Hun måtte ringe til politiet.

Så gik det op for hende:

Mobiltelefonen lå i tasken på passagersædet i den lejede Volvo ude ved bilvraget.

– Hvordan kan du tro, at jeg nogensinde har villet gøre dig ondt? Sagde manden. Hans stemme trængte gennem den stillestående luft. Du er den, der har betydet mest for mig her i livet.

Kvinden trippede nervøst.

– Jeg har fået dine meddelelser, sagde hun, og Annika forstod med ét, hvorfor hun lød så bange. Hun havde fået de samme advarsler som Margit.

Manden, den Gule Drage, sænkede hovedet nogle sekunder. Så så han op igen, og Annika kunne se hans øjne. I det mærkelige lys glimtede de røde og hule.

– Der er en ganske særlig grund til, at jeg er kommet hertil, og I skal alle lytte, sagde han, og stemmen var lige så kold som luften. Du har rejst langt, men jeg har rejst længere.

Kvinden rystede i sin pels, stemmen var angst, og hun var gråden nær.

– Du må ikke gøre mig fortræd.

Manden gik hen til hende, Annika så, at han tog noget op af lommen, det var sort og blankt.

Et våben. En pistol.

– Jeg skal aldrig besvære dig mere, sagde han lavmælt. Det her er sidste gang. Men du må vente på mødestedet. Jeg har lige noget, jeg skal ordne først.

Vinden blæste op og susede i træernes grene.

– Lad mig være, jamrede kvinden, lad mig være.

– Ind, sagde han hårdt. Nu.

Og Karina Björnlund tog sin taske op fra jorden og med pistolen i ryggen gik hun ind i det lille murstenshus. Göran Nilsson blev stående, så hende forsvinde ind ad døren, stak våbnet i lommen igen. Vendte sig så om og vaklede hen mod husmuren og den sæk, der stod lænet mod facaden.

Annika trak vejret dybt, havde hørt mere end rigeligt. Bevægede sig lydløst og forsigtigt tilbage i sneen, kom op på vejen, kastede et sidste blik ind i buskadset for at kunne beskrive stedet korrekt for politiet.

Noget bevægede sig, nogen var på vej hen mod hende.

Hendes åndedræt blev hårdt og stødvist, hun så sig om i panik.

Omkring ti meter bag hende stod en metalboks med masser af tykke kabler på undersiden, og bag boksen stod der en klynge unge graner.

Annika fløj derhen, rørte dårligt nok den knirkende sne på jorden, smuttede ind bag de stikkende nåletræer, delte grenene med hænderne og så ud.

Den grå mand trådte frem i den blege belysning fra jernbanen. Efter sig slæbte han sækken, der så meget tung ud.

Halvvejs stod han stille i nogle sekunder, lagde så armen over maven og bøjede sig fremover. Hans ånde steg ud af hans mund i gispende skyer. Annika strakte hals for bedre at kunne se, et øjeblik så det ud, som om manden var ved at falde forover.

Så blev hans vejrtrækning roligere, han rettede ryggen og tog nogle usikre skridt fremad.

Så kiggede han direkte i Annikas retning.

Hun slap forskrækket den gren, hun havde bøjet til side og lagde hånden for munden, så han ikke skulle høre hende. Sad så helt stille i mørket, mens manden kom lige mod hende. Hans forpustede åndedræt og knirkende skridt voksede i hendes hoved, kom nærmere, til hun var lige ved at udstøde et skrig. Hun lukkede øjnene og hørte ham standse op nogle meter fra hende på den anden side af muren af små graner.

En skrabende lyd. Hun åbnede øjnene.

Metal mod metal, hun holdt vejret og lyttede.

Manden gjorde noget med boksen. Han åbnede døren til boksen med alle kablerne. Hun kunne høre ham gispe af anstrengelse, mærkede, at hun selv var nødt til at få luft, og trak vejret hurtigt og lydløst. Et sekund efter var hun ved at kaste op.

Manden stank. En lugt af forrådnelse trængte gennem grenene og fik hende til at slå hånden for munden igen.

Han stønnede og kæmpede med noget på den anden side af granerne. De skrabende lyde fortsatte, så blev der stille. En knirkende lyd og til sidst et lille klik.

Han rettede sig op og trak vejret lettet i nogle sekunder, derpå lyden af skridt, der fjernede sig.

Annika vendte sig om og bøjede grenene til side igen.

Manden var på vej tilbage mod krattet. Sækken var væk.

Han stillede den ind i boksen, tænkte hun.

Buskadset opslugte ham, udviskede hans eksistens i det svage lys.

Annika rejste sig op, fløj over vejen. Standsede op i skovbrynet og tøvede.

Så vendte hun brat om, løb så stille, hun kunne, op på den lille vej, styrtede ind under viadukten og tilbage op mod SKANSKA-huset, passerede den tomme parkeringsplads og opdagede pludselig, at nogen var på vej mod hende.

Hun standsede brat op, så sig omkring med adrenalinet susende i blodet, kastede sig ind i skoven og forsvandt næsten helt i sneen.

Det var en mand, der kom. Han var barhovedet, klædt i jeans og en tynd jakke. Hans snublende gang og usikre bevægelser røbede mange års alkoholmisbrug. En dranker.

Nogle sekunder senere var han forsvundet bag SKANSKA-huset, og hun kunne komme op på vejen igen, løb videre uden at børste sneen af sig.

Kunne først ikke få øje på sin lejede bil, mærkede et øjebliks panik, inden hun fik øje på den bag bilvraget. Bippede låsen op, kastede sig ind på førersædet, trak vanterne af og fandt mobiltelefonen frem. Hendes hænder rystede, så hun havde svært ved at taste kommissær Suups nummer.

– Politiet, det er Karlsson.

Hun var havnet i omstillingen.

– Suup, sagde hun. Jeg vil gerne tale med kommissær Suup.

– Han er gået for i dag, sagde Karlsson.

Hendes hjerne arbejdede for højtryk, hun lukkede øjnene og strøg sig med en svedig håndflade over panden.

– Forsberg, sagde hun. Er Forsberg der?

– Hvem af dem? Vi har tre.

– Kriminalinspektør Forsberg.

– Et øjeblik, så skal jeg stille om.

Der lød nogle klik i røret, og hun havnede i et ubestemmeligt tomrum uden hverken lyde eller farver.

Efter tre minutter gav hun op og ringede igen.

– Jeg vil gerne tale med en, der arbejder med mordene på Benny Ekland og Linus Gustafsson, sagde hun med panik i stemmen, da det var Karlsson, der tog telefonen igen.

– Hvad drejer det sig om? sagde den unge mand uinteresseret.

Hun tvang sig til at trække vejret roligt.

– Jeg hedder Annika Bengtzon og er journalist på avisen Kvällspressen, og jeg …

– Det er Suup, der taler med pressen, afbrød Karlsson hende. Du er nødt til at ringe i morgen.

– Hør så på mig! skreg hun. Ragnwald er her, Göran Nilsson, Gule Drage, jeg ved, hvor han er, han befinder sig i et lille murstenshus ved siden af jernbanen sammen med Karina Björnlund. I må komme og tage ham nu!

– Björnlund? sagde Karlsson. Kulturministeren?

– Ja! Skreg Annika. Göran Nilsson fra Sattajärvi og hun opholder sig i et hus lige neden for jernværket. Jeg kan ikke rigtigt forklare det, det er lige i nærheden af en viadukt …

– Hør lige her, sagde Karlsson. Har du det helt godt?

Hun bremsede sig selv. Det gik op for hende, at hun måtte lyde som en idiot. Rømmede sig og tvang sig til at tale roligt og sammenhængende.

– Jeg ved, at det her lyder vanvittigt, sagde hun og prøvede at smile ned i telefonen. Jeg ringer fra et område, der hedder Lövskatan, det ligger ikke så langt fra jernværket, malmbanen kører lige her ved siden af …

– Lövskatan, ja, vi ved skam godt, hvor Lövskatan ligger, sagde betjenten, og hun kunne høre på hans stemme, at hans tålmodighed var ved at være opbrugt.

– En mand, der har været eftersøgt af jer i mange år, er vendt tilbage til Luleå, sagde Annika og lød nu næsten helt normal. Han hedder Göran Nilsson, og siden han kom tilbage, har han begået mindst fire mord, Mao-mordene, du ved, og i dette øjeblik befinder han sig lige uden for det hus, eller han var der i hvert fald for et øjeblik siden, et murstenshus med bliktag et lille stykke inde i skoven neden for en viadukt …

Politiassistent Karlsson udstødte et dybt suk i røret.

– Vagthavende er her ikke lige nu, men jeg skal informere hende om det, så snart hun kommer tilbage.

– Nej! skreg Annika. I må komme nu! Jeg ved ikke, hvor længe han bliver her.

– Du, sagde betjenten med bestemt stemme. Tag lige og slap lidt af. Jeg har jo sagt, at jeg vil tale med vagthavende om det.

– Fint, sagde Annika hidsigt, fint. Jeg venter her ved busstoppestedet, til I kommer, så kan jeg vise jer vej. Jeg venter her, jeg har en sølvfarvet Volvo.

– Fint, sagde berjenten. Vent du bare.

Og så lagde han på.

Annika stirrede på displayet på sin telefon. En lysende, grøn rektangel i mørket.

Hun satte øresneglen bedre fast og tastede Janssons direkte nummer ved nyhedsdesken.

– Jeg skal have dit okay til at booke et hotelværelse, sagde hun. Det er muligt, jeg bliver her i Luleå natten over.

– Hvorfor? sagde Jansson.

– Der sker ting og sager heroppe, sagde hun.

– Ingen terrorisme, sagde Jansson. Jeg fik en masse ballade i morges, fordi jeg havde godkendt, at du rejste til Norrbotten igen.

– Okay, sagde Annika.

– Hører du, sagde Jansson. Ikke et ord om den skide terrorist, er du med?

Hun ventede et par sekunder, inden hun svarede.

– Ja, sagde hun. Det er i orden, det lover jeg.

– Book et værelse på Stadshotellet, sagde redaktionschefen betydeligt lavere og venligere. Ring til room service. Bestil betalingskanal og se en pornofilm, jeg skal nok attestere det hele. Jeg ved, hvordan det er, en gang imellem har man sgu brug for at komme lidt hjemmefra.

– Okay, sagde hun kort og lagde på, tastede 118 118 og bad nummerkontoret stille hende videre til Luleå Stadshotel, bookede et værelse på første sal.

Blev siddende i bilen og stirrede ud ad vinduet. Hendes ånde ramte ruderne og fik dem hurtigt til at ise til.

Hun kunne ikke gøre mere. Nu var det bare at vente på politiet.

Nu er det snart overstået, tænkte hun og mærkede pulsen blive normal.

Og hun så Thord Axelssons grå ansigt for sig, Gunnel Sandströms opsvulmede øjne og vinrøde trøje, Linus Gustafssons strittende hår og vagtsomme øjne og fyldtes af en voldsom vrede.

Nu bliver du knaldet, din djævel.

