Den sidste gang jeg talte med ham var i telefonen. Han havde været syg. Det var kræft, men operationen var vellykket, og han havde det bedre nu. Det var en torsdag han ringede, jeg var på arbejde i boghandelen hvor jeg stadigvæk var ansat. Det var ikke ofte vi talte med hinanden i telefonen, og de gange det skete var det som regel mig der ringede til min mor for at give en besked eller spørge hende til råds, og så var det ham der tog røret. Derefter gik der ikke lang tid før han gav det videre til hende.
Nu sagde han:
– Hej du, det er far. Hvordan går det med skriverierne. Og så lo han lidt forlegent før han brat stoppede.
Han var otteoghalvfjerds, jeg var syvogtredive, og det lød så fremmed at jeg blev stående bag disken med røret i hånden og gloede ud i luften. Der var bøger overalt og mange mennesker, men jeg så ingenting. Du havde et ret mærkeligt udtryk i ansigtet, sagde de jeg arbejdede sammen med senere.
– Hej, sagde jeg. – Jo, sagde jeg, – ikke så værst. Rundt om mig stod der kasser med bøger der var sendt hele vejen fra Amerika, og alle bøgerne var skrevet af Raymond Carver. Han var død to år tidligere af lungekræft kun halvtreds år gammel, og vi skulle have en mindeudstilling med alle titlerne der var kommet i stilfulde nye udgaver. Jeg havde en af dem i hånden. Den hed Where I'm Calling From.
– Hvor ringer du fra, sagde jeg.
– Jeg er hjemme, sagde han. – Jeg står her i gangen. Og jeg så ham stå der i gangen med det stribede tapet i hvidt og guld jeg syntes var smagløst, og det havde jeg ment fra jeg boede hjemme næsten tyve år tidligere. Han stod lige ved spejlet og det lille bord med skuffen åben og telefonbogen slået op på T foran sig, for han kendte ikke nummeret til mit arbejde selvom jeg havde været der i ti år. Før det havde jeg været arbejder som han i seks år, men jeg var det frivilligt mens han aldrig havde haft noget valg.
Det var lige før påske. På lørdag skulle de ned til Danmark med båden som de plejede, men der var noget galt med billetterne, sagde han og var usikker i stemmen. De var udstedt til én båd, men den båd var solgt til den svenske stat som flotel for flygtninge, og der skulle komme en anden. Han vidste ikke engang hvad den hed. Da han ringede til selskabet og spurgte, var de lige så forvirrede som ham i den anden ende af røret. Om der overhovedet gik en båd? Om jeg vidste noget om det? Skulle jeg egentlig ikke med?
Det havde jeg glemt. Jeg skulle jo have været med. Min mor havde ringet til mig en morgen og sagt.
– Nu tager du med. Jeg betaler billetten hvis det er penge det handler om.
– Jeg har penge selv, sagde jeg.
Der var ting de skulle have med, ting som skulle gøres om foråret, tunge ting han ikke kunne klare længere; den gamle pilehæk skulle klippes, et fyrretræ skulle have rødderne skåret over og trækkes ned med et tov og siden saves op og stables som brænde. Andre ting skulle køres væk, og de havde hverken bil eller kørekort nogen af dem.
– Din far er en gammel mand nu, sagde hun, – forstår du det, jeg vil ikke have han skal gøre det alene. Men han havde altid været gammel, og han havde altid været stærk, og de få gange jeg prøvede at hjælpe ham, skubbede han mig bare til side og sagde:
– Det her er da ikke noget.
Det var jo fandeme ikke engang sandt. Det havde jeg lært. Alt er noget. Bare spørg Basho.
Men nu sagde jeg:
– Ja, okay, jeg tager med, jeg tager pigerne med, og jeg kom først senere i tanke om at mine to yngre brødre også skulle med. At de kunne klare arbejdet, hvis det var hjælp han ville have. At hun måske havde andre grunde til at presse mig. Og så glemte jeg det hele. Jeg havde nok at gøre med Raymond Carver.
– Hallo, er du der endnu, sagde jeg.
– Ja, jeg er her, sagde han.
