Lørdag den 14. november

Manden gik tøvende og lettere forpustet ned ad Linnégatan op mod Fyrisån. Med venstre hånd holdt han sig beskyttende over maven, den højre varmede hans øre. Han græd lidt, ikke over smerten, men over minderne, han havde sluppet løs i togkupéen. Han var forsvarsløs, de skyllede ind over ham, tordnede gennem ham, brusede som en stormflod i hans hjerne og piskede slammet på bunden op, der havde ligget der så længe, at han havde glemt, det var til. Nu kom det hele tilbage, billederne, lugtene og lydene, som ikke havde gjort nogen skade, så længe de havde hvilet uforstyrret mellem alt det andet gamle ragelse, men nu sang de, messede og forstyrrede ham, så han ikke længere kunne høre sine egne tanker.

Pludselig stod han og stirrede op mod et vindue på anden sal ved siden af Fjellstedska Kollegium. Der var en juledekoration og en lille blomst i sprosserne for tre og et halvt årti siden, hans første kvinder, han mærkede vindueskarmen. De var hos ham igen, pigerne, han havde haft derinde bag deres ånde, der lugtede let af øl, og rødmede over sin egen kejtede generthed. Så forundret han havde været, så fremmed verden havde opført sig. Hans uforstilte forbløffelse over dens størrelse og muligheder, så inderlig hans skuffelse, når begrænsningerne ramte ham som knytnæver i ansigtet.

Lydene fra fortiden blev klagende ensomme, han mærkede trækken fra gulvet, rotten, der stirrede på ham fra vindueskarmen den isnende kolde morgen, samme vindueskarm, han så den i et andet lys, rimfrosten på indersiden af ruden, kludetæppet, han havde taget med til minde om sin mor, det fine tæppe, som hun havde vævet hans egen børnetrøje og sin slidte underkjole ind i.

– Den er fra Kexholm, sagde hun og lod ham føle på underkjolens stof, hør så fint, at det kunne have været silke, for i Karelen havde de den bedste hør i verden, og han mærkede tøjet under sin barnehænder og forstod kraften i det gamle land, mors fødeland, forstod hendes uhyggelige tab.

Han gispede, det var for svært, hvordan skulle han overkomme det?

Opgaven, han havde aldrig svigtet før og havde ikke tænkt sig at begynde på det nu, hvor det gjaldt hans familie, den eneste, han havde tilbage.

Han vendte ryggen til kollegiet, holdt øje med vinduet ud af øjenkrogen så længe han kunne, lod det glide væk. Det ville aldrig komme igen.

Gik usikkert ned langs Svartbäcksgatan, mærkede minderne fortone sig, det gik lidt lettere at trække vejret. Langsomt blev der stille omkring ham, han havde ingen specielle erindringer om pladsen her, der var ved at forberede sig til julehandlen, den måtte have set anderledes ud i slutningen af tresserne. Han rettede ryggen en smule, tog hånden fra øret og sugede virkeligheden til sig i al dens forlorenhed og åbnede dermed sanserne for en anden kakafoni, de prangende annoncers falske sange. De lokkede og råbte, halvnøgne plastikkvinder uden hoveder, klaprende batterilegetøj made in China, blinkende spotlights på morgenkåber og silkeslips, elektriske artikler, der kunne lades op og køre, lades op og køre.

Han så op for at slippe for at se på det og fik øje på en guirlande af imiteret gran i grøn plastic med guldfarvede pærer, der strakte sig langs hele gaden. Fortsatte til højre over åen hen mod universitetet, slottet til venstre og så allerøverst Carolina Rediviva med sin utrolige skat, Codex Argenteus, sølvbibelen.

Han standsede op, hev efter vejret, hørte det brølende forbrugsuhyre som et vandfald i det fjerne.

Kulden var virkelig streng i dag, han havde aldrig set jord, der var frosset så hårdt. Han forundredes over, hvordan stillestående ishavsluft forstærkede farver og lys og fik synsindtrykkene til at blive skarpere og klarere. Stirrede op mod domkirkens dobbelte tårn, der, tungt og fuldt af skygger, strakte sig op mod den gennemsigtige himmel. Lukkede øjnene, det var længe siden, så længe siden, han havde næsten glemt, hvordan det var at indånde den glasagtige luft, som kun fandtes i Uppsala. Oplevede så, hvordan glasset tog hans indre i besiddelse, frøs luftrør og fodsåler til is. Tænderne begyndte at klapre på en fremmed, ubevidst måde.

Han arbejdede sig fremad med stort besvær, standsede op neden for universitetets prangende hovedbygning i tegl og kalksten, så op ad de lange trapper og studerede de fire statuer over indgangen, de fire fakulteter, der havde været der, da bygningen blev indviet: teologi, jura, medicin og filosofi. Lod blikket vandre tilbage til den første, kvinden med korset, hans fakultet.

