Torsdag den 12. november

Anne Snapphane vågnede med en dunkende hovedpine og et hvidt lys i øjnene. Hun havde en modbydelig smag i munden, og under sengen var der noget, der lavede en forfærdelig larm. Efter lange overvejelser med flere fejlkoblinger gik det omsider op for hende, at det var telefonen, der ringede. Hendes hånd famlede i blinde langs sengen, og det lykkedes hende at få fat i den snoede telefonledning. Hun førte røret til sine læber med en stønnende lyd.

– Har du set avisen? sagde Annika i den anden ende. Det er sgu for galt. Hvis ikke det var for renterne, sagde jeg min stilling op i dag. Eller i går.

Stemmen havde det særeste ekko, som om den slog mod en glasplade et eller andet sted mellem mellemøret og hørecentret.

– Hvad? kvækkede Anne med en stemme, der prellede af mod loftet.

– „Paula fra Popfabrikken tvunget til oralsex“, læste Annika med sin rungende stemme.

Anne Snapphane prøvede at sætte sig op.

– Hvem?

– Jeg ved ikke, om det her overhovedet nytter noget længere, sagde Annika. Jeg har fundet et journalistmord, muligvis med forbindelse til terrorisme, og vi er alene om historien, og hvad sker der så? Både Ekkoet og tv-nyhederne har haft Benny Ekland på forsiden hele morgenen med henvisning til vores eneret, og hvad fanden kører vi selv med på forsiden? En skide afsutning!

Anne gav op, lod sig falde tilbage i puderne igen og lagde armen over øjnene. Hjertet bankede som et tærskeværk og fik sveden til at bryde ud overalt samtidigt. En udefinerbar angst fik maven til at vende sig.

Jeg skulle ikke have taget de sidste, tænkte hun omtåget.

– Anne?

Hun rømmede sig.

– Hvad er klokken?

– Omkring ti. Og så har jeg været ude på det forbandede museum på flyvestationen igen, og tror du, at fyren, der står for museet, var blevet rask? Nej, gu var han ej, så her sidder jeg som en anden idiot.

Hun prøvede slet ikke at forstå noget, var klar over, at hun havde mistet grebet. Igen.

– Det var da ærgerligt, sagde hun samtykkende.

– Kommer du i aften?

Anne lod hånden glide over panden nogle gange, prøvede at komme i tanke om, hvad de havde aftalt.

Kunne ikke.

– Kan vi ikke tales ved lidt senere? Jeg var lige ved at …

– Jeg er hjemme lidt over fem.

Hun lod røret falde ned på gulvet med den døde summetone. Forsigtigt åbnede hun øjnene igen, tvang sig til at se på den tomme plads ved siden af sig.

Han var der ikke længere. Ikke mere.

Hun vendte blikket op mod loftet og lod det glide over mod vinduet. Huskede hans lugt, hans latter, hans hidsige rynker.

Den gradvise forståelse af, at han ikke længere skulle være hos hende, havde efterladt hende stiv, stum og kold.

De havde en deal. De var enige.

Et vidunderligt barn, et delt liv, den perfekte opdeling af frihed og ansvar. De havde Miranda, og de havde hinanden, men de ejede ikke hinanden. Ingen skyld, ingen krav, kun hensyn og omtanke. Hver sin bolig, hver sin uge med pigen med mange fælles aftener og weekender, juleaftener og fødselsdage.

Hun havde holdt sin del af aftalen, havde aldrig ladet nogen anden mand komme i nærheden af sig, ikke for alvor. Og så gik han hen og flyttede sammen med en monogam tv-tøs fra SVT, der gik ind for tosomhed og ægte kærlighed.

Og hvis den anden så bare havde været helt anderledes, tænkte Anne uklart. Hvis hun bare havde været lille og sart og blond og køn og uanstødelig. Hvis han bare havde valgt en anden for noget, som jeg ikke havde, noget, jeg manglede, men hun var ligesom mig. Samme slags udseende, havde oven i købet samme slags job.

Følelsen af svig blev på en måde dobbelt.

Der havde ikke været noget galt med hende, Anne, udvendigt, men der havde været noget galt med hende som menneske, hendes livsindstilling, hengivenhed og loyalitet.

Selvmedlidenhedens tårer pressede sig på, hun tvang dem tilbage med brutal tankekraft.

Det var han ikke værd.

Annika bed tænderne sammen, så det gjorde ondt i kæberne.

Det nyttede i hvert fald ikke noget at give sig til at tude, ikke over sådan noget, ikke over en skide prioritering ved natredaktionens desk. Det føltes næsten som at være vikar igen, bare værre. Dengang, for over ni år siden, havde hun ikke forstået sammenhængen, havde kunnet undskylde fejlvurderinger og chikane fra ledelsen med, at hun ikke forstod. Der var sikkert en højere mening, der var skjult for hende, og hvis hun bare hørte godt efter, ville hun komme til at forstå den. Hun havde sat en ære i at være åben og lærevillig, ikke selvgod, uvidende og kritiserende som så mange andre nyuddannede.

Men nu kendte hun faget, og visheden gjorde hende som lammet af magtesløshed.

Sommetider kunne hun få den tanke, at det hele kun drejede sig om penge.

Hvis det havde været lige så lukrativt at sælge stoffer, så havde ejerfamilien gjort det i stedet. Andre dage føltes det bedre, hun kunne se sammenhængen på den måde, hun var oplært til det, kommercialismen garanterede ytringsfrihed og demokrati, avisen var til for læsernes skyld, indtægterne var til for at sikre, at den også i fremtiden kunne udgives.

Hun løsnede sit krampagtige greb om rattet og tvang sig til at slappe af. F21 forsvandt bag hende, hun drejede ud på den lange, lige strækning mod hovedvejen. Tastede nummeret til politiets informationsafdeling, der var optaget hos kommissær Suup og samtaler, der ventede. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvor god jeg er, tænkte hun, og det lykkedes hende ikke helt at skjule sin bitterhed. Tanken fortsatte og blomstrede med yderligere en idé, inden hun fik sat en stopper for den: Sandheden er ikke interessant, det er kun det fantasifoster, som den kan skabe.

For ikke helt at fortabe sig i selvmedlidenhed, og for ikke at blive koblet væk fra informationsafdelingen, indledte hun en tåbelig meningsudveksling med telefondamen i omstillingen, der blev mere og mere stresset. Tricket var at få lov at blive liggende på omstillingsbordet, til en ledning blev ledig.

– Nu stiller jeg dig på ‘vent’, sagde telefondamen lettet, da Suup havde afsluttet en af sine samtaler.

Hun blev koblet ind i et tomrum et eller andet sted i det digitale verdensrum. Der var helt stille, gudskelov. En elektronisk Für Elise havde fået hende til at knalde helt ud.

Hun var nået forbi rundkørslen i Bergnäset, inden det klikkede i røret, og det blev hendes tur.

– Jeg må bukke og takke, sagde kommissær Suup. Linus Gustafssons mor ringede til os klokken syv i morges og fortalte, at det var hendes søn, der var det hemmelige vidne i Norrlands-Tidningen i dag. Hun sagde, at du havde opfordret drengen til at tale med politiet og en anden voksen om det, han havde været vidne til, og det var hun glad for. Drengen havde ikke været sig selv siden søndag nat, sovet og spist dårligt, ville ikke i skole…

En tøvende ro bredte sig i hende.

– Det er jeg glad for at høre, sagde hun. Hvad siger du til hans vidneudsagn?

– Det er ikke mig selv, der har forhørt ham, jeg har siddet i telefonen siden klokken halv seks, da de frigav telegrammet til TT, men efterforskningsholdet har gået rundt på stedet med ham, og de mener, han er troværdig.

– Fint arbejde, sagde Annika og prøvede at lyde imponeret.

– De ville jo sørge for at få det gjort, mens det stadig var mørkt, for at få de samme forhold som på mordtidspunktet, og inden medierne vågnede. Jeg tror, det lykkedes for dem.

– Og? sagde hun og bremsede for rødt lige inden Bergnäsbron.

– Lad os sige, at vi nu ikke længere taler om en flugtbilist, men om en morder.

– Har I tænkt jer at indkalde rigspolitiets mordafdeling?

Svaret var svævende.

– Nu må vi se, hvor vi havner efter den første efterforskningsdag.

Der blev grønt lys, hun slingrede over krydset ved Granuddsvägen.

– Benny skrev jo en hel artikelserie om terrorisme i løbet af de sidste par måneder, sagde Annika. Jeg kommer lige ude fra F21, tror du, at hans død kan have noget med artiklen om attentatet derude at gøre, eller noget andet han har skrevet?

– Det har vi ikke nogen mening om. Kan du vente et øjeblik?

Han ventede ikke på hendes svar, det bragede i hendes øre, da kommissæren lagde røret fra sig, gik over gulvet. Et dumpt drøn tydede på, at han lukkede en dør.