– Der er kommet noget i vejen, sagde jeg, – jeg kan ikke rejse før på mandag. Det var en lodret løgn, og jeg følte mens jeg talte at jeg gerne ville have gjort den usagt, for det at han ringede til mig gjorde mig mærkelig rørt. Jeg ved ikke hvorfor, han havde aldrig gjort mig rørt før, ikke så vidt jeg kunne huske. Men jeg havde ingen mulighed for at skaffe billetter på to dage, ikke til en udrejsedag som lørdag før palmesøndag. Og nu ville jeg pludselig af sted. Jeg kunne mærke det. Jeg ved ikke hvad der gik af mig.
– Men så kommer jeg, altså, sagde jeg. – Jeg har lånt en bil og tager over Göteborg. Det der med billetterne ordner sig sikkert. En eller anden båd må der jo gå når du ikke har hørt andet.
– Jo, ja, det gør der vel, sagde han og havde stadig det svigt i stemmen som gamle mænd får når de mister retningssansen, men samtalen var overstået, det forstod vi begge to. Jeg var sikker på han vidste at jeg løj, og lige i det øjeblik var det ikke nogen rar følelse.
To dage efter vågnede jeg ved at telefonen ringede. Klokken var syv. Jeg burde have været oppe allerede.
– Tænd for fjernsynet, sagde stemmen, og så sagde det klik, og alt hvad jeg hørte var en summetone. Jeg fandt ikke ud af hvem det var der ejede den stemme, men det må jo have været en jeg kendte. Ved siden af mig i sengen lå hun og sov som jeg har glemt hvordan ser ud, og pigerne sov på deres værelser med lyset i ansigtet. Jeg stod op og gik ind i stuen og tændte for fjernsynet. Det var stillet ind på Sverige. Der var der prøvebillede, såjeg skiftede til NRK.
Det flimrede på skærmen, og pludselig var der et skib på åbent hav helt alene, filmet fra luften først fra den ene side og så hele vejen rundt fra den anden, forfra og bagfra i uophørlige cirkler. En helikopter, tænkte jeg, og lyttede efter den flaprende lyd af rotorbladene, men jeg kunne ingenting høre. Det var morgen og daggry, havet var roligt og blåt, skibet var blåt og hvidt, og alt var stille og lidt forvirrende. Jeg havde aldrig set det skib før. Jeg var træt. Jeg havde været fuld aftenen før. Jeg forstod ikke pointen. Men der kom røg op fra skibet, hvid røg og sort røg der steg i en søjle mod himmelen og bredte sig ud og lagde sig som et filter mod lyset, og helikopteren drejede og fløj så lavt ned som muligt, og da så jeg flammer slå ud af vinduerne langs hele den ene side og fra agterdækket mange meter op i luften. Jeg så ingen mennesker, men jeg så navnet på skibet. Det var et pænt navn, et passende navn. Og pludselig blev jeg iskold om fødderne. En lammende kulde som gjorde ondt, og jeg stirrede på skærmen, jeg skruede op for lyden og hørte stemmen fra studiet fortælle mig hvorfor præcis det skib var i fjernsynet så tidligt en lørdag morgen, den 7. april 1990. Lammelsen steg fra fødderne op ad lårene mod hofterne, og jeg kunne mærke jeg ikke kunne stå op, der var noget helt galt med benene, jeg har fået multipel sklerose, tænkte jeg, det bliver rullestol fra nu af, og så gled jeg ned i sofaen og greb den telefon jeg havde i stuen og tastede min brors nummer uden at slippe skærmen med blikket.
– Hallo, sagde han træt.
– Tænd for fjernsynet, sagde jeg. Han tændte for fjernsynet mens han stadig holdt røret i hånden. Jeg kunne høre stemmen fra studiet i det værelse han stod i. Jeg hørte ham trække vejret, men han sagde ingenting.
– Jeg skulle jo have været med på den båd, sagde jeg, – men jeg glemte det, forstår du det, jeg glemte det bare, og så blev det for sent. Hvis jeg ikke havde glemt det, hvis jeg havde været med, ville der ikke være sket noget.
– Åh, herregud, sagde han med helt flad stemme. Vil du ikke holde kæft, vil du ikke.
