Hvad gør man, når ens mor er dum nok til at tage sin kæreste tilbage? Selv om han ikke har lavet andet end at fulde sig, ryge hash og tæve hende gul og blå. Bortset fra de to sidste år, som han har tilbragt i det fine nye statsfængsel i Horsens for vold og røveri mod en thai-massageklinik, som han tilfældigvis kom forbi sammen med en kammerat, der også lige havde en nylonstrømpe i lommen til at trække over hovedet, hvis det skulle blive nødvendigt.

Hvad gør man, når hele lejligheden pludselig igen stinker af cigaretrøg og hashdunster og to tomme sprutflasker blander sig på køkkenbordet med den opvask, som jeg i to år pligtskyldigt har taget mig af … i den bedste periode, min mor, min lillesøster og jeg har haft, siden der var noget, der hed skateboards?

Selvfølgelig vidste jeg godt, at hun besøgte ham jævnligt i fængslet dernede, men hun beroligede mig hver gang: »Det er kun på venskabsbasis! Vi kommer ikke til at se mere til ham, når han kommer på fri fod! Promish! Hundrede!«

Jeg vidste ikke noget om, hvornår han havde udsonet sin straf! Nada!

Og så ligger han der, dum og steroidpumpet, i stropundertrøje, så man rigtigt kan beundre de svulmende overarme og muskelspillende underarme dækket af japanskinspireret gangstertatoveringskunst – på langs i sofaen og glor engelsk fodbold på tv med en sixpack foran sig, da man intetanende kommer hjem fra skole fredag og tror, at man skal holde en stille og rolig weekend, delvist sammen med sin familie.

»Krisser, gamle dreng!« høvler idioten med sin ru og røgbelagte bodegarøst og slår ud med en arm til velkomst. »Hold kæft, du er jo løbet i vejret, mand … du ligner en voksen ung mand … hvad er du nu? Seksten? Hold kæft mand, jeg kunne næsten ikke kende dig! Kom og sæt dig og nyd en påskebryg … de er lige kommet på gaden, ligesom undertegnede. Det er et tegn fra oven!«

Jeg vendte om på stedet, ville finde min mor, men hun kom mig i forkøbet. Ude i gangen vinkede hun ad mig, lagde en finger over sine læber og listede foran, lukkede døren efter os, lydløst, ind til køkkenet.

»Hva’ faen … er man for fin til at sige goddag til sin stedfar, når han kommer hjem og har glædet sig til at se hele familien samlet!« rablede tumpen derinde, kunne næsten ikke få ordene til at hænge sammen. »Hvad fanden er det for noget, Dotty, først kommer tøsen hjem og stikker i at tude og smækker sig inde på sit værelse og hører niggerrap, så man ikke kan være nogen steder, og så kommer Fedtmule hjem og ligner en irakisk hængning og gider ikke engang svare én, når man siger pænt goddag!«

»Hvad i helvede laver han her?« spurgte jeg gennem sammenbidte tænder. Jeg lod min skolerygsæk falde til gulvet.

Min mor rykkede baglæns, satte hænderne i køkkenbordets kant. Hun havde også drukket, kunne jeg både se og lugte. Hendes øjne havde været klare og dejlige i to år, nu svømmede de svagt, og vodka-lakridsstanken fra hendes ånde var ikke til at tage fejl af.

»Kristian, han er lige kommet ud i dag, og han har ikke noget sted at bo. Jeg har sagt, han kan være her, til han finder noget …«

»Til han finder noget!« gentog jeg. »Han har fundet noget … han flytter sgu da ingen steder, det ved du fanden parkere mig da lige så godt som mig!«

»Nu skal I altså være ordentlige!« sagde hun i et ynkeligt forsøg på at mande sig op. »Linda ligger og hyler inde på sin seng … skal du nu også til at skabe dig, så bliver det da ikke til at holde ud … for fanden, han skal kun være her et par dage, så er han væk igen!«

»Om et par dage er du så gul og blå i hele ansigtet, at du ikke får lov at passe kasseapparat i Føtex, og så begynder du at ryge og drikke med geniet derinde, fordi du alligevel ikke kan gå på arbejde, og så kører møllen igen … det eneste man kan håbe på, er at han bliver knaldet på det første ulovlige lort, han laver!«

»Kristian … vil du ikke godt høre på mig … bare fem minutter, please?«

Jeg sukkede og trak vejret dybt, foldede armene over brystet og så ud ad vinduet mod den regnfulde legeplads uden for vores stuelejlighed.

»Hvad?« sagde jeg og gjorde mit bedste for at skjule min stemmes dirren, hvilket er svært, når ens hjerte hamrer af sted med to hundrede og firs i hvilepuls.

»Han har givet mig sit ord på, at denne gang kommer det til at gå … altså ikke med ham og mig, vi er stadig bare venner, tro det eller lad være … men denne gang tager han et almindeligt job. Han har allerede fået lovning på noget, kriminalforsorgen eller hvad det nu hedder, har skaffet ham … på et værksted ude på Frichsvej … I dag fejrer han, at han er fri efter to år … det er vel ikke så underligt, er det, Kristian?«

»Hold kæft, du er så naiv, at det er til at brække sig over,« sagde jeg uden at se på hende. »Kan du slet ikke huske, hvad du svor højt og helligt – med armene om skuldrene på Linda og mig – da han røg ind sidste gang? At ham kom vi aldrig til at være nærmere end de fire kilometer, han havde fået i tilhold efter sidste gang, han bankede dig til søsterkage? Og hvad sker der så? Han begynder at sende dig søde breve fra fængslet, efter et år begynder du at besøge ham, og nu har han indtaget stuen, stinkende og brølende … hvis han ikke er væk inden i aften, pakker jeg og skrider!«

»Kristian … hør nu her! Det drejer sig kun om et par dage … han har selv bedt mig hjælpe ham med at finde et sted at bo!«

»Hørte du, hvad jeg sagde?« spurgte jeg og rettede mit blik mod hende. Hun var bleg som en rå pizzadej. »Han tager røven på dig! Kriminalforsorgen har sgu da sørget for et sted til ham at bo … ligesom de har skaffet ham et job på prøve …«

»Nick vil ikke bo i det klubværelse, de har til ham … det minder for meget om en celle,« sagde hun og trak vejret dybt. Hun lod en hånd glide gennem sit hår og lod den ligge over nakken. »Kristian, jeg lover dig, at han er væk om højst en uge … det har han givet mig sit ord på. Også selv om han ikke skulle have fundet noget ordentligt at bo i …«

»Min bare røv!« sagde jeg. »Du hørte, hvad jeg sagde … jeg kommer tilbage ved tyvetiden … er han her stadig, pakker jeg og flytter!«

»Åh, hold nu op, du kan sgu da ikke bare flytte!« sukkede hun og rystede opgivende på hovedet. »Hvad fanden bilder du dig egentlig ind? Du bestemmer sgu da ikke alt her! Og hvor havde du tænkt dig bare sådan at flytte hen?«

»Det behøver du slet ikke bekymre dit udsatte hoved med! Koncentrer dig om drømmedrengen derinde! I første omgang kan jeg overnatte i Huset … og jeg mener, hvad jeg siger!« understregede jeg.

»Dotty, hvor i helvede er du?« brølede den prøveløsladte inde fra stuen. »Lad nu den sure knægt være … han bliver nok god igen. I dag er en glædens dag, og det skal vi fandeme fejre!«

»Glædelig glædens dag!« sagde jeg og smilede bittert til hende. »Jeg går lige ind og ser til Linda!«

Det tog næsten fire minutter, før Linda låste døren op. Til gengæld var mascaraen i orden igen, og kun en smule ophovnet hud under øjnene røbede, at hun havde været ked af det.

»Lås efter mig, så idioten ikke pludselig kommer væltende og vil holde langfredag herinde,« sagde jeg og slog mig ned i hendes rørstol under plakaten af Avril Lavigne.

»Har du snakket med mor om det?« spurgte hun.

Jeg nikkede.

»Jeg har sagt, at han skal være ude senest klokken otte i aften … ellers flytter jeg!«

»Åh nej …« røg det ud af hende, og hun satte sig på kanten af sin boksmadras. Hun så forskrækket ud.

»Hvad?« sagde jeg.

»Det må du ikke, Kristian! Jeg tør ikke være alene med mor og ham … han er sindssyg, når han har drukket og røget!«

»For fanden!« Jeg lod mig falde bagover i stolen. »Jeg gider ikke dele bolig og luft med den idiot! Og du ved jo, hvordan det ender … mor får tæsk, og han beder om godt vejr, og hun tilgiver ham, og han tæsker hende, og hun tilgiver ham, og sådan bliver det ved … snart sidder de nede på bænken sammen med de andre sutter og drikker bistandsvand …«

Hun sad og rystede på sengen.

»Tag det nu roligt, for fanden!« sagde jeg. »Det kunne da tænkes, at mor hører efter for en gangs skyld. Eller måske er vi heldige, at tumpen tæver hende allerede i dag!«

Jeg lagde pludselig mærke til, at hun havde rullekravetrøje og lange bukser på.

Hun kunne enten læse mine tanker, eller også fulgte hun bare mit blik.

»Du skulle have oplevet ham, da jeg kom hjem fra skole!« sagde hun. »Han kunne ikke få øjnene fra mig … han savlede hele entreen til, og talte kun til mine bryster! Det var så klamt! Så jeg har fundet vintertøjet frem igen!«

»Klokken er godt tre nu,« sagde jeg. »Jeg er tilbage klokken tyve, som sagt … og tænk lige roligt … vi har da lov at håbe!«

»Jamen, hvad nu hvis … du lader mig ikke bare i stikken, Kristian!«

Jeg rejste mig.

»Har du nogen kontanter? Du får dem igen, når mor får børnepenge … jeg er helt blank!«

Hun sank sammen i skuldrene, hendes øjne blev fugtige.

»Hvor meget?« spurgte hun.

»Glem det, det er også lige meget,« sagde jeg. »Jeg låner af en af vennerne!«

Hun dykkede ned i sin taske.

»Er hundrede nok?«

Jeg tog om hendes kønne ansigt og holdt det mellem mine hænder.

»Du er en skat, søster Linda … jeg skal nok få det her lort op at køre igen. Jeg lover det!« Jeg snuppede sedlen og låste mig ud af hendes værelse.

Hun drejede nøglen, i samme sekund jeg stod på gangen.

Jeg tog 3’eren ind til Huset. En af de ruter, man er pisket til at købe billet til. Fordi den går forbi Vester Allé med Huset på den ene side og en lille park på den anden, hvor de døende pushere fra 70’erne holder til med deres hunde, og de moderne anden-g-deaelere vimser rundt med deres colaflasker med vand i. Der er næsten altid tre kontrollører med på ruten, eller også står de på, inden bussen når Vester Allé.

Fordi der er de skide stofsælgere i parken overfor, tror folk, at der også er stoffer i Huset. Flere af politikerne i byrådet vil have stedet lukket. Heldigvis, kan man sige, er der jævnligt razzia, hvor fire-fem civilklædte unge betjente maser sig ind og aldrig finder noget stærkere end kinesisk forårste.

Selv weed er bandlyst i Huset. Der skal ikke kunne findes det mindste, der kan bruges som undskyldning for at lukke stedet. Selvfølgelig er der øl og sprut til festerne. Men de er ligesom lovlige rusmidler i det her land. Og mere end halvdelen af dem, der hænger ud i Huset, er over atten år, nogle helt op midt i tyverne.

Engang, før jeg var gammel nok til at læse om det i aviserne, var stedet sådan et social-pædagogisk værested, hvor man kunne lege med ler i et keramikværksted, bygge med træ i et træværksted, farve tøj i et … med et antal pædagoger ansat. Men så ville kommunen spare en masse penge, og stedet skulle lukkes ned. De fik lov at fyre pædagogerne. Så var de penge sparet. Men et fornuftigt flertal i byrådet regnede lidt videre og fandt ud af, at hvis man kom med politi og militær og ville smide brugerne ud også, ville det koste blod og rigtig mange penge. Folk i byen var generelt imod, at stedet skulle lukkes. Hvor skulle de unge gå hen?

Idet man huskede, hvor mange millioner og invaliderede mennesker det havde kostet et år før, da man lukkede et lignende hus for unge i København, lavede man det kompromis, at så længe stedet var stoffrit, kunne byens unge komme der og bruge huset, som de ville. Kommunen betalte for vand og strøm og nødvendige sanitære reparationer.

De unge på deres side forlangte, at der ikke skulle være noget opsyn af nogen art. Der var ikke brug for pædagoger. Og det kørte!

Underligt som aviserne kunne undre sig over det! Var det, fordi så mange kom på stedet? Man undrer sig sgu da ikke over, at et ungt par på tyve flytter sammen og finder fint ud af det!

Hvis man vil bruge det lydisolerede øverum til at spille på guitar i, skriver man sig på en liste. Hvis man vil holde en spiseaften for en lukket gruppe af venner, skriver man sig på en liste og husker i øvrigt at rydde op efter sig. Ellers skal det store flertal derinde nok sørge for, at man ikke får muligheden igen!

Trænger huset til en gang vinduesmaling, melder man sig på en liste til en arbejdsweekend. Kommer man fra Holland i sommerferien og har ikke lige noget sted at sove, lader man sig skrive op hos den person, der lige nu og her står for sovesalen og får anvist et liggeunderlag mod et beskedent beløb. To nætter maks.

Har ens mor lukket en umulig idiot ind, så man ikke kan holde ud at være derhjemme, finder man Mona og betaler hende fyrre kroner og kan smide sin sovepose ind i sovesalen … så har man i det mindste to nætters husly.

»Uvenner med de gamle?« spurgte hun og gav mig tres kroner tilbage på hunden.

»Sådan noget!« sagde jeg.

»Kim og hans band laver mad i aften, ved jeg,« sagde hun. »Måske kan du købe dig ind i måltidet.«

Det kunne jeg.

Mod at skrælle gulerødder til gryderetten. Og købe dem først. Lige om hjørnet hos Wahid, som ihærdigt påstår, at alt, hvad han sælger, er ‘okologiskt’. Han ved ikke selv, hvorfor han ikke kan få det ‘rode mark’ med stregen over, så folk kan se, at det er sandt, hvad han siger.

