Fredag den 13. november

Toget buldrede gennem natten, rystende som i feber, monotont syngende, hypnotisk. Manden lå i sin kupé på første klasse og stirrede ud ad vinduet, prøvede at opfatte den uendelige række trætoppe mod den sorte stjernehimmel. Smerten trængte gennem morfinrusen og fik ham til at gispe højt.

Med besvær fiskede han yderligere en pille frem fra toilettasken under sin pude og slugte den uden vand. Han mærkede dens virkning, allerede inden den havde nået mavesækken, og lod sig omsider vugge i søvn.

Pludselig befandt han sig på et af sin barndoms maratonmøder i den store teltlejr uden for Pajala. Der var tusindvis af mennesker på hårde træbænke, der lugtede af våd uld og høvlspåner. Mændene oppe på talerstolen messede, først den ene på finsk, så den anden, der oversatte til svensk, uendeligheden i deres stemmer, vedvarende, stigende, faldende.

Med et ryk standsede toget ved en station. Han spejdede ud på perronen, Långsele, Långsele?

Panikken slog ned i ham, hård og ubarmhjertig, du gode Gud, han var på vej i den gale retning! Armene spjættede, han løftede hovedet fra den syntetiske hovedpude og trak vejret stødvist.

Dans quelle direction est Långsele?

Sydpå, tænkte han. Det ligger sydpå, lige over Ånge.

Lod sig falde ned i sengen igen, veg tilbage for sin egen lugt, tjekkede, at køjesækken stadig lå i fodenden, og hostede mat. Hørte en dør smække i og mærkede rykket, da toget var klar til afgang. Så på sit armbåndsur, 05.16.

Der var ingen grund til bekymring. Alt gik jo, som det skulle. Han var på vej, usynlig og uantastelig som en flakkende skygge. Suverænt at færdes i sin frie tanke i en ufri verden, at vende tilbage og forsvinde.

Og han valgte at vendte tilbage til mødet i teltet, mane billeder frem, der havde ligget støvede og falmede af alder, men alligevel klare.

Det ene prædikantpar efter det andet, den omhyggeligt iscenesatte forestilling, der altid indledtes med et bibelcitat, en halv side på finsk, derefter det messende svenske, så fortolkningerne, variationerne, analyserne og sommetider det personlige islæt, bekendelserne:

Jeg gik i mange svære dage i min ungdom og søgte, jeg manglede noget i mit liv, jeg opsøgte synden, fandt kvinderne, spiritussen, stjal et ur fra en ven, men så krydsede en troende tilfældigt min vej, og Jesus Kristus kom med lyset i mit liv, for min broder såede et frø i mit hjerte.

Han smilede i sin kupé, lyttede til bekendelserne, smertefyldte og angste, jublende og taknemmelige.

Men aldrig støjende, afbrød han sig selv i sin tankerække. Der var aldrig skrig, aldrig højrøstede stemmer. Der var aldrig tale om nogen ekstase.

Han huskede ungdommens trods.

Det skete ikke sjældent, at han lod stemmerne forsvinde, drive ud af åbningen i teltet sammen med sine tanker, sine håb og sin rastløshed. Hele byen af telte og biler uden for på engen lokkede og drog ham, et ocean af muligheder, der skjulte sig mellem hestekøretøjer og Volvoer. Hans skæve øjekast til ukendte piger på stolerækken foran i deres hovedtørklæder og lange nederdele, bevidstheden om deres varme, glansen i deres skinnende hår.

Han vidste, at hans tanker og hans hårde lem var en synd.

Han lod sig vugge i søvn med lugten af hestegødning i næsen.

Annika spadserede gennem Kronobergsparken med knirkende skridt. Hun kunne se sin egen ånde. Det var køligt, der hvilede et højtryk over landet, der lovede ishavsluft. Asfalten var glat af frost, og løvtræerne var klædt i tykke tæpper af iskrystaller. Plænerne, der i går var grønne af fugt, var nu stivfrosne og dækket af sølv. Vinden nåede ikke ned til hende mellem træerne, og udstødningen fra bilerne lå som grå slør langs gangstien.

Det ville ikke blive lysere, end det var nu. Lyset var tyndt og skyggeløst, hun løftede ansigtet og kiggede op i himlen. Den var som pastelfarvet porcelæn, blå nuancer, der gik over i det grå, hvide og rosa skyformationer, der blev jaget af sted af nordenvinden højt over hende.

Hun skød genvej bag hundetoilettet, græsstråene knasede sprødt, når de blev trykket flade under hendes fødder. Nåede hen til bagsiden af den jødiske kirkegård og gik lige hen mod det sted, hvor man havde fundet Josefin. Hun standsede ved det sorte jernstakit, lod vanterne løbe langs dets stjerner og buer. Frost som perlesukker faldt ned på hendes sko.

Kirkegården var blevet renoveret for et par år siden. Væltede, eroderede sandstene blev anbragt på deres sokler igen, de vildtvoksende buskadser blev ryddet væk, og man havde beskåret træerne. Samtidig var fortryllelsen ophævet, oplevelsen af, at tiden stod stille her på stedet, var forsvundet for Annika, byens lyde var kommet nærmere på en måde, de ikke havde gjort før. Ånderne, der havde hersket her, var væk.

Kun Josefins var tilbage.

Hun satte sig på hug og kiggede ind bag tremmerne i stakittet, akkurat som hun havde gjort dengang for så mange somre siden, den hede sommer, hvor hvepsene havde slået alle rekorder, og valgkampen ingen ende ville tage. Josefin havde ligget der med munden åben i et lydløst skrig og de frygtelige, matte øjne, den unge pige med alle sine døde drømme. En frossen gren knagede, en sirene gav genlyd mod facaderne på Hantverkargatan.

Han fik sin straf til sidst, tænkte Annika. Ikke for det han gjorde mod dig, men han slap alligevel ikke.

Og Karina Björnlund havde fået ammunition til at opnå sin ministerpost.

Hun rejste sig op og så på uret, forlod Josefin med en kærtegnende bevægelse på stakittet. Gik rask til over Fridhemsplan, fik vinden lige i ansigtet i Rålambshovsparken og havde ildrøde kinder, da hun trådte ind på bladet.

Fandt hen til sit akvarium uden snubletråde, krængede overtøjet af og smed det i en bunke i det ene hjørne.

Ragnwald, tænkte hun, lagde fortiden bag sig og betvang rastløsheden ved at koncentrere sig om nuet, mens computeren snurrede i gang.

Hvad siger ordet? Hvem er du?

Da Explorer var klar, gik hun i gang med en international Google-søgning og fik nogle få muligheder at vælge imellem.

Kortfattet information om en Folke Ragnwald, død 1963, et stamtræ fra Malta, et medlem af de kristelige demokrater, uvist under hvilken regering.

Hun gik modløst videre.

Et stamtræ, et tysk kongeskrift, et nyhedsbrev om en dansk popstjerne.

Prøvede at taste ragnwald.com og havnede blandt en masse amatørbilleder på en computermesse.

Klikkede sig ud af nettet og ringede til Suup i Luleå i stedet.