– Derimod, sagde han, da han kom tilbage i røret, er der noget andet, som jeg faktisk har drøftet med kaptajn Pettersson her til morgen, og som angår dig.

Hun slap speederen af lutter forbløffelse.

– Jeg vil ikke tale om det i telefonen, fortsatte kommissæren. Har du mulighed for at komme forbi informationsafdelingen i eftermiddag?

Hun rystede kraftigt på armen for at få armbåndsuret ud af dunjakkens ærme.

– Faktisk ikke, sagde hun, mit fly går klokken 14.55, og jeg skal først op på Norrlands-Tidningen.

– Så ses vi der, sagde han. Vi har et team dernede nu, og jeg har lige lovet den ansvarshavende at komme ned til dem på bladet og informere om efterforskningsarbejdet.

Kvinden i bladets reception var forgrædt med opsvulmede røde øjne. Annika nærmede sig forsigtigt og andagtsfuld, mærkede med al ønskelig tydelighed, at hun forstyrrede.

– Avisen er lukket for besøg, sagde kvinden hvast. Kom tilbage i morgen.

– Mit navn er Annika Bengtzon, sagde Annika fredeligt, det var mig, der …

– Kan du ikke høre? sagde kvinden, rejste sig og begyndte at ryste over hele kroppen. Vi sørger her på bladet i dag, vi har sorg, en af vores medarbejdere er … gået bort. Så vi har lukket. Hele dagen. Gå nu.

En rød sky over Annikas hoved trængte ind i hjernen på hende og truede med at kortslutte den.

– Det var da som bare fanden, sagde hun. Er hele verden blevet skruptosset? Undskyld jeg er til.

Hun vendte kvinden ryggen og gik hen mod trappen op til redaktionen.

– Hallo, du der! skreg receptionsdamen. Det her er et privat foretagende. Kom tilbage.

Annika standsede ikke op, kastede et blik over skulderen og sagde, uovervindelig:

– Skyd mig.

Allerede efter et par skridt hørte hun, at der var en form for mindehøjtidelighed i gang ovenpå. I den lille entré uden for selve redaktionen skimtede hun deltagerne, en farveløs masse, grå hår, mørkebrune jakker, brune polotrøjer. Bøjede rygge, svedige nakker, den slags forvirret vrede, der gør mennesker blodløse og stumme. Deres suk sugede al luften til sig, tømte resten af huset for ilt.

Hun trak vejret dybt og smøg sig ind længst tilbage i lokalet, gjorde sig usynlig samtidig med, at hun strakte sig for at kunne se manden, der holdt tale længere fremme.

– Benny Ekland havde ingen familie selv, sagde manden, en midaldrende mediechef i mørkt tøj og blankpudsede sko. For det var os, der var hans familie. Han havde os, og han havde Norrlands-Tidningen.

Ingen i lokalet reagerede på ordene, alle var opfyldt af deres egen forundrede mistro, dødens umulighed. Famlende hænder, blikke, der borede sig fast i gulvet eller ledte efter noget at se på, alle små øer for sig selv.

Der var reportere og flere fotografer, der havde taget opstilling langs væggene, folk fra andre medier. Dem kunne hun kende på deres grådige nysgerrighed. De var ligeglade, deres interesse lå hos manden, der talte, og de sørgende kolleger.

– Benny var den type journalist, der ikke længere findes, messede manden med de blanke sko. Han var en reporter, der aldrig gav op, han ville frem til sandheden for enhver pris. Vi, der var så heldige at arbejde med Benny i alle årene, har fået en stor gave, nemlig at lære en så hengiven og ansvarsfuld kollega at kende. For Benny var der ikke noget, der hed overtid, han tog sin opgave alvorligt …

– Jo, var der nogen, der hviskede i hendes øre, nu nærmer vi os sandheden.

Hun vendte hurtigt hovedet og fik øje på Hans Blomberg, arkivaren, der stod lige bag hende. Han nikkede og havde et lille smil om læberne. Han bøjede sig frem og fortsatte hviskende:

– Benny var populær i ledelsen, fordi han aldrig krævede overtidstillæg eller lønforhøjelser. Og fordi han tjente så elendigt, var det vel heller ikke mere end ret og rimeligt, at alle andre også gjorde det.

Annika lyttede forbløffet.

– Han var morakker, hviskede hun tilbage. Hvorfor?

– Fem ugers betalt ferie blandt luderne i Thailand hvert år, og så løbende kredit på Stadspubben. Hvad mere kan en mand ønske sig?

To ældre kvinder foran dem med ens strikkede trøjer og opsvulmede øjne vendte sig og hvæsede hysterisk.

Mindehøjtideligheden rundedes af med et minuts tavshed for den døde, fotografernes blitzer krydsede hinanden.

– Hvor havde Benny sin arbejdsplads? hviskede hun til arkivaren.

– Kom, sagde han og trak sig tilbage.

De forlod det grå, luftløse hav og gik yderligere en etage op, havnede oppe under loftet.

– Han var den eneste, bortset fra den ansvarshavende, der havde eget kontor, sagde Hans Blomberg og pegede ned ad en lang korridor.

Annika gik ind i den smalle gang, mærkede væggene komme nærmere, lukke sig over hende. Hun stoppede op, trak vejret roligt og forsigtigt, så væggene, som de var i virkeligheden. Stille.

De malede masonitplader havde løsnet sig fra underlaget og bugtede faktisk, brungule og grimme.

Hun gik hen til Benny Eklands brunmalede dør og bankede hårdt. Til hendes forundring fløj den øjeblikkelig op på vid gab.

– Hvad drejer det sig om? spurgte en civilklædt, knælende kriminalbetjent, pustede håret ud af øjnene og betragtede hende irriteret oppefra og ned.

Bag ham stak to andre kriminalbetjente hovederne op bag skabe og skuffer. Annika trådte et skridt tilbage og mærkede, at hun blev rød i hovedet helt op til hårrødderne.

– Undskyld, sagde hun, jeg leder efter … jeg ville gerne vide …

– Det her er Benny Eklands kontor, sagde den civilklædte betjent og derpå, i en lidt venligere tone: Det er dig, der hedder Annika Bengtzon. Det var dig, der sad i tunnelen med den gale massemorder.

Hun stirrede på ham et par sekunder, overvejede at flygte, men nikkede, hørte et eller andet sted i baghovedet, at englene begyndte at synge. Nej! tænkte hun. Ikke nu.

– Suup ringede og sagde, at han skulle møde dig her, men han er ikke kommet endnu. Forsberg, sagde han, rejste sig og stak hånden frem, blond og med et ulvesmil.

Annika slog forvirret øjnene ned, opdagede til sin forlegenhed, at hænderne var kolde og fugtige.

– Hvordan går det? sagde hun for at have noget at sige, dunkede sig let i hovedet med den ene håndflade for at få stemmerne til at forsvinde.

– Suup fortalte, hvordan du fik fat i drengen Gustafsson, sagde blonde Forsberg, samtidig med at han lagde et bundt papirer fra sig på en hylde.

– Det var der ikke noget mærkeligt ved, sagde Annika. Han ville gerne fortælle, og så var det tilfældigvis mig, der var i nærheden. Finder I noget?

Politimanden sukkede.

– Det meste af det er et farligt roderi.

– Han fik en hel del post i dag, indskød Hans Blomberg bag Annikas ryg. Har I været igennem den?

Kriminalbetjentene stirrede på hinanden, alle rystede på hovedet.

– Hvor er den? spurgte Forsberg.

– Jeg lagde den i hans postkasse, som jeg altid gør. Skal jeg hente den?

Annika fulgte efter arkivaren ned til postsorteringen. Hellere det end at blive tilbage og stå i vejen for betjentene.

– Der er ikke noget, der tyder på, at det var dig, der ledede Benny Eklands fanklub, sagde hun, mens Hans Blomberg fandt den døde mands post frem.

– Det var heller ikke nødvendigt, sagde den runde mand. Der var så mange andre, der sloges om det. Jeg har et mere nuanceret billede af vores stjernereporter.

Han gik hen mod trappen igen, Annika fulgte efter hans grove trøje.

– Og hvordan ser det så ud?

Manden stønnede højt, da han flyttede vægten fra det ene ben til det andet på det næste trappetrin.

– Det spillede overhovedet ingen rolle, hvem på bladet der fik et tip, hvis der var noget ved det, var det Big Ben Eken, der tog sig af det. Han var altid den sidste om aftenen, for så kunne han komplettere en sætning eller to i en andens artikler og få dobbelt byline.

– Blev han kaldt for Big Ben?

– Men jeg må sige, at han var skrap til at få facts frem, sagde Hans Blomberg og standsede op på et trin. Det må jeg faktisk indrømme.

