Onsdag den 18. november

Manden gik med svævende skridt forbi campingpladsens reception, let i kroppen og klar i hovedet. Han følte sig rank og stærk. Benene fjedrede under ham på en måde, han huskede så godt, musklerne spændtes og strakte sig ud. Han fyldte lungerne, mærkede næsten ikke smerten i mellemgulvet, da hans brystkasse udvidede sig. Luften heroppe var så ejendommelig velkendt fra en fjern fortid, som en sang, man havde sunget som barn, glemt, men pludselig hører fra en støjende radio langt væk.

Skarp, tænkte han og standsede op. Kold og afventende.

Han så op og missede mod himlen, hist og her hvirvlede et flosset snefnug flaksende og trodsigt mod jorden gennem luftlagene.

Han var rejst hertil for at komme hjem, for at genforenes med sin familie. Han havde ikke haft nogen forventninger til landet og landskabet, alt for bevidst som han var om, hvordan kapitalismens kværn malede kultur og infrastruktur sønder og sammen. Derfor var gensynets glæde så uventet, de lave huse, vejene, der var kantet af snedriver, himmelhvælvets nærhed og de ensomme nåletræer. Selv forandringen føltes tryg, han havde vidst, at retten til at eje ejendom var nået langt i løbet af hans fravær.

Han gik i retning mod den gade, hvor pigen engang havde boet, de faldefærdige arbejderboliger med koldt vand og lokum i gården. Han vidste ikke, om han var kommet det rigtige sted hen. Det var ikke let at vide. Karlsviks omgivelser havde forandret sig på den måde, han havde frygtet mest, men ikke havde kunnet forstille sig. På heden uden for byen, hvor blåbærrene havde vokset i et tykt tæppe i sommeren 1969, og hvor han havde tumlet rundt med Karina, til de var landet i en myretue, var der nu opført en enorm hvid og lyseblå kuppel, der pralende hævdede at være Europas største indendørs fodboldbane og hal for kommercielle messer. Han tvivlede ikke på det.

Ved elven, hvor de havde jagtet hinanden rundt i ruinerne fra kajanlægget og tømmerpladsen, havde man anlagt en firestjernet campingplads med tilhørende ferieboliger, hvor han nu havde indlogeret sig.

I den bidende vinterkulde kunne han pludselig mærke duften af rislende vand fra elven på vej ud i Bottenviken, så byen for sig langt nede ad den anden bred, mindedes træstumper og andet affald fra savværket, der havde drevet langs bredden. Han tænkte på, om der stadig så sådan ud. Om nåletræerne i tidens løb var faldet ned i vandet fra de stejle sandbanker ude ved klinterne.

Han bevægede sig let og ubesværet fremad på omhyggeligt sneryddede vintergader dækket af et tyndt lag is og grus. Sporene efter sneploven var snorlige, husene, der sluttede sig omkring ham, huskede han ikke.

Her var nyrenoveret med den pittoreske ambition, der er forbeholdt kultureliten og højtstående tjenestemænd. Mange arbejderboliger havde fået deres originale røde eller okkergule farve tilbage, men i en blank plasticversion. Kunstfærdige snedkerarbejder lyste hvidt i det blygrå halvmørke, snorlige vinduesrammer røbede om dyre fornyelser og udvalgte træsorter. Sammen med legepladsens gyngestativer i glade farver, den nydelige genbrugscontainer og de omhyggeligt fejede indgangspartier osede stedet af et forløjet og dekadent overmod.

Her var tomt og dødt. Han kunne høre en hund gø, en kat sprang op i en snedrive længere borte, men Karlsvik levede ikke, byen var blot et spejl med den funktion, at det skulle genspejle de mennesker, der boede her og opfattede sig selv som vellykkede eksemplarer af racen.

Så standsede han sin tankerække, huskede sig selv på, at almindelige menneskers liv altid lå i hænderne på storkapitalen, nu som dengang.

