Tirsdag den 17. november

Langs hele Flemminggatan skreg de knaldgule spisesedler deres budskab ud om massemorder og politijagt, flammende som gule mælkebøtter i en grå græsplæne i morgenlyset. Annika så dem suse forbi vinduerne i bussen og fyldtes af den samme besynderlige følelse som altid, fascinationen over at have skabt noget, der gik videre og levede sit eget liv, tanken om, at hendes artikler nåede hundrede tusinde mennesker, som hun aldrig skulle møde, at hendes ord ville fremkalde følelser og reaktioner, som hun aldrig ville få noget at vide om.

Turen til bladet gik hurtigt, akkompagneret af mælkebøtternes påtrængende budskab.

I entréen ind til bladet, hvor en hel væg hver morgen var tapetseret med dagens spisesedler, blev de til et begejstret kor.

På selve redaktionen mærkede hun en temperaturforandring, da hun bevægede sig gennem havet. Hun mærkede varme blikke mod sit bøjede hoved, hvor hun sædvanligvis kun opfattede istapper. Hun dominerede dagens avis og var på banen igen, en, man regnede for noget, det gamle var glemt nu, for der var gang i nye ting, nitten timer til deadline, og det var hende, der havde sit bylinebillede på sekseren.

Hun vendte de sleske blikke ryggen og trak døren til sit glasbur i efter sig med et smæld.

Göran Nilsson, tænkte hun og smed overtøjet fra sig. Rynkede panden mod trætheden.

Født 1948 i Sattajärvi, udvandret professionel morder siden 1969.

Ingen grund til at lede efter ham på dafa, det var hun klar over. Han var strøget af statens personregister for flere årtier siden.

Hun trommede irriteret med fingrene, mens en million langsomme programmer satte i gang i hendes pc, så foretog hun en Google-søgning på Göran Nilsson, og flere hundrede oplysninger rullede frem på hendes skærm.

Så uendelig mange Göran Nilsson’er der fandtes i verden, en universitetsadjunkt i byggeteknik, en forsker i psykologi, en Göran Nilsson, der fremstillede figurer i træ, et moderat kommunalbestyrelsesmedlem fra Karlstad, en økologisk landmand i Halland, en kommunalchef i Norrköping, men ingen af dem var hendes Göran Nilsson, for hendes Göran Nilsson var røget ud af systemet. Af alle de valg, et menneske kan foretage her i livet, havde hendes Göran Nilsson besluttet sig for at arbejde på fuld tid med at forvolde andres død.

Hun lod navnene glide ned over skærmen.

I fyrrerne og halvtredserne måtte Göran have været populært som den ene del af et dobbeltnavn, for det vrimlede med Stig-Göran og Lars-Göran og Ulf-Göran og Sven-Göran og massevis af andre kombinationer.

I stedet gik hun ril de gule sider for at se, hvor almindelig navnekombinationen egentlig var, slog på må og fa op på forskellige områder.

Bare i Blekinge var der 73, 55 i Borås, hele 205 i Stockholm og 46 i Norrbotten.

Med andre ord flere tusind i hele landet.

Hun var nødt til at begrænse søgningen på en eller anden måde, finde et andet søgeord.

Prøvede med Göran nilsson sattajårvi.

Ikke noget resultat.

Brevene, tænkte hun. Maoismen eller de venstreradikale grupper.

Bingo! Massevis af hits som for eksempel Kristina Nilsson, Mao, Zedong, Göran Andersson og så videre.

Prøvede i stedet at søge efter billeder på images.com, Göran nilsson mao.

Fire hits, små firkanter, som hun bøjet ind over skærmen betragtede med sammenknebne øjne. To af dem undersøgte hun ikke nærmere, et kulturrevolutionært portræt af Mesteren selv udlagt på en eller andens hjemmeside og til sidst et sorthvidt billede af nogle unge mennesker i tidstypisk påklædning. Hun kiggede lidt nærmere efter, læste billedbeskrivelsen 022.jpg, 501 x 400 pixels – 41k, homepage/userbell/rebelhistory035.htm. Klikkede sig ind på den, landede på en hjemmeside, én havde sat sammen om sine ungdomsår i Uppsala, og fik en tekst frem, der forklarede billedet nærmere.

Efter stadfæstelsen af den grundlæggende 9. april deklaration var Mats Andersson, Fredrik Svensson, Hans Grenborg og Göran Nilsson beredte til, i Mesterens navn, frejdigt at mobilisere masserne.

Hun læste teksten to gange, forbløffet over den lidt løjerlige religiøse tone. Stirrede så på den unge mand yderst til højre. Hans skulder var skjult bag kammeraten foran, en kortklippet dreng med vege træk. Han så ikke ud til at være ret høj. Mørke øjne, der stirrede stift på et sted til venstre for fotografen.

Hun klikkede sig frem til sitens startside og opdagede, at der var mange flere billeder fra Uppsala, nogle fra forskellige demonstrationer, men de fleste fra fester. Hun kiggede dem alle sammen igennem, men den mørke unge mand, der hed Göran Nilsson, fandt hun ikke på nogen af dem. Tænk, hvis det var ham? Tænk, hvis han virkelig havde været officiel aktivist i tresserne, så kunne han have optrådt i flere forskellige medier på den tid.

Men den slags arkiver var aldrig digitale. De bestod af kuverter med billeder og klip. Hendes egen avis havde et af landets største arkiver. Hurtigt løftede hun røret og bad arkivpersonalet undersøge, om der havde optrådt en Göran Nilsson i Mao-kredse i slutningen af tresserne.

Kvinden, der tog mod hendes bestilling, svarede med behersket entusiasme.

– Hvornår skal du bruge det?

– I går, sagde Annika. Det haster.

– Hvornår gør det ikke det?

– Jeg sidder og venter og kan ikke foretage mig noget, før jeg får besked fra jer.

Et næsten lydløst suk i røret.

– Jeg foretager en hurtig søgning og ser, om jeg finder ham i en eller anden forbindelse. Det vil tage flere uger at læse alt det igennem, der er skrevet om maoismen.

Annika rejste op og stirrede ud over redaktionen, til svaret kom.

– Sorry. Ingen Göran Nilsson, der beskrives som maoist. Vi har derimod et par hundrede andre.

– Tak, fordi du var så hurtig, sagde Annika.

Hvad fandtes der ellers af arkiver fra den tid og på de steder, hvor maoisterne havde været aktive?

Universitetsbyerne, tænkte hun. Der var Konkurrenten, men det var ikke så smart at ringe til dem. Uppsala Nya Tidning? Der kendte hun ikke et øje. Hvad var der af aviser i Lund? Hun rev sig irriteret i håret.

Så Luleå da?

Hun tog røret igen og tastede nummeret til Norrlands– Tidningens omstilling, inden det rigtig var gået op for hende, hvordan det var gået til.

– Hasse Blomberg var syg i går, jeg ved ikke, om han kommer i dag, sagde omstillingsdamen og gjorde mine til at lægge på.

Annika blev ramt af en øjeblikkelig og uforklarlig angst, Gud, bare der dog ikke er sket ham noget.

– Det er vel ikke noget alvorligt?

Omstillingsdamen sukkede, som om hun havde med en sinke at gøre.

– Udbrændt, akkurat lige som alle andre. Personligt tror jeg, det er dovenskab.

Annika satte et forbavset ansigt op.

– Det kan da ikke være dit alvor, sagde hun.

– Har du tænkt over, at alle blev udbrændte i samme øjeblik, som vi gik med i EU? Alt det møg, der vælter ind over grænserne kommer fra EU, mennesker og giftstoffer, alle er udbrændte. Og jeg, der stemte for. Snydt blev man, sådan er det bare.

– Er Hans Blomberg tit væk fra sit arbejde?

– Han arbejder kun på halv tid af helbredsmæssige årsager, og de få dage, hvor han egentlig skal arbejde, dukker han heller ikke op, som han skal.

Annika bed sig i læben, hun var nødt til at få indblik i Norrlands– Tidningens arkiv så hurtigt som muligt.

– Kan du bede ham ringe til mig, når han kommer?

Hun efterlod navn og telefonnummer.

– Hvis han kommer, sagde omstillingsdamen.

Göran Nilsson, tænkte hun, da hun lagde røret og stirrede på den unge mand på sin skærm.

Er det dig, Göran?

Kaffeautomaten var repareret, og kaffen varmere end nogensinde. Hun tog sine to kopper med sig ind på kontoret og lod koffeinen dulme hjernen.

Hendes øjne sved af mangel på søvn, hun havde ikke kunnet falde i søvn i nat. Længe havde hun ligget stille og vågen med lukkede øjne, mens Thomas ved siden af hende havde ligget og vendt og drejet sig, stønnet og kløet sig. Politikerens død havde virkelig rystet ham.