Sommetider kan man blive grundigt misundelig på de gutter og tøser, der kan spille på noget. Selv er jeg nærmest tonedøv. I skolen havde jeg forbud mod at synge i sangtimerne, da vi havde musik i 6. klasse. Læreren troede, jeg gjorde nar af melodien og saboterede.

Men når sådan en talentfuld gruppe kommer ud ad den sortmalede dør fra øverummet, svedige, langhårede og grinende, er det, som om musikken følger efter og ligger og nynner mellem dem, mens de spiser. Og så kan man godt føle sig lidt udenfor, selv om man har handlet gulerødderne og skrællet dem pænt.

»Bombax, fister løgsovs!« sagde Kim og trak det røde hår om bag øret, mens han lagde en fri arm om min skulder. »Du er da ked af det, fornemmer man! Ad glire valde esse! Det betyder noget i retning af, at du ligner en, der er helt til rotterne. Betro dig … jeg skal træne i at lytte, ved du nok!«

Kim læser teologi på uni, men bruger ret meget tid på at øve med sit heavyband, som bestemt ikke er ment som noget kristent propagandaband. Han er en skide sød fyr i starten af tyverne, fregnet, rødt skæg, sådan uplejet som dengang, der var hippier til. Han går klædt som en amerikansk hillbilly, i hvid T-shirt og blå overalls, slidte militærstøvler på fødderne, aldrig ordentligt snøret – det tager for meget kvalitetstid.

»Det er min mor,« sagde jeg og prøvede at smile til ham. »Hendes gamle kæreste er flyttet direkte fra Horsens Statsfængsel ind i vores stue … hun har fået til klokken tyve i aften til at få mesterstykket ud!«

»Crux in anus!« udbrød han. »Hvad gør du, hvis monsteret ikke er væk klokken tyve?«

»Det er han ikke,« sagde jeg. »Desværre … min mor skal tæves af ham igen, før hun husker, hvordan han rigtigt er … jeg har lejet mig ind i sovesalen. Klokken tyve tager jeg hjem og henter min lille søster!«

»Hvor gammel er hun?« spurgte Kim.

De andre om bordet tav og lyttede, lagde jeg pludselig mærke til.

»Hun er et år under mig … lige blevet femten!« sagde jeg. »Hun er skide bange for svinet!«

»Er han en banana dura?« spurgte Kim. »En hård banan?«

Jeg trak på skuldrene.

»Det ville ikke være muligt for mig alene at smide ham ud,« sagde jeg.

»Sådan nogle sjove fyre plejer at have et tilhold,« sagde Nina, sangeren i Labor Firmus, som bandet hedder. »Men det er måske udløbet, mens han har været inde at bygge klemmer?«

»Det er min mor, der skal ringe, hvis tilholdet skal bruges,« sagde jeg og kastede et blik rundt på dem alle sammen. »Men altså … så er det heller ikke værre … måske er han væk, når jeg kommer klokken tyve … ellers må jeg bare vente, til min mor får øjnene op! Eller banket i, med pæne svenske nationalfarver!«

»Klokken tyve, siger du?« Kim så på sit armbåndsur. »Hvad siger du, Kalle … går vi to ikke med Kristian her og ser, hvordan tingene hænger sammen hjemme i Rosenhøj?«

»Det er da lige, hvad vi gør!« sagde Kalle og skubbede et stykke porre op på kanten af sin tallerken. »Hvem fanden har puttet tang i det her lort, mand?«

Kalle spiller bas i Labor Firmus, han er to meter høj og læser teologi ligesom Kim – blot på første år. Kim er på andet år og måske en anelse mere seriøs i forhold til sit studievalg. Han kommer af en præstefamilie.

Kalle vidste ikke rigtigt, hvad han skulle starte på efter at have knækket nakken på statskundskab, tror jeg, det var. Og så kendte han jo Kim og hørte, hvor nemt og roligt det gik til på præstestudiet.

Alt ved Kalle er stort. Ikke at han træner eller noget, han svulmer bare fra naturens hånd alle de steder, hvor der sidder muskler på hans skelet.

Han er glatraget på hele hovedet, hvilket understreger hans lidt markante fremtoning.

»Cicera transigera!« sagde Kim og genoptog sin spisning. »Det skal vi nok klare!«

Han klappede mig beroligende på ryggen.

Vi spiste lidt i fred og ro. Folk i bandet begyndte langsomt at snakke musik igen. De diskuterede et nyt nummer, Kim var kommet med.

»Teksten er umulig!« sagde Nina.

»Det er skam da også bare ment som fyldord, for at vi kunne øve stykket igennem!« smilede Kim til hende. »Du laver da selv teksten, ikke sandt, corcule dulcis?«

»Corcule dulcis, min bare røv!« vrissede hun og øste en portion mere op af den høje gryde. »Hvorfor skal du altid snakke latin?«

»Det er en erhvervsskade,« sagde Kim. »Beklager … og så for at Kalle kan lære noget.«

Kalle tyggede af munden og tørrede en smule undsluppet gryderet af hagen.

»Corcule dulcis min bare røv … hvad fa’en mon det betyder?« mumlede han.

»Den sidste del … ‘min bare røv’, giver ligesom sig selv,« sagde Kim. »Corcule dulcis, betyder ‘Min elskede’!«

»Ja, drøm videre!« sagde Nina hånligt.

»Det var da ellers et godt tilbud … og så med bar røv og det hele!« grinede Kalle.

»Hvordan I gutter kan læse til præst, det fatter jeg ikke … med det sprog og den tankegang!« mumlede Mona. Hun stod bøjet over noget regnskab ved køkkenvinduet.

Pludselig bippede min mobil.

Jeg fandt den frem fra lommen.

Det var Linda!

»HJÆLP!!!!« stod der bare på displayet.

Jeg rejste mig så hurtigt, at stolen væltede bag mig.

»Hvad sker der?« spurgte Kim forskrækket.

»Jeg må af sted … det er min søster … hun har lige sms’et ‘Hjælp!’« sagde jeg og så mig om efter min jakke. Mona smed den hen til mig.

»Hjælp?« gentog Kim.

»Ja, ikke andet end ‘Hjælp’!,« sagde jeg med en frygtelig hjertebanken. »Tugthusfangen er garanteret ved at splitte hele huset ad eller tæve min mor til invalidepensionist!«

Kim og Kalle rejste sig som på kommando.

»Så smutter vi!« sagde Kalle. »Er der nogen, der gider rydde min del af bordet?«

Ude foran stod deres motorcykler. Kims velhavende præstefamilie havde selvfølgelig foræret ham en rigtig Harley – Kalle måtte nøjes med en bragende rød Suzuki. Men han havde gjort et eller andet ved udstødningen, så den lød af noget, selv når Kims Harley var i gang.

Kalle klappede på sædet bag sig.

»Vi må klare os uden styrthjelm til dig … der er ligesom ikke tid til at finde en! Bare hold godt fast om mig. Du råber til mig, hvad vej vi skal køre!«

»Bare Rosenhøj i første omgang!« råbte jeg tilbage i motorlarmen, da jeg svingede mig op.

»Fis atomica non grata!« brølede Kim og svingede ud på vejen foran Huset.

»Fremad, kavalerister?« råbte Kalle og svingede ud bag ham.

»Nej, det betyder ‘Atomkraft nej tak’!« grinede Kim og stoppede for rødt i Åboulevardkrydset. »Men det lyder kampklart!«

Jeg hoppede af Suzukien og løb foran ind i opgangen. Samtidig holdt jeg vejret og lyttede, så godt jeg kunne for mit hamrende hjerte. Der kom ikke en lyd fra vores stuelejlighed, og døren var lukket. Mon han var flygtet efter at være gået grassat?

Kim og Kalle kom væltende med styrthjelmene under armene.

Jeg tog i døren. Den var ikke låst.

Til min overraskelse så gangen normal ud, og den del af stuen jeg kunne skimte. Køkkenet var ikke smadret – køkkenbordet fyldt med tomme flasker ganske vist, men ingen smadrede tallerkener eller glas på gulvet.

Jeg løftede en hånd og lyttede.

Hvor fanden var de henne? Lå min mor død og smadret i stuen? Var Nick på flugt? Hvor var min søster, som havde sms’et ‘Hjælp’?

Min søster, for fanden! Linda!

Jeg styrtede hen til hendes dør og tog i håndtaget.

Der var låst.

»Linda!« skreg jeg. »Det er mig! Kristian! … luk mig ind! Hvad i helvede sker der?«

Et halvkvalt skrig kom inde fra hendes værelse – og en rumlen, som blev et tungt møbel skubbet en anelse på gulvet.

Kalle havde hørt det! Han trak mig til side, lænede sig op ad entrévæggen bag sig, og sparkede til døren lige under håndtaget.

Boligforeningen Rosenhøjs døre er ikke ligefrem branddøre – Lindas røg op, nærmest delt i to med det største knæk omkring håndtag og låsetøj.

Nick rejste sig fra sin stilling, lænet ind over hendes seng. Han vendte sig mod os. Han havde ingen bukser på, kun stropundertrøje. Hans tatoverede pik strittede halvt og vippede, da han trådte et skridt tilbage og lod Linda falde tilbage på sengen. Hendes rullekravesweater var revet i laser, hendes bh hang forkert over skulderen, hendes ene nøgne bryst blødte. Hendes Dieselbukser var flået halvt ned over hendes lår, og hendes trusser var i strimler. Hun blødte fra næsen, og hendes ene øje var næsten lukket; blodet silede ned over det fra et flækket øjenbryn.

»Hva’ fa’en … har man ikke lært at banke på?« raspede Nick og prøvede at finde balancen, mens han gjorde front mod os med knyttede næver og de kæmpestore muskler spændt under huden.

»Jesus!« mumlede Kim.

»Det her klarer jeg!« sagde Kalle dæmpet og trådte frem mod Nick.

Linda kravlede tilbage i sengen, ligbleg og for chokeret til hverken at græde eller sige noget. Hun samlede sengetæppet om sig. Hendes mobil gled ned på gulvet med et bump.

»Hvad klarer du, bror lort?« grinede Nick og trådte i kampposition foran Kalle. »Jeg har ordnet større bunker skrot end dig i Horsens Feriecenter!«

»Diabulus solutus est!« sagde Kim og holdt fast i min skulder. »Fanden er løs! Nu lader vi lige Kalle …!« Jeg ville over til Linda, men kunne godt se, at det ville blive svært, lige som tingene stod.

»Nå, du er måske en farlig fyr?« spurgte Kalle. »Tænk, at du sådan kan tæve en pige på femten år … se nu, om du tør komme over til mig og få dyttet din lille søde næse! Hvorfor skrumper din grimme japanerpik sådan? Er du bange, store farlige mand? Har I set hans lille pik, venner? Den passer snart til hans rosinnosser!«

Pludselig gav Nick et brøl fra sig og kastede sig frem.

Kalle havde ventet det og vippede lynhurtigt hovedet til siden, så Nick ramte den tomme luft og baldrede sin skulder ind i Kalles, da han ikke mødte den modstand, et vellykket knytnæveslag ville have givet.

»Bombax!« brølede Kalle og pumpede en kæmpenæve op i Nicks mellemgulv.

Nicks lunger blev tømt for luft med en tydelig hvæsen, og snot og spyt stod ud af hans hoved. Et øjeblik så det ud, som om øjnene ville følge efter. Han bukkede sammen, ansigtet blev mørkerødt – og så kom Kalles anden næve, lige op under Nicks hage.

Den halvnøgne mand klappede sammen som en tom sæk, man slipper taget i.

Jeg rev mig fri af Kim og kastede mig over til Linda, som havde trukket sengetæppet op over hovedet.

Jeg tog om hende.

»Linda, Linda, for fanden … det er ovre nu!«

»Gider du lige hjælpe?« spurgte Kalle og så på Kim. »Vi slæber lige det her udenfor, så Kristian kan være alene med Linda …« Han hankede op i den bevidstløse Nick og fik ham ud på gangen. Kim trak den smadrede dør til efter sig, så godt det kunne lade sig gøre.

»Gider I tjekke, om I kan finde min mor nogen steder i lejligheden?« sansede jeg at råbe efter dem.

Det tog et helt minut eller mere, før hun kom frem fra sengetæppet. Hun rystede over hele kroppen, som en der har løbet rundt i timevis med bare fødder i en polarsnestorm.

Jeg knugede hende ind til mig og blev ved med at hviske ord til hende, som vi brugte, da vi var små og havde samme værelse og skulle falde i søvn.

»Vi er nødt til at få fat i en læge,« sagde jeg. »Har han … er der sket mere end det, man lige kan se på dit ansigt og dit bryst?«

»Nej!« hakkede hun.

»Nej til hvad?« spurgte jeg så roligt, jeg kunne. »Nej til læge eller til, at der ikke er sket mere?«

»Der er ikke sket mere!« fik hun frem mellem sine larmende tænder. »Tak fordi I kom så hurtigt …«

Hun begyndte at græde. Ikke bare græde, men hulke med hele kroppen. Det rykkede i hende fra benene til hovedet, som var hun ved at få et krampeanfald.

Jeg fik min mobil frem fra lommen og trykkede 112.

»Linda … du må lige fortælle, hvor mor er … tror du ikke lige, du kan fortælle, hvor mor er, please?«

»Inde i stuen …« fik hun frem. »Han har slået hende, men jeg ved ikke, hvor alvorligt det er. Hun råbte om hjælp, og så låste jeg mig ud … men inden jeg nåede derind, kom Nick styrtende og kastede sig over mig.«

»Alarmcentralen!« lød en rolig kvindestemme i mobilen.

»Kristian Østervrå, Rosenhøj 225, stuen,« sagde jeg forbavsende afbalanceret, situationen taget i betragtning. »Jeg har brug for to ambulancer … næh, tre ved nærmere eftertanke. Og en politibil. Min mor og søster er blevet overfaldet!«

Alarmdamen gentog mit navn og adresse og bad om fastnetnummer. Der gik et par sekunder.

