Tirsdag den 10. november

Annika Bengtzon standsede op i døren til redaktionen og missede op mod det skarpe hvide neonlys. Lydene dunkede mod hende, klaprende printere, snurrende scannere, den svage klikkende lyd af kortklippede negle mod tastaturer. Mennesker fodrede apparaterne med tekster, billeder, bogstaver, kommandoer, signaler, fyldte digitale maver uden håb om nogensinde at mætte dem.

Hun tog et par dybe indåndinger og trådte så ud i det uendelige hav. Henne ved nyhedsdesken herskede den slags koncentrerede aktivitet, der stadig var helt lydløs. Spiken, redaktionschefen, sad og studerede nogle papirer med fødderne over kors på skrivebordet. Den assisterende nyhedschef skimmede den flimrende dataskærm med øjne, der blev rødere og rødere, Reuters og franske AFP, Associated Press og TTA og TTB, indenrigs og udenrigs, sport og økonomi, nyheder og telegrammer fra hele verden i en uendelig strøm. De ophidsede udråb var endnu ikke begyndt, den højlydte begejstring eller skuffelserne over scoops, der enten var lykkedes eller stødt på grund, den ophedede diskussion for og imod.

Hun gled forbi dem uden at se, uden at blive set.

Så med ét en lyd, en opfordring, en stemme, der brød den elektriske tavshed.

– Skal du nu ud og rejse igen?

Det gav et spjæt i hende, og hun trådte uvilkårligt et skridt til siden. Rettede sit flakkende blik mod Spiken og kiggede lige ind i en lavenergipære.

– Der står her, at du flyver til Luleå i eftermiddag.

Hun stødte ind i deskens ene hjørne med låret, da hun med en alt for brat bevægelse drejede over mod sit glasbur. Standsede op, lukkede øjnene et kort øjeblik, mærkede tasken glide ned fra skulderen og vendte sig om.

– Muligvis, og hvad så?

Men redaktionschefen var allerede væk, havde ladet hende alene tilbage ude midt på det bølgende hav, klemt inde mellem blikke og digitale suk. Hun fugtede læberne, fik tasken op på skulderen igen, mærkede ironien klæbe til dunjakkens nylonryg.

Fulde sejl, væk og hjem. Akvariet kom hurtigt nærmere. Lettet skød hun døren til side og trådte ind mellem de triste gardiner. Skød døren til bag sig, lænede baghovedet mod det kølige glas.

Kontoret her havde de i det mindste givet hende lov til at beholde.

Det uforanderlige spillede en stadig større rolle, det var noget, hun kunne mærke, både for hende selv og for samfundet. Når der opstod kaos, og krigen skiftede karakter, var det vigtigere end nogensinde at se sig tilbage, at lære af historien.

Hun smed taske og overtøj i sofaen og tændte for sin computer. Nyhedsjournalistikken havde i stadig højere grad fået karakter af noget fjernt til trods for, at hun sad midt i dens pulserende, elektroniske hjerte. Nyheder, man ryddede forsiden for i dag, var glemt i morgen. Hun orkede ikke længere at følge med i AP’s elektroniske opdateringer, den digitale tidsalders nyhedsuhyre.

Hun kørte hånden gennem håret.

Måske var hun bare træt.

Ventede med hovedet støttet i hænderne, mens alle programmerne blev loadet, samlede så sit materiale sammen. Det her var faktisk noget, hun syntes var rigtig interessant, desværre delte de talende jakkesæt i bladets bestyrelse ikke helt hendes begejstring.

Hun tænkte på Spiken derude. Hans stemme i det bølgende hav.

Lagde sine notater i orden og forberedte sin artikel.

Opgangen henlå i mørke. Drengen lukkede døren til lejligheden efter sig og lyttede anspændt.

Det hylede som sædvanlig i det utætte vindue i opgangen op til Andersson, hans radio kværnede løs, men ellers var der stille, helt stille.

Du er et pjok, tænkte han. Der er ikke sket noget. Glem det.

Han stod stille et øjeblik, så gik han med faste skridt hen mod hoveddøren.

Sådan her ville en rigtig kriger ikke skabe sig. Han var snart mesterspiller, Cruel Devil var tæt på at blive Teslatron God, han vidste, hvad det drejede sig om, aldrig vakle i stridens stund.

Han åbnede døren, der gik op med den sædvanlige klagende knirken. Der var ingen, der havde ryddet trappen for den evindelige sne den morgen, så døren gik kun halvt op. Han masede sig ud, kom let igennem. Men rygsækken sad fast i dørhåndtaget. Den uventede modstand gjorde ham grædefærdig af raseri. Han rev og flåede, til han hørte lyden af stof, der flængede. Det ville han blæse på. Han gled på de spejlglatte trappetrin og fægtede vildt med armene for at holde balancen. Landede for foden af trappen, så gennem den faldende sne op over stakittet og stivnede. Hele himlen var oplyst af et blåt lys, der dansede over den sorte baggrund, kom og gik, kom og gik.

Det er nu, tænkte han og mærkede halsen snøre sig sammen. Nu er det alvor.

Han gik et par skridt frem og blev stående ved en gammel græsslåmaskine, der kun lige akkurat kunne anes under sneen, hørte hjertet igen, hurtigere og hurtigere, dunk dunk dunk dunk. Kneb øjnene hårdt sammen.

Han ville ikke se. Turde ikke gå hen og se efter.

Blev stående og stirrede ud i luften, mærkede, hvordan hans hårgelé blev helt stiv i kulden. Hårde snefnug landede på hans næse. Det hvide snelag dæmpede alle lyde, selv larmen fra stålværket trængte dårligt nok igennem.

Så hørte han stemmer. Der var nogen, der talte sammen. Lyden af en bilmotor, måske to.

Åbnede øjnene så meget, han kunne, spejdede ind over stakittet og over mod fodboldbanen.

Politiet, tænkte han. De er ikke farlige.

Han ventede lidt, til ophidselsen havde lagt sig, inden han sneg sig hen til vejen og forsigtigt listede videre.

To politibiler og en ambulance, folk med selvsikre rygge og brede skuldre. Folk med bælter og uniformer.

Våben, tænkte drengen. Pistoler. Bang, bang, du er død.

De stod og talte sammen, gik rundt og pegede. En af dem var i gang med at vikle en rulle afspærringstape ud. En ung kvinde lukkede døren bagest i ambulancen og satte sig ind på passagersædet.

Så ventede han på, at de skulle sætte udrykningen til, men det gjorde de ikke.

Der var jo heller ingen grund til at skynde sig til hospitalet.

For han var jo allerede død, tænkte drengen. Jeg kunne ikke gøre noget.

Lyden fra en bus, der startede ude på vejen, nåede ham. Han så etteren køre forbi uden for stakittet og tænkte fandens også, nu var han kommet for sent til bussen, og de blev så sure henne på skolen, når nogen kom for sent.

Han burde skynde sig. Han burde tage benene på nakken.

