Onsdag den 11. november

Anders Schyman tog jakken på og slugte den sidste sjat kaffe. Nattens sidste mørke fik ruderne til at fungere som spejle, han rettede kraven foran konturerne af den russiske ambassade. Blev stående lidt og stirrede ind i hullerne, hvor hans øjne skulle have været. Endelig fremme, tænkte han. Ikke bare nyttigt idioti, men virkelig fremgang. Til bestyrelsesmødet, der begyndte om et kvarter, ville han ikke bare være accepteret, men respekteret.

Så hvor blev euforien af? Tilfredsstillelsen? Den skrøbelige lykke, han mærkede, når han betragtede kolonnerne og diagrammerne?

Øjnene svarede ham ikke.

– Anders, skrattede det over samtaleanlægget, hans sekretær lød lettere ophidset. Herman Wennergren er på vej op.

Han blev stående, dagen krøb nærmere, mens han ventede på bladets bestyrelsesformand.

– Jeg er imponeret, sagde Wennergren, da han kom slentrede ind med sin store mave og tog Schymans hånd i begge sine. Har du fundet en tryllestav?

I årenes løb havde formanden for bestyrelsen kun yderst sjældent kommenteret bladets journalistik, men da kvartalsrapporten var fjorten procent bedre end budgettet, og tallene viste, at oplaget steg, og afstanden til Konkurrenten mindskedes, så han tryllestave for sig.

Anders Schyman smilede og gjorde tegn hen mod sofaen. Mændene satte sig over for hinanden.

– De strukturelle forandringer er indarbejdet og fungerer nu, sagde Schyman beskedent, idet han omhyggeligt undgik at nævne Torstensson, sin forgænger i embedet og Wennergrens gode ven. Kaffe? Eller lidt morgenmad?

Formanden for bestyrelsen viftede afværgende med hånden.

– Mødet kommer til at gå hurtigt i dag, for jeg har en anden aftale, sagde han og kastede et blik på uret. Men jeg har en plan, som jeg vil drøfte med dig først, og det drejer sig faktisk om noget temmelig vigtigt.

Schyman satte sig til rette, sørgede for, at lænden fik støtte af puden, og lagde ansigtet i neutrale folder.

– Hvor aktiv har du været i TU? spurgte Wennergren og studerede sine negle omhyggeligt.

Schyman stirrede forbløffet på ham, han havde kun haft en smule at gøre med Svenska Tidningsutgivarföreningen.

– Jeg er suppleant i bestyrelsen, mere er det ikke blevet til.

– Men du er klar over, hvordan det går til? Hvad der foregår i korridorerne? Manipulationen?

Wennergren gned neglene mod sit højre bukseben og betragtede ham under buskede øjenbryn.

– Jeg har ingen praktisk erfaring, sagde Anders Schyman og mærkede, at han måtte veje sine ord på en guldvægt. Mit indtryk er, at organisationen er en smule … kompliceret. Ejerne af de forskellige aviser, som sædvanligvis er indædte konkurrenter, skal enes om og gennemføre fælles projekter. Det kan ikke være let.

Herman Wennergren nikkede langsomt og rensede den ene negl med den anden.

– Helt korrekt opfattet, sagde han. A-pressen, Bonnier-huset, Schibsted, de store provinsaviser, blandt andre Hjörnes i Göteborg, Nerikes Allehanda, Jönköpingsfalangen, og så os naturligvis, der er mange, der skal blive enige om meget.

– Kravet om, at regeringen skulle prioritere afskaffelsen af reklameskatten i budgetarbejdet, var jo et spørgsmål, som det lykkedes at gennemføre, sagde Schyman.

– Ja, sagde Wennergren, for eksempel. I Pressens Hus er det jo ledelsesgruppen, der tager sig af det daglige arbejde, men den, der skal konkretisere beslutningen, er formanden for bestyrelsen.

Anders Schyman sad helt stille og mærkede de små nakkehår rejse sig sagte.

– Som du måske ved, er jeg formand for TU’s valgtilrettelæggelse, sagde Wennergren og lod endelig hænderne hvile på sofaen. I midten af december skal udvalget fremkomme med forslag til en ny bestyrelse, og jeg har faktisk tænkt på dig som formand for bestyrelsen. Hvad siger du til det?

Tankerne fløj som indelukkede gedehamse i chefredaktørens hoved, baskede mod pande og baghoved.

– Plejer det ikke at være en fra ledelsen, der besætter den post?

– Ikke nødvendigvis, der har også været redaktører i stolen. Nu mener jeg selvfølgelig ikke, at du skal droppe bladet og kun være bestyrelsesformand for TU, det har vi jo set flere sørgelige eksempler på i årenes løb, men jeg tror faktisk, at du er den helt rigtige mand til jobbet.

En advarselsklokke begyndte at ringe mellem gedehamsene.

– Hvorfor? sagde Anders Schyman. Fordi I tror, at jeg er medgørlig? At jeg kan styres?

Herman Wennergren sukkede højlydt, lænede sig frem og lagde hænderne på knæene, klar til at rejse sig.

– Schyman, sagde han. Hvis jeg overhovedet havde tænkt den tanke at tilbyde en vindbøjtel jobbet som TU’s bestyrelsesformand, så var jeg ikke begyndt med at spørge dig.

Han rejste sig tungt, synligt irriteret.

– Forstår du ikke, at det er lige omvendt? sagde han. Hvis jeg får dig ind på den post, og det er der ingen, der siger, at jeg gør, så kommer vores falanks til at få en journalistisk sværvægter allerøverst oppe i TU. Det er sådan, jeg opfatter dig, Schyman.

Han vendte sig mod døren.

– Lad os ikke forsinke dagens møde, sagde han med ryggen vendt mod chefredaktøren.

Annika kørte forbi afkørslen til Luleå flyvestation og fortsatte videre mod Kallaxby. Landskabet var fuldstændig farveløst, nåletræerne stod som mørke spøgelser, jorden var sorthvid, himlen blygrå. Hvide slør af fygende sne dansede over asfaltens gråsorte overflade til lyden af midterlinjens taktfaste dunken. Temperaturen i den lejede bil viste elleve grader indenfor, minus fire udenfor.

Hun passerede et landbrugsområde og tre millioner lavstammede fyrretræer, inden hun nåede afkørslen til Norrbottens flybase.

Den lange, lige strækning ind til selve basen var endeløs, jorden på begge sider var nøgen og uden synlig vegetation, fyrretræerne små og krumme. Efter et svagt højresving dukkede pludselig låger og afspærringer op, et stort skilderhus, og bag et højt stakit skimtede hun huse og parkeringspladser. Hun overvældedes øjeblikkelig af følelsen af at være en lurer, en spion, en, der var ude i ulovligt ærinde. Lige inden for portene stod to militærfly; hun mente at kunne se, at det ene var et Draken.

Vejen fortsatte i slyngninger langs indhegningen, hun bøjede sig frem for bedre at kunne se ud ad forruden. Kørte langsomt forbi de værnepligtiges parkeringsplads og nåede frem til en enorm skydebane. En snes mænd i grønne kamuflageuniformer med grankviste på hjelmene løb over banen med hver sit automatvåben i hænderne, karabinerne svingede diagonalt over rekrutternes brystkasser. Et vejskilt meddelte hende, at vejen fortsatte mod Lulnäsudden, men et forbudsskilt omkring hundrede meter længere fremme fik hende til at vende bilen og køre tilbage. De grønne mænd var forsvundet.

Hun standsede op ved skilderhuset, tøvede nogle øjeblikke, inden hun slukkede for motoren og stod ud af bilen. Gik langs en facade i blankt stål med ruder som spejlglas, så ingen luge, ikke et menneske, ingen ringeklokke, kun sig selv. Pludselig blev hun tiltalt af en stemme i en højttaler et eller andet sted oppe til venstre.

– Hvad kan jeg hjælpe med?

Hun så forskrækket i den retning, stemmen kom fra, så ikke andet end metal og krom.

– Jeg skulle tale med, øh, Pettersson, sagde hun til sit eget spejlbillede. Presseofficeren.

– Kaptajn Pettersson, et øjeblik, sagde stemmen, der tilhørte en ung værnepligtig.

Hun vendte ryggen til den blanke bygning og spejdede over mod fyrretræerne. Mellem stammerne skimtede hun grågrønne hangarer og adskillige rækker af parkerede militærkøretøjer. Det var svært udefra at vurdere, hvor stor basen var.

– Gå ind gennem lågen og tag den første dør på højre hånd, sagde spøgelsesstemmen.

Annika gjorde, som hun havde fået besked på, en god medborger og spion.

Officeren, der tog imod hende, var prototypen på en militærperson, der var nået til tops, rank, gråhåret og veltrænet.

– Mit navn er Annika Bengtzon, sagde hun og gav ham hånden. Vi talte sammen i telefonen i sidste uge. Årsdagen for attentatet …

Manden holdt hendes hånd et sekund for længe i sin, hun dukkede sig lidt for hans åbne blik.

– Ja, som jeg sagde i telefonen, kan vi ikke sige ret meget, som vi ikke allerede har offentliggjort. Det, vi kan være behjælpelige med, er en opsummering af forholdene, som de var, de konklusioner, vi tidligere har præsenteret, og en rundgang på vores museum. Gustaf, der står for museet, er desværre syg i dag, men han er sikkert på benene igen i morgen, hvis du har lyst til at komme tilbage.