– Annika Bengtzon? sagde en stemme nede fra anden etage.

Hun trådte nogle skridt tilbage, bøjede sig frem og spejdede rundt om hjørnet.

– Suup, sagde en mager mand med et stort gråt hår. Skal vi tale lidt sammen?

Hun gik ned til den ældre mand, tog hans hånd og så ind i et par øjne, der et øjeblik foresvævede hende at kunne tilhøre et barn, så klare og gennemsigtige var de.

– Jeg har lovet at tale med personalet om lidt, men det her er ikke noget, der kommer til at tage lang tid, sagde han. Rynkerne forstærkede indtrykket af balance og redelighed.

– Du har virkelig vakt min nysgerrighed, sagde Annika og gik ind i brevkasseredaktørens kontor, hvor hun havde skrevet sin artikel aftenen før.

Han er ikke bitter, for det gennem hende. Han tjener menneskeheden på en måde, som han ved er den rette, og til gengæld får han respekt og bekræftelse af, at hans referencerammer er de rigtige. Han er et trygt menneske.

Hun trak en stol frem til kommissæren, selv satte hun sig på kanten af skrivebordet.

– Vi satte stor pris på, at du henvendte dig til os med dine oplysninger i går, sagde manden lavmælt. Og jeg må sige, at det forundrede os, at du gav din historie væk. Norrlands-Tidningen udkommer jo længe før Kvällspressen heroppe, så I blev hverken de første eller de eneste.

Annika smilede og noterede sig, at englene var tavse.

– Du har arbejdet længe med pressen, sagde hun, det kan jeg høre.

– Og derfor drøftede jeg en oplysning med Pettersson, som vi har haft liggende i nogle år, og som vi et stykke tid har talt om at frigive.

Hun mærkede adrenalinen brede sig i kroppen og spærrede øjnene op.

– Politiet har i mange år haft en mistænkt til attentatet, sagde han lavmælt. Det drejer sig om en ung mand, der kom til Luleå sydfra i slutningen af tresserne, men som oprindeligt stammede oppe fra Tornedalen et eller andet sted. Han var aktiv i et par af venstregrupperne og gik under kodenavnet Ragnwald. Vi har et par forskellige bud på hans identitet, men vi er ikke helt sikre.

Annika sad stum og stirrede på politimanden, den sensationelle oplysning fik nakkehårene til at rejse sig.

– Har du noget imod, at jeg skriver det ned?

– Ikke det mindste.

Hun fandt blok og pen frem og kradsede det ned, kommissæren havde sagt. Hun rystede så meget på hånden, at det næsten blev ulæseligt.

– Hvorfor mistænker I netop den mand? spurgte hun.

Ragnwald forsvandt, sagde Suup. Vi har grund til at tro, at han flyttede til Spanien og gik ind i ETA. Han blev fuldtidsterrorist, og attentatet mod F21 var hans svendestykke.

Det bankede på døren. Kriminalassistent Forsberg stak hovedet ind.

– Ja, undskyld, Suup, men vi har fundet noget højst besynderligt.

– Hvad?

– Et brev uden afsender med et meget mystisk og højtravende indhold.

Han kastede et blik på Annika og tav.

Hun tænkte febrilsk og prøvede at se upåvirket ud.

– Det lyder som et af de sædvanlige anonyme smædebreve, sagde hun. Jeg har atten affaldsposer fulde.

– Læs det op, sagde kommissær Suup.

Forsberg tøvede kun et øjeblik. Så fiskede han en side op af lommen, der var revet ud af en kollegieblok og foldet fire gange. Han holdt den forsigtigt i sine behandskede hænder.

– Ingen opbygning uden nedrivning, læste han. Nedrivning medfører kritik og forkastelse, medfører revolution. Den betyder, at man ræsonnerer sig til forskellige ting, hvilket er at bygge op. Hvis man sætter nedrivning først, får man opbygning under processen.

Annika skrev febrilsk, fik kun halvdelen af ordene med. Hun så ud af øjenkrogen, at Forsberg lod brevet synke.

– Ringer der en klokke? spurgte han.

Annika så kommissær Suup ryste på hovedet og gjorde automatisk det samme.

– Vi er ovenpå, hvis der er noget, sagde Forsberg og forsvandt igen.

– Kan jeg skrive det der om Ragnwald? sagde Annika.

Kommissæren nikkede.

– Og det kommer ikke til at gribe ind i efterforskningsarbejdet, hvis jeg skriver det?

– Tværtimod, sagde Suup.

Annika betragtede kommissæren i tavshed, vidste, at hans troskyldighed ikke udelukkede, at målet helligede midlet. Der var ingen tvivl om, at han havde en ræv bag øret, når det var nødvendigt, for det var man tvunget til i hans stilling.

– Fortæl mig, hvorfor du giver mig de oplysninger, sagde hun.

Manden rejste sig forbløffende smidigt.

– Oplysningerne er korrekte for så vidt, at de stemmer overens med politiets mistanke, sagde han. Vi ved ikke, om han rent faktisk gjorde det, men vi tror, han var blandet ind i det på en eller anden måde, muligvis var det ham, der var hjernen bag hele attentatet. Han må have haft nogen med sig, vi har jo fundet fodaftryk på selve gerningsstedet. Der er ikke ret mange mænd, der bruger størrelse seksogtredive.

Det sidste var også en nyhed.

Han forlod hende siddende mellem fortørnede læserbreve om tømning af skraldespande og hundelorte med en klar følelse af, at hun sad med mere end bare et scoop.

Langsomt føjede hun de ord til, hun ikke havde nået at få med i sine notater.

Ingen opbygning uden nedrivning.

Rigtigt, tænkte hun.

Hvis man sætter nedrivning først, får man opbygning under processen.

Hvem ved …

Taxichaufførernes kommentarer henne fra indgangen fulgte hende i en lind strøm, da hun gik gennem den lille lufthavn, og fik hende til at føle sig lettere jaget. Arbejdede de aldrig? Stod de bare der i trækken fra døren, beskyttet mod den arktiske kulde af deres mørkeblå uniformer med guldknapperne?

Hun fik plads længst tilbage i flyet ved siden af en kvinde med to små børn. Det ene sad på kvindens skød, det andet klatrede uafbrudt rundt på sæderne.

Annika mærkede, at hun blev totalt overvældet af stress, det var det eneste tidspunkt, hun havde til at skrive.

– Undskyld, sagde hun til stewardessen, da flyet var lettet. Jeg er nødt til at arbejde. Er det okay, hvis jeg rykker mig lidt frem?

Hun rejste sig fra sædet og nikkede sigende mod den halvtomme kabine. Spædbarnet på moderens skød gav sig til at skrige lige ind i øret på hende.

– Nu er du booket ind her, så det kan altså ikke lade sig gøre. Du skulle have bestilt business class, sagde stewardessen kort for hovedet og vendte sig mod sin lille vogn med drinks.

– Undskyld, sagde Annika lidt højere nu, men det gjorde jeg også. Eller rettere sagt min arbejdsgiver. Kan jeg fa lov til at gå lidt længere frem?

Hun kantede sig forbi moderen og blokerede gangen. Stewardessen gik rundt om sin vogn med små irriterede skridt.

– Du hørte, hvad jeg sagde. Efter den 11. september kan man ikke bare skifte plads, som det passer en.

Annika tog et langt skridt hen mod stewardessen og åndede lige ind i ansigtet på hende.

– Så smid mig af, hviskede hun, tog sin pc ned fra hylden og gik fem rækker længere frem.

Med stresset syngende i alle blodårer skrev hun tre artikler, inden flyet landede i Arlanda: Luleå dagen efter mordafsløringen, kollegernes sorg og politiets gennemgang af selve gerningsstedet med vidnet. Layout og faktabokse måtte aftenholdet klare. Oplysningerne om Ragnwald og attentatet gemte hun til en anden god gang, de løb ingen steder.

Med bankende hjerte løb hun over terminal fires klinkegulv og ned under jorden. Fra Arlanda Express ringede hun til Spiken og ajourførte ham om situationen, blev stillet om til Billed-Pelle og drøftede billedsituationen med ham. Det nyetablerede samarbejde med Norrlands-Tidningen gav Kvällspressen fuld adgang til hele NT’s billedmateriale, nyt såvel som arkiveret, hvilket havde medført, at man var sluppet for at flyve egne fotografer op eller hyre freelancefolk.

– Vi finder ikke årets pressefoto blandt det her materiale, sagde fotoredaktøren. Annika kunne høre, at han hurtigt klikkede sig igennem det tilsendte materiale på sin Mac. Men de kan bruges til avisen i morgen. Nogle af dem er både skarpe og tydelige.