»Vi er på vej!« sagde hun så.

»Linda, kan du være alene lige et minut? Jeg er nødt til at se, hvor galt det står til med mor!« spurgte jeg.

Hun trak vejret dybt og prøvede at få hold på alle sine arbejdende og sitrende muskler.

»Ja!« nikkede hun. »Skynd dig!«

Ude i gangen lå Nick krøllet sammen i en ulækker behåret bunke. Der kom blod ud af hans næse, og han lå i sin bevidstløse tilstand og pissede på gulvet. Kalle og Kim var inde i stuen.

Kim trådte ud på gangen, da han hørte mig komme.

»Jeg har lige ringet, men de sagde, at der allerede var en alarm på adressen,« sagde han og prøvede at fange mine skuldre, så jeg ikke kunne komme ind i stuen.

»Hvad er der sket med min mor?« spurgte jeg, og alt det afbalancerede forlod min stemme som dug for solen. Jeg pressede mig forbi ham.

»Rolig, hun ser ikke godt ud, men hun er ved at komme til sig selv nu,« sagde Kim hurtigt. »Kalle sidder med hende …«

‘Så ikke godt ud’! Det var eddermame en underdrivelse, der ville noget!

Hendes næse var helt hundrede brækket, hendes læber lignede sandorm efter de er kommet på krogen, to løse tænder lå underligt og stak ud mellem alt det blodige.

Der var flere liter blod ud over hendes bluse, og hendes højre arm sad helt forkert.

»Kristian!« hviskede hun, da hun fik øje på mig. »Hvad med Linda?«

»Hun klarer den! Det var lige ved at gå helt galt, men vi kom i tide!« sagde jeg og knælede ned ved hende. »Har Kalle fortalt dig, at Nick har mistet pusten?«

En lægeambulance ankom, en almindelig ambulance kom lige efter. Lægen så kort til Nick, da han var den første, han stødte ind i. Dernæst tog han sig af Linda, gav hende en indsprøjtning af en slags og lod ambulancefolkene køre hende på traumecentret. Min mor ville ingen steder i første omgang, men det lykkedes lægen at forklare hende det umulige i at reparere på løse tænder og store sår i en almindelig stue. Hun kørte med i lægeambulancen.

I mellemtiden var politiet dukket op. To store klepperter i uniform. De fik Nick op at sidde og holdt ham op ad væggen.

»Fy for fanden,« mumlede den ene betjent med ægte væmmelse i stemmen. »Hvor langt nåede han med din søster?«

»Langt nok,« sagde jeg. »Men ikke hele vejen!«

Betjenten nikkede.

»Er han bevidstløs af druk? Jeg kan se, at han har ladt sit vand på gulvet … eller er halvdød, fordi nogen er kommet til at slå ham oven i hovedet?« Han så uvilkårligt på Kalle.

»Jeg baskede til ham,« sagde Kalle.

»Fint!« nikkede betjenten. »Men han har nu også fået en del at drikke … hans ånde indeholder lige så meget sprut som lugten fra en nyåbnet whiskyflaske. Vi skal lige have jeres navne samt idiotens navn, og så tager vi ham med på stationen. Han kan få lov at vågne i detentionen og så eventuelt få en læge der. Gider I finde hans lange bukser … bare hans lange bukser, det er nok!«

Jeg pakkede nu alle de ting, jeg kunne finde, som måtte være hans, og bad dem tage det hele med.

Kim og Kalle blev og drak en kop Nescafé. Kim ringede for mig til det der traumecenter og fik den besked, at Linda ikke måtte få besøg før dagen efter – om lørdagen.

»Bliver du her og sover … eller sover du stadig inde i Huset i nat?« spurgte Kim.

»Jeg må hellere blive her,« svarede jeg. »Mon ikke også min mor kommer hjem engang i aften, når de har repareret på hende?«

Kim nikkede.

»Din mor … vi ringer til skadestuen og hører!«

»Hun kommer, hvis hun ikke får symptomer på hjernerystelse. Hvis hun ikke bliver deroppe, ringer de, så du ved, hvornår hun er her!« sagde han.

Han lagde en hånd på min skulder, lænet ind over køkkenbordet.

»Du behøver jo heller ikke være bange for psykopaten!« fortsatte han. »Han kommer tidligst på fri fod i morgen engang. Måske beholder de ham, hvis din mor rejser sigtelse … og det gør hun vel? I det mindste for det mod Linda?«

»Sikkert!« sagde jeg. Jeg var underlig trist til mode lige pludselig.

»Klarer du den?« spurgte Kalle og lagde en kæmpelab på min hånd.

Jeg tvang mig selv til at smile.

»Stensikkert!« sagde jeg. »Smut I bare … og tusind tak for hjælpen!«

»Find lige din mobil … vi koder lige mit nummer ind på den … og Kims,« sagde Kalle. »Anytime … så bare skriv eller ring, okay?«

Jeg ryddede op en times tid. Tørrede blod op inde i stuen, så godt jeg kunne. Hældte Rodalon ud over Nicks pisse-sø i gangen, samlede tomme flasker og glas sammen, tømte askebægre, lod vinduerne stå åbne en tid.

Lædersofaen, som Nick havde erobret og en periode oplevet verden fra, skulle have en tur med støvsugeren, besluttede jeg. Den var overstrøet med chipsrester, aske, nogle skodder, som var faldet døde ud af et overfyldt askebæger. Kapsler, you name it!

Jeg forventede mere eller mindre at finde en pistol, en gun af en slags, som han havde gemt bag en sofahynde eller lignende. Men jeg fandt desværre ikke noget som helst farligere end snacks med transfedtsyre.

Jeg stod lidt og legede med tanken. Hvis jeg havde fundet en gun, og hvis Nick havde været her endnu, ville jeg ikke have tøvet et sekund! Jeg ville have tømt samtlige otte patroner i magasinet i hans lede krop, til han krampende og blødende gled ned på gulvet og forlod denne verden. Bagefter skulle gunnen ligge under min hovedpude.

Sommetider hørte man om, at domstolene løslod voldsmænd, til deres sag skulle for retten – hvis de tilstod. Måske stod Nick her igen i morgen.

Det gøs i mig.

Jeg lagde mig ind på min seng og så Eurosport. Jeg lod døren stå ud til gangen, så jeg kunne høre, hvis min mor skulle komme.

Fodbold er spændende at se på, hvis man har nogen at holde med eller har spillet Oddset. Jeg havde ingen af delene, og snart døsede jeg hen.

Da det ringede på døren, stod jeg lodret op i sengen.

Med hamrende hjerte kom jeg ned på gulvet og kæmpede for at få vejret.

Jeg slukkede for tv og stak hovedet ud i gangen.

»Hvem der?« råbte jeg.

»Viceværten!« lød svaret.

»Viceværten!« gentog jeg for mig selv. Det var fredag aften, og klokken var … jeg så på min mobil … tyve over toogtyve. Viceværten min bare røv!

»Hvis det er dig, Nick, skyder jeg hovedet af dig … jeg har en gun!« råbte jeg.

»Er det dig, Kristian?« lød det ude fra opgangen.

Jeg kunne med ét genkende vores viceværts stemme. Han er fra Sønderjylland og har en meget speciel dialekt. Men på det her tidspunkt?

»Er du alene?« råbte jeg og nærmede mig vores yderdør.

»Nej, jeg er godt gift, men jeg lod konen blive hjemme … det er jo kommissær Barnaby-tid!« lød svaret derudefra.

Jeg lukkede op.

Den store runde mand, som altid gik i blå kedeldragt, stod med en helt ny dør lænet op ad sig. Den var pakket ind i bølgepap.

»Ja, vi har jo alle sammen hørt lidt om, hvad der er sket her i dag,« sagde han. »Jeg kunne ligesom få ud af det hele, at I må trænge til at få skiftet en værelsesdør. Gider du tage den ind, mens jeg henter min værktøjskasse?« spurgte han.

Mens han skruede Lindas smadrede dør af og fik den nye på, stod jeg og så på.

»Må jeg lige …« mumlede han og kantede sig ud med resterne af den gamle dør, stillede den ude i opgangen og vendte tilbage. Han knælede og puttede boremaskine og ting i sin røde metalkasse.

»Det var en værre omgang, hvad?« sagde han og skottede til mig.

»Mon ikke!« sagde jeg. »Vil du have en øl, hvis der ellers er flere?«

Det var standard, at han fik en øl, hver gang han havde udbedret et eller andet i en lejlighed.

»Nej, ellers tak, jeg tror jeg skal hjem og se, hvordan det går med kommissær Barnaby og konen!« sagde han og kom på benene. »Du må også trænge til at hvile dig oven på forskrækkelsen! Din mor er ikke kommet hjem endnu?«

»De ringer fra hospitalet, hvis hun gerne vil hjem i aften,« sagde jeg. »Så tager hun en taxa.«

»Nå, men så kan det da godt være, jeg lige skulle holde dig ved selskab en bajers tid,« sagde han og så spørgende mod køkkenet.

Underligt nok stod der fire almindelige Tuborg i køleskabet. De havde sikkert ikke været stærke nok til, at Nick havde gidet drikke dem.

»Du skal ikke have én med?« Viceværten bænkede sig ved den laminerede køkkenbordsplade. »Hvor gammel er det, du er, Kristian?«

»Snart sytten!« sagde jeg og åbnede en Cola Zero. »Men jeg har lige gået og ryddet ølsjatter op efter Nicks drukorgie … jeg er ligesom sikker på, at øl ikke ville blive i mig, hvis jeg forsøgte!«

Vi skålede.

Jeg måtte fortælle hele baduljen, fra Nick kom ud af Horsens Statsfængsel, til Kalle pumpede hans få resterende hjerneceller på standby.

»Ja, undskyld jeg siger det, men det er da også lidt dumt af din mor at tage ham tilbage, er det ikke?« sagde viceværten og så usikkert på mig.

»Kanonstupidt!« nikkede jeg og pillede ved flaskens etikette.

»Ja, vi er jo mange, der godt ved, hvordan han behandlede hende, før han røg ind for det der røveri,« fortsatte viceværten.

»Vi har lært i skolen, at netop voldsramte kvinder bliver ved med at tage voldsmanden tilbage,« sagde jeg og sukkede. »Men læreren kunne ikke forklare hvorfor!«

»Nej, jeg har heller ikke nogen forklaring, der rækker!« Viceværten sukkede og tømte de sidste dråber ud af sin Tuborg. »Tak for skænken … hør, find lige din mobil, så koder vi mit nummer ind. Min telefon er åben døgnet rundt!«

Klokken var godt 23, da jeg lukkede efter ham. Jeg var blevet søvnig og besluttede at ringe til hospitalet. Selv om det godt nok var dem, der skulle ringe, hvis hun ville hjem. Men jeg trængte til at sove, og kom hun ikke alligevel, ville jeg gå i seng.

Det tog noget tid, før de fandt ud af, hvor hun var.

Jeg fik en sygeplejerske i mobilen.

»Nu skal du høre … politiet er lige ved at tage af sted. Men under alle omstændigheder kommer hun ikke i aften. Hun har muligvis hjernerystelse … vi beholder hende i hvert fald for en sikkerheds skyld!«

»Okay!« sagde jeg. »Hvis du kommer i nærheden af hende, mens politiet stadig er der, gider du så ikke sige til hende, at hun ikke skal blive åndssvag og tænke undskyldninger for ham Nick, der slog hende halvt ihjel. Hun skal tværtimod anmelde ham i det mindste for voldtægtsforsøg mod min søster!«

»Jeg har lige stået og overhørt hende anmelde både overfaldet på din søster og overfaldet mod hende selv. Så han bliver ikke løsladt foreløbig, hvis det er sådan noget, der rumsterer …« sagde hun.

»Fint!« sagde jeg. »Gider du så ikke bede hende ringe i morgen tidlig og fortælle, om hun kommer hjem eller skal blive hos jer i længere tid. Hun skal ikke ringe i aften, jeg går i seng nu!«

Jeg tjekkede yderdøren og alle vinduerne og slukkede lys overalt.

Da jeg børstede tænder, kom jeg til at se på mig selv i spejlet.

Shit, mand! Hvis der var nogen, der trængte til en grundig skønhedssøvn, var det Kristian Østervrå!

Jeg vågnede ved, at stanken af gammel sprut hang hen over min hovedpude.

En lommelygte blev tændt lige i fjæset på mig.

»Hallo, fister … hvor er Nick?« lød en rusten stemme. Jeg kunne høre en anden person rumstere bagerst i mit værelse, tæt på døren til gangen.

Idet jeg satte mig halvt op i sengen med sammenknebne øjne mod det hysteriske stærke lys, troede jeg lige et øjeblik, jeg kunne jeg mærke Nicks gun under hovedpuden – indtil jeg huskede, den var lavet af ønskedrømme.

»Han sidder i detentionen,« sagde jeg.

»I detentionen?« rustede sprutstemmen løs. »Det var fandeme hurtigt …!«

»Ja, han er ikke en mand, der spilder tiden,« sagde jeg og kom helt op at sidde. »Det er ikke sådan, at du gider slukke den der lygte … jeg får hovedpine?«

Lygten blev slukket, og fyren fjernede sig fra min seng. Jeg kunne ikke se en skid; det dansede med hvide pletter og røde stjerner for mine natteblinde øjne.

»Han er i detentionen!« sagde lygtemanden til den anden.

»Ja, det hørte jeg lissom godt!« sagde en mørk stemme i det lige så mørke værelse. »Fandens!«

Pludselig blev loftslyset tændt.

Mine øjne var ved at få normal funktion igen, og jeg kunne se to fyre i motorcykellæderjakker, den ene med langt hår i en pisk ned ad ryggen; den anden kronraget. Ham med hårpisken var over tredive, den kronragede nok midt i tyverne.

»Du ved ikke, hvor han har sine ting?« spurgte hårpisken.

»Æh …« sagde jeg.

»Er det ikke her, han bor?« fortsatte hårpisken irriteret.

»Det ved jeg ikke, om man kan sige … han kom i går, smadrede det hele, inklusive min mor og min søster – og blev arresteret i går. Så målt i tid ved jeg ikke, hvor han mest hører til!« sagde jeg.

