Tiden glider over i april. Det er forår, ingen tvivl. Jeg læser bøger igen. Jeg har lavet en liste med tyve af dem jeg har syntes bedst om, og efter nogle forsøg er den nede på ti. Mehmet er en af dem. Jeg leder efter noget, men jeg ved ikke hvad.
Min bror bliver udskrevet fra sygehuset efter et kort ophold på psykiatrisk i underetagen, i bunkeren, som den bliver kaldt. Jeg besøger ham ikke. Det har ingen mening, og uanset hvad kan de ikke yde en hjælp dér som han vil tage imod. Så han bliver ikke længe, og da han kommer hjem går han direkte i forhandlinger om skilsmisse. Jeg taler med Randi i telefonen. Det er hende der ringer til mig.
– Han er jo helt apatisk, siger hun. – Han giver fanden i det hele. Kan du ikke tale med ham.
Hvad skal jeg svare på det. Hun kan lide at slås, og nu får hun ikke modstand. Det gør hende forvirret og vred. Men det er ikke mit problem.
– Se nu at blive færdig med det, siger jeg.
– Det skal ikke være så let, siger hun.
– Jo, siger jeg. – Her i dag, væk i morgen. Sådan er det.
En lørdag flytter hun, med David og en hel del andet, og han bliver alene tilbage i det store, tomme hus på Fetsund. Han køber hende ud, og så er han læns og lidt til. Huset er belånt til op over skorstenen.
Jeg ringer den syvende april, tidligt på dagen. Han går hjemme og er sygemeldt.
– Hallo, siger han.
– Hej, siger jeg, – det er mig. Din bror. Du husker mig nok hvis du tænker dig om. Det er vel en slags jubilæum i dag. Skal vi tage en pilsner.
– Giver du så.
– Ja, for søren.
– Okay, siger han. – Kan du hente mig. Hun tog bilen.
– Hvis min bil kan køre, så okay.
Det kan den selvfølgelig, den svigter mig aldrig. Giv mig en hvilken som helst bil, bare den er japansk og begynder med et m og et a. Jeg har fået skiftet den ødelagte skærm foran med en brugt fra en skrothandler, og den er helt glat og lakken har oven i købet den samme originale farve.
Jeg kører ned ad bakkerne mod Lillestrøm, over Nitelva og ind ad de første gader forbi stationen. Al sneen er væk, ikke en plet er at se på vejen. Der er følfod i grøftekanterne, aprilsolen skinner, og de der arbejder med den nye jernbane til Gardermoen har orangefarvede bukser og hvide T-shirts der stadigvæk er helt rene. De lægger skinner med store maskiner og giver tegn til hinanden med hænderne i handsker. Handskerne er gule og kan ses på lang afstand. Jeg tager mig i at synge "Somewhere"fra West Side Story, og ikke helt som i Leonard Bernsteins originalversion, men mere som Tom Waits på pladen Blue Valentine fra før han holdt op med at ryge. Det lyder helt ens i mine ører, men det er jo ikke sikkert alle ville være enige. "There's a place for us," brøler jeg med gurglende stemme, og så begynder jeg at hoste. Jeg burde måske holde op med at ryge selv. Det ville min far have syntes om. Eller måske ikke. Det ville have gjort ham mindre unik mellem os med sin krop som et tempel; ingen kalket grav i sigte. Han fik kræft i tempelet, men det kan ske for enhver; en genetisk stay-behind bombe tilfældigt anbragt ved fødslen, en bombe som tikker og går, og så en dag: Pang. Hvis det sker for mig er det langtfra tilfældigt. Det er forskellen på os, og det er en ret stor forskel.
Og alligevel føler jeg mig mere rask end længe.
De bygger en ny station ved siden af den gamle i Lillestrøm, og det ser fint ud. Jeg kan godt lide banegårde af glas og stål, jeg kan lide lufthavne, jeg kan lide store brofag og betonkonstruktioner hvis de er dristige nok, jeg kan køre lange omveje for at se et kraftværk i ødemarken eller nede i en dal, jeg kan lide højspændingskabler i lige stræk gennem landskabet, og det hele skyldes formodentlig at jeg har læst for mange sovjetiske romaner i en vis alder. Lys over landet, det er det vi vil. Lys i alle lamper, lys i alle sind.