– Vi er lidt bekymrede heroppe, sagde kommissæren, tydeligvis presset.

– Er der sket noget?

Annika fandt automatisk sin pen frem, fyldtes straks af en skyldfølelse over det usagte.

– Vi ved ikke rigtig noget endnu, sagde Suup. Kan du ikke ringe tilbage efter frokost, så har vi mere.

Tonen i stemmen ramte noget i Annika, der fik hendes nakkehår til at rejse sig.

– Det er Ragnwald, sagde hun, det er noget med terroristen.

Det afviste Suup så kategorisk, at hun omgående accepterede det.

– Nej, bestemt ikke, sagde Suup. Ring efter klokken 14. Du får ikke noget af mig nu.

Hun kiggede på sit armbåndsur og vidste, at hun ikke ville få noget ud af at presse Suup på nuværende tidspunkt, atten timer før deadline. Takkede og lagde på, ordnede sine notater fra deres sidste møde på skrivebordet foran sig. Hun måtte have en kop kaffe, inden hun gik i gang.

Gik langs væggene med bøjet hoved hen til kaffeautomaten bag sporten, undgik andres blikke. Forsynede sig med to kopper på en gang. Satte sig med plastickrusene ved siden af pc’en, strukturerede sit materiale og prøvede at danne sig et billede af terroristen.

Den unge mand fra Tornedalen tog sydpå, men kom tilbage til Luleå efter en tid.

Hun lagde hænderne i skødet. Drak lidt kaffe.

Hvorfor tog en ung mand sydpå i tresserne?

Arbejde eller studier, tænkte hun.

Hvorfor kom han tilbage?

Han var færdig med det, han havde beskæftiget sig med.

Hvorfor Luleå?

Hvis fødebyen føles for lille, men man alligevel gerne vil hjem, så vælger man en større by i nærheden.

Men hvorfor den største?

Han må have boet i en storby. Måske en storby med universitet. Stockholm, Uppsala, Göteborg eller Lund.

Hun skrev byerne ind på sin pc, opdagede så sin fejltagelse.

Den unge mand havde ikke nødvendigvis befundet sig i Sverige, kunne have læst eller arbejdet hvor som helst.

Selvom det her jo var længe før EU, mindede hun sig selv om.

Slap tråden, fandt en ny.

Hvor tog han hen bagefter?

ETA? Spanien? Hvorfor?

Politisk overbevisning, tænkte hun, men tvivlen lå som en tyk dyne over hendes skærm.

De baskiske separatister var egentlig en af de få terrorgrupper, for hvem det virkelig var lykkedes at gennemtvinge flere af deres krav inklusive demokrati og vidtrækkende politisk selvstyre i Baskerlandet. Hvis ikke ETA havde sprængt Francos efterfølger i luften i december 1973, ville Spaniens overgang til demokrati ikke have været så smidig, og så vidt hun vidste, havde Baskerlandet i dag både sit eget politi og egne skattemyndigheder og var stærkt på vej til at blive et paradis for forretningsforetagender.

Men ETA havde også, og i højere grad end næsten alle andre, gjort brug af terror. Efter de frie valg i 1977 var der en hel generation af midaldrende baskere, der ikke havde foretaget sig andet i deres voksne liv end at drive terrorvirksomhed mod den spanske stat. Det fredelige hverdagsliv blev for kedeligt, så de bestemte sig for, at den demokratiske stat var lige så uduelig som den diktatoriske, og gik i gang med at myrde igen. Og den spanske stat hævnede sig ved at skabe GAL, den antiterroristiske befrielsesgruppe …

Hun var nødt til at genopfriske sine kundskaber om ETA, men hun vidste, at der var tale om en af de mindst forhandlingsvenlige terrorgrupper i verden, mordere for mordets egen skyld. Som selvudnævnte repræsentanter for et fædreland, der aldrig havde eksisteret, krævede de erstatning for krænkelser, der aldrig havde fundet sted.

Hun skrev „læs mere ETA“ for ikke at glemme det og gik videre.

Hvorfor Ragnwald? Havde dæknavnet en dybere mening? Symboliserede det noget, hun burde vide?

Slog hurtigt navnet op i Nationalencyklopædien og kunne der læse sig til, at det var en kombination af det gamle islandske ord ragn, guddommelig, og vald, hersker.

Guddommelig hersker, ikke noget dårligt dæknavn. Betød det noget, andet end at manden led af storhedsvanvid.

Men hvad var terrorisme, hvis ikke lige netop det?

Hun sukkede, kæmpede mod et tryk af træthed over øjnene. Kaffen var blevet kold og gav hende kvalme. Hun gik ud og tømte de næsten fulde krus ud i toilettet, strakte ryggen og blev blændet af lysstofrøret.

Kastede et blik på Berits plads, hun var ikke kommet endnu.

Trak omhyggeligt døren til sit akvarium til efter sig og fortsatte.

Så var der det med skoene. Man havde kendt til fodaftrykkene hele tiden, de var et af de få spor efter gerningsmændene, men ikke noget om deres størrelse.

Seksogtredive. Kan kun have været en lille kvinde eller en meget ung mand, egentlig kun en dreng. Hvad var mest sandsynligt? At en tolvårig dreng sprængte et fly i luften, eller at en voksen kvinde gjorde det?

Han havde sandsynligvis en kvinde med sig, skrev hun.

Men hvem kunne finde på at gøre sådan noget? Den eventuelle kvinde havde Suup ikke sagt noget om. Hun skrev spørgsmålet ned i sine notater, men hvis hun nu skulle gætte?

Hvilke kvinder var, historisk set, blevet terrorister?

Gudrun Ensslin levede sammen med Andreas Baader. Ulrike Meinhof blev kendt over hele verden i forbindelse med samme Baader. Francesca Mambro blev dømt for at have sprængt jernbanestationen i Bologna i luften sammen med sin mand, Valerio Fioravanti.

Ragnwalds kæreste, skrev hun og konkluderede:

Den unge mand fra Tornedalen rejste ud og arbejdede eller studerede i en større by sydpå, kom tilbage til Norrbotten, meldte sig ind i en eller anden venstreorienteret gruppe under dæknavnet Ragnwald, guddommelig hersker, hvilket tyder på et vist storhedsvanvid. Fandt sig en veninde, som han overtalte til at sprænge et jagerfly i luften. Gik derefter i landflygtighed og fortsatte som lystmorder med ETA som base.

Hun sukkede og læste sine notater igennem.

Hvis hun skulle gøre sig håb om at få noget af det her bragt i avisen, gjaldt det om at være betydeligt mere artikuleret og underbygge sine teorier bedre. Så på uret, der var lang tid til, at hun kunne ringe til Suup igen.

Miranda ringede på døren på sin sædvanlige, utålmodige måde. Anne Snapphane løb ned ad trappen, så det gamle fjols på etagen nedenunder ikke skulle knalde helt ud. Med den ene hånd holdt hun fast i badehåndklædet, som hun havde viklet om sig, den anden holdt frottéturbanen fast på hovedet.

Døren bandt en smule, det gjorde den tit, når temperaturen kom ned under nul.

