Tirsdag den 24. november

Thomas lagde aftenaviserne fra sig på skrivebordet, inden han tog frakken af og hængte den op på en bøjle. Han kastede et blik over skulderen hen på bordpladen, da han anbragte bøjlen på en krog bag døren. Annikas alvorlige ansigt så op på ham fra Kvällspressens forside, hendes nye byline og billede efter episoden i tunnelen, hvor hun så ældre og mere bedrøvet ud.

Kvällspressens reporter AFSLØREDE TERRORLIGA stod der med fede typer i overskriften, hans hjerte slog hastigere, da han satte sig til rette og strøg hen over hendes ansigt med fingeren.

Hans kone, hans børns mor, hun var et unikum og ikke kun for ham.

Han slog op i avisen. Artiklerne om, hvordan Annikas efterforskningsarbejde havde sprængt den norrbottniske terroristcelle, optog det halve af avisen.

På siderne seks og syv var der et luftfoto i mørket over Bottenviken, hvor et menneske flygtede i en oplyst kreds. Overskriften lød Terroristjagt til havs i nat — massemorder sporet af helikopter med varmedetektor.

En lang artikel gjorde rede for, hvordan en ugift mand fra Luleå havde myrdet mindst fire mennesker i løbet af blot de sidste par uger. Journalisten Annika Bengtzon havde slået alarm i Vestre vagt på SSAB, politiet havde afspærret området Lövskatan, hvilket havde tvunget manden til at flygte ud på isen. Til al held var politiet udstyret med en varmedetektor, eftersom de havde eftersøgt et treårigt barn dagen før. Han løb hurtigt teksten igennem og bladede videre.

Derpå fulgte en artikel om, hvordan Annika havde været låst inde i et forladt kompressorhus ved siden af jernværket i Luleå sammen med dele af terroristcellen Vilddyrene, hvordan det var lykkedes hende at tilkalde politiet, inden hun blev låst inde, og hvordan hun havde reddet livet på førtidspensionisten Yngve Gustafsson ved at holde ham varm med sin egen kropsvarme.

Thomas mærkede et stik i underlivet, da han læste den sidste sætning. Han slap teksten med øjnene og så på billederne.

Et godt billede af Annika taget på redaktionen.

Under hende var der et billede taget med blitz af et lille rødt murstenshus.

Hans kone kunne meget vel have mistet livet der.

Han strøg sig over håret og trak lidt i slipseknuden.

Annika var flygtet fra morderen ved at kaste sig ind foran et malmtog, var løbet omkring en kilometer op til SSAB og havde slået alarm i Vestre vagt. Reporteren Patrik Nilsson havde skrevet artiklen, der var et interview med Annika selv, som sagde, at hun havde det godt, og at hun var glad for, at det var overstået alt sammen.

Han pustede højt, hun var ikke rigtig klog, hvad tænkte hun dog på? Hvordan kunne hun dog finde på at udsætte sig for den slags farer, når hun havde ham og børnene?

De måtte tale sammen om det her, sådan kunne det ikke blive ved.

De følgende sider var optaget af kulturminister Karina Björnlunds beretning om, hvordan hun blev draget med ind i Vilddyrene, en maoistisk gruppe i Luleå i slutningen af tresserne. Efter at Björnlund havde forladt gruppen, skejede den ud og blev voldelig, noget, hun skulle være den første til at beklage. Ministeren prøvede at beskrive en tidsånd, en vilje til retfærdighed og frihed, der var løbet af sporet. Statsministeren var bekendt med hendes beretning og gav hende sin fulde opbakning.

Sandheden om attentatet mod flyvebase F21 fulgte på de næste sider, det var den pågrebne massemorder, der havde smidt en sprængladning fra hæren i en beholder med overskydende brændstof og på den måde forårsaget eksplosionen.

Han sprang selve teksten over, da han havde læst indledning og billedtekst.

Næste side fortalte om lejemorderen Ragnwald, en af ETA’s mest hensynsløse terrorister, der havde leget kispus med alverdens politi og sikkerhedstjenester i tre årtier. Han var frosset ihjel i kompressorhuset, mens Annika og de øvrige magtesløse så til.

Han betragtede det uskarpe fotografi af en ung mand, mørk og mager med vege træk.

Så kom Annika tilbage igen, der fulgte en rekapitulering af hendes arbejde og liv, ikke ulig den, man havde bragt efter tunnelepisoden, blot nu med natten i tunnelen som en del af hendes fortid.

Han lagde hånden på hendes ansigt og lukkede øjnene.

Syntes næsten, han kunne mærke hendes varme stige op fra avissiden.

Du er med mig, tænkte han.

I samme øjeblik ringede telefonen, og han løftede røret med et smil.