»Du er en rigtig sjov dreng!« sagde hårpisken og kom hen til min seng. »Nu skal du høre godt efter! Nick kom ud af feriekolonien i går. Han hentede en pakke til os på … nå, det kommer ikke sagen ved … som vi skulle hente nu her klokken tre i nat … ja, den er tre om natten. Har du nogen anelse om, hvor den er? Pakken?«

»Jamen, politiet tog alle hans ting med,« sagde jeg. »Af en eller anden grund vil min mor ikke have ham til at bo her mere, når han sådan går og slår hende halvt ihjel og prøver at voldtage min femtenårige søster … så kunne de lige så godt tage hans ting og give ham dem, når han vågner i dag.«

»Fuck!« sagde den kronragede. »Så er pakken på politistationen!«

»Ro på nu!« sagde hårpisken. »Hvis jeg kender Nick, så har han som noget af det første, da han trådte ind ad døren til sin familie her, gemt pakken et sikkert sted. Den er et sted i huset!«

Han så på mig med mørke øjne. Han havde sådan et rundt om munden-skæg, der ender i en nazifip, som man ser tyske nynazistrockbands-medlemmer løbe rundt med.

»Pakken er ikke større end en frossen and fra SuperBrugsen. Har du nogen anelse om, hvor han kan have lagt den?«

»I fryseren, måske?« foreslog jeg. »Den står ude i køkkenet.«

Den kronragede forsvandt øjeblikkeligt ud i køkkenet.

Han var lige så hurtigt tilbage.

»Nul!« sagde han dystert.

»Hvad er der i pakken?« spurgte jeg.

Den mørke med hårpisken smilede skævt til mig.

»Klemmer! Nick har lavet en pakke med hundrede klemmer i forskellige farver … jeg skulle have en gave, når han kom ud, syntes han.«

»Og du skulle hente dine fine klemmer midt om natten, så de andre fra din rockergruppe ikke skulle blive misundelige?« foreslog jeg.

Han smilede bredt nu og fremviste et gebis, der mere end én gang havde haft kontakt til noget i en hårdhedsgrad som et knojern.

»Du er sgu kvik! Hvad hedder du?«

»Homer!« sagde jeg. »Min mor har opkaldt mig efter ham den kvikke i Simpsons!«

»Okay, Homer … vi gider ikke splitte dit hjem ad i småstykker. Vi ringer til detentionen ved syvtiden og prøver at få lov at tale med Nick i telefonen. Så kommer vi nok igen lidt op ad formiddagen, når han har fortalt, hvor pakken putter sig. Er du hjemme der?«

Da de havde dirket sig ud igen ad hoveddøren, sad jeg lidt på sengen. Jeg orkede næsten ikke begynde at lede huset igennem efter den pakke narko, som det sandsynligvis var, at Nick skulle levere til de to hyggegutter, der lige havde været på besøg.

Egentlig burde jeg finde den, hvis jeg kunne, og ringe til politiet.

Men sommetider er der ting, man skal holde sig fra. They aint worth it! Hvis jeg fandt pakken og gav den til politiet, ville jeg … og min mor … og min søster … bare få endnu mere ballade. Det gjorde nok heller ikke den store forskel på det danske narkomarked, om den pakke kom på gaden eller ej … jeg bestemte mig for at sove igen og lade rockerne kontakte Nick.

Da telefonen ringede, var klokken godt otte.

»Kristian, det er Linda …«

Jeg satte mig op med et ryk.

»Linda! Hvordan går det?«

»Jeg er o.k., Kristian … hvad med mor?«

»Hospitalet … de vil holde hende under observation for hjernerystelse … men hun kommer nok hjem i dag. Hvor er du?«

»Traumecenteret, men på vej ud ad døren … fortæl mig lige, hvor hun ligger. Så tager jeg derop!«

»Hej, stop lige … hvordan går det, Linda. Er du o.k.?« spurgte jeg bekymret.

»Helt erling!« sagde hun med rolig og overbevisende stemmeføring. »Jeg har det godt nok … som man kan have det, når ens mors kæreste har forsøgt at tage ens mødom!«

»Fuck!« mumlede jeg.

»Hvor er hun indlagt?« spurgte hun, nu lidt mere utålmodig i stemmen.

Jeg gav hende adressen.

»Kommer du ikke derop også?« spurgte hun. »Så må vi i fællesskab snakke om, hvad vi gør, når psykopaten kommer på fri fod igen! Tager det lang tid at flytte til Færøerne, tror du?«

»Hør lige her,« sagde jeg. »Mor har anmeldt ham for både vold mod hende og dig og for voldtægtsforsøg på dig … han kommer ikke ud foreløbig …«

»Nå … fint!« sagde hun og var stille et stykke tid. »Så skal jeg jo nok vidne i retten foran svinet … men det klarer jeg nok!«

»Det klarer du fint!« sagde jeg. »Jeg er jo hos dig!«

»Du er …« Hun fik en klump i halsen. »Du er den bedste storebror, man kan forestille sig!« fortsatte hun hviskende.

»Det er nemlig rigtigt!« sagde jeg frisk og lod, som om jeg ikke kunne høre, at hun græd. »Men jeg kommer, så snart jeg kan. Der er lige noget, jeg skal ordne.« Jeg havde besluttet mig til at finde den skide pakke og have den klar, når de flinke mænd kom efter den.

»Okay!« hviskede hun og afbrød.

Telefonen ringede øjeblikkeligt igen.

Displayet viste ikke noget navn eller nummer.

»Kristian!« sagde jeg.

»Hej, Kristian,« sagde Nick i den anden ende. Hans stemme lød, som når man læsser murbrokker af en lastbil ved at vippe ladet bagud. »Du har haft besøg i nat, kan jeg forstå?«

»Jo tak!« svarede jeg. »Og du har nok fået telefon? Må man godt det i detentionen?«

»Jeg er på vej i Dommervagten … men nu skal du høre rigtig godt efter, din lille duelort!« hviskede han. »Du var så flink i går ved mig, så jeg er rigtig flink ved dig i dag! Jeg har fortalt Kineseren og Mongolen, at jeg havde bedt dig passe på pakken. Så de kommer snart for at snakke med dig …«

Jeg blev kold over det hele.

»Var den ikke med i de ting, politiet tog med?«

Han frembragte en lyd, der godt kunne tydes som en slags latter.

»Nej … ser du, jeg kom til at skylde en anden rockergruppe en masse penge, da jeg sad i Horsens. Jeg har betalt min gæld nu … med den pakke klemmer! Inden jeg kom hjem til jer … i går! Og det tør jeg godt fortælle dig, for det vil mine to venner ikke tro en fløjtende hønselort på, hvis du siger det. Hvis jeg var dig, ville jeg se at komme ud af lejligheden i en helvedes fart! De kan være rigtig slemme, hvis de er i skidt humør, de to. Sådan nogle klemmer er rigtig mange penge værd … og får Kineseren og Mongolen ikke pakken med, får de nosserne i klemme!«

»Hvor er du dog et fucking røvhul, Nick!« sagde jeg med al den væmmelse, jeg kunne få frem uden at brække mig på gulvet.

»Hyg dig, spejderdreng!« sagde han og var væk.

Jeg pakkede lynhurtigt min sportstaske med undertøj, sokker, penge, T-shirts, bukser, og hvad der ellers var plads til. Jeg tog min J&C-jakke på.

Lige da jeg trådte ud ad min værelsesdør, gik døren til opgangen op.

Et kronraget hoved steg op som månen på en film, der kører for hurtigt. Mongolen rejste sig fra dirke-stilling og pakkede sin dirkekniv sammen. Bag ham pressede Kineseren sig ind.

»Godmorgen, Homer!« sagde han og så kort på Mongolen, som hurtigt skubbede døren til opgangen i. »Skal du ud og rejse?«

Jeg lod min taske falde til gulvet.

»Det … det skal jeg åbenbart ikke,« sagde jeg.

»Ikke før du har givet os pakken. Vi har snakket med Nick i telefon. Han siger, du passer på de gode sager for ham. Han sagde også, at grunden til, at du ikke ville udlevere den, da vi var omkring i nat, nok var fordi du ikke vidste, at vi rigtigt var dem, der skulle hente den. Men han ville ringe og forklare, at det altså er os, der skal have den. Kineseren, det er mig …« Han lagde en flad hånd på sit bryst. »… og Mongolen, som vi kalder ham på grund af hovedformen og frisuren. Men også lidt på grund af det, han løber rundt med inden i hovedet!«

Han trådte et skridt frem mod mig.

»Så hvis du vil være så venlig?«

»Nick er fuld af løgn … han snyder jer,« sagde jeg. »Det tror I selvfølgelig ikke en dyt på …«

»Nu du siger det, Homer,« smilede Kineseren skævt. »Nick nævnte også, at du var typen, der kunne finde på at benytte dig af hans arrestation til selv at sælge klemmerne og tjene nogle hurtige penge, selv om det slet ikke er dine klemmer!«

Han rakte en hånd frem.

»Hvis du er fornuftig, giver du mig den pakke … hvis du ikke har den mere, giver du mig de penge, du har, og så må vi finde en ordning, så du kan betale det, der mangler. For hvis du har solgt klemmerne, gætter jeg på, at du ikke har fået nær nok for dem!«

Jeg stod og stirrede på ham. Anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Mongolen tog en kniv op af lommen og lod en langt tyndt blad svippe ud med et smæld.

»Troede du, det var almindelig coke … eller heroin? Har du solgt det som luderjunk?« fortsatte Kineseren. Han stemme steg i styrke, og hans øjne blev mørke.

Han lod gå cirka fem sekunder.

»Okay … skær ham i tynde skiver, Mongo! Eller du kan også starte med at brække hans fingre …«

»Nej, stop …« udbrød jeg og rakte venstre hånd afværgende ud mod dem. »Jeg har pakken her!«

»Det var bedre …« smilede Kineseren tilfreds og rakte en arm bagud for at stoppe Mongolen.

Og jeg stak højre hånd i J&C-jakkens lomme.

»Stå helt stille!« hvæsede jeg. »Jeg har Nicks gun i lommen … den peger lige på dig, Kineser!«

De stod helt stille og stirrede på mig.

»Læg jer fladt ned på gulvet,« sagde jeg med tør stemme. Jeg vrikkede med pegefingeren i lommen og håbede, det lignede løbet på en pistol gennem stoffet.

»Læg jer fladt ned på gulvet!« gentog Kineseren hånligt. »Hvad har du lige set på dvd? ‘Inside Man’? Du aner ikke, hvordan sådan en kanon virker!« Han gik roligt hen mod mig.

Jeg vrikkede vildt med hånden i jakkelommen.

»Jeg skyder fandeme, hvis du ikke stopper!« råbte jeg og trådte et skridt tilbage.

»Du ryster over det hele, Homer!« sagde Kineseren med et grin. Han var mindre end to skridt fra mig, stoppede og rakte hånden frem.

»Giv mig den så!«

Jeg tog den tomme hånd frem af jakkelommen.

Kineseren slog en latter op.

»Godt forsøgt, hanekylling … hold øje med ham, Mongo, mens jeg leder. Nej, for resten, tjek hans taske igennem. Det kunne jo være, at han var dum nok!«

Kineseren gik forbi ham og ind i stuen.

Mongolen trådte hen og trak min taske til sig med en Nikebeskoet fod. Han havde stadig sin tynde kniv i hånden.

Han satte sig på hug, og med øjnene vippende frem og tilbage mellem mig og tasken, begyndte han at rode mine ting igennem.

»Hvorfor fanden siger du ikke bare, hvor lortet er? Vi finder det jo alligevel?« brummede han irriteret.

Med ét ringede hans mobil.

Han slap ikke kniven, men den hånd, han havde i min taske, brugte han til at stikke ned i sidelommen på sin læderjakke efter telefonen.

Dette var mit øjeblik! Det vidste jeg bare!

Af al kraft sparkede jeg ham lige midt i ansigtet. Det lå ligefor, som en pissegod aflevering foran et fodboldmål. Det var ligesom jeg kunne høre tilskuerbrølet rejse sig begejstret fra mængden på stadion, da manden væltede bagover, mistede balancen og kniven og mobilen på samme tid.

Jeg snuppede min taske og var ude ad hoveddøren på under et sekund!

På vejen ned ad den korte trappe til parkeringspladsen trykkede jeg på viceværten i min mobils telefonbog. Rundt om hjørnet ved affaldscontainerne styrtede jeg ind i opgangen opad mod hans lejlighed.

»Det er Olsen!« lød det vidunderligt roligt og sønderjysk i telefonen.

Jeg fortsatte i løb op ad trapperne, mens jeg snakkede til ham.

Hvis han alligevel var vågen og ikke lige havde noget at lave, kunne han gøre mig en megatjeneste.

I sin bil!

Om lørdagen går busserne ud til det gigantiske sygehus nemlig helt skævt. Det ville tage timer at komme derud.

»Det kan vi sagtens finde ud af … skal det være lige nu?« spurgte Olsen!

Olsen! Hvad andet kan verdens rareste vicevært hedde?

»Helst! Min søster har lige ringet … hun er på vej derud fra det der voldtægtscenter. Vi skal mødes derude … og jeg har altså ikke penge til en taxa, Olsen … du ved ikke, hvad det betyder for mig, hvis du gider køre lige nu?«

Jeg ventede i opgangen, mens han låste sin Skoda op. Han så forbavset på mig.

»Skulle du ikke med eller hvad?« råbte han og vinkede med nøglen i hånden

Jeg styrtdykkede i zigzag mellem de parkerede biler og kastede mig ind på sædet bag hans.

»Nå, så må vi se, om vi kan finde derud,« mumlede han og lugtede af kaffe med sukker. »Men du skal lige tage sele på! Du har bogstavet på det afsnit, vi skal stoppe ud for på hospitalet, ikke?«

Jeg nikkede, og han bakkede ud af sin private bås og kørte bag om containerne og ud på vejen.

»Olsen?« sagde jeg tøvende.

Han sagde ikke noget, men så på mig i bakspejlet.