Hun prøvede at ryste trætheden af sig og ledte videre, søgte på Sattajärvi, havnede på en hjemmeside om et byggeprojekt i slutningen af halvfemserne, hun var besøger nr. 16.781 på siten. Der var et kort, hun lænede sig frem mod skærmen for at finde byen og kunne læse de bittesmå bogstaver, der dannede navnene på småbyerne rundt omkring: Roukovaara, Ohtanajärvi, Kompeluslehto. Ikke bare et andet sprog, tænkte hun. Et andet land, udstrakt og stivfrossent på tundraen nord for polarcirklen.

Hun satte sig tilbage i stolen.

Hvordan var det mon at vokse op nord for polarcirklen i halvtredserne i en familie, hvor faderen var religiøs leder for en streng og kompromisløs bevægelse?

Annika vidste, at den schweiziske psykoanalytiker Alice Miller havde konstateret, at påfaldende mange vesttyske terrorister var børn af fædre, der havde været protestantiske præster. Miller så en forbindelse, så terroristernes vold som et oprør mod en meget streng, religiøs opdragelse.

Kan meget vel være tilfældet med Sverige også og læstadianismen, tænkte Annika og gned sig i øjnene.

I samme øjeblik skimtede hun Berit gå forbi bag de støvede gardiner, tvang gruset væk fra hjernen og rejste sig op fra sin stol.

– Har du tid et øjeblik? råbte hun gennem sprækken i døren.

Berit tog hue og handsker af, foldede sit halstørklæde sammen.

– Jeg havde tænkt mig at spise en tidlig frokost, skal du med?

Annika loggede sig ud af systemet, fiskede sin tegnebog op af tasken og opdagede, at hun var løbet tør for frokostkuponer.

– Behøver vi at gå ned i kantinen? sagde hun og så sig lidt omkring. Stolede ikke på den nyfundne varme fra kollegerne.

Berit hængte frakken op på en bøjle og børstede den af med hånden.

– Vi kan tage cafeteriet, hvis du hellere vil det, men jeg gik lige forbi Syv Rotter, og der var ikke et øje. De har wokkylling med cashewnødder.

Annika bed i sin venstre pegefingernegl, overvejede, om hun magtede det, nikkede.

– Hvor har du været henne? spurgte hun på vej ned ad trappen.

– Den varslede regeringsrokade, sagde Berit og rettede på håret, der var trykket fladt af huen. Statsministeren har ikke særlig meget tid tilbage før EU-valget, så hvis han skal møblere om blandt ministrene, skal det være nu.

De kom ud i foyeren, Annika holdt sig tæt bag Berit, da de trådte ind i kantinen.

– Og? sagde Annika og tog en orangefarvet plasticbakke.

Berit rystede på hovedet.

– Du ved, hvordan han er. Ikke et pip i forvejen.

– Hvem bør ryge ud i denne omgang? spurgte Annika og undgik omhyggeligt at se ud over det uendelige ocean af borde med rengøringsvenlige bordplader.

– Katastrofen Björnlund naturligvis, sagde Berit. Hun er den elendigste kulturminister i verdenshistorien. Har ikke fået et eneste forslag igennem i ni år. Fødevareministeren har en syg kone og vil tage sig af hende, så han går frivilligt. Boligministeren har jo ikke gjort det nær så godt, som partiet havde forventet sig af ham, så han bliver nok nødt til at gå, og så bliver posten nedlagt.

Berit havde kuponer og betalte for Annika.

– Hvem kommer så i stedet?

De satte sig ned over for hinanden i et hjørne ind mod cafeteriet.

– Der går rygter om, at Christer Lundgren er på vej tilbage fra sit eksil på SSAB i Luleå – svensk stål, du ved, sagde Berit og hældte en lys øl op i sit glas.

Annika fik en cashewnød galt i halsen med et voldsomt hosteanfald til følge.

– Er du okay? Skal jeg banke dig i ryggen?

Annika rystede på hovedet og holdt den ene hånd op.

– Det er okay, sagde hun med tårer i øjnene. Passer det?

Berit tog en stor mundfuld kylling.

– Han har j o aldrig forladt partiet, så en ministerpost må vel have været en mulighed i et stykke tid. Er du helt okay?

Annika nikkede og trak vejret forsigtigt med hånden på brystet.

– Og nu er tiden åbenbart kommet til at hente ham ind fra kulden igen, fortsatte Berit. Han har vist gjort det ret godt deroppe. Der hviskes i krogene om, at han skal være den nye fødevareminister, men man ved jo aldrig. Spørgsmålet er, om det svenske folk har glemt stripperen, som han blev anklaget for at have taget livet af.

– Josefin, sagde Annika. Liljeberg. Han myrdede hende ikke.

– Det ved du og jeg.

Annika mærkede maden vokse i munden, den smagte af pap. Det blev for meget for hende. Hun skød tallerkenen fra sig.

For nogle år siden havde hun fortalt Berit om sine konklusioner omkring Christer Lundgrens afgang, vist hende de dokumenter og rejseafregninger der beviste, at handelsministeren overhovedet ikke havde været i Stockholm den nat, Josefin Liljeberg blev myrdet. Han havde været til et møde i Tallinn i Estland, et møde, der var så kontroversielt, at han hellere havde lagt ryg til en anklage for mord end afsløre, hvem han havde haft møde med.

Der var kun én forklaring, det var Annika og Berit blevet enige om. Christer Lundgren ofrede sig for partiet. Hvem han traf i Tallinn, og hvad de havde diskuteret, måtte aldrig nogensinde komme frem.

At regeringen var blevet tvunget til mødet med en trussel om, at sandheden om IB-affæren skulle komme frem, kunne ikke bevises. Heller ikke, at det drejede sig om illegal våbeneksport til en af Soyjetunionens tidligere republikker. Alligevel var Annika sikker.

Og hun havde fortalt det til Karina Björnlund.

Hun havde gjort den fejl at prøve at indhente en kommentar fra Christer Lundgren ved at afsløre hele affæren for hans pressesekretær. Noget svar fik hun aldrig.

Det eneste, der skete, var, at Karina Björnlund pludselig var blevet medlem af regeringen.

– Mit idiotiske spørgsmål banede vej for vores kulturminister, sagde Annika.

– Formentlig, sagde Berit.

– Og det medfører, at det sandsynligvis er min skyld, at Sverige fører så underlødig en kulturpolitik, ikke sandt?

– Helt rigtigt, sagde Berit og rejste sig. Vil du have noget andet? Salat? Mere vand?

Annika rystede på hovedet, fulgte kollegaen med øjnene, mens hun åbnede en Ramlösa og skænkede den op i glasset.

– Hvad var det egentlig, du ville mig? sagde Berit, da hun kom tilbage og satte sig ned igen.

– Jeg er ude efter din fortid, sagde Annika. Hvad var 9. april-deklarationen?

Berit spiste og tyggede med fraværende øjne i nogle sekunder, så rystede hun på hovedet.

– Siger mig ikke noget, sagde hun. Hvorfor spørger du?

Annika drak sit vand.

– Jeg så det i en billedtekst på nettet, noget om nogle unge fyre fra tresserne, som i Mesteren Maos navn frejdigt skulle mobilisere masserne.

Berit holdt op med at tygge og stirrede på hende.

– Lyder som rebellerne fra Uppsala, sagde hun.

Hun lagde bestikket fra sig, kørte tungen hen over tænderne, nikkede bekræftende for sig selv.

– Det stemmer, sagde hun, de proklamerede en eller anden form for deklaration i foråret 68. Om det var den 9. april, tør jeg ikke sige, men de var utroligt aktive det forår.

Hun lo, rystede på hovedet, tog sit bestik op igen og fortsatte med at spise.

– Hvad er der? sagde Annika. Sig det!

Berit sukkede og smilede.

– Jeg fortalte jo om, hvordan de ringede og truede os på Vietnambulletinen, sagde hun. Uppsala-rebellerne var nogle farlige fyre. Hver eneste dag afholdt de maratonmøder i forskellige lokaler, de startede altid klokken et om eftermiddagen og fortsatte til langt over midnat. En ven af mig, der var med en gang, sagde, at det faktisk ikke handlede om at diskutere politik, han kaldte møderne for hallelujaorgier.

– Vækkelsesmøder? sagde Annika.

Berit tog en mundfuld, drak og sank.

– Der var visse lighedspunkter, ja. Alle, der deltog, var overbeviste maoister, de rejste sig op en efter en og aflagde vidnesbyrd om, hvilken åndelig atombombe Maos filosofi havde været for dem. Efter hver tale blev der klappet hysterisk. Af og til holdt man pauser og spiste smørrebrød og drak øl, og så fortsatte man med nye vidnesbyrd.

– Jamen, hvordan? sagde Annika. Hvad sagde de?

– Man citerede Mesteren. Alle, der prøvede at formulere deres egne vendinger, blev straks anklaget for borgerligt sprogbrug. Den eneste undtagelse var „Død over fascisterne i KFML“.