Og hun mærkede, at hun frøs, overvejede, om hun skulle starte bilen og varme den op, men åbnede i stedet døren og stod ud, alt for rastløs til at sidde stille. Tjekkede, at mobiltelefonen lå i lommen, låste døren og gik op ad bakken.

Den arktiske nat holdt landskabet i et jerngreb, lige så hårdt og ubønhørligt som det stål, der blev fremstillet i højovnene ude ved havet. Annika så sin egen ånde, lette slør af frossen varme.

Det er smukt, tænkte hun, lod blikket følge skinnerne og kiggede op på stjernerne.

Så hørte hun et køretøj komme bagfra, hun drejede rundt og håbede, at det var politiet.

Det var Luleå busselskab, bus nummer et.

Den kørte mod hende og bremsede. Det gik op for hende, at hun stod lige ved siden af stoppestedet, og gik nogle skridt til side for at vise, at hun ikke skulle med.

Men bussen standsede alligevel nogle meter foran hende, bagdøren gik op, og en kraftig mand stod af med rolige og tunge bevægelser.

Hun kiggede og gik et skridt nærmere.

– Hans! sagde hun. Hans, hej, det er mig, Annika.

Hans Blomberg, arkivar på Norrlands-Tidningen, så op og mødte hendes blik.

– Hvad laver du her? sagde Annika.

– Jeg bor her, sagde manden og smilede. På Torsvägen.

Pegede over skulderen på husene fra fyrrerne i villaområdet.

– Gør du det? sagde Annika, og bussen kørte videre, hun gik et skridt nærmere og mødte hans blik, og i samme sekund faldt femøren, pludselig kom hun i tanke om, hvor hun tidligere havde set tegningen af den gule drage, med ét vidste hun, hvor den havde siddet. Hun havde set den som en barnetegning, en gul dinosaur, på Hans Blombergs opslagstavle i arkivet på Norrlands-Tidningen. Ubevidst trådte hun et par skridt tilbage.

– Spørgsmålet er vel egentlig, sagde Hans Blomberg, hvad du laver her?

Bussen forsvandt over bakketoppen, og manden kom imod hende med hænderne i lommen, han stillede sig foran hende, og i måneskinnet var hans øjne næsten gennemsigtige.

Hun lo nervøst.

– Jeg er heroppe på et job og for vild, sagde hun. Föreningsgatan, hvor ligger den?

– Du står på den, sagde arkivaren og smilede. Har I overhovedet ingen stedsans i Stockholm.

– Der var ikke mere tilbage, da jeg blev lavet, sagde hun og havde svært ved at få ordene frem.

– Hvem skulle du mødes med?

Hun trak på skuldrene.

– Jeg har allerede misset min deadline, sagde hun.

– Jamen, så må du hellere komme ind og varme dig, sagde han. Må jeg byde på en kop te?

Hun ledte febrilsk efter en undskyldning, manden tog sig ikke af hendes tøven, men tog et solidt tag i hendes arm og begyndte at gå.

– Jeg bor i en lille toværelses i stueetagen, sagde han. Det er ikke noget at skrive hjem om, men hvad gør man, når der ikke længere er plads til en i forbrugersamfundet?

Hun prøvede diskret at trække sin arm til sig, opdagede, at den sad som i en skruestik.

– Det er ikke hver dag, sådan en som mig får så fornemt besøg, sagde han. En fin dame helt inde fra hovedstaden.

Han smilede jovialt til hende, hun prøvede ikke engang at besvare smilet.

– Hvem af dem er du så? sagde Annika. Panteren, Tigeren eller Løven?

Han så lige frem uden at lade sig mærke med, om han havde hørt spørgsmålet, holdt bare endnu mere fast i hende. Husene var ved at forsvinde bag dem, de nærmede sig skiltet med al indkørsel forbudt. Hun skottede til venstre forbi højspændingsledningerne og ned i buskadset.

– Og du bor herude i skoven?

Han svarede ikke, og i næste øjeblik var hun tilbage i tunnelen, hun mærkede jorden gynge under sig, hørte nogen trække vejret højt og stødvist og opdagede, at det var hende selv, mærkede, at hendes mund stod vidtåben.

– Nej, sagde hun. Jeg vil ikke. Slip mig.

Benene gav efter under hende, Hans Blomberg greb hende med et smil.

– Du er jo reporter, sagde han. En rigtig nysgerrig, lille reporter. Det er klart, at du er ude efter en god historie, ikke sandt?

Og hun så rørene i loftet i tunnelen over sig og gav sig til at græde.

– Slip mig!

Satte fødderne i isen og kæmpede imod, mærkede et hårdt slag mod sit hoved, hun så måner og stjerner, og Sven var der og skreg ad hende, og hun dukkede sig, faldt sammen på jorden og holdt hænderne over hovedet.

– Du må ikke slå.

Verden stod helt stille, jorden holdt op med at gynge, og hun hørte sig selv gispe. Så forsigtigt op og så Hans Blomberg stå og ryste bekymret på hovedet.

– Som du dog tager på vej, sagde han. Rejs dig op. Lederen venter.

Og hun snublede fremad i måneskinnet med lyset fra jernbanen svævende langt ude til højre. Englene var helt tavse, der hvor deres ængstelige stemmer plejede at lyde, var der kun et mørkt tomrum.

De passerede SKANSKA-huset, bygningen var helt sort.

– Vi skal hen til murstenshuset, sagde hun, ikke? Lige bag viadukten?

– Nå, så du har allerede fundet hovedkvarteret, sagde arkivaren i sit godmodige tonefald. Du har lusket lidt rundt her i buskadset? Hvor begavet af dig. Så kan jeg jo meget passende fortælle dig lidt om, hvad der venter. Dragen har kaldt os sammen igen. Jeg tror ikke, alle kan komme, der har været mandefald her på det sidste, men Karina er der sikkert, og Yngve garanteret. Han kunne ikke drømme om at gå glip af en god fest.

Arkivaren lo fornøjet. Annika kæmpede med et ildebefindende.

– Stakkels Yngve, fortsatte manden. Göran ville have, at jeg skulle tage mig af ham, men hvad skal man gøre? For at hjælpe en alkoholiker er man nødt til at ændre drikkeriets tyranni, og det har jeg ikke formået. Desværre må jeg erkende, at Yngve ikke har nogen kontrol over virkeligheden længere, det er rigtig sørgeligt. Jeg har svigtet min opgave …

I næste øjeblik hørte hun en dump og brusende lyd bag sig, hun så sig tilbage over skulderen og stirrede ind i forlygterne på et gigantisk diesellokomotiv, der kom tordnende mod dem på skinnerne.

– Lige frem, sagde Hans Blomberg.

Annika adlød, skævede til det store lokomotiv, der langsomt tordnede forbi hende på vej til jernværket med en uendelig række vogne fyldt med malm efter sig.

Hjertet bankede, hun prøvede at se sig selv med lokomotivførerens øjne, hun var sortklædt mod en mørk baggrund af buskads og kun oplyst af koldt måneskin.

Hun tvang sit hjerte til at slå roligt. Prøvede at se, hvor langt toget strakte sig uden at dreje for meget på hovedet, men kunne ikke se enden af det.

De gik under viadukten, toget passerede dem, dunkdunk dunkdunk dunkdunk, vogn efter vogn kastede sorte skygger langs banelegemet.

Så endelig forsvandt den sidste som en hale mod højovnenes glohede indre.

Annika sank, hun mærkede, at hendes hænder rystede.

De nåede transformatorboksen, hvor Göran Nilsson havde gemt sin sæk, hun skottede til den. Den var lukket.

– Ned til venstre, sagde Hans Blomberg og puffede hende hen mod lysningen.

Hun snublede og var lige ved at falde ned ad skrænten, fik fat i nogle buske. Det lykkedes hende at holde sig oprejst.

Slap af, sagde hun sløvt til sig selv og gik hen mod murstenshuset.

Vinduerne var lukket med jernskodder, en vakkelvorn trappe i træ førte op til en hoveddør, der stod på klem. Annika standsede op, fik et puf i ryggen.

– Så, se så at komme ind med dig. Det er jo bare et gammelt kompressorhus.

Hun tog fat i dørhåndtaget, bemærkede, at døren blev låst ved hjælp af to fastsvejsede jernhasper og en gammel, rusten hængelås. Åbnede døren.

Mod dem strømmede den samme modbydelige stank, som hun havde mærket bag granerne.

Ragnwald var derinde.

Hun trådte ind i et kompakt mørke, blinkede med øjnene og hørte nogen trække vejret. Der var bidende koldt i huset, mærkværdigvis føltes det endnu koldere end udenfor.

– Hvem er du? sagde Karina Björnlund fra det fjerne, venstre hjørne.

– Vi har fået fint besøg, sagde Hans Blomberg, skubbede Annika foran sig længere ind i huset og lukkede døren efter sig.

Kulturministeren tændte en lighter, et svagt skær lyste huset op. Skyggerne over hendes næse og øjne fik hende til at ligne et uhyre. Drukkenbolten, Yngve, stod ved siden af hende, Göran Nilsson stod lænet mod væggen til højre. På væggen ved siden af ham hang en støvet plakat, der forestillede mesteren Mao.

Annika mærkede panikken melde sig ved synet af massemorderen, de karakteristiske prik i fingrene, svimmelheden og følelsesløsheden.

Rolig, tænkte hun. Ikke hyperventilere. Hold vejret.

Karina Björnlund bøjede sig ned og tændte et lille stearinlys, der stod ved hendes fødder, slap lighteren og rettede sig op med lyset i hånden.

– Hvad er det her for noget? sagde hun og så på Hans Blomberg. Hvorfor har du slæbt hende med?

Hun stillede lyset fra sig på en rusten maskine, der muligvis kunne være en gammel kompressor.

Deres ånde stod som skyer omkring dem.

Jeg er ikke alene, tænkte Annika. Det er ikke som dengang i tunnelen.

– Tillad mig at præsentere, sagde Hans Blomberg, frøken Annika Bengtzon, nysgerrig journalist fra Kvällspressen.

Det gav et sæt i Karina Björnlund, som havde hun fået et stød. Hun trådte et skridt tilbage.

– Er du da fuldstændig vanvittig? sagde hun skingert. Slæber du en journalist med hertil? Forstår du ikke, hvad du udsætter mig for?

Göran Nilsson betragtede dem. Hans blik var mat og træt.

– Det her rager ikke udenforstående, sagde han med forbløffende skarp stemme. Panter, hvad tænker du på?

Hans Blomberg, alias Sorte Panter, smilede.

– Frøken Bengtzon kender allerede til os, sagde han. Hun stod her udenfor. Jeg kunne jo ikke lade hende stikke af og sladre.

Karina Björnlund gik helt hen til Hans Blomberg.

– Nu er det hele ødelagt, sagde hun hysterisk. Alt, hvad jeg har kæmpet for i alle årene. Må I rådne i helvede for det her!

Hun tog sin taske og vendte sig mod døren. Göran Nilsson trådte ind i lyscirklen. Annika kunne ikke se noget våben. Mandens ansigt var indsunket og udtæret, han så syg og svag ud. Alligevel stoppede Karina Björnlund op, bange og usikker.