Hun spadserede fra hovedbanegården til fritidshjemmet med dunjakken stående åben. Vinden var fugtig og mættet af dufte, jord, løv, udstødningsgas, græsset var stadig grønt, og på mange af træemes grene sad halvvisne blade. Hun så op mod himlen, rødgrå og mat. Lyset fra millioner af lygter betvang den nordiske efterårsaften og fik en til at tro, at virkeligheden var håndterbar og kunne kontrolleres.

I byen er der aldrig stjerner, tænkte hun.

Sønnen kastede sig i hendes arme, som om hun havde været væk i et halvt år. Lagde en klæbrig kind mod hendes og begravede hænderne i hendes hår.

– Jeg har savnet dig, mor, sagde han ind i hendes øre.

Hun vuggede drengen i sin favn, kærtegnede den hårde lille ryg og nussede hans hår.

Hånd i hånd fulgtes de ad til Ellens børnehave, drengen rev sig løs og løb de sidste ti meter hen til døren, hilste med lysende øjne på Lennart og Helena, der netop var på vej hjem.

Ellen var træt og pirrelig, da hun kom, ville ikke med hjem, ville ikke have et knus. Ville bare sidde og klippe, og det var far, der skulle hente hende.

Annika måtte beherske sig for ikke at eksplodere, mærkede, at hendes tærskel var lav.

– Ellen, sagde hun højt, Kalle og jeg går nu.

Pigen stivnede, ansigtet fordrejedes, hun spærrede øjnene op og udstødte en fortvivlet lyd.

– Fyverdragten, skreg pigen, jeg har ikke min fyverdragt på.

Hun smed saksen fra sig og løb ud til det skab, hvor hendes overtøj hang under et sommerbillede af hende selv foran bedsteforældrenes sommerhus på Gällnö, flåede fortvivlet i tøjet og prøvede at tage sin flyverdragt på bagvendt.

Annika mærkede bebrejdende blikke fra to andre mødre længere henne ad gangen.

– Ja, men så kom da, sagde hun og gik hen til datteren. Jeg skal nok hjælpe dig, men så må du også lade være med at være så sur.

– Det hedder faktisk flyverdragt, sagde Kalle.

Hele vejen hjem skælvede Ellen af små snøft.

– Når far henter os, får vi altså lov til at køre med bussen, sagde drengen, da de stod klemt inde på en helle ved trafiklyset på Kungsholmsgatan.

– Der er så varmt og trangt i busserne, sagde Annika og fik kvælningsfornemmelser bare ved tanken.

Hun bar Ellen fra Bergsgatan og hjem. Fik hurtigt tændt op i kakkelovnen for at få bugt med kulden fra de utætte vinduer, løb ned i gården med det stinkende affald. Hænder og ben udførte bevægelserne uden hendes aktive medvirken. Satte ris over, samtidig med at hun tog sin pc op af tasken, satte den i gang, trak stikket ud til telefonen i køkkenet og lagde et stykke dybfrossen torsk til optøning i mikroovnen.

– Må vi spille computer, mor?

– Det er fars computer.

– Jamen vi må godt for far. Jeg ved, hvordan man starter den.

– I kan se Snehvide i stedet for, den begynder om et øjeblik, sagde hun og koblede sig ind på bladets server.

Drengen forsvandt surmulende. Hun skar torskestykket i to centimeter tykke skiver, mens hendes pc loggede sig på, vendte dem i salt og mel og lagde dem i en tykbundet gryde med lidt smeltet smør i bunden. Hørte fisken stege, mens hun sendte de tre artikler til bladet, skyndte sig så at stænke lidt citronsaft over torsken, fandt lidt frosset dild frem, som hun strøede over, hældte en deciliter kaffefløde, en kop vand og fiskebouillon ved, dryssede lidt frosne cocktailrejer over.

– Hvad skal vi have at spise, mor? spurgte Ellen og kiggede op på hende under pandehåret.

– Mors lille skat, sagde Annika og bøjede sig for at tage pigen op til sig. Kom her, sid lidt hos mig.

Datteren satte sig til rette på hendes knæ og lagde armene om hendes hals.

– Lille mus, sagde Annika, vuggede hende blidt og pustede til hendes hår. Er du sulten?

Pigen nikkede lidt.

– Vi skal have fisk med flødesovs og ris og rejer, det kan du da godt lide, ikke?

Hun nikkede igen.

– Vil du hjælpe mig med at lave lidt salat?

Et tredje nik.

– Okay, sagde Annika, satte hende ned på gulvet og trak en stol frem til køkkenbordet ved siden af komfuret. Har du vasket hænderne?

Pigen løb ud på badeværelset og lod vandet løbe i håndvasken. Annika mærkede, at hun blev svimmel.

Hun fandt et lille forklæde og en frugtkniv frem, bandt forklædet om Ellen og viste hende, hvordan hun skulle holde på kniven. Lod hende så skære et stykke agurk i skiver og stave, mens hun selv snittede et halvt hoved icebergsalat og en håndfuld tomater. Hældte olivenolie, balsamico og italiensk salatkrydderi over. Ellen fik lov til at vende salaten.

– Det blev vel nok fint, ikke? sagde hun, da hun stillede skålen på spisebordet. Kan du lægge bestik på bordet? Du ved, hvordan det skal ligge?

– Du kommer altså for sent til børnetime, skreg Kalle fra tv-stuen. Pigen slap bestikket og styrtede af sted. Annika nåede lige at se, at hendes strømper var snavsede.

Hoveddøren gik op, hun hørte børnenes jubelråb og bumpet, da Thomas’ mappe landede på bænken ude i gangen.

– Hej, sagde han, da han kom ind i køkkenet. Han kyssede hende på panden. Hvem har du talt med?

Hun rejste sig på tæer og kyssede ham på munden, lagde armene om hans hals og holdt ham tæt ind til sig. Af en eller anden grund dukkede et billede af Forsberg op i hendes hoved, kriminalbetjenten.

– Jeg har ikke talt med nogen, sagde hun med læberne mod hans hals.

– Du har været optaget i den sidste halve time.

Hun slap ham modvilligt.

– Fandens også, sagde hun, jeg er jo koblet til bladet.

Løb hen til pc’en, flåede ledningerne ud og satte telefonstikket tilbage igen.

– Vi kan spise nu, sagde hun.

– Jeg skal ikke have noget at spise, sagde Thomas. Vi skal til møde i ministeriet, så jeg spiser med arbejdsgruppen.

Annika standsede op med gryden i hænderne.

– Jeg troede, du skulle spille tennis, sagde hun forundret.

Hun brændte fingrene trods grydelappen og gik hurtigt hen til bordet og satte gryden på bordskåneren.

– Fyren fra justitsministeriet ville kaste et blik på brochurerne og tage en bid mad med os bagefter.

– Så kan du vel sidde her sammen med os og smage lidt på det, sagde Annika og trak stolen ud for Ellen.

Hun skottede op til sin mand, så ham udstøde et lydløst suk, og stillede gryden med ris på bordet.

– Kalle, råbte hun ind mod tv-stuen. Vi spiser!

– Jamen jeg vil se det her, skreg drengen tilbage.

Hun øste ris og fisk op til Ellen og stillede salatskålen ved siden af hendes tallerken.

– Det er Ellen, der har lavet salaten, sagde hun oplysende ud i køkkenet. Du kan selv tage, ikke?

Gik derefter ind i tv-stuen og slukkede for fjernsynet. Drengen udstødte et rasende skrig.

– Så er det nok, sagde Annika. Mad er vigtigere end tv, det ved du godt. Gå ud i køkkenet og sæt dig.

– Hvad skal vi have at spise?

– Fiskegryde med ris og rejer.

Drengen skar ansigt.

– Rejer, puha.

– Dem kan du bare tage væk. Skynd dig nu, inden maden bliver kold.

Thomas sad og spiste med god appetit, da hun kom ud i køkkenet.

– Hvordan smager det? spurgte hun og satte sig over for ham.

– Rejerne er blevet for hårde, sagde han. Du lægger dem altid i for tidligt.

Hun svarede ikke, øste en portion op til sig selv og vidste, at hun ikke kunne få en bid ned.

Thomas trådte udenfor, trak huen godt ned om ørerne og fyldte lungerne med mild og duftende aftenluft. Han følte sig nærmest overmæt, noget han var kommet til at sætte større og større pris på med årene. Det gode liv, tænkte han vagt. Nydelse og kærlighed på alle niveauer.

Strakte sig, sikker og rolig.

Det var skønt, at Annika var tilbage. Alting blev så varmt og hyggeligt, når hun var hjemme, og så var hun jo så god til alt det med børnene.

De havde det godt.

Han blev stående uden for døren med sin mappe i hånden, overvejede at tage bilen. De havde aftalt at mødes på Södermalm på en restaurant på Hornsgatan, hvor man kunne få et separat lokale. De ville sandsynligvis bestille en flaske vin, så han ville være tvunget til enten at afslå og være ædru eller tage chancen og tage bilen hjem. På den anden side var det torsdag, gaderne skulle spules, så han var alligevel nødt til at flytte den.