Men han blev stående. Hans fødder nægtede at adlyde ham. Han kunne ikke gå ud på vejen, der kunne jo komme biler, gule biler.

Han faldt ned på knæ, hænderne rystede, og han begyndte at græde, tøsedreng, tøsedreng, men han kunne ikke holde op.

– Mor, hviskede han, jeg ville ikke se det.

Chefredaktør Anders Schyman foldede diagrammet med oplagstallene ud foran sig på konferencebordet. Hænderne var ivrige, lidt fugtige. Han vidste, hvad kolonnerne ville vise, men bundlinjen og analyserne påvirkede ham alligevel på en måde, der næsten fik ham til at rødme.

Det fungerede faktisk. Det gik strålende.

Langsomt tog han et dybt åndedrag, lagde håndfladerne på bordet, lænede sig forover og lod tallene sive ind.

Den nye strukturering af nyhedsarbejdet gav sig tydelige udtryk både med hensyn til oplagstal og økonomi. Her havde han beviset, sort på hvidt. Redaktionen fungerede, bitterheden over den sidste sparerunde havde lagt sig. Omorganiseringen var gennemført, folk var motiverede og arbejdede godt sammen på trods af nedskæringerne.

Han gik rundt om det blankpolerede valnøddebord og lod fingrene kærtegne bordpladen. Det var et smukt møbel. Og han havde fortjent det. Den hårde stil over for personalet havde vist sig at være helt rigtig.

Jeg kunne godt lide at vide, om nogen anden kunne have gennemført det her, tænkte han og vidste, at det ikke var tilfældet. Hans kompetence blev langt om længe påskønnet.

Den aftale, han havde forhandlet sig frem til med trykkeriet, havde reduceret trykkeomkostningerne med otte procent. Konjunkturerne havde medført lave papirpriser, hvilket på ingen måde var hans fortjeneste, men det bidrog alt sammen til den positive udvikling for foretagendet. Ansættelsen af en ny salgschef havde været et positivt løft for annonceafdelingen, de tre sidste kvartaler havde de stjålet kunder fra begge morgenaviserne og de æterbårne medier.

Og hvem var det, der fyrede den gamle nar, der stadigvæk arbejdede, som om han solgte annoncer for lokalavisen i Borås?

Schyman smilede for sig selv.

Men det, der betød mest, var nok, at han havde haft så mange scoops. Han var ikke den, der fejrede en sejr på forskud, men med lidt held i sprøjten så det ud til, at de ville indhente Konkurrenten i løbet af næste budgetår, måske året efter.

Chefredaktøren strakte sig og masserede lænden. For første gang, siden han kom til Kvällspressen, følte han ægte tilfredsstillelse. Det var præcis sådan her, han havde troet, hans nye arbejde ville blive.

Og så havde det sgu næsten taget ham ti år at nå så langt.

– Må jeg komme ind? spurgte Annika Bengtzon over samtaleanlægget.

Han mærkede hjertet synke, trolddommen miste sin kraft. Trak vejret dybt et par gange, inden han gik tilbage til skrivebordet, trykkede på svarknappen og sagde: Naturligvis.

Ventede med blikket rettet mod den russiske ambassade på reporterens nervøse skridt bag døren.

Avisens succes havde medført, at han langt om længe var begyndt at nyde respekt ude i redaktionen, hvilket blandt andet gav sig udslag i, at det var slut med det evindelige renderi ind og ud af hans kontor. Det skyldtes delvis den nye strukturering på redaktionen. Fire almægtige redaktionschefer kørte på skift og styrede samtlige bladets afdelinger. Det fungerede præcis, som han havde forestillet sig. I stedet for at gøre ham svagere havde magtforskydningen nedad i organisationen paradoksalt nok gjort ham større og givet ham mere magt. Han havde delegeret, og i stedet for uafbrudt at skulle mundhugges med hele personalet udøvede han nu sin magt via sine små paver.

Annika Bengtzon, tidligere chef for kriminalredaktionen, havde fået tilbuddet om at blive en af de fire. Hun havde sagt nej tak. De var faktisk blevet rygende uvenner over det. Schyman havde allerede tidligere afsløret sine hensigter for hende, han så hende som en af de tre mulige efterfølgere og ville hurtigt have hende sluset ind i et større udviklingsprogram. Et første skridt på vejen ville have været redaktionschefposten, men hun ville altså ikke.

– Jeg kan jo ikke piske dig til det, havde han sagt og kunne selv høre, hvor sur han lød.

– Selvfølgelig kan du det, havde hun svaret og betragtet ham med sine uudgrundelige øjne. Du kan jo bare piske løs.

Bengtzon var en af de få på bladet, der stadig mente, at hun kunne komme og gå på hans kontor, som det passede hende. Det irriterede ham, at han ikke sagde fra. Det skyldtes til dels den særbehandling, hun var blevet genstand for efter det store mediecirkus den foregående jul, hvor hun blev taget som gidsel af en gal massemorder og holdt indespærret i en tunnel. Begivenheden havde afgjort været medvirkende til at vende bladets nedadgående tendens, det viste alle analyser. Læserne var vendt tilbage til Kvällspressen efter at have læst om den nat, en mor til to små børn havde tilbragt sammen med en vanvittig kvinde, der havde truet med at sprænge hende i luften. Man havde taget på Bengtzon med fløjlshandsker, og det havde været den helt korrekte holdning i en periode. Hendes måde at tackle hele situationen på og den opmærksomhed, der fulgte efter hendes redning, havde selv bestyrelsen været imponeret over.

Måske ikke Annika Bengtzon selv som person, men i højere grad den kendsgerning, at hun havde insisteret på, at pressekonferencen skulle sendes fra Kvällspressens redaktion. Bestyrelsesformand Herman Wennergren havde været ved at gå i spagat, da han havde set bladets logo i en direkte transmission fra CNN. Selv huskede Schyman udsendelsen af to årsager, dels fordi han bogstavelig talt stod lige bag Annika i projektørlyset under hele udsendelsen, dels fra de utallige gentagelser af indslaget, der blev vist på samtlige kanaler.

Han havde stirret ned i hendes pjuskede baghoved og bemærket de anspændte skuldre. Bengtzon havde været bleg og medtaget, men havde svaret klart og med enstavelsesord på nydeligt skoleengelsk. Ingen pinlige følelsesudladninger, gudskelov, havde Wennergren senere refereret over mobiltelefonen til en repræsentant for ejerfamilien fra Schymans kontor.

Han kunne med lethed genkalde sig den forfærdelse, han havde følt, da han stod ved indgangen til tunnelen og hørte skuddene blive affyret. Ikke en død reporter, havde han tænkt, hvad som helst, bare ikke en død reporter.

Han slap ambassadebygningen med øjnene og satte sig i sin stol.

– Den kommer til at brase sammen under dig en skønne dag, sagde Annika Bengtzon og skubbede døren til bag sig.