Du svigtede, tænkte han. Du skulle have været en livsgerning, men du blev til livslang trods. Han gik op ad trappen med blikket fæstet på de tre tunge døre af egetræ og de vældige håndtag.

De velsmurte hængsler fik dørene til at glide op med forbavsende lethed, og han gik forsigtigt ind i forhallen. Det katedrallignende rum åbnede sig over ham med de tre, enorme kupler. Hans skridt gav genlyd mod mosaikgulvet, prellede af mod blanke granitsøjler, stukkatur, freskerne i loftet. Standsede på trappen, der førte op til aulaen, hvor den snoede sig forbi humanisten Torilds kloge ord i guldbogstaver: Tænke frit er stort, men tænke ret er større.

Friheden, tænkte han, vor tids svøbe. Forræderiet mod middelaldermennesket, der levede i uskyldighed på sin uforanderlige og ubestridte plads i samfundet, levede et liv med et bestemt indhold, der ikke gav anledning til eller var årsag til tvivl. Mennesket, der satte sjælens frelse før alt andet: økonomisk vinding, personlig frihed, spørgsmålstegnene ved samfundsstrukturen.

Han vendte rummet ryggen, renæssancens opvågnen kunne gøre ham grædefærdig af vrede. Eva bragte Adam i fordærv, skøgen, der lokkede menneskeheden til at bide i æblet fra kundskabens træ, uskylden blev voldtaget. Begærlighedens blændende solopgang, der skulle fortsætte i århundrede efter århundrede, som forgiftede forholdet mellem mennesker med sin ambition om at rage til sig, med sin ærgerrighed helt frem til Luther kom, den faldne engel, fangevogteren, der smedede den sidste lænke i arbejderklassens raslende ankelkæder. Slaveriet, menneske, skal være din lod i form af kapital, luksus og frihed.

Og han forlod hastigt den akademisk tunge luft, den brændte farveskala, gik ud og drejede til venstre uden for døren. Befandt sig med ét foran en ejendommeligt bekendt bygning på Övre Slottsgatan, vejrbidt og streng, og pludselig var han tilbage igen, men dengang var huset nyt, han havde aldrig set så moderne et hus, studenternes hus til møder og foredrag.

Det var her, han havde fundet sit hjem, sit åndelige hjem, fundet det ufuldbyrdede og flygtige, det aldrig var lykkedes ham at fange under læstadianismens store teltmøder og lange gudstjenester. Netop her nåede de ham for første gang, Mesterens ord: Verdens folk, foren jer og slå de amerikanske aggressorer og alle deres medløbere. Verdens folk, vær modige, vov at kæmpe, byd vanskelighederne trods og ryk frem, bølge efter bølge. Så vil hele verden tilhøre folket. Uhyrer af alle slags vil blive tilintetgjort.

Han lukkede øjnene, og med ét var der sort omkring ham og i ham, det var sent om natten igen som dengang, vindblæst og isnende koldt, han var en ensom ø midt ude i nattehavet, blev stående, mens ekstasen og klapsalverne rullede ud gennem en dugget rude, der var åbnet på klem i det moderne hus. Maos ord blev til fakler i mørket, citeret af skælvende drengestemmer og modtaget med kritikløs eufori: Folkene i den socialistiske lejrs lande må forene sig, folkene i Asiens, Afrikas og Latinamerikas lande må forene sig, og alle lande, der er udsat for amerikansk aggression, kontrol, indblanding eller tyrannisering, må forene sig og således danne den bredeste enhedsfront til kamp mod den amerikanske imperialismes angrebs- og krigspolitik og til forsvar for verdensfreden.

Og straks efter kom de ud, svedige, udmattede, lykkelige, tilfredsstillede, og han gik hen til dem, og de så ham, de så ham, de spurgte ham, om han var en sand revolutionær, og han sagde ja, alverdens folk foren jer og slå de amerikanske aggressorer og alle deres medløbere. Og de dunkede ham i ryggen og sagde, i morgen kammerat, Laboremus klokken syv, og han nikkede og stod tilbage med en ny glød i sjælen. Livets landingsbane lå med ét fuldt oplyst under ham, og han vidste, at tidspunktet til at lande var kommet.

Han sukkede og åbnede øjnene. Det var blevet mørkt, og han var træt. Inden længe kunne han tage sin medicin igen. Der var langt at gå til det motel, han var taget ind på, han måtte prøve at finde en lokal bus. Anonym i menneskemængden, aldrig taxi.

Han gik ned mod hovedbanegården igen med den ene hånd på maven og den anden hængende langs siden.

Vidste, at han var en næsten usynlig mand.