Jeg vågner én gang, og det er nat. Jeg må være blevet ved med at tale i søvne, for læberne bevæger sig stadigvæk og føles hævede, og der er genklang af ord i et hulrum i hovedet. Jeg løfter hånden og fører den hen over ansigtet. Det er drivvådt igen. Jeg har ondt i siden, og i halsen er der en klump der irriterer og brænder. Jeg hoster forsigtigt. Der er en der trækker vejret i mørket ved siden af mig som om intet er sket, som om livet har stået stille, og et øjeblik kan jeg ikke huske hvem det er og går i panik og tænder lyset over sengen. Hun smiler i søvne og lægger armen over øjnene og vender sig, ikke væk fra mig, men mod mig, og den lettelse jeg føler er helt ubeskrivelig. Jeg slukker lyset og falder i søvn igen og drømmer at min bror er blevet rig på forsikringsaktier og har købt en sejlbåd.
– Vi rige har det godt, siger han, – om jeg så fik penge for det, ville jeg ikke være fattig.
Vi er om bord på den båd kun han og jeg, og det blæser frisk ud forbi Færder fyr i kølvandet af større både, og vi ligger så lavt at man bare kan læne sig ud over rælingen og tage det skummende salte vand i hænderne. Og jeg gør det, jeg læner mig ud over rælingen og tager vand i hænderne og skyller ansigtet og får lidt af det i munden og synker og tænker; det har fået en ny smag, det var ikke sådan før. Så driller jeg min bror fordi han har købt nye sejlersko, noget kun overklassen bruger efter min mening. Jeg ville ikke have rørt ved sådan et par sko om så nogen betalte mig for det.
– Vil du også begynde at spille tennis nu, siger jeg og ler med sammenbidte tænder, – eller golf måske, eller købe slalomski og mænge dig med de fine.
– Men, det er far der har lavet dem, siger han på grådens rand, – han ville have jeg skulle have dem.
– Det er ikke sandt, siger jeg.
Den drøm gør mig så fortvivlet at jeg vågner. Jeg ligger stift og holder vejret, og der er ikke en lyd i værelset. Jeg er alene. Jeg lader armen glide over puden, den er varm endnu, men hun har ikke lagt en seddel. Jeg vil ikke være alene. Jeg springer ud af sengen og løber ud i entréen. I spejlet ser jeg et ansigt, og jeg stopper helt uden at tænke og griber det første jeg ser, et metalskrin der står på kommoden, og smider det mod spejlet. Glasset knuses med en utrolig høj lyd, det opløses i blinkende stykker og regner som sølv mod gulvet, og jeg står der og ser stykkerne sprede sig over hele entréen som efter en eksplosion i en film i fjernsynet. Et af stykkerne snitter mig i armen, og blodet pibler frem, ikke meget, men nok til at det ser helt rødt ud mod den hvide hud. Jeg løfter armen og slikker blodet væk, og så springer jeg i slalom mellem glassplinterne videre ind i stuen. Drengen er væk fra sofaen, kun aftrykket i puderne fortæller at han har været der. Jeg løber hen til det store vindue mens jeg hiver efter vejret og tager mig til siden, og jeg standser op helt inde ved vinduet med næsen mod ruden og stirrer over pladsen. Hun står ved sit vindue i badekåbe. Jeg er lige så nøgen som forrige gang, og jeg ser at hun vender sig om og ser tilbage på mig, og sådan bliver vi stående, og så lader hun badekåben falde uden at tage sig af alle de andre som måske er vågne, ligesom vi er vågne, og kan se hende fra denne side af pladsen. Hendes hud lyser mat og er hvidere end alt andet derude, og hun løfter begge hænder med håndfladerne frem og lægger dem mod ruden, og så gør jeg det samme, løfter hænderne og lægger håndfladerne mod ruden, og det er som om der kun var det ene vindue, nogle få millimeter glas mellem hende og mig i en nat hvor regnen er holdt op og månen hænger helt gennemsigtig blank over blokken lige foran mig, og jeg står nøgen i min egen stue med hænderne og næsen mod ruden, og jeg kan høre mit åndedræt pibe og mit hjerte dunke, men ellers er alt stille.