Annika lænede sig tilbage i stolen, lirkede en cashewnød frem under et salatblad, stak den i munden og tyggede eftertænksomt.

– Men, sagde hun, KFML var vel også kommunister?

– Jo, sagde Berit og tørrede sig om munden med servietten. Men der var ikke noget, der var værre for rebellerne end dem, der mente omtrent det samme som de selv. Torbjörn Säfve, der har skrevet en udmærket bog om rebellerne, kaldte dem „paranoide kværulanter“. Folks plakater på væggene havde den allerstørste betydning for dem. Hvis nogen satte et portræt af Lenin op, som var større end et af Mao, blev det straks tolket som kontrarevolutionært. Sommetider var det nok bare at anbringe overkanten af Maos billede længere nede end overkanten af Lenins eller Marx’ for at få en anklage på halsen.

– Du kendte vel ikke en Göran Nilsson, som var aktiv rebel? sagde Annika og så spændt på Berit.

Kollegaen rakte hånden ud efter en tandstikker, trak den fti af cellofanet og rynkede brynene.

– Ikke hvad jeg kan huske, sagde hun. Burde jeg det?

Annika sukkede og rystede på hovedet.

– Har du prøvet arkivet? spurgte Berit.

– De kunne ikke finde noget.

Berit lagde ansigtet i tænksomme folder.

– Første maj det år, sagde hun, marcherede rebellerne gennem Uppsala i en stor og organiseret demonstration. Som jeg husker det, var det noget, alle aviser dækkede. Måske var han med der?

– Jeg tjekker med det samme, sagde hun. Kommer du med?

– Hvorfor ikke? sagde Berit.

De tog bagdøren ud af kantinen og gik op ad brandtrappen til anden sal, passerede en hvælving ind til det gigantiske tekst- og billedarkiv. Alt, hvad der var trykt i Kvällspressen og Fina Morgontidningen i de sidste 150 år, var her.

– Alle numre af aviserne står længst til venstre, sagde Berit.

Efter et par minutters forløb fandt de Fina Morgontidningen fra maj 1969. Annika trak de indbundne aviser ned fra den øverste hylde. Støv og snavs dryssede ned i ansigtet på hende. Hun hostede og skar ansigt.

Den 2. maj 1968 var forsiden dækket af rebellernes demonstration i Uppsala, der havde fundet sted dagen før. Annika rynkede brynene og betragtede billedet omhyggeligt.

– Er det her dine revolutionære rebeller? sagde hun forbløffet. De ligner jo en samling småborgere hele bundtet.

Berit lod hånden glide over den gulnede avisside med en raspende lyd fra hendes tørre fingerspidser, langfingeren gjorde holdt ved lederens kortklippede isse.

– Det var helt bevidst, sagde hun og lod tankerne gå tilbage. De skulle ligne almindelige mennesker så meget som muligt, man prøvede at blive enige om en prototype for den højt industrialiserede arbejder, men jeg tror, det faldt på gulvet. Pæn jakke og hvid skjorte var en betingelse. De var temmelig forskruede i Uppsala.

Hun lænede sig mod reolerne, lagde armene over kors og stirrede op i loftet uden at se noget.

– På et tidspunkt i maj 1968 udbrød der strejke i hele Frankrig, sagde Berit. En million demonstrerede i Paris mod den kapitalistiske stat. Rebellerne ville gøre fælles front med deres franske brødre og arrangerede et revolutionært massemøde på Slottsbacken i Uppsala en fredag aften. Vi var nogle stykker fra Bulletinen, der tog med, det var helt forfærdeligt. Hun rystede på hovedet og så ned i gulvet.

– Der var mange mennesker, mindst tre hundrede, og rebellerne begik den fejltagelse, at de gjorde, som de plejede på deres egne seancer, de læste højt fra de helligste skrifter. Publikum, der overvejende bestod af ganske almindelige mennesker, reagerede helt normalt, de kom med mishagsytringer eller skrupgrinede.

Annika blev fanget af beretningen og trådte et skridt nærmere.

– Hvilke skrifter?

Berit så op.

– Maos citater selvfølgelig, sagde hun, fra Lin Piaos og KKP’s centralkomités seksten punkter for kulturrevolutionen … Rebellerne slap alle hæmninger der på torvet, og da folk ikke købte deres budskab, gik de løs på dem, som de plejede, og kom med hadske, rabiate udfald.

Hun rystede på hovedet ved tanken.

– En direkte følge af det møde blev, at de normale venstreorganisationer ikke længere måtte sælge Gnistan og Vietnambulletinen på almindelige arbejdspladser. Finder du din Göran?

– Jeg bliver og læser lidt, sagde Annika og trak en leddeløs stol til sig.

– Du ved, hvor jeg er, hvis der skulle være noget, sagde Berit og efterlod hende i papirstøvet.

Anne Snapphane fiøj ned over korridorens laminatgulv, forbi døråbningernes lyse rektangler, forbi kæmpekasser med kopimaskiner og sammenfoldede flyttekasser, med adrenalinet pulserende i kroppen.

Hun havde vundet! De tre, store fritstående filmselskaber var gået med til at holde de mundtlige aftaler, de tidligere havde indgået, og sælge deres film til TV Scandinavia.

En af mændene fra det største af selskaberne havde desuden afsløret ejerfamiliens metoder for at få dem til at afstå: Foruden en total boykot af selskabets produktioner, både med hensyn til distribution og finansiering, skulle de forberede sig på at få alle selskabets aktiviteter endevendt af medier i familiens eje. Alle selskabets affærer ville blive undersøgt med lup og kritiseret, uanset hvad de gik ud på, de skuespillere, der arbejdede for selskabet, skulle udsættes for massive smædekampagner, sladderjournalister skulle chikanere dem og kræve cheferne fyret.

– Jeg bryder mig ikke om den slags mafiametoder, sagde chefen for filmselskabet, der tilfældigvis var født på Sicilien og ikke lod sig skræmme.

Nu kan I få lov til at bide i græsset, I skiderikker, tænkte Anne og kunne allerede høre champagneproppen smælde i sit indre. Hun satte sig i IKEA-stolen og lagde fødderne op på bordet.

TV Scandinavia skulle nok komme til at fungere. Sverige var ikke nogen bananrepublik. En enkelt familie havde ikke magt til at styre og bestemme over det frie ord, kunne ikke forbyde visse medier, bare fordi de truede deres egne økonomiske interesser. Sådan fungerede det ikke i et demokrati.

Hun trak den underste skuffe ud i skrivebordet og fandt en uåbnet flaske whisky frem, vejede den i hånden og fingererede ved proppen. Nynnede en gammel melodi, havde hun ikke fortjent at fejre det lidt?

Telefonen ringede, og det gav et sæt i hende. Hurtigt lagde hun flasken ned i skuffen igen, lukkede den og låste, inden hun løftede røret.

– Hvad gjorde du ved Sylvia i går?

Mehmets stemme var forræderisk silkeblød, men Anne kendte ham, vidste, at der boblede lava og svovl under den tilkæmpede ro.

– Spørgsmålet er vel, hvad fanden hun egentlig foretog sig på min datters fritidshjem, sagde Anne, og hendes verden blev igen slået i stumper og stykker. Vrede og fortvivlelse gjorde himlen udenfor kulsort.

– Kan vi ikke prøve at opføre os som voksne mennesker? sagde Mehmet, og temperaturen i hans stemme steg.

– Og hvilken voksen plan havde I i går? Var det tanken, at jeg skulle ankomme til fritidshjemmet og opdage, at Miranda var forsvundet? Hvad var det meningen, at jeg skulle tro? At Miranda er flyttet fra mig, fordi hun hellere vil være hos Sylvia? Eller at hun var blevet kidnappet?

– Nu er du tarvelig, sagde Mehmet, og tonefaldet kunne ikke længere skjule den infernalske hede.

– Tarvelig? skreg Anne ind i røret og rejste sig op. Tarvelig? Hvad fanden tænker I egentlig på i jeres forbandede kernefamilie? Først kommer du hjem til mig og siger, at du og din kælling vil have forældreretten til mit barn, så prøver hun at stjæle hende fra fritidshjemmet, hvad fanden er det for noget? Er det en eller anden terrorkampagne?

– Fald ned, sagde Mehmet, og nu blev der iskoldt i røret, heden var veget for foragt, og kulden ramte hende i øret og fik hende til at stivne.

– Gå ad helvede til, sagde hun og smed røret på.

Hun blev stående og stirrede på telefonen. Den ringede efter det øjeblik, det tog at trykke på knappen for genopkald.

– Så nu er Miranda altså kun din? Hvad skete der egentlig med alle dine vidunderlige idealer om det almengyldige ansvar? Dine højtravende teorier om det fælles forældreskab, at barnet tilhører kollektivet og ikke individet?