– Jeg må tale med dig, sagde Sophia Grenborg og græd højt. Der er sket noget frygteligt. Jeg kommer op til dig nu.

Et kort øjeblik lod han sig rive med af hendes panik, hans hals snørede sig sammen, terrorister, lejemordere, mennesker, der var frosset ihjel.

Så tog han sig sammen, Sophias hverdag var ikke som Annikas. Han rømmede sig og så på uret, ledte efter en undskyldning for at slippe.

– Udvalget har møde om et kvarter, sagde han og rødmede over sin egen løgn.

– Jeg er der om fem minutter.

Han lagde på og blev siddende med en ubestemmelig summetone i hovedet.

I fredags havde hun været glad som en lærke, fordi hun skulle deltage i en spørgerunde i avisen Landstingsvärlden, hun havde besvaret et spørgsmål om, hvad hun ønskede sig i julegave.

– Jeg sagde dig, havde hun hvisket og kysset ham let på øret.

Og på forsiden af Kvällspressen, en af Nordens største aviser, så han sin alvorlige kone, der havde afsløret en terroristgruppe, hun forandrede virkeligheden, mens han og hans kolleger forsøgte at tæmme den og administrere den. Hun gjorde en indsats, mens han lagde røgslør ud.

Telefonen ringede, det var et internt opkald fra receptionen.

– Du har besøg.

Han rejste sig og gik hen og så ned over kirkegården, bundfrossen og dækket af rimfrost. Gjorde nogle rullende bevægelser med skuldrene op i et forsøg på at ryste ubehaget af sig, skamfuldheden, følelsen af ulyst og tvang.

Nogle øjeblikke senere vaklede Sophia Grenborg ind på hans kontor med røde, forgrædte øjne og opsvulmet næse.

Han gik hen og hjalp hende af med frakken.

– Jeg forstår ikke, hvad der er sket, snøftede hun og fiskede et lommetørklæde op af sin taske. Jeg fatter ikke, hvad der er faret i dem.

Han strøg hende over kinden og prøvede at smile.

– Hvad er der sket?

Hun lod sig falde ned på en stol og holdt lommetørklædet op for munden.

– Ledelsen vil forflytte mig, sagde hun og trak vejret stødvist. Jeg skal være sekretær på afdelingen for trafiksikkerhed.

Hun bøjede hovedet, hendes skuldre begyndte at ryste. Thomas stod og trippede lidt, lænede sig ned mod hende, tøvede.

– Sophia, sagde han, min elskede ven, hør nu …

Hun holdt op med at græde og så op på ham med utilsløret fortvivlelse.

– Og jeg, som har slidt og slæbt, sagde hun. Jeg har satset alt på det her job i fem år. Hvordan kan de degradere mig på den måde?

– Er du sikker på, at det ikke er en forfremmelse? sagde han, satte sig på skrivebordet og lagde hånden på hendes ryg.

– Forfremmelse? sagde hun. Jeg mister mit projektledertillæg, og så forventer de af mig, at jeg rydder mit kontor i løbet af eftermiddagen og flytter ud til et kontorlandskab i Kista.

Thomas strøg hende over skuldrene, så ned i hendes hovedbund, indsnusede duften af æble.

– Hvad har de givet som grund?

Sophia gav sig til at græde igen. Han rejste sig og trykkede døren omhyggeligt til.

– Kære ven, sagde han og bøjede sig ned til hende, strøg håret væk fra hendes ansigt med en kærtegnende bevægelse. Fortæl mig nu, hvad der er sket.

Hun tog sig sammen og tørrede sig om næsen.

– Vi skal nok finde ud af det her, sagde han. Fortæl mig det hele.

– Jeg blev kaldt op til ledelsen, sagde hun, og jeg blev selvfølgelig smadderglad. Jeg troede, de ville have mig med i kongresgruppen eller måske i et af udvalgene, og så kom det her i stedet.

– Jamen, sagde Thomas. Hvorfor?

Hun rystede på hovedet.

– De sagde, at det var et led i en omorganisering inden sammenlægningen med jer, og så sendte de mig ud. Thomas, jeg forstår ingenting. Hvad er det, der sker?

Han kyssede hende på panden, strøg hende over håret og kiggede på sit armbåndsur.

– Ved du hvad, skat, sagde han, jeg skal af sted til mit møde, og jeg har jo ingen kontakter på Landstingsforbundet …

Ordene blev hængende i luften, hun så på ham med store øjne.

– Kan du ikke trække lidt i trådene?

Han klappede hende på kinden.

– Jeg kan jo altid prøve. Du skal se, det går nok alt sammen.

– Tror du? sagde hun og rejste sig.