– Og jeg kan ikke få tilladelse til at komme ind og se stedet for attentatet?

Han smilede endnu bredere.

– Jeg troede, vi havde drøftet den detalje i telefonen. Vi har heller ikke offentliggjort, præcis hvor attentatet fandt sted.

Hun smilede forsigtigt tilbage.

– Har du læst en artikel af Benny Ekland, der blev bragt i Norrlands-Tidningen i fredags?

Officeren bad hende tage plads ved et lille bord, hun tog jakken af og fandt sin blok frem fra tasken.

– Jeg har en kopi af teksten her, sagde hun, hvis du vil …

– Jeg ved, hvilken artikel du mener, sagde han og så op på den menige soldat, der i samme øjeblik trådte ind i lokalet med en gæsteliste. Er du lige rar og sætte dine initialer på listen?

Annika signerede for sit ophold på flyvebasen med en ulæselig krummelure.

– Er der noget sandt i den? spurgte hun og sagde nej tak til en kop kaffe.

Presseofficeren hældte en ordentlig balje op til sig selv i et krus med Bruce Springsteen på.

– Ikke ret meget, sagde han, og Annikas hjerte sank i brystet på hende.

– Der var en hel del oplysninger, der var nye, sagde hun, i det mindste for mig. Kan vi sammen gå gennem teksten, påstand for påstand, så jeg får et klart billede af, hvad der passer, og hvad der ikke passer?

Hun fiskede kopien af artiklen op af taskens indre.

Kaptajn Pettersson pustede på sin kaffe og tog en forsigtig slurk.

– Lansen-flyene blev successivt udskiftet med J35 Draken-fly i slutningen af tresserne, sagde han. Så langt så godt. Rekognosceringsversionen kom i ‘67 og jagerversionen sommeren ‘69.

Annika kastede et blik på artiklen.

– Er det sandt, at der forekom sabotageforsøg mod flyene, ved at man stak tændstikker ind i forskellige rør?

– Nogle yderliggående venstreorienterede kom her en del på det tidspunkt, sagde presseofficeren. Afspærringen omkring basen er af ren juridisk art, det er faktisk ingen kunst at kravle over eller igennem. Den er der egentlig kun som en påmindelse om, at man skal holde sig væk, men hvis man er fast besluttet på at komme ind, er det ikke noget problem. Tændstikdrengene troede sikkert, at de kunne skade flyene ved at anbringe tændstikker i pitotrørene, men vi har intet belæg for, at netop de grupper på nogen måde skulle stå bag attentatet i 1969.

Annika noterede.

– Og det resterende brændstof? Er oplysningen om, at man opsamlede det i metalspande korrekt?

– Jo, sagde manden, det er den sådan set, men det er umuligt at sætte ild til flybrændstof med en tændstik. Det har et alt for lavt oktantal. Det skal være meget varmt, før der går ild i det, så den oplysning passer ikke. I det mindste ikke i Luleå i november måned.

Han smilede ubekymret.

– Men der havde været afholdt en større flyveøvelse den aften? Alle flyene stod udenfor.

– Det var natten til en onsdag, sagde officeren. Vi flyver altid om tirsdagen, alle eskadriller i hele landet, og det har vi gjort i årtier. Tre øvelser, den sidste med landing klokken 22.00. Derefter kan flyene i og for sig godt stå ude i en times tid, inden vi bugserer dem ind i hangarerne. Attentatet indtraf klokken 01.35, og på det tidspunkt er flyene altid inden døre.

Annika sank og lod kopien af artiklen synke ned på skødet.

– Jeg troede faktisk, at der efterhånden var kastet en smule lys over den historie, sagde hun og prøvede at smile til presseofficeren.

Han smilede tilbage med intensivt blå øjne. Hun lænede sig frem.

– Der er jo gået over tredive år. Kan du ikke i det mindste sige, hvad der var årsag til eksplosionen?

Tavsheden bredte sig, hun havde ikke noget imod den. Presset lå på ham, ikke på hende.

Desværre lod det ikke til at bekymre kaptajn Pettersson det mindste, at hun havde rejst tusind kilometer for ingenting. Hun var nødt til at droppe emnet.

– Hvorfor er man kommet til den konklusion, at det var russerne, der gjorde det? sagde hun til sidst.

– Udelukkelsesmetoden, sagde han, lænede sig tilbage i stolen og bankede let på sit krus med en pen. Det var ikke den yderliggående venstrefløj. De lokale grupper er uden for mistanke, og SÄPO ved, at der ikke var udenforstående aktivister her på det tidspunkt, hverken højre- eller venstreorienterede.

– Hvordan kan I være så sikre på det?

For første gang blev presseofficeren helt alvorlig. Pennen tav.

– Det pres, som de lokale grupper blev udsat for efter attentatet, var meget voldsomt. Der blev sladret en hel del om både det ene og det andet, vi ved for eksempel præcis, hvem det var, der løb rundt med tændstikker, men ingen sagde et ord om attentatet. Vores vurdering er helt enkelt, at ingen vidste noget. Hvis de havde gjort det, havde vi fået det frem.

– Blev forhørene afholdt af jer eller af politiet?

Nu smilede han lidt igen.

– Lad os sige, at vi hjalp hinanden, sagde han.

Annika vendte og drejede argumenterne i hovedet, stirrede blindt på sine notater.

– Men, sagde hun, graden af tavshed hos en gruppe kommer vel helt an på, hvor fundamentalistisk den er? Hvordan kan I vide, at der ikke var en benhård kerne af overbeviste terrorister, som I ikke så, fordi de ikke ville ses?

Manden var tavs et sekund for længe, så brast han i latter.

– Hvor? sagde han og rejste sig. Her, i Luleå? Baader-Meinhof på Mjölkullen? Det var russerne, det må det have været.

– Hvorfor nøjes med et enkelt Draken-fly? sagde Annika og samlede sine ting sammen. Hvorfor sprængte de ikke hele basen i luften?

Kaptajn Pettersson rystede på hovedet og sukkede.

– For at vise os, at de kunne, formentlig. De ville ryste os i vores grundvold. Vi kunne alle sammen godt ønske os, at vi havde mulighed for at se ind i deres hjerner, følge deres tankegang. Hvorfor sendte de polske kunstsælgere til alle vores officerer? Hvorfor satte de ubåd 137 af på et skær uden for Karlskrona? Jeg håber, du vil undskylde mig, men jeg skal holde et foredrag om nogle minutter.

Annika lukkede tasken, rejste sig og tog sin jakke på.

– Tak, sagde hun. Hils Gustaf, men jeg ved faktisk ikke, om jeg får tid til at besøge museet i morgen. Jeg har en hel del ting, jeg skal have gjort, og jeg flyver hjem efter frokost.

– Du bør tage dig tid til det, sagde presseofficeren og tog hendes hånd. Gustaf har gjort et strålende stykke arbejde.

Hun så ned i gulvet og mumlede noget, hun ikke selv opfattede.

Det gav jo ikke en skid, tænkte hun i bilen på vej ud til hovedvejen. Jeg kan ikke komme tilbage til bladet og sige, at rejsen var et flop.

I rastløs skuffelse kom hun til at sætte foden for hårdt på gaspedalen, bilen slingrede, og hun løftede forskrækket foden igen.

I samme øjeblik ringede hendes mobiltelefon, hemmeligt nummer. Inden hun tog den, vidste hun, at det var Spiken.

– Har du fanget attentatmanden? spurgte han glat.

Hun bremsede forsigtigt, viste af til højre og satte øresneglen bedre fast i øret.

– Journalisten, som jeg havde en aftale med, er død, sagde hun. Blev kørt ihjel i forgårs af en flugtbilist.

– Okay, sagde Spiken. Der kom et telegram fra TT om det tidligt i morges. En eller anden lille sprøjte deroppe havde eneret til historien. Er det ham?

Hun ventede, mens en bil lastet med tømmer kørte forbi. Suget fra den store lastbil fik hendes Ford til at gynge. Hendes greb om rattet blev fastere.

– Muligvis, sagde hun. Personalet på hans arbejdsplads fik det at vide i går, så det ville være mærkeligt, om de ikke havde det med i deres egen avis.

Forsigtigt kørte hun ud på hovedvejen.

– Har de taget flugtbilisten?

– Ikke det jeg ved af, sagde hun og hørte så sig selv sige: Jeg havde tænkt mig at se lidt nærmere på det dødsfald i dag.

– Hvorfor det? sagde Spiken. Han var vel bare fuld og på vej hjem?

– Måske, sagde Annika. Men han var midt i en større afsløring også, bragte nogle særdeles kontroversielle oplysninger i avisen i fredags.

Som jeg ved ikke passer, tænkte hun og bed sig i læben.

Spiken udstødte et højt suk.

– Nu ingen røverhistorier, sagde han og lagde på.

Annika parkerede uden for indgangen til hotellet, gik op på sit værelse og faldt sammen på sengen. Personalet havde været der og redt sengen og ryddet op, fjernet sporene efter hendes rastløse nat. Hun havde sovet elendigt, vågnet med koldsved og hovedpine. Englene havde sunget for hende i et kor af stigende og faldende tonearter næsten hele natten, de var altid mere ihærdige, når hun ikke sov hjemme i sin egen seng.

Hun lagde puden til rette under hovedet og rakte hånden ud efter telefonen på natbordet, satte den på maven og tastede Thomas’ direkte nummer på Kommunförbundet.