Jeg ved ikke hvor længe vi står på den måde, måske et minut, måske fem minutter, men så er det ovre. Hun lægger den ene hånd over ansigtet, og med den anden laver hun en lige akkurat synlig bevægelse de fleste sikkert ville have kaldt uanstændig, og jeg ved at hun ler, og hun vinker, og jeg vinker tilbage, og så er hun væk.
Det er snart morgen, men jeg går ind i seng igen og sover til langt op ad dagen. Jeg har ingen drømme jeg kan huske da jeg vågner, men jeg er svedig under dynen og har ondt i hovedet. Der er sol i værelset. Luften er tæt, og jeg står op og åbner vinduet og ser lige ud på gangstien og pladsen foran blokken hvor de sædvanlige damer går forbi med de sædvanlige børn i lidt lettere tøj i dag på vej hen til legepladsen eller på vej tilbage, og det er i slutningen af marts og pludselig varmt. De mænd jeg ser er flygtninge fra helt andre dele af verden, og de leger ikke med deres børn som jeg måske ville have gjort for bare nogle få år siden foran netop denne blok, nej, de står helt stille og strunkt uden for sandkassen med hænderne i lommerne eller korslagte arme over brystet og har et stivnet smil om munden og et drømmende udtryk i øjnene og ser direkte igennem blokkene og langt, langt videre.
Et par norske mænd er på førtidspension og går meget langsomt forbi og halter demonstrativt let. Det er spildt på mig, jeg har ingen grund til at tvivle på deres manglende førlighed. Det er min jeg tvivler på. Da en af naboerne havde set mig gå hjemme på tredje måned, kom han hen til mig en dag i Brugsen og spurgte forsigtigt.
– Nå, du er på pension nu.
– Nej, sagde jeg, – jeg er på stipendium, og han nikkede med stor sympati og forstod at det havde noget med nerverne at gøre.
– Det er fandeme ikke let, sagde han.
– Nej, sagde jeg. – Det er det ikke.
Han gik selv hjemme, og fortalte at han ikke turde gå i forretninger før midt på dagen. Jeg forstod hvad han mente. Det er et par år siden nu. Siden da har vi hilst på hinanden som to mænd med fælles skæbne. Nu ser jeg ham gå et stykke henne ad stien i retning af Brugsen, og så må klokken jo være mange.
Jeg går væk fra det åbne vindue i soveværelset gennem entréen helt ind til væggen så forsigtigt jeg kan og ind i stuen hvor skrivebordet står ryddeligt og uden støv med den lille Mac slukket og stille. Ved siden af ligger en ikke alt for tyk bunke med udskrifter. Jeg tager brillerne på og bladrer lidt løst i bunken, og det er som om jeg aldrig har set det før, side efter side med helt ulæselig, ligegyldig skrift, som fra en verden der ikke længere er min. Hvis den nogensinde har været det. Jeg løfter bunken fra bordet og går ud i køkkenet og smider det hele i plasticposen under køkkenvasken. To år lige i skraldespanden. Jeg føler hverken det ene eller det andet. Jeg tager plasticposen ud og binder den sammen foroven og går ind i stuen igen, tænder for Mac'en, venter, klikker på "harddisk" og får menuen frem og bruger musen til at trække den fil ud hvor der står "ny bog" og fører den hele skærmen rundt til skraldespanden nederst i højre hjørne. Den får mig altid til at tænke på den første Fleetwood Mac-lp jeg købte i 1968 da Peter Green var ung og endnu ikke blæst i hovedet. "I've got a hellhound on my trail," synger det inden i mig, spanden buler ud og bliver tyk på midten, og jeg finder det sted på menuen hvor der står "tøm papirkurv".
– Klik, siger jeg højt og trykker pegefingeren ned, og skraldespanden bliver slank igen. Så finder jeg frem til den fil med de få sætninger jeg skrev for nogle dage siden, hvor der står: Jeg ser vindens form i vandet, og tænder for printeren og laver en udskrift. Jeg klikker mig ud og slukker og tager det ene ark og lægger det i øverste skuffe. Børster usynligt støv af bordpladen. Rejser mig. Det var det. Nu må jeg ud.