Han fulgte efter, indsnusede duften af hendes æblehår.

– Helt sikkert, sagde han og hentede hendes frakke.

Hun kyssede ham forsigtigt, inden hun vendte sig om og lod ham give hende frakken på.

– Kan du ikke komme hjem til mig i aften? hviskede hun mod hans hals. Jeg kan lave noget italiensk.

Han mærkede sveden bryde frem mellem skulderbladene.

– Ikke i aften, sagde han hurtigt. Min kone er jo kommet hjem. Har du ikke læst avisen?

– Hvad? sagde hun og spærrede sin forgrædte øjne op. Hvilken avis?

Han fjernede sig et par skridt fra hende, gik hen til sit skrivebord og holdt Kvällspressen op, så hun kunne se forsiden. Annikas mørke øjne stirrede på dem uden at se.

– Afslørede terrorliga, læste Sophia med forbløffelse og mistro. Hvad arbejder din kone egentlig med?

Thomas så på sin kone, da han svarede.

– Hun var tidligere chef for kriminalredaktionen, men det tog for meget tid fra familien. I dag er hun dybdeborende reporter, kulegraver myndighedsmisbrug og politiske skandaler. Denne her terrorliga har hun arbejdet med i de sidste par uger.

Han lagde avisen fra sig med billedet opad, bemærkede selv stoltheden både i sin stemme og sine bevægelser.

– Det var meningen, hun skulle være kommet hjem i går, men så skete alt det her. Hun flyver hjem nu her til formiddag.

– Nå, javel ja, sagde Sophia. Så kan jeg jo godt se, at du er optaget i aften.

Hun gik uden at sige mere, og han undrede sig over den store og ægte lettelse, han følte, da hun forsvandt.

Annikas blik hvilede på landskabet, der susede forbi Arlanda Express’ vinduer, uden at se de frosne marker og tilsneede bondegårde. Øjnene stod helt stille, fulde af sand og grus.

Natten var fløjet af sted, mens hun havde vejet og analyseret metoder og konsekvenser, struktureret og formuleret forskellige facts og argumenter.

Artiklen lå nu færdig i hendes notesblok, klar til at blive udskrevet.

Et hjem, tænkte hun, det behøver ikke at være et sted eller et hus, det er noget helt andet. Hun lukkede øjnene og gennemtænkte sin beslutning endnu engang.

Et. Teksten skulle offentliggøres.

To. Lejligheden på Hantverkargatan havde været hendes bopæl i ti år. Det betød ikke, at hun hørte hjemme der. Thomas havde aldrig brudt sig rigtigt om den indre by, for ham ville det være en lettelse.

Det gælder om at vinde, tænkte hun. Det gælder om at være den stærkeste. Den anden skal ikke have en chance. Hun skal ikke være noget alternativ. Thomas vil aldrig satse på en taber.

Hendes telefon begyndte at vibrere i inderlommen på polarjakken, hun tog den op og så, at det var Q, der ringede fra sit private nummer.

– Til lykke, sagde kommissæren på rigspolitiets mordkommission.

– Med hvad? sagde Annika.

– Jeg hører, du har fået din mobiltelefon tilbage.

Hun smilede mat.

– Af dine raske drenge i Luleå. Hans Blomberg havde den i bukselommen, da de pågreb ham ude på isen. Hvad kan jeg gøre for dig i dag?

– Der er noget, jeg har tænkt lidt over, sagde han. Og det er det med pengene.

– Hvad for nogle penge? sagde Annika.

– Ragnwalds penge. En sæk fuld af euro.

Annika så industribygninger beklædt med blåt metal suse forbi med 160 kilometer i timen.

– Forstår ikke, hvad du mener, sagde hun.

– Hvordan fandt du dem?

Hun lukkede øjnene og lod sig vugge med, da toget krængede.

– Jeg gik mig en lille tur efter fyraften. Faldt over en sæk med gysser, som nogen havde tabt. Jeg afleverede den til politiet som hittegods. Er der ellers noget, du gerne vil vide?

– Det der er Ragnwalds livsværk, sagde kommissæren. Han myrdede for penge hele sit liv og brugte aldrig en franc på at gøre tilværelsen lidt behageligere for sig selv. Det var derfor, han aldrig blev pågrebet. Han stuvede dem sammen i lægens bankboks i Bilbao og hentede dem for en måned siden.

Annika så ud på landskabet igen.

– Det må jeg nok sige, sagde hun. Jeg gad vidst, hvor de er blevet af?

– Han tabte dem måske? I en transformaterboks eller sådan noget?

– Måske, måske ikke. Det er der ingen, der rigtig ved noget om.

Kommissæren lo lidt opgivende.

– Ved du, hvor mange penge der var?