Anne Snapphane lod sig falde ned på stolen igen, mærkede, hvordan hun blev trukket ned i et søle, hun aldrig havde troet, hun skulle havne i, bitterhedens og modviljens og misundelsens ildelugtende mødding, stedet, hvor al ondskab udklækkes, og hun kunne ikke lade være, hun sad allerede i det, kviksandet havde fat om hende, og kæmpede hun imod, gik det bare hurtigere med at synke helt til bunds.

– Jamen, kære ven, sagde hun. Hvem er det, der har svigtet? Hvem er det, der er skredet? Hvem er det, der opfører sig som en lort? Ikke mig.

– Sylvia græd hele aftenen i går, hun var helt utrøstelig, sagde Mehmet og fik noget tykt og blødsødent i stemmen, der fik Anne til at flippe helt ud.

– Vorherre bevares, skreg hun. Er det måske min skyld, at hun har dårlige nerver?

Mehmet hev efter vejret, samlede stemmen til et frontalt angreb.

– Sylvia sagde, at du havde tilintetgjort hende, og én ting skal du vide, Anne Snapphane: Hvis du ødelægger noget for min familie, så garanterer jeg ikke for, hvad jeg kan finde på.

Anne mærkede luften blive trykket ud af lungerne, al ilt forsvandt fra hjernen.

– Truer du mig? sagde hun. Er du blevet skrupskør? Hvor dybt er du sunket? Har hun gjort dig fuldstændig hjernedød?

Afstanden voksede mellem dem, de sank dybere og dybere ned i møddingen, da han sagde noget igen i røret, var han lysår væk.

– Okay, sagde han. Hvis det er sådan, du vil have det.

Og så var der stille, han var væk, dialogen afbrudt, og rundt omkring hende hvæsede og boblede det, og Anne bøjede sig ind over skrivebordet og græd.

Annika mærkede rastløsheden krible i kroppen, da hun gik op ad trapperne til redaktionen. Hun havde ikke fået andet end snavsede hænder og støvede jeans ud af at blade i de gamle aviser. Tresserne og den tids politiske strømninger var ikke blevet dækket med nogen større bevidsthed i den tids medier, hver dag udkom der en ny avis, dengang som nu, med annoncer, der skulle sælges, overskrifter, der skulle skrives, og kilder, der skulle tjekkes.

Desuden var layouten og trykkvaliteten på aviserne i tresserne hårrejsende elendig medprimitive typer og udtværede rande omkring alle billeder. Hun var glad for, at hun ikke havde arbejdet dengang.

Men hver tidsalder har jo sine egne idealer, tænkte hun og gik hen mod sit glasbur. Man kan bo i en tid lige så vel, som man kan bo på et sted, og tresserne ville ikke have passet hende.

Gjorde år 2000 da det?

Hun hørte sin telefon ringe og satte farten op.

– Jeg hører, at du har prøvet at få fat på mig, sagde Hans Blomberg, arkivaren på Norrlands-Tidningen.

– Ja, tak, fordi du ringede tilbage, sagde Annika og trak døren til bag sig. Hvordan har du det?

Et kort sekunds tavshed.

– Hvorfor spørger du?

Hun satte sig ned i stolen, forbløffet over hans opgivende tone.

– Damen i omstillingen sagde, at du var syg, så jeg blev helt bekymret.

– Åh, ja, ja, kærlige kvinders omsorg, sagde Hans Blomberg og lød akkurat, som Annika huskede ham, og hun kunne ikke holde et smil tilbage, kunne se ham for sig i sin striktrøje ved sit slidte skrivebord med opslagstavlen på væggen, barnetegningen og opfordringen om at holde ud til pensionen.

– Jeg håber da ikke, det er noget alvorligt, sagde Annika og strakte sig.

– Nej, nej, nej, sagde arkivaren. Det er såmænd det sædvanlige. Udløbsdatoen er overskredet, man må stå i køleskabet et par dage ekstra, inden de hælder en ud, men der er ingen, der køber, man står bare og bliver surere og surere og tager plads op for de friske varer, men det går jo nok, sådan er vilkårene for alle i samfundet nu om stunder.

Hendes smil blegnede, tonen var spøgefuld, men han kunne alligevel ikke skjule sin frustration.

– Nå ja, sagde Annika muntert og valgte at ignorere bitterheden. For mig er du en årgangsvin.

– Jeg vidste det, der skal en kvinde fra Stockholm til at sætte pris på et rigtigt mandfolk. Og hvad kan jeg så hjælpe damen med?

– En almindelig forespørgsel af lidt ældre årgang, sagde hun. Jeg leder efter oplysninger vedrørende en ung mand fra Sattajärvi, der boede i Luleå i slutningen af tresserne. Han arbejdede formentlig for domkirken. Göran Nilsson hed han.

– Er han død? spurgte Hans Blomberg, og hun kunne høre hans pen kradse.

– Tror jeg ikke, sagde Annika.

– Så lader vi de døde være døde. Hvad vil du vide?

– Hvad som helst. Om han har vundet en jitterbugkonkurrence, demonstreret mod imperialismen, røvet en bank, giftet sig.

– Göran Nilsson, sagde du? Du kunne ikke have fundet et lidt almindeligere navn?

– Jeg har ledt overalt, men uden held, sagde Annika.

Arkivaren udstødte et højt suk, Annika så for sig, hvordan han støttede sig til bordpladen og rejste sig fra sin stol.

– Det kan tage nogle minutter, sagde han, og det er dagens underdrivelse.

Annika nåede at søge www.bolig.se igennem på nettet og læse om de villaer, der var til salg i hele Stockholm, standsede op ved et fantastisk, nyopført hus på Vinterviksvägen i Djursholm for usle seks komma ni millioner, hun hentede kaffe to gange og nåede også at tale med Berit, ringe til Thomas på mobilen og lægge en besked til Anne Snapphane, inden der kom nogen i røret igen.

– Jeg har haft de opgaver, der var lettere, sagde han og sukkede tungt. Kan du gætte, hvor mange Göran Nilsson’ er vi har opført i vores arkiv?

– Tooghalvfjerds og en halv, sagde Annika.

– Stemmer, sagde Hans Blomberg. Og den eneste fra Sattajärvi, jeg kunne finde, optræder i en lysningsmeddelelse.

Annika løftede øjenbrynene mod gardinerne og mærkede modet dale.

– En lysning? Det var jo sådan noget, præsterne foretog i kirken, når folk skulle giftes. Sådan for et par hundrede år siden?

– Nja, sagde Hans Blomberg, lysning var faktisk obligatorisk helt op til 1973, men du har ret i det der med præsterne. Der skulle lyses tre søndage i træk i kirken før brylluppet, mennesket til velbehag.

– Så hvorfor skrev de om det i avisen?

Hans Blomberg tænkte.

– Sådan var det dengang. Der var en speciel klumme for den slags ting.

Udklippet stammer fra den 29. september 1969, skal jeg læse det op?

– Ja tak, sagde Annika.

– „Kirkeassistent Göran Nilsson, født i Sattajäivi, bosat i Luleå, og studerende Karina Björnlund, født og bosat i Karlsvik. Vielsen finder sted på Luleå Rådhus fredag den 20. november klokken 14.“

Hun lod kuglepennen flyve hen over blokken for at nå at skrive ordene ned, mærkede hårene rejse sig på armen og fik svært ved at trække vejret, gode Gud, Herre min skaber, det var ikke muligt. Hun tvang sig selv til ikke at blive alt for ophidset, ikke endnu, hun kunne jo ikke være sikker, før hun havde tjekket oplysningen.

– Glad og tilfreds? spurgte Hans Blomberg.

– Himmelhenrykt, sagde Annika hæst. Du er en årgangschampagne.

– Du kan bare ringe, hvis der ellers er noget, min ven.

De lagde på, og Annika måtte rejse sig, yes! Det brusede i hendes hoved, blodet dunkede og tordnede i hendes ører. Hun løb ud i redaktionen, drejede i en stor bue over mod sporten, den brusende lyd steg og faldt, men hun tog sig sammen og tænkte, at hun egentlig ikke havde noget, ikke endnu, og hun hentede en kop kaffe i automaten og skyndte sig hen til Berit.

– Hvor kommer kulturministeren fra? spurgte hun.

Berit så op fra sin skærm. Brillerne sad helt nede på næsetippen.

– Norrbotten, sagde hun. Luleå, tror jeg nok.

– Ikke fra et sted, der hedder Karlsvik?

Berit tog brillerne af og lod hænderne synke ned i skødet.

– Det ved jeg ikke, sagde hun. Hvorfor spørger du?

– Hvor bor hun nu?

– I en forstad nord for byen et eller andet sted.

– Gift?

– Hun bor sammen med en, ingen børn. Hvad er du ude efter?