– Han er til frokost, sagde hans sure sekretær.

Hun kravlede ned under sengetæppet og slumrede hen.

Solskinsliljer sukkerblomster, genvordighedens diamanter, oohhhh ooohhh, elskelige…

Orker ikke at kæmpe imod, tænkte hun og lod sig vugge i søvn af ordene.

Hun vågnede med et sæt, anede et øjeblik ikke, hvor hun befandt sig. Mærkede med hånden, at hun var våd på hagen og langt ned på halsen, indså med væmmelse, at det var hendes eget spyt. Hendes tøj klistrede ubehageligt til kroppen, hun havde en vedvarende hyletone i det venstre øre. Rejste sig usikkert, gik ud på badeværelset og tissede.

Da hun kom ind på værelset igen, gik det pludselig op for hende, at det næsten var blevet helt mørkt. Panisk flåede hun sit armbåndsur til sig, den var ikke mere end kvart over tre.

Hun tørrede sig på halsen med et håndklæde, tjekkede, at hun havde de nødvendige ting med sig i tasken, og forlod værelset.

I hotellets reception fik hun et kort over Luleå, hvor Svartöstaden ikke var med, men den unge kvinde bag skranken tegnede beredvilligt den vej ind, hun skulle tage for at komme derud.

– Så bliver der nok avisreportager, sagde kvinden med en vis ophidselse i stemmen.

Annika, der allerede var på vej ud ad døren, standsede op og så forvirret på hende.

– Jo, forklarede receptionsdamen let rødmende, jeg så jo, at regningen skal sendes til avisen Kvällspressen.

Annika trådte et par skridt tilbage og brasede ind i skydedøren. Et øjeblik senere var hun ude i blæsten, ingen parkeringsbøde, satte sig ind i den iskolde bil og kørte ud på Södra Varvsleden. Rattet var isnende koldt, hun rodede efter sine handsker i tasken og var nær ved at køre en tyk kvinde med en barnevogn ned. Kørte med hvæsende klimaanlæg og bankende hjerte i retning mod Malmudden. Ved et stoplys over for en viadukt over nogle jernbanespor konsulterede hun kortet igen og konstaterede, at hun allerede befandt sig i dets nederste venstre hjørne.

Rundkørslen, hvor Hertsövägen forsvandt ind i en annonce for Luleå kommunes genbrugsforretning, dukkede op få øjeblikke senere. Fra nu af var hun nødt til at køre efter vejskiltene. Hun skævede op, Skurholmen til venstre, Hertsön lige ud, Svartöstaden til højre.

Ved siden af sig så hun pludselig et skilt med Frasses hamburgere og mærkede, at hendes blodsukker var i bund. Da det skiftede til grønt, drejede hun fra hovedvejen, parkerede bilen uden for Q8 og gik ind. Bestilte en cheeseburger med dressing og løg, satte den til livs i store, grådige mundfulde midt i friturestanken, mens hun stod og betragtede de malede vægge beklædt med glasfiber, plasticpalmen i hjørnet, flipperspillet med Star Wars Episode 1, de skrammede møbler i lak og krom.

Det her er Sverige, tænkte hun. Stockholms centrum er det rene naturreservat. Vi har ingen anelse om, hvad der sker ude i den virkelige vildmark.

Med en svag kvalme af ost og rå løg kørte hun videre. Knastør puddersne hvirvlede ned foran bilens lygter og gjorde det svært at se, selvom hun var den eneste bilist på vejen. Hun kørte nogle kilometer, og ud af den tætte sne dukkede pludselig jernværket frem lige over for hende. Oplyste, kulsorte stålskeletter, der hvæsede og åndede. Hun udstødte en forbløffet lyd. Så smukt det var! Så uhyggeligt … levende.

Gennem en viadukt passerede hun banegårdsterrænet med snesevis af spor, der krydsede hinanden, gik sammen, delte sig.

Malmbanens endestation naturligvis. Malmen, der var udvundet af bjergets søndergravede indre, blev transporteret her ned til kysten af de endeløse malmtog, hun havde set dem i tv i forbindelse med en eller anden lokomotivførerstrejke.

Forundret kørte hun hen til en oplyst tavle ved den store indkørsel, parkerede ved noget, der viste sig at være den vestlige port.

Det enorme vidunder lige over hende var højovn nummer to, en knurrende, dunkende kæmpe, i hvis indre malm blev til stål. Længere borte lå valseværket, stålværket, koksværket, kraftværket. Over hele organismen hvilede en susende, sugende lyd, der steg og faldt, brusede og sang.

Sikke et sted, tænkte hun, sikke et skuespil.

Hun lukkede øjnene et øjeblik og mærkede kulden bide. Englene holdt kæft. Det var blevet helt mørkt.

Anne Snapphane forlod pressekonferencen med rystende knæ og fugtige håndflader. Hun havde allermest lyst til at græde, skrige. Den dunkende hovedpine forstærkede vreden over den administrerende direktør, der var stukket af til USA og havde ladet hende klare hele præsentationen. Hun var ikke ansat til at stå til ansvar for hele TV Scandinavias store satsning, kun for programtilbuddene.

Hun gik ind på sit kontor, tastede Annikas mobilnummer og længtes voldsomt efter et glas vin.

– Jeg står ved jernværket i Svartöstaden, råbte Bengtzon helt oppe fra Annes fødeby. Det er et uhyre, helt fantastisk. Hvordan gik pressekonferencen?

– Ad helvede til, sagde Anne Snapphane mat og mærkede hænderne ryste. De rev mig i stumper og stykker, og fyrene fra den familie, der ejer Kvällspressen, var de værste.

– Vent lige, sagde Annika, jeg er nødt til at flytte bilen. Jeg står i vejen for en lastbil. Okay! Jeg har set dig! Jeg kører nu!

Det sidste henvendt til en anden.

En bilmotor blev startet, Anne ledte efter Panodil i skrivebordsskuffen, æsken var tom.

– Fortæl, sagde Annika i den anden ende af røret.

Anne Snapphane tvang hænderne til at være rolige, tog sig til hovedet med den højre.

– De vil have mig til at personificere alle superkapitalistiske, krigsliderlige, amerikanske, multinationale udsugerforetagender på én gang, sagde hun.

– UG i drama, sagde Annika, de skal jo give barnet et navn. Dit er lige så godt som noget andet. Selvom jeg synes det er underligt, at de er så vrede.

Anne lukkede langsomt skrivebordsskuffen igen, satte telefonen ned på gulvet og lagde sig ned ved siden af den.

– Egentlig ikke, sagde hun, stirrede op i lysstofrørene i loftet, trak vejret dybt og mærkede kontoret sejle. Vi udfordrer de etablerede kanaler på det eneste annoncemarked, de mangler at erobre, den globale varemærkebasar. Men ikke nok med det. Vi tager ikke bare deres penge, vi kommer også til at stjæle deres seere med vores gennemkommercialiserede lorteprogrammer, som vi kan købe til spotpriser.

– Og hårdest af alle rammes Kvällspressens ejere, ikke sandt? spurgte Annika.

– Eftersom vi kommer til at sende i det digitale network, ja, sagde Anne.

– Hvordan går det med hovedpinen?

Hun lukkede øjnene, så lysstofrørene i loftet som blå stænger bag øjenlågene.

– Som sædvanlig, sagde hun. Jeg er også begyndt at blive svimmel ad Pommern til.

– Tror du virkelig, at det kun er stress? Kan du ikke tage den lidt mere med ro.

Annika lød virkelig bekymret.

– Jeg prøver, mumlede Anne og trak vejret dybt.

– Er det dig, der har Miranda i denne uge?

– Hun er hos Mehmet.

– Er det godt eller skidt?

– Jeg ved det ikke, hviskede hun. Jeg ved ikke, om jeg klarer det her længere.

– Selvfølgelig gør du det, sagde Annika. Kom hjem til mig i morgen. Thomas skal spille tennis, jeg køber kager.

Anne Snapphane udstødte en lille latter og tørrede sig om øjnene.

Da de havde lagt på, kørte Annika videre med en gnavende uro i maven. For første gang nogensinde begyndte hun at tro, at der faktisk var noget fysisk galt med Anne. I årenes løb havde hendes veninde konsulteret doktor Olsson med alle de symptomer, der kunne opdrives i alverdens medicinske faglitteratur, og indtil nu havde hun haft brug for at få antibiotika to gange. En gang fik hun også en recept på hostemedicin, og da hun opdagede, at den indeholdt morfin, ringende hun panikslagen til Annika og troede, hun var blevet narkoman.

Annika kunne ikke lade være med at smile ved tanken.

Langsomt drejede hun fra hovedvejen og ind blandt husene i Svartöstaden.

Det var virkelig et andet land, eller i det mindste en anden by. Ikke Luleå, knap nok Sverige. Annika lod bilen glide gennem lilleputbyen, forundret over dens atmosfære.

Estisk landsby, tænkte hun, polske forstæder.

Billygterne kastede deres skær over slidte træfacader på firelængede gårde med udhuse og vognskure, hældende tage og ujævne stakitter. Husene var små og lave, kunne være bygget af sukkeræsker. Malingen skallede på langt de fleste af dem, det glimtede i de ujævne, mundblæste ruder. Hun passerede en forretning, der solgte tøj til støtte for befrielseskampen, uklart hvilken. Hun standsede op bag en genbrugsplads på Bältesgatan, lod sin taske ligge i bilen og stod ud. Støjen fra jernværket nåede hende som en svag sang i det fjerne. Hun tog langsomt nogle skridt frem og spejdede over stakittet ind mellem gårdene.