Pigen kastede sig i armene på hende uden et ord, hun bøjede sig ned og holdt hende fast ind til sig. Ud af øjenkrogen så hun Mehmet komme gående fra bilen med datterens taske, neutral, men sammenbidt.

– Der er muffins i køkkenet, hviskede Anne ind i pigens øre, barnet udstødte et jubelskrig og løb op ovenpå.

I et anfald af trods og overmod rettede hun sig op uden at vikle håndklædet om sig, var fuldstændig ligeglad med, om nogle af naboerne skulle se hende. Splitternøgen, med undtagelse af håndklædet om håret, så hun Mehmet lige ind i øjnene og tog imod den lille taske. Han slog øjnene ned.

– Anne, sagde han, du behøver ikke …

– Du ville tale med mig, sagde hun og tvang stemmen til at være rolig. Jeg går ud fra, at det drejer sig om Miranda.

Hun vendte ham ryggen og gik med vippende bagdel foran ham op ad trappen. Gik ud på badeværelset og tog en badekåbe på. Standsede op foran spejlet og prøvede at se sig selv med hans øjne.

– Vil du have kaffe? råbte hun, mens hun stirrede sig selv ind i øjnene.

– Ellers tak, svarede han. Jeg skal tilbage på arbejde.

Hun sank, havde en tydelig fornemmelse af, at det drejede sig om noget ubehageligt. Han ville have mulighed for en hurtig retræte, ikke noget med en kop skoldhed kaffe, som han var nødt til at hælde i sig under pinlig tavshed.

– Ja, jeg skal i hvert fald, sagde hun og flåede håndklædet af hovedet. Lod fingrene glide gennem det våde hår for at glatte det ud, mens hun gik ud i køkkenet og skænkede sig en stor kop.

Han stod i dagligstuen og stirrede ned i naboens have.

– Hvad er det? sagde hun og satte sig i sofaen.

– Vi skal giftes, sagde Mehmet og vendte sig så om.

Hun mærkede pilen trænge ind uden at kæmpe mod.

– Det har vel ikke noget med hverken Miranda eller mig at gøre, sagde hun og pustede på sin kaffe.

Han satte sig lige over for hende med spredte knæ, bøjet fremover med albuerne anbragt på lårene.

– Vi skal have barn, sagde han. Miranda skal have en lillesøster eller - bror.

Det svimlede for hende. Selvom hun ikke ville, var hun nødt til at se ned.

– Jaså, sagde hun og holdt krampagtigt om koppen. Tillykke.

Han sukkede.

– Anne, sagde han. Jeg forstår godt, hvor svært det her er for dig…

Hun så op og trak vejret dybt.

– Nej, sagde hun. Jeg vil ikke have din medlidenhed. Hvad medfører det, rent praktisk, for Miranda?

Mehmet pressede læberne sammen på den måde, hun kendte ud og ind, hun blev overfaldet af en hed og voldsom længsel efter manden over for sig, det smertede i hjerte og skød. Til sin egen fortvivlelse udstødte hun et snøft.

Han rakte hånden ud mod hendes kind, hun lukkede øjnene og lod ham kærtegne sig.

– Vi vil gerne have, at hun bor hos os, sagde Mehmet, altså på heltid. Men jeg vil ikke slås med dig, hvis du ikke vil have det.

Hun tvang sig selv til at le.

– Meget kan du tage fra mig, sagde hun, men ikke mit barn. Forsvind herfra.

– Anne …

– Forsvind!

Stemmen var skarp af vrede.

Pigen stillede sig i døråbningen og så forundret fra sin far til sin mor.

– Er I vrede? spurgte hun med en halvspist muffin i hånden.

Mehmet rejste sig, stærk og smidig som et rovdyr, gik hen til barnet og kyssede hendes hår.

– Vi ses næste fredag, skat.

– Hvorfor er mor ked af det? Har du været dum mod mor?

Anne lukkede øjnene, hørte lyden af hans skridt på trappen fortage sig. Ventede til yderdøren blev lukket, inden hun styrtede hen til vinduet for at se efter ham.

Han gik hen mod bilen uden at vende sig om, tog mobiltelefonen op af lommen og tastede et nummer.

Til hende, vidste Anne. Han ringede til sin kæreste og sagde, som det var, nu har jeg sagt det, det var pokkers ubehageligt. Hun blev ophidset og aggressiv. Jeg tror ikke, hun slipper pigen frivilligt.

Berit Hamrin bankede på hendes glasdør, skød den et par centimeter til side og stak hovedet ind.

– Sulten?

Annika lod hænderne falde ned i skødet og mærkede pligtskyldigt efter.

– Ikke så galt.

Berit skød døren helt til side og trådte ind i lokalet.

– Du er altså nødt til at spise, fastslog hun. Og hvordan er det, her ser ud, hvordan kan du arbejde i sådan et rod?

– Hvad for noget? sagde Annika forbavset og så sig omkring med øjne, der blev skamfulde, inden de havde nået at se noget. Hvad er der galt med det?

– Du har jo en bøjle, sagde Berit og anbragte hendes overtøj på en af knagerne. Så, det hjalp lidt på det. De har lasagne i kantinen i dag, jeg har allerede bedt om to stykker.

Annika loggede sig ud af systemet, så ingen skulle få den idé at gå ind og læse hendes notater eller sende falske mails fra hendes adresse.

– Hvad skal du lave i dag? spurgte hun for at aflede kollegaens opmærksomhed fra det kaos, hun havde etableret omkring sig.

Berit var midlertidigt udlånt fra kriminalredaktionen til den politiske afdeling inden det kommende EU-valg.

– Dokumentere afpisning af territorier, sagde hun og sukkede. Der sker ingenting, men man grupperer sig, taler sammen over partigrænser og leder med lys og lygte efter meningsforskelle, der ikke findes.

Annika lo og fulgte efter kollegaen ud i redaktionen.

– Jeg kan se overskriften for mig: Det hemmelige EU-spil, og så et uklart billede af et oplyst vindue på Rosenbad.

– Du har arbejdet her for længe, sagde Berit.

Annika skubbede døren til efter sig og gik hen mod kantinen. Bag Berits ryg var verden håndgribelig og tryg, gulvet stabilt. Hun behøvede ikke at tøve.

Kantinen var halvtom og belysningen dårlig. Størstedelen af lyset kom fra rækken af vinduer i den fjerne ende af lokalet. De spisende kunne dårligt skelnes, de var aftegnet som sorte silhuetter mod den grå halvdag under porcelænshimlen.

De satte sig ved et vindue med udsigt til parkeringshuset med hver sin rygende varme portion lasagne fra mikroovnen.

– Og hvad har du gang i? sagde Berit, da hun havde nået bunden af sin plastiktallerken.

Annika sad mistænksomt og skubbede pastapladerne lidt omkring på sin tallerken.

– Journalistmordet, sagde hun, og så sabotagen på flyet på F21. Politiet har en mistænkt, har haft det i mange år.

Berit løftede forbavset øjenbrynene, skubbede et lille stykke lasagne, der havde forvildet sig ud af mundvigen, tilbage i munden og snurrede opmuntrende med gaflen.