Jeg kører ud af Lillestrøm gennem rundkørslen ved Åråsen fodboldstadion hvor LSK spiller deres hjemmekampe, men jeg har aldrig brudt mig om LSK i det kanariegule tøj, har aldrig været inde på den bane, har kun hørt den hjerteskærende jubel når Vålerenga FK får bank igen og igen, og så drejer jeg ud på vejen mod Fetsund og træder på speederen til op omkring halvfems lige over den store slette hvor elvene mødes og svømmer over hen på foråret hvert eneste år når smeltevandet fra fjeldet kommer ned gennem dalene og hele den lange vej hertil. Nogle gange står køerne på engen langs hovedvejen med vand til op over haserne i disen og ser ud som vandbøfler i film fra Yangtze, Mekong; jeg husker kvinder på cykler med runde, spidse hatte, med granater på styret og granater på bagagebæreren i regnen med vand op til navet på vej gennem skoven mod fronten.
– Hold da kæft hvor er de kønne alle sammen, sagde min kammerat Audun da vi sad i den lille mødesal på gymnasiet. De sort-hvide billeder flimrede mod vores ansigter og oplyste de FNL-emblemer vi havde på reverset. Vi var atten år, og i mørket var alle hænder oppe at stryge på de glatte mærker.
Det er femogtyve år siden nu, jeg har ikke set Audun i femten. Han klarer sig sikkert. Vi klarer os, på den ene eller den anden måde.
Da jeg har lagt sletten bag mig stiger vejen brat op ad åsen i en lang bakke før den tipper over på toppen og går ned igen på den anden side og ud på den store bro over Glomma. Langt nede til højre glinser dæmninger af sammenbundne tømmerstokke i solen og deler vandet op i ruder og de små røde fløderhytter svæver over elven hvor der før lød kommandoråb og sang og overmodig latter lige til jeg var tyve år og mere, og det dumpe drøn af stok mod stok fyldte manges drømme, og mange risikerede livet balancerende med kun nogle tommer sæbeglat tømmer mellem støvlesålerne og den strømmende, iskolde elv for skovbaronens skyld og fortjeneste. Nu er alt nymalet og pynteligt og museumsagtigt stille. Ikke et menneske er at se. Vandet er næsten grønt og flyder massivt under broen og tungt ud i den store sø. Det duver og buler og er fuldt af sig selv.
På den anden side af broen kører jeg lidt op ad næste bakke før jeg drejer til højre ved Hydrotanken og ind forbi rådhuset og skolen. Lige fremme ligger hans hus med udsigt til elven mellem træerne. Det er næsten bonderødt i farven, og han har selv tegnet det. Det var hans drøm at vokse ud af rækkehuse og boligblokke og bo i et hus han selv havde bestemt hvordan skulle se ud både udenpå og indeni, og nu gør han det, alene. Der er spor efter en bil i gruset foran døren. Jeg parkerer i sporet for at fylde et tomrum og slukker for motoren. Jeg bliver siddende. Nogle er sådan at de hører bilen og bliver inde til det ringer på døren, mens andre hører bilen og kommer ud på trappen for at byde velkommen. Min bror har altid været blandt de sidste. Men der kommer ingen. Måske er han på indkøb. Butikken er ikke så langt væk at han ikke kan gå. Jeg venter lidt endnu. Pludselig bliver jeg bange og skubber bildøren op og står ud og løber over gruset til indgangen. Døren er ikke låst, så jeg fortsætter ind i entréen der næsten er stor som en "hall" i en amerikansk serie i fjernsynet, og jeg løber lige ned ad trappen til stuen i underetagen med de store vinduer ud mod elven. Der hvor der før var en fjernsynsstue står der nu papkasser. Væggene er nøgne. Stuen virker enorm. Der er ikke noget derinde bortset fra et lille stereoanlæg og et staffeli foran det ene vindue, og ved staffeliet står min bror med en pensel i hånden og hovedtelefoner på det krøllede hoved. Han bemærker mig ikke, og jeg bliver stående bag ham og ser at det han maler er øen med fyrtårnet lige ud for Danmarks kyst hvor vores sommerhus er. Han må have et fotografi et sted. Det har jeg for så vidt også. Han maler barndommens horisont. Sin barndom, og min.
Han er blevet tyndere. Han plejede at se ud som en bjørn, mens jeg har været mere som en ræv, og nu nærmer han sig måske en elg, og jeg aner den bror jeg engang drog ud for at møde i Hull da alt lå foran os og intet endnu var afgjort. Det er muligt vi er tættere på det punkt end vi nogensinde har været i årene siden da. Jeg ville ønske det. Men jeg er ikke sikker. Jeg føler jeg er nervøs, der er noget ved den smalle ryg, og så vender han sig helt roligt og bliver ikke overrasket da han ser at jeg står der. Han må have vidst det hele tiden og bare være fortsat med sit, og visheden om det gør mig ikke roligere. Han er også smallere i ansigtet, og han smiler skævt med et nyt glimt i øjet. Han ved noget som jeg ikke ved. Han tager høretelefonerne af, og jeg hører det er Steve Earle han spiller. "I've been to hell, and now I'm back again. I feel all right."
– Hvad synes du, siger han og bevæger hånden let mod staffeliet. Jeg ser på billedet. Det er godt. Det er vældig godt. Det er præcis sådan som jeg tænker på det; skinnende, flydende, lukket for altid.
– Du har altid været god til det der, siger jeg.
– Det er længe siden jeg har lavet noget sidst. Jeg har været i gang flere dage. Du ved hvor det er.
Jeg nikker. – Ja, for søren.
– Hvad tænker du når du ser på det, siger han. Hans ansigt er knusende roligt. Han er mørk under øjnene. Jeg er ikke sikker på at jeg kan lide ham sådan.
Hvorfor skal han pludselig spørge mig om det nu.
– Jeg tænker at alt det der er gået ad helvede til, siger jeg.
– Det gør jeg ikke.
– Godt for dig, siger jeg.
Jeg har ofte været grov i munden over for ham, har tilladt mig det som lillebror, men aldrig sådan, spids. Der er noget i hans blik der provokerer mig, den ro han har, og den nye måde han ser ud på, som om han har set Lyset. For et kvarter siden havde jeg det ganske godt selv, men nu har jeg hjertet oppe i halsen. På nogle få minutter er rollerne byttet om. Det kribler ned ad ryggen, og han smiler stadig lige roligt og ser på mig med dét blik, sætter penslen i et glas og tørrer hænderne med en klud. Bag ham gennem vinduet ser jeg en båd på elven, den stamper mod strømmen og bevæger sig kun lige til den giver op og lægger over i en stor bue mod den modsatte bred og tager pludselig fart og forsvinder.
– Det er det jo, siger han og ser på mig med missende øjne.
– Skal vi tage af sted, siger jeg.
– Jeg skal bare op og have brusebad og skifte tøj. Rense mig.
– Uden tvivl, siger jeg.
– Det er syvende april, Arvid. Hold op, siger han uden at hæve stemmen.
Jeg trækker vejret dybt. – Okay, siger jeg.
Vi kaster et sidste blik på billedet begge to, og så går vi op ad trappen til stueetagen. Han først og jeg efter, og hans skridt er ikke så tunge som de var, og han går videre til første sal mens jeg går ud i køkkenet og sætter mig ved det specialdesignede bord. Herinde er næsten alt som før. Kraftigt og enkelt med få farver og meget blankpudset metal, som kabyssen i et skib eller et kommunalt køkken, bare meget dyrere. Gulvet er sat sammen af usædvanligt brede planker, kørt hertil fra et savværk i Høland. Selv dørhåndtagene er maskuline, plejede Randi at sige. Det var ikke helt hendes stil, men han havde planlagt alt på forhånd. Nu kan hun gøre som hun vil, og det gør hun sikkert. Jeg ruller en cigaret og rejser mig for at finde et askebæger. Det er ikke let, ingen af dem ryger, og ingen af dem har syntes om at jeg gør det hos dem. Så har jeg heller ikke været så ofte på besøg efter at de er flyttet hertil. Jeg tager en underkop i skabet og sætter mig ved bordet igen og venter og ryger og ser ud på elven. Der er ingen både nu. Kun solen på det strømmende grønne vand og de sammenbundne tømmerstokke på den anden side.
Da han kommer ned ad trappen har han taget brusebad og skiftet tøj. Det hænger lidt om hans krop, og bæltet har flere huller end det har haft i tyve år. Med det halvvåde hår friseret bagud er det endnu tydeligere hvor meget smallere han er blevet i ansigtet. Han ser mange år yngre ud eller måske kun anderledes. Det er ikke nemt at sige. Han standser op og ser på min cigaret og siger:
– Bliver du ved med de der.
– De er vel ikke værre end Saroten, siger jeg, – eller hvad, og jeg angrer som en hund i næste øjeblik, for hans blik slukkes, roen er væk, han tager ét skridt frem og ét tilbage, han bevæger munden og vil sige noget, og så siger han ingenting.
Jeg slår blikket ned og ser på den cigaret jeg har mellem fingrene, skodder den længe og grundigt på tallerkenen og rejser mig langsomt fra stolen mens jeg ser ned i gulvet. Så ser jeg op igen, og vi bliver stående og stirrer på hinanden. Han bliver tungere i kroppen, hans ryg krummes, og panden sænker sig fuld af alverdens forfærdelige tanker som bar han det hele på ryggen alene som eneste mand med en pinefuld fortid, og pludselig fortryder jeg ikke længere. Det var rigtigt sagt, tænker jeg, det var fandeme helt rigtigt sagt, og det jeg tænker kan han læse i mine øjne, for han knytter næverne og får røde pletter i det blege ansigt, og så kommer han hurtigt og bestemt hen mod mig og løfter den ene hånd og støder mig i brystet med en knytnæve så hårdt at jeg må tage et skridt tilbage.
– Dit fjols, siger han, – din forbandede idiot, din håbløse lille egoist, siger han og støder til mig igen og endnu hårdere nu, og jeg står med bagdelen mod bordet og kan ikke komme længere og må tage en beslutning ret hurtigt.
Jeg slår ham. Lige på hagen. Ikke så hårdt måske, men hårdt nok. Det føles helt fint. Han ryger bagover, og jeg slår en gang til. I maven nu. Jeg ved ikke hvad han havde ventet, men han havde ikke ventet det her. Han bøjer sig frem med hånden om hagen, og jeg glider væk fra bordet ud midt på gulvet med hænderne knyttede og løftet op foran brystet før jeg langer ud igen som min far på fotografiet over radioen hjemme da verden var ung og han var endnu yngre; den vanvittige krop nøgen til bæltestedet med glinsende skuldre og dansende fødder og dansende krøller og venstre arm lige ud i et slag som en rambuk. Eller som på billedkortene jeg fandt i en bunke i en æske på loftet; et kort for hver position med pile til føddernes bevægelser og pile til armenes retning og vinkel, som i et begynderkursus i dans egentlig, foxtrot, vals og cha-cha-cha, men her på små kort med betegnelsen nederst med lillebitte skrift: lige venstre, venstrehook, højrehook, uppercut, og så videre, der var i hvert fald ti af de kort, og jeg ser dem helt tydeligt for mig lige nu, og et par gange for nogle år siden prøvede jeg dem på mig selv, skridt for skridt, slag for slag, bag en lukket dør og følte mig som en idiot. Det er jeg måske nu, men jeg føler mig ikke sådan. Jeg danser rundt om min bror som retter sig op med et forvirret udtryk i øjnene. Han hoster efter slaget i maven og prøver at fange mit blik og vrider sig rundt efter hvor jeg danser, og jeg slår nogle slag i luften og råber:
– Egoist. Er jeg egoist. Hvad med dig der ville stikke af fra det hele og lade mig blive alene tilbage. Hvad med David. Vorherre bevares, råber jeg, og han giver et brøl fra sig og kaster sig mod mig, og hverken højrehook eller lige venstre eller noget andet slag jeg kender gør den mindste nytte, for han lander mod mit bryst og river mig ned, og vi falder på hans fine gulv og ruller rundt. Jeg bliver ved med at slå mens han klemmer armene så hårdt om mit bryst at jeg ikke kan trække vejret. Det gør meget ondt i siden, og jeg hyler næsten. Jeg vrider mig det bedste jeg har lært og ruller os videre til vi rammer det ene bordben og skubber bordet hen ad gulvet til køkkenbordet hvor det stopper og begynder at knage, og så brækker benet, og bordet tipper ned over hovedet på os. Min bror giver slip, luften løber pibende ned i mine lunger, og han skruer sig op i siddende stilling mens han holder i bordkanten og råber:
– Fandens også, ved du hvor meget det bord har kostet mig. Jeg sætter mig op med hånden i siden og skubber mig væk fra bordet. Jeg trækker vejret forsigtigt så langt ned jeg kan, men det er ikke let, for mit hjerte dunker helt vildt i brystet, og for hver mundfuld luft kommer stikket i siden.
– Hvor meget har det kostet, siger jeg spagt. Han ser på mig, og så ser han på bordet, han trækker vejret lige så tungt, og så siger han:
– Til helvede med det bord, og sparker til det, og det vipper op og bliver stående på højkant, og det ødelagte ben går helt løs og falder på gulvet med en klirrende lyd. Som en bambusbjælde i skoven, en tidlig morgen, i Kina eller noget i den retning.
– Jeg har egentlig aldrig kunnet lide det. Det er alt for skabagtigt. Der er bare det at jeg ikke har råd til et nyt. Der er ved at blive tomt her.
– Jeg har det gamle spisebord fra køkkenet i Veivet stående i mit kælderrum, siger jeg. – Det kan du få.
– Det med de stilige pindestole fra fyrrerne.
– Ja.
– Jøsses. Det bliver fint. Jeg troede vi havde solgt det.
– Det var meningen. Men jeg tog det. Jeg syntes du havde nok.
Han ser sig omkring på væggene i sit hus. – Det havde jeg vel også, siger han, og han gnider sig på hagen, ryster på hovedet og siger:
– For fanden mand. Hvor har du lært at bokse på den måde.
– Fra det gamle fotografi af far der plejede at hænge over radioen. Jeg har det i soveværelset. Jeg ser på det hver aften før jeg slukker lyset.
– Det er løgn.
– Ja, siger jeg.
– Jeg kan ikke huske det billede. Er du sikker på det hang over radioen?
– Selvfølgelig er jeg det.
Han ryster på hovedet igen og bliver siddende på gulvet og børster støv af skjortebrystet og stryger det uglede hår bagud med fingrene. Han ser ikke ud som om han har set Lyset længere, men han ser heller ikke ud som Jesus på korset lige før han råber: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig.
Han siger:
– Er vi færdige med det her nu.
– Ja, bestemt.
– Godt. Jeg er for gammel til den slags. Men du har altid været stor i kæften.
– Ja, siger jeg og føler mig underligt tilfreds. Det er lettere at trække vejret, jeg kan få luften ned uden modstand nu, kun knoerne er ømme på højre hånd.
– Du, siger han. – Jeg har ikke længere lyst til at tage nogen steder hen. Hvis vi skal drikke, kan vi jo gøre det her. Jeg har gemt en flaske.
– Under sengen.
– Nej, ikke lige der. Han smiler.
– Det er i orden med mig, siger jeg. – Må jeg ryge.
– Jada.
Han rejser sig stift og bliver stående på rystende ben. Han børster støv af bukserne. Han gnider sig i ansigtet.
– Bliv bare siddende, siger han. Og så vender han sig om og går ud af køkkenet og ned ad trappen til stuen i underetagen. Ikke så let, og heller ikke så tungt. Jeg lægger mig ned på ryggen igen og strækker kroppen til det knager, og ser op i loftet. Jeg sutter på knoerne. Jeg kunne melde mig ind i en bokseklub. Det er ikke umuligt de har begynderkurser for old boys. Jeg kunne skære lidt ned på smøgerne. Med fem om dagen, for eksempel. Det vil være en stor gevinst for helbredet. Jeg retter mig op igen og humper på bagdelen hen og sætter mig med ryggen op ad bordet og ruller en cigaret og lytter efter min brors skridt. Der kommer han.
Han har en trekvartfuld flaske Famous Grouse i hånden. Han åbner skabet lige over hovedet på mig og tager to hverdagsglas ud og giver mig det ene. Han sætter sig ned med en stønnen og læner ryggen mod køleskabet og skruer låget af flasken. Han fylder mit glas, og han fylder sit.
– Jeg lader mig købe ud af firmaet, siger han. – Det er alligevel længe siden jeg har fungeret. Det er ikke sjovt mere. Desuden er jeg flad.
– Hvad vil du så lave.
– Jeg ved det ikke. Egentlig kan jeg godt lide det sådan som det er nu; renset, nulstillet.
– Velkommen i klubben, siger jeg. Han smiler, men han er blank i øjnene. Han løfter glasset.
– Samling på bunden.
Jeg ser ned. Jeg ser min hånd om glasset, glasset er helt fuldt, men det er i hvert fald ikke gin. Jeg løfter glasset.
– Samling på bunden, siger jeg. Jeg læner mig frem og lader mit glas røre hans glas, og så tager vi den første slurk, og jeg siger ikke noget om fru Grinde, eller Naim Hajo for den sags skyld. Det ville have været egoistisk.