– Jeg gættede på omkring tolv millioner.

– Næsten fjorten, 128 millioner svenske kroner.

– Det var pokkers.

– Der er ingen, der har anmeldt pengene som forsvundet. Hvis ingen kommer og gør krav på dem efter seks måneder, tilfalder de finderen.

– Men? sagde Annika.

– Men, sagde Q. Eftersom anklageren i Luleå har mistanke om, at pengene er tjent ved kriminalitet, har han tænkt sig at beslaglægge dem.

– Sikke en lyseslukker, sagde Annika.

– Ja, ja, vent nu lidt. Jeg har ikke talt ud endnu. For at du ikke skal gore vrøvl, har anklageren besluttet at give dig den sædvanlige findeløn på ti procent.

Der blev meget stille i togvognen og i hele verden, Annika så et indkøbscenter og en planteskole hvirvle forbi.

– Er det sandt? sagde hun.

– Men du må have tålmodighed i et halvt år. Så er de dine.

Hun regnede efter i hovedet, snublede over nullerne.

– Og hvad sker der, hvis der kommer nogen og gør krav på dem?

– Ja, så skal de beskrive, hvad pengene var opbevaret i, da de blev fundet, beskrive stedet for fundet nøje, og så naturligvis, hvordan de har fået fat i dem. Er du glad for penge?

– Ikke specielt, sagde Annika. De er faktisk kun spændende, når man ingen har.

– Så sandt, som det er sagt.

– For resten, sagde Annika og slog op i avisen, der lå på sædet ved siden af hende. Hvem har sagt, at det var Blomberg, der sprængte flyet i luften på F21?

– Han selv, han tilstod. Hvorfor? Har du andre oplysninger?

Annika så Thord Axelsson for sig, hans ansigt, der var gråt af livslange hemmeligheder.

– Nej, nej, sagde hun hurtigt, jeg spekulerede bare på, hvordan det egentlig var med det …

– Hm, sagde Q og lagde røret.

Hun blev siddende med telefonen, vejede dens tyngde i hånden.

Tolv komma otte millioner.

Kroner. Næsten tretten millioner kroner.

Tretten.

Millioner.

Om et halvt år.

Var der nogen, der kunne gøre krav på pengene? Kunne nogen det? Hvem kunne beskrive sækken, de var fundet i, stedet, de var fundet på?

Ragnwald og hun selv. Ingen anden.

Og hvem skulle række hånden op og sige: Massemorderens penge er mine.

Tretten millioner kroner.

Hun tastede nummeret til Anne Snapphane.

– Hvordan var lejligheden på Grev Turegatan?

Anne stønnede søvndrukkent.

– Hvad er klokken?

– Fem minutter i bar arm. Var den flot?

– Helt fantastisk! Det hele overvældede mig allerede i opgangen.

– Byd på den. Du kan låne fire millioner af mig. Jeg har fundet en masse penge.

– Vent, jeg skal lige ud og tisse …

Annika hørte røret blive lagt ned på Annes natbord ude på Lidingö, så den indre by tårne sig op med stenfacader og trafikerede gader, forurening og horder af mennesker.

– Om tre minutter ankommer toget til Stockholms hovedbanegård, sagde en metallisk stemme.

Annika trak polarjakken op om skuldrene.

– Hvad sagde du? sagde Anne i røret. Har du fundet en hel masse penge?

– Jeg har ikke tænkt mig at bekendtgøre det på en opslagstavle, men jeg står til at få et antal millioner i findeløn til sommer. Du kan tage fire af dem og flytte ind til Östermalm.

Hun bed sig i læben, ventede, ingen behøvede at vide, præcis hvor mange hun ville få.

Det raslede i røret.

– Du er sgu da ikke rigtig klog.

Toget sagtnede farten, da det nærmede sig hovedbanegården.

– Okay, sagde Annika. Så køber jeg den, så kan du leje den af mig.

– Du, sagde Anne Snapphane. Den må du længere ud på landet med.

Annika rejste sig og tog tasken over skulderen.

– Har du ikke læst aviser?

– Du vækkede mig.

– Der står i Kvällspressen, at Karina Björnlund ikke har planer om at gå af, at hun bliver siddende som minister.

– Hvad taler du om?

– Det er forkert, sagde Annika og holdt sig fast, da toget standsede med et ryk. Hun kommer til at gå af i morgen.

– Hvad for noget? Hvorfor det?

– Jeg er nødt til at gå nu …

Hun slukkede mobilen, hoppede ned fra toget og gik langs perronen til udgangen ved Kungsbron. Luften var kold, men mildere og blødere end i Luleå, hun indåndede den i grådige mundfulde. Tasken slog mod hendes ryg, jorden var stabil og solid under hendes fødder.