Annika vippede frem og tilbage på fødderne, rystede bruset ud af hovedet.

– Bare en oplysning, en gammel lysningsmeddelelse, jeg skulle tjekke.

– Lysningsmeddelelse? sagde Berit, men Annika forsvandt uden at forklare noget, gik med kikkertsyn tilbage til sit kontor og trak døren til efter sig, satte sig til at stirre på sin skærm, mens pulsen faldt til ro. Løftede så hænderne til tastaturet og lod langsomt fingrene finde frem til sandheden.

Begyndte med www.regeringen.se og bad om et CV for chefen for Kulturministeriet. Fik et billede af en skævt smilende Karina Björnlund frem på skærmen samt oplysninger om hendes ansvarsområder: kulturarven, kunstarterne, det trykte ord, radio og tv samt trossamfundene.

Af den personlige del af CV’et fremgik det, at hun var født i 1951, opvokset i Luleå. I dag boede hun i Knivsta sammen med sin kæreste.

Ingenting om Karlsvik, tænkte Annika og loggede sig ind på dafa.

Skrev Karina Björnlund Knivsta og fik en enkelt oplysning frem på skærmen, en kvinde født i 1951. Klikkede på historiske oplysninger og fik hendes fødeby frem.

Nederluleå.

Annikas hjerte sank, skuffelsen fik det til at synge i det venstre øre.

Hun bed sig i kinden, det kløede i hendes håndflader, hun måtte lede videre. Forlod dafa og gik ind på Google igen, tastede karlsvik nederluleå i en bred søgning og fik nitten oplysninger frem. Den øverste omhandlede en formand for et savværk Olof Falck i Hälleström (1758-1830) i det nuværende Norrfjärdens sogn i Piteå Kommune (BD), søgte lokalt på siden og fandt en af formandens slægtninge, en Beda Markström, født 1885, som voksen bosat i Karlsvik i Nederluleå sogn.

Fik et kort frem og ledte efter stederne.

Karlsvik var et lille samfund lige uden for Luleå på den anden side af elven.

Hun lænede sig tilbage og lod oplysningen bundfælde sig. Den fik det til at klø i hårbunden, gjorde hende tør i munden og fik fingrene til at stritte.

Skrev et par stikord ned på en blok og tastede chefredaktørens interne nummer.

– Har du tid et øjeblik?

Man kunne skære sig gennem luften i Kommunförbundets konferencelokale på syvende etage. Dunsten af kaffe og gammel nikotin blandede sig med lugten af sved fra midaldrende mænd i varme jakkesæt.

Thomas tørrede sig over panden. Ubevidst stak han fingeren inden for slipseknuden og trak i den for at lette vejrtrækningen.

Det var kongresgruppens første, officielle møde, hvilket betød, at hierarkier og strukturer endnu ikke var fastlagt. Man var færdig med at dunke hinanden jovialt i ryggen og havde fået travlt med at afpisse territorier, efterhånden som mødet skred frem. Thomas var klar over, at der skulle mindst ét maratonmøde mere til, inden de kunne få lavet et fornuftigt stykke arbejde. Det var et bredt og vigtigt spørgsmål, der skulle tages op på Landstingsförbundets og Kommunförbundets fælles kongresarrangement i Norrköping i juni. Det var tanken, at de to instanser skulle have to adskilte kongresser, dog med flere fælles indslag. Hovedspørgsmålet var en eventuel fusionering af de to forbund. Det fælles og overordnede tema for kongressen var ‘medborgeren’ og ‘fremtiden’.

Thomas spærrede øjnene op og stirrede på kongressens tidsplan.

Han kunne ikke slippe fri. Sophia var med ham overalt. Nu sad hun mellem linjerne i bestyrelsens forslag til langsigtede arbejdsprogrammer, hendes højhælede sko dukkede op blandt samarbejdsdokumenterne og distributionen af kongresdokumenter til Landstingsförbundets repræsentant. Thomas lænede sig tilbage, lyttede til kommunaldirektørens messende direktiver og lod blikket glide over deltagerne.

Sophia i nålestribet dragt og silkebluse med hvide tænder og æbleduftende hår henne ved vinduet. Sophia i bh med kniplinger og opsvulmede læber lænet mod væggen.

Sophia uden trusser på overskrævs på overheaden.

Han rømmede sig, rystede på hovedet og tvang tankerne tilbage til virkeligheden.

Længst væk, ved den korte ende af det arkitekttegnede bord, sad informationsdirektøren, der også var ordfører for projektgruppen, og hviskede noget til projektlederen og en af de ansvarlige for sagsbehandlingen. De to ansvarlige for formalia og administration skænkede mere kaffe op og stak til wienerbrødet, der hurtigt var ved at blive tørt. De øvrige områdechefer havde placeret sig i nærheden af vinduet, hvor de trykkede deres jakker mod stolenes ryglæn og prøvede at kvæle et gab.

Hans virkelighed. Sophias virkelighed.

Og så en tanke, der gjorde ham helt mat.

Hvad foretog Annika sig lige nu? Hvad vidste han om hendes virkelighed?

Uden at han havde forstået, hvordan det var gået til, eller hørt, hvad der var blevet sagt, blev mødet hævet med skrabende stoleben og lettede udråb. Han fattede sig, og uden at se op samlede han roligt og eftertænksomt sine papirer sammen.

– Samuelsson, sagde en stemme ved siden af ham, og han så hastigt op. Hvordan fungerer samarbejdet med Landstingsförbundet?

Thomas rejste sig, tog informationsdirektørens hånd, mærkede hjernen stivne og ordene forsvinde, hvad fanden skulle han svare på det?

– Jo, sagde han og sank, det går såmænd udmærket.

– Ingen egentlige interessekonflikter?

Han trak hånden til sig for at skjule sveden, der sprang frem.

– Så længe vi har de samme mål og en række uafhængige aktører i projektet, så fungerer det fint, sagde han og spekulerede over, hvad han egentlig mente med det.

– Hende der Sophia Grenborg, hvordan er hun?

Spørgsmålet trængte den sidste rest luft ud af hans lunger, han åbnede munden uden at få vejret.

– Åh, hørte han sig selv sige. Du ved, prægtig. Lidt kedsommelig. Overklasse, har aldrig haft modgang her i livet …

Informationsdirektøren så forbavset på ham.

– Jeg mente, hvordan er hun at samarbejde med. Går hun ensidigt ind for Landstingsförbundets interesser på vores bekostning?

Thomas mærkede til sin store fortrydelse, at han rødmede. Hvor dum kunne man være?

– Det gælder om at være vågen, sagde han. Man må ikke lade dem få overtaget, der er nok en vis positionering i gang her inden kongressen, kan man sige …

Informationsdirektøren nikkede koncentreret.

– Jeg er med, sagde han. Hør, kan du ikke skrive lidt ned om dine erfaringer, dels fra dit nuværende arbejdsområde, men navnlig fra regionsspørgsmålet, så hurtigt som muligt?

– Naturligvis, sagde Thomas og glattede sit slips. Du skal blot præcisere, hvad du vil have, så gør jeg det med det samme.

Informationsdirektøren klappede Thomas let på den venstre skulder.

– Sådan skal det være, sagde han og forsvandt ud ad døren.

Lokalet blev langsomt mennesketomt, Thomas blev tilbage og lukkede sin taske. En af sekretærerne havde åbnet vinduet på vid gab og lukket frisk luft ind, en kølig vind snoede sig om hans ben og op under jakken.

Hvordan fungerede samarbejdet med Landstingsförbundet? Sophia Grenborg, hvordan var hun egentlig?

Thomas vendte tanken ryggen, tog sin dokumentmappe og gik med bestemte skridt ud mod elevatorerne. Nogle af områdecheferne stod og sludrede med hinanden og lo, mens de ventede, han sendte dem et hastigt smil og tog brandtrappen ned.

Gangen uden for hans kontor var tavs og mørk, væggenes strukturmønster forstærkedes og fordrejedes af lampetter, der spredte deres lys i kegleformede skygger. Han skyndte sig ind på sit kontor, lukkede døren og sank sammen bag skrivebordet.

Han kunne ikke fortsætte på den måde. Hvorfor havde han ladet det gå så vidt? Alt, hvad han havde kæmpet for i alle årene, risikerede han at sætte på spil, den tillid, han havde bygget op, både hos sin familie og sin arbejdsgiver ville ikke være noget som helst værd, hvis han blev opdaget under dynen sammen med Landstingsförbundet. Han rettede blikket mod portrættet af Annika og børnene, som han havde anbragt i en sølvramme på skrivebordet. Det var et billede, han havde taget sidste sommer til sin mosters halvfjerdsårs fødselsdag. Billedet ydede dem ikke retfærdighed. Børnene var iført stadstøjet og var stive og unaturlige, Annika havde en knælang kjole på, der svøbte sig om hendes kantede krop og gjorde den blødere, hun havde flettet sit hår, så det lå stille og behersket i en fletning ned ad ryggen.