Jeg tager snørestøvlerne og sømandsjakken på med kun en T-shirt under mens jeg prøver at lade være med at se ned på gulvet hvor glasskårene stadig ligger tæt. Jeg henter skraldeposen og den lasede, hårdtlæste udgave af 100 haikudigte på norsk og stikker den i lommen, og så går jeg ud og låser døren og smider posen i skakten, og på vej gennem opgangen åbner jeg postkassen. Der ligger Klassekampen og to breve. Det ene er fra mit forlag. For ikke så længe siden ville jeg have revet det op med det samme og sat mig et sted alene for at læse i fred og ro, men nu lader jeg det hele ligge, smækker postkassen i igen og går ud i solen. Det er fredag, tror jeg. Blokkene ligger på rad og række og spærrer for enhver udsigt, og højere oppe er der rækkehuse til dem der har råd og vil avancere og have en lille plæne de kan slå. Nogle synes det er vigtigt. Snart er det arbejdsdag for alle blokkene. Så skal vi alle sammen ud under varmemesterens kommando og feje på stien og spule affald og hundelort væk og plante små buske og male stakittet foran to kvadratmeter græs på hver side af dørene til opgangene, og selvom alle inderst inde giver fanden i det, er vi nødt til at tale sammen. Det er det værste jeg ved. Jeg kender ingen længere, ved ikke hvem der bor i min opgang bortset fra Naim Hajo selvom jeg er den der har boet her længst. Ingen andre med forstanden i behold er blevet boende i mere end tre år.
Men det er i hvert fald solskin. Det blinker i vinduerne og er langtfra så varmt som det virkede inde fra lejligheden. Det er jeg glad for. Jeg går ad gangstien og videre op ad bakken gennem den neutrale zone der deler området mellem blokke og rækkehuse, og børnehaven ligger der lige over for den lille fodboldbane. Alle børn er ude. Jeg standser ved hegnet og bliver stående og ser dem lege, og ser G.'s dreng på toppen af en sandbunke i tyk sweater og overtræksbukser. Han taler højt og vifter med en lille rød skovl og peger. Han ved hvordan han vil have det. Han er chefen. Og så mærker han at jeg står der, at det er ham jeg ser på, og han har ingen anelse om at vi har været i kamp to gange, at han er blevet slået begge gange, både hjemme og ude. Jeg nikker til ham og smiler lige akkurat, for det synes jeg at jeg skal, og han ser direkte på mig, og han ved ikke hvem jeg er. Han laver en grimasse, og så rækker han tunge. Den lille snothas. Jeg ler og ryster på hovedet. Han bliver rigtig fornærmet og vender ryggen til og begynder at grave i sandbunken med sin lille skovl så det sprøjter.
Jeg går fra hegnet op til toppen af åsen hvor de sidste rækkehuse ligger med udsigt til skoven og dalen og alt hvad der er fint og har hække og plæner der snart skal igennem et nøje ritual før foråret slår igennem for alvor, og helt øverst oppe dukker jeg ned under vejen på en gangsti der går over i en skovsti på den anden side. Hele tiden har jeg haft øjne i ryggen fra vinduer og døre, og selvom det ikke har været så slemt som det plejer, standser jeg op i halvmørket under den lille bro og hviler ud og ruller en smøg før jeg beslutter om jeg skal vende om og gå samme vej tilbage eller tage bilvejen rundt om hele boligkomplekset eller måske noget helt andet. Jeg kan gå herfra og komme ind på de gamle stier og gå der i dage uden at se andre huse end afsidesliggende nedlagte småbrug hvor bygningerne ramler sammen eller har gjort det for længe siden og efter det kun en tømmerhytte hist og her. Det er hvad naboerne fortæller. Jeg har boet her i fjorten år og har aldrig været længere inde i skoven end nogle hundrede meter for at samle kogler da pigerne var helt små og optaget af små ting.
Jeg står og ryger i skyggen af den lille betonbro og ser solen skinne på de nærmeste graner og på stien der svinger og forsvinder bag en lille forhøjning i fjeldet. En klynge birketræer står uden løv på grenene og filtrerer lyset i guld og sort og ser ud som noget på et grafisk blad eller et gammelt tryk fra Kina eller Japan, og jeg kunne godt have hængt det billede op på væggen. Så hvorfor ikke. Jeg ryger færdig og skodder smøgen med spidsen af støvlen og begynder at gå. To gange vender jeg mig om og ser tilbage, og da er husene der endnu, men tredje gang er de væk. Jeg prøver at komme i tanke om hvornår jeg sidst ikke kunne se et hus eller var i nærheden af et eller inde i et, men det må være længe siden.