Hun skulle købe ind, skrive artiklen ud, sende den til Schyman på mail og hente børnene tidligt. Så kunne de bage noget og leje en film og se den sammen, mens de ventede på far. Måske lidt chips for en gangs skyld og en stor flaske cola. Lave middag med forret og dessert, rigtig bearnaisesauce.

Hun nåede Kungsbron og fortsatte videre mod Flemminggatan. Englene i hendes hoved var helt stille. I det område, de havde besat, var der nu plads til virkelige tanker, hun udnyttede det for at hvile sig.

Måske var de forsvundet for altid.

Måske havde de bare gemt sig væk et stykke tid.

Det vigtigste er, at man hører hjemme et sted, tænkte hun.

Thomas stod af bussen uden for deres dør og så op på facaden.

Der var lys i alle deres vinduer, han så en julestjerne og en lysestage i dagligstuevinduet, blev varm og blød i brystet.

Skønt, at hun var hjemme igen.

Han fløj med lette trin op ad trappen, ringede glad på dørklokken, inden han låste sig ind for at mødes af børnenes jubel, hørte dem, inden han trådte ind i lejligheden.

– Far!

Og de sprang op i armene på ham og viste ham tegninger og fortalte om udflugter og filmen, de lige havde set, smaddergod, plagede om at spille på computeren, og de havde fået chips af mor og cola, og Ellen havde lavet salaten, og Kalle havde bagt roulade med smørcreme, som de skulle have til dessert.

Han tog frakken af, satte mappen væk, løsnede slipseknuden og trådte ud i køkkenet.

– Det var godt, du kom. Vi skal lige til at spise.

Han gik hen og tog hende om skuldrene, kyssede hende i nakken og mærkede hendes hårde bagdel mod sit skridt, slog armene om hende.

– Du må være forsigtig, hviskede han. Forstår du slet ikke, hvor meget du betyder for os?

Hun vendte sig om, så op i hans øjne og kyssede ham forsigtigt.

– Jeg har noget morsomt at fortælle dig, sagde hun. Sæt dig.

Han slog sig ned ved det dækkede bord, skænkede lidt mineralvand op og så sig om efter avisen.

– Jeg har fundet et hus, sagde hun og stillede den spruttende stegepande på en bordskåner. I Djursholm. Helt nyopført, kun seks komma ni millioner.

Han så op på hende, på hendes blussende kinder.

– Hvad? sagde han.

– Havudsigt, sagde hun, så du kan se vandet igen. Vinterviksvägen, ved du, hvor den ligger? Stor have med frugttræer, egetræsparket i alle værelser, åben planløsning mellem køkken og spisestue, azurblå mosaik i begge badeværelserne, fire soveværelser.

Hendes øjne var ophidsede og blanke, noget sort og uklart bevægede sig i dem, og pludselig og helt umotiveret løb det ham koldt ned ad ryggen.

– Hvordan skal vi få råd til det? sagde han og så ned på brødkurven, brækkede en stykke brød af og bed i det.

– Ellen og Kalle, værsgo! råbte hun ud mod entréen og satte sig ned over for ham. Jeg har fundet en masse penge og får en kæmpestor findeløn.

Han tog brødet ud af munden og så over på hende.

– Hvordan fundet?

Hun smilede og så ham ind i øjnene uden at blinke.

– Syv millioner.

Han holdt op med at tygge, rynkede panden.

– Hvad har du fundet?

– En sæk fuld af penge.

– Penge?

Hun smilede og nikkede.

– Der lyder helt vanvittigt, sagde han og lagde brødet fra sig. Passer det?

– Jeg er nødt til at tage op på bladet efter maden, sagde hun og gik om bord i en bagt kartoffel. Det bliver nok sent.

– Det gør ikke noget, sagde han. Jeg venter oppe på dig.

Hun lænede sig frem og strøg ham over håret og kinden.

– Det skal du ikke, sagde hun.

– Syv millioner, sagde han. Hvor fandt du dem?

Børnene kom styrtende ud i køkkenet, sloges om, hvem der skulle sidde ved siden af Annika.

– Jeg fortæller senere, mimede hun.

– Og så får vi sikkert også en god pris for lejligheden her, sagde han.

Hun rejste sig og hentede saucen, og han fik en svimlende fornemmelse af uhåndgribelig virkelighed, hun er en lille grøn kvinde fra en anden planet. Der er ikke noget blødt eller eftergivende eller forhandlingsvenligt over hende, hun er kun sin egen hårde kerne. Næsten uforgængelig, som et uranatom. Men hvis hun går i stykker, tager hun hele verden med sig.

Næste tanke kom som lyn fra en klar himmel.