»Nick … du ved, min mors eks, ikke? … ja, altså selvfølgelig er du med, men han ringede her i morges og sagde, at to rigtig hyggelige typer … rockere … er på vej for at finde en pakke, som Nick skulle have gemt i vores lejlighed.«

»Nå, for fa’en!« mumlede Olsen og skottede til mig. »Ja, så kan man jo godt regne ud, hvad der er i den pakke!«

»Nemlig!« sagde jeg. »Men det værste er, at Nick har bildt de der typer ind, at jeg skulle vide, hvor pakken er … at jeg var blevet sat til at passe på den. Derfor var de der i nat ved tretiden, men dengang anede jeg jo ikke noget om nogen pakke.«

»Og hvordan ved du lige, at Nick har bildt dem ind, at du har pakken?« spurgte Olsen.

»Nick ringede, lige efter at jeg havde talt med Linda i telefon … og lige inden jeg ringede til dig!«

»Okaaay!« mumlede han og fik sin mobil frem. »Når de nu kommer, og der ikke er nogen til at åbne for dem, vil de jo nok prøve at komme ind på ulovlig vis … jeg ringer til politiet. Måske er det oven i købet nogen, ordensmagten leder efter i forvejen!«

»De er derinde lige nu … i lejligheden,« sagde jeg. »Jeg nåede lige at slippe ud!«

Jeg blev sat af ved den søjle, hvor der stod et meterhøjt bogstav E på. Olsen bakkede Skodaen ind i en tom parkeringsbås, vendte og dyttede, da han kørte hjemad.

Inde i receptionen fortalte jeg, hvem jeg var, og blev vist op på en stue, hvor jeg fandt min mor i en høj seng og Linda siddende i en blå stofstol tæt på sengen med hendes hånd i sin.

Jeg ved ikke, hvad de lignede!

Gule og blå og hævede i ansigterne, begge havde hver et øje ude af drift, min mors læber var opsvulmede så vildt, at hvis ikke jeg vidste, hun var glad for at se mig, ville der ikke være nogen måde, hun kunne vise mig det på.

Linda rejste sig og gav mig en knuser. Hun begyndte at hulke, og jeg stod bare og holdt om hende, mens min mor og jeg havde øjenkontakt, indtil min mors eneste brugbare øje også løb i vand, og hun så den anden vej, ud ad vinduet mod de grønne arealer om bygningen.

Til sidst havde Linda snøftet af. Hun tørrede sine øjne forsigtigt og pudsede lige så forsigtigt næse, inden hun trak sig fri af mig.

»Undskyld,« hviskede hun uden at se på mig. Hun satte sig tilbage i stolen.

Jeg gik rundt om sengen og anbragte mig med ryggen mod vinduet.

»Det er altså ikke for at smigre dig, men du ligner et juletræ,« sagde jeg til min mor. »Kan du få din næse til at blinke, tror du?«

Det rykkede i hende, og hun viftede afværgende med hånden.

»Kan du slet ikke snakke?« spurgte jeg.

Hun rystede på hovedet og skilte hyperlangsomt de to opsvulmede kæmpelæber.

»Aj-aj!« sagde hun.

Jeg nikkede.

»Nå, men så må jeg jo gøre det … selv om Nick ikke kommer på gaden foreløbig, har vi altså nogle problemer.«

De så begge opmærksomt på mig.

»Nick har bildt sine rockervenner fra Stien ind, at jeg har en pakke narko, som han åbenbart har skullet bringe med til dem. Pakken har han brugt til at betale fængselsgæld til en anden gruppe. Men lige nu er to gutter fra Sti-rockerne enten inde i vores lejlighed, eller også er de blevet arresteret af politiet for ulovlig indtrængen … men uanset hvad, tror de altså, at jeg har det der narkolort!«

»Har du snakket med Nick?« spurgte Linda.

»Han ringede i morges,« svarede jeg. »Det var hævnen for, at jeg havde fået ham arresteret, og for, at han ikke måtte forgribe sig på mor og dig! Og så en genial måde at skaffe sig et alibi på i forhold til ikke mere at have den narko, han skulle være kurér med.«

Min mor tog sin mobil fra sengebordet, trykkede et nummer og viste mig det, uden at have ringet op.

»Politiet, Jakobsen« stod der ud for nummeret.

»Du vil have, at vi kontakter Jakobsen fra politiet?« spurgte jeg.

Hun nikkede.

»Okay!« Jeg tog telefonen og trykkede grønt.

»Nå, lad os se, om vi kan få hoved og hale på det her,« sagde Jakobsen og virkede rimeligt veloplagt, selv om han, så vidt jeg kunne forstå over telefonen, havde regnet med at skulle spille golf denne lørdag formiddag.

Han tog en laptop og anbragte den i sit skød.

»Lad os se … her har vi vores samtale fra i går, fru Østervrå … og jeg har lagt et interview med dig, Linda, ind her … du snakkede med KA Dorte Baunsholt ude på traumecenteret, ikke sandt?«

Han brummede lidt for sig selv, trykkede lidt frem og tilbage.

»Og her har vi rapporten fra de to ordensbetjente, der var ude i lejligheden og hente Nick Nolte Rasmussen … med den forklaring, du har givet dem, Kristian … sammen med stud.theol. Kim Sachariassen og stud.theol. Kalle Nærber … godt, så er vi vist ved at være klar. Du sagde noget om en pakke og om et besøg i nat, Kristian?«

Efter to timer stod følgende klart.

Når min mor ville blive udskrevet i løbet af ugen, ville lejligheden blive sat under observation og beskyttelse, også selv om Jakobsen og hans kolleger ville gøre deres til at rede trådene ud og få gjort forståeligt, at jeg ikke havde noget med den forsvundne pakke at gøre. Allerede nu ville der blive sat folk derud og holde øje. Kineseren og Mongolen var ikke blevet taget, selv om politiet havde været hurtigt i lejligheden efter min flugt. Måske var de nogle, politiet gerne ville snakke med under alle omstændigheder, selv om deres øgenavne ikke lige sagde Jakobsen noget sådan umiddelbart. Indtil vores mors udskrivelse måtte Linda og jeg bo på en ungdomspension et stykke uden for byen. Der ville vi være i sikkerhed … det var sådan et blandet sted for unge kriminelle og unge ikke-kriminelle, men ingen derude havde forbindelse til nogen rockergruppe. Og i øvrigt skulle vi omhyggeligt undlade at fortælle noget som helst om noget som helst … ikke angive nogen grund til vores forhåbentligt kortvarige ophold der. De unge derude ville spørge, men vi måtte ikke svare. De ansatte var vant til den slags opbevaring …

»Bliver vi låst inde?« spurgte jeg.

»Nej, I kan komme og gå, som I vil … men jeg synes ikke, at du skal lade dig vise for meget, Kristian. De ved sikkert, hvordan du ser ud. Du ved ikke, hvordan de ser ud … dem der leder efter dig!«

»Hvad så bagefter?« spurgte jeg. »Hvad med skolen? Skal jeg have politibeskyttelse med i skole?«

Jakobsen så venligt på mig og lukkede sin laptop.

»Nej, ser du, Kristian. Det er sådan med de etablerede rockergrupper, at vi har sådan nogle uofficielle samrådsudvalg, kan man kalde dem, hvor vi snakker med de øverste ledere. I sådanne samråd snakker vi lige ud af posen til hinanden, og det, vi siger, holder vand. Vi skal nok få forklaret rockerne på Stien, at det er Nick, der har taget røven på dem … og ikke dig. Men det tager lige lidt tid. Den konkurrerende rockergruppe skal nok levere pakken tilbage … uden om politiet, desværre, men sådan er vilkårene … til de rette ejermænd, altså dem på Stien – for at opretholde den hårdt tilkæmpede borgfred. De har nok at gøre med at holde sammen mod indvandrergrupperne … deres nye og meget voldelige konkurrenter på markedet.« Han sukkede og rejste sig. »Når vi er sikre på, at du uden risiko kan genoptage dit dagligliv, ringer vi til ungdomspensionen. Og hvad angår dig, Linda … du har jo ikke så meget at frygte mere. Jeg ved, at du skal i noget psykologbehandling … når du selv føler, at du kan begynde i skolen igen, starter du bare … dog ikke, før alt er på plads med din bror, Kristian. Okay?«

Ude på ungdomspensionen, som Jakobsen kørte os til, fik vi hver et sterilt værelse med en helt ny sovesofa, et sofabord i lys egefinér og to stole i samme stof som sofaen. To intetsigende kopibilleder på væggene, eget bad og toilet. Men ikke tv på værelset. Eller pc for den sags skyld.

Ville man den slags, skulle man socialisere med de øvrige beboere.

Jeg bankede på ind til Linda.

Jeg låste efter mig, da hun havde åbnet for mig.

»Ville du være ked af det, hvis jeg tog ind til byen?« spurgte jeg.

»Ja,« sagde hun.

Jeg smilede til hende.

»Okay, jeg prøver igen … jeg tager ind til byen. Tror du, at du kan klare dig selv uden mig resten af dagen?«

»Det går nok,« sagde hun. »Jeg skal nok finde nogen at snakke med. De stirrer alle sammen så underligt på mig, når jeg viser mig … jeg ved ikke lige hvorfor. Har jeg noget siddende ved det ene øje? Men hvad skal du inde i byen?«

»Jeg tager ind på Huset. Jeg vil gerne snakke med Kim og Kalle … jeg har lige haft fat i Kim over mobilen. Han og Kalle er derinde om en times tid.«

Hun nikkede.

»Kommer du her og sover?«

»Jeg kommer til aftensmadstid,« sagde jeg. »Er du sikker på, at det er o.k.?«

Hun smilede til mig.

»Jeg er ikke fjorten år mere, Kristian!«

»Nej, det glemmer jeg hele tiden. Du er femten, det er sandt!« sagde jeg.

Da jeg drejede vrideren på døren, stoppede hun mig.

»Glemmer du ikke noget?«

Jeg så på hende.

»Glemmer hvad?«

»Hvor meget skal du låne?« spurgte hun.

»Låne? Jeg skal sgu da ikke låne noget,« sagde jeg og tog i døren igen.

»Hvor mange penge har du på dig?« vedblev hun og åbnede sin rygsæk.

Jeg sukkede og så op i loftet.

»Jeg behøver ikke nogen penge … hvad skulle jeg bruge penge til?«

»Bussen, for eksempel,« sagde hun og fandt en hundredkroneseddel. »Nu skylder du mig to hundrede!«

Jeg grinede og rystede opgivende på hovedet.

»Okay … tak, Linda! Du skal nok få dem igen … jeg ved ikke lige hvornår, men om ikke før, så når mor får børnepenge igen … som sædvanlig.«

Vores mor er generøs nok til at lade statens børnepenge hvert kvartal gå lige i Lindas og mine lommer. Mit beløb lig ger der bare aldrig ret længe, før det svæver op og på magisk vis forsvinder i Lindas gemmer, hvor det hører hjemme.

»Det var ellers noget af en omgang, hvad?« sagde Mona og så sådan lidt bekymret og vurderende på mig. Gud ved, om hun stik imod alle regler bor fast i Huset? Hun er der altid, når jeg kommer.

»Det var en speciel oplevelse, kan man sige,« sagde jeg og satte mig ved det kæmpestore egetræskøkkenbord og tog te-termokanden og mit faste krus. »Kim og Kalle … de skulle være her?«

Hun overhørte mit spørgsmål.

»Hvordan med din søster? Slap hun med skrækken … der går alle mulige rygter, selv om der ikke er nogen herinde, der kender hende,« fortsatte Mona. Hun tog også sit krus og tekanden, satte sig over for mig med sit sortfarvede og aggressivt klippede hår.

Linda er ikke typen, der kommer i Huset. Der er for meget veninder og mobiltelefon i hende endnu.

»Det er, som man tager det,« sagde jeg og registrerede pludselig, at min stemme var blevet grødet og ru. »Svinet havde værktøjet fremme og havde både slået hende og revet hendes tøj i stykker … men hun blev ikke voldtaget. Jeg nåede … vi nåede frem i tide!«

Mona nikkede.

»Fyre kan slet ikke forestille sig, hvor frygteligt sådan noget er!«

»Hvorfor siger du det?« spurgte jeg og så på hende.

Hun pillede ved sin teske, vendte og drejede den, studerede den, som om hun aldrig havde set en teske før.

»For at du skal tage dig rigtig godt af din søster, vær sød ved hende, lyt til hende,« fortsatte hun. »Hun har brug for al den omsorg, hun kan få. Du kunne jo også prøve at sende hende herind. Vi har en gruppe, som støtter op om den slags … piger, der selv har været overfaldet, og det vidste du garanteret ikke, selv om det står på en plakat lige inden for døren!«

Næh, det gjorde jeg ikke, men jeg sagde ikke noget.

Ikke om plakaten og gruppen, i hvert fald.

»Hvad … eh … Kim og Kalle?«

»Øvelokalet … hvor ellers?« sagde hun ligegyldigt og pegede bagud mod den forede grønne dør bagerst i køkkenet.

De øvede et sæt igennem, bare de to på lead og bas, inden de satte guitarerne fra sig.

Kim rejste sig og kom over til den højttaler, jeg havde sat mig på.

Han lagde faderligt en arm om min skulder og klemte til. Hans røde strittende hår kildede på min kind.

»Hvad så, skipper … qvomodo id serat?«

»Det betyder noget i retning af ‘hvordan går det’?« sagde Kalle og tog sin bas op igen, tog stikket ud og klimprede lydløst på strengene.

Jeg smilede til dem begge på skift.

»Okay, vil jeg mene! Linda og jeg er røget på ungdomspension i Skejby, indtil vores mor er klar igen. Hun beder mig i øvrigt vistnok om at hilse og sige tak for hjælpen, vores mor. Det var lidt svært at forstå, hvad hun sagde. Nick havde jo været rigtig grundig med hendes mundtøj!«

Jeg fortalte om det natlige besøg; om Nick, som havde bildt sin gamle rockerbekendtskabsgruppe ind, at jeg passede på en pakke med narko for ham; om politiafhøringen på hospitalet; om den mægling mellem rockergruppernes ledere, som politimand Jakobsen ville sætte i værk, så grupperne ikke blev uvenner igen, og jeg ikke fik skylden for den manglende pakke. Jeg fortalte også, at vi måske skulle til at leve under politibeskyttelse. Men kun hvis det med pakken ikke gik i orden.