Jeg husker et hus jeg var inde i. Jeg lå på sofaen i stuen og prøvede at komme mig, jeg havde været til fest dagen før måske og følte mig udslidt og udenfor, jeg havde ingen familie længere, alt var spildt. Så kom min far ned ad trappen. Jeg kunne kende hans skridt fra alle andres, hans tyngde, og han gik over gulvet forbi mig og hen til vinduet og trak gardinet fra. Et svagt lys kom ind.
– Tågen letter, sagde han. – Vi må af sted. De er efter dig. Jeg vendte mig og så lyset i hans ansigt, et gråt og mildt lys, som usynlig røg i værelset. Han var lige så gammel som jeg er nu, og jeg blev ikke bange for det han sagde, for han holdt vagt og vidste hvad vi skulle gøre. Men vi havde ikke god tid, jeg måtte tage mig sammen.
Det må jo have været en drøm, for jeg kan ikke huske hvordan det hus så ud udefra, eller hvad han så gennem vinduet, eller hvorfor vi egentlig var der. Jeg husker mange drømme. Nogle gange er de svære at skelne fra det der faktisk er sket. Det er ikke så alvorligt. Det er som med bøger.
Jeg går en kilometer eller to på svage skråninger op og ned, og så slynger stien sig brat op mod toppen af et fjeld. Jeg får brug for de muskler jeg har i benene, og selvom åndedrættet ikke er det bedste, går det lettere end forventet, og det gør mig entusiastisk. Jeg kunne have haft en hund, som Glahn i Hamsuns Pan, og den kunne være gået lige foran mig her på denne sti og have heddet Æsop eller Lyra, og hver gang et menneske eller et dyr krydsede vores sti, ville den advare mig så tidligt at jeg kunne trække mig ind mellem granerne og se dem passere, og hunden ville sidde lydigt og stille ved mine fødder. Jeg kunne have haft en bøsse og levet af det jeg kunne skyde, småvildt og tjur, og boet i en hytte med alt hvad jeg havde brug for; nogle bøger, en gammeldags skrivemaskine, tøj til alle årstider og nok af tørt brænde, jeg kunne have været en tibetansk munk, jeg kunne selvfølgelig have været en helt anden end den jeg er, men det er jeg altså ikke, og da jeg kommer til toppen af det lille fjeld og igen har frit udsyn, er der skov hvor jeg end vender mig hen. Lige ned til højre ligger en sø som er lang og smal, og derfra hvor jeg står kan jeg ikke se hvor den begynder eller slutter. Der er is på vandet med åbne render, og jeg ville ikke have prøvet at gå ud på den is. I skyggen på den anden side ligger sneen på skråningerne. Der burde have gået en elg ved søen, men jeg kan ikke se nogen elg, og alt er stille, intet bevæger sig ud over en tynd stribe røg fra et sted meget længere inde i skoven.
Jeg sætter mig op ad en sten med udsigt til søen og ruller en smøg, og da jeg har fået tændt den, tager jeg bogen med haikudigte op af lommen. Det er længe siden jeg har set i den sidst, men jeg bladrer og finder tilbage til det digt om natten der falder på vejen hvor ingen går, og jeg læser det et par gange og så nogle flere digte, og sået om en pil der maler vinden uden pensel, og jeg kender piletræer fra Danmark hvor de findes overalt og det altid blæser, og jeg kan se det helt tydeligt for mig. Jeg lukker bogen og skodder cigaretten og ser ud over vandet mod den tynde stribe røg som hænger der endnu over skoven langt væk og kun lige bevæger sig, og så lukker jeg øjnene og læner hovedet mod stenen med solen i ansigtet og sover et stykke tid. Da jeg vågner husker jeg kun noget med vind og et hvidt hus ved en sø.