Der findes ikke nogen som Annika.

Erkendelsen fik hans hals til at snøre sig sammen i noget, der måske var lykke.

Annika sad uden for Anders Schymans kontor og mærkede modet dale. I tankerne gled hun langsomt ned ad væggen og havde for længst passeret kælderetagen. Lydene fra redaktionen var dæmpede og spredte, dagholdet var gået hjem og natholdet var ikke helt vågne endnu, den indirekte belysning i korridorerne kastede uregelmæssigt dansende pletter på gulvet.

Hendes arbejdsplads. Et sammenhæng, hvor hun hørte hjemme.

– Du kan gå ind nu, sagde Schymans sekretær, da hun kom ud fra sit lille kontor med overtøjet på og låste døren efter sig.

Annika rejste sig på rystende ben, trådte ind på chefredaktørens kontor og lukkede døren omhyggeligt efter sig. Chefredaktøren sad ved sit skrivebord og stirrede på en udskrift foran sig. Han var rød i ansigtet og svedig på halsen.

Hun gik hen mod ham med kejtede bevægelser og kiggede ned på papiret. Det var selvfølgelig hendes artikel. Satte sig ned med rank og stiv ryg.

– Hvad er du nu i gang med? sagde han uden at se op. Prøvede at lyde både bekymret og fuld af foragt.

Hun stirrede på ham, stadig med en indvendig følelse af at falde. Trætheden dunkede bag øjnene.

– Jeg har skrevet en artikel, som skal bringes i avisen i morgen, sagde hun med en stemme, der var helt uden klang.

Han tog en kuglepen og bankede på udskriften med den.

– Det kan jo dårligt komme som nogen nyhed for dig, at det er mig, der er ansvarshavende på bladet her, sagde han. Beslutningen om, hvorvidt den skal trykkes eller ej, er min.

Hun sank.

– Og?

– Og jeg siger nej, sagde han.

Hun gjorde sig umage for ikke at fortrække en mine.

– Så går jeg et andet sted hen med den.

– Det kan du ikke, sagde Anders Schyman.

– Det kan du lige bande på, jeg kan, sagde hun hurtigt. Arbetaren vil tage den med kyshånd. De bragte Vilhelm Mobergs artikler om korruption inden for retsvæsenet i halvtredserne, de ville ikke betænke sig på at købe den.

– Det forbyder jeg dig.

– Ytringsfrihed, sagde Annika. Har du nogensinde hørt om den? Det frie ord, demokrati? Hvis min faste arbejdsgiver, altså Kvällspressen, siger nej til en artikel, jeg har skrevet, så er jeg i min fulde ret til at give den til en anden avis.

Hun mærkede pulsen dunke hårdere, luften fyldtes af hans tvivl og afstandtagen. Der var tavshed i flere sekunder.

– Jeg fik en meget ubehagelig samtale i dag, sagde han. Hvem er Sophia Grenborg?

Gulvet åbnede sig under hende, hun udstødte et gisp, mærkede, hvordan al farve forsvandt fra hendes ansigt.

– Hvad mener du? sagde hun.

– Hvor kender du hende fra?

– Det er min mands … kollega.

– Aha, sagde Schyman, og det glimtede i hans øjne. Hun arbejder altså sammen med din mand. Hvor tæt?

Tankerne snurrede rundt i hovedet på hende, hvirvlede og kværnede.

– Har hun ringet hertil? sagde Annika og hørte selv, hvor eksalteret hun lød.

– Nej, sagde Schyman, hun har ikke ringet, det har hendes chef på Landstingsförbundet. Ved du, hvad jeg taler om?

Hun rystede på hovedet, knastør i munden.

– De siger, at du har ringet og insinueret forskellige ting om denne her kvinde til forskellige afdelinger på Landstingsförbundet. Er det sandt?

Annika trak vejret dybt.

– Jeg har fået nogle tips, sagde hun.

Anders Schyman nikkede og så ned i sit skrivebord. Bankede videre med kuglepennen.

– Okay, sagde han, du har fået tips om, at kvinden skulle have snydt i skat, været højreekstremist og har svindlet?

Annika klamrede sig til stolens armlæn, samtalen havde slet ikke taget den vending, hun havde forberedt sig på.

Hun nikkede.

– Hvor tæt var hendes samarbejde med din mand?

– Ikke specielt tæt. De sad i samme udvalg.

– Meget overtid? sagde Schyman og lænede sig frem mod hende. Mange sene aftener?

Annika rettede sig op.

– En del, sagde hun.

Tavsheden voksede sig stor og trykkende i lokalet. Hun sank højlydt.