Han orkede ikke engang at smile.

– Jeg har råd til at købe en ny. Avisen går som smurt, sagde han.

Reporteren kastede et hurtigt, næsten forlegent, blik på diagrammet på bordet. Schyman lænede sig tilbage og studerede hende, mens hun forsigtigt anbragte sig i en af hans store gæstestole.

– Jeg kunne tænke mig at lave en ny artikelserie, sagde hun med blikket rettet mod sine notater. I næste uge er det årsdagen for attentatet på flybasen F21 i Luleå, så det ville være et godt udgangspunkt. Efter min mening er det på tide, at læserne får en grundig opsummering af, hvad der skete, alle kendte fakta. Der er nu ikke så mange, hvis sandheden skal frem, men jeg har tænkt mig at grave lidt i det. Der er gået over tredive år, men der er stadig en hel del ansatte fra den tid inden for flyvevåbnet. Måske vil de sige noget i dag. Hvis man ikke spørger, får man heller ikke noget svar …

Schyman nikkede og foldede hænderne over maven. Da støvet havde lagt sig efter al balladen i jul, havde hun gået hjemme i tre måneder. Afspadsering var de blevet enige om at kalde det. Da hun kom tilbage til redaktionen i begyndelsen af april, insisterede hun på at blive fritstående, dybdeborende reporter. Efter den tid havde hun selv valgt at koncentrere sig om terrorisme, dens historie og konsekvenser. Ikke noget specielt mærkværdigt, ingen afsløringer, rutinerapporter fra New York den 11. september, nogle opfølgningsartikler omkring bomben i det finske indkøbscenter, interviews med nogle overlevende fra Bali.

Faktum var, at hun ikke havde gjort specielt mange knuder på det sidste. Nu ville hun bore endnu dybere i terrorhandlinger, der lå endnu længere tilbage. Spørgsmålet var, hvor væsentligt det føltes, og om det var det rigtige at tage det spørgsmål op lige her og nu.

– Det lyder interessant, sagde han langsomt. Det kan være på sin plads. Støve nogle af vore gamle, nationale traumer lidt af, flykapringen på Bulltofta, sprængstofattentatet mod den vesttyske ambassade, dramaet på Norrmalmstorget …

– … og Palmemordet, jeg ved det, og af dem alle sammen er attentatet på F21 det, der er skrevet mindst om. Hun anbragte sine notater på skødet og lænede sig fremover.

– Forsvaret lagde det helt store låg på, henviste til tavshedspligt og hele arsenalet af hemmeligstempling. Der var ingen medietrænede talsmænd i forsvarsstaben dengang, så den arme eskadrillechef deroppe måtte personligt stå og skrige til reporterne, at de skulle respektere rigets sikkerhed.

Lad hende køre videre lidt endnu, besluttede han.

– Så hvad ved vi? sagde han. Egentlig?

Hun så pligtskyldigt ned i sine notater, og han fik en tydelig fornemmelse af, at hun kunne dem alle sammen udenad.

– Natten mellem den 17. og 18. november 1969 eksploderede et jagerfly af typen Draken midt inde på flybasen F21 på Kallaxheden uden for Luleå, sagde hun hurtigt. En mand blev så alvorligt forbrændt, at han senere døde af sine sår.

– Det var en værnepligtig, var det ikke?

– Jo, det kom efterhånden frem. Han blev fløjet med ambulancehelikopter til Akademiska i Uppsala og svævede mellem liv og død en uge, inden han døde. Familien fik mundkurv på og lavede et farligt postyr nogle år senere, fordi de aldrig fik udbetalt nogen form for erstatning fra Forsvaret.

– Og ingen er nogensinde blevet pågrebet?

– Politiet forhørte tusindvis af mennesker, sikkerhedsafdelingen SÄPO formentlig endnu flere. Man støvsugede samtlige venstregrupper i Norrbotten ned til sidste mand uden at finde noget. Det var ikke nogen let opgave. De yderliggående venstreorienterede holdt helt tæt. Ingen vidste, hvad de andre hed, de gik under dæknavne hele bundtet.

Anders Schyman smilede nostalgisk, selv havde han i en kort periode gået under navnet „Per”.

– Sådan noget kan man jo aldrig holde hemmeligt.

– Ikke helt, naturligvis, alle havde jo nære venner i gruppen, og så vidt jeg ved, er der folk i Luleå den dag i dag, der ikke kender hinanden under andet navn end det dæknavn, de brugte i venstregrupperne i slutningen af tresserne.

Hun kan jo dårligt have været født dengang, tænkte han.

– Så hvem gjorde det?

– Gjorde hvad?

– Sprængte flyet i luften.

– Åh, russerne sandsynligvis. Det er i hvert fald Forsvarets egen konklusion. Situationen var jo en anden dengang, vi taler oprustningskapløb i stor stil, den kolde krig var fuldstændig dybfrossen.

Han lukkede øjnene et øjeblik, fremmanede billederne og tidsånden.

– Det kom til en storstilet debat om overvågningen af Forsvarets anlæg, kom han pludselig i tanke om.

– Netop. Pludselig krævede offentligheden, det vil sige medierne, at hver eneste militære enhed i hele Sverige skulle bevogtes omhyggeligere end selve jerntæppet. Det var naturligvis fuldstændig urealistisk, det ville have lagt beslag på hele Forsvarets mandskab. Men man øgede overvågningen en periode, og lidt efter lidt begyndte man at anlægge sikkerhedszoner inde på selve flybaserne. Enorme, videoovervågede afspærringer med alarm og sager omkring alle hangarer og sådan noget.

– Og der vil du altså op? Hvem af redaktionscheferne har du talt med?

Hun kastede et blik på uret.

– Jansson. Faktum er, at jeg har en åben reservation til et fly i eftermiddag. Jeg har tænkt mig at tage op og tale med en journalist på Norrlands-Tidningen deroppe, en fyr, der ligger inde med en hel del oplysninger, og han rejser til Sydøstasien på fredag og bliver væk til jul, så derfor haster det lidt. Det eneste, der mangler, er, at du siger god for det.

Anders Schyman mærkede irritationen komme snigende igen, måske fordi hun undskyldte sig så stakåndet.

– Var det ikke noget, Jansson kunne klare?

Hun blev lidt rød i kinderne.

– I princippet jo, sagde Annika Bengtzon og så ham ind i øjnene. Men du ved jo, hvordan det har været. Han vil have et okay fra dig for at holde sin ryg fri.

Han nikkede.

Hun lukkede døren forsigtigt efter sig. Han så langt efter hende, vidste, hvem hun var. Hun er et grænseløst menneske, tænkte han. Jeg har altid vidst det. Hun ejer ikke selvopholdelsesdrift. Hun udsætter sig selv for hvad som helst, ting, som normale mennesker aldrig ville drømme om at byde sig selv, for hun mangler noget. Et eller andet er forsvundet hen ad vejen, trukket op med rod, arrene er udvisket med årene, men det har efterladt hende som et kompromisløst menneske, skånselsløs mod verden og sig selv. Det, hun har tilbage, er sin udviklede retfærdighedssans, sandheden, der brænder i en hjerne fyldt med mørke. Hun kan ikke andet.