Han drejede til højre og derefter til højre igen og ind på Agnegatan.

Nu håber jeg, skidtet kan starte, tænkte han og åbnede Toyotaens dør ublidt.

Han var så dødtræt af den bil. Den var gammel allerede dengang, han traf Annika, men hun nægtede at tage lån i lejligheden for at købe en ny.

– Jeg tager de offentlige transportmidler, sagde hun. Det er vel også godt nok til dig. Det er kun idioter, der kører i bil her i byen.

Det sidste havde hun fuldstændig ret i. Men det var ikke bilernes skyld, det var politikernes.

Han kørte ned ad Hantverkergatan. Gaden var egentlig lukket for biltrafik, men det gav han pokker i.

Naturligvis skulle gaderne omkring Zinkensdamm også spules lige netop i aften. Med synkende hjerte og accelererende puls kørte han omkring for at finde en gade, hvor han kunne klemme sig ind på en lovlig parkeringsplads. Der var ingen. Det endte med, at han parkerede lige uden for restauranten. Annika ville blive tosset, hvis hun opdagede den uundgåelige parkeringsbøde på deres fælleskonto, så han måtte huske at betale den kontant på posthuset.

Stod ud af bilen og betragtede det sted, hvor de skulle mødes.

En beverding, tænkte han. Øltelt.

Sukkede. Tog huen af, stoppede den ned i frakkelommen, tog sin mappe og gik indenfor.

Lokalet var røgfyldt og støjende. En dunkende lyd af udefinerbar rock nåede ham fra de dårlige højttalere, og der var dartspil på væggene. Gamle reklamer for forskellige øltyper prøvede at forlene stedet med et kulturelt anstrøg. En jukeboks stod og blinkede tavs i et hjørne.

– Thomas! Herovre!

Sophia Grenborg sad i en bås til højre for baren, og han gik lettet hen mod hende. Hilste hjerteligt på sin kollega fra Landstingsförbundet og følte sig kun en anelse skyldig. Tre år tidligere havde de lagt billet ind på det samme job på Kommunförbundet. Det var ham, der havde fået det, skønt hun havde været bedre kvalificeret. I årene, der var gået siden da, havde han altid været ekstra venlig mod hende, når deres veje mødtes.

– Hvor er Cramne? spurgte han og tog sin oilskinsfrakke af.

– Han er ikke kommet endnu, sagde kollegaen og rykkede sig for at gøre plads til ham ved siden af sig i sofaen. Jeg gad vidst, hvad han tænkte på, da han valgte sådan et sted her til vores møde.

Han brast i latter, det var præcis, hvad han selv havde tænkt. Satte sig ved siden af hende og så, at hun havde bestilt en øl. Hun så hans blik, trak på skuldrene og smilede.

– Det var ligesom det rigtigste at gøre her og nu, sagde hun.

Han løftede armen og standsede en ung tjener. Bestilte en stor fadøl.

– Hvad synes du om brochuren? sagde hun.

Thomas anbragte sin mappe på skødet, lukkede den op og lagde en lille stak papirer på bordet med tryksagen øverst.

– I det store hele synes jeg godt om den, sagde han og satte mappen ned på gulvet igen. Men der er noget, der er blevet lidt for løst i slutredigeringen. Vi er nødt til at udtrykke os endnu klarere, når vi giver de voldstruede politikere råd og vejledning om, hvordan de skal forholde sig. Vi skal ikke skræmme, men vi skal mane til alvor og eftertanke. Måske skal vi udarbejde en statistik over deres reaktioner og indhente nogle tal fra Det Kriminalpræventive Råd. Egentlig var det Annikas spontane kommentarer, han gav udtryk for. Hun havde set brochuren igennem, lige inden han kørte. Sophia Grenborg så på ham, muligvis lidt imponeret.

Han strakte sig.

– Det er godt set, sagde hun. Har du noget imod, at jeg skriver det ned?

Han nikkede kort, så sig om efter manden fra ministeriet og sin øl.

– Der er en anden ting, jeg har tænkt på, fortsatte Sophia, samtidig med at hun skrev på sin lille blok. Hvad mener du om at foretage en generel vurdering? Undersøge, hvordan samfundet egentlig ser på trusler og vold mod vores demokratisk valgte repræsentanter.

Han kiggede på hende, mærkede selv, at han ikke hørte efter.

– Hvordan mener du?

Hun lagde blok og pen ned i sin håndtaske.

– Jo, altså, sagde hun, hvilken betydning lægger vi i forsøgene på at lukke munden på vores politikere? Burde vi ikke undersøge det?

Thomas rynkede panden og skjulte sin begejstring.

– Du mener altså, at vi bør undersøge, hvordan folk reagerer på fænomenet?

– Ja, sagde hun og lænede sig frem, og samtidig se på mulighederne for at forandre deres opfattelse ved gøre dem bevidste om det.

Han nikkede eftertænksomt.

– Vi skulle måske få pressen involveret, sagde han, få en debat i gang, lidt god gammeldags opinionsdannelse.

– Ja! samtykkede hun begejstret. Engagere informationsafdelingerne med henblik på at få nogle pressemeddelelser ud og nogle hurtige rapporter.

– Artikelserier i aviserne om vore nye helte, sagde Thomas og kunne se overskriften for sig. Den lokale politiker tager kampen op med højreekstremisterne og anarkisterne i sin by.

– Uden dog at overdrive faren og skræmme de mennesker væk, der er på vej ind i politik, sagde Sophia.

– Er det jer, der skal have møde? sagde den unge tjener og satte glasset med øl ned på Thomas’ dokumenter.

Hurtigere end lyden fjernede Thomas glasset. Alligevel lykkedes det ham ikke at undgå en våd ring på forslaget til tydeligere retningslinjer.

– Cramne ringede, fortsatte tjeneren, han bad mig sige, at han alligevel ikke kunne komme i aften. Det bliver toogtredive kroner.

Han blev stående og ventede på at få sine penge for øllen.

Thomas mærkede vreden trænge sig på og bruse op som skummet på hans hænder og bukser.

– Hvad i helvede? sagde han. Hvad er meningen med det her?

Sophia Genborg rettede sig op og lænede sig frem mod tjeneren.

– Sagde Cramne hvorfor?

Den unge mand trak på skuldrene og trippede utålmodigt for at få sine penge.

– Han sagde bare, at han ikke kunne komme, og at jeg skulle sige det til jer. Og så sagde han, at I kunne gå ned og få noget at spise, han ville klare regningen, næste gang han kom forbi.

Thomas og Sophia udvekslede et blik.

– Per Cramne bor i ejendommen, sagde tjeneren og pegede med sin pen op i loftet. På femte sal. Og han kommer her cirka lige så mange gange om ugen. Vi har allerede dækket op nede i restauranten. Det er den smalle trappe bag toiletterne.

Thomas fiskede nøjagtig toogtredive kroner op af sin pung, lagde derpå både den og sine papirer ned i mappen igen.

– Jeg har ikke tid til det her, sagde han og gjorde mine til at rejse sig.

Tjeneren forsvandt.

– Vi kunne jo prøve at tænke på, hvordan en sådan vurdering kunne se ud, sagde Sophia Grenborg. Nu da vi alligevel er her. Og se på, hvordan vi kan tydeliggøre vejledningerne omkring trusselsbillederne. Det er jo faktisk det vigtigste, at politikerne føler sig trygge i deres position og ved, hvordan de skal håndtere trusler og vold.

– Jeg har aflyst min tennisaftale, hørte Thomas sig selv sige i et tonefald som et skuffet barn.

Hun smilede til ham.

– Og jeg mit salsakursus. Vi kan i det mindste lade regeringen spendere en middag for vores ulejlighed.

Han slappede af og smilede tilbage.

Anne Snapphane stønnede af anstrengelse, da hun gik op ad trappen, lod blikket følge opgangens runding, lod sig berolige af væggenes bløde kurver. Hvor var der dog langt op til anden sal, og hvor følte hun sig dog svimmel. Hun standsede op på reposen og så ud gennem de farvede ruder og ned i baggården. Der var lys i vinduerne i Annikas gamle lejlighed.

Pittoresk og småt. Hun ville ikke kunne holde ud at bo i byen igen, det kunne hun mærke på sig selv. Hun vidste også, at det slet ikke duede med de tømmermænd, hun havde i dag.

Annikas entrédør var høj som en kirkedør og tung som bly. Hun bankede forsigtigt på, vel vidende, at børnene var lagt i seng for nylig.

– Kom ind, sagde Annika lavmælt og gik baglæns ind i lejligheden. Jeg skal bare lige sige godnat til Kalle, så kommer jeg.