– Leder du efter noget bestemt?

En mand i strikket tophue og gummistøvler kom mod hende fra et af peberkagehusene og skottede til hendes udlejningsbil. Annika smilede.

– Jeg kom bare tilfældigvis forbi og var nødt til at standse op, sagde hun og stak hænderne i jakkelommerne. Det er dog det mest utrolige område.

Manden standsede op og rettede ryggen.

– Jo, sagde han, det er faktisk helt specielt. Gamle arbejderboliger fra det forrige århundrede. Stærkt sammenhold, her kan man virkelig tale om kampånd. Det er ikke et sted, man flytter fra.

Annika nikkede høfligt.

– Jeg kan godt forstå, at man bliver her.

Manden fiskede en cigaret op ad inderlommen, tændte den med en engangs-lighter, gik på krogen og gav sig til at tale.

– Nu har vi også fået dagpleje, sagde han, tre afdelinger, Villekulla, Mumidalen og Bullerby. Vi måtte kæmpe i årevis, før kommunen gav sig. Skole op til sjette klasse og fritidshjem. Bredbånd. Nu skal vi til at slås for at beholde den gamle disponentvilla, det er for dårligt, at nedrivningshysteriet aldrig får en ende.

Han pustede røgen ud og betragtede hende under huens kant.

– Og hvad gør du så her?

Hun smilede.

– Jeg skulle have et møde med Benny Ekland, men da jeg kom herop, fik jeg at vide, at han var blevet kørt over.

Manden rystede på hovedet og stampede med fødderne for at holde dem varme.

– Det er en forbandet historie, sagde han. På vej hjem og så kørt ihjel på den måde. Alle her synes, det er frygteligt.

– Alle kender alle her? spurgte hun og anstrengte sig for ikke at lyde alt for nysgerrig.

– På godt og ondt, sagde han, men mest på godt. Vi har ansvar for hinanden, der er alt for lidt af den slags i verden i dag …

– Ved du, hvor det skete?

– Nede på Skeppargatan på vej ud mod hovedvejen, sagde han og pegede. Lige i nærheden af Blackis, det er det store hus oppe i skovbrynet. Ungerne har lige været derovre med en blomst. Nej, nu må jeg se at…

Manden forsvandt ned mod vandet. Annika blev stående og så efter ham.

Jeg ønsker mig et liv som hans, tænkte hun. At høre hjemme et sted.

Hun satte sig ind i bilen og kørte i den retning, manden havde angivet.

Det sted, hvor Benny Ekland var kørt ihjel, lå kun et par hundrede meter fra den vestlige port, men var alligevel ikke synligt derfra. Faktum var, at vejstrækningen ikke var synlig nogen steder fra, hvis man så bort fra et forfaldent hus med tilhørende pladeværksted nogle hundrede meter længere væk. En sparsom række gule gadelygter, hvoraf flere var i stykker, spredte et søvnigt lys over afspærringerne, sneen og mudderet. Til venstre voksede noget lavt, spredt krat, til højre rejste sig en mur med et plankeværk på toppen.

Malmdepoterne, tænkte hun. En fodboldbane.

Hun slukkede motoren, blev siddende i mørket og tavsheden.

Benny Ekland havde netop skrevet en stor artikelserie om terrorisme. Den sidste, der gik i trykken, handlede om attentatet på F21. Efter det blev han kørt ihjel her på det allermest øde sted i Luleå.

Hun brød sig ikke om den slags tilfældige sammentræf.

Efter nogle minutters forløb kom en teenagedreng gående fra et af husene ved siden af, han gik langsomt hen til gerningsstedets plasticafspærring, der vajede i vinden, barhovedet og med hænderne i lommen. Hans hår strittede af gelé, Annika smilede. Kalle havde netop opdaget hårgeléens velsignelser. Drengen standsede op kun et par meter fra hendes bil, han stirrede udtryksløst på en lille buket blomster og nogle lys lige på den anden side af afspærringen.

Smilet døde hen, da det gik op for hende, i hvor høj grad Benny Eklands død havde ramt beboerne i området. Alle sørgede. Mon nogle af hendes naboer ville sørge over hende?

Sikkert ikke.

Hun startede bilen for at køre ned mod malmhavnen. I samme sekund hun satte nøglen i tændingen og drejede den, for drengen sammen, som om han havde fået en lussing. Det gav et sæt i hende over hans voldsomme reaktion. Med et skrig, der trængte helt ind i bilen, styrtede drengen af sted tilbage mod huset. Hun ventede, til han var forsvundet ind bag plankeværket, lod så bilen glide ned mod havnen, hvor man havde fundet den stjålne bil.

Vejen var begsort og glat, endte i en vendeplads med en stor låge med bogstaverne LKAB, Luossavaara-Kirunavaara Aktiebolag. Store kraner, brede betonkajer.

Hun besluttede at køre tilbage til ulykkesstedet, krøb frem i sneglefart.

Da hun passerede Svartöstadens pladeværksted, så hun ind i huset. Som en sort silhuet så hun drengens strittende hårgelé i et vindue længst nede til venstre.

– Det var ikke min mening at skræmme dig, sagde hun til sig selv. Hvorfor blev du så bange?

Hun standsede bilen lige uden for afspærringen, stod ud og tog sin taske med sig. Så op mod højovn to, stadig lige imponerende. Vendte sig om og stirrede i den anden retning, fik vinden lige i ansigtet. Gaden var en af indkørslerne til selve boligområdet.

Annika fiskede en lommelygte op af tasken og lod den lyse ind bag politiets plastictape. Det sidste døgns snefald skjulte alle spor, der kunne have været synlige for en lægmand. Asfaltens is viste ingen tegn på bratte opbremsninger, og hvis der havde været nogle, var de også forsvundet.

Hun rettede lyskeglen mod et plankeværk omkring ti meter længere henne. Det var dér, man havde fundet ham. Kommissær Suup havde ret, Benny Eklands sidste rejse havde været noget af en flyvetur.

Hun blev stående med lommelygten i hånden og lyttede til stålværkets fjerne dunken. Vendte sig så mod pladeværkstedet igen, så endnu engang drengens hoved inde i selve huset, denne gang i vinduet længst nede til højre.

Hun kunne lige så godt banke på, nu hun alligevel var her.

Gården var bælgmørk, hun måtte lyse med lygten for ikke at snuble over noget, der lignede et bilvrag. Huset virkede faldefærdigt. Taget rustede, malingen skallede.

Hun slukkede lygten, stak den ned i tasken og gik hen til den forsømte fordør. Den førte ind i en kulsort opgang.

– Hvad laver du her?

Hun gispede og famlede efter lommelygten igen. Stemmen var kommet fra højre. Den tilhørte en dreng, hvis stemme var gået i overgang.

– Er der … noget …her? sagde hun.

Det klikkede, og opgangen lå badet i lys. Hun blinkede forvirret. Tobaksbrune vægge i krydsfiner overfaldt hende, styrtede ind over hende, loftet faldt ned mod hende, hun anbragte hænderne over hovedet og udstødte et skrig.

– Hvad er der i vejen med dig? Tag det dog roligt.

Drengen havde skisokker på og var ranglet og usikker. Han trykkede sig ind mod døren med et navneskilt, hvorpå der stod Gustafsson, øjnene var mørke og vagtsomme.

– Jesus, sagde Annika, som du dog skræmte mig.

– Jeg er ikke Guds søn, sagde drengen.

– Hvad? sagde Annika, og englene begyndte pludselig at synge sommervinger inderlig længsel. Hold så kæft! skreg hun.

– Er du skør eller hvad? sagde drengen.

Hun tog sig sammen og mødte hans blik. Det var undrende og lidt frygtsomt. Stemmerne tav, loftet gled tilbage, væggene holdt op med mase sig ind på hende.

– Sommetider, sagde hun, så er jeg lidt underlig.

– Hvad lusker du rundt her for?

Hun tog et krøllet papirlommetørklæde op af tasken og tørrede sig om næsen.

– Jeg hedder Annika Bengtzon og er journalist, sagde hun. Jeg kom for at se det sted, hvor min kollega døde.

Hun rakte hånden frem for at hilse på ham, drengen tøvede og tog den kejtet.

– Kendte du Benny? spurgte han og trak sine tynde fingre til sig.

Annika rystede på hovedet.

– Men vi skrev om de samme ting, sagde hun. Jeg skulle have haft møde med ham i går.

Der blev sort i opgangen igen.

– Så du er altså ikke fra politiet? sagde drengen.

– Er du sød at tænde lyset? sagde Annika og hørte panikken i sin egen stemme.

– Du er vist lidt skør, sagde drengen, lidt modigere nu. Eller er du bare mørkeræd?

– Skør, sagde Annika. Og tænd så.

Drengen trykkede på en kontakt, og en pære på 150 watt gik i gang yderligere et minut.

– Hør her, sagde Annika. Tror du, jeg må låne jeres toilet?

Drengen tøvede.

– Jeg kan ikke bare lukke alle mulige skøre kællinger ind, sagde han, det kan du vel nok forstå.

Annika kunne ikke holde et forbløffet latterudbrud tilbage.