Det kunne gå hen og blive utrolig besværligt.

Ledelsens henrykkelse over salgstallene i julen var kølnet betydeligt, da det viste sig, at Bengtzon havde skrevet et eksklusiv-interview med morderen under sit fangenskab. Det var skrevet på den myrdede OL-chefs bærbare computer. Schyman havde læst det, teksten var sensationel. Problemet var, at Annika Besværlig Bengtzon nægtede at lade bladet trykke det.

– Det er jo lige præcis det, den satan var ude på, havde hun sagt. Og eftersom det er mig, der ligger inde med ophavsretten, så kan jeg sige nej.

Hun havde vundet. Hvis de havde bragt interviewet mod hendes vilje, havde de fået en stævning på halsen, det havde hun lovet dem. Selv om hun måske ville have tabt sagen i retten, valgte han ikke at udfordre hende med tanke på det gode renomme, historien trods alt havde ført med sig.

Hun er ikke dum, tænkte Anders Schyman, men hun kan have mistet sin dømmekraft.

Han rejste sig og gik hen til sine kolonner igen.

Ja, ja. De havde ikke set den sidste sparerunde endnu.

Solnedgangen spredte et ildrødt skær i kabinen til trods for, at klokken kun var to om eftermiddagen. Annika spejdede efter revner i skylaget under maskinen, men fandt ingen. Den tykke mand ved siden af hende masede sin albue ind mellem hendes ribben, da han prustende og stønnende åbnede sin Norrlands-Tidning.

Hun lukkede øjnene, forsvandt ind i sig selv. Lukkede flyets hvæsende ventilationssystem, smerten i siden, kaptajnens rapporter om temperaturen uden for kabinen og vejret i Luleå ud af sit system. Lod sig i stedet transportere med tusind kilometer i timen, koncentrerede sig om tøjet mod sin krop. Hun følte sig uligevægtig og svimmel. Høje lyde var begyndt at overrumple hende på en måde, hun aldrig havde oplevet før. Det var næsten blevet umuligt for hende at gå tværs over en stor, åben plads, små værelser gav hende kvælningsfornemmelser. Perspektiver blev forvredet, så hun fik problemer med afstandsbedømmelse, hun var altid fuld af blå mærker efter at være stødt ind i møbler og vægge, biler og fortovskanter. Det skete, at der pludselig ikke var mere ilt i luften omkring hende. Dem i nærheden havde brugt det alt sammen, der var ikke noget tilbage til hende.

Men det var ikke farligt, det vidste hun, hun skulle bare vente lidt, så gik det over. Lydene kom tilbage, farverne blev normale igen, der var ikke noget at bekymre sig om, ikke det mindste.

Hun tvang tankerne væk, lod sig vugge i søvn, mærkede hovedet falde ned på brystet, og straks var englene der.

Sommervind og æbleduft, himmelske lyde tra la la la la, himmelsk luft…

Angsten fik hende til at sætte sig ret op og ned i sædet, og hun slog til bakken, der var slået ned foran hende, så appelsinjuicen løb ned ad væggen. Lyden af hjertet, der hamrede, fyldte hendes hoved og lukkede alle andre lyde ud. Den fede sagde noget til hende, hun opfattede ikke hvad. Der var ikke noget, der gjorde hende så bange som den sang, englene sang.

Så længe de holdt sig til drømmene, havde hun ikke haft noget imod det. Stemmerne sang for hende om natten, messende og trøstende, meningsløse ord med en udefinerbar skønhed. Men nu kunne de finde på at fortsætte, efter hun var vågnet, og det gjorde hende ude af sig selv af ubehag. Hun rystede på hovedet, rømmede sig og gned sig i øjnene.

Tjekkede, at der ikke var kommet appelsinjuice på tasken med hendes bærbare pc.

Da flyet brød gennem skymasserne lige før landingen, blev det dækket af is. Hun kom ud af flyet som den sidste, havde stået og trippet rastløst, mens den tykke fik rejst sig, fik sin bagage ned fra hylden og med stort besvær havde kæmpet sig i frakken. Hun overhalede ham på vejen ud og noterede med tilfredshed, at han landede bag hende i køen ved biludlejningsskranken. Med nøglerne i hånden skyndte hun sig forbi flokken af taxichauffører ved udgangen, en samling mørke uniformer, der lo højlydt og målte hende vurderende uden skam i livet. Kulden overrumplede hende, da hun trådte ud af terminalbygningen. Hun trak forsigtigt vejret og hev tasken højere op på skulderen. Rækkerne af mørkeblå taxier mindede hende om et tidligere besøg her i byen med Anne Snapphane på vej til Piteå. Det måtte være næsten ti år siden, tænkte hun. Du godeste, som tiden dog går.

Parkeringspladsen lå nede til højre bag busholdepladsen. Hun havde ikke taget sine handsker på, og hånden, der bar pc’en, blev lynhurtigt iskold. Den knasende lyd, når hun gik, mindede hende om knust glas og fyldte hende med fortrøstning. Hun var på vej, lod tvivl og angst bag sig, hun var på vej, havde et formål, der var et mål og en mening med alting.

Bilen stod parkeret længst væk på parkeringspladsen. Hun måtte tørre sneen af nummerpladen for at være sikker på, at hun havde fundet den rigtige. Skumringen faldt uendelig langsomt og erstattede et dagslys, der aldrig rigtig var kommet. Det voldsomme snefald udviskede konturerne omkring skoven af lave graner i udkanten af parkeringspladsen, hun lænede sig frem og spejdede ud gennem forruden.

Luleå, Luleå, i hvilken retning lå mon Luleå?

Midt ude på en lang bro ind mod byen lettede snestormen pludselig og lod hende ane elvens udløb langt nede under sig, frossent og hvidt. De lange kabler hævede og sænkede sig over hende i bløde bølger, mens bilen trillede fremad. Byen dukkede lidt efter lidt frem bag sneen, ude til højre rejste sig nogle sorte industriskeletter mod himlen.

Stålværket og malmhavnen, tænkte hun.

Hendes reaktion, da husene omgav hende, var øjeblikkelig og voldsomt, et déja-vu fra barndommen. Luleå var faktisk et arktisk Katrineholm, blot koldere, mere gråt og mere afsides. Husene var lave og fremstod i diffuse farver, opført i metal, eternit og plader af sten eller tegl. Gaderne var brede, trafikken sparsom. Hun fandt Stadshotellet med det samme, det lå på Storgatan ved siden af rådhuset. Der var ledige parkeringspladser, konstaterede hun forundret.