– De har gennemskuet dig på Landstingsförbundet, sagde chefredaktøren langsomt, bare så du ved det. De er klar over, at du kun har været ude på at sværte hende til. Alligevel fyrer de hende. Ved du hvorfor?

Annika stirrede på Schyman, fortumlet og forvirret. De fyrer hende? Hun mister sit job? Hun forsvinder?

– Der skal ske en sammenlægning med Kommunförbundet nu her til foråret, sagde chefredaktøren, og hans stemme var iskold. De tør ikke risikere en smædekampagne i Kvällspressen lige nu, ikke for nogen som helst pris. En troværdighedskrise ville spolere hele den sammenlægning, som de har arbejdet på i fire år.

Chefredaktøren kunne ikke sidde stille længere, var tvunget til at rejse sig, gik en runde og bøjede sig så ned over hende.

– Tror du ikke, jeg har forstået, hvad det handler om? sagde han. Hun kom for tæt på din mand, ikke? Hvor tæt? Lå de og bollede i din seng?

Hun slog hænderne for ørerne og lukkede øjnene.

– Hold op, skreg hun.

– Du understår dig i sådan noget, skreg han lige ind i ansigtet på hende. Hvor vover du at udnytte din stilling her på bladet til at klare dine egne forbandede problemer?

Hun tog hænderne ned og spærrede øjnene op.

– Og det skal komme fra dig? sagde hun halvkvalt.

Hans ansigt dirrede af harme, han stirrede hende ind i øjnene, som om han prøvede at finde en forklaring.

– Du går ingen steder hen med den artikel, sagde han til sidst og rettede sig op. Gik tilbage til sin plads.

– I samme sekund, den artikel forlader redaktionen her, går jeg til politiet og melder dig.

Hun mærkede, at det slog klik i hjernen, og fløj op, stak ansigtet lige op i hans, og så ham rykke lidt tilbage.

– Det er helt i orden, sagde hun hæst. Jeg klarer mig altid. For ved du hvad? Det er mig, der har ret. Jeg har intet at miste.

Han studsede.

– Det må jeg nok sige, sagde han. Hvad har du tænkt dig at sige til din mand, når politiet anholder dig for grove injurier og selvtægt? Hvordan tror du, han reagerer, når han får at vide, hvorfor den kvinde blev fyret? Hvem får forældreretten over dine børn? Og hvad tror du, der sker med dit job? Du tror vel ikke, at du kan blive her, efter du har offentliggjort den artikel i Arbetaren?

Annika mærkede adrenalinet suse i kroppen, slap ham med blikket, gik med svævende skridt rundt om skrivebordet og stillede sig foran ham.

– Og hvad tror du, der sker med dig? sagde hun lavmælt. Tror du, at du kan blive siddende i den stol, efter at jeg har fortalt, præcis hvordan alting er gået til? Også at du truede med at knuse mig på grund af mit desperate forsøg på at redde mit ægteskab. Bilder du dig ind, at du vil have et gran troværdighed tilbage, hvis du bremser en artikel, der afslører det værste magtmisbrug inden for medierne i moderne tid? Og det kommer frem, at du har udnyttet bladets ikke offentliggjorte viden om en minister i afpresningsøjemed for at knuse et konkurrerende medie? Og hvordan tror du, det bliver med Tidningsutgivarföreningen? Tror du så meget som et øjeblik, at du kan sidde som bestyrelsesformand? Du er færdig, Schyman. Det er muligt, at jeg falder, men du falder helvedes meget hårdere.

Han stirrede på hende, hun mærkede sine øjne flamme og så ind i hans.

Noget mørkt og afgrundsdybt bevægede sig derinde, skygger af begær og ærgerrighed og samfundspatos i en profan og kraftfuld alliance, en ren og utilsløret erkendelse dannet og misdannet af år og erfaringer. Når tanker og problemer trængte ind i chefredaktørens hoved, løb de ikke den lige vej, de rikochetterede og forvildede sig i alle retninger, men deres baner var stadig logiske.

Anders Schyman var praktiker. Han ville gøre, hvad der krævedes af ham, så han selv og hans smertensbarn landede sikkert på begge ben.

Hun kunne pludselig ikke holde et latterudbrud tilbage.

– Og hvad ville der så ske, hvis vi bragte artiklen? sagde han lavmælt med tvivlen lurende i stemmen. Hendes blik blev roligt.

– Kvällspressen befæster sin position som ytringsfrihedens sidste udpost, sagde hun, kvæler al tvivl om vores eksistensberettigelse. Det er kun os, der står for sandhed og demokrati. Uden os ville barbariet råde.

– For overfladisk, sagde han.

– Kommer helt og holdent an på, hvordan vi præsenterer sagen, svarede Annika. Vi bliver troet, hvis vi tror på os selv.

Han var nødt til at sætte sig, rakte hånden ud efter en flaske mineralvand og drak. Så op på hende under øjenbrynene.

– Du bluffer, sagde han, da han havde stillet flasken fra sig. Det ville du aldrig gøre mod bladet.

Annika tænkte efter.

– Ikke tidligere, sagde hun, men nu ville jeg ikke tøve.

– Du er blevet rablende gal, sagde Schyman.

Hun satte sig på skrivebordet, lagde albuerne på knæene, foldede hænderne og lænede sig frem.

– Ved du hvad, sagde hun lavmælt, det er muligt, at du har ret, men det er kun dig og mig, der ved det. Hvis du prøver at forhindre mig i at offentliggøre det her med den motivering, at jeg er sindssyg, så gør du sagen endnu værre.

Han rystede på hovedet.

– Hvis jeg så meget som overvejede at bringe den artikel, så ville jeg falde med et brag, sagde han. Hun kunne dårligt nok kende hans stemme.

– Men du forstår slet ikke, hvor meget du tager fejl, sagde Annika. Hvis vi gør det her rigtigt, vil du sidde limet fast til den stol for evig tid, urørlig og uangribelig.

Han så på hende med afgrunden dansende i øjnene, skyggernes kamp.

– Tænk, sagde hun og mærkede sine øjne blive smalle. Vi siger det, præcis som det er, hele historien, hvordan vi fandt ud af, at Karina Björnlund har været medlem af en terroristcelle, at jeg fortalte dig det, at du fortalte det til vores bestyrelsesformand, som sendte ministeren en mail og anmodede om et vigtigt møde, jeg har journalnummeret på mailen, at han misbrugte vores viden, din og min, til at presse regeringen til at forandre et lovforslag og nedlægge en tv-kanal, der truede ejerfamiliens interesser. Men nu afslører vi sandheden, trods alle trusler, du klarer dig, du er ansvarshavende og kommende bestyrelsesformand for TU, du tager dit ansvar trods alle odds.

– Det holder ikke, sagde han lavmælt.

Hun smilede svagt.

– Jo, sagde hun, og ved du hvorfor? Fordi det er sandt.

– Det er ikke risikoen værd, sagde han.

– Hvis ikke, sagde hun, hvad er så noget værd? Hvad er vi til for? At sørge for, at ejerfamilien får deres aktieudbytte, eller værne om demokratiet?

– Så enkelt er det ikke, sagde han.

– Du tager fejl, sagde hun. Lige præcis så enkelt er det.

Hun rejste sig op, fandt sin taske og tog den på skulderen.

– Jeg går nu, sagde hun.

– Det var jo bare en underlødig, kommerciel amerikansk kanal, sagde han.

– Spiller ingen rolle, sagde hun.

Så, hvordan luften gik ud af ham, og ryggen sank sammen.

– Vent, sagde han og løftede den ene hånd. Gå ikke endnu. Du mener det vel ikke alvorligt?

Hun svajede lidt.

– Jo, sagde hun.

Tavsheden bredte sig omkring hende, stor og svanger og mørk. Hun blev stående halvvejs henne ved døren og betragtede ham, så tvivl og alternativer rase gennem hans hoved.

– Ejerfamilien ville inddrage hele oplaget, sagde han.

– Det er sandt, sagde hun.

– Det må altså ikke lækkes, sagde han.

– Stemmer, sagde hun.

– Så vi kan ikke arbejde med det her på redaktionen.

Hun svarede ikke, lod de svimlende konklusioner fæste sig i hans hjerne.

– Alt skal gøres herinde, forsatte han. Det vil sige dig og mig. Kan du layoute?

– Nogenlunde.

Han lukkede øjnene, lagde hænderne for ansigtet nogle sekunder.

– Hvor mange sider taler vi om?

Annika kunne mærke, hvordan lettelsen løste op for stenen i brystet. Hun havde fast grund under fødderne igen.

– Fire dobbeltsider, sagde hun. Plus forsiden og lederen.

Han sad i tavshed og spekulerede i et evigt minut, inden han sagde noget.

– Jeg ringer til trykkeriet og beder dem rykke halvdelen af nyhedstoffet frem. Otte sider skulle være nok.

– Er der nogen på trykkeriet, der kan holde tæt?

– Bob. Han må lave pladerne. Hvor hurtig er du på Quark?

Hun stillede tasken fra sig på gulvet.

– Ikke specielt.

Hun så ham ind i øjnene, koncentrationen havde lagt et slør af beslutsomhed over dem og gjort dem målbevidste. Skyggerne var holdt op med at danse og stod på rad og række, klar til at marchere.

– Det bliver en lang nat, sagde han.

– Det er okay med mig, sagde hun.