– Okay, sagde hun, så må jeg vel tisse her på trappen.

Han vendte det hvide ud af øjnene og åbnede døren. Hånden hvilede allerede på håndtaget.

– Men sig ikke noget til mor, sagde han.

– På æresord, sagde Annika.

Badeværelset var tapetseret med vinyltapet fra halvfjerdserne med stiliserede solsikker. Hun tog lidt vand i ansigtet, vaskede hænderne og glattede håret.

– Kendte du Benny? spurgte hun, da hun kom ud.

Drengen nikkede.

– Hvad hedder du for resten? sagde Annika.

Han så ned i gulvet.

– Linus, sagde han. Selv det korte ord fik hans overgangsstemme til at knække.

– Linus, sagde Annika, ved du, om der var nogen her i huset, der så, hvad der skete med Benny?

Drengen spærrede øjnene op, og han gik to skridt baglæns.

– Er du fra politiet eller hvad?

– Sig mig engang, hører du dårligt? svarede Annika. Jeg er journalist, akkurat ligesom Benny. Vi skrev om de samme ting. Politiet siger, at der var nogen, der kørte ind i ham og stak af. Jeg ved ikke, om det passer. Ved du, om nogen her hørte noget natten til i går?

– Politiet har allerede været her. Det spurgte de også om.

– Og hvad sagde du så, Linus?

Hans stemme gik op i falset, da han svarede.

– At jeg ikke har set noget, det er da klart. Jeg kom hjem, som jeg skulle. Jeg ved ikke noget. Gå nu!

Han gik et skridt hen mod hende og løftede armene, som om han ville skubbe hende ud ad døren.

Annika blev stående.

Der er forskel på at tale med politiet og med pressen, sagde hun langsomt.

– Ja, sagde Linus. Når man taler med pressen, havner man på forsiden.

– Alle, der siger noget til os, har ret til at være anonyme, hvis de vil. Der er ingen myndighed, der kan forlange at få at vide, hvem vi har talt med, det er grundlovsstridigt. Ytringsfriheden, talte Benny nogensinde om den?

Drengen stod tavs og med store øjne, dybt skeptisk.

– Hvis du så noget, Linus, eller kender nogen, der gjorde, så kan den person henvende sig til mig og fortælle det hele, og der er ingen, der får at vide, at det netop er ham, der har sagt det.

– Ville du så tro på den person?

– Det ved jeg ikke, det kommer selvfølgelig an på, hvad han har at sige.

– Men du ville skrive det i avisen?

– Kun oplysningerne, ikke hvem der kom med dem, hvis han altså ikke vil stå frem selvfølgelig.

Hun betragtede drengen, vidste, at hendes intuition havde været rigtig.

– Du kom faktisk ikke hjem, som du skulle, vel, Linus?

Drengen flyttede vægten fra den ene tynde ben til det andet, sank, så adamsæblet hoppede op og ned.

– Hvornår skulle du have været hjemme?

– Med den sidste bus, etteren. Den går klokken 21.36.

– Hvad gjorde du så i stedet?

– Der er også en natbus, enoghalvtredseren, den standser ved Mefos. Den er egentlig beregnet for dem, der har skifteholdsarbejde på jernværket … den tager jeg sommetider, når jeg er sent ude.

– Men så skal du da gå et stykke?

– Ikke så langt. Jeg skal bare over gangbroen over sporene og så ned på Skeppargatan …

Han slap hende med øjnene, gik på store fødder gennem entréen og ind på sit værelse. Annika fulgte efter. Da hun kom ind på værelset, havde han sat sig på sin seng, der var redt med sengetæppe og pyntepuder. Nogle skolebøger lå opslået på skrivebordet, en computer fra en fjern fortid stod ved siden af. Ellers var alt på værelset stillet op i reoler eller lå stablet i bunker.

– Hvor havde du været?

Han trak fødderne op under sig, satte sig i skrædderstilling og så ned på sine hænder.

– Alex har bredbånd, vi spillede Teslatron over nettet.

– Hvor er dine forældre …

– Min mor, afbrød han hende og så op på hende med et iltert blik. Jeg bor kun sammen med min mor.

Slog blikket ned igen.

– Hun arbejder på natholdet. Jeg har lovet ikke at være ude så længe. Naboerne holder vagt, så jeg er nødt til at snige mig ind, når det bliver sent.

Annika så på den store, lille dreng på sengen og fyldtes øjeblikkelig af en hed og kompromisløs længsel efter sine egne børn. Tårerne steg op i øjnene på hende, hun måtte trække vejret med åben mund nogle gange, mens hun tvang dem tilbage.

Sådan vil Kalle være om nogle år, tænkte hun. Hudløs, smart, cool, hvalpet.

– Så du tog altså den anden bus, natbussen? sagde hun med usikker stemme.

– Klokken halv et fra busholdepladsen. Benny var også med. Han kender mor, alle i Svartöstaden kender hinanden, så jeg gemte mig længst tilbage.

– Så han dig ikke?

Drengen lavede en grimasse, som om hun ikke var rigtig klog.

– Han var jo skidefuld. Ellers havde han selvfølgelig taget bilen, det er da klart.

Selvfølgelig, tænkte hun og ventede i tavshed på fortsættelsen.

– Han faldt i søvn i bussen, sagde drengen. Chaufføren var nødt til at vække ham ved Mefos. Jeg smuttede ud ad bagdøren imens.

– Hvor boede Benny?

– På Laxgatan lige herovre.

Han pegede med hele armen i en retning, som Annika ikke kunne definere.

– Og du så ham, da han gik hjem fra busholdepladsen?

– Ja, men han så ikke mig. Jeg holdt mig lidt bag ham, og det sneede vildt meget.

Han tav. Annika begyndte at svede i sin dunjakke. Uden at sige noget lod hun den glide ned, tog den i favnen og satte sig på stolen ved siden af drengens skrivebord.

– Hvad var det, du så, Linus?

Drengen bøjede hovedet endnu længere ned og begyndte at sno fingrene om hinanden.

– Der stod en bil, sagde han.

Annika ventede.

– En bil?

Han nikkede voldsomt.

– En Volvo V70, men det så jeg først senere.

– Hvor så du den?

Han snøftede.

– Den var bakket lidt ind på fodboldbanen, man kunne kun se halvdelen af den. Det forreste af den stak frem bag et træ.

– Men du lagde mærke til den?

Han svarede ikke, blev ved med at sno fingrene om hinanden.

– Hvordan kan det være, at du lagde mærke til den?

Drengen så op med dirrende hage.

– Der sad en i bilen, sagde han. Der er en gul gadelygte på hjørnet, og den lyste lidt ind i bilen. Man kunne se hans hånd, der lå på rattet. Han holdt på det sådan her.

Drengen løftede den ene hånd op foran panden, lod den ligge løst i luften over et tænkt rat.

Hans øjne var store og mørke.

– Så hvad gjorde du?

– Ventede. Jeg vidste jo ikke, hvem det var.

– Men du så, at det var en V70?

Han rystede heftigt på hovedet.

– Ikke til at begynde med. Det var først, da han kørte ud. Da så jeg baglygterne.

– Hvad var der med baglygterne?

– De går hele vejen op til taget, det synes jeg faktisk er ret smart. Jeg er næsten sikker på, at det var en V70, guldfarvet …

– Og manden i bilen startede motoren og kørte væk?

Linus nikkede, tørrede sig i ansigtet og samlede sig.

– Han startede bilen og svingede langsomt ud, så gav han den gas.

Annika ventede.

– Benny var fuld, sagde drengen, men han hørte jo bilen og løb ligesom lidt ud til siden. Men bilen fulgte efter, og så løb Benny over til den anden side, og så fulgte bilen efter, og pludselig var han ligesom midt ude på vejen, da bilen …

Han trak vejret dybt.

– Hvad skete der?

– Det sagde ligesom dunk dunk, og så fløj han.

– Det sagde dunk to gange, og så blev Benny kastet op i luften? Og landede ved plankeværket ind til fodboldbanen?

Drengen sad tavs nogle sekunder, så bøjede han hovedet endnu mere. Annika måtte undertrykke en impuls for ikke at gå hen og lægge armene om ham.

– Han landede ikke ved fodboldbanen?

Linus rystede på hovedet, tørrede sig under næsen med bagsiden af hånden.

– Midt på vejen, sagde han næsten lydløst. Og bilen bremsede, så alle baglygterne blev tændt, og det var først da, jeg så, hvilken Volvo det var. Og så bakkede han, og Benny lå der, og han kørte over ham igen, og så sigtede han ligesom efter… hovedet, og så kørte han over hans ansigt…

Annika mærkede maven gøre oprør, var tvunget til at trække vejret med åben mund.

– Er du sikker? hviskede hun.

Drengen nikkede, hun stirrede ned i hans hårbund, der skimtedes mellem de stive totter.

– Så stod han ud, og han tog fat i Bennys fødder og ligesom slæbte ham op til stakittet og børstede ham lidt af, sådan … Og gik tilbage til bilen og drejede ned ad Sjöfartsgatan og ned mod havnen …

Annika så med nye øjne på drengen, et filter af mistro, afsky og medlidenhed. Var det rigtigt? Hvor modbydeligt! Og stakkels dreng.

– Hvad gjorde du så?

Drengen begyndte at ryste, først på hænderne, så benene.

– Jeg gik … hen til Benny, han lå ved siden af det der høje stakit og … var død.