Fra værelset havde hun udsigt over Norrbottens Teater og Stadsviken, et ejendommeligt farveløst billede, hvor elvens blygrå vand slugte alt lys. Hun vendte sig bort fra vinduet, lænede tasken med den bærbare pc mod toiletdøren, lagde tandbørste og skiftetøj frem på sengen, så hun ikke havde det at slæbe på.

Satte sig derpå ved skrivebordet og ringede til Norrlands-Tidningen fra hotellets telefon. Hun lod den ringe i næsten to minutter og var lige ved at lægge røret, da en sur kvindestemme svarede.

– Jeg vil gerne tale med Benny Ekland, sagde Annika og så ud ad vinduet. Det var blevet helt mørkt. Hun lyttede i adskillige sekunder til den stumme susen i røret.

– Hallo? sagde hun. Er Benny Ekland på bladet i dag? Hallo?

– Hallo? sagde kvinden lavmælt.

– Ja, vi skulle mødes i denne uge, jeg hedder Annika Bengtzon, sagde Annika og rodede i sin taske på jagt efter en kuglepen.

– Så har du altså ikke hørt det? sagde kvinden.

– Hørt hvad? sagde Annika og samlede sine notater sammen.

– Benny er død. Vi fik det at vide i morges.

Hun var lige ved at bryde ud i latter, men så gik det op for hende, at det faktisk ikke var spor morsomt, og blev vred i stedet.

– Hvad er det for noget vrøvl? sagde hun.

– Vi ved ikke rigtigt, hvad der skete, fik kvinden fremhvisket. Kun at der er tale om en eller anden slags ulykke. Vi er alle sammen fuldstændig chokerede her på bladet.

Annika blev stående med notaterne i den ene hånd, telefonrøret og kuglepennen i den anden og stirrede på sit eget spejlbillede i vinduet. Afgrunden åbnede sig for hendes fødder, et kort øjeblik svævede hun frit i luften.

– Hallo? sagde kvinden i røret. Er der en anden, du vil tale med?

– Jeg… jeg beklager dybt, sagde Annika og sank. Hvordan gik det til?

– Jeg ved det ikke, sagde kvinden på grådens rand. Jeg er nødt til at tage en anden samtale nu, og så går jeg hjem. Det har været en frygtelig dag, en frygtelig dag….

Så var der igen tavst i røret. Hun lagde på, satte sig på sengen og bekæmpede et pludseligt ildebefindende. Fik øje på en telefonbog over Luleå under et af natbordene. Fiskede den frem, fandt telefonnummeret, ringede til politiet og kom frem til informationsafdelingen.

– Journalisten, ja, sagde den vagthavende betjent stresset, da hun spurgte, hvad der var sket med Benny Ekland. Det var ude i Svartöstaden et eller andet sted. Du skal tale med kriminalkommissær Suup.

Hun ventede med hænderne over øjnene, mens han stillede om, lyttede til hotellets organiske lyde: Vand, der rislede gennem et rør i væggen, en susende ventilator i baggården, stønnende samlejelyde fra naboværelsets betalingskanal.

Kriminalkommissær Suup lød, som om han havde nået en alder og en erfaring, hvor intet længere kunne ryste ham.

– Trist historie, sagde han og sukkede tungt. Jeg tror faktisk, jeg har talt med Benny Ekland hver eneste dag i de sidste tyve år. Han ringede i tide og utide, gav sig aldrig. Altid var der noget, han ville vide mere om, noget, han lige skulle tjekke, som vi egentlig ikke måtte sige noget om, og det vidste han udmærket, jamen hør nu her, Suup, sagde han altid, jeg får det jo alligevel at vide, hvordan forholder det sig med det eller det, eller hvad fanden laver I hele dagen, var det ikke på tide at få fingeren ud…

Kommissær Suup klukkede stilfærdigt med et klart anstrøg af vemod. Annika strøg sig over panden, hørte den tyske pornostjerne foregive en støjende orgasme på den anden side af væggen. Ventede på, at manden skulle fortsætte.

– Det bliver lidt tomt uden ham, sagde Suup til sidst.

– Jeg havde et møde med ham, sagde Annika, vi havde aftalt, at vi skulle udveksle og sammenligne nogle notater. Hvad døde han af?

– De er ikke færdige med obduktionen endnu, så jeg vil ikke på indeværende tidspunkt udtale mig om, hvad dødsårsagen kan have været.

Kommissærens sindige forsigtighed gjorde hende rastløs.

– Jamen, hvad skete der? Blev han skudt? Myrdet? Stukket ned?

Kommissæren sukkede tungt.

– Tja, sagde han, det kommer jo alligevel frem. Vi tror, han blev påkørt.

– En trafikulykke? Kørt ihjel?

– Af et køretøj i høj fart, formentlig en større personbil. Vi har fundet en stjålet Volvo nede i havnen med visse skader på karosseriet, det kan være den.

Hun tog et par skridt hen mod sin taske og fiskede en blok frem.

– Hvornår ved I noget med sikkerhed?

– Vi hentede den i går eftermiddags. Teknikerne er i fuld gang med den nu. I morgen eller på onsdag.

Annika satte sig på sengen med sin notesblok på skødet. Den bøjede sammen og gled væk, da hun prøvede at skrive.

– Ved I, hvornår det skete?

– På et eller andet tidspunkt søndag aften eller tidligt mandag morgen. Han er set i den lokale pub i søndags og tog formentlig bussen hjem.

– Boede han i …

– Svartsjöstaden, jeg tror faktisk, han er født derude.

Kuglepennen strejkede, hun tegnede nogle store hårde kruseduller på blokken, til den kom i gang igen.

– Hvor blev han fundet og af hvem?

– Ved plankeværket ind mod malmdepoterne lige over for jernværket. Det må have været noget af en flyvetur. En skifteholdsarbejder på vej hjem ringede tidligt i morges.

– Og I har ingen spor efter flugtbilisten?

– Bilen blev stjålet på Bergnäset i lørdags, og vi har naturligvis fundet forskellige effekter på selve stedet …

Kommissær Suup tav, Annika lyttede lidt til den tavse susen på ledningen. Fyren på værelset ved siden af var slået over på MTV.

– Hvad mener du selv om det her? sagde hun til sidst lavmælt.

– Narkomaner, sagde kommissæren i samme toneleje. Du må ikke citere mig, men de har været høje som Babelstårnet, det var glat, de påkørte ham og stak af. Medvirkende til en andens død. Men vi skal nok knalde dem. Det kan du være helt sikker på.

Annika hørte stemmer i baggrunden fra folk, der arbejdede på kontoret og påkaldte sig kommissærens opmærksomhed.

– Lige en sidste ting, sagde hun. Arbejdede du i Luleå i november 1969?

Manden udstødte en svag latter.

– Nok er jeg gammel, sagde han, så jeg kunne såmænd godt have gjort det. Men jeg kom et par måneder for sent til eksplosionen på F21. Jeg var i Stockholm på det tidspunkt, begyndte hos ordensmagten heroppe i maj 1970.