Og han nåede Disponentvögen og genkendte omgående hendes hus. Facaden var rød og lokkende som en skøges våde læber, han vendte uvilkårligt blikket op mod hendes vindue på anden sal. Grønne sprosser, en antenne på taget som et kæmpestort insekt.

Hans pige, hans egen Røde Ulv.

Kvinder havde altid opfattet ham som genert og tilbagetrukket, en mild og forsigtig elsker. Kun sammen med Karina havde han været storslået. Kun med hende var elskoven gået over i erotik og havde fået kærligheden til at fremstå som det mirakel, den var. Med hende og med sine venner havde han skabt sin egen familie, og gennem årene, der var gået, havde den altid været med ham.

Hun havde ikke villet tale med ham.

Da han havde opsøgt hende, havde hun afvist ham. Sviget brændte i hans ansigt, hun, der havde været deres lysende stjerne. Hun havde fået sit stolte navn, eftersom man ønskede at understrege gruppens nordiske baggrund, man var kommunister fra ulvens rige. Selvom man betragtede sig selv som en del af det kinesiske folk, var det, jo ikke noget til hindring for, at man pointerede det grænseoverskridende i frihedskampen.

Men hun havde ladet sig beruse af magtens bedrageriske sødme, havde vendt ham ryggen, og han vendte til gengæld hendes barndomshjem ryggen og forlod husene. Gik hen til stien ved siden af campingpladsen, standsede op ved en snedrive og stirrede ind i de magre nåletræer.

Som grå fundamenter skimtedes ruinerne af Norrbottens første jernværk. Han så de skarpe rester stikke op fra sneen, forvredne vragrester af menneskets forgæves stræben efter at styre dets egen skæbne.

Jernværkets historie blev kort og voldsom. Flere hundrede mennesker arbejdede efter sidste århundredeskifte med at forædle den jernmalm, der fandtes i deres egen jord, de brugte de forhåndenværende råvarer fra deres egne småbyer, og det kunne kun slutte på én måde.

Ejere af industrivirksomheder i Mellemsverige opkøbte fabrikken efter første verdenskrig, tømte den for maskiner og udrustning, solgte arbejdernes boliger og sprængte bogstavelig talt hele værket i luften.

Det var i orden for nogle at bringe noget til eksplosion, men ikke for andre.

Pludselig huggede smerten til i mellemgulvet igen. Han mærkede, at han frøs. Medicinen var ved at miste sin virkning, han burde skynde sig tilbage til sit værelse. Pludselig blev han bevidst om sin egen lugt igen, den var blevet meget værre i løbet af det sidste par dage. Hans mod sank ved tanken om det tørre næringspulver, han var tvunget til at leve af. Det var ikke noget værdigt liv.

I dag var der gået præcis tre måneder, siden man havde stillet diagnosen.

Han rystede tanken af sig og fortsatte med at gå i retning af papirfabrikken.

Det eneste, der stod tilbage i dag, var pakhusene, skammens store bygninger, som under krigen blev beslaglagt af tyskerne til opbevaring af krigsmateriel. Her kunne nazisterne oplagre våben, korn og konserves og hente forsyningerne på vej op til tropperne i Norge eller Sovjet. Tredive mænd fra byen havde haft deres arbejdsplads her, Karinas far havde været en af dem. Hun havde altid hævdet, at det var arbejdet med tyskerne, der havde drevet faderen ud i alkoholisme.

Undskyldninger, tænkte han. Mennesket har sin egen frie vilje. Alt kan det vælge eller bortvælge. Alt med undtagelse af døden.

Og han havde valgt rigtigt, og hans valg havde været at bekæmpe imperialismen med døden som sit udtryksmiddel, døden som værktøj mod de mennesker, der så til gengæld havde valgt at undertrykke hans brødre og søstre og fratage dem friheden.

Brødre og søstre, tænkte han.

Han var selv vokset op uden søskende, men han endte i det mindste med at få en familie. Skabte sin egen flok, den eneste, han nogensinde havde taget ansvar for, og den eneste, han havde svigtet.