Han slog sine arme om sin overkrop og vuggede sagte frem og tilbage.

– En del af hovedet og ansigtet var ligesom væk, det løb ud på jorden, og hele ryggen var helt bøjet, sådan nærmest i en forkert vinkel… så jeg kunne jo godt se, at… og så gik jeg bare hjem, men jeg kunne næsten ikke falde i søvn.

– Og du har ikke fortalt noget af det her til politiet?

Han rystede på hovedet igen og tørrede nogle tårer væk med usikker hånd.

– Jeg havde jo sagt til mor, at jeg kom hjem kvart i ti.

Annika lænede sig frem, lagde en kejtet hånd på hans knæ.

– Linus, sagde hun, det, du har fortalt mig, er forfærdeligt. Det må have været frygteligt for dig. Jeg synes, du skal fortælle en anden voksen om det her, for det er slet ikke godt for dig at gå rundt med sådan en hemmelighed.

Han rev sig løs fra hendes hånd og bakkede hen mod væggen.

– Du lovede! sagde han. Du sagde, at jeg kunne være anonym.

Annika løftede armene i en hjælpeløs gestus.

– Hallo, sagde hun. Jeg har ikke tænkt mig at sige noget til nogen. Jeg er bare bekymret for dig. Det er noget af det værste, jeg nogensinde har hørt.

Hun lod armene falde ned langs siden og rejste sig op.

– Det er meget vigtigt, at politiet får det at vide, som du har set, men det ved du allerede. Du er jo en smart fyr. Bennys død var ikke noget uheld, og det er kun dig, der har set det. Synes du virkelig, at morderen skal have lov at gå fri?

Drengen så stift ned på sine knæ igen.

En tanke slog pludselig Annika.

– Du kendte … kendte du manden i bilen?

Drengen tøvede og vred sine hænder.

– Måske, sagde han lavmælt, så pludselig på hende og sagde: Hvad er klokken?

– Fem minutter i seks, sagde Annika.

– Shit, skreg han og fløj op.

– Hvad? sagde Annika, da han for forbi hende og ud i køkkenet. Mener du, at du muligvis genkendte ham …?

– Det er min tur til at lave mad, og jeg er ikke engang begyndt endnu.

Så var han tilbage i døråbningen.

– Mor kan komme hvert øjeblik, det skal være, sagde han hidsigt. Gå nu. Nu!

Hun tog sin jakke på og trådte hen mod ham.

– Tænk på, hvad jeg har sagt, sagde hun og prøvede at smile.

Forlod drengen med en følelse af total utilstrækkelighed.

Thomas mærkede irritationen melde sig, mens han trykkede den ene talkombination efter den anden på daginstitutionens dør. Så sent som i går havde han stået her som en anden idiot uden at kunne komme ind.

– Kan du koden? spurgte han sønnen ved siden af sig.

Drengen rystede på hovedet.

– Det er altid mor, der gør det, sagde han.

Et sekund senere gik døren op indefra. En kvinde i fyrreårsalderen med to snottede treårige trådte ud på gaden. Han mumlede et høfligt tak, holdt døren for Kalle og gik ind i trappeopgangen.

– Det var sjovt at være i børnehave, sagde drengen.

Thomas nikkede adspredt og prøvede at være nærværende. Hver gang, han trådte ind på daginstitutionen, følte han sig som en alien, hans oilskinsfrakke og mappe og blanke slips kolliderede på en eller anden måde med personalets fodformede sko og hjemmestrikkede trøjer. Han følte sig som en klodset kæmpe, svedig og malplaceret blandt de småbitte støvler og minimøblerne. Selvom det måske mest var kommunikationen, der lukkede ham ude, den kontakt, personalet havde med hans barn, som han ikke selv formåede at deltage i. Han kunne ikke sidde og tale om den samme tegning i ti minutter, rastløsheden rasede i hans årer og rev og sled i ham efter et par sekunders forløb, jo, den er fin, Ellen, skal det forestille en missekat? Så var han allerede oppe og på vej mod næste tanke, næste handling.

Pigen sad og klippede, da han kom, pegede begejstret på fiskene og planterne, hun havde klistret på papiret.

– Skal jeg hjælpe dig med flyverdragten? tilbød han.

Hun så forbavset på ham.

– Jamen, jeg kan da selv, sagde hun, lagde saks og papir på plads og gik ud i garderoben, en lille rank person med tynde ben og svingende arme. De tog bussen ved Flemminggatan, og allerede inden de var stået på, vidste Thomas, at det var en fejltagelse.

– Jeg vil begynde at spille hockey, sagde Kalle, mens Thomas prøvede at forhindre en pensionist i at køre Ellen over med sin rollator.

Bare tanken om at skulle køre sønnen gennem trafikken i den indre by flere gange om ugen, fik det til at flimre for hans øjne.

– Tror du ikke, det er lidt for tidligt? sagde han afledende.

– William er allerede begyndt i Djurgården. De sagde, at han næsten var for gammel.

Herregud, tænkte Thomas.

– Her skat, sagde han, sæt dig på sædet. Vi er lige straks hjemme.

– Jeg svedler, sagde pigen.

– Det hedder altså sveder, sagde drengen med foragt i stemmen. Kan du da ikke få det ind i hovedet?

– Så så, sagde Thomas.

Den halve kilometer til deres lejlighed på Hantverkargatan tog et kvarter. Kalle faldt to gange, da buschaufføren satte fuld fart på for at trænge gennem køerne langs Scheelegatan.

Med sveden løbende ned ad ryggen i en luft, der blev tykkere og tykkere af kuldioxid og udhostede viruspartikler, lovede Thomas sig selv fra nu af at skide på al partipolitik og udelukkende stemme på det parti, der tilbød en fornuftig trafikløsning for Storstockholm.

– Er mor hjemme? spurgte pigen, da de langt om længe var kommet op på anden sal i nummer 32.

– Hun er jo i Norrland, sagde Kalle. Det sagde hun også i går.

– Er mor hjemme? sagde hun igen, denne gang henvendt til Thomas og i en lige så håbefuld tone. Han så hendes øjne, så fuldstændig troskyldige, de runde røde kinder, den lille rygsæk. Et kort øjeblik svimlede det for ham, du gode Gud, hvad har vi gjort? Hvad er det dog for et ansvar, vi har påtaget os? Hvordan skal vi nogensinde klare det her? Hvordan skal børnene overleve i denne her elendige verden? Han måtte synke hårdt, bøjede sig ned over barnet og tog den svedige hue af hende.

– Nej, skat, mor arbejder. Hun kommer hjem i morgen. Her, tag huen, så skal jeg låse op.

– Hvad skal vi have at spise? spurgte sønnen.

– Elgfrikadeller med hvidløg og rodfrugter i ovn.

– Mums, sagde Ellen.

– Yummi, sagde Kalle.

Luften, der slog imod ham fra lejligheden, var indelukket og lugtede råddent. Gadelygterne kastede flakkende blå skygger over loftets stuk.

– Gider du tænde lyset, Kalle?

Børnene måtte selv sørge for at få overtøjet af, mens han gik ud i køkkenet, tændte lyset og startede ovnen. Annika havde lavet middagsmad og frosset den ned i portioner, så de kunne varme den i mikroovnen, men han foretrak den gamle, hæderlige varmluftovn.

– Må vi spille computer, far?

– Ja, hvis I selv kan starte den.

– Hurra! råbte drengen og løb ind på kontoret.

Han slog sig ned med de sektioner af morgenavisen, han ikke havde nået at læse i morges, ny terror i Mellemøsten, børsen var for nedadgående, lægemiddelbranchen varslede tab, da han pludselig mærkede, at den ubehagelige lugt var tiltaget markant.

Han lagde avisen fra sig, rejste sig og så sig omkring i køkkenet. Da han åbnede lågen til skraldespanden, ramte den ham med en lige højre. Pludselig kom han i tanke om, at Annika havde mindet ham om skraldespanden, inden hun gik hjemmefra i går morges.

Han bøjede sig ned og var lige ved at brække sig, da hans mobiltelefon ringede ude i gangen. Hurtigt lukkede han lågen igen, trykkede den ekstra grundigt til og skyndte sig ud for at tage telefonen.

Det var hans kollega fra Landstingsförbundet.

– Jeg har modtaget brochurerne fra trykkeriet, sagde Sophia Grenborg. Jeg fik at vide, at du var gået hjem, men jeg tænkte, at du måske gerne ville se dem.

Det boblede som af champagne i hans hjerne.

– Det var vel nok sødt af dig at ringe, sagde Thomas. Selvfølgelig vil jeg gerne det. Kan du ikke sende et bud hjem til mig med dem. Jeg bor på Hantverkargatan.

Han gik tilbage til køkkenet, åbnede vinduet lidt på klem for at få den rådne fiskestank ud.

– Aha, sagde hans kollega fraværende, som om hun noterede. Kungsholmen, ikke?

Han gav hende koden til hoveddøren, så hun kunne give den videre til buddet.

– De har lige ringet fra ministeriet, fortsatte hun, Cramne spurgte, om vi kunne fremskynde aftenmødet og tage det allerede i morgen.

Thomas blev stående og kiggede ned i baggården. Det ville gå ud over hans tennisaftale.

– Nej, sagde han. Min kone er bortrejst og kommer først hjem i morgen eftermiddag. Det ville passe mig meget bedre næste mandag.

– Han lagde ikke skjul på, at han ikke kunne mandag, sagde Sophie. Skal vi så tage det uden dig?

Tanken om at blive ladt udenfor gjorde ham først stum, så krænket.

– Nej, sagde han hastigt, nej, Annika er hjemme lidt over fem, så det ville være okay ved syvtiden …

– Okay, men så siger jeg det videre. Vi ses i morgen aften …

Han satte sig ned med mobilen i hånden, lyden fra ventilatoren nede i baggården nåede ham som en stille susen gennem det halvåbne vindue.

Ministeriet igen. Det nye projekt havde været rigtig vellykket. Efter projektet om regionsspørgsmålet, der var blevet en bragende succes, havde han stort set kunnet vælge frit fra alle hylder mellem de nye opgaver i Kommunförbundet.

Det var Annika, der havde ment, at han skulle interessere sig for de politikere, der i stadig stigende antal blev udsat for trusler. Der havde været andre, mere prestigefyldte opgaver at påtage sig, men hun havde set tingene i et større perspektiv.

– Du vil jo videre, havde hun sagt på sin sædvanlige, usentimentale måde. Hvorfor så fjante rundt på Kommunförbundet med deres små, private projekter, når du har muligheden for at skaffe dig selv en masse gode kontakter uden for foreningen?

Så han havde beskæftiget sig med samfundets åbenhed, politikernes tilgængelighed og det indbyggede trusselbillede, det medførte.

Det trak koldt om hans fødder, han rejste sig og lukkede vinduet.

Til grund for projektet lå et spørgeskema, der viste, at hver fjerde kommunalpolitiker og hver femte udvalgsformand havde været udsat for vold eller trusler om vold på grund af deres politiske arbejde. Hyppigst kom truslerne fra enkeltpersoner, men trusler fra racistiske eller fremmedfjendtlige grupper var heller ikke usædvanlige.

De besvarede spørgeskemaer resulterede i, at et udvalg blev nedsat til at undersøge vold og trusler mod politikere. Udover Kommunförbundet var også Landstingsförbundet, Det kriminalpræventive Råd, Justitsministeriet, rigspolitiledelsen, SÄPO og nogle udvalgte i kommuner og amter repræsenteret.

Han satte sig tungt ned på sin stol, overvejede at læse lidt i avisen igen, men lod den ligge. Projektet var ikke højt prioriteret i Landstingsförbundet, og der havde været adskillige løftede øjenbryn over, at han havde valgt netop det.

Arbejdsgruppens opgave bestod i at fremme det åbne og demokratiske samfund og komme med konkrete forslag til, hvordan de folkevalgte politikere burde agere i kritiske situationer. Blandt andet skulle de udarbejde en vejledning og afholde regionale konferencer i samarbejde med Integrationsverket og Komitéen for Levende Historie.

Det var ham og Sophia fra Landstingsförbundet, der sammen stod for møderne, og til trods for at projektet kun var et par måneder gammelt, vidste han, at han havde valgt rigtigt. Den støtte, de allerede nu havde fået fra Justitsministeriet, var fantastisk.

Drømmen om at arbejde for regeringen, inden han blev fyrre, var måske inden for rækkevidde.

Mobilen begyndte pludselig at vibrere i hans hånd igen. Han tog den, inden den var begyndt at ringe.

– Du skulle bare have været her, sagde Annika. Lige nu er jeg på vej forbi den vestlige port ind til stålværket i Svartöstaden uden for Luleå, og det er fantastisk smukt. Nu skal jeg rulle vinduet ned, så, kan du høre, hvor det bruser? Thomas lænede sig tilbage, lukkede øjnene, men hørte kun det statiske brus på den dårlige forbindelse til sin mobiltelefon, der var grundlagt af en svensk-amerikansk superkapitalist.

– Far, sagde Kalle, computeren vil altså ikke.

Sønnen stod i døråbningen med store, forskrækkede øjne.

– Vent lidt, Annika, sagde han, tog telefonen fra øret og vendte sig mod drengen. Jeg sagde jo, at I selv måtte finde ud af det. Tryk knappen ind og hold den inde i tyve sekunder og vent, til lampen er slukket. Så tæller du til ti og begynder forfra

Drengen løb tilbage til kontoret.

– Stålværket? sagde han. Skulle du ikke være på flyvestationen?

– Jo, der har jeg været, men jeg har truffet en ung fyr, der …

– Men du når det vel?

– Når hvad?

Han blev stum. I tavsheden mellem dem anede han faktisk en brusende lyd i baggrunden, eller måske snarere en tordnende lyd. Han mærkede afstanden mellem dem som en klump i maven.

– Jeg savner dig, sagde han lavmælt.

– Hvad siger du? råbte hun for at overdøve støjen.

Han udstødte et hurtigt og lydløst suk.

– Hvordan har du det, Annika? spurgte han.

– Fint, svarede hun, for højt og alt for hurtigt. Har I spist?

– Maden står i ovnen.

– Men hvorfor bruger du ikke mikroovnen? Jeg har jo …

– Jeg ved det, afbrød han hende. Kan jeg ringe til dig lidt senere? Jeg står ligesom midt i det hele lige nu.

Så sad han igen med mobiltelefonen i hånden og følte en irrationel bekymring, der grænsede til vrede. Han brød sig ikke om, at Annika rejste væk, sådan var det bare. Hun havde det ikke godt. Han kunne mærke det, men når han sagde noget om det, blev hun kold og afvisende. Han ville have hende her hos sig, så han kunne sørge for, at alt var, som det skulle være, at hun var tryg og lykkelig.

Efter den sindsoprivende jul, og da opmærksomheden efterhånden havde lagt sig, havde alting været godt. Annika havde været stille og bleg, men fattet. Hun havde leget meget med børnene, sunget og danset med dem, klippet og klistret. Hun havde brugt meget tid på den nyoprettede ejerforening og på en mindre ombygning af køkkenet, der havde været på sin plads nu, hvor de havde købt lejligheden. Tanken om det kup, de havde gjort, da de købte lejligheden for en kvadratmeterpris, der lå mere end halvtreds procent under markedsprisen, havde gjort hende barnligt glad, men hun havde jo også altid været fattig som en kirkerotte. Selv prøvede han at tage købet med ro, han vidste, at penge kom og gik. Annika forsømte ikke en lejlighed til at minde ham om, at han havde tabt sin sidste kapital på Ericsson-aktier.

Han kastede et blik på maden i ovnen og spekulerede på, om den var ved at blive varm, men gjorde ikke mine til at tage den ud.

Da Annika var begyndt at arbejde igen, skete det oftere og oftere, at hun gled fra ham, blev fjern og fremmed. Hun kunne standse op midt i en sætning og stirre op i loftet med åben mund og skrækslagne øjne. Når han spurgte, hvad der var galt, stirrede hun på ham, som om hun aldrig havde set ham før. Det gav ham gåsehud.

– Far, jeg kan altså ikke.

– Prøv en gang til, jeg kommer om et øjeblik.

Med ét følte han sig fuldstændig kraftesløs. Han kastede et sidste blik på morgenavisen og vidste, at også denne dags journalistiske øvelser ville havne i skraldespanden.

Med blytunge lemmer dækkede han bord, lagde børnenes snavsede flyverdragter i vaskemaskinen, lavede en salat og viste Kalle, hvordan man startede computeren igen.

Lige da de havde sat sig til bords, kom budet med brochurerne, som de skulle se på og drøfte i morgen aften.

Mens børnene snakkede og spiste, læste han sig igennem de kortfattede og håndfaste instrukser til de voldstruede kommunalpolitikere om, hvordan de skulle håndtere situationen. Først en gang, så en gang til.

Så tænkte han på Sophia.

Annika slukkede for bilmotoren uden for Norrlands-Tidningens mørke indgangsdør. Det gule lys fra gadelygterne faldt skråt ind over instrumentbrættet.

Den tid, hun havde gået hjemme, havde givet Thomas en bevægelsesfrihed, som han øjeblikkelig havde taget til sig og gjort til sit eget reservat. På tre måneder havde han vænnet sig til døgnservice og børn, der kun var til pynt og glæde, aftener fri til tennis og arbejdsmøder, weekender til jagt og hockeyrejser. Efter hun var begyndt igen, var det fortsat på samme måde. Han bebrejdede hende, at hun arbejdede, under påskud af, at hun burde hvile sig.

Han ville allerhelst være fri for at skulle varme den mad, hun havde lavet, tænkte hun, forundret over den vrede, tanken vakte i hende.

Hun slog bildøren op og stod ud i snesjappet på gaden. Lænede sig ind over bagsædet og tog sin taske og pc.

– Pekkari? sagde hun i samtaleanlægget. Det er Bengtzon. Jeg har noget, jeg må tale med dig om.

Hun blev lukket ind, famlede sig gennem den mørke vestibule.

Natchefen tog imod hende øverst på trappen.

– Hvad drejer det sig om?

Hun blev næsten slået omkuld af stanken af gammel spiritus i hans ånde, gik så tæt hen til ham, som hun kunne, og talte lavmælt.

– Benny kan have fundet ud af noget, han ikke burde vide, sagde hun.

Manden spærrede øjnene op, de sprængte blodkar tydede på oprigtig sorg.

– Er det F21?

Hun trak umærkeligt på skuldrene.

– Det kan j eg ikke rigtig sige noget om endnu, sagde hun. Jeg er nødt til at tale med Suup først.

– Han går altid hjem præcis klokken fem.

– Han er vel ikke også død? sagde Annika.

Hun fik lov at sidde ved brevkasseredaktørens skrivebord og fiskede sin computer frem, mens hun forsigtigt flyttede bunkerne med sorterede, håndskrevne fortrædeligheder. Tændte for den, samtidig med at hun ringede til politiets informationsafdeling. Kommissær Suup var ganske rigtigt gået hjem klokken sytten nul dut.

– Hvad hedder han til fornavn? spurgte Annika.

Betjenten lød forundret over sit eget svar.

– Det ved jeg faktisk ikke.

Råbte så ud i lokalet: Hør, hvad hedder Suup mere end Suup?

Mumlen og skraben.

– Han står opført med initialerne LG.

Hun ringede til 118 118 fra telefonen på skrivebordet og opdagede, at nummeret var spærret. Sådan havde det også været på Karrineholms-Kuriren, nummeroplysningen var for dyr. Trak hurtigt ledningen ud af telefonen og satte den i stikket på sin pc. Kom ud på linjen og koblede sig så til Kvällspressens server.

På Telias hjemmeside kunne hun konstatere, at der ikke var nogen Suup med initialerne LG i telefonbogen hverken i Luleå, Råneå, Piteå, Boden, Kalix eller Älvbyn. Længere kunne han ikke køre hver dag for at komme på arbejde, skønnede hun. I stedet loggede hun sig ind på civilregistreringssystemet, dafa, som gudskelov langt om længe var kommet på nettet.

Der var en Suup, Lars-Gunnar, født 1941, bosat på Kronvägen i Luleå.

Ind på Telia igen, udfyldte adressefeltet med Kronvägen og voila! En Aino Suup havde to abonnementer på nummer 19. Koblede sig ud igen, fjernede ledningen og satte den tilbage i telefonen.

I samme øjeblik ringede hendes mobiltelefon, hun tog sig til hovedet.

– Jeg er jo ikke rigtig klog, sagde hun til Anne Snapphane. Hvad fanden ringer jeg ikke fra denne her for?

– Que? sagde Anne.

Støjen bag hende sladrede om alkoholindtagelse og spartansk indretning.

– Hvor er du? spurgte Annika.

Det var en meget dårlig forbindelse.

– Hvad? sagde Anne Snapphane. Hallo? Er du midt i noget?

Annika talte lavmælt og langsomt.

– Jeg er midt i et journalistmord. Ring til mig ved midnat, hvis du er vågen.

Hun lagde på og ringede til det første af Aino Suups numre. Fik faxen. Ringede til det andet og havnede midt i Nyhedernes kendingsmelodi.

– Nå, så du er altså også sådan en, der forstyrrer folk hjemme, sagde kommissæren og lød ikke specielt forundret.

Som Benny Ekland, tænkte Annika, lukkede øjnene og sagde:

– Den Volvo, I fandt i Malmhamnen, var det en V70? Guldfarvet?

Studieværtens rolige stemme fyldte linjen i flere sekunder. Så blev der pludselig skruet ned for tv’et.

– Nu gør du mig meget nysgerrig, sagde kommissæren indledende.

– Der er ikke nogen, der har lækket noget, sagde Annika. Men jeg har talt med et muligt vidne. Er oplysningen korrekt?

– Det kan jeg ikke kommentere.

– Off the record?

– Jeg tager lige den anden telefon.

Han lagde på, Annika ventede i en evighed, inden røret blev løftet igen, denne gang uden tv i baggrunden.

– Du kan jo teoretisk set have fået den vagthavende til at læse tyverianmeldelsen fra Bergnäset lørdag nat op, sagde han.

– Så det er altså rigtigt nok?

Hans tavshed var bekræftelse nok for hende.

– Og nu vil jeg gerne høre, hvad du kan fortælle mig, sagde han.

Hun tøvede, men kun for syns skyld. Uden kommissærens kommentarer havde hun ingenting.

– Jeg har talt med en person, sagde hun, som hævder at have set Benny Ekland blive påkørt på Skeppargatan i Svartöstaden mellem Mefos og Sandgatan. Der stod en guldfarvet Volvo V70 parkeret ved indkørslen til fodboldbanen med front ud mod vejen og en mand bag rattet. Da Benny Ekland dinglede forbi, blev motoren startet, bilen svingede ud og kørte efter Ekland i fuld fart. Mit vidne påstår, at Ekland prøvede at slippe væk, løb fra den ene side af vejen til den anden, og at bilen fulgte efter ham. Selve sammenstødet skete cirka midt på kørebanen.

– Du gode Gud, mumlede kommissæren.

– Det bliver værre endnu, sagde Annika. Bilen ramte Ekland to gange, han fløj i en bue og landede midt på kørebanen. Bilen bremsede, bakkede og kørte først over kroppen og bagefter hovedet. Da han havde kørt over hans hoved, standsede føreren, det var en mand, stod ud af bilen og slæbte liget op til fodboldbanen. Der børstede han ligesom liget af på en eller anden måde, satte sig ind i bilen og kørte ned mod … hvad hedder den … Sjöfartsgatan, der fører ned til LKAB’s malmhavn. Hvad var der for skader på bilen?

– Køleren og forruden, sagde kommissær Suup uden at tøve.

– I må jo have indset, at det her ikke var nogen helt almindelig påkørsel, kraniet var knust og ryggen brækket. Alle indre organer var mast.

– Helt korrekt. Obduktionsrapporten kom her i eftermiddags. Der var altså nogen, der så det hele?

– Vidnet har forlangt at være anonymt.

– Du kan vel ikke få den pågældende til at kontakte os?

– Jeg har allerede gjort, hvad jeg kunne, men jeg prøver gerne igen. Hvad siger du til det hele?

– Hvis vidnets oplysninger er korrekte, hvilket de meget vel kan være, så ved vi, at vi har et overlagt mord på halsen.

Annika tastede citatet direkte ind på skærmen.

– Kan du på stående fod komme i tanke om noget, Benny Ekland har skrevet for nylig, der kunne motivere en dødstrussel mod ham?

– Ekland holdt sig aldrig tilbage for at skrive om kontroverser og ubehageligheder, så det lyder ikke helt usandsynligt. Men det ville være embedsmisbrug, hvis jeg fremkom med nogen som helst spekulationer på indeværende tidspunkt. Hvis vidnets oplysninger stemmer, og jeg siger hvis, må vi naturligvis være fuldstændig åbne over for alle former for motiver.

– I så fald bliver det så dig, der skal lede efterforskningsarbejdet?

– Nej, jeg udtaler mig bare til pressen, men det er mig, du skal tale med. Jeg tror, lederen af forundersøgelserne bliver Andersson hos anklagemyndigheden, men hun har siddet i retten hele dagen, så jeg tror ikke, hun ved noget om alt det her endnu.

Da de havde afsluttet samtalen, fandt Annika ud til redaktionen. I et smalt lokale med lange borde og en luft, der var fuld af statisk elektricitet fandt hun en gruppe lamslåede medarbejdere, hvide i ansigterne og med flakkende øjne.

– Jeg må tale med dig, sagde hun til natchefen.

Med forbløffende smidighed rejste den store mand sig op og gik foran hende gennem redaktionen, gennem sporten og åbnede døren til et lille hummer, der fungerede som rygelokale. Annika blev stående i døren. Trods en hvæsende ventilator var stanken derinde uhyggelig. Manden tændte en cigaret og hostede voldsomt.

– Jeg holdt op for ni år siden, sagde han, men i går morges begyndte j eg igen. Luk døren.

Hun trådte et skridt ind over tærsklen og skottede op mod loftet. Lod døren stå på klem. Væggene krøb ind mod hende, hun fik svært ved at trække vejret.

– Hvad drejer det sig om? sagde Pekkari og pustede en grå røgsky op i retning af ventilatoren.

– Benny blev myrdet, sagde Annika og mærkede hjertet dunke. Jeg har et vidne, der så, hvordan han døde. Politiet bekræfter, at vidnets udsagn stemmer overens med deres oplysninger, i det mindste indtil nu. Kan vi gå ud herfra?

Natchefen stirrede på hende, som om han havde set et spøgelse. Han sad stivnet med cigaretten i hånden halvvejs op til munden.

– Please? sagde Annika og kunne ikke vente længere, skubbede døren op og vaklede ud.

Hun gik hen til den anden ende af den næsten mennesketomme sportsredaktion, en enlig rapporter så forskræmt op på hende fra bag sin store skærm.

– Hej, sagde Annika.

– Hej, sagde manden og dukkede sig ned igen.

– Myrdet? hviskede Pekkari hende i øret. Gør du grin med mig?

– Overhovedet ikke. Jeg skriver artiklen, du kan trykke den i sin helhed, men du slipper den ikke til TT. Sådan gør vi det.

– Hvorfor giver du sådan en historie væk?

– Kollegialt ansvar, sagde Annika og koncentrerede sig om få sin puls ned. Desuden er der ingen, der læser begge vores aviser. Vi er ikke konkurrenter, vi kompletterer hinanden.

– Jeg sætter vores aftenreporter på sagen, sagde natchefen.

– Nej, sagde Annika. Min byline. Det er min historie, men du får den.

– Han så undrende på hende.

– Jeg skylder dig en, sagde han.

– Det ved jeg, sagde Annika og gik tilbage til sin pc.