– Ragnwald hedder han, stammer fra Tornedalen, rejste sydpå, kom hjem og blev terrorist, flygtede til Spanien og ETA.

Berit betragtede hende skeptisk.

– Hvornår skulle det være sket?

Annika lænede sig tilbage og lagde armene over kors.

– Det begyndte i slutningen af tresserne.

– Hm, sagde Berit, vores små revolutionære venner. Der var en hel del, der troede på massernes befrielse gennem praktisk terrorisme, men ikke lige i vores kredse.

– Hvad var dine kredse?

– Vietnambulletinen, sagde Berit og skrabede lidt olie sammen på bunden af sin tallerken. Det var sådan, det gik til, at jeg begyndte som journalist, har jeg ikke fortalt dig det?

Annika ledte i sin ufuldkomne hukommelse.

– Hvilke kredse gik ind for praktisk terrorisme?

Berit kiggede tvivlende på hendes halvspiste portion.

– Er du virkelig allerede færdig?

Annika nikkede bestemt, Berit sukkede og lagde sit bestik fra sig.

– Jeg henter kaffe, sagde hun og forsvandt.

Annika blev siddende, så kollegaen stille sig i køen foran kaffemaskinen. Det korte hår strittede lidt i nakken. Hun udstrålede tålmodighed. Smilede, da hun kom tilbage med to fulde kaffekopper og to peberkager.

– Du forkæler mig, sagde Annika.

– Fortæl mig lidt mere om din terrorist.

– Fortæl mig lidt mere om tresserne, gav Annika hurtigt igen.

Berit stillede forsigtigt kopperne på bordet og betragtede Annika undersøgende.

– Okay, sagde hun og satte sig, plumpede to stykker sukker i kaffen og rørte rundt. Det gik sådan til. 11963 kom det officielle brud mellem Sovjetunionens kommunistiske parti, SUKP, og Kinas kommunistiske parti, KKP. Bruddet påvirkede alle kommunistiske organisationer i hele verden, vi slap heller ikke. Det svenske kommunistparti, SKP, blev delt i tre fløje.

Hun viftede med sin venstre pegefinger.

– Højrefiøjen, sagde hun, under ledelse af C– H Hermansson. Tog afstand fra både stalinisterne og maoisterne og havnede i en gammeldags revisionisme, som vi vel nærmest kan kalde socialdemokrati. De er nutidens venstreparti med næsten ti procent i regeringen.

Berit nippede til sin kaffe og stak en finger i vejret.

– Så har vi centerfløjen, sagde hun, under ledelse af Norrskensflammans chefredaktør Alf Lövenborg, hvis sympati lå hos Soyjet.

Ny finger.

– Og så venstrefløjen under ledelse af Nils Hohnberg. Kineservenlig.

– Hvornår skete det her?

– SKP splittedes efter sin enogtyvende partikongres i maj 1967, sagde Berit. Skiftede navn og kom til at hedde Vänsterpartiet Kommunisterna, venstrefløjen brød ud og dannede Kommunistiska Förbundet Marxist-Leninisterna, KFML. Og efter det gik det stærkt. Vietnam, Clarté, det internationale forbund mod krig og for socialisme, revolutionerne spøgte. I foråret ‘68 kulminerede det hele med besættelsen af studenternes hus på universitetet og oprøret i Uppsala. De var faktisk de værste af dem alle sammen, rebellerne fra Uppsala. Det forår var de en konstant trussel.

Hun holdt hånden op, som om hun sad med et telefonrør.

– „Hvis I ikke indfinder jer til et revolutionært massemøde for at lytte til massernes kritik, så sender vi nogle kammerater ned for at hente jer.“

– Rare drenge, sagde Annika. Og de var maoister?

– Faktum var, at de rigtige maoister egentlig ikke var noget problem. De stillede altid sig selv spørgsmålet: Hvad ville Mesteren selv have gjort? Ville han personligt have udført disse handlinger i revolutionens navn? Hvis svaret var nej, afstod man. Det var medløberne, der var de værste, bærmen, der bare fulgte med for oplevelsens skyld, massepsykosen, sekttanken. Hun så på sit ur.

– Jeg er nødt til at gå nu, sagde hun. Miljøpartiet har lovet at komme med et udspil om fiskekvoterne i Østersøen klokken 13.

Annika udstødte et teatralsk gisp.

– Jo, sagde Berit og rejste sig, samlede sit brugte plastikbestik sammen og gik hen til affaldsposen. Skriv du bare om dine døde journalister. Jeg beskæftiger mig med væsentlighederne, de myrdede torsk …

Annika lo, til der blev stille og koldt omkring hende. En hørm af stivnende lasagne nåede hende, fad og fed, hun skød tallerkenen længere væk fra sig. Blev bevidst om kollegerne omkring sig, nogle talte lavmælt sammen, men de fleste var alene og sad bøjede over avisen med deres plastikbestik i hænderne. Et eller andet sted bag disken bippede en mikroovn, to medarbejdere på sporten købte otte stykker wienerbrød.

Hun drak langsomt resten af sin kaffe, blot en af de mange sorte silhuetter i det kolde lys, en af arbejderne på avisfabrikken.

En funktion. Ikke et individ.

Thomas havde altid syntes, det var kedeligt at have møder i Landstingsforbundets lokaler. Selvom han i allerhøjeste grad var positiv over for forslaget om at udarbejde en måde, hvorpå de to forbund kunne gå sammen, så følte han sig i mindretal, når de skulle mødes på Sophia Grenborgs banehalvdel. Det drejede sig om selvfølgelige småting, som at han ikke kunne finde vej til lokalerne, gik ind i den forkerte elevator, ikke kendte navnene på serveringspersonalet.

Men det gjorde han for resten heller ikke på Kommunförbundet, slog det ham.

Han trak vejret dybt og åbnede døren ud mod Hornsgatan, mærkede straks kulden bide i ørerne. Han havde med alderen fået utroligt følsomme ører, det var alle ungdommens uendelige hockeyturneringer på iskolde udendørs baner, der havde sat deres spor. Men Landstingsförbundet lå trods alt lige overfor, det havde været for idiotisk at tage hue på bare for at gå over gaden.

Han fandt vej i labyrinten på femte sal og ankom lettere stakåndet. Sophia kom mod ham, det lyse pagehår, blankt og glat, dansede om hovedet på hende, jakken var knappet op, og hendes hæle klaprede mod parketgulvet.

– Velkommen, sagde hun, tog hans hånd i sin, den var lille og blød, varm og tør. De andre er allerede kommet.

Han krængede frakken af sig, øjeblikkelig bekymret over, at de andre havde måttet vente på ham.

Hun kom et skridt nærmere, han genkendte hendes parfume. Let og frisk, sportslig.

– Du kommer ikke for sent, hviskede hun. De sidder i konferencerummet og drikker kaffe.

Han åndede lettet op, smilede, forbavset over hendes intuition.

– Godt, hviskede han tilbage og så hende ind i øjnene. De var helt klare og blå.

– Hvordan har du det i dag? hviskede hun. Tømmermænd?

Han smilede bredt.

– Én ting er helt sikker, sagde han lavmælt. Du kan i hvert fald ikke have tømmermænd. Du ser virkelig strålende ud.