Smerten tog til i maven, ansvarsløsheden bemægtigede sig kroppen og gjorde den tung. Han vendte om mod campingpladsen og gik med tunge skridt tilbage til receptionen.

Hvad var han for en far? Han havde overladt sin flok til at klare sig selv, var stukket af, da det begyndte at brænde under hans fødder.

Sorte Panter, tænkte han og standsede op ved den tilsneede minigolfbane for at få vejret, lad de små børn komme til mig. Hans arving og ældste søn, den mest utålmodige og rastløse af dem, den mest kompromisløse. Panteren, der havde taget sit navn efter frihedskæmperne i USA. Der havde været en del diskussioner om det i gruppen, at kalde sig noget amerikansk var kontrarevolutionært, var der nogen, der havde hævdet. Panteren selv holdt fast på det modsatte, at opkalde sig efter Amerikas egne kritikere støttede kampen mod kapitalismens lakajer. Selv havde han holdt sig afventende og ladet de andre om at skændes. Da de ikke kunne komme til enighed, kom han med sin mening. Han holdt med Panteren.

Han følte sig tung og trang i brystet, da han tænkte på, hvordan den unge revolutionære mand havde forandret sig. Uden sin leder var Sorte Panter blevet en skygge i stedet for en kraft.

De andre børn var gået andre veje og var havnet langt fra deres idealer. Værst var det med Hvide Tiger. Den midaldrende Tiger var så forskellig fra den ranke dreng, han huskede, at han havde en idé om, at de havde forbyttet ham.

Han gik langsomt hen mod den feriebolig, han havde lejet, den mindste, de havde. Hvide Tiger havde spadseret her sammen med ham den sommer, og pludselig gik han ved siden af ham igen, drengen, der havde valgt sit navn, fordi farven symboliserede det rene og klare, og dyret, tigeren, den smidige styrke. Han havde været renhjertet, tænkte manden, og i dag er hans hjerte lige så sort som det stålværk, han er leder af.

I husene og bag gardinerne skimtede han mennesker i færd med at udrette menneskelige meningsløsheder. Man drak kaffe, planlagde indkøb, udtænkte ondskabsfulde strategier mod sine konkurrenter og drømte om seksuel tilfredsstillelse. Næsten alle husene i feriebyen var optaget af gæster til nogle af messerne i den store kuppelhal, hvilket passede ham strålende. Der var ingen, der havde sagt et ord til ham, siden han havde tjekket ind efter sit besøg i Uppland.

Han standsede op foran sin bolig, mærkede, at han svajede let. Inden længe var hans kræfter opbrugt. Hans to sidste børn viste sig for ham.

Frihedens Løve havde fået tildelt sit navn, fordi man mente, at nogen i gruppen burde symbolisere deres solidaritet med Afrika, og Løven selv ikke magtede at tænke de rigtigt store tanker. Der var ikke noget galt med drengens overbevisning, men han havde brug for en stærk leder for at finde den rette vej. Sammen havde de besluttet at arbejde for, at Frihedens Løve inden længe skulle give et brøl fra sig over hele det undertrykte, sorte kontinent og befri masserne. Frihedens Løve var sandsynligvis den af dem, der havde mest brug for ham, og dermed også den, der var kommet mest galt af sted.

Jeg skal nok tage mig af dig, min søn, tænkte han og gik ind i sin lille bolig.

Han satte sig på stolen lige ved siden af døren og tog med besvær skoene af. Smerten stak i mellemgulvet, og han blev overvældet af et ildebefindende, da han bøjede sig forover.

Han stønnede og lænede sig tilbage, lukkede øjnene et øjeblik.

Hans anden datter, Gøende Hund, havde været højrøstet og anstrengende i tresserne, men der kunne jo være sket så meget. Det skulle blive interessant at træffe hende igen. Hun var måske den af dem, der virkelig fortjente sin arv.

Han gik hen til garderoben for at tjekke, at køjesækken stod der endnu.