far.
– Der er ikke så meget at fortælle.
– Er der ikke.
– Nej.
– Jeg må være gået glip af noget, siger hun.