– Vent, sagde han til ministeren og vendte sig så om mod Hans Blomberg. Påtager du dig ansvaret for hende? Garanterer du for gruppens sikkerhed?

Annika stirrede på massemorderen, hans skrøbelige skikkelse og langsomme formuleringer, som om han ledte efter ordene, inden han fandt dem.

– Klart nok, sagde arkivaren begejstret. Jeg skal nok tage mig af hende bagefter.

Annika mærkede fødderne forvandle sig til bly, kroppen blev tung og stiv. Inde i sig hørte hun en jamrende lyd vokse og trænge sig på, men den nåede aldrig halsen.

Gule Drage så direkte på Annika, hun turde ikke trække vejret.

– Stil dig hen i hjørnet, sagde han og pegede.

– Vi kan ikke have den reporter her, det kan I vel forstå, sagde Karina Björnlund ophidset. Jeg går ikke med til det.

Dragen løftede den ene hånd.

– Så er det nok, sagde han. Vores øverstbefalende har ansvaret.

Han stak hænderne i lommerne.

Våbnet, tænkte Annika.

– Det er meget koldt i dag, sagde han. Jeg skal fatte mig i korthed.

Alkoholikeren trådte frem.

– Meget morsomt, sagde han, men er der ikke nogen, der har noget at drikke?

Hans Blomberg knappede den øverste knap i sin jakke op, fra inderlommen halede han en hel flaske Absolut frem. Yngve spærrede øjnene op, hans læber skiltes i et henrykt smil, han tog imod flasken, som havde den været et lille barn.

– Jeg tænkte, vi skulle fejre det lidt, sagde Hans Blomberg og nikkede opmuntrende.

Yngve vred forseglingen op med tårefyldte øjne, Annika så ned i gulvet og vippede med tæerne, så de ikke skulle blive helt stivfrosne.

Hvad ville de gøre med hende?

Det er ikke som i tunnelen, det er ikke som i tunnelen.

Karina Björnlund satte sin taske fra sig på gulvet igen.

– Jeg forstår ikke, hvorfor vi er her, sagde hun.

– Din magt har gjort dig utålmodig, sagde Göran Nilsson og betragtede ministeren med sine drageøjne, ventede så, til han havde alles fulde opmærksomhed. Løftede hovedet og så op i loftet.

– Jeg er helt klar over, at en del af jer blev overraskede over min indkaldelse, sagde han. Det er længe siden, jeg har samlet jer på denne måde, og jeg har forstået, at det fremkaldte modstridende følelser. Men I har ingen grund til at være bange.

Han så direkte på kulturministeren.

– Jeg er ikke kommet for at gøre nogen fortræd, sagde han. Jeg er her for at takke jer. I blev min eneste familie, og det siger jeg uden sentimentalitet.

– Hvis det er tilfældet, hvorfor myrdede du så Margit? sagde Karina Björnlund med en stemme, der var hæs af rædsel.

Göran Nilsson rystede på hovedet, sit gule dragehoved, sit gudelignende, ildelugtende herskerhoved.

– Du lytter ikke, sagde han. Du snakker kun. Sådan var du ikke før. Magten har virkelig forandret dig.

Hans Blomberg gik et skridt frem, så ud til at være træt af ligegyldigheder.

– Sig mig, hvad jeg skal gøre, sagde han til sin leder. Jeg er klar til væbnet kamp.

Göran Nilsson vendte sig mod ham med et vemodigt blik.

– Panter, sagde han, der bliver ingen væbnet kamp. Jeg er kommet hjem for at dø.

Arkivaren spærrede øjnene op, et fåret udtryk bredte sig over hans ansigt.

– Men du er jo kommet tilbage, sagde han. Nu er du her jo igen, vores leder, som vi har ventet på i så mange år. Revolutionen er nær.

– Revolutionen er død, sagde Dragen hårdt. Kapitalistsamfundet, der behandler mennesker som kvæg, har sejret og med det de forløjede ideologier: demokrati, ytringsfrihed, retfærdighed, kvinders rettigheder.

Hans Blomberg lyttede andægtigt, Karina Björnlund så ud til at krympe sig for hvert ord, alkoholikeren var helt opslugt af sin nyvundne salighed.

– Arbejderklassen er reduceret til en hjernevasket flok imbecile konsumenter, sagde han. De har ikke engang viljen til at rejse sig længere. De falske autoriteter tvinger folket ned i kødkværnen, uden at nogen protesterer.

Han så stift på Karina Björnlund.

– Magthaverne forbruger mennesker, nu som altid, sagde han, og stemmen var klar og stabil. De vrider os som gamle karklude, og så kasserer de os. Det er som i alle andre tidsaldre, men i dag er det folkevalgte regeringer, der tillader de udsugende arbejdsgivere at drive rovdrift på os. Jeg har accepteret, at sådan er det, og jeg har kæmpet på min egen måde. Revolution?

Han rystede på hovedet.

– Der kommer aldrig til at blive nogen revolution. Mennesket har solgt den for Coca– Cola og kabel-tv.

Hans Blomberg gik et skridt frem. Hans øjne var blanke og forvirrede.

– Men, sagde han, det er da ikke sandt. Du er kommet tilbage, og jeg, som har ventet. Jeg har trænet i alle årene, præcis som du sagde, og jeg er klar. Det er ikke for sent.

Göran Nilsson løftede hånden.

– For mig er der kun meget lidt tilbage af livet, sagde han. Jeg har accepteret mine vilkår, både de personlige og de generelle, der gælder for os alle sammen. I grunden er der ingen forskel på mig og den forløjede borgerlighed. Jeg lever videre gennem mine børn, og til gengæld arver de mig.

Han vaklede, lagde hånden på maven.

– Ingen skal kunne udnytte jer længere, sagde han. Jeres dage i trædemøllen er forbi.

– Hvad mener du? sagde Karina Björnlund, der ikke virkede helt så bange længere.

– Han vil give os gaver, sagde Hans Blomberg med en stemme, der var fuld af vantro og tvivl. Vi er indkaldt til en lille julefest med gaver og det hele! Eller måske gravøl! Revolutionen er død, hørte I det?

– Hold så op, Hasse, sagde Karina Björnlund og tog fat i hans arm. Mao er også død, og selv Kina er blevet kapitalistisk.

– Du troede også, sagde Hans. Du var også revolutionær.

– Jamen herregud, sagde hun. Vi var jo børn alle sammen. Alle troede på revolutionen. Sådan var det dengang, men det er forsvundet for længe siden.

– Ikke for mig! skreg Hans Blomberg, og Göran Nilsson gik et vaklende skridt hen mod ham.

– Panter, sagde han, du har misforstået det her.

– Nej! brølede arkivaren, og hans øjne blev røde og våde. Det kan I ikke gøre mod mig. Revolutionen er det eneste vigtige.

– Tag dig dog sammen, sagde Karina Björnlund og ruskede irriteret arkivarens arm, og med et hidsigt tag rev manden sig løs fra kulturministerens greb. I næste øjeblik løftede han sin knyttede højre næve og slog hende lige i ansigtet.

Der var nogen, der skreg, måske var det ministeren eller alkoholikeren eller Annika selv. Derpå vendte den rasende arkivar sig mod Göran Nilsson og skubbede ham af al kraft ind mod væggen med Mao-plakaten. Gule Drage ramte betongulvet med et højt knæk fra et ben, der brækkede, og en hvæsende lyd, da luften blev presset ud af hans lunger.

– Elendige forrædere!

Hans Blombergs stemme brast. Han tog tilløb og kastede sig hen mod døren, flåede den op med et brag og lukkede den igen med samme kraft.

Stearinlyset blafrede, men kom sig igen, skyggerne holdt op med at flakke.

– Jeg bløder, skreg ministeren fra gulvet bag kompressoren. Hjælp mig!

Derefter lagde tavsheden sig, og kulden blev hårdere. Annika kunne høre arkivarens forbandelser gennem muren, da han forsvandt i retning mod jernbanen. Hun gik hen til Göran Nilsson, manden lå bevidstløs ved væggen med højre fod drejet udad i en unormal vinkel. Det højre ben så lidt kortere ud end det venstre. Alkoholikeren Yngve stod svajende og stirrede beruset på sin leder på gulvet, hans ansigtsfarve var næsten forsvundet, og hans tænder klaprede. Karina Björnlund kæmpede sig op med hånden for ansigtet, blodet løb ud mellem hendes fingre og ned på halsen.

– Mit næseben er brækket, hylede hun. Jeg må på skadestuen.

Hun gav sig til at græde, men holdt op igen, da det gjorde for ondt.

Annika gik hen til ministeren og lagde en beroligende hånd på hendes arm.

– Det er ikke farligt, sagde Annika og studerede kvindens ansigt bag hånden. Det skal nok læges.

– Men tænk, hvis den bliver helt skæv?

Annika vendte sig væk og gik hen til den sammensunkne mand på gulvet. Han stank forfærdeligt, det var en lugt af råddenskab, hun aldrig havde mærket før.

– Göran, sagde hun højt. Göran Nilsson, kan du høre mig?

Uden at vente på svar bøjede hun sig ned, tog handskerne af og fiskede mandens våben op af frakkelommen. Det var tungt og iskoldt. Med ryggen til de andre lod hun det forsigtigt glide ned i en af polarjakkens yderlommer, hun vidste ikke noget om pistoler, men overtalte sig selv til at tro, at den var sikret.

Gule Drage stønnede højt, hans blege øjenlåg sitrede. Hun lagde hånden mod det stivfrosne cementgulv for at mærke, hvor koldt det var. Fugten fik omgående hendes fingre til at fryse fast. Forskrækket rev hun hånden til sig igen.

– Du kan ikke ligge her, sagde hun til manden, du er nødt til at rejse dig op. Kan du støtte på dit ben?

Hun så op på Karina Björnlund.

– Vi må væk herfra, sagde hun. Det her er værre end et fryserum. Kan du hjælpe mig med at bære ham?

– Jeg er jo såret, sagde kulturministeren. Og hvorfor skulle jeg hjælpe ham? Så meget som han har ødelagt for mig. Kan Yngve ikke bære ham?

Alkoholikeren havde sat sig ned på gulvet, mens han holdt den halvtomme flaske krampagtigt i favnen.

– Du må ikke falde i søvn her, sagde Annika til Yngve og mærkede virkeligheden miste sit tag i hende. Det iskolde lokale truede med at kvæle hende.

– Hvis du vidste, hvad jeg har lidt i alle de år, sagde Karina Björnlund henne fra kompressoren. Altid har jeg gået og været bange for, at nogen skulle afsløre, at jeg har kendt de fantaster her. Men sådan er det jo, når man er ung, ikke? Man har en masse skøre synspunkter, omgås de forkerte mennesker?

Göran Nilsson prøvede at sætte sig op, men udstødte et lille råb og faldt tilbage på betongulvet.

– Der er gået noget i stykker i hoften, hviskede han, og Annika kom til at tænke på sin mormors brækkede lårben den vinter, der var så meget sne.

– Jeg går ud og henter hjælp, sagde Annika, men i samme øjeblik tog manden fat i hendes håndled med et hårdt greb.

– Hvor er Karina? mumlede han med slørede øjne.

– Hun er her, sagde Annika tyst og gjorde sig forskrækket fri, rejste sig op og vendte sig mod ministeren. Han vil tale med dig.

– Om hvad? Vi har ikke noget at sige til hinanden.

Karina Björnlunds næse var svulmet op igen. Hendes stemme var anstrengt og nasal. Hun gik forsigtigt nogle skridt hen mod manden, og Annika så, at det blødte voldsomt fra hendes næsebor. Ansigtet var blåt og opsvulmet fra læberne til op over øjnene. Annika mødte hendes blik, så den forvirring, hun selv mærkede, og noget inde i hende lysnede, hun var ikke alene, hun var ikke alene.

– Hold ham med selskab, sagde Annika, og ministeren gik tøvende hen til terroristen, men da hun lænede sig frem over ham, udstødte han et råb.

– Ikke blod, gispede han. Tag det væk.

Noget kortsluttede i Annikas hoved. Der lå han, massemorderen, sadisten, heltidsterroristen og hylede som et pattebarn. Hun for hen til manden og greb fat i hans jakke.

– Nå, så du kan ikke tåle at se blod, din djævel? Men myrde alle de mennesker, det kunne du?

Hans hoved faldt bagover. Han lukkede øjnene.

– Jeg er soldat, sagde han mat. Min skyld er ingenting i forhold til de store lederes i den frie verden.

Hun mærkede tårerne presse sig på.

– Hvorfor Margit? sagde hun. Hvorfor drengen?

Han rystede på hovedet.

– Ikke mig, hviskede han.

Annika så op på Karina Björnlund, der stod usikkert vaklende midt ude på gulvet.

– Han lyver, sagde hun. Selvfølgelig var det ham.

– Jeg slår kun til mod fjenden, sagde Göran Nilsson mat. Ikke mod venner eller uskyldige.

Annika stirrede på mandens forpinte ansigt, lyttede til hans opgivende og svage stemme, og i samme sekund vidste hun, at han talte sandt.

Det var ikke ham, der havde myrdet dem. Han havde ingen grund til at myrde Benny Ekland, Linus Gustafsson, Kurt Sandström eller Margit Axelsson.

Hvem havde så gjort det?

Hun begyndte at ryste. Rettede sig op på følelsesløse ben og gik usikkert hen mod døren.

Den var lukket. Sad fast, urokkelig.

Hun tænkte på låseanordningen på ydersiden, og med ét gik det op for hende.

Hans Blomberg havde låst dem inde.

Hun var låst inde i et fryserum med tre andre mennesker. Det var tredive grader koldt, to af dem var sårede og den tredje fuld som en allike.

Hans Blomberg, tænkte hun. Kan det være muligt?

Og i næste øjeblik var hun i tunnelen igen, rørene strakte sig langs loftet, hun mærkede tyngden af dynamit på ryggen, og et eller andet sted langt borte var der en kvinde, der græd, hun snøftede og hylede i smerte og fortvivlelse, og det gik op for hende, at det var kulturministeren, Karina Björnlund, og hun var ikke alene, hun var ikke alene.

Hun slap tunnelen og tog fat i virkeligheden, måtte ikke bryde sammen, hvis hun brød sammen, ville hun dø.

Det er så koldt, tænkte hun, hvor længe kan man klare sig i sådan en kulde?

Åndedrættet blev roligere.

Selv var hun uden for fare. I sin polarmundering ville hun kunne klare hele natten om nødvendigt. Ministeren havde sin pels, det var værre med mændene.

Drukmåsen var allerede begyndt at få tunge øjenlåg, han ville ikke holde en time til. Terroristen havde bedre tøj på, men lå direkte på cementgulvet, der fungerede som en isblok.

Vi må væk herfra. Nu. Hvordan?

Mobilen!

Der undslap hende en lille jublende lyd, hun rodede i lommen og fik fat i sin telefon.

Ingen modtageforhold.

Hun holdt den op i skæret fra stearinlyset, prøvede alle fire hjørner i lokalet.

Ikke noget signal, elendige Tele2.

Tastede alligevel 112. Der skete ikke noget.

Ingen panik.

Tænk.

Ministeren havde også en telefon. Annika havde ringet til den for kun et par timer siden.

– Dit nummer begynder med seks, sagde hun til ministeren. Det betyder, at du har Telia. Tjek, om du kan ringe op herfra.

– Hvad?

– På telefonen! Du har en mobiltelefon på dig, jeg har jo lige ringet til dig.

– Nå ja.

Forsigtigt stak ministeren hånden ned i sin sorte skindtaske, fandt telefonen, tændte stønnende for den med pinkode og det hele, holdt den op i luften.

– Den er helt død, sagde hun forundret.

Annika lagde hænderne for ansigtet, mærkede kulden bide i huden.

Det skal nok gå, tænkte hun. Det skal nok gå. Jeg har jo allerede ringet til politiet, de kan være her når som helst.

Og hun studerede ministeren, der var forslået og oprørt. Vendte sig så mod alkoholikeren, i skæret fra det blafrende stearinlys virkede mandens læber blå. Han rystede af kulde i sin tynde jakke.

– Okay, sagde Annika og tvang hjernen til at tænke rationelt. Vi sidder, hvor vi sidder. Er der et tæppe et eller andet sted? En presenning, noget isoleringsmateriale?

– Hvor gik Hasse hen? spurgte Yngve.

Rystende gik Annika en runde i det støvede lille hus. Der lå nogle rustne øldåser, forskelligt affald og et rotteskelet.

– Han kan ikke have låst døren, sagde kulturministeren og gik selv hen og mærkede efter. Det er Göran, der har nøglen.

– En hængelås sætter man bare i udvendig fra, sagde Annika. Hvad er det her for et sted?

Hun mærkede på væggene, så, at vinduerne var sømmet til med brædder og grove søm indefra, kom i tanke om metalpladerne på ydersiden.

– Det har stået forladt i fyrre år, sagde Karina Björnlund. Min far arbejdede ved jernbanen, han tog mig med herud som barn.

– Hvad blev det brugt til?

– Et kompressorhus. Man blæser skiftesporene rene for sne og is med trykluft. De byggede et andet, da de lagde malmbanen om. Hvordan skal vi komme ud herfra?

– Er der noget værktøj nogen steder? spurgte Annika.

– Vi sidder fast, sagde Karina Björnlund, og hendes øje var nu fuldstændig lukket til. Du gode Gud, hvordan skal vi komme ud herfra?

Annika var klar over, at der ikke lå noget glemt værktøj i huset, det var forsvundet for længe siden. Indervæggene var af beton, døren kunne ikke forceres.

– Vi må holde os i gang, sagde hun. Vi må varme hinanden.

Hun sank højlydt, mærkede panikken komme snigende.

Tænk, hvis politiet ikke kom?

Tænk, hvis Karlsson på politistationen havde glemt hende?

Hun rystede tanken af sig og gik hen til den ildelugtende mand under Mao-plakaten. Hans vejrtrækning var overfladisk og rallende, der hang lidt spyt ud fra hans ene mundvig.

– Göran, sagde Annika og bøjede sig ned mod ham, kæmpede mod lugten. Göran Nilsson, kan du høre mig?

– J’ai très froid, hviskede han.

– Je comprends, sagde Annika lavmælt og vendte sig mod ministeren. Karina, sæt dig her ved siden af Göran, tag ham i dine arme og læg din pels om ham.

Kulturministeren gik baglæns, til hun havnede i et hjørne bag kompressoren.

– Aldrig, sagde hun. Aldrig i livet. Han har gjort mig så meget fortræd.

Annika så på manden foran sig, hans voksblege hud og rystende hænder.

Hun skulle måske bare lade ham dø?

Ville det ikke være retfærdigt?

Hun forlod Göran Nilsson og gik hen til manden, der lænede sig mod væggen.

– Yngve? sagde hun. Hedder du Yngve?

Manden nikkede. Havde sat hænderne op i armhulerne for at varme dem.

– Kom her, sagde hun og åbnede sin polarjakke. Kom og stil dig ind til mig. Nu skal vi ud at gå.

Han rystede energisk på hovedet og holdt krampagtigt fast i den næsten tomme flaske.

– Så kan du lade være, sagde Annika, lukkede jakken og vendte sig mod ministeren.

– Han har et våben, sagde Karina Björnlund. Vi kan skyde os ud.

Annika rystede på hovedet.

Døren er af jern. Kuglerne ville rikochettere og slå os alle sammen ihjel. Desuden er vi nødt til at ramme hængslet udefra for at komme ud.

– Vinduerne da?

– Det samme.

Skulle hun sige, at hun havde tilkaldt politiet?

Hvordan ville de så reagere?

– Jeg vidste, at det ville gå sådan her, sagde Karina Björnlund og snøftede. Det her med Vilddyrene var den rene elendighed lige fra begyndelsen. Jeg skulle aldrig være fulgt med, da de brød ud fra SKP.

Kulturministeren gravede i sin taske, tog et sort klædningsstykke op, der måske var en T-shirt, og holdt den op for næsen.

– Hvorfor ikke? sagde Annika og så ministerens skygge flakke hen over væggen, da hun bevægede sig bag stearinlyset.

– Du var vel knap nok født i tresserne, sagde Karina Björnlund med tilstoppet næse og kastede et hurtigt blik på Annika. Det kan ikke være let for din generation at forstå det, men det var faktisk fantastisk.

Annika nikkede langsomt.

– Det kan jeg forestille mig, sagde hun. Du var ung, og Göran var lederen.

Ministeren nikkede ivrigt.

– Han var så stærk og smart, sagde hun, fik alle med sig. Alle pigerne ville være sammen med ham, alle fyrene så op til ham. Men jeg skulle være sprunget fra, da han blev lukket ude. Det var dumt at gå med på hans idé om Vilddyrene.

Karina Björnlund fortabte sig et øjeblik i mindet, Annika så på hende med klarere øjne.

– Hvordan kunne det gå til, at I aldrig blev sat fast? spurgte Annika.

Ministeren så op.

– Ja, selv gjorde jeg jo aldrig noget, og alt, hvad Göran gjorde, var meget gennemtænkt. Vi kommunikerede udelukkende via symboler, et gammelt glemt sprog, der kan forstås af alle mennesker og er hinsides nationaliteter, racer og udtryksformer.

– Ingen mødeprotokoller? spurgte Annika.

– Ikke engang breve eller telefonsamtaler, sagde Karina Björnlund. Indkaldelser til møder fik vi via en tegning af en gul drage. Nogle dage senere kom en cifferkombination, der opgav dag og klokkeslæt for mødet. 23-11-17 betød den 23. november klokken fem, nu i dag altså.

– I havde hver jeres symbol?

Kvinden nikkede forsigtigt, stadig med T-shirten mod næsen.

– Men det var kun Dragen, der kunne indkalde til møde.

– Og i slutningen af oktober fik du en indkaldelse igen i et anonymt brev til ministeriet.

Et glimt af rædsel lyste op i kulturministerens øjne.

– Der gik flere sekunder, inden det gik op for mig, hvad det var, og da det gjorde det, måtte jeg ud og kaste op.

– Og alligevel kom du, sagde Annika.

– Du forstår ikke, hviskede ministeren. Jeg har været så bange i alle de år. Efter F21, da Göran forsvandt, fik jeg en advarsel med posten …

Hun skjulte ansigtet i trøjen.

– En barnefinger, sagde Annika, og ministeren så forundret op.

– Hvor vidste du det fra?

– Jeg har talt med Margit Axelssons mand, Thord. Symbolsproget var lysende klart.

Karina Björnlund nikkede.

– Hvis jeg ikke holdt min mund, var det ikke kun mig selv, der skulle dø, men også mine fremtidige børn og andre nærstående.

Göran Nilsson stønnede på gulvet og bevægede venstre ben uroligt.

Annika og kulturministeren så på ham med tomme øjne.

– Han har fulgt efter mig, sagde Karina Björnlund. En aften stod han uden for mit hus i Knivsta. Dagen efter så jeg ham i Åhléns i Uppsala. Og i fredags fik jeg et brev til.

– Yderligere en advarsel?

Ministeren lukkede øjnene et sekund.

– En tegning af en hund, sagde hun, og så et kors. Jeg havde en følelse af, hvad det betød, men jeg turde ikke se det i øjnene. At Margit var død?

Karina Björnlund nikkede.

– Vi havde jo ingen kontakt længere, men jeg tænkte hele natten, og om morgenen ringede jeg til Thord. Han fortalte mig, at Margit var blevet myrdet, og så forstod jeg det hele. Enten kommer jeg til mødet, eller også dør jeg også. Så jeg kom.

Så op på Annika og fjernede trøjen fra næsen.

– Hvis du vidste, hvor bange jeg har været, sagde hun. Og hvor meget jeg har lidt. Det har forpestet mit liv hver eneste dag at gå og være bange for, at nogen skulle få alt det her at vide.

Annika så på hende, den magtfulde kvinde i den tykke pels, pigen, der fulgte sin kusine først ind i idrætten og derefter ind i politik, der kom sammen med lederen, den stærke, karismatiske leder, men som gjorde det forbi, da han mistede sin position.

– Det var nu alligevel en forbandet dårlig idé at nedlægge TV Scandinavia bare for at feje alting ind under gulvtæppet, sagde hun.

Karina Björnlund så ud, som om hun ikke havde fattet, hvad hun hørte. Tavsheden voksede og blev stor og tung.

– Hvad mener du? sagde hun.

– Jeg har set den mail, du modtog fra Herman Wennergren, jeg ved, hvorfor du ændrede lovforslaget.

Kulturministeren rettede sig op og tog tre hurtige skridt hen til Annika, hendes opsvulmede øjne var smalle sprækker.

– Du, din lille lortereporter, hvæsede hun og standsede op med sit blodige ansigt lige over for Annika. Hvem fanden tror du, du er?

Annika blev stående, mødte hendes blodsprængte blik.

– Det ved du jo, sagde hun. Vi har talt sammen før. Det er længe siden nu, næsten ti år.

– Det kan jeg ikke huske noget om.

– Jeg tog kontakt med dig for at få en kommentar vedrørende Christer Lundgrens rejse til Tallinn den nat, Josefin Liljeberg blev myrdet. Jeg fortalte dig, hvad der var sket med IB’s forsvundne arkiv. Jeg hævdede, at regeringen havde ladet sig afpresse til illegal våbeneksport, og jeg bad dig fremføre mine spørgsmål til handelsministeren, men du gik ikke til ham, du gik til statsministeren, ikke sandt?

Karina Björnlund var blevet kridhvid i ansigtet, hun stirrede på Annika, som om hun havde set et spøgelse.

– Var det dig? sagde hun.

– Du brugte oplysningen til at skaffe dig en ministerpost, ikke?

Kulturministeren udstødte et højt gisp og fik pludselig farve i ansigtet igen.

– Du understår dig, skreg hun. Det her skal jeg anmelde dig for.

– Jeg stiller bare et spørgsmål, sagde Annika. Der er jo ingen grund til at hidse sig op.

– At komme her og insinuere noget så nederdrægtigt? Skulle jeg have ringet statsministeren op på Harpsund for at tvinge ham til at give mig en ministerpost?

– Nå, sagde Annika, så det var på Harpsund, du fik fat i ham? Hvordan reagerede han? Blev han rasende? Eller er han så praktisk og rationel, som alle siger?

Karina Björnlund tav. Hendes øjne stod ud af hovedet på hende.

I næste øjeblik splintredes tavsheden, da Yngves tomme flaske ramte cementgulvet og gik i tusind stykker. Alkoholikeren gled bevidstløs ned langs væggen og faldt sammen på gulvet.

Annika lod minister være minister og løb hen til Yngve.

– Hallo, råbte hun og slog ham let på kinden med sin handske. Op med dig!

Manden blinkede.

– Hvad? sagde han.

Hun flåede sin jakke op, tog fat i mandens armhuler og fik ham stablet på benene.

– Hold fast om mig, sagde hun og svøbte polarjakken om ham samtidig med, at hun lagde armene om ryggen på ham. Mandens ånde var hed og fugtig, han var så mager, at det næsten lykkedes hende at lukke jakken på ryggen af ham.

– Kan du flytte fødderne? Vi er nødt til at bevæge os.

– Du kommer ikke af sted med det her, sagde kulturministeren, men Annika tog sig ikke af hende, brugte alle sin kræfter på at få den døddrukne mand til at bevæge sig hen over gulvet, en makaber og iskold dans.

– Hvem er du? sagde Annika lavmælt til Yngve. Løven eller Tigeren?

– Frihedens Løve, sagde manden med klaprende tænder.

– Så hvor er Tigeren?

– Ved ikke, mumlede han, lige ved at falde i søvn.

– Han var vel klog nok til ikke at komme, sagde Karin. Han var altid den smarteste af os.

Pludselig bevægede Göran Nilsson sig henne ved væggen, han prøvede at komme op, han sparkede med det raske ben med vidt opspilede øjne og kæmpede sig ud af sin jakke.

– C’est très chaud, sagde han og lagde sig ned igen.

– Tag jakken på igen, sagde Annika og prøvede at gå hen til ham, men Yngve holdt fast om livet på hende og slap ikke taget.

– Hører du, Göran, tag din jakke på.

Men manden faldt sammen under Mao-plakaten, det gav nogle krampagtige ryk i hans ben, så blev de stille, og han sov. Brystkurven hævede og sænkede sig let og uregelmæssigt under en lys hørskjorte.

– Du må hjælpe ham, sagde Annika til Karina. Giv ham i det mindste jakken på.

Kvinden rystede på hovedet, og i samme øjeblik gik stearinlyset ud.

– Det er brændt ud, sagde Karina.

Og med mørket kom tavsheden, kulden blev hårdere og endnu mere tør.

Annika spærrede øjnene op, men kunne intet skelne, hun svævede i et sort og iskoldt tomrum, blev overfaldet af en følelse af massiv og total ensomhed og følte, at intet i verden kunne være værre. Hvad som helst, bare ikke isolation.

– Vi må bevæge os, sagde Annika. Karina, du må ikke stå stille.

Men Annika hørte ministeren falde sammen på gulvet, et halvkvalt og krampagtigt grådanfald steg op fra det ene hjørne.

Kvinden græd, hun hulkede og snøftede, og Annika og Yngve bevægede sig langsommere og langsommere i den iskolde fryseboks. Hun holdt den rystende mand i sin favn, mærkede hans lemmer blive tungere og tungere og hans vejrtrækning mere og mere anstrengt. Hendes greb om ham blev fastere, armene følelsesløse.

Ansvar for andre, tænkte hun og stirrede ind i mørket. Ingenting uden hinanden.

Og Ellens og Kalles bløde ansigter viste sig for hende, hun mærkede deres silkebløde varme og søde dufte.

Lige straks, tænkte hun. Jeg kommer lige straks hjem til jer.

Så faldt kulturministeren lidt til ro, hendes gråd ebbede ud.

Tavsheden, der erstattede den, var dybere end før.

Det tog nogle sekunder, inden Annika forstod hvorfor.

Göran Nilsson trak ikke længere vejret.

Erkendelsen fik det til at slå klik for hende, det begyndte at prikke i fingrene, en lyd trængte ud af hende, panik.

Sekundet efter sank Yngve sammen i hendes arme, benene gav efter under ham, og hans hoved faldt ned på hendes skulder.

– For helvede, skreg hun ind i øret på ham. Du må ikke dø. Hjælp, hjælp!

Hun havde ikke kræfter til at holde manden oprejst, han sank sammen ved hendes fødder, og hun blev ramt af et totalt blackout.

– Hjælp! skreg hun som en gal. Hjælp os dog.

– Der er ingen hjælp, sagde Karina Björnlund.

– Hjælp! vrælede Annika og famlede sig hen til det, hun mente måtte være døren, gik lige ind i kompressoren og slog knæet mod metallet. Hjælp!

Et eller andet sted bag sig hørte hun diffuse stemmer og frygtede et øjeblik, at hun havde fået besøg af englene. Man talte og råbte, stemmerne var afgjort menneskestemmer, og i næste sekund blev der banket hårdt og voldsomt på døren.

– Hallo? råbte en mandsstemme på den anden side af muren. Er der nogen derinde?

Hun snurrede rundt og stirrede ud i mørket i den retning, stemmen var kommet fra.

– Ja! skreg hun og snublede over Yngve. Ja! Vi er herinde. Vi er låst inde. Hjælp os.

– Vi er nødt til at skære hængelåsen op, sagde manden. Det kan tage lidt tid. Hvor mange er I derinde?

– Fire, sagde Annika, men jeg tror, den ene mand er død. En anden er faldet i søvn, jeg kunne ikke holde ham vågen. Skynd jer!

– Jeg henter forstærkning, sagde stemmen, og så vågnede Karina Björnlund pludselig op.

– Nej! råbte ministeren. Gå ikke fra mig! Jeg må ud, nu!

Annika famlede sig frem til Yngve, der lå på gulvet og trak vejret stødvist. Hun strøg ham over det stride hår, bed tænderne sammen, lagde sig så lang hun var på gulvet og trak manden hen over sig, slog polarjakken om dem begge.

– Dø ikke, hviskede hun og vuggede ham som et barn.

Og sådan lå de, til hun hørte lyden af en skærebrænder mod hængslet. Døren blev slået op, og lyset fra en projektør ramte hende lige i øjnene.

– Tag ham først, sagde Annika. Jeg tror, han er lige ved at give op.

Et øjeblik efter blev manden løftet af hende, lagt på en båre og svævede ud af hendes synsfelt på blot et par sekunder.

– Hvordan er det med dig? Kan du stå op?

Hun missede op mod lyset, så kun en silhuet af en stor betjent.

– Jeg er okay, sagde hun og rejste sig.

Kriminalinspektør Forsberg så granskende på hende.

– Vi er nødt til at køre dig på hospitalet til observation, sagde han. Når du er kommet til hægterne, vil jeg gerne tale med dig nede på stationen.

Annika nikkede, pludselig stum. I stedet pegede hun på Göran Nilsson, mærkede, at hun rystede på hånden.

– Du fryser jo, så du ryster, sagde Forsberg.

– Jeg tror, han er død, hviskede hun.

Ambulancepersonalet vendte tilbage, gik hen til Göran Nilsson, kontrollerede puls og vejrtrækning.

– Jeg tror, han har brækket benet, sagde Annika. Og så er han syg, han sagde, at han skulle dø snart.

De anbragte ham på en båre og bar ham hurtigt udenfor.

Karina Björnlund trådte ud af skyggen, støttende sig til en af ambulancefolkene. Hendes ansigt var opløst af tårer, næsen blødte stadig.

Annika fangede hendes opsvulmede blik og stirrede hende ind i øjnene.

Karina Björnlund gik helt hen til hende og hvæsede lavmælt, så ingen andre kunne høre det.

– Jeg fortæller selv det hele, sagde hun. Du kan glemme alt om eneret her.

Og så gik ministeren ud til projektørerne og politibilerne og ambulancerne.

Kriminalinspektør Forsberg havde et lille og rodet kontor på anden sal i politiets gulbrune bygning. Annika var døset hen i en af gæstestolene, fór sammen og satte sig lige ret op og ned, da døren gik op.

– Undskyld ventetiden. Uden sukker og mælk, sagde politimanden og stillede et plastickrus med rygende varm kaffe foran hende, gik rundt om skrivebordet og satte sig i sin kontorstol.

Annika tog om kruset og brændte hænderne, pustede på indholdet og nippede forsigtigt til det.

Automatkaffe af den værste slags.

– Er det her et forhør? spurgte hun og stillede kruset fra sig.

Forsberg rodede i sin skuffe uden at se op.

– Et vidneudsagn kan man vel kalde det. Hvor fanden har jeg gjort af den? Her!

Han fiskede en lille båndoptager frem og en masse ledninger, rettede ryggen, så hende ind i øjnene og smilede.

– Du er ikke nogen frossenpind, sagde han og beholdt hendes blik i sit.

Hun svarede undvigende.

– Jo, såmænd, sagde hun. Men jeg har lært at klæde mig rigtigt på. Af bitter erfaring. Hvordan går det med de andre?

– Ragnwald er død, præcis som du også selv troede. Yngve Gustafsson ligger på den intensive afdeling, hans kropstemperatur var nede på 28 grader. Han klarer sig. Du vidste, at han er far til Linus, drengen der døde?

Annika så op på betjenten, fik en klump i halsen og rystede på hovedet.

– Og Karina Björnlund? sagde hun.

– Forbundet i ansigtet. Kuldeskader i fødderne. Hvad skete der egentlig?

Han lænede sig frem og tændte båndoptageren.

– Skal vi optage det, sådan rigtigt?

Han så grundende på hende nogle sekunder, slap hende så med blikket og fandt hendes personlige data frem

– Vidneforhør med Annika Bengtzon, sagde han, bopæl: Hantverkargatan 32 i Stockholm, sted forhørslederens kontor, samtalen indledtes …

Han så på sit armbåndsur.

– … Klokken 22.15. Hvordan gik det til, at du befandt dig i et forladt kompressorhus uden for SSAB i Luleå nu i aften?

Hun rømmede sig mod mikrofonen, der stod anbragt oven på et memorandum fra rigspolitichefen.

– Jeg ville interviewe kulturminister Karina Björnlund og fik tilfældigvis øje på hende i lufthavnen i Kallax og fulgte efter hende.

Kriminalinspektøren så på hende og smilede.

– Interviewe hende, sagde han. Om hvad?

Hun prøvede at smile tilbage, men opdagede, at hun var for mat.

– Tillempningen af den nye bibliotekslov, sagde hun.

Han sad i tavshed og overvejede hendes svar i flere sekunder, lænede sig så frem og slukkede for båndoptageren.

– Var det bedre? sagde han og blinkede flirtende.

Hun nikkede og rakte hånden ud efter plastickruset, klar til at give det en chance mere.

– Hvad skete der? sagde han.

– Bare så vi får det rigtigt fra begyndelsen, sagde hun, nippede til kaffen igen, kvalte en grimasse og stillede kruset fra sig for sidste gang. Jeg er journalist. Alle mine kilder er grundlovsbeskyttede. Du repræsenterer en myndighed, og du gør dig skyldig i grundlovsbrud, hvis du prøver at få ud af mig, hvad jeg ved, og hvem jeg har fået det at vide af.

Hans smil stivnede.

– Og jeg har et stykke efterforskningsarbejde, der skal klares. Kan du sige mig, hvorfor du overhovedet befandt dig i Luleå?

– I embeds medfør, sagde hun. Fik den idé, at jeg ville ringe til kulturministeren og bede hende gøre rede for sin forbindelse til Ragnwald, hørte, at hun befandt sig i lufthavnen i Kallax, og kørte efter hende.

– Hvorfor?

– Hun ønskede ikke at drøfte sagen i telefonen, kan man vel sige.

Han nikkede og skrev noget ned.

– Og kulturministeren forsvandt ind i skoven ved siden af malmbanen, og du fulgte efter?

Annika nikkede.

– Jeg kørte til Lövskatan, og der står min udlejningsbil stadigvæk.

Forsberg strakte hånden ud efter et stykke papir og læste det med rynkede bryn.

– Jeg har en rapport her, sagde han, af hvilken det fremgår, at en person med dit navn har ringet til politiet klokken 17.12 og meddelt, at en efterlyst person skulle befinde sig i et murstenshus, uklart hvor, men i nærheden af en viadukt. Er det noget, du kender til?

– Fyren i omstillingen var ingen Einstein, sagde Annika og mærkede, at hun stadig var kold helt ind i sjælen trods sygehuspersonalets pleje og omsorg. Jeg prøvede at forklare sagen for ham så godt, det lod sig gøre, men den fes vist ikke rigtigt ind.

Kriminalinspektøren studerede sin rapport.

– Anmelderen, det vil sige dig, er beskrevet som usammenhængende og hysterisk.

Annika stirrede ned på sine hænder, røde og ru. Svarede ikke.

– Hvordan kunne du identificere Göran Nilsson?

Hun trak lidt på skuldrene uden at se op.

– Karina kaldte ham Göran, og jeg vidste, at de havde været sammen en gang.

– Og den pistol, du afleverede til os, gav han altså frivilligt afkald på?

– Jeg fjernede den fra hans lomme, da han var faldet sammen på gulvet …

Pludselig fik hun nok, hun rejste sig og gik nervøst et par runder på det lille kontor.

– Jeg har arbejdet med denne her historie et par uger nu, så der var ting og sager, der pludselig faldt på plads. Har I fundet Hans Blomberg?

Hun stillede sig op foran Forsberg med hænderne i siderne. Politimanden tøvede et par sekunder, inden han vendte sig væk.

– Nej, sagde han.

– Det var Hans Blomberg, der låste os inde.

– Det hørte jeg, sagde Forsberg. Og historien om Vilddyrene, attentatet mod flyet på F21?

– Kan jeg gå nu? Jeg er dødtræt.

– Vi får brug for at afholde et lidt mere udførligt forhør med dig om, hvad der blev sagt og gjort der ude i huset.

Hun så betjenten for enden af et langt rør.

– Jeg kan ikke huske mere, sagde hun.

– Vrøvl, sagde han. Du skal gøre rede for, hvad du ved, inden du går.

– Er jeg anholdt? spurgte Annika. Mistænkt for nogen forbrydelse?

– Naturligvis ikke.

– Okay, sagde Annika. Men så går jeg.

– Jeg beordrer dig til at blive.

– Anhold mig, sagde Annika og gik.

Hun tog en taxi ud til Lövskatan for at hente sin bil og betalte med bladets kreditkort, en af de fordele, man havde ladet hende beholde, efter at hun frivilligt var afstået fra at fortsætte som chef. Da taxien forsvandt, blev hun stående med det uendelige himmelhvælv over sig og lyttede til støjen fra stålværket.

Hun havde dårlig nok skænket Thomas en tanke hele dagen. En af sygeplejerskerne havde ringet og meddelt ham, at hun var indlagt til observation på Luleå hospital, hvilket ikke var helt i overensstemmelse med sandheden. Hun var bare blevet undersøgt og udskrevet igen, men hun havde ikke protesteret. Det var helt fint, at han troede, hun var syg.

Hun trak vejret dybt, kulden raspede som sandpapir i hendes luftrør.

Pludselig forandredes lyset omkring hende, hun vendte ansigtet mod himlen og så, at der havde dannet sig et slør omkring månen, og i samme sekund tændtes et fyrværkeri over hendes hoved, som hun aldrig havde set magen til.

Fra horisont til horisont spredte der sig en bue af lyseblåt lys over himlen, et penselstrøg med universet som kunstner, bevægede sig i en fejende dans, delte sig i kaskader af selvlysende farver over hele himmelhvælvet. Hun stod med åben mund og stirrede.

Nordlys, tænkte hun, og i samme øjeblik begyndte himlen at slå gnister.

Hun udstødte et gisp og trådte nogle skridt tilbage, omgivet af det knitrende himmelhvælv.

Et strøg af lilla blandede sig med en halvcirkel i grønt, de to farver legede omkring hinanden, det knitrede og flammede, levede.

Det er en underlig verden heroppe, tænkte hun. Når jorden er dybfrossen, begynder himlen at synge og danse.

Hun lo stille, en blød og usædvanlig lyd.

Det havde været en mærkelig dag.

Hun åbnede bilen med bipperen, satte sig ind og stak nøglen i tændingen. Motoren protesterede, men besluttede alligevel at samarbejde. Hun fandt en isskraber i handskerummet og stod ud. Skrabede alle ruderne fri for is, satte sig ind igen og tændte lyset.

Billygterne kastede kegler af lys op over den bakke, hvor Karina Björnlund var forsvundet. I horisonten så hun en rosa bue flamme op og dø, og hun kom pludselig i tanke om transformatorboksen og køjesækken.

Mindre end en kilometer væk, tænkte hun.

Hun satte bilen i første gear og kørte langsomt med knirkende kuglelejer op ad vejen, passerede skiltet med al indkørsel forbudt, fortsatte ind under højspændingsledningerne, forbi SKANSKA– huset og den tomme parkeringsplads. Vejen blev smallere og smallere, hun kørte langsomt. Lyset fra billygterne fejede over buskads og takkede snedriver.

Satte bilen i frigear og trak i håndbremsen, da hun havde passeret viadukten, stod ud og gik hen til boksen.

Den var forsynet med et håndtag med en lås. Hun lagde tøvende hånden på det frosne metal, drejede rundt og trak.

Døren gik op af sig selv, og køjesækken faldt ned for fødderne af hende.

Den var tung, men ikke helt så kompakt, som den havde set ud til, da manden slæbte den efter sig.

Annika så sig omkring, følte sig som en tyv om natten. Men kun stjerner og nordlys var hendes vidner. Hendes ånde stod som en hvid sky om hende, gjorde det svært at se, da hun bøjede sig ned. Hvad det end var, var det Ragnwalds arv til sine børn. Han havde kaldt dem sammen for at delagtiggøre dem i sit testamente. Hun holdt vejret og lirkede den store knude op, der holdt sækken lukket, rettede sig op uden at give slip på sækken.