»Bombax!« sagde Kim og rystede på hovedet. »Sikke en ballade sådan et enkelt dumt røvhul kan lave, hvad?«

Kalle stillede sin guitar fra sig.

»Jeg skulle have givet ham den helt store tur, nu jeg var i gang, skulle jeg!« mumlede han.

»Det var vist rigeligt, det du gjorde,« sagde Kim. »Husk det kristne budskab …«

»Det med den anden kind?« Kalle så kort på ham med et skævt smil. »Det var sådan set også den, jeg tænkte på skulle have haft én!«

»Tilgivelsen og næstekærligheden!« sagde Kim og rejste sig. »Nå, men … var der ellers noget, vi kunne gøre for dig, Kristian … siden du ringede?«

Jeg rejste mig også.

»Jeg er bare en høflig ung mand, der gerne vil sige ordentlig tak, fordi I hjalp,« sagde jeg og blev lidt genert.

»Skulle det være en anden gang!« sagde Kalle. Han spændte musklerne i overarmen. Hans biceps nåede næsten hans øre.

»Ja, ja, nu slapper vi af, synes the leader of the band lige,« sagde Kim. Mon ikke det går recte foras via rustica fra nu af … det kan vi da håbe, i hvert fald!«

»At rektor får os, før vi ruster op?« spurgte Kalle med rynkede bryn.

»At det går lige ud ad landevejen!« sagde Kim. »Og apropos … jeg skal hjem på besøg hos de gamle i præstegården i Ringkøbing, så jeg tager af sted nu … I må hygge jer!«

Han så på sit ur, idet han lukkede sig ud ad den forede dør. Jeg tog min mobil. Klokken nærmede sig de 17. Jeg måtte hellere vende tilbage til Linda og ungdomspensionen og være lidt omsorgsfuld, som Mona havde opfordret mig til.

»Skal du også på hjemmebesøg?« spurgte jeg Kalle, da vi entrede køkkenet.

»Næ, jeg bliver i byen … jeg har tænkt mig at få en italia in aurum, i anledning af at det er lørdag!« svarede han. »Jeg tager ind til byen og mødes med nogle af gutterne fra mit gamle studie. De er lidt sjovere end dem på teologi!«

Kim stak hovedet ind fra den store hall, hvor overtøjet hænger. Han var halvt i sin læderkravledragt, som Kalle misundeligt benævner den.

»Italia in aurum!« sagde han forarget og rystede grinende på hovedet. »Det tror jeg ikke, du skal ønske dig … det, du mener, er nok talia in aure … en kæp i øret, er det ikke?«

»Nope! Talia kan ikke gøre det! Det bliver hele Italia,« sagde Kalle. »Jeg trænger til det … det minder mig om … jeg kendte engang en pige … et scor jeg havde med hjemme på kollegiet. Hun var underlig, hun ville havde den i øret!«

Mona rettede sig op fra sine regnskaber. Hun sukkede og lagde hagen i håndfladen og satte albuen i bordet.

»Den? Du mener din diller? Din præstediller?« sagde hun og lød træt.

»Ja, dengang var den nu min statskundskabsdiller, men det er underordnet – hun ville sågu have den i øret!« ivrede Kalle.

Mona rystede på hovedet og tog sin kuglepen igen.

»Det er sandt!« fortsatte Kalle. »Hver gang jeg prøvede at proppe den i munden på hende, sagde hun »Nej!« og drejede hovedet!«

»Hvornår er der mad?« skrev jeg til Linda, da jeg sad i bussen til Skejby.

»Klokken 18 præcist!« skrev hun tilbage. »Hvor er du nu?«

»På vej!« svarede jeg. »Ud for at give dig lidt omsorg og trøst … jeg kan forstå på visse kvinder i Huset, at jeg svigter dig ved bare at lade dig være alene!«

»Slap af … jeg klarer mig,« skrev hun. »De er ikke så nemme at snakke med, som jeg troede … de andre tøser her på pensionen. Så jeg har aftalt med Melissa, at jeg kigger ind til hende i aften.«

»Er du sikker på, at du må forlade stedet om aftenen?« skrev jeg.

»Har tjekket med en af pædagogerne … skal bare være tilbage klokken 23 senest!« svarede hun.

Jeg ved ikke, om jeg havde forestillet mig sådan noget med udkogte gulerødder og porrer i hvid melsovs, dertil dampkogte små, hvide kartofler og så en karbonade – i hvert fald blev jeg positivt overrasket, da vi kom ind i spisestuen.

Der var et stort buffetbord, hvor man kunne vælge mellem oksesteg og skinke, der var bunker af salat til egen blanding og tre slags dressinger. Dertil stegte kartofler, friskbagt brød, groft og hvidt, stadig varmt og dækket af dobbeltlagte rene viskestykker i fletkurve.

»Hold da kæft,« røg det ud af mig. »De vil da godt nok være sikre på, at I ikke stikker af og roder jer ind i noget skidt igen!«

Jeg så på den tometer-fyr med voldsomt underbid og kraftige øjenbryn over lyseblå, udtryksløse øjne, som stillede sig i kø lige bag mig.

»Hvad mener du?« spurgte han med dommedagsrøst.

»Ja, det bliver da ikke på grund af forplejningen, at I begynder at stjæle og røve igen, eller hvad I nu plejer at lave, når I ikke er i socialpædagogisk behandling!« forklarede jeg.

»Jeg er en af de ikke-straffede,« sagde fyren. »Jeg læser til ingeniør … men bortset fra det … maden er god.«

»Nå … okay,« sagde jeg og blev lidt varm i ansigtet. »Men to slags kød og alting … det er sgu da fedt!«

»Det er lørdag … om lørdagen er maden altid rigtig god,« sagde den kommende ingeniør. »Men til hverdag er den også fin … og der er tit to slags kød … muslimerne spiser jo ikke svinekød!«

»Nå, nej, selvfølgelig …« Jeg løftede hovedet og kastede et diskret blik rundt. Så vidt jeg lige kunne se, var der kun to arabisk udseende fyre mellem spisestuens omkring atten-tyve unge beboere.

Straks efter et hurtigt måltid ville Linda af sted. Jeg fulgte hende ud til bussen, sikrede mig, at hun havde sin mobil åben, tjekkede om den nu også var ladet op.

Hun fnisede og skubbede til mig.

»Hold nu op, Kristian, for fanden … det virker kunstigt … jeg kan godt finde ud af at tage bussen ind til Harald Jensens Plads og skifte til otteren og så stå af ved Melissas blok, uden at der sker noget, eller min mobil løber tør!«

»Okay, okay … hun bor i Fonnesbechsgade, ikke sandt?«

»Nummer 156, 3. th.,« sagde Linda og trådte et skridt tilbage, da bussen lidt nærgående holdt ind ved stoppestedet.

»Vi ses ved 23-tiden!«

Jeg dryssede ind i tv-stuen, men der kørte Eurosport med amerikansk fodbold – ikke lige min kop te. I et rum ved siden af var der bunker af tidsskrifter og blade, en hylde med bøger – Steen og Stoffer-collections, Simpsons-dvd’er i striber, op mod hundrede amerikanske mainstream thrillerfilm. Jeg kiggede uinteresseret striben igennem, kendte en del og gad ikke se nogen af de øvrige, hvis det ellers overhovedet var her i læsestuen, man kunne se film.

Jeg fik øje på en ung fyr, spinkel, tyndarmet og med stropundertrøje. Han sad henslængt i en lænestol med det ene ben over armlænet, fordybet i en arabisk avis.

Jeg gættede hans alder til de sytten-atten år.

»Hej,« sagde jeg for at sige hej.

»Hej,« svarede han uden at se op.

»Salaam aleikum,« tilføjede jeg.

»Salaam!« svarede han tonløst.

Jeg tog Politiken og smed mig i sofaen overfor; der var et bord med en bugnende frugtskål mellem os.

Det havde nu vist sig, læste jeg, at Bushadministrationen havde tvunget amerikanske klimaforskere til at forskønne deres forskningsrapporter, så der ikke stod grimme ord som ‘CO2-forurening’ og ‘drivhuseffekt’ og ‘fossilt brændstof’ og den slags, der kunne føres tilbage på industrien og bilerne. FN havde holdt et kæmpe møde, hvor mere end tusinde kloge hoveder nu var sikre på, at Bjørn Lomborg fra Danmark var en nar, og at en decideret klimaændring var på vej på grund af den globale opvarmning, og at den globale opvarmning var menneskeskabt. I en lille artikel på side tre kunne man læse Bjørn Lomborg udtale, at han aldrig havde sat spørgsmålstegn ved CO2-udledningens betydning for den kommende katastrofe – han havde bare udtalt, at der var værre katastrofer, som man burde bruge sine investeringer på at tage hånd om først.

»Idiot!« mumlede jeg.

»Hvad?« Fyren overfor så på mig.

»Ja, ikke dig … Bjørn Lomborg!« sagde jeg. »Noget jeg læser!«

»Bjørn Lomborg?« sagde fyren. »Hvem spiller han for?«

»Det er jeg ikke sikker på,« sagde jeg. »Men der står vistnok Shell på hans trøje!«

Fyren nikkede og vendte tilbage til sin avis.

Jeg bladrede Politiken helt igennem, men fandt ikke mere af interesse. Jeg smed den fra mig på sofabordet.

»Hvad … eh … spiller du pool?« spurgte jeg. »Jeg så lige et billardbord inde ved siden af …«

Fyren rystede på hovedet.

»Gider ikke,« mumlede han, men lukkede også sin avis og lagde den fra sig. Han tog benet ned af armlænet og lænede sig frem med albuerne på knæene og hovedet hvilende i hænderne. Han så på mig med nysgerrige, mørke øjne.

»Hvad sidder du så inde for?« spurgte han. Hans accent var ikke særlig påfaldende.

»Mig? Æh … det må jeg faktisk ikke snakke om!« sagde jeg og rømmede mig. »Hvad med dig … er du studerende?«

»A-ah!« sagde han og rystede på sit håndholdte hoved. »Knivstikker!«

»Knivstikker!« sagde jeg overrumplet. I mit hoved var han for spinkel og for uskyldig i sin fremtoning til at være andet end en af de ikke-kriminelle.

»Det er vel ikke dit erhverv? Knivstikkeriet?« fortsatte jeg i et forsøg på at sætte en munter tone.

»Nej, nej … det er en fritidsinteresse, jeg har,« svarede han og lænede sig pludselig helt tilbage i stolen og lagde albuerne op på stolens rygkant. »Normalt er jeg arbejdsløs … du ved, vi er fucking for dumm’ til fucking at lav’ noget eller til at blive fucking ansat nogen steder!« Han slog pludselig om i perkersprog med accent og det hele og grinede stort til mig. Han rakte en hånd ind over bordet.

»Ahmed!« sagde han.

Jeg trykkede hans hånd.

»I lige måde!« sagde jeg.

Han slog en lille latter op.

»Nej, okay … jeg hedder Kristian,« skyndte jeg mig at sige.

Hans levende øjne blev ved med at more sig.

»Okay,« nikkede han. »Spiller du skak?«

Jeg er ikke nogen ørn til skak – jeg ved, hvordan man stiller op til start, og jeg har lært nogle få begyndertræk, som er o.k. Det tog fusen på Ahmed lige til en start, det med de gode åbninger, men han opdagede hurtigt, at resten af mit spil var håbløst.

Fem minutter tog det ham at gøre min konge skak og mat.

»Det er et gammelt arabisk spil,« sagde han og lænede sig tilbage. Jeg ved ikke, om han sagde det for at trøste mig.

»Jeg var ellers sikker på, at det opstod i den europæiske middelalder!« svarede jeg.

Han rystede på hovedet.

»Korsridderne stjal nogle spil og tog dem med tilbage til Europa, da der ikke rigtigt var mere at plyndre i Palæstina!« sagde han.

»Javel så,« nikkede jeg.

»Jeg gider ikke spille mere med dig, når du ikke er bedre,« sagde han.

»Så lad os spille pool … der kan du med garanti ikke klare dig,« foreslog jeg.

»Jeg har lige sagt, at jeg ikke gider det spil,« sagde han og gabte.

»Er du bange for at tabe?« lokkede jeg.

»Ikke en skid,« sagde han. »Det er også et gammelt arabisk spil!«

»Pool?« sagde jeg. »Siger du, at billard er en arabisk opfindelse?«

Han nikkede alvorligt.

»Gu, er det da ej,« grinede jeg.

»Det er det da!« sagde han indigneret. »Ham der Richard Løvehjerte fandt det i Jerusalem, da han plyndrede … bordet var så tungt, at det tog fucking lang tid for ham at komme hjem. Det var derfor hans bror, prins Jack, tog magten … og alt det roderi med Robin Hood!«

Jeg grinede.

»Prins Jack!« sagde jeg. »Han hed altså John!«

»Du har ikke fulgt med i historietimerne,« sagde Ahmed og så hovedrystende væk. »Hans venner kaldte ham Jack!«

»Var han også oprindeligt araber?« spurgte jeg.

»Nej, nej, han var et fucking dumt europæisk svin!«

Vi så på hinanden og smilede.

»Jeg kan ikke finde ud af dig,« sagde jeg. »Sidder du inde for knivstikkeri, eller fylder du mig med løgn?«

»Allah vil ikke have, at man lyver. Jeg lyver ikke. Det er en stor synd …« sagde han og så et øjeblik alvorlig ud.

»Men man må godt stikke med kniv?« spurgte jeg.

Han nikkede langsomt.

»Hvis det er i selvforsvar!«

»Hvad skete der?« spurgte jeg.

»Det gider jeg ikke fortælle, men idioten var ved at bløde ihjel. Det var ikke meningen … jeg havde egentlig bare tænkt mig at omskære ham!« sagde han kort for hovedet.