På vejen hjem går jeg ind i Brugsen og køber de ting det ikke lykkedes mig at købe i går. Jeg når det lige før de lukker, og jeg køber lidt mere end jeg strengt taget har brug for, og så går jeg op ad gangstien med posen i hånden. Det er blevet overskyet og koldt igen, men ikke så koldt. Der er tomt for mennesker foran blokken. Længst ude i opgangen tager jeg posten med fra postkassen, og da jeg kommer helt ind står Naim Hajo, kurderen fra anden, og ringer på min dør. Under armen har han en bog.
– Hej, siger jeg, og han siger:
– Hej, med et smil, og jeg låser op og skubber til døren og bukker let med den ene arm strakt ud. Armen ryster, og jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi jeg har glemt at spise igen. Det undgår ikke hans opmærksomhed.
– Kom indenfor, siger jeg. Han går faktisk ind over tærskelen, og så standser han op og ser på alle de små glassplinter som et blinkende tæppe helt hen til stuedøren, og han ser på mig og bliver alvorlig. Han peger på gulvet med et spørgende udtryk i ansigtet.
– That's nothing, siger jeg. Han ser ud som om han forstår hvad jeg siger, og han ser ud som om han er uenig. Måske har han læst Basho. Han ryster på hovedet og siger:
– Problem. Helt uden videre. Og så peger han påmig, og ikke på mit ansigt, men mere på det sted hvor hjertet sidder. Jeg tænker efter om jeg har et problem i det område, men jeg har ingen problemer som jeg kan forklare ham, ikke på det sprog vi bruger sammen. Det jeg har er et knust spejl. Men jeg kan mærke jeg er glad for at han bekymrer sig. Desuden er han oppe på tre ord nu. Det gør mig næsten oprømt.
– One moment, siger jeg og stopper ham med hænderne. Jeg henter en kost og et fejeblad og fejer en vej for os mellem glasskårene fra hoveddøren til stuen, og jeg vinker ham videre.
– Come on, siger jeg. – Kaffe, spørger jeg, og han smiler og forstår godt det ord uden dikkedarer og følger efter mig ud i køkkenet. Jeg slår ud med hånden mod en af stolene, og han sætter sig og tager den bog han har under armen og lægger den på bordet lige foran messingskålen. Skålen glitrer nypudset i lyset fra vinduet. Jeg kan se at det gør ham glad. Det gør også mig glad. Jeg tager varerne op af indkøbsposen og breder dem ud på køkkenbordet og laver en kanonstærk kaffe af co-ops grønne i mangel af noget mere orientalsk sådan som jeg tror han gerne vil have den. Heldigvis er der en ren dug på bordet, og jeg dækker op med kopper og underkopper og kagetallerkner fra samme stel, det fineste jeg har, og jeg har arvet det fra min mor der havde det med fra Danmark engang omkring nitten halvtreds. Det er pludselig vigtigt hvordan det hele ser ud, at det hele er i orden, og at han forstår det, for i hans del af verden er det at drikke kaffe andet og mere end at fylde et krus halvt op og tage det med ud på altanen. Jeg er jo ikke helt uvidende. Jeg hælder mælk i en lille kande og putter sukker i en matchende skål og finder to teskeer der faktisk er af sølv. Jeg tager havrekiks fra indkøbsposen, åbner pakken og tager et passende antal ud og smører minarine på og lægger dem i en lille kurv som var efterladt af en der boede her før, og et øjeblik overvejer jeg at tænde et par stearinlys. Men jeg har ikke nogen stearinlys, og uanset hvad er det jo midt på dagen, og med stearinlys ville det måske have set ud som et stævnemøde.
Da alt hvad der kan gøres er gjort, sætter jeg mig ned og hælder kaffe i hans kop og venter til han har puttet sukker i og rørt rundt med skeen og taget den første slurk. Han nikker og smiler. Det var en rigtig god kaffe, er det han mener, og jeg hælder op i min egen kop og smager forsigtigt.