– Det siger en hel del om, hvordan du vil have, vi skal fremstå for andre, havde Annika sagt, da hun så, hvilket billede han havde valgt til sin ramme.

Han havde ikke svaret, havde bevidst valgt ikke at gå ind i en diskussion, der ikke ville føre til noget.

For ham var det vigtigt, hvordan han blev opfattet af andre, det var sandt nok. At ignorere det indtryk, man gav andre, var både ansvarsløst og dumt, det var hans overbeviste opfattelse.

Annika mente lige det modsatte.

– Man kan ikke være elsket af alle, kunne hun finde på at sige. Det er bedre at have en opfattelse af sig selv og stå ved den end prøve at være alle tilpas.

Han lod fingeren løbe langs den enkle, matte metalramme. Neglen standsede op ved Annikas runde bryst.

Hans telefon ringede skingert og fik ham til at fare sammen.

– Du har besøg i receptionen, Landstingsförbundets repræsentant, Sophia Grenborg. Kommer du ned?

Han mærkede sveden bryde frem på panden og under armene.

– Nej, sagde han. Hun kender vejen. Du kan sende hende op.

Han lagde røret, rejste sig fra stolen og gik over gulvet, åbnede døren på klem, så sig om i lokalet, som om han aldrig havde set det før. Besluttede at læne sig mod skrivebordet, lægge arme og ben over kors og lyttede vågent ud mod gangen. Hørte kun sit eget hjerte slå hårdt, prøvede at greje sine følelser, men fandt kun en bundløs forvirring.

Han var rådløs. Han var forventningsfuld, men han skammede sig. Han begærede, og han foragtede. Hælene klaprede, som kun hendes hæle kunne klapre, skridtene gav genlyd i den tavse korridor, glade og lette.

Hun skød døren op og trådte ind på hans kontor. Hendes øjne lyste, der var en skyhed og en tøven i dem, der ikke kunne tøjles under den vældige vilje, der også strålede ud af dem. Han gik hen til hende, lukkede døren bag hende, slukkede lyset i loftet og trak hende ind til sig. Han kyssede hende hårdt og sanseløst, hendes mund var sur og varm, han lagde sine hænder på hendes bryster og mærkede hendes hænder på balderne inden for bukserne.

De gispede i hinandens munde og fik tøjet af, lagde sig ned på skrivebordet. Han fik kruset med de spidse kuglepenne i ryggen og fjernede det, der lå under ham, hun satte sig oven på ham og fangede hans blik. Hendes læber var opsvulmede og skælvende. Han gled ind i hende, som havde hun været varmt smør, lænede hovedet tilbage og lukkede øjnene, mens hun langsomt begyndte at ride ham. De langsomme bølger fik hans krop til at lette. Da orgasmen nærmede sig, spærrede han øjnene op og kom til at stirre lige ind i Annikas, der var resignerede over den familiefest, der truede.

Han kunne ikke holde et råb tilbage, da han kom.

I tavsheden bagefter hørte han igen ventilatorens ensformige, surrende lyd, det syngende sus i elevatorskakten, en ensom telefon, der stod og ringede og ringede og ringede på en anden etage.

– Vi er ikke rigtig kloge, hviskede Sophia Grenborg i hans øre, og han kunne ikke holde en latter tilbage, nej, de var sgu ikke rigtig kloge, og han kyssede hende og rettede sig op, hun satte fødderne ned på gulvet, sæden løb ud af hende og ned på et af samarbejdsdokumenterne.

De rettede hurtigt og nervøst på tøjet, fnisende og fumlende. Så stod de tæt omslynget og smilede ind i hinandens øjne.

– Tak for i dag, sagde Sophia og kyssede ham på hagen.

Han fangede hendes mund, hendes tunge.

– Selv tak, stønnede han.

Hun tog sin frakke på, greb ud efter sin taske og var på vej ud, da hun pludselig standsede op.

– Åh, sagde hun. Jeg var lige ved at glemme, hvad jeg kom for.

Han satte sig på stolen og lænede sig bagover, mærkede behovet for søvn, der altid meldte sig efter en udløsning. Sophia lagde tasken fra sig på hans skrivebord, lukkede den op og tog en stak papirer frem med Justitsministeriets logo.

– Jeg sad lidt sammen med Cramne nu her i eftermiddags og gennemgik udkastet til selve iværksættelsen af projektet, sagde hun og smilede til ham med noget kvieagtigt i øjnene.

Han mærkede sit ansigt lukke sig, og søvnbehovet forsvandt.

– Hvad? sagde han. Det var jo mig, der skulle gøre det?

– Cramne ringede til mig. Han kunne ikke få fat i dig, for du sad i møde. Kan du ikke lige læse det igennem i aften og ringe til mig i morgen tidlig?

Han så på sit ur.

– Jeg skal hente børnene, sagde han. Jeg ved ikke, om jeg når det i aften.

Sophia blinkede med øjnene og blev lidt hvid om næsen.

– Naturligvis, sagde hun, og stemmen var med ét tyndere og skarpere. Ring, når du har nået det.

Og hun vendte sig om, gik ud og lukkede døren efter sig. Thomas blev siddende i sin stol og følte sig klistret i skridtet.

Hvordan fungerede samarbejdet med Landstingsförbundet? Sophia Grenborg, hvordan var hun egentlig?

Han kastede sig frem i stolen, krøllede samarbejdsdokumentet sammen og smed det i papirkurven. Lod Sophia Grenborgs dokumenter fra Justitsministeriet ligge ved siden af kruset med kuglepenne og skyndte sig ud for at hente børnene.

Det stak og prikkede i Annikas ben af at sidde i den umagelige stol uden for Anders Schymans kontor, da chefredaktøren langt om længe åbnede døren og bød hende indenfor.

– Jeg har ti minutter, sagde han og vendte ryggen til hende, inden hun havde svaret.

Hun rejste sig, prøvede at ryste lidt liv i benene og følte sig ejendommeligt ilde til mode. Med nervøse skridt hen over det ustabile gulv fulgte hun efter Schymans brede ryg ind på kontoret, stresset af hans travlhed, satte sig i en besøgsstol og lagde sine notater oven på et diagram, der dækkede hans skrivebord.

Chefredaktøren gik langsomt tilbage til sin plads, anbragte sig i den knagende stol og lænede sig tilbage.

– Du slipper ikke terroristvinklen, sagde han konstaterende og foldede hænderne over maven.

– Jeg har fundet frem til nogle oplysninger, der er ret kontroversielle, sagde Annika og stirrede ned på sin blok, opdagede så, at den var slået op på den forkerte side. Hurtigt flåede hun notaterne til sig og ledte febrilsk efter den disposition, hun havde ridset op. Schyman sukkede.

– Kan du ikke bare fortælle mig det, sagde han, og Annika lod blok være blok. Hun kæmpede imod en vedvarende, faldende fornemmelse, der fik gulvet til at gynge.

– Terroristen hedder Göran Nilsson, sagde hun. Født i Sattajärvi i Tornedalen i 1948. Hans far var læstadiansk prædikant.

Hun tog sin blok igen og bladede i den.

– Flyttede til Uppsala som nittenårig for at læse teologi, sluttede sig til rebellerne i foråret 1968 og blev maoist. Gjorde ikke sine studier færdige, men flyttede tilbage til Norrbotten og arbejdede for kirken. Sluttede sig til Mao-grupperne i Luleå under dæknavnet Ragnwald og må have forladt sin tro, for han skulle giftes borgerligt. På en eller anden måde var han indblandet i attentatet på F21, selvom politiet mener, at det ikke var ham, der rent faktisk udførte det. Forsvandt fra Sverige onsdag den 18. november 1969 og er ikke set her i landet siden da. Hans bryllup, der skulle have fundet sted fredag den 20. november på Luleå Rådhus, altså to dage efter attentatet, blev aflyst.

Schyman nikkede langsomt.

– Derefter rejste han til Spanien og blev professionel morder i ETA, supplerede han og skævede til avisen, der lå opslået på et af hans sideborde.

Annika løftede hånden og trippede lidt med fødderne for at finde fast grund.

– Det er F21, der er det interessante, sagde hun.

– Jeg syntes, du sagde, at politiet havde afskrevet ham, at det ikke var ham, der udførte attentatet?

Hun nikkede.

– Så hvem var det, der sprængte flyet i luften? sagde Anders Schyman neutralt uden at røre sig.

Hun var tavs nogle sekunder, inden hun fortsatte.

– Karina Björnlund, sagde hun. Kulturministeren.

Chefredaktøren fortrak ikke en mine. Hans hænder hvilede lige så roligt som før på skjorteknapperne, ryggen forblev tungt tilbagelænet, øjnene var ubevægelige, men luften i lokalet var pludselig blevet grå, og det var svært at trække vejret.