»Han var altså dansker?«

»Hvis han havde været araber, havde jeg ikke sid det her … stik en indvandrer ned, og du gør samfundet en tjeneste. Stik en fucking dansker ned, og du kommer ti år i spjældet … også selv om det ikke er din skyld!«

»Det tror jeg på,« nikkede jeg. »Du bor ikke her i byen, når du er på fri fod … du lyder lidt, som om du kommer fra hovedstaden!«

»Det gør jeg også … Korsgade på Nørrebro, tæt på Blågårds Plads …« mumlede han.

»Og tæt på der, hvor Ungdomshuset lå … på Jagtvej,« sagde jeg videre. »Kom du der?«

»I Ungeren?« sagde han. »Hele tiden, mand. Jeg lavede film derinde … jeg er skidegod til at klippe film … optage videofilm og redigere … af en eller anden fucking irriterende grund må man ikke filme herinde på pensionen. Ellers kunne jeg lige have lavet en film med dig, så du kan se, hvor fucking åndssvag du virker … hvis ikke det var ved at blive mørkt, kunne vi være gået udenfor!«

»Hvordan er systemet helt præcist?« spurgte jeg. »Kan du låse dig ud af stedet her, når det passer dig, ligesom dem der bor her uden at have lavet noget kriminelt?«

Han nikkede.

»Fuldstændig … kun hvis jeg laver noget lort ude i den virkelige verden, får jeg en advarsel og bliver grounded. Anden gang ryger jeg tilbage til en rigtig joint …«

»Du har altså siddet i et almindeligt fængsel, før du kom her?« spurgte jeg.

»Ja, for fanden … på Fyn. Et ungdomsfængsel … i godt et år. Jeg fik tre år for det fucking knivstikkeri … så blev jeg flyttet herover på prøve. Klarer jeg mig og passer mit studie på handelsgymnasiet inde i byen, bliver jeg sat fri og kan rejse tilbage til Copenhagen om en måned!«

»Så du holder dig i ro?« foreslog jeg.

»Jeg holder mig i ro!« nikkede han med et skævt smil. Han så op – tav et øjeblik. »Hende, du kom herud sammen med, er din søster ikke? Hvem har haft fat i hende?«

»Jeg må slet ikke snakke om det,« sagde jeg. »I øvrigt skal vi kun være her måske et par dage, til myndighederne har afklaret nogle problemer … så det …«

Han spidsede munden.

»Jeg har en søster, der var tæt på at blive voldtaget,« sagde han pludselig.

»Er det der, knivstikkeriet kommer ind?« spurgte jeg.

Han nikkede.

»Hvis hun var blevet voldtaget, havde det været en katastrofe … ud over selve svinestregen. Du ved, hvordan muslimske piger skal være jomfruer, når de bliver gift?«

Jeg trak på skuldrene.

»Nå, men det skal de …« sagde han og trak vejret dybt. »Politiet fik fat i de to hvide svin, der havde overfaldet hende … men de gik fri. Bevisets stilling, hed det. Så for at de ikke skulle tro, at de skulle prøve sådan noget igen, ville jeg lige vise dem, hvad man kan med en springkniv … jeg vidste, hvor deres gruppe holder til, og fulgte efter dem en dag. Jeg forsøgte at ramme ham det ene svin i skridtet, men kniven røg ind i låret på ham i stedet for. Og så snittede den en pulsåre, og så var det, at han var ved at forbløde. Det skete heldigvis midt på Nørrebrogade, så der kom hurtigt en ambulance. Hvis han var død, havde jeg fået tolv år! Tolv år, mand!«

Han så ned i bordet og rystede på hovedet.

»Det er ufatteligt lang tid!«

Jeg sad og tænkte på, hvor lang tid Nick mon ville få for det lort, han havde lavet mod min mor og Linda.

Pludselig rejste Ahmed sig.

»Går du ikke med ind på mit værelse? Så kan du se mit redigeringsprogram på min laptop?«

Man kunne godt se, at han havde boet der et stykke tid, når man sammenlignede med de kliniske og ryddelige værelser, Linda og jeg havde fået stillet til rådighed.

Han havde persiske tæpper, eller hvor de nu kom fra, på væggene; han havde hylder med bøger, et rodet skrivebord, et fedt lydanlæg, vasketøj på endnu et persisk tæppe på gulvet.

»Ryger du joints herinde?« spurgte jeg.

»Er du sindssyg?« sagde han og så på mig, som om jeg var retarderet. »Så bliver jeg jo sendt direkte tilbage til Fyn. Hvorfor tror du det?«

Jeg trak på skuldrene.

»Der lugter krydret herinde …«

»Vi muslimer vasker os ikke i grisesæbe … sæbe lavet af døde grise. Vi bruger ordentlig sæbe … det er det, du kan lugte … og så min deo, vil jeg tro.«

Han åbnede laptoppen og tændte den, smed sig i en stol ved skrivebordet og åbnede en skuffe.

Pludselig sad han med noget sort i hånden. Ligesom et smalt håndtag til et eller andet, som jeg ikke lige kunne se, hvad skulle være.

Han trykkede på en knap øverst på tingesten – og klik! Et langt tyndt knivblad smækkede ud.

»Det var sådan en, jeg brugte,« sagde han og drejede våbenet i hånden, kiggede næsten kærligt på det.

Jeg var paf.

»Sagde du ikke lige, at du skulle passe på ikke at gøre noget ulovligt? Og så sidder du der med en hysterisk lovstridig springkniv! Hold kæft, mand, det er snart forbudt for nogen overhovedet at gå med noget så skarpt som en negleklipper, men du tør have sådan en dræber der i din skuffe? Laver de aldrig razziaer her?«

»Politiet kommer ud en gang imellem og leder efter stoffer og den slags, men kun hvis der er en grund til det … hvis en af os er blevet snuppet i at ryge eller i at have noget … hver gang jeg forlader pensionen her, har jeg kniven på mig. Den kan sagtens ligge i en lomme, uden at nogen lægger mærke til det. Ingen kunne forestille sig, at nogen herinde tør løbe rundt med sådan en … så leder de heller ikke efter den!«

Han foldede den sammen og rakte mig den.

Den var tung. Men han havde ret. Den så ikke ud af noget særligt, når den var foldet.

»Hvorfor går du rundt med den?« spurgte jeg. »Det kan da ikke være den, du brugte mod ham voldtægtsmanden?«

»Nope,« smilede han. »Den ligger i en forseglet plasticpose med nummeret B-314 i en eller anden boks på en politistation. Nej, den her forærede fætrene mig, da jeg flyttede ind her. De havde den med som indflyttergave. Jeg er nødt til at have den, faktisk!«

»Hvorfor er du lige det?« spurgte jeg.

»Dels fordi den klub, ham svinet er medlem af, har en afdeling herovre. På Stien ved Brabrand. Hvis de genkender mig, prøver de at slå mig ihjel … dels er der stadig den anden voldtægtsmand. Ham har jeg ikke fået fat i endnu!«

»Er han rocker?« spurgte jeg dumt.

»Jeps!« sagde Ahmed. »Eller prøver at blive det … hangout, kalder de det vist nok. Eller prospect, jeg ved ikke, hvor langt han er i systemet.«

»Og du har tænkt dig at stikke den anden også?« spurgte jeg vantro.

»Det har jeg,« sagde han roligt. »Helt hundrede!«

»Også selv om du kender risikoen?« fortsatte jeg.

»Næste gang bliver det planlagt ordentligt … fætrene har lovet at hjælpe mig,« sagde han og så pludselig på mig. »Hør, sikke meget jeg sidder her og viser dig og fortæller dig … og jeg kender dig jo slet ikke … du kunne være stikker eller sådan noget …«

»Det er jeg ikke,« sagde jeg. »Og bare rolig … jeg holder min kæft … det var også en rockeridiot, der havde fat i min søster … og min mor i øvrigt. Og grunden til, at vi er her, er for at vi skal være i sikkerhed, indtil politiet har klaret banen for mig. Nick … ham rockeridioten, som i øvrigt også er et eller andet prospect eller hang-out hos de der Stien-rockere, har bildt sine venner ind, at jeg har stjålet en pakke junk fra ham … én han skulle hente et eller andet sted, da han kom ud fra fængsel. Så indtil politiet har fået overbevist rockerne om, at det er Nick, der har solgt lortet for at slippe af med gammel gæld, skal jeg bo her … og Linda også!«

Jeg trak vejret dybt.

»Så er vi vist lige!« sagde jeg. »Os to, mener jeg … nu har jeg også fortalt!«

Ahmed så koncentreret på mig.

»Prøv lige igen,« sagde han. »Og lidt langsommere … jeg er ikke helt med!«

»Nick er min mors gamle kæreste. Han er lige kommet ud af Horsens Statsfængsel. På en eller anden måde bliver han på turen fra Horsens og herop forsynet med en pakke narko, som vennerne fra hans klub på Stien skal have. Han er kurér, okay?«

Ahmed nikkede og foldede armene over brystet.

»Men inde i Horsens Tugthus, som jo er lavet helt om, har han siddet med den forkerte rockergruppe … min mor sagde noget om engang, at fordi der var fred mellem grupperne, så gad fængselsvæsenet ikke have bøvl med at flytte rundt på folk … blandt andet Nick … så da han kommer ud af fængslet, skylder han den anden gruppe … den konkurrerende gruppe så mange penge, at han tager chancen og betaler med det junk, han havde med som kurér. Og så giver han mig skylden for, at det er væk … smart, ikke? Så nu er Stien-rockerne efter mig. De har haft fat i mig én gang, men da forklarede jeg mig ud af det … og sparkede lidt og sådan …

Nu holder politiet så møde med begge rocker-gruppers ledere og prøver at få dem til at tro på, at det er Nick, der er lorten, og ikke mig. Ham politi-Jakobsen, som vi snakkede med, var ret sikker på, at det ikke var det store problem.«

»Har han haft noget med rockere at gøre før?« spurgte Ahmed skeptisk.

»Det ved jeg ikke, det tror jeg da!« sagde jeg.

»Det kan da godt være, det kan lade sig gøre, det han er ude på … men det kommer fucking an på, hvor meget Stienrockerne ved, at man ikke kan stole på … hvad hed han?«

»Nick!« sagde jeg.

»Nick,« gentog Ahmed. »Dernæst kommer det an på endnu to ting … hvor meget pakken er værd. Altså om den anden rockergruppe vil af med den igen, når den nu har fået fingrene i den – og det kommer også an på, om de allerede skulle have omsat varerne. Og så er det jo sådan set ikke deres problem, hvordan Nick betaler sin gæld … bare han betaler!«

Jeg satte mig tungt i hans sofa.

»Du tror ikke meget på det?« sagde jeg og kunne pludselig mærke min puls.

Hans øjne var alvorlige, da han rystede på hovedet.

»Skal jeg skaffe sådan en her til dig?« spurgte han og løftede kniven i vejret. »Jeg har også fætre herovre i Jylland … i Gellerup …«

»Shit, mand!« sagde jeg. »Hvad fanden skal jeg gøre, hvis de ikke tror på det? Hvis de begynder at jage mig?«

»Vent nu, til ham politi-Jakobsen kontakter dig … måske er alt i orden,« sagde Ahmed. Han lød ikke en skid overbevisende.

»Hej, hvad er klokken?« røg det pludselig ud af mig.

Jeg fumlede min mobil frem.

22.46.

»Fuck!« mumlede jeg og kom på benene.

»Hvad …?« Ahmed rejste sig også.

»Det er min søster … hun skal være tilbage klokken 23!«

»Har du ladet hende taget nogen steder?« spurgte Ahmed forarget. »Hun render rundt og ligner en fucking reklame for et overfald … hvis rockerne ikke kan finde dig, kan det jo være, de går efter din søster for at lave en byttehandel. Og hun har jo ligesom et signalement, der er til at få til at passe, hvis man møder hende eller ved, hvor hun holder til! Er du ikke lidt dum?«

»Tror du ikke, jeg selv lige står og tænker de tanker, for fanden, mand?« kom jeg til at råbe lidt for højt. Jeg styrtede hen til døren.

»Ro på, for fuck, mand!« lød Ahmeds stemme efter mig, da jeg småløb hen ad gangen og desperat prøvede at huske, hvor Lindas værelse lå. »Det kan jo være, hun sidder og venter på dig …«

Ja, det kunne godt være, men jeg var desværre hundrede på, at hun ville ringe, så snart hun var på pensionen igen og ikke lige kunne finde mig.

En af de ret stort byggede socialpædagoger havde observeret uroen fra Ahmeds værelsesgang og kom mig i møde – muskuløs og i hvid T-shirt.

»Problemer?« spurgte han og lagde en hånd på min skulder, hvilket ville have kunnet stoppe et travlt, forsinket Arrivatog.

»Det er Linda … min søster. Jeg kan ikke huske, hvor hendes værelse er … vi er jo lige flyttet ind her i eftermiddags … og hun skulle have været hjemme fra byen … eller skal være hjemme om …«

Jeg så igen på mobilen.

»… om ti minutter!«

Han slap min skulder.

»Okay, jeg følger dig hen til hendes værelse. Så må vi se, om hun er der. Har du prøvet at ringe til hende?«

Hold kæft, mand! De måtte have puttet noget totalbedøvende i den salat, de serverede til aftensmad. Min hjerne stod helt stille. Hvorfor i helvede havde jeg ikke tænkt på at ringe til hende, når hun nu ikke havde ringet til mig?

Da vi nåede hendes låste dør, ringede min telefon igennem til hendes.

»Du har ringet til Linda. Læg en besked!« lød det.

»Hun har svarer på!« sagde jeg hæst.

Pædagogen bankede på.

»Jeg låser mig ind om ti sekunder,« råbte han. »Linda, er du derinde?«

Værelset var tomt.

Pædagogen vendte sig mod mig.

»Der står i logbogen på kontoret, at hun besøger en veninde … vi har både adresse og telefonnummer på veninden,« sagde han og skyndte sig i forvejen hen ad gangen.

»Måske kommer hun med en bus nu om lidt,« sagde jeg forpustet og forhåbningsfuldt.