Hun slog blikket ned, og han kunne have svoret på, at hun rødmede, og i samme øjeblik hørte han selv sine ord som et ekko, opfattede meningen i dem og blev helt rød i kinderne.

– Jeg mener …, sagde han og trådte et skridt tilbage.

Hun løftede blikket, tog et skridt frem og lagde sin hånd på hans arm.

– Det er okay, Thomas, hviskede hun så tæt på, at han kunne mærke hendes ånde.

Han så ind i hendes pupiller nogle sekunder, vendte sig så om, tog sit halstørklæde af, lagde mappen fra sig på en stol, lukkede den op og proppede halstørklædet ned i den. Spekulerede på, om hans ører stadig var ildrøde.

– Jeg har delt brochurerne ud, sagde hun kort. Jeg håber, det var i orden.

Han stivnede, så ned på bundtet af brochurer i mappen, som han selv havde tænkt sig at dele ud. Nu fremstod hele projektet, som han havde haft en del af ansvaret for, som udelukkende hendes og Landstingsförbundets fortjeneste.

Han lukkede mappen igen.

– Naturligvis, sagde han kort for hovedet og mærkede, at hans smil var falmet. Du kan bede jeres web-medarbejder om at tage kontakt med vores, for vi har lagt hele indholdet ud på nettet, og det burde I også gøre.

– Ja, sagde hun, det ved jeg.

Per Cramne, repræsentanten fra Justitsministeriet, rejste sig, da han trådte ind i konferencerummet, kom ilende og hilste hjerteligt.

– Jeg må virkelig bede om undskyldning for i går, sagde han. Det her forbandede EU-valg …

Thomas lagde sin mappe på bordet og løftede begge hænder.

– Ikke noget problem, sagde han. Vi havde andre ting, vi kunne drøfte. Kommunförbundet og Landstingsforbundet har kongres her til foråret, vi skal drøfte en fælles holdning, og jeg er med i kongresgruppen, så …

Han opdagede sin brøler for sent, Cramne havde allerede fået noget stift og krampagtigt i blikket, kunne ikke interessere sig mindre for noget som helst end en elendig sammenkobling af tilfældige forbund.

– Er alle her? sagde Cramne og vendte sig. Så går vi i gang, så vi kan få det overstået. Det er jo fredag, for fanden.

Thomas fiskede sine papirer op af tasken, nægtede at se op for at finde ud af, om der var nogen, der havde opfattet den pinlige situation.

Cramne lagde naturligvis for, Justitsministeriet toppede altid hierarkiet.

Repræsentanten for politiet afstod fra at sige noget, det samme gjorde de delegerede fra anklagemyndigheden og SÄPO. I stedet tog Thomas initiativet og præsenterede den brochure, man havde udarbejdet, lagde vægt på påstanden om, at de anonyme trusler mod de folkevalgte var en yderligere fare for demokratiet, belyste de foreslåede ændringer i og retningslinjer for opfølgningsarbejdet. Han orienterede de tilstedeværende om de kontakter, han havde haft med Det Kriminalpræventive Råd tidligere samme morgen, nikkede til repræsentanten fra Rådet og beskrev det udkast, man var kommet frem til.

– Efter min mening har vi brug for en generel vurdering. Det er et problem, der berører os alle. Ikke bare alle politikere, men alle medborgere. Vi må sørge for at få det ud som et bredt spørgsmål. Hvordan ser samfundet på trusler og vold mod vores demokratisk valgte repræsentanter? Hvilken betydning tillægger vi forsøgene på at lukke munden på vores politikere? Kan man ændre holdningen ved at gøre bevidst om den?

Han vendte et stykke papir og bemærkede, at han havde gruppens udelte opmærksomhed.

– Jeg synes, at vi skal forsøge at få en debat i gang i pressen, sagde han, lidt god gammeldags opinionsdannelse. Artikler, der beskriver den lokale politiker som vor tids helt, viser eksempler på individer, der tager kampen op med højreekstremisterne og anarkisterne, uden dog at overdrive faren og skræmme de medborgere væk, der er på vej ind i politik …

Man enedes om omgående at gå i gang med den foreslåede vurdering. Thomas skulle lede undersøgelsen, pressemateriale skulle udarbejdes og frigives i forbindelse med offentliggørelsen af erklæringen fra Kommunförbundets pressesekretariat.

Thomas afrundede mødet med en anekdote om et medlem af kommunalbestyrelsen i Jämtland, der altid tog kegler, derpå pakkede man sammen i en fart, mødet blev hævet, og på mindre end et minut var de andre forsvundet.

Det var jo, trods alt, fredag eftermiddag.

Han blev stående med sine papirer og sorterede sine notater, mens Sophia samlede det tiloversblevne materiale, som deltagerne havde efterladt, sammen. Vidste ikke, hvordan han skulle bortforklare den kendsgerning, at han lige havde bulldozet lige tværs hen over hende, kvast hende, taget alt initiativ fra hende. Brochuren var mindst lige så meget hendes arbejde og fortjeneste, diskussionen om den generelle vurdering ligeså.

– Det vil jeg altså sige dig, sagde Sophia Grenborg og stillede sig ved siden af ham, du var virkelig fantastisk i dag.

Han så forbavset op, mærkede en let sved bryde frem på panden.

Hun virkede ikke sur, tværtimod. Hendes øjne strålede.

– Tak, sagde han.

– Du forstår virkelig at præsentere tingene og få dine synspunkter igennem, sagde hun og gik yderligere et skridt nærmere. Du får alle med dig, også fyren fra Justitsministeriet.

Han så forlegent ned igen.

– Det er et vigtigt projekt.

– Det ved jeg, sagde hun, og man kan virkelig mærke, at du også er af den overbevisning. Du tror virkelig på det, du foretager dig, og det føles bare så rigtigt at få lov at arbejde sammen med sådan en som dig …

Han snappede efter vejret, ør i hovedet af hendes parfume.

– God weekend, sagde han, greb sin mappe og gik hen mod døren.

Med en ubehagelig følelse i maven tastede Annika kommissær Suups direkte nummer, som hun havde lokket ud af omstillingen i politiets informationsafdeling. Jo mere hun tænkte over det, desto mærkeligere havde kommissæren lydt i formiddags. Havde han fortrudt sine oplysninger om Ragnwald? Troet, at de ville blive bragt i dagens avis? Følte han sig skuffet?

Hun sad med fugtige håndflader og lod telefonen ringe.

– Hvad er det, der er sket? spurgte hun forsigtigt, da han tog telefonen.

– Noget meget tragisk, sagde politimanden. Linus Gustafsson er død.

Hendes første reaktion var lettelse, navnet sagde hende ingenting.

– Hvem? sagde hun.

– Vidnet, sagde Suup, og med ét gik rullegardinet op i hendes hjerne, slap blændede hvidt og skarpt lys ind i hendes inderste, raserede mure og forsvarsværker som en orkan, følelsen af skyld overdøvede alt andet, hun hørte sig selv udstøde et gisp.

– Hvordan?

– Fik halsen skåret over hjemme på sit eget værelse. Hans mor fandt ham i en blodpøl, da hun kom hjem fra sit skift i morges.