– Jeg går ud fra, sagde Schyman efter en længere pause, at du har fandens gode beviser for den anklage.

Annika prøvede at le, men latteren blev til en tør, fnysende lyd.

– Egentlig ikke, sagde hun, men ministeren er faktisk den mest sandsynlige gerningsmand.

Schyman lænede sig brat forover, rejste sig fra stolen ved hjælp af bordpladen og gik ud på gulvet. Værdigede ikke Annika et blik.

– Jeg ved ikke, om jeg vil sidde og høre på sådan noget, sagde han.

Annika rejste sig halvt op for at følge efter ham, mærkede hele kontoret vælte og sank tilbage i stolen. Samlede sine notater.

– Der var fodspor efter et par sko størrelse seksogtredive på gerningsstedet, sagde hun. De må stamme enten fra et barn eller en lille kvinde, og af de to alternativer er en voksen kvinde med små fødder det mest sandsynlige. Kvinder bliver næsten aldrig terrorister, uden det er sammen med deres mand. Ragnwald planlagde attentatet, hans forlovede udførte det.

Schyman afbrød sin hvileløse gang frem og tilbage, vendte sig mod hende med hænderne i siden.

– Forlovede?

– De skulle giftes, kirkeassistent Göran Nilsson fra Sattajärvi og Karina Björnlund fra Karlsvik i Nederluleå sogn. Jeg har tjekket alle Göran Nilsson’er og Karina Björnlund’er med deres baggrunde via historiske oplysninger i statens folkeregister, og der findes kun de to.

– Terroristen og kulturministeren?

– Terroristen og kulturministeren.

– Og de skulle have været gift to dage efter attentatet?

Annika nikkede, så sin chefs uforstilte forbavselse, mærkede langsomt gulvet stabilisere sig.

– Hvor ved du det fra?

– En lysningsmeddelelse i Norrlands-Tidningen, der blev bragt knap fire uger før attentatet.

Anders Schyman lagde armene over kors, vippede frem og tilbage på fødderne og stirrede over mod den sorte glasrude, der vendte mod den russiske ambassade.

– Du er fuldstændig sikker på, at Karina Björnlund i efteråret 1969 planlagde bryllup med en mand, der senere blev professionel morder?

Hun rømmede sig bekræftende, Schyman fortsatte sit ræsonnement.

– Og i kærlighedens navn skulle vores kulturminister have ødelagt statens ejendom, myrdet en menig og såret en anden?

– Det ved jeg jo ikke, men det er det mest logiske, sagde Annika.

Chefen gik tilbage til sin stol, satte sig forsigtigt, og Annika mærkede, at hun nu havde helt fast grund under fødderne.

– Hvor gammel var hun?

– Nitten.

– Boede hun sammen med fyren?

– Ifølge folkeregistret boede hun stadig hjemme hos sine forældre i Karlsvik.

– Hvad arbejdede hun med?

– I lysningsmeddelelsen stod der studerende.

Anders Schyman tog en kuglepen og skrev noget op i hjørnet af diagrammet.

– Ved du hvad, sagde han og så op på Annika. Det er det værste sludder, jeg nogensinde har hørt. Han slap pennen, den lille lyd af plastic mod papir voksede og gav genlyd i tavsheden, gulvet åbnede sig under hende og hun faldt frit.

Schyman rejste sig, gik hen til hende og lænede sig ind over hende.

– Jeg er glad, sagde han, for at du kom til mig først med de oplysninger og ikke til nogen anden, for jeg håber så sandelig ikke, at du har nævnt det her sludder for andre?

Annika mærkede blodet stige op i ansigtet, og det snurrede i hendes hoved.

– Nej, hviskede hun.

– Ikke til Berit? Eller Jansson? Eller din mormor?

– Min mormor er død.

Han studerede hende nogle øjeblikke på nært hold, så rettede han sig op.

– Godt, sagde han og vendte sig fra hende. Fra nu af dækker du ikke terrorisme overhovedet. Du bruger ikke så meget som et sekund på hverken Karina Björnlund eller den der forbandede Ragnwald eller attentatet i Luleå eller noget som helst andet, forstået?

Hun rykkede sig lidt tilbage i stolen for at undgå hans ånde, der var kommet meget tæt på hendes ansigt igen.

– Jamen, sagde hun, er det i det mindste ikke værd at gå videre med og tjekke?

Anders Schyman betragtede hende med en sådan mistroisk forbavselse, at det sved i hendes øjne.

– At Sveriges mest eftersøgte terrorist i tre årtier skulle være en skolepige i teenagealderen fra en by i Norrbotten, der boede hjemme hos far og mor og blev minister i en socialdemokratisk regering?

Annika trak vejret hastigt med åben mund.

– Jeg har ikke engang talt med politiet.

– Det er vist godt det samme.

– … De må jo have forhørt hende, der findes måske en helt normal forklaring …

En arrig ringetone fra samtaleanlægget afbrød hende.

– Herman Wennergren er her, sagde hans sekretær i den skurrende forbindelse.

Chefredaktøren tog tre lange skridt hen til samtaleanlægget og trykkede på en knap.

– Bed ham komme ind.

Han slap knappen og så over på Annika. Hun mærkede hans øjne ønskede hende hen, hvor peberet gror.

– Jeg vil ikke høre et ord mere om det her, sagde han. Du kan gå.

Annika rejste sig op, forbavset over, at hun stadig var i ét stykke, samlede sin blok op med hænder, der ikke tilhørte hende, gik i retning mod døren for enden af en lang tunnel.

Famlede sig frem.

Anders Schyman så døren lukke sig bag Annika med en følelse af svidende skuffelse i maven.

Hvor uendelig trist, Annika, der havde været så samvittighedsfuld og ambitiøs. Nu var kæden åbenbart røget helt af. Hun havde mistet grebet om virkeligheden og var flygtet ind i en slags fantasiverden med terrorister i regeringen og professionelle mordere blandt Centerpartiets medlemmer i Östhammar.

Han var nødt til at sætte sig, drejede stolen, så han kom til at stirre på sit eget spejlbillede i det mørke vinduesglas, prøvede at opfatte konturerne af betonkomplekset, der bredte sig under den russiske fane.

Hvad krævedes der af ham som chef i den foreliggende situation? Burde han henvende sig til bladets læge?

Var Annika Bengtzon til fare for sig selv og andre?

Han så ind i ruden og betragtede sit eget store korpus i stolen.

Selvmordstendenser eller anden form for vold havde han ikke observeret. Det eneste, han med sikkerhed vidste, var, at hendes artikler ikke længere var tilregnelige, og det var noget, han fik løn for at tage sig af. Bengtzon skulle styres meget hårdere end tidligere både af ham selv og redaktionscheferne.

Hvor sørgeligt, tænkte han igen, hun, der engang havde været så skrap til sit arbejde.

Døren fløj op, og Herman Wennergren kom som sædvanlig trampende ind på hans kontor uden at banke på.

– Det er rent held, når man vælger en krig, man kan vinde, sagde bestyrelsesformanden sammenbidt og smed sin dokumentmappe i sofaen. Kan man få en kop kaffe?

Anders Schyman bøjede sig frem, trykkede på en knap på samtaleanlægget og bad sekretæren hente to kopper kaffe. Rejste sig og gik langsomt og med rank ryg hen til sofaen, hvor Wennergren havde slået sig ned uden at tage sin frakke af, og spekulerede på, hvad den uventede visit mon skyldtes.

– Dårlig dag på slagmarken? sagde han og satte sig på den anden side af bordet.

Bestyrelsesformanden fingererede ved låsen på sin dokumentmappe, trommede ubevidst med fingrene på metallet på en irriterende måde.

– Man vinder, og man taber, sagde han. Jeg kan glæde dig med, at det ser ud til, at jeg vinder på en af fløjene. Jeg kommer netop fra et møde i TU’s udvalg for valgtilrettelæggelse, hvor jeg fremkom med forslaget om, at du skulle være den nye formand fra og med årsskiftet. Den sidste fyr, vi havde, har jo ikke løftet en finger, alle er enige om, at han skal skiftes ud, og mit forslag mødte forbavsende lidt modstand. Ingen havde noget at indvende, hverken journalisterne eller direktøren.

Wennergren virkede oprigtig forbavset.

– De var måske bare for chokerede til at sige noget, sagde Schyman, samtidig med at sekretæren trådte ind med en bakke med kopper, tilbehør og småkager.

– Det tror jeg ikke, sagde bestyrelsesformanden og nappede en peberkage, inden fadet var nået ned på bordet. Den administrerende direktør kaldte dig en kollektiv kapitalist, hvad tror du, han mente med det?

– Det kommer helt an på, om tonefaldet var negativt eller positivt, og hvilke værdiladninger man selv lægger i udtalelsen, sagde Schyman undvigende.