»Nix!« sagde pædagogen og svingede ind på kontoret. »Den sidste bus inden 23 kommer forbi klokken halv …«

Han fandt Melissas nummer og trykkede det på en fastnet.

»Du må hellere føre ordet,« sagde han og rakte mig røret.

»Det er Anna,« lød det i den anden ende.

»Melissas mor?« spurgte jeg.

»Mellisa har ikke tid nu,« sagde Anna. »Vi bryder os ikke om, at folk ringer så sent. Prøv igen i morgen formiddag!«

»Hej, stop, du må ikke lægge på!« råbte jeg. »Please! Jeg er Lindas bror!«

»Nå, okay … lige et øjeblik!« sagde Anna lidt venligere i stemmen. Det lød, som om hun holdt en hånd over røret, mens hun kaldte på sin datter.

»Det er Melissa!« lød det lidt efter.

»Hej, Kristian her … hvad eh … Linda, er hun …«

»Er hun ikke kommet frem endnu?« spurgte Melissa forskrækket.

Mit syn blev pludselig sløret, og jeg blev svimmel, så jeg måtte sætte mig ned for ikke at falde om. Pædagogen nåede at skubbe en kontorstol ind under mig.

»Hvornår tog hun af sted?« spurgte jeg.

»Det er mere end en time siden,« sagde Melissa. »Hun skulle jo skifte på Harald Jensens Plads …«

Jeg lagde røret, fumlet og upræcist.

»Rejs dig fra min stol!« sagde pædagogen. »Vi ringer til politiet!«

Jeg kom på benene. Ude på gangen stod Ahmed. Flere var ved at slutte sig til, fornemmende lugten af ballade.

»Hej, der kommer en taxa,« var der én, der råbte.

»Hvorfor i helvede ringede du ikke? Hvorfor i helvede har du sat svarer på?«

Linda sad og krøb sammen i sin lænestol med alt overtøjet på. Hun så forskræmt på mig.

»Dæmp dig lidt,« brummede pædagogen fra døråbningen. »Hun er en halv meter fra dit brølende hoved! Jeg tror godt, hun kan høre dig!«

»Må jeg ikke forklare?« pippede hun.

Jeg lod mig falde over i hendes sofa.

»Undskyld!« hviskede jeg. »Jeg blev bare skide forskrækket!«

»Da jeg kom ned til stoppestedet, kørte to motorcykler forbi. Ingen af dem, der kørte, havde hjelm på … og en af dem så på mig, da de kørte forbi. Et stykke henne ad Ringgaden fra Harald Jensens Plads stoppede de pludselig og vendte om. Jeg blev bange og løb hen til taxastoppestedet. Der fik jeg en vogn med det samme, men da han hørte, hvor jeg skulle hen, blev han skide grov … ville ikke køre med det samme, vendte sig om og gloede på mig, som var jeg et fremmed dyr. Han troede, at jeg var en kriminel junkie, han kunne gøre en god handel med for turen. Det tog lang tid, før han rigtig forstod, at det kunne han ikke, og så endelig begyndte at køre herud. Og jeg fik besked på at slukke min mobil, da jeg tog den frem for at ringe til dig.

Jeg kan altså ikke gøre for det!«

Hun begyndte at græde.

»Jeg finder Lise … hun er god at snakke med,« sagde pædagogen.

»Nej … ellers tak! Det klarer vi selv, ikke Linda?« spurgte jeg.

Hun nikkede med hovedet begravet i hænderne.

Pædagogen vendte sig mod menneskemængden på gangen uden for den åbne dør.

»Okay, det er ved at være sengetid … ind på jeres værelser!« sagde han med høj røst.

Ahmed maste sig pludselig under pædagogens arm i døråbningen.

»Kristian … du og jeg, okay? Du og jeg? Husk, jeg er med dig!«

»Hvad fanden sker der, Ahmed … skal jeg putte dig i lommen og gå hen til dit værelse med dig?« spurgte pædagogen irriteret og hev ham ud på gangen igen.

Han trak døren til efter sig.

Jeg så på min mobil.

Klokken var to om natten.

Jeg kunne simpelthen ikke sove.

Der havde ligget et skjult budskab eller tilbud, eller hvad man nu skal kalde det – i Ahmeds bogstaveligt talt indskudte ord i døråbningen, før han blev tvangsfjernet.

Og det var ikke svært at gætte, hvad det gik ud på!

Og et eller andet sted var det rigtigt! Hvis Nick ikke fandtes – forsvandt, døde – et eller andet – ville alting se helt anderledes ud for min mor, for min søster, for hele vores fremtid. For min fremtid! Og det var altså svært overhovedet at finde nogen som helst grund til at have ondt af svinet! Hvis han blev kørt over af en rengøringsvogn derinde i arresten og døde af det, ville jeg juble!

Jeg sov til ved titiden. Det var jo søndag, og Linda og jeg havde snakket til ved ettiden. Hun havde været bange, fordi de to rockere tilsyneladende var vendt om på deres bikes, da de havde fået øje på hende. Og fordi taxachaufføren havde været grov og havde behandlet hende, som var hun narkoluder.

Fandens! Det var, som om alting hang på mine skuldre! Jeg skulle trøste min søster, jeg skulle passe på min mor – og jeg skulle passe på mig selv, hvis de der rockere stadig troede, at jeg havde neglet deres dope.

Pludselig slog det mig! En præst skal snakke med folk, hvis folk har behov for det. Jeg kunne ringe til Kim og Kalle og snakke med dem! Selv om de ikke var færdiguddannede – Kalle knap begyndt – og måske ikke engang gået i gang med præstedelen af teologistudiet, så måtte de da være interesseret i at prøve at få en rigtig svær samtaleopgave! Om ikke andet, så for træningens skyld.

Jeg trykkede Kalles nummer. Kim var vel stadig på besøg hos sine forældre i Vestjylland.

»Hej, Kalle … det er Kristian … du ved ham med forbryder-Nick … hvis du hører det her trods svareren, så tag venligst telefonen. Det er ret vigtigt … hvis ikke, ringer jeg til dig senere …«

Jeg ventede nogle sekunder, før jeg afbrød og rejste mig for at tage tøj på.

På vej ned til spisesalen kom jeg forbi kontoret. Det er formet som en trekant med store vinduer til både pigegangen og drengegangen. Pædagogen fra i aftes bankede på ruden og gjorde tegn. Han ville åbenbart tale med mig.

»Sig mig, holder I aldrig fri?« spurgte jeg, da jeg var kommet ind i glasburet.

»Fireogtyve timers vagt og tre døgn fri … sådan fungerer det! Bortset fra det – tre ting!«

Han holdt tre fingre i vejret på venstre hånd, rørte ved den første finger.

»Hvordan gik det med at trøste Linda? Er hun o.k.?«

»Hun er o.k.,« nikkede jeg. »Hun var mest forskrækket … både over de to rockere, der tilsyneladende vendte om, da de havde set hende … og på grund af den skide taxachauffør. Hun er bange for, at de rockere faktisk var ude efter hende … og ærligt talt er det jo et dårligt tegn i forhold til det, politi-Jakobsen skulle klare med rockerlederne!«

»Det kender jeg ikke så meget til, det der,« sagde pædagogen. »Men apropos politiet …« Han rørte ved finger nummer to. »Lige netop en betjent ved navn Jakobsen har meldt sin ankomst. Han vil gerne snakke med dig og Linda klokken elleve. Så du skal ikke gå nogen steder. Jeg har orienteret Linda, da hun var inde og spise morgenmad.«

»Så må jeg hellere skynde mig at få noget i mavsen!« sagde jeg og skottede til væguret over glasruden til drengegangen. Næsten halv elleve.

»Det var punkt tre!« sagde pædagogen. »Der er ikke noget morgenmad efter 9.30, selv om det er søndag. Så det må du undvære. Til gengæld er der frokost klokken tolv tredive … du må gerne invitere politimanden med, hvis han stadig er her til den tid!«

Vi fik overladt en slags møderum, småt, med et kvadratisk bord og fire stole med røde stofsæder.

KA Jakobsen stillede sin laptop foran sig og tændte for den. Mumlede mens den gjorde klar, klikkede sig frem til det rigtige sted.

»I skal ikke lade jer distrahere af, at jeg skriver, mens vi snakker sammen,« sagde han uden at se på hverken Linda eller mig. »Jeg har åbnet to vinduer … et med referat af mødet med rockerlederne og et aktivt vindue til at skrive referat af vores møde i!«

»Smart!« sagde jeg. »I har styr på teknikken inden for kriminalpolitiet!«

»Jah, det må man sige,« sagde han ikke uden storhed i stemmen. »Nå, nu skal I høre. Vi var to mand af sted til møde med de her rockerbosser …« Han løftede hovedet og så på os på skift. »Nu forestiller I jer nok, at sådan nogle rockerbosser er lidt i retning af nogle snuskede typer, uvaskede – i laset tøj, olie over det hele og rygmærke, ikke sandt?«

»Jo, da,« sagde jeg for ikke at skuffe ham.

»Det er slet ikke tilfældet,« sagde han med hovedet på skrå. Han slog klik med tungen. »Slet, slet ikke … det er nærmest som at holde møde med nogle fra erhvervslivet … de er klædt i dyre jakkesæt, kommer i dyre biler … og vi mødes altid på byens bedste hotel … i restauranten. De har en VIP-afdeling, hvor man kan holde lige netop den slags møder, som ingen andre skal kunne høre noget fra.

Nå, men begge de øverste hoveder fra hver sin klubs lokale afdeling mødte op.

Jeg præsenterede dem for problemstillingen. Sagde simpelthen, at Nick havde taget røven på Stien-gruppen ved at bruge sin narkofragt til at betale gæld til Maverickerne. Og at han havde givet dig, Kristian, skylden for, at narkoen var væk!«

Han tav og skrev løs et minuts tid.

»Hvad sagde de så til det, mon?« spurgte jeg spændt. »Og jeg går ud fra, at det var i går på et tidspunkt?«

Han nikkede.

»Det var i går eftermiddags klokken præcis fjorten tredive,« svarede han. Han så op igen, skottede til Linda, men så mest på mig. »Se, det er faktisk ikke problemfrit. For nu at skære det helt klart ud … det er noget værre skidt!«

Mit hjerte begyndte at banke.

»Hvordan?« fik jeg spurgt uden at lyde som en, der var ved skide i bukserne.

»Jo, ser I … de to … lige de to fyre, som jeg her snakker om, plejer bestemt at være til at tale med. Men det må have været en usædvanlig kostbar fragt narko, som Nick har haft fat i.

Lad mig nu se …«

Han kneb øjnene sammen og stirrede på skærmen, scrollede lidt.

»Jo, Stien-lederen … ham, der skulle have haft narkoen af Nick. Ham fra den gruppe, Nick er supporter til …«

Jeg nikkede utålmodigt.

»Jeg tror, at både Linda og jeg ved, hvilken gruppe Nick fedter for,« sagde jeg.

»Hvad? Ja, nå fint …« sagde Jakobsen og rettede på laptoppen, så den flugtede nøjagtigt med bordets kant. »Nå, men ham fra ‘Stien’ sagde, at det såmænd ikke ville undre ham en skid, hvis det var rigtigt … at Nick havde brugt pakken til at betale gæld til anden side. Og det kunne også passe, at han ville give en sølle knægt skylden for, at pakken ikke var i hans besiddelse mere. Men han ville gerne tale med dig under fire øjne, Kristian! Han påstår, at han er menneskekender og på et splitsekund kan se, om folk lyver eller ej! Det ved jeg ikke, hvordan du har det med?«

»Sådan et møde med ham, uden at politiet er til stede?« sagde jeg vantro.

Jakobsen nikkede.

»Altså vi vil naturligvis være uden for hotellet, det er klart. Vi kunne også nok finde ud af at placere et par af vores folk undercover som tjenere …«

Jeg tænkte mig om et øjeblik.

»Okay!« sagde jeg så. »Min samvittighed er ren … og det kan jo være, at han kan se, om folk taler sandt eller ej! Hvis han tror på, hvad jeg siger, holder ‘Stien’ måske op med at følge efter Linda og mig. Det kunne fandeme være rart at følge sin mor hjem fra hospitalet og fortælle hende, at vi ikke behøver politibeskyttelse … så længe Nick sidder inde!«

Jakobsen nikkede.

»Der er lige én ting … lederen af Maverickerne benægtede, at de har modtaget noget som helst af Nick – hverken i pakke eller kontanter. Og at han i øvrigt skylder dem seksogfirs tusinde fra sit kurophold i Horsens!«

Han trak vejret dybt.

»Det kan betyde to ting … at de har fået pakken, men ikke vil af med den igen. Det finder vi nu hurtigt ud af … hvis der begynder at flyde med nyt og dyrt stof i byens gader, er det fordi, den er i omløb. Men det kan også betyde en anden ting. For eksempel at Nick hele tiden havde planlagt at fortælle, at du, Kristian, havde neglet pakken, og så har beholdt den for sig selv. Hvis han ikke havde dummet sig på sin første dag ude, kunne han måske lige nu sidde på en tropeø og drikke champagne, fordi han selv havde solgt varerne. Måske har han gravet pakken ned et eller andet sted, som ingen kender, ud over ham selv!«

»Og hvor stiller det så Linda og min mor og mig?« spurgte jeg med en frysende fornemmelse af selv at kende svaret.

»Vi har snakket frem og tilbage om det inde på stationen,« sagde Jakobsen og så alvorligt på mig. »Selv om du ikke er ældre, end du er, synes vi, det ville være en god idé, hvis du mødtes med Stien – lederen – naturligvis under den beskyttelse, vi kan give dig. Tror han på dig, er den trussel ude af verden, som du selv er inde på. Gør han ikke, er vi lige vidt, men forsøget er da gjort.«

Han lænede sig tilbage i stolen med det røde stofbetræk og samlede fingerspidserne, satte dem lige under næsetippen og kneb øjnene sammen.

Han præsenterede sig som John, gav hånd, bestilte en Cola Zero til mig og en dyr Egelykke danskvand til sig selv. Lidt tungt anbragte han sig i stolen over for mig, efter belevent at have ventet, til jeg havde fundet min plads. Udadtil kