Prolog

Han havde aldrig kunnet tåle at se blod. Det var noget med konsistensen, tyktflydende og pulserende. Han vidste godt, at det var irrationelt, navnlig for sådan en som ham. I den seneste tid havde modviljen overrumplet ham i hans drømme, givet sig til kende på en måde, han ikke kunne styre. Nu så han ned på sine hænder og opdagede, at de var smurt ind i mørkerødt menneskeblod. Det dryppede ned på hans bukser, stadig varmt og klæbrigt. Lugten steg op i hans næse. Han trådte nogle skridt tilbage og prøvede panisk at tørre det af.

– Ja, så er vi der.

Stemmen trængte gennem den lette søvn, og med ét var blodet væk. Den voldsomme kvalme var der stadig ligesom den skarpe kulde, der trængte ind ad bussens dør. Chaufføren havde trukket skuldrene op om ørerne i et forgæves forsøg på at lukke den ude.

– Eller du skal måske med helt ned i garagen?

Alle de andre passagerer var stået af lufthavnsbussen. Han sank nogle gange, rejste sig med besvær lettere foroverbøjet af smerte. Tog sin køjesæk fra sædet ved siden af og mumlede merci beaucoup.

Bumpet, da hans fødder ramte jorden, fik ham til at stønne højt. Han lænede sig et øjeblik mod bussens iskolde metal og strøg sig over panden.

En kvinde i strikket hue på vej mod busstoppestedet længere fremme standsede op ved hans køjesæk. Hendes blik var fyldt af oprigtig bekymring, hun bøjede ryggen og lænede sig ned over ham.

– Er der noget galt? Har du brug for hjælp?

Hans reaktion var voldsom og øjeblikkelig. Han viftede vildt med hænderne mod hendes ansigt.

– Laissez-moi! sagde han, alt for højt og gispende af anstrengelse.

Kvinden blev stående, blinkede et par gange med halvåben mund.

– Êtes-vous sourde? Partez de moi!

Hendes ansigt fortrak sig i undren over hans aggressivitet, hun trådte tilbage med et fortørnet blik. Han så efter hende, da hun, tung og bredbaget, begav sig over mod treerens stoppested med sine bugnende plasticposer.

Gud ved, om det er sådan, jeg lyder, for det gennem hans hoved. Når jeg taler svensk.

Det gik så op for ham, at tankerne faktisk var formuleret på modersmålet.

Indépendance, tænkte han og tvang hjernen til at tænke på fransk. Je suis mon propre maître.

Kvinden sendte ham et vredt blik, inden hun satte sig op i bussen.

Han blev stående i dieselosen, mens busserne forsvandt og efterlod Storgatan mennesketom. Lyttede til kuldens tavshed, opfattede det skyggeløse lys med alle sanser.

Intet sted er himmelhvælvet så tæt på jorden som ved den nordlige polarcirkel. Da han voksede op, tog han ensomheden for givet, forstod ikke det enorme i at bo på verdens tag. Nu forstod han det, opfattede alt lige så klart, som havde det været indgraveret i gaderne, husene, de frosne graner: ensomheden og udsatheden, de uendelige afstande. Så bekendte og alligevel så fremmede.

Det er et ubarmhjertigt sted, det her, tænkte han, på svensk igen. En stivfrossen by, der lever på staten og af stålet.

Og derpå:

Akkurat som mig.

Han lagde forsigtigt køjesækkens remme om skuldre og bryst og begyndte at gå mod Stadshotellet. Bygningen var fra århundredeskiftet, og udefra så den ud akkurat, som han huskede den. Indvendige forandringer kunne han ikke vide noget om. I sin tid i Luleå havde han aldrig haft anledning til at besøge borgerlighedens højsæder.

Receptionisten tog imod den gamle franskmand med adspredt høflighed. Tjekkede ham ind på anden sal, informerede ham om tidspunktet for morgenmad, gav ham plastickortet med magnetkoden, der skaffede ham adgang til hans værelse, og glemte alt om ham i samme sekund.

Midt i en folkemængde er man mindst synlig, tænkte han, takkede på ubehjælpsomt engelsk og gik hen mod elevatoren.

Ved første øjekast var værelset tiltalende på en usikker og påtaget måde. Pris og beliggenhed antydede luksus og tradition, men kakkelovnen var iskold og møblerne kopier af stilmøbler. Bag den forlorne facade så han snavsede ruder og plettede vægge.

Han satte sig på sengen et øjeblik og så ud i skumringen, eller var det stadig daggry?

Havudsigten, som hjemmesiden på nettet havde pralet af, bestod af gråt vand, træhuse ved en havn, et neonskilt og et stort tag dækket af sort tagpap.

Han var lige ved at falde i søvn igen, rejste sig og rystede hovedet for at holde sig vågen, lagde igen mærke til lugten, der ligesom sivede ud af hans krop. Gik hen og åbnede sin køjesæk og stillede medicinen op på rad og række på skrivebordet, begyndte med den smertestillende. Lagde sig så igen på sengen, mens kvælningsfornemmelsen langsomt stilnede af.

Så var han altså langt om længe nået frem.

La mort est ici.

Døden er her.