Herman Wennergren sad med strittende lillefinger og nippede forsigtigt af koppen.

– Det er jo muligt, at de andre er i gang med at samle deres styrker, sagde han, da han havde taget en lille slurk. Vi skal ikke åbne champagnen endnu, men jeg tror faktisk, at jeg kan få dig anbragt på posten som formand i TU. Og når du først sidder der, vil jeg gerne have dig til at tage et specielt spørgsmål op på det første møde, der er af den allerstørste betydning for ejerfamilien.

Anders Schyman hvilede ryggen mod ryglænet uden at fortrække en mine, samtidig med at det hele gik op for ham i al sin lysende klarhed:

Han skulle være ejerfamiliens torpedo i den tilsyneladende upartiske og upolitiske institution, som TU formodedes at være.

– Jaså, sagde Schyman tonløst. Hvad er det så for et spørgsmål?

Wennergren tog en småkage.

– TV Scandinavia, sagde han og tørrede sig om munden. Skal vi virkelig lukke den amerikanske storkapital ind i vores æter uden nogen som helst form for diskussion?

Den anden krig, tænkte Schyman. Den, de er ved at tabe. Fyren er oprigtigt bekymret.

– Det er jo et spørgsmål, der diskuteres overalt, sagde han uden at kunne tage stilling til, om han skulle blive vred over forsøget på lobbyisme og det utvetydige forsøg på at styre ham, eller om han skulle lade som ingenting.

– Nå, er det det? sagde Herman Wennergren og tørrede fingrene i en serviet. Hvor mange artikler har Kvällspressen bidraget med i den forbindelse?

Schyman rejste sig i stedet for at hæve stemmen, gik hen til sit skrivebord og satte sig. Ejerfamilien havde aldrig nogensinde før lagt pres på ham for at få ham til at dække områder for deres egen økonomiske vindings skyld. I samme nu gik det op for ham, hvor stor og katasrrofal en etablering af den amerikanske tv-station var for dem.

– Forudsætningen for, at jeg skal nyde nogen form for respekt i det journalistiske samfund er, at jeg bevarer en kritisk og selvstændig holdning til ejerfamilien i alle situationer, sagde han og tog en kuglepen op uden at bruge den.

– Naturligvis, sagde Herman Wennergren og rejste sig, tog sin dokumentmappe og knappede frakken. En selvstændig holdning, helt klart, set udefra. Men du er jo ikke dum, Schyman. Du ved, hvem du arbejder for, ikke sandt?

– Journalistikken, sagde Anders Schyman og mærkede, at han blev vred. Sandheden og demokratiet. Herman Wennergren sukkede lidt træt.

– Ja, ja, sagde han, men du må da også vide, hvad der står på spil. Hvordan fanden kan vi komme af sted med at spænde ben for TV Scandinavia?

– Sørg for, at de ikke får nogen sendetilladelse, sagde Schyman ligeud.

Wennergren sukkede endnu dybere.

– Selvfølgelig, sagde han. Men hvordan? Vi har prøvet alt. Regeringen er hverken til at hugge eller stikke i. Det amerikanske konsortium opfylder alle kriterier for at få adgang til det digitale sendenet.

– Sagen lægges frem for regeringen næste tirsdag, og Kulturministeriet foretager ingen ændringer i den, bare fordi vi gerne så det.

– Så hurtigt? sagde Schyman. Så må den jo være både trykt og færdig?

– Alle foreløbige behandlinger er overstået for længe siden, men du ved jo, hvordan Björnlund er. Hun har svært ved at fa noget gjort færdigt og navnlig til tiden. Vi har tjekket med regeringens trykkeri, og der foreligger ikke noget manuskript endnu.

Schyman så ned på sit skrivebord, og øverst oppe i det ene hjørne af et diagram stod de ord, han havde kradset ned, mens han tog stilling til, hvor hård han skulle være mod Annika Bengtzon.

Karina Björnlund forlovet terroristen Ragnwald, saboterede fly F21?

Han stirrede på ordene og mærkede presset vokse.

Hvordan kunne han tænke sig, at mediesituationen skulle se ud i Sverige i fremtiden?

Gik han ind for, at de svenske medier skulle forvaltes af ansvarlige og seriøst arbejdende ejere med en lang tradition i spørgsmål om demokrati og ytringsfrihed? Eller kunne han blot se til, mens de blev kvalt af en global underholdningskæmpe med dollars i øjnene? Kunne han med velberåd hu risikere at sætte Kvällspressen, Morgontidningen, bogforlagene, radio- og tv-kanalerne over styr blot for at holde fast ved en usmidig og stereotyp etik? En etik, som ingen nogensinde ville få at vide, at han stod for, og til hvilken pris?

Og endelig: Var han klar til at ofre sin egen karriere?

Anders Schyman tog diagrammet med notaterne op og betragtede bestyrelsesformanden.

– Jeg har noget her, sagde han. Noget, som Karina Björnlund absolut ikke kan være interesseret i at få ud til offentligheden.

Herman Wennergren løftede interesseret øjenbrynene.

Tøsneen ramte Annika i ansigtet med en hånlig nonchalance, der fik hende til at gispe efter luft. Skydedørene gled i bag hende, en sugende lyd blandet med knasende is i mekanismen. Hun satte hånden for øjnene for at skærme for bladets oplyste logo over sit hoved. Foran hende strakte gaden og verden sig, massiv og uigennemtrængelig, tyngdepunktet i hendes krop sank gennem maven og ned i knæene. Hvordan skulle hun klare at tage så meget som et skridt til? Hvordan skulle hun komme hjem?

Det er det værste sludder, jeg nogensinde har hørt. Jeg håber så sandelig ikke, at du har nævnt det her til nogen anden?

Langt tilbage i baghovedet satte englene i med deres triste stemmer, ingen ord, kun toner, de nåede hende gennem et tomrum.

Fra nu af dækker du ikke terrorisme overhovedet. Du bruger ikke et sekund på hverken Karina Björnlund eller den forbandede Ragnwald.

Hvordan havde hun kunnet tage så grundigt fejl? Var hun ved at blive skør? Hvad var der sket inde i hovedet på hende? Var der gået noget i stykker, der ikke kunne repareres igen?

Hun satte hænderne for ørerne, kneb øjnene sammen for at lukke englene ude, men i stedet opfattede hun dem endnu tydeligere, de rykkede for alvor ind i hendes hjerne, flyttede ind i hendes bevidsthed og formulerede deres meningsløse, trøstende sang.

Sommerhilsen sukkerhjerte evig troskab.

Det går ikke. Jeg vil ikke mere.

Mobilen gav lyd fra sig langt nede i taskens dyb, hun lukkede øjnene og mærkede vibrationerne forplante sig gennem notesblokken, en pakke tyggegummi, de plasticindpakkede hygiejnebind og jakkens tykke for, ramme hende og sprede varme i maven. Ventede, til de holdt op.

Jeg vil ikke høre et ord mere om det her.

I tavsheden stivnede Stockholm omkring hende, trafikstøjen fra gaden fortonede sig, våde tåger lagde sig om gadelygter og neonskilte, hendes fødder lettede fra jorden, hun svævede langsomt hen over entrédørens trappetrin, ned mod garagen over den stivfrosne plæne forbi en helle midt ude på gaden.

– Annika!

Hun kom til sig selv med et sæt, hev efter vejret, opdagede, at hun stod lige ved siden af skydedøren til bladet, vinden tog fat i hendes hår igen, spyttende og hylende.

– Skynd dig, du bliver jo gennemblødt.

Thomas’ grønne, gamle Toyota var standset op ved siden af garageanlægget, hun så forbavset på den, hvad gjorde den her?

Så så hun ham vinke fra den åbne dør i førersiden, det blonde hår var vådt og klæbede til hans hoved, frakken var plettet af væde. Hun løb hen til ham, lige ind i hans smilende øjne, fløj over asfalt og isede vandpytter og druknede i hans uendelige favn.

– Hvor heldigt, at du fik min besked, sagde han og fulgte hende over til passagersiden, talte videre, mens han åbnede døren og hjalp hende ind. Jeg prøvede at ringe til dig på mobilen, men der var ikke noget svar, så jeg sagde til receptionisten, at jeg ville komme forbi og hente dig, jeg skulle jo alligevel flytte bilen, så det var ingen omvej. Jeg har købt lidt forskellige lækkerier, så jeg tænkte, vi kunne … Hvad er der galt med dig? Har du det ikke godt?

Annika trak vejret let med halvåben mund.

– Jeg tror, jeg er ved at blive syg, hviskede hun.

– Så må vi hellere se at få dig puttet i seng, når vi kommer hjem. Hvad siger I, unger?

Hun drejede hovedet og så børnene sidde fastspændt i deres børnesæder på bagsædet og smilede mat.

– Hej, mine små skatter. Jeg elsker jer.