– Lige det stærkeste efter min smag, siger jeg, – men jeg er norsk, ikke, og han er helt med, hvad enten han forstår hvad jeg siger eller ej, og jeg tager en kiks, og han tager en kiks, og vi tygger og drikker kaffe et stykke tid og siger ingenting, og så husker jeg drømmen med huset jeg var inde i sammen med min far, at de var efter mig, og at han hjalp mig ud før det var for sent. Jeg spørger:
– Har du en far der lever, og så venter jeg lidt og så siger jeg:
– Min far er død. Det er jo ikke så underligt, han ville have været over firs år nu og måske have været død ligegyldigt hvad der var sket. Det er jo egentlig meget værre med de andre. Men det underlige er at det tog mig seks år at forstå at det ikke er til at holde ud. Kan du fatte det, siger jeg og ryster på hovedet, og han peger på mig og siger:
– Problem, og da benægter jeg det ikke. Når man løber nøgen gennem sin entré om natten og efter en pludselig indskydelse knuser sit spejl til pulver, så har man et lille problem, det siger sig selv. Jeg nikker og indrømmer det åbent, og han peger på sit eget hjerte.
– Problem, siger han igen. Og det kan jeg godt forstå. Han er tusindvis af kilometer fra det sted han har boet det meste af sit liv, og måske har han en far i en landsby i det nordlige Irak som han aldrig får se igen, eller faren er død, og der var nogen der dræbte ham, og såkommer han hertil, og det første ord han lærer er "tak" og det tredje er "problem". Så hjælper det ikke meget med "hej" i midten. Jeg nikker igen.
– Jeg har jo set dig om natten, siger jeg. Han lægger hovedet på skrå og ser spørgende på mig, og så lægger jeg ansigtet i hænderne og rokker kroppen frem og tilbage, og mens jeg er i gang med det, forstår jeg at jeg måske er gået langt over stregen. Jeg ser forsigtigt op. Han er blank i øjnene og stryger fingrene over overskægget igen og igen, men han nikker. Meget svagt. Jeg skynder mig at fylde hans kop og rækker kurven med kiks frem. Han er høflig og forsyner sig og tager en slurk af kaffen og så lægger han hånden på bogen og skubber den over mod mig og åbner hånden. Jeg skal have endnu en gave. Det er næsten for meget. Jeg vender den om og ser det er Mehmet af Yashar Kemal. I engelsk udgave: Memed, My Hawk. Jeg kan godt huske at jeg læste den for femten år siden. Husker den stol jeg sad i og farven pågardinerne og farven på væggene i lejligheden på Bjølsen hvor jeg boede dengang, og den summende lyd af bussen påvej ind i rundkørslen lige uden for vinduerne og bremserne ved stoppestedet og dørene når de slog op. Husker den irske musik jeg spillede hver dag som for altid vævede sig sammen med de brændende tidsler på Chukurovasletten og Mehmets strømper som hans kæreste strikkede i et helt specielt mønster der var beregnet til ham alene. Og jeg husker hvem jeg fik den bog af, og at jeg spurgte om hun kunne strikke et par strømper som Mehmets til mig. Og det gjorde hun, så godt hun kunne efter den beskrivelse som Kemal havde givet. Og pludselig er hendes ansigt der, og alle de år jeg så det ansigt, og duften af hende, og måden hun gik på, og måden hun strøg sig gennem håret for at trække det væk fra øjnene, og så ansigtet igen som det var på fødeafdelingen de to gange med mig på knæ ved sengen, og endnu en gang som det var til sidst, forvredet og rasende, og det begynder pludselig at svie i halsen. Jeg rømmer mig det bedste jeg har lært og rejser mig og tager ham i hånden og siger:
– Tak, og rømmer mig igen. – Et øjeblik, siger jeg og lægger bogen fra mig og går væk fra bordet og ind gennem stuen til badeværelset i gangen. Der åbner jeg for hanen og sætter proppen i og lader vasken fyldes godt halvvejs. Jeg tager en dyb indånding og holder vejret og bøjer mig frem og presser ansigtet ned. Vandet er iskoldt, men jeg bliver stående sådan til jeg er nødt til at trække vejret. Denne gang tørrer jeg mig grundigt i et stort håndklæde der hænger på væggen. Jeg lader hænderne glide gennem håret og ser mig i spejlet. Jeg ved ikke hvem jeg ligner længere. Så går jeg tilbage. Han sidder på stolen og har ikke rørt sig. Han ser på mig, og jeg ved hvad han vil sige. Jeg nikker.
– Problem, siger jeg. – Helt klart.