Hun rystede voldsomt på hovedet.

– Det kan ikke være sandt, hviskede hun.

– Vi har en mistanke om, at dødsfaldene har forbindelse med hinanden, men vi ved ikke hvordan. Den eneste fællesnævner, vi har på nuværende tidspunkt, er, at drengen var vidne til det første mord. Drabsmetoderne er vidt forskellige.

Annika sad med den højre hånd for øjnene, mærkede stenen i brystet blive tungere og tungere og fik svært ved at trække vejret.

– Er det min skyld? fik hun fremstammet.

– Hvad sagde du?

Hun rømmede sig.

– Linus sagde til mig, at han måske kendte morderen, sagde hun. Sagde han til jer, hvem det var, han mente at have set?

Kommissæren kunne ikke skjule sin forbløffelse, som var stor og ægte.

– Det var noget helt nyt, sagde han. Er du sikker?

Hun tvang sig til at tænke logisk og huske på sit journalistiske ansvar.

– Jeg lovede drengen fuld anonymitet, tænkte hun højt. Gælder det også, når han er død?

– Det spiller ingen rolle længere, han kom til os af sig selv, hvilket fratager dig din tavshedspligt, sagde Suup, og Annika vidste, at han havde ret. Hun åndede lettet ud.

– Da jeg talte med ham, sagde han, at han måske genkendte morderen, men jeg skrev det ikke i min artikel. Syntes, det var unødvendigt at udbasunere det.

– Det var korrekt tænkt, sagde politimanden. Desværre var det ikke nok.

– Kan han have fortalt nogen anden, hvem han så?

– Vi har ikke spurgt, men det skal vi selvfølgelig gøre hurtigst muligt.

Tavsheden blev beklemmende, Annika følte, at hendes eget ansvar blokerede for kommunikationen.

– Jeg føler mig skyldig, sagde hun.

– Det forstår jeg godt, sagde Suup, men det skal du ikke. Det er et andet menneske, der bør føle skyld her, og ham skal vi nok få fat i. Det kan du være helt rolig for.

Hun strøg sig over øjnene og tænkte.

– Så hvad gør I nu? Stemmer dørklokker? Leder efter fingeraftryk? Spor efter fødder, biler, knallerter?

– Alt det plus en hel del andet.

– Forhører kammerater, skolepersonale, naboer?

– Til at begynde med, ja.

Annika skrev ned. Hun rystede over hele kroppen.

– Fundet noget?

– Vi agter at være meget forsigtige med de oplysninger.

Der blev stille igen.

– En læk, sagde Annika. I har mistanke om en læk i huset, der har røbet drengens identitet.

Der lød et dybt suk i den anden ende af røret.

– Der er mange, der kan have sagt noget, blandt andre ham selv. Han trådte jo ikke frem i massemedierne på noget tidspunkt, men mindst to af hans venner vidste, at det var ham, der var vidnet. Moderen fortalte det til chefen på sit arbejde. Dig måske?

– Jeg har ikke sagt et ord til nogen, sagde hun. Jeg er helt sikker.

Der blev stille igen, en stilhed fuld af tvivl, hun var ikke fra byen, han vidste ikke, hvad hun stod for, hvor han havde hende, en storbyjournalist, som han måske aldrig ville støde på igen, havde hun noget ansvar?

– Du kan stole på mig, fremstammede hun. Bare så du ved det. Er der noget af det her, jeg kan skrive?

– Du skal ikke skrive noget om drabsmetoden, den har vi ikke afsløret endnu. Du kan citere mig for at sige, at mordet var ualmindelig råt, og at politiet i Luleå var chokeret over dets brutalitet.

– Kan jeg skrive noget om moderen? At det var hende, der fandt ham?

– Det er jo logisk, så det må du gerne komme ind på, men du skal ikke kontakte hende. Hun er for resten heller ikke hjemme, jeg tror, der var nogle betjente, der sørgede for at køre hende til en psykolog. Hun havde ikke andre end den dreng. Faderen er en rigtig kedelig type, en af dem, der sidder og drikker i storcentret og terroriserer forretningsindehaverne langs hele Storgatan.

– Det kan vel ikke have været ham?

– Han sad i detentionen fra klokken 17 i går eftermiddags, blev kørt til Boden klokken 7 i morges, da han var nogenlunde ædru.

– Det kalder jeg et alibi, sagde Annika. Er der noget, jeg kan gøre for at hjælpe? Leder I efter noget specielt, som vi kan nævne i avisen?

– Den sidste, som med sikkerhed ved, han så drengen, var den buschauffør, der havde den sidste tur ud til Svartöstaden i går aftes. Bussen ankom til endestationen lidt over ti. Ifølge de foreløbige undersøgelser døde drengen kort efter, så hvis der er nogen, der har set ham på det tidspunkt, må de gerne kontakte os.

– Har I tjekket buschaufføren?

Suup sukkede tungt.

– Ja, og alle passagererne, sagde han. Vi skal nok få knaldet den satan.

En tanke slog pludselig ned i hende.

– Inde på hans værelse, sagde du? Hvordan er morderen kommet ind i lejligheden?

– Der var ikke noget, der var brækket op.

Annika tænkte, prøvede at tvinge skyldfølelsen til side, fornægte den, så den forsvandt for altid, men hun vidste naturligvis, at hun kæmpede forgæves, hun vidste præcist, hvor magtesløse adrenalin og tankekraft var mod skyldfølelser.

– Han kan altså have lukket ham ind selv, sagde hun. Det kan have været nogen, han kendte.

– Eller også gik gerningsmanden ind uden at banke på, alternativt ventede på ham i mørket. Låsen på døren ind til lejligheden var nærmest for syns skyld. Man skulle bare rykke lidt i døren, så gik den op.

Hun tvang sig til at tænke klart og logisk, kom på afveje af kommissærens manglende stringens.

– Hvad kan jeg skrive? spurgte hun igen. Kan jeg gå ud med de her oplysninger?

Kommissæren lød med ét meget træt.

– Skriv, hvad du vil, sagde han og afbrød forbindelsen.

Og Annika sad med røret i hånden og en lang række spørgsmål om Ragnwald, som hun havde skrevet ned i kronologisk orden på sin notesblok.

Hun havde ikke mere end lige lagt røret tilbage, da telefonen ringede igen og fik hende til at spjætte. Det var en intern samtale, Anders Schyman.

– Kan du lige komme ind et øjeblik? sagde han.

Hun blev siddende som lammet, prøvede fortvivlet at få et greb om virkeligheden igen, lod blikket flakke hen over det rodede skrivebord, blok og penne og aviser og udskrifter og andet, værktøjer til sandhedsbygning og stabilitet. Lod skyldfølelsen bide sig fast, flå, rive, kradse. Hun tog fat i bordpladen og klemte hårdt om den.

Det var hendes skyld, åh Gud, det var hende, der havde overtalt drengen til at sige noget.

Hun var delvis skyldig, hendes ambitioner havde været afgørende for drengens skæbne.

Jeg er så fortvivlet, tænkte hun. Du må tilgive mig.

En gradvis lettelse, trykket i brystet tog af, krampen i hænderne forsvandt, men hendes fingre gjorde stadig ondt.

Hun måtte tale med moderen, ikke nu, men senere.

Der var en fremtid, i morgen var der en ny dag, fremtiden var en realitet, hvis hun ellers tillod det.

Den, der sidder tilstrækkelig længe ved flodbredden, ser med tiden de fleste af sine fjender flyde forbi.

Hun snøftede lidt og smilede ad det kinesiske ordsprog, som Anne Snapphane altid citerede.

Man dør ikke, tænkte hun. Sådan føles det bare.

Hun samlede sine notater sammen.

Chefredaktøren stod ved vinduet med et udskrift i hånden og stirrede ned på den russiske ambassade.

Annika kastede et stjålent blik hen mod konferencebordet, i dag havde han da i det mindste rullet sine omsætningstal og søjlediagrammer sammen.

– Sid ned, sagde han, vendte sig fra udsigten og pegede på en af gæstestolene.

Hun satte sig og følte sig dårligt tilpas.

– Jeg har læst dit udkast om Ragnwald, sagde Anders Schyman, og jeg forstår, hvad du mener, når du skrev, at det ikke var en artikel, men en idé.

Annika lagde straks arme og ben over kors, bevidst om at hun låste sin krop og gik i forsvarsstilling. Lod armene falde ned igen og anbragte begge fødder på gulvet.

– Jeg er også i tvivl om den artikel, du har skrevet om mordet på Benny Ekland. Den var spekulerende på en måde, der ikke virkede heldig.

Hun kunne ikke længere kontrollere impulsen til at lægge armene over kors på brystet.

– Hvad mener du?

Schyman lænede sig tilbage, skjorten nåede ikke helt sammen mellem knapperne ved navlen.

– Jeg tror, at du trækker lidt for hårde veksler på alt det her med terrorismen, sagde han. Alle kriminelle er ikke terrorister, al vold skyldes ikke terror. Vi må holde en smule afstand og iagttage en vis relevans i journalistikken, sørge for, at der ikke går inflation i de stærkeste ord. Dem får vi brug for, når terroren virkelig slår til igen, når der sker noget virkelig alvorligt, måske før vi aner …

Hun hørte sig selv udstøde et dybt, sarkastisk suk og slog ud hænderne.

– Ærlig talt, sagde hun, du behøver ikke at prædike presseetik over for mig.

Han bed tænderne sammen, så en blodåre svulmede på hans hals.

– Jeg prædiker ikke, jeg vil bare gerne pointere …

Annika lænede sig frem og mærkede blodet fare til hovedet.

– Jeg var af den opfattelse, at du støttede mig som fritstående reporter, sagde hun, at du stolede på min dømmekraft med hensyn til, hvad der er væsentligt.

– Annika, tro mig, det gør jeg også, men …

– Der er noget lusket i denne her affære, jeg kan mærke det, fyren var snublet over noget, han ikke burde have vidst.

– Hvis jeg må få lov til at tale ud, så vil jeg understrege, at jeg støtter dig et hundrede procent i din rolle som fritstående reporter, men det er trods alt mig, der er ansvarshavende, og det er mig, der beslutter, om vi skal udnævne folk til terrorister eller ej, og derfor vil jeg gerne gøre min indstilling helt klar, så du slipper for at lave en hel masse unødvendigt arbejde.

Annika var stivnet midt i en bevægelse, rejste sig halvt op og stod lænet ind over chefredaktørens skrivebord med åben mund og ildrødt ansigt. I tavsheden efter hans ord for tankerne gennem hendes hoved i et forsøg på at finde løsninger og forklaringer.

– Det er Spiken, sagde Annika. Har Spiken sagt noget om mine rejser.

Schyman sukkede og rejste sig.

– Overhovedet ikke. Jeg påpeger bare, at det her med terrorisme og vold er kommet til at optage en meget stor del af din arbejdstid.

– De seneste år har emnet været temmelig aktuelt, om man så må sige.

Annika satte sig, chefredaktøren gik bag om hendes stol og hen til konferencebordet.

– Jeg vil gerne have, at du tænker lidt over, om der måske er andre motiver hos netop dig, der gør dig specielt interesseret i netop den slags ting.

– Hvad mener du?

Schyman sukkede igen og fingererede adspredt ved spiseseddelanalyserne.

– Identificerer jeg mig med terroristerne, er det det, du mener? Fordi jeg selv har slået et menneske ihjel, fremmaner min hjerne altså tvangsmæssigt mordere, hvor der ingen er? Eller er det tunnelen, du tænker på, dynamitten, jeg blev viklet ind i? Blev jeg så skør, at jeg ser sprængstofeksperter bag hver en busk, er det sådan, du ser på det?

Anders Schyman løftede hænderne i en afværgende, undskyldende gestus.

– Annika, sagde han, jeg ved det ikke, det eneste, jeg kan sige, er, at denne her historie er meget besynderlig, jeg kan ikke bringe en artikel om en eller anden tilfældig Ragnwald, som kan være død og begravet eller vinbonde i Spanien eller dykker for redningstjenesten, eller hvad ved jeg, det her er tungt stof, alvorlige anklager.

– Ragnwald er et dæknavn, han er ikke udnævnt til noget som helst.

– Han er måske mere kendt som Ragnwald end under sit almindelige navn, det ved vi jo ikke noget om, vel?

Hun svarede ikke, bed tænderne hårdt sammen og stirrede ind i gardinerne, der skjulte ambassadeområdet.

– Desuden, sagde han, så siger min sunde fornuft mig, at din idé til artiklen ikke er specielt troværdig. Den svenske landsby er jo ikke just kendt for at producere indædte terrorister, vel?

Hun så forbavset på ham.

– Er det din spøg? sagde hun, eller er du bare uvidende? Brevbomben blev opfundet af en fyr i Töreboda, eksploderede i hænderne på direktør Lundin på Hamngatan i august 1904.

– Du, sagde han med en stemme, der røbede et forsøg på at glatte ud. Det går så skidegodt for avisen lige i øjeblikket. Vi må ikke bringe os selv i den situation, at vi sætter den troværdighed over styr, som har betydet, at læserne har fundet tilbage til os. Ikke på grund af nogle løse terroranklager.

Hun rejste sig i et sæt med adrenalinen pumpende i kroppen.

– Troværdighed? Mener du virkelig, at folk køber avisen for vores seriøse og dybdeborende journalistik?

Hun brast i en kort og påtaget latter.

– Anne Nicole Smith på forsiden tre dage i træk i sidste uge, sagde hun. En fyr, der onanerede i Robinson i lørdags. Kronprinsessen kyssede sin kæreste i søndags. Hvad er det her for noget? Ved du slet ikke, hvad du har gjort med denne her avis? Går du omkring og snyder dig selv også?

Han var tæt på at eksplodere, kunne hun se, men han valgte at beherske sig.

– Jeg troede ellers, du glædede dig over, at det gik godt for avisen, fik han frem.

– Få omsætningen i vejret med nogle gode historier, er det ikke sådan, du siger? Ved du, hvad jeg siger? Få omsætningen i vejret og sats på underlødigt snavs.

– Vi er en formiddagsavis. Vi er nødt til at bringe mere hårdtslående tabloidstof end de mere seriøse aviser. Synes du ikke, at vi skal fortsætte med at udkomme?

– Ikke for enhver pris. Jeg synes, det er sørgeligt, at du har droppet alle kvalitetskrav her på bladet.

Hun blev forundret over, hvor oprørt han så ud til at blive.

– Det er ikke sandt, sagde han meget behersket. Vi bringer stadig en pokkers væsentlig og dybdeborende journalistik inde i avisen, det ved du selv. Jeg synes, du burde se tingene ud fra et lidt større perspektiv end vores allerværste kritikere, prøve at være lidt retfærdig.

– Det forhindrer mig vel ikke i at beklage journalistikkens udvikling. Grænserne mellem virkelighed og fiktion er udviskede. Både vi og de andre tabloidaviser skriver om for eksempel Robinson, som om det var det vigtigste og mest relevante lige i øjeblikket. Det kan jo ikke være rigtigt.

– Du glemmer Kain og Abel, sagde Schyman og prøvede at smile.

– Hvad med dem?

Annika lagde afventende armene over brystet.

– At blive set, det vigtigste for mennesket, var det ikke det, du sagde engang. Og så endda på tv? At være med i et realityshow, der bliver filmet og lagt ud på nettet fireogtyve timer i døgnet, er at blive set af Gud, hele tiden.

– Hvem er Gud? sagde Annika. Kameralinsen?

– Niks, sagde Schyman. Seerne. Hvornår har nogen af os haft mulighed for at være Gud for nylig?

– Du er jo Gud hver eneste dag, i hvert fald på avisen her, sagde Annika. Lige så ahnægtig, uretfærdig og med en lige så elendig dømmekraft som den rigtige Gud udviste over for Kain og Abel.

Nu var det Schymans tur til at blive tavs. Annika hørte sin egne anklager runge i tavsheden, kunne have bidt tungen af sig.

– Jeg føler mig fandens krænket over, at mit journalistmord aldrig kom på forsiden, sagde hun hurtigt i et forsøg på at dække over sine ord.

Han fnøs, rystede på hovedet og gik hen til vinduet.

– Din journalist var ikke kendt, sagde Anders Schyman henvendt til ruden. Desuden var terroristteorien forbandet svag.

– Og hvor kendt er Paula Popfabrik?

– Paula lå som nummer to på topti-listen i foråret og har indspillet en single, der har ligget som nummer syv. Hun havde meldt fyren til politiet og står frem og fortæller med navn og billede, tårevædet, sagde Anders Schyman og lød ikke det mindste forlegen.

Annika gik et par skridt hen mod hans ryg.

– Og hvorfor gør hun det? Hun er vel røget ud af listen. Vi må da tænke os om bare en lille smule, inden vi løber ærinder for alle de der små starletter. Hvem er det, hun har meldt til politiet?

– Hvis du så bort fra dine principper om ikke at læse snask, så ville du have haft en chance for at vide det, sagde han og vendte sig om med et glimt i øjet.

– Jeg tænkte bare på, om ikke også vi skulle hænge fyren ud med navn og billede? sagde hun og mærkede, at hendes stemme var begyndt at ryste. Jeg er faktisk interesseret i at vide, hvor langt vi er sunket.

Chefredaktørens ansigt faldt sammen i skumringslyset.

– Highlander på Tv Plus har systematiseret sexmisbruget af dem, der melder sig til Robinson, sagde han tonløst. Det skriver vi ikke om. Ikke endnu, men vi arbejder med sagen.

Han lagde begge hænder for øjnene.

– Ærlig talt, Annika, sagde han, jeg orker ikke at skændes med dig om det her. Jeg skal ikke stå til ansvar over for dig for de prioriteringer, der faktisk er i fuld gang med at redde denne her avis fra den sikre undergang.

– Hvorfor gør du det så?

– Hvad?

Hun samlede sine notater sammen og mærkede gråden presse sig på.

– Jeg arbejder videre, sagde hun, hvis du altså ikke har noget imod det. Men jeg kan da godt forstå, at du er nødt til at prioritere. Hvis Ozzy Osbourne smider yderlige en T-bone-steak over stakittet ind til sin nabo, så kan jeg da godt forstå, at jeg ikke har en chance.

Hun vendte sig og forlod hans kontor, inden han kunne nå at se hendes vredestårer.

De sad foran fjernsynet med hver sit glas vin. Annika stirrede på det flimrende billede uden at se noget. Børnene sov, opvaskemaskinen brusede ude i køkkenet, støvsugeren ventede på hende i entréen. Hun følte sig lammet, stirrede tomt på en mand, der spankulerede frem og tilbage i foyeren på et hotel, dagens og ugens begivenheder dunkede i hendes hoved, og hun mærkede en trykken for brystet.

Drengen, Linus, der havde været så fin med sit strittende hår, så følsom og vågen, hun lukkede øjnene og så hans blik for sig, intelligent, på vagt. Schymans tørre stemme genlød i hendes hoved, din journalist var ikke kendt, jeg behøver ikke at stå til ansvar over for dig.

Thomas udstødte pludselig en høj og hjertelig latter. Det gav et sæt i Annika.

– Hvad er der?

– Han er fantastisk.

– Hvem?

– John Cleese selvfølgelig, sagde han og viftede med hånden hen mod fjernsynet. Fawlty Towers.

Han slap hende med blikket, koncentrerede sig om programmet igen, lænede sig frem og drak lidt vin, smagte eftertænksomt på den.

– Hør for resten, sagde han, har du drukket min Villa Puccini?

Hun lukkede øjnene et kort øjeblik og skævede så til ham.

– Hvad mener du med „din“?

Han så forbavset på hende.

– Hvad er der galt med dig? Jeg spurgte bare, om du havde drukket min vin, jeg havde tænkt mig, at vi skulle have den i morgen.

Hun rejste sig.

– Jeg går i seng.

– Nej, hvad er der nu galt?

Han slog ud med hænderne, hun vendte ryggen til ham og sejlede ud mod entréen.

– Annika, for helvede. Kom nu. Jeg elsker dig jo. Kom og sid hos mig.

Hun standsede op i døren, han rejste sig, gik hen til hende og lagde armene om hendes skuldre. Hun mærkede hans tunge arme om sig, en hånd på hvert bryst.

– Annika hviskede han, kom nu. Du har jo ikke rørt din vin.

Hun kunne ikke bremse et tårefyldt suk.

– Vil du høre, hvad jeg har udrettet på arbejdet i dag? sagde han begejstret og førte hende tilbage til sofaen igen, pressede hende ned i den, satte sig ved siden af hende og trak hende ind til sig. Hun landede med næsen i hans armhule. Den lugtede af herredeodorant og skyllemiddel.

– Hvad? mumlede hun mod hans ribben.

– Jeg kom med en pokkers god opsummering af vores projekt for hele arbejdsgruppen.

Hun sad stille, ventede, troede, der ville komme mere.

– Og hvad med dig? sagde han til sidst.

– Ikke noget særligt, hviskede hun.