Anne sank sammen på bænken ude i gangen og sparkede med besvær skoene af. Hun hørte Annika le og drengen fnise, blev siddende med overtøjet på, indtil pandebåndet begyndte at klø.

Gik så ind i stuen med de gigantiske stukarbejder, lod sig falde ned i sofaen og lagde hovedet tilbage.

– Vil du have kaffe? spurgte Annika, da hun kom ind i stuen med et fad småkager.

Bare tanken fik det til at vende sig i Anne.

– Har du lidt vin?

Annika satte fadet fra sig.

– Thomas har, sagde hun, men han er så pokkers nøjeregnende med den. Du kan tage en ganske almindelig flaske, de står …

Hun pegede i retning mod et vitrineskab.

Pludselig var det ikke noget problem at rejse sig, Annes fødder rørte knap nok gulvet, hun svævede hen til skabet. Vendte og drejede flaskerne, læste etiketterne.

– Villa Puccini, sagde hun. Den koster toogfirs dask og er helt fantastisk. Kan vi tage den?

– Gør du det, sagde Annika ude fra gangen.

Med et rask tag fik Anne fjernet stanniolen og sat proptrækkeren ned i den bløde kork, trak så voldsomt i den, at der kom små stænk af vin på hendes trøje. Hænderne rystede en anelse, da hun tog et krystalglas på hylden under flaskerne og skænkede den mørkerøde væske op. Smagen var helt guddommelig, stor og rund og frisk på samme tid. Hun tog nogle ordentlige slurke. Fyldte glasset op igen og stillede flasken fra sig på skabet. Anbragte sig så i det ene hjørne af sofaen, trak et af de små bakkeborde hen til sig og stillede glasset på det. Med ét var hele livet meget enklere.

Annika trådte ind i dagligstuen og trak vejret dybt. Når børnene var lagt i seng, følte hun, at der blev løftet en byrde fra hendes skuldre. Hun behøvede ikke at styrte rundt som en vanvittig længere, men når hun satte farten ned, indhentede hun også sig selv. Tankerne kom tilbage, hun begyndte at opfatte tomheden igen. Lejligheden blev en ørken, hun rastløs kunne forvilde sig omkring i, et fængsel med stukkatur og høje paneler.

Hun satte sig ned i sofaens andet hjørne, landede med let krop og tomt hoved, opdagede, at hun frøs. Trak knæene op under sig og betragtede sin veninde. Opfattede Anne Snapphanes hudløse nervøsitet, de anspændte træk, den evindelige søgen efter den knap, der satte verden på plads. Vidste, at Anne ikke ville finde den. Selv havde hun lært, at fidusen var at afstå fra at prøve, at lukke af, vente på balancen.

Anne Snapphane bællede Thomas’ vin i sig i store mundfulde.

– Jeg forstår din frustration, sagde hun og skottede hen til Annika, da hun satte glasset fra sig. Selv ikke jeg kan huske Paula fra Popfabrikken.

Annika pegede på småkagerne, fejede nogle fedtede krummer sammen med pegefingeren, spekulerede over, om hun kunne få sig selv til at tage en. Gav op, lænede sig tilbage i sofaen og lukkede øjnene.

– Jeg må vælge min krig, sagde hun, ellers orker jeg det ikke. At gå til Schyman og brokke sig over det er som at skyde mig selv i foden, tak, men nej tak.

Anne nikkede, lod vinen skylle rundt i glasset, betragtede farven.

– Det hedder smart prioritering, sagde hun.

– Jeg kan ikke gøre alting samtidigt, sagde Annika og slog ud med hænderne. Det er ingen kunst at passe børn og vaske og gøre rent, det er heller ikke noget problem at arbejde atten timer i døgnet, jeg kan bare ikke gøre det hele på en gang. Det er det, der er problemet.

– Du vil ikke bytte job med mig, sagde Anne Snapphane. Det kan jeg love dig alt om.

De sad lidt og lyttede til tavsheden. Bag larmen fra bussen nede på gaden begyndte mørke skygger at liste sig rundt i krogene, komme og gå.

– Jeg skal lige se nyhederne, sagde Annika og kastede sig frem mod fjernbetjeningen. Skyggerne trak sig hvæsende tilbage.

SVT tonede frem på skærmen, Anne Snapphane stivnede.

– Mehmets nye monogame er redaktør på nyhedsredaktionen, sagde hun.

Annika nikkede uden at tage blikket fra skærmen.

– Ja, det sagde du, sagde hun. Fortæl.

Hun skruede op for lyden. Med kendingsmelodien i baggrunden messede studieværten overskrifterne frem i halve sætninger, mistænkt journalistmord i Luleå, Ericsson siger 4.000 medarbejdere op, ny bibliotekslov i det kommende forslag fra kulturministeriet, god aften, vi begynder i Mellemøsten, hvor en terrorist har sprængt sig selv og ni unge mennesker i luften uden for en café i Tel Aviv …

Annika skruede ned for lyden, så den blev en diffus mumlen.

– Tror du, det er alvor med Mehmet og hende der?

Anne Snapphane tog en slurk af vinen og sank den højlydt.

– Hun er begyndt at hente Miranda på fritidshjemmet, sagde hun. Hendes stemme lød halvkvalt og mærkelig.

Annika tænkte efter, prøvede at forestille sig, hvordan hun ville have det med det.

– Det ville jeg ikke kunne bære, sagde hun, at en anden kvinde skulle tage sig af mine børn.

Anne skar en grimasse.

– Jeg har ikke så meget at skulle have sagt, vel?

– Vil du have flere børn?

Annika hørte selv, at det var et ledende spørgsmål, som om hun havde taget tilløb for at stille det. Anne så forundret op og rystede på hovedet.

– Jeg vil være et individ, sagde hun, ikke en funktion.

Annika løftede øjenbrynene.

– Det er jo det, der er hele pointen, sagde hun. At gå op i noget andet end sin sædvanlige menneskelige smålighed og blive en del af noget større. Frivilligt at opgive sin frihed for et andet menneske, det sker jo ellers aldrig i vores samfund.

– Har aldrig tænkt på det på den måde, sagde Anne og drak. Men når du nu siger det, så er det faktisk en af grundene til, at jeg ikke ville leve sammen med Mehmet. For mig er det vigtigste i verden at få lov til at være i fred med mine egne tanker. Hvis ikke ville jeg blive fuldstændig vanvittig.

Annika vidste, at Anne syntes, at hun aldrig havde forstået den dybere mening med hendes og Mehmets arrangement, ikke forstået, hvor godt det havde fungeret, indtil det pludselig brasede sammen.

– Man bliver vel ikke noget sandere menneske, bare fordi man er egoist, sagde Annika og reagerede selv på ordenes hårdhed. Jeg mener, der er jo masser af ting hver eneste dag, vi prioriterer højere end os selv. Ikke bare ungerne, men også vores arbejde, sport eller hvad som helst. Hvor mange kan egentlig gå omkring og være individer på deres arbejde, og hvor meget Annika Bengtzon ville jeg være, hvis jeg var centerforward på Tre Kronors ishockeyhold?

– Vidste, at der var en grund til, at jeg hader holdsport, mumlede Anne.

– Men helt alvorligt, sagde Annika og lænede sig frem. At være en del af et hele er jo det vigtigste, der findes, at have en funktion, der er større end en selv. Hvorfor skulle folk ellers blive tiltrukket af alskens sekter eller andre skøre grupper, hvis ikke det var fordi, der fandtes noget utrolig tillokkende i det.

– Jeg kan heller ikke lide sekter, sagde Anne og tømte glasset.

Der var ikke mere at sige. Den lave summende lyd fra tv’et fik det til at prikke i Annikas hovedbund. Hun lænede sig tilbage i sofaen igen, deres tavshed gjorde luften kold.

– Hvordan har reaktionerne efter pressekonferencen været? spurgte hun for at bryde isen og skød fadet med småkagerne fra sig.

Anne satte glasset fra sig på det lille bord og pressede fingerspidserne mod tindingerne.

– Ledelsen i New York skider højt og flot på den lokale kritik, som de kalder den, så jeg har besluttet mig for at gøre det samme. Kollegerne kan rase og skabe sig, men de lukker ikke munden på os.

Bag studieværten dukkede et billede af Svartöstaden op. Annika skruede op for lyden igen. Politiet havde bekræftet, at man betragtede journalisten Benny Eklands død som mord. Mordvåbnet havde været en stjålet Volvo af mærket V70.

– De har ikke noget nyt, sagde Annika og skruede ned.

– Blev han myrdet af en Volvo? spurgte Anne og holdt op med at massere sine tindinger.

– Læste du ikke min artikel?

Anne smilede hurtigt.

– Der har været så meget …

– Jeg forstår ikke, hvorfor alle er så ophidsede over din kanal, sagde Annika. Hvorfor kan ejerfamilien ikke også sende i det digitale network?

– Jo, sagde Anne og løftede det tomme glas, det kan de jo også, men de har allerede foretaget investeringer på flere milliarder i satellitter og egne kabel-tv-net. Vi er en kæmpestor trussel mod hele deres økonomi. De vil gøre hvad som helst for at knuse os.

Annika rystede på hovedet, rejste sig og gik ud i køkkenet.

– Vil du have et glas vand?

– Nej, jeg tager lidt mere vin, råbte Anne efter hende.

Der var mørkt og fuldt af tavse toner ude i gangen. I køkkenet glødede vågelyset på komfuret som et lejrbål på afstand. Vandet plaskede ned i vaskens bund og sendte glitrende kaskader op ad de rustfri sider.

Hun fyldte to store glas med vand, selvom Anne ikke ville have noget.

Da hun kom tilbage, fandt hun veninden siddende i sofaen med det tomme vinglas i hånden.

Alkoholen havde glattet trækkene i Annes ansigt.

– Jeg tror, du tager fejl, sagde Annika og stillede glassene på bordet mellem dem. Ejerfamilien er kendt for at værne om ytringsfriheden, de har jo beskæftiget sig med journalistiske spørgsmål i en menneskealder.

– Af deres hjertes godhed? sagde Anne Snapphane og havde svært ved at styre ordene. Det har jo gjort dem stenrige, ikke? Og de bliver flere og flere, for hvert år der går. De har hårdt brug for indtægterne fra deres tv-satsning, tro mig.

– Men de har jo så mange andre jern i ilden, sagde Annika. Hvad får dig til at tro, at de skulle bekymre sig så voldsomt om netop tv-stationerne?

– Prøv at se nærmere på deres bogforlag, sagde Anne. De udgiver tusindvis af bøger, men der er aldrig nogen af dem, der når bestsellerlisten. Alle aviserne med undtagelse af Kvällsposten går med tab. Radiostationerne sælger eller nedlægger de.

Hendes blik vendte tilbage til det tavse tv, Annika fulgte det og så pludselig kulturministerens brede, mørke skikkelse fylde skærmen. Skruede igen op for lyden.

– Fra første juli vil samtlige kommuner blive tvunget til at have mindst et bibliotek, sagde kulturminister Karina Björnlund med et usikkert blik. Den nye bibliotekslov er et stort skridt i retning mod ens vilkår for alle.

Hun nikkede kraftigt på skærmen, den usynlige reporter ventede åbenbart på, at hun skulle fortsætte. Karina Björnlund rømmede sig, lænede sig ind over mikrofonen og sagde: Et slag for almenviden. Fornyede muligheder. Kundskaber.

Reporterens hånd med den strikkede vante trak mikrofonen til sig og sagde: Er det ikke et lovlig stort indgreb i det kommunale selvstyre?

Mikrofonen kom tilbage på skærmen, Karina Björnlund bed sig i læben.

– Nja, sagde hun, det her er jo et spørgsmål, der har været oppe til diskussion i mange år, men vi foreslår også for eksempel en ny statslig børne- og ungdomsstøtte på 25 millioner kroner til indkøb af litteratur til folke- og skolebiblioteker.

– Er hun ikke langt ude? sagde Annika og skruede ned for lyden igen.

Anne løftede øjenbrynene, virkede behageligt afslappet.

– Forstår ikke din aversion, sagde hun. Det, hun taler om, gør min kanal mulig.

– Hun burde aldrig have været minister, sagde Annika. Der var noget, der gik helt galt efter Studie 6-historien. Hun var jo pressesekretær for Christer Lundgren, handelsministeren, kan du huske ham?

Anne rynkede brynene og tænkte sig om.

– … og hun gjorde det heller ikke specielt godt som pressesekretær, og efter valget blev hun kulturminister.

– Nå ja, sagde Anne, Christer Lundgren, ham ministeren, som alle troede havde myrdet hende den lille stripper.

– Josefin Liljeberg, netop. Men det havde han ikke.

De sad lidt i tavshed igen og så Karina Björnlund tale videre uden lyd. Annika havde en tydelig fornemmelse af, hvorfor pressesekretæren havde fået sin ministerpost, og hun havde en mistanke om, at det var hende selv, der, uden at vide det, havde været medvirkende årsag til udnævnelsen.

– Må jeg slukke? spurgte hun.

Anne trak på skuldrene. Annika overvejede et øjeblik at rejse sig og hente noget andet, hvad som helst, noget at spise eller drikke eller se på, bare et eller andet at konsumere, men hun bremsede sig selv, standsede op, lod den grå angst glide forbi, helst helt forbi.

– Jeg fik en del særdeles fortrolige oplysninger af en betjent i Luleå i dag, sagde hun. Om en fyr fra Tornedalen, der formentlig sprængte et fly i luften på F21 og bagefter gik hen og blev international terrorist. Hvorfor lækker man sådan noget efter tredive år?

Anne lod ordene trænge ind.

– Det kommer jo lidt an på, hvad betjenten sagde, svarede hun. Han er formentlig ikke dum, så han har selvfølgelig et formål med at lade det sive ud. Hvad kan han have været ude efter?

Annika vendte og drejede sit vandglas, ventede på, at det grå skulle drive over.

– Jeg har spekuleret over det hele dagen, sagde hun. Jeg tror, at terroristen er tilbage, og at politiet ønsker, at han skal vide, at de er klar over det.

Anne rynkede brynene, blikket blev klarere, beruselsen fortog sig.

– Er det ikke lidt søgt? sagde hun. De har måske et ønske om at skræmme nogen i hans omgangskreds. Hans gamle kammerater. Advare politiske kræfter både til højre og venstre for Gud ved hvad. Du kan jo ikke vide, hvad politiet har som motiv.

Annika drak lidt vand, sank det krampagtigt og stillede glasset fra sig. Besluttede selv at sprede skyggerne.

– Politikommissæren sagde, at han havde drøftet det med presseofficeren på flyvebasen, hvilket betyder, at Forsvaret har diskuteret spørgsmålet, så det er altså noget, de har haft planer om i et godt stykke tid. Men hvorfor netop nu, og hvorfor lige mig?

– Det første kan jeg ikke svare dig på, men det andet er vel tydeligt for enhver. Hvor mange kendte krimireportere på store aviser findes der i Sverige?

Annika sad lidt i tavshed og tænkte sig om. Et udrykningskøretøj kørte forbi nede på gaden.

– Tænk, sagde hun, om det har noget med mordet på journalisten at gøre. Det passer næsten alt for godt.

– Det er vel ikke utænkeligt, sagde Anne. Har du tænkt dig at bringe de oplysninger?

Annika sukkede i ekkoet efter brandbilen.

– Det går jeg ud fra, sagde hun, men det er jo Schyman, der bestemmer. Jeg tror, han er ved at være godt træt af mig.

– Det er måske dig, der er ved at være træt af ham, sagde Anne og forsynede sig med en småkage.

Annikas ansigt blev lukket, hun trak knæene op til hagen og slog armene om benene.

– Jeg vil bare gerne være i fred og arbejde.

Den unge tjener satte to gin og tonic på bordet, fjernede kaffen og cognacglassene, skiftede et næsten nedbrændt lys ud i stagen og tømte askebægeret.

– Køkkenet lukker klokken ti, men baren er åben til klokken et, så I skal bare sige til, hvis der er andet, I vil have.

Forsvandt derpå lydløst op ad trappen med det tykke tæppe.

– Hvem kunne nu have anet det her? smilede Sophia og slog ud med hænderne.

Thomas kunne ikke holde en boblende latter tilbage. Stemningen i beverdingens kælder var orientalsk, surrealistisk, vægge og gulve var dækket af flere lag tykke, støvede tæpper, der stod blanke bronzefade i alle hjørner og olielamper på lange stenborde. De var alene, sad over for hinanden på tunge læderstole ved et stort bord i sort eg. Taget bestod af teglsten i smukke hvælvinger, der førte tanken hen på sekstenhundredtallet.

– Husene her gemmer på mange skjulte hemmeligheder, sagde Thomas og skammede sig ikke over, at han snøvlede lidt.

– I bor på Kungsholmen? sagde hans kollega og betragtede ham over glassets kant.

Han nikkede og nippede til sin drink.

– Kakkelovn, sagde han. Stuk, knirkende parketgulve, hele svineriet.

– Ejerlejlighed?

– Ja, nu er det. Vi fik tilladelse til at købe den for knap et år siden. Og du?

Sophia tændte en mentolcigaret, inhalerede og pustede røgen ud som små ringe.

– Östermalm, sagde hun. Min familie har en ejendom der.

Han løftede imponeret øjenbrynene, hun slog blikket ned og smilede.

– Den har tilhørt os i to generationer, sagde hun. Jeg har kun en lille treværelses, der er andre i familien, der har mere brug for de store lejligheder, end jeg har.

Han forsynede sig med en håndfuld jordnødder, der var blevet stående på bordet efter aperitiffen.

– Du bor alene?

– Sammen med Socks, min kat. Opkaldt efter familien Clintons, hvis du kan huske …

Han lo, jo, Socks i det Hvide Hus.

– Og du har børn? sagde hun og skoddede cigaretten.

Thomas skød stolen en anelse tilbage.

– Ja, sagde han fornøjet og lagde hænderne over kors på maven. Kone, to børn, men ingen kat.

De lo.

– Arbejder din kone? spurgte Sophia og nippede til sin drink.

Der undslap ham et dybt suk.

– Alt for meget.

Hun smilede, tændte yderligere en mentolcigaret. Tavsheden rejste sig mellem dem som et smukt og løfterigt løvtræ med skælvende blade i varm sol. Sommeren boede her nede i deres orientalske kælderrum, varmen og freden.

– I vinter gik hun hjemme nogle måneder, sagde han, mere stilfærdigt nu. Det var vores bedste tid. Børnene havde godt af det, jeg havde godt af det. Selv lejligheden havde godt af det, vi renoverede køkkenet, og sommetider var der faktisk helt rent.

Sophia havde lænet sig tilbage i stolen og lagt armene over kors. Han så hendes vagtsomme blik og forstod effekten af sine egne ord.

– Jeg mener, sagde han og tog en mundfuld gin, jeg mener selvfølgelig ikke, at kvinder absolut skal være hjemmegående husmødre og stå ved komfuret og føde børn, sådan er det ikke, jeg synes naturligvis, at kvinder skal have de samme chancer for uddannelse og karriere som mænd, men der er jo massevis af gode jobs for en journalist. Jeg fatter ikke, hvorfor hun insisterer på at skrive om vold og død i en elendig sprøjte.

Pludselig hørte han sin mors stemme i hovedet, ord, hun aldrig havde udtalt, men som han vidste, at hun tænkte: For det er sådan, hun er. En andenrangs person, der fører ulykker med sig. Du er for god til hende, Thomas, du kunne sagtens have fået dig en god kvinde.

– Hun er en god kvinde, sagde han højt. Intelligent, men ikke specielt intellektuel.

Sophia lagde hovedet på skrå.

– De to ting hænger jo ikke nødvendigvis sammen, sagde hun. Man kan godt være begavet uden at være belæst.

– Stemmer, sagde Thomas og tog et dyb slurk af sin gin og tonic. Og sådan er det. Annika er utrolig kvik. Problemet er, at hun er så pokkers upoleret. Sommetider er hun som en bulldozer.

Sophia slog hånden for munden og fnisede, han så forbavset på hende, men kunne så ikke lade være med at le med.

– Men det er faktisk sandt! sagde han og blev alvorlig igen. Hun er speciel på alle måder. Giver sig aldrig, når hun først har besluttet sig for noget.

Sophia var holdt op med at le og så deltagende på ham.

– Det må ikke være let at leve med sådan en stædighed, sagde hun.

Thomas rystede lidt på hovedet og tømte sit glas.

– Min mor kan ikke med hende, sagde han og stillede glasset fra sig. Hun synes, jeg har giftet mig nedad, at jeg skulle være blevet hos Eleanor.

Sophia så spørgende på ham.

– Min første kone, sagde han. Hun var bankdirektør. Er bankdirektør. Har giftet sig igen med den eneste it-guru, der landede på fødderne. Sidst jeg hørte fra dem, havde de lige købt sig en ø uden for Vaxholm.

Tavshedens træ bredte sine grene ud over dem, nu fuldt udsprungne. De sad stille og så på hinanden, mens hendes cigaret blev til aske i askebægeret.

– Vi kan vel dele en taxi, sagde Sophia Grenborg. Vi skal jo næsten i samme retning.

Drengen stoppede op i døren til bussen og sank nervøst. Han bøjede sig frem for at spejde ud på vejen, vinden blæste hårde snefnug op i hans ansigt. Den lugtede af udstødningsgas og jern.

– Skal du af eller hvad?

Han skævede frygtsomt til chaufføren, trak vejret dybt, sprang ned fra begge trinene og landede på fortovet. Døren lukkede sig bag ham med et sug og gled væk med en lyd, der var dæmpet af kulde og snefald.

Bussen forsvandt ind på Laxgatan, lyden druknede bag snedriver og stakitter. Han blev stående på fortovet, så sig vagtsomt omkring og lyttede koncentreret. Ikke engang jernværket kunne han høre.

Tvang sig til at trække vejret roligt og slappe af. Der var ingen grund til at være bange. Han spyttede i sneen.

Det var sgu lige før, han var lige så nervøs som hende reporteren fra Stockholm. Hun var ikke rigtig klog. De havde læst hendes artikel om ham i Norrlands-Tidningen, han havde vist Alex, hvordan hun havde teet sig i opgangen.

– Det er hende, havde Alex sagt. Det var hende, der sad i tunnelen dengang med alle de der sprængstoffer. Hun er vel blevet lidt skør i hovedet efter det.

Han havde ikke været specielt skrap til spillet i aften, ikke rigtig i form. Faktisk var han mester, meget bedre end Alex, men i aften var han blevet skudt ned flere gange. Det irriterede ham, at han havde ødelagt sin gode statistik, han sparkede til en isblok, så han fik ondt i foden. Han kunne lige så godt skabe en ny skikkelse, Cruel Devil ville aldrig blive Teslatron God med sådan nogle dårlige resultater i rygsækken. Ninja Master, måske, men han sigtede mod toppen.

Langsomt bevægede han sig ud af gadelygtens gule lys og gik over mod huset. Det lyste svagt oppe hos Andersson, et blåt lys, der sivede ud i mørket. Han sad vel og så sporten.

Pludselig fløj en skygge over facaden, en flygtende dæmon, der udstødte et gisp og forsvandt. Drengen hev efter vejret, så hårdt, at han blev iskold helt ned i halsen. Han mærkede, hvordan hans muskler spændtes, at benene var klar til flugt. Øjne og ører var vidtåbne i mørket, opfattede selv den mindste dirrende nuance.

Stadig ikke en lyd. Blåt lys fra Anderssons vindue. Den isnende kulde fra jorden, der langsomt trængte gennem hans lædersåler.

Ingenting. Nogen, der var gået forbi et vindue et eller andet sted.

Han tvang sig til at slappe af i skuldrene, opdagede, at han næsten ikke havde trukket vejret et helt minut. Gispede let og rallende, mærkede tårerne trænge sig på.

Lort, tænkte drengen, sådan noget forbandet lort.

Uden at tænke mere over det gav han efter for rædslen og styrtede i blinde mod sin hoveddør. Der var lige så buldermørkt som altid i gården, men han vidste, hvor Andersson anbragte sit skrot og smuttede behændigt forbi forhindringerne.

Med et ryk fik han hoveddøren op, tændte den kraftige pære i opgangen med våde vanter. Rystede over hele kroppen, mens han fumlede i jakkelommen efter nøglen.

Døren fløj op, og det gik op for ham, at han var ved at tisse i bukserne. Med en lille jamrende lyd styrtede han ud på badeværelset og løftede sædet.

Han lukkede øjnene og græd lidt, mens den varme stråle landede sådan nogenlunde i toilettet. Bagefter trak han underbukserne op og satte sig på toilettet med bukser og overtøj i en lille bunke for fødderne. Solsikkerne smilede til ham fra det blanke tapet.

Tænk, at han var blevet så bange, fuldstændig som et lille pattebarn. Han fnøs ad sig selv, men han havde aldrig nogensinde brudt sig om mørket.

Langsomt rejste han sig, skyllede ud i toilettet, vaskede hænder og skyllede munden. Han orkede ikke at børste tænder i aften. Sparkede underbukserne af sig, samlede sit tøj op og gik ind på sit værelse.

Der sad nogen på hans seng.

Armene faldt ned langs siden, tøjet landede på gulvet. Han prøvede at skrige, men der kom vist ingen lyd frem, for skyggen bevægede sig meget langsomt, rejste sig, kom hen mod ham, fyldte hele værelset, helt op til loftet.

Skriget kom, og det gav genlyd mellem væggene, drengen vendte sig og prøvede at flygte, alle lyde forsvandt, farverne var væk, billedet uskarpt. Han flyttede hastigt blikket mod det blændende lys ude i gangen, så sin egen hånd flyve forbi ansigtet, mærkede tyngdepunktet flytte fra den ene fod til den anden, kunne ikke få vejret, døråbningen kom nærmere og nærmere, kæntrede, en fedtet handske mod hans pande, en anden omkring hans venstre overarm.

En glimtende refleks i lampen af noget blankt.

Kaos, en hylende tuden i hans hjerne, varm væske ned over hans bryst.

Så tanken, den sidste, lysende og klar.

Mor.