Kiggede så ned i den med bankende hjerte, så ingenting, stak hånden ned og fik fat i en æske med spansk medicin. Lagde den forsigtigt fra sig på jorden og stak hånden ned igen.

Et glas med store gule tabletter.

Göran Nilsson havde været stærkt medicineret, lige inden han døde.

En pakke stikpiller.

En karton med rød/hvide kapsler.

Hun sukkede og stak hånden ned en sidste gang.

Et fem centimeter tykt bundt sedler.

Det gav et sæt i hende, hun stirrede på sedlerne. Der gik et mærkeligt sus gennem skoven.

Euro. 100– euro sedler.

Hun så sig omkring, himlen flammede, højovn to ved jernværket drønede.

Hvor mange?

Flåede handskerne af og lod fingrene løbe gennem bundterne, nye penge, helt ubrugte, mindst hundrede.

Hundredvis af 100-euro sedler.

Ti tusind euro, næsten hundredetusinde kroner.

Hun tog handskerne på igen, bøjede sig ned og fik fat i yderligere to bundter.

Foldede køjesækkens kant ned og stirrede måbende og åndeløst ned på sækkens indhold.

Bundt efter bundt af euro, hundredvis af dem.

Hun klemte på sækken, prøvede at regne ud, hvor mange lag der var.

Mange. Svimlende mange.

Og så kom ildebefindendet.

Bøddelens arv til sine børn.

Uden at tænke nærmere over det løftede hun sækken op og smed pengene ind i bagagerummet på sin lejede bil.

Stadshotellets glasdøre gled til side med en hvislende lyd. Annika trådte ind under krystalkronerne og missede mod lyset.

– Jeg tror lige, hun er trådt ind ad døren, sagde receptionsdamen i telefonen bag skranken. Annika Bengtzon?

Annika så hen på den unge kvinde.

– Er det ikke dig? Fra Kvällspressen? Vi traf hinanden, da du var her for to uger siden. Jeg har din chef i telefonen.

– Hvilken en af dem?

Kvinden lyttede.

– Anders Schyman, råbte hun tværs over lobbyen.

Annika tog sin taske på skulderen og gik hen til skranken.

– Sig, at jeg ringer til ham fra mit værelse. Jeg skal bare lige tjekke ind.

Ti sekunders tavshed.

– Han siger, at han vil tale med dig nu.

– Hvad vil du?

Chefredaktøren lød sammenbidt, da han lavmælt sagde:

– Avisernes Telegrambureau har netop meddelt, at politiet i Luleå har sprængt en tredive år gammel terroristcelle. At attentatet mod Draken-flyet på F21 er opklaret, at en international lejemorder er fundet død, og at man eftersøger en mistænkt terrorist, der stadig er på fri fod.

Annika kiggede hen mod den nysgerrige receptionsdame, der stod med ørerne på stilke, vendte ryggen til og gik så langt væk, som telefonledningen tillod.

– Det må jeg nok sige, sagde hun.

– Og der står, at du var til stede, da lejemorderen døde. At du har siddet låst inde sammen med dele af terrorligaen. At kulturminister Karina Björnlund er et af medlemmerne. At du tilkaldte politiet, så de kunne pågribes.

Annika flyttede vægten fra den ene fod til den anden.

– Du godeste, sagde hun.

– Og hvad har du så på programmet i morgen?

Hun kastede receptionsdamen et blik over skulderen, så på hendes guldfarvede navneskilt, at hun hed Linda.

Linda var i gang med at lægge papirer fra den ene bunke over i den anden og anstrengte sig for at se ud, som om hun ikke lyttede.

– Ingenting selvfølgelig, sagde hun. Jeg må ikke arbejde med terrorisme, det var jo en udtrykkelig ordre. Jeg adlyder dine ordrer.

– Ja, ja, sagde chefredaktøren. Men hvad skriver du? Vi har brudt hele avisen om ind til midtersiderne.

– Ikke et ord. Ikke til Kvällspressen. Jeg har en pokkers masse materiale, men eftersom du har forbudt mig at beskæftige mig med det, har jeg naturligvis ikke tænkt mig at gøre brug af det.

Der fulgte en kort og forbløffet tavshed.

– Nu er du dum, sagde han til sidst. Det er en alvorlig fejlbedømmelse fra din side.

– Ja, undskyld, sagde hun, men hvem er det egentlig, der sidder på fejlbedømmelserne i hele denne her historie?

Tavsheden rungede i røret. Hun vidste, at chefredaktøren kæmpede mod et berettiget instinkt til at bede hende gå ad Pommern til og lægge røret, men han havde ikke råd til at gå glip af nyheden.

– Jeg er på vej i seng, sagde hun. Var der ellers noget, du ville?

Anders Schyman begyndte at sige noget, men skiftede mening. Hun kunne høre hans vejrtrækning i røret.

– Jeg har ellers fået en god nyhed i dag, sagde han og prøvede at lyde forsonlig.

Hun trængte sin foragt tilbage.

– Nå?

– Jeg er udnævnt til bestyrelsesformand i Tidningsutgivarföreningen.

– Til lykke.

– Jeg troede, du ville blive glad, sagde han. Hvorfor svarer du ikke på mobilen, for resten.

– Der er ingen modtagelse heroppe. Godnat.

Hun rakte telefonen tilbage til receptionsdamen.

– Kan jeg få lov at tjekke ind nu?

Elevatordøren var tung, Annika måtte bruge alle sine kræfter for at få den op. Hun vaklede ud på fjerde etage, det tykke tæppe dæmpede lyden af hendes skridt.

Hjemme, tænkte hun, endelig hjemme.

Hendes værelse lå længst ude til venstre, hun samlede sine sidste kræfter og begyndte at gå. Hotelkorridoren gyngede sagte fra side til side, to gange var hun nødt til at støtte sig til væggen.

Hun fandt sit værelse, stak kortet ind, ventede på det lille bip og det grønne lys.

En dæmpet, susende lyd mødte hende, små lysstriber skimtedes om gardinerne, der var trukket for, hendes plads her på jorden.

Hun lukkede døren bag sig, den smækkede med et lille velsmurt klik, hun lod tasken falde til gulvet og tændte lyset i loftet.

Hans Blomberg sad på hendes seng.

Blodet frøs til is i hendes årer, hendes krop gik i baglås, hun kunne ikke få vejret.

– Godaften, lille frøken, sagde arkivaren og rettede en pistol mod hende.

Hun stirrede på manden, på hans grå trøje og fredsommelige ansigt, prøvede at få hjernen til at fungere.

– Sikken tid det tog. Jeg har ventet i flere timer.

Annika fik førligheden tilbage og gik et skridt baglæns, fumlede med hånden på dørhåndtaget.

– Du skal ikke engang overveje det, sagde han. Min finger sidder meget løst på aftrækkeren.

Annika standsede op og lod armen falde.

– Jeg tror dig, sagde hun med lille og meget tynd stemme. Du har ikke tøvet indtil nu.

Han udstødte en lille latter.

– Så sandt, sagde han. Hvor er pengene?

Hun støttede sig til væggen.

– Hvad?

– Pengene. Dragens arv.

Hjernen gik langsomt i gang igen, tankerne hvirvlede rundt som et vandfald, dagen passerede hastigt revy med billeder og følelser og konklusioner.

– Hvorfor tror du, der er penge, og hvorfor skulle jeg vide, hvor de er?

– Lille Annika Amatørdetektiv, der sniger sig rundt i buskadset, hvis nogen ved det, så er det dig.

Manden kom frem til hende med et slesk smil. Hun stirrede op i hans ansigt.

– Hvorfor? sagde hun. Hvorfor myrdede du alle de mennesker?

Han standsede op og lagde hovedet på skrå.

– Der er jo udbrudt krig, sagde han. Du, som er journalist, er det gået helt hen over hovedet på dig? Krigen mod terrorismen? Det må jo betyde væbnet kamp fra begge sider, ikke sandt?

Han lo fornøjet.

– Det var ikke min idé, sagde han, men pludselig var det jo helt legitimt at eliminere diktatorer og falske autoriteter, og sådan nogle er der jo masser af overalt.

Han så på hende og smilede.

– Som journalist, Annika, sagde han, så kender du vel det gamle udtryk, grav, hvor du står?

Der er historier overalt, hvorfor gå over åen efter vand? Og det samme med de falske autoriteter, hvorfor lede længere væk end nødvendigt?

– Og sådan en var Benny Ekland altså?

Hans Blomberg trådte et skridt tilbage og satte sig på sengen igen, gjorde tegn til hende med pistolen, at hun skulle sætte sig ved skrivebordet. Hun adlød, bevægede sig gennem luft, der var tyk som stivnet cement, lagde polarjakken fra sig ved siden af stolen.

– Du har vist ikke rigtig forstået det, sagde arkivaren. Hans Blomberg er jo kun mit alias. Egentlig er jeg Sorte Panter, har aldrig været nogen anden.

Han nikkede som for at understrege sine ord, Annika ledte febrilsk efter noget, der kunne løse op for ham.

– Det er vel ikke helt i overensstemmelse med sandheden, sagde hun. Du har vist også prøvet dig frem som Hans Blomberg. Alle de der artikler om regeringen, der altid var henvist til side 22 nederst, hvad var det ellers?

Et vredt træk gled over hans ansigt.

– En måde at opretholde facaden på, til Dragen kom tilbage. Han lovede, og hans hjemkost var signalet.

Så smilede han igen.

– Det var Benny, der sørgede for, at jeg endte i arkivet. Men jeg er ikke vred, for det blev mig, der vandt i den sidste ende.

Annika kæmpede med en sugende kvælningsfornemmelse.

– Men hvorfor drengen?

Hans Blomberg rystede trist på hovedet.

– Det var også synd, at han måtte ryddes ad vejen, men der er mange civile ofre i en krig.

– Var det, fordi han genkendte dig? Du kom jo sammen med familien?

Hans Blomberg svarede ikke, smilede bare stilfærdigt.

– Kurt Sandström? sagde Annika med rædslen dunkende i mellemgulvet. Hun skulle tisse.

– Falsk autoritet, sagde han. En forræder.

– Hvor kendte du ham fra?

– Nyland, sagde Hans Blomberg. Den store dreng på nabogården. Han var et år ældre end mig. Vi kom til Uppsala sammen og gik samtidig ind i bevægelsen. Men Kurt var svag i troen og endte på kapitalens og udsugernes side, i bondebevægelsen. Jeg gav ham muligheden for at tænke sig om, men han valgte selv sin skæbne.

Hun klamrede sig til skrivebordet.

– Og Margit Axelsson?

Hans Blomberg sukkede og glattede håret over issen.

– Lille Margit, sagde han, den velmenende samfundsrevser. Hun ville altid det bedste. Bare synd, at hun var så højrøstet og stædig.

– Og derfor kvalte du hende?

– Hun deserterede.

Annika flyttede sig uroligt på stolen, mærkede, at hun var nødt til at tisse inden længe.

– Kan du så fortælle mig, sagde hun, hvorfor I sprængte flyet i luften?

Manden trak lidt på skuldrene.

– Det var egentlig en prøve, sagde han. På Hundens loyalitet.

– Og hun gjorde, som hun fik besked på?

Han udstødte en latter ved tanken.

– Hun var så rasende over, at Ulven trak sig ud af det, at hun ville have gjort hvad som helst. Hunden var frygteligt skuffet, men du ved jo, hvordan piger er. Lille fjollede Karina var kun interesseret i at bolle med den, alle de andre ville have.

– Jamen, sagde Annika, hvorfor havde de så planer om at gifte sig?

Arkivaren udstødte en høj latter.

– Du gik virkelig på den, sagde han. Lysningsmeddelelsen, den opfandt jeg på stående fod. Ville give dig lidt madding. Og jeg skal love for, du gik på krogen?

Han holdt op med at le, nikkede med eftertryk. Annika rejste sig.

– Jeg er nødt til at gå på toilettet, sagde hun.

Blomberg kom på benene med den hurtighed, hun havde set, da han slog ud efter kulturministeren i kompressorhuset.

– Aldrig i livet.

– Så tisser jeg i bukserne.

Manden gik et skridt tilbage, men havnede ved sengen igen.

– Så gør det, men ingen tricks. Lad døren stå åben.

Hun adlød, flygtede ud på badeværelset, trak sine bukser ned og tissede, så det plaskede.

Hun stirrede på sig selv i spejlet, og i sine egne øjne så hun, hvad hun måtte gøre.

Hvis hun blev på værelset, ville hun dø. Hun var tvunget til at komme ud, også selv om det betød, at hun måtte tage Hans Blomberg med sig.

– Hvem er Tigeren? spurgte hun, da hun kom ind på værelset igen, lod ikke sit blik røbe beslutningen.

Arkivaren havde fået noget liderligt og lummert i blikket, han lod øjnene dvæle ved hendes skridt.

– Kenneth Uusitalo, sagde han. Afdelingschef på SSAB. En rigtig flink fyr, aktivt foreningsmenneske, forhandler slavekontrakter i den tredje verden. Desværre har han været bortrejst i længere tid.

Han fugtede sine læber.

Annika gik tilbage til skrivebordet igen. Lænede sig mod pladen.

– Men faktisk, sagde hun, er du jo ikke et gran bedre selv. Du er jo bare ude efter Görans penge.

Han rejste sig lynhurtigt, fløj hen til hende og satte pistolen mod hendes pande.

– Skal du til at være spydig, sagde han og afsikrede våbnet. Hun mærkede, hvordan skrækken fik hendes blære til at give efter og slippe den dråbe ud, der havde nået at danne sig.

– Held og lykke med skattejagten, fik hun fremstammet. Hendes mund var fyldt med sand.

Han stirrede på hende nogle sekunder, fjernede så våbnet fra hendes pande og lod det pege op i loftet.

– Hvad har du fundet ud af?

– Jeg er ikke sikker, sagde hun, men jeg så Göran Nilsson anbringe en køjesæk i en transformatorboks lige ved siden af malmbanen. Kan det være den?

Hun sank nervøst, manden løftede øjenbrynene.

– Nå, sagde han, så oprigtig kan man altså også være.

– Må jeg sætte mig?

Han flyttede sig, så han havde hende i skudlinjen, mens hun svag i knæene lod sig falde ned på stolen.

– Og præcis hvor er så den transformatorboks?

Hun kæmpede et par sekunder for at få luft.

– Ikke så langt fra viadukten, sagde hun. Der står en klynge nåletræer lige i nærheden.

– Hvordan gik det til, at du så det?

– Jeg fulgte efter Karina, gemte mig og så Göran sætte sækken ind i boksen.

Arkivaren gik hen til hende, lagde hånden om hendes nakke, åndede ind i hendes ansigt og stirrede hende ind i øjnene.

– Jeg tror sgu, du taler sandhed, sagde han. Tag dit tøj på.

Hans Blomberg gik baglæns hen mod døren.

– Jeg har hele tiden pistolen i lommen. Hvis du prøver på noget, bliver det ikke kun dig, du får følgeskab af pigen i receptionen helt ned til Hades. Er vi enige?

Annika nikkede og tog sin polarjakke på.

De gik ud af værelset, korridoren gyngede og kæntrede. I elevatoren anbragte arkivaren sig meget tæt på hende, hun mærkede hans overkrop mod sine bryster.

– Hvorfra vidste du, hvor jeg boede? spurgte hun op i hans ansigt.

– Det fortalte din venlige chef mig. Jeg tror, han hed Jansson.

Elevatoren standsede med et ryk.

– Jeg holder mig lige bag ved dig, sagde arkivaren. Hvis du er en sød pige, så får den lille dame i receptionen mulighed for at vokse op.

Han trykkede sig endnu tættere ind mod hende, lod sine hænder glide ned i hendes jakkelommer og videre ned mod hendes skød.

Hun sparkede til døren, så den fløj op.

Hurtigt tog han hænderne ud af hendes lommer, i den ene hånd havde han hendes mobiltelefon.

– Stille og roligt, hviskede han.

Det trådte ud i lobbyen, receptionsdamen Linda kom gående ude fra køkkenet og talte i en mobiltelefon. Hun smilede muntert til dem.

Ring til politiet, prøvede Annika at transmittere til hende, stirrede på hende med brændende øjne, ring til politiet! Ring til politiet!

Men den unge kvinde vinkede til dem og gik ind i det lille lokale bag skranken med sin telefon.

– Så går vi lige så stille ud, hviskede Hans Blomberg.

Kulden fik hendes hud til at klø. Hun mærkede pistolen i ryggen igen.

– Og så til højre, sagde arkivaren. Hun svajede og gik usikkert på fortovet, forbi den lejede bil med Ragnwalds millioner i bagagerummet. Hans Blomberg trak hende i armen og gennede hende hen mod en gammel Passat, der stod parkeret uden for en boghandel.

– Den er ikke låst, sagde han. Sæt dig ind.

Annika adlød, betrækket på sædet var iskoldt. Manden gik rundt om bilen og satte sig ind på førersædet.

– Hvor har du så stjålet den her? spurgte Annika.

– Ved Porsön, sagde Hans Blomberg og kortsluttede ledningerne, så bilen startede.

De kørte ned mod vandet, drejede af mod jernværket.

For tredje gang den dag var Annika på vej ind på industriområdet på Lövskatan.

– Hvordan kom du ind på mit værelse? spurgte hun og stirrede i bakspejlet. Langt tilbage opfattede hun et lys, der kom nærmere.

Arkivaren udstødte en lille latter.

– Det er en lille hobby, jeg har, sagde han. Jeg kan komme ind hvor som helst. Er der andet, du gerne vil vide?

Hun tænkte, lukkede øjnene.

– Hvorfor skiftede du drabsmetode hver gang?

Han trak på skuldrene, bremsede op ved indkørslen til den smalle vej med al indkørsel forbudt, strakte hals og så ud ad forruden.

– Ville prøve mig frem, sagde han. På træningslejren i Melderstein sommeren 1969 udså Dragen mig til sin øverstbefalende. Det var mig, der skulle lede den væbnede kamp, vi trænede forskellige attentatformer og aflivningsmetoder hele sommeren. Jeg har i alle årene fortsat mit engagement og min videre uddannelse. Hvor langt skal vi?

– Til viadukten, sagde Annika og kiggede diskret i bakspejlet igen, lyset var kommet nærmere. Margit Axelsson fik en advarsel, efter at Dragen var forsvundet. Fik du også en?

Arkivaren lo igen, denne gang endnu højere.

– Jamen, kære ven, sagde han, det var da mig, der sendte dem. De fik en hver.

– Hvor kom fingrene fra?

– En lille dreng, der var kørt ihjel, sagde Hans Blomberg. Jeg skaffede mig adgang til kapellet og skar dem af. Men du skal ikke være bekymret, han savnede dem ikke.

Hun så ud ad vinduet, til hun havde fået stemmens brug igen.

– Men hvorfor begyndte du at myrde lige nu? sagde hun og så på ham. Hvorfor ventede du så længe?

Han kiggede over på hende og smilede.

– Du hører jo ikke efter, sagde han. Revolutionen er her. Den skulle komme, når Dragen vendte tilbage. Det lovede han, inden han forsvandt, og nu er han tilbage.

– Göran Nilsson er død.

Hans Blomberg trak på skuldrene.

– Ja, ja, sagde han og sukkede. Alle falske autoriteter dør før eller siden.

Han sagtnede farten, satte bilen i frigear og trak håndbremsen, lod den stjålne bil køre i tomgang. Vendte sig mod Annika og betragtede hende med alvor og eftertænksomhed.

– Dragen lovede, at han ville komme tilbage, og jeg vidste, at det var sandt. Jeg har ventet på ham i alle årene. Det er klart, jeg har været ved at opgive håbet, men det var mig, der vandt til sidst.

– Tror du virkelig selv på det? sagde Annika.

Han slog hende i ansigtet med flad hånd.

– Så går vi ud til boksen, sagde han, strakte sig ind over hende, åbnede døren i passagersiden og lod hånden hvile på hendes mave.

Hun stod ud, kastede et hurtigt blik bagud.

Ikke endnu.

Vendte sig om mod boksen og pegede.

– Dér.

– Luk den op.

Hun gik langsomt fremad med blylodder om fødderne.

Det går ikke, tænkte hun. Jeg klarer det ikke.

Lyttede bagud, mente at kunne opfatte en dump, brusende lyd, ikke endnu, men snart.

Tog fat i håndtaget, prøvede at vride i det, rykkede i det, brugte begge hænder, trak endnu hårdere i det, satte hælene i jorden, stønnede højt.

– Jeg kan ikke, sagde hun og slap.

Lyset var kommet nærmere nu, lyden hørtes tydeligere, blandede sig med den fjerne støj fra jernværket.

Snart. Snart. Snart.

Hans Blomberg trådte irriteret frem.

– Flyt dig.

Han holdt pistolen i højre hånd, greb fat i håndtaget med venstre, samlede kræfterne og vred det om. Døren gik op, manden spærrede øjnene op, da han bøjede sig frem og stirrede ind i mørket. Annika flåede den tunge jakke af sig og løb.

Hun smed sig ud på banelegemet, snublede på svellerne, løb med blylodder omkring anklerne, skreg uden selv at høre det.

En kugle susede forbi hendes venstre øre, yderligere en, derefter var hun badet i det skarpe lys fra diesellokomotivets lygter, hun styrtede af sted, skreg og kastede sig ind foran malmtoget, fløj over sporet nogle fa meter fra det gigantiske lokomotiv, lokoføreren tudede som en gal, men det var for sent, hun var allerede ovre, hun styrtede omkuld på den anden side, og lokomotivet tordnede forbi hende med sin uendelige last af malmvogn efter malmvogn, dannede en kilometer lang mur mellem hende og Hans Blomberg.

Og hun rejste sig op og løb og løb mod støjen, mod de røde lysende øjne, der svævede højt oppe over højovn nummer to, hun kravlede op ad en høj skrænt og over et kullager, knive rev i hendes luftrør. Nedenunder lå vendepladsen og langt væk lyste skiltet:

Vestre vagt.