Da hun var trukket i dunjakken og havde fundet sine handsker i tasken, ringede mobiltelefonen.

Displayet viste hemmeligt nummer, hvilket betød ét af tre alternativer i den anden ende af røret: Bladet, Thomas eller Anne Snapphane.

Hun tøvede flere sekunder, trykkede så på svarknappen og lukkede øjnene.

– Jeg sidder her i min Operativ kontorstol fra IKEA, sagde Anne, og lige nu lægger jeg fødderne op på mit Prioritet skrivebord. Hvor er du henne?

Annika mærkede skuldrene slappe af af lettelse, ingen skyldfølelser, ingen krav.

– I Luleå. Så du har altså fået lov til at komme ind på dit nye kontor?

– Med navneskilt på døren og hele svineriet. Det her er min første samtale på min nye Doro telefon. Hvad er mit nummer?

– Hemmeligt, sagde Annika og lod handsker og dunjakke glide ned på gulvet. Hvad sagde lægen?

Veninden udstødte et dybt suk.

– Jeg tror faktisk, han var mere træt end mig, sagde hun, men man må jo også prøve at forstå ham. Jeg har gået hos ham i næsten ti år. Det kan tage pynten af hvem som helst. Men jeg ved i det mindste noget om min sygdom, jeg ved, at jeg er hypokonder.

– Hypokondere kan vel også få hjernesvulster, sagde Annika.

Tavsheden på ledningen var stiv af skræk.

– Føj for fanden, sagde Anne Snapphane. Det har jeg aldrig tænkt på.

Annika lo, fyldtes af en varme, som kun Anne kunne give hende.

– Hvad fanden skal jeg så gøre? sagde Anne. Hvad skal jeg gøre for at blive mindre stresset? Der er pressekonference i morgen, og det er mig, der står for hele molevitten med ejerforhold og alt det tekniske lort med sendetilladelse og sådan noget.

– Hvorfor det? sagde Annika. Du er jo programchef. Lad dog den administrerende direktør klare det.

– Han er i New York. Hvordan synes du, det her lyder? „TV Scandinavia ejes af et konsortium af amerikanske investorer, der alle har mange års erfaring med at eje og drive tv-stationer. Vi kommer til at sende via digitalt network i Finland, Danmark, Norge og Sverige med hovedkontor her i Stockholm. Ejerne har vurderet, at de skandinaviske lande plus Finland, der tilsammen har et seertal, der udgør en tiendedel af USA’s, har et uudnyttet tv-potentiale. I kulturministeriets forslag til januar vil kulturminister Karina Björnlund foreslå, at det digitale network får samme konkurrencevilkår som det øvrige marked, så det bliver Post- och telestyrelsen, der uddeler licenser til dem, der opfylder sendevilkårene….“ Hvad synes du?

– Jeg faldt fra ved konsortium, sagde Annika. Kan du ikke peppe det lidt op?

Anne Snapphane sukkede dybt.

– Hvis du vidste, hvor meget ballade der bliver om det her, sagde hun. Vi udfordrer de etablerede tv-kanaler på en helt ny måde, eftersom vi får lov til at sende digitalt og nå samtlige husstande i hele Norden. Alle kommer til at hade os.

– Så lad dog være med at træde i det, sagde Annika og så på uret. Tal lidt om de børneprogrammer, I agter at sende, hvordan I satser på kulturprogrammer og uddannelse af den brede offentlighed, seriøse nyhedsudsendelser og dokumentarfilm om folk i den tredje verden, som I selv har produceret.

– Ha ha, ha, sagde Anne surt. Skideskægt.

– Jeg må smutte nu, sagde Annika.

– Jeg trænger til en spids, sagde Anne.

Norrlands-Tidningens centralredaktion havde til huse i en udlejningsejendom på tre etager mellem rådhuset og amtmandsboligen. Annika så op mod den gule teglfacade og skød huset til at være opført engang i midten af halvtredserne.

Det kunne have været Katrineholms-Kuriren, slog det hende, den så akkurat lige sådan ud. Indtrykket forstærkedes, da hun bøjede sig frem mod glasdøren, skyggede med hænderne for lampen ovenover og så ind i receptionen. Mørk og tom, et oplyst nødudgangsskilt kastede et grønligt skær over avisreoler og gæstestole.

Det knasede i højttaleren over ringeklokken.

– Ja?

– Mit navn er Annika Bengtzon. Jeg arbejder på Kvällspressen. Jeg havde aftalt et møde med Benny Ekland her i aften, men nu har jeg fået at vide, at han er død.

Tavsheden strømmede ud i vintermørket akkompagneret af en statisk knasen. Hun så op mod himlen, skyerne var væk, og stjernerne kiggede frem. Temperaturen faldt hurtigt, hun gned handskerne mod hinanden.

– Jaså? skurrede stemmen oppe fra redaktionen, mistænksomheden overdøvede den elendige teknik.

– Vi havde en hel del ting, vi skulle drøfte, og Benny skulle have noget materiale af mig.

Nu kom svaret hurtigt.

– Til gengæld for hvad?

– Luk mig ind, så kan vi tale om det, sagde hun.

Tre sekunders statisk tøven senere snurrede det i låsen, og Annika skubbede døren op. Varm luft med en duft af papirstøv strømmede imod hende. Hun lød døren falde i bag sig, mens hun blinkede og vænnede øjnene til det grønne lys.

Trappen op til redaktionen lå til venstre for entréen og var beklædt med gråt, slidt linoleum og gummilister.

En stor mand iført en hvid skjorte, der ikke nåede helt sammen om livet, tog imod hende ved kopimaskinen. Hans ansigtsfarve var ildrød, øjnene røde og forgrædte.

– Jeg beklager virkelig det skete, sagde Annika og gav ham hånden. Benny Ekland var en legende selv nede hos os.

Manden hilste og nikkede, præsenterede sig som Pekkari, natchef.

– Han kunne have fået et job på hvilken som helst avis i Stockholm når som helst, men han sagde nej tak til flere tilbud, han ville blive her.

Annika prøvede at smile for at kompensere for sin hvide løgn.

– Det ved jeg, mumlede hun.

– Vil du have en kop kaffe?

Hun fulgte efter natchefen hen til frokoststuen, der var klemt inde mellem lørdagsbilaget og læserbrevene, et usselt hummer uden vinduer med et lille tekøkken.

– Det var dig, der sad i tunnelen, ikke? spurgte han konstaterende.

Annika nikkede kort, tog jakken af, mens manden hældte tyktflydende tjære op i to nussede krus.

– Så hvad var det for noget, I skulle udveksle? spurgte Pekkari og rakte hende sukkerskålen.

Hun løftede hånden afværgende.

– Jeg har skrevet en hel del om terrorisme i den sidste tid. Sidste uge talte jeg med Benny om attentatet på F21, og han sagde, at han havde noget om det. En rigtig stor sag, en beskrivelse af, hvad der skete.

Natchefen stillede sukkerskålen fra sig på bordet og rodede i den med nikotinplettede fingre.

– Alt det der bragte vi i fredags, sagde han.

Hun stirrede forbløffet på ham, havde ikke hørt et ord om nogen afsløring i noget medium.

Pekkari lod tre stykker sukker dumpe ned i sit eget krus.

– Jeg ved, hvad du tænker, sagde han. Men du, der arbejder på en af de store aviser, du ved ikke, hvordan det foregår på en lokalavis. Nyhedsbureauerne interesserer sig kun for Stockholm. For dem er vores scoops det rene ingenting.

Passer ikke, tog hun til genmæle inden i sig selv, det kommer helt an på kvaliteten af jeres arbejde.

Undertrykte tanken og så ned i skødet.

– Selv kommer jeg oprindelig fra Katrineholms-Kuriren, sagde hun, så det der ved jeg alt om.

Manden spærrede øjnene op.

– Så må du kende Macke?

– På sporten? Selvfølgelig gør jeg det. Han er en institution.

Utålelig og gennemalkoholiseret allerede dengang, tænkte Annika og smilede til natchefen.

– Hvad havde du så tænkt dig at give Eken? sagde manden og slubrede kaffen i sig.

– En hel del historiske fakta, sagde hun hurtigt. Navnlig arkivmateriale fra halvfjerdserne, både billeder og tekster.

– Det kan man vel finde på nettet, sagde Pekkari.

– Ikke det her.

– Så var det altså ikke hans historie, du var ude efter at hugge?

Manden betragtede hende vedholdende over kanten af kaffekruset, hun mødte roligt hans blik.

– Jeg har mange kvaliteter, sagde hun, men tankelæsning er ikke en af dem. Det var Benny, der ringede til mig. Hvordan skulle jeg ellers have vidst, hvad han havde gang i?

Natchefen forsynede sig med endnu et stykke sukker, puttede det i munden og suttede på det, mens han drak sin kaffe og tænkte.

– Du har helt ret, sagde han afdæmpet og med en lille latter. Hvad har du brug for?

– Hjælp til at finde og læse Bennys artikler om terrorisme.

– Gå ned i arkivet og snak med Hasse.

Sådan her ser alle avisarkiver i hele Sverige ud, tænkte hun, og Hans Blomberg er arketypen på arkivarer. En lille støvet mand med grå striktrøje, briller og hentehår. Selv på opslagstavlen var der de forventede rekvisitter: En barnetegning af en gul dinosaur, et udklip med ordene „Hvorfor er jeg ikke RIG i stedet for SMUK?“ og en kalender med nedtælling til et ikke nærmere defineret mål med opfordringen „HOLD UD!“

– Benny var en stædig djævel, sagde arkivaren og satte sig pustende ved sin skærm. Værre end en ulykke, gav sig aldrig. Producerede mere end nogen anden, heller ikke altid lige godt. Kender du typen?

Han kiggede på Annika over brillerne, hun kunne ikke lade være med at smile.

– Nu skal vi jo ikke tale ondt om de døde, sagde manden og lod langsomt fingrene køre hen ad tastaturet, men derfor kan vi vel godt være ærlige, ikke?

Han plirrede lidt med øjnene.

– Hans dødsfald har vist taget meget hårdt på redaktionen, sagde Annika tøvende.

Hans Blomberg sukkede.

– Han var bladets stjerne, ledelsens kæledægge, manden, alle elskede at hade, fyren, der kom dansende ind på redaktionen efter en opgave og råbte: Find min byline frem, for i aften er jeg udødelig.

Annika brast i latter, hun havde faktisk set nogen gøre præcis det samme, det var vist Carl Wennergren.

– Nå, men hvis frøkenen så vil være så venlig at sige mig, hvad hun er ude efter.

– Bennys artikelserie om terrorisme, navnlig artiklen om F21, der blev bragt her forleden dag.

Arkivaren så op med et glimt i øjnene.

– Nå da da, sagde han, tænk, at en pige som dig kan være interesseret i den slags farlige ting.

– Søde rare Blomberg, sagde Annika, jeg er gift og har to børn.

– Ja, ja, sagde han, de feminister. Udskrifter eller avisklip?

– Helst klip, hvis det ikke er til for meget besvær, sagde Annika.

Manden stønnede højt og rejste sig igen.

– Det der edb-halløj, sagde han så, alting skulle jo blive så meget lettere, men glem alt om det. Dobbeltarbejde, det var, hvad det førte med sig.

Han forsvandt ind blandt arkivskabene mumlende for sig selv „t, t, terrorisme …“, trak skuffer ud, sukkede og stønnede.

– Her, sagde han et øjeblik senere og holdt triumferende en brun kuvert frem. Tjavserne på hans hoved var faldet forover, så issen skinnede blankt. Terrorisme å la Ekland. Du kan sidde derovre. Jeg er her til klokken seks.

Annika tog kuverten, gik hen til det anviste skrivebord og åbnede den med fugtige fingre. Udklip var tusind gange bedre end dataudskrifter. På et databillede var alle overskrifter lige store, alle tekster lige lange, alle billeder lige små. På avissiden derimod levede og åndede artiklerne under fede eller små overskrifter, alene layouten gav hende masser af oplysninger om den virkning, redaktørerne havde ønsket at opnå, hvilke signaler de ville sende. Billedernes omfang, placering og tekniske kvalitet fortalte endnu mere om, hvor vigtig den pågældende sag ansås for at være, men også hvor stor betydning netop dette billede eller denne tegning havde i den almindelige nyhedsstrøm netop den dag. Dataarkiverne havde gjort en hel stands faglige dygtighed totalt overfiødig.

Men her sad hun da med noget ordentligt materiale.

Klippene var sorteret i datoorden, de ældste øverst. Den første artikel var bragt i slutningen af april og omhandlede visse pikante detaljer fra den svenske terrorismes historie, blandt andet historien om opfinderen og filosoffen doktor Martin Ekenberg fra Töreboda, der faktisk kun havde haft succes med én eneste opfindelse, nemlig brevbomben. Hun spærrede øjnene op, da hun faldt over flere formuleringer, som hun selv havde benyttet sig af i sine artikler om det samme emne, og som Kvällsposten havde bragt kun en uges tid tidligere. Ekland lod sig åbenbart inspirere kraftigt af sine kolleger, tænkte hun tørt.

Hun bladede i bunken med klip, meget af det var gamle nyheder, andet var helt nyt for hende. Hun læste med stigende interesse om balladen i Norrbottens skærgård foråret 1987, da Forsvaret havde ledt efter ubåde og i dagevis satte efterretningsfolk i land ude blandt skærene. Et sejlivet rygte havde i over femten år hævdet, at en russisk frømand var blevet skudt i benet af en svensk officer. Officerens hund havde fået fært af noget og gøede, officeren skød ind i buskadset, hvorefter man i buskene havde fundet blodspor, der forsvandt ned mod havet. Benny Ekland havde været mere interesseret i at genfortælle selve rygtet så livagtigt som muligt end at komme til bunds i, hvad der egentlig var sket. Militærstaben i Boden var kun citeret ganske kort. Man påpegede, at tidsånden i slutningen af firserne havde været en helt anden, end den var i dag, at alle kunne foretage fejlvurderinger, også det svenske Forsvar, og at man aldrig var kommet på det rene med, om der overhovedet var forekommet ubådskrænkelser af Norrbottens farvande.

Længst nede i bunken lå den artikel, hun var ude efter, og her var der virkelig tale om nye oplysninger. I slutningen af tresserne blev de gamle Lansen-fly i Norrbottens eskadrille skiftet ud med de moderne Draken-jager- og rekognosceringsfly, skrev Benny Ekland. På den tid blev basen gang på gang genstand for sabotageforsøg mod de nye fly, „våbenet“ bestod af tændstikker, man anbragte i flyenes pitotrør. Disse rør var anbragt forrest på flyene og var instrumenter til opmåling af luftdata som lufttryk og fart. Man havde taget det for givet, at det var de yderliggående venstreorienterede i Luleå, navnlig nogle af Mao-grupperne, der var de skyldige. Der skete ingen alvorlige skader, og man pågreb aldrig en eneste marodør med lommen fuld af tændstikker, men i artiklen hævdedes det, at unavngivne kilder på F21 havde bekræftet, at slyngelstregerne lå til grund for det alvorlige attentat, der fulgte. Man mente, at maoisterne havde opdaget noget, der fik katastrofale følger.

Efter hver øvelse, når flyene stod parkeret på basen, var man nødsaget til at lægge absorberende materiale ud på jorden, alternativt anbringe nogle rustfri spande under flyene. Det var nemlig ikke alt brændstoffet, der blev brugt under øvelsen, resten skulle tømmes ud, efter at maskinen var landet. Den aften, attentatet fandt sted, natten til den 18. november 1969, havde hele eskadrillen deltaget i en større aftenøvelse. Efter øvelsen stod flyene parkeret uden for hangarerne, og da var det, terroristerne slog til.

I stedet for blot at stikke en tændstik i pitotrøret som sædvanlig strøg man tændstikken og smed den ned i spanden med det resterende brændstof under flyet. Eksplosionen var voldsom og øjeblikkelig.

Med tanke på eskadrillens triste forhistorie var det nærliggende at tro, at det også var lokale venstreorienterede, der stod bag denne sabotagehandling, men med den forskel, at den denne gang havde dødelig udgang, skrev Benny Ekland.

Han formulerer sig som en konfirmand, tænkte Annika, men teorien er pokkers interessant.

– Må jeg tage en kopi af denne her? spurgte hun og holdt artiklen op.

Arkivaren slap ikke skærmen med øjnene, afbrød ikke sin langsomme pegefingervals.

– Så du synes, den var læseværdig?

– Ja bestemt, sagde Annika, jeg har ikke set de oplysninger før. Her er måske noget, jeg kan gå videre med.

– Kopimaskinen står ude på trappen. Hvis du klapper den venligt, kan det være, den virker.

Manden gled svævende og lydløst gennem sorte gader. Smerten var tæmmet, kroppen vibrerede af energi. Hans tanker gav genlyd mellem de iskolde mure, gav svar, der var ham fremmede. Luleå var blevet mindre med årene.

Han huskede byen som stor og mægtig, fuld af selvtillid, knejsende i strålende lys og kommercialisme.

Det mærkede han ikke meget til i nat, de tider var forbi, havde måske aldrig været der. Her var ingen potens. Storgatan var lukket for biltrafik og var lavet om til en lang, vindblæst legeplads kantet af nogle triste dværgbirke. Her skulle menneskene få belønning for deres slid, her skulle de konsumere deres angst væk.

Frihedens svøbe, tænkte han. Det forbandede renæssancemenneske, der vågnede op en morgen i ellevehundredetallet i Firenze og opdagede kapitalismen, satte sig op i sengen og indså sit egos muligheder, forstod, at staten var en organisme, der kunne kontrolleres og manipuleres med.

Han satte sig ned på en bænk uden for biblioteket for at få den værste morfinrus ud af kroppen. Vidste, at det ikke var godt at sidde stille i denne kulde, men lige nu bekymrede det ham ikke.

Han ville sidde her og se på sin katedral, bygningen, hvor han havde grundlagt sit dynasti. Den uskønne bygning på hjørnet af Namnlösa gatan, et af hans hjem her på jorden. Der var lys derinde, der blev sikkert afholdt møder nu, akkurat som dengang.

Men ingen som vores, tænkte han, aldrig nogen som vores.

To unge kvinder var på vej ud. Han så dem standse op i vestibulen og studere opslagstavlernes kulturtilbud.

Der er måske åbent, tænkte han uklart. Jeg kan måske gå derind.

Kvinderne sendte ham et hurtigt blik, da de mødtes et par meter fra døren, et undersøgende, flakkende øjekast, som man kun ser i små og afsidesliggende samfund: Ham kender vi ikke, ham kan vi ikke lide. I større byer lagde man overhovedet ikke mærke til hinanden. Det passede ham meget bedre.

Biblioteket var stadig åbent. Han stillede sig midt i vestibulen og lod minderne skylle ind over sig, og de kom, overfaldt ham og slog luften ud af ham. Den mellemliggende tid forsvandt, han var tyve år igen, det var sommer og varmt, og hans pige gik ved hans side, hans elskede Røde Ulv, der skulle klare sig bedre her i tilværelsen end nogen havde troet muligt, han trak hende ind til sig og mærkede duften af henna fra hendes kobberfarvede hår, kunne ikke holde et snøft tilbage.

Det trak pludselig iskoldt om hans ben, og med ét var han tilbage i nutiden.

– Er der noget galt? Har du brug for hjælp?

Standardreplikken, tænkte han, rystede på hovedet og kvalte impulsen til at svare på fransk.

Vestibulen lå der i al sin prætentiøse virkelighed, den hjælpsomme gamle forsvandt ind i varmen og efterlod ham alene med opslagene på tavlen: en foredragsaften, et englespil, en koncert med Håkan Hagegård og en kvindefestival.

Ventede, til vejrtrækningen var blevet roligere, glattede sit hår. Trådte forsigtigt hen mod døren og spejdede diskret ind ad ruden. Så gik han hurtigt gennem hallen og ned ad bagtrappen.

Åh, himmel, tænkte han, jeg er her. Jeg er her virkelig.

Han så på de lukkede døre, den ene efter den anden, fremmanede billederne bag dem, han kendte alle lokalerne ud og ind. De egetræsfarvede paneler, stentrappen, klapbordene, den dårlige belysning, han smilede til sin skygge, den unge mand, der have lejet lokaler i Fluefiskerforeningens navn og bagefter holdt maoistiske møder til langt ud på natten.

Det havde været rigtigt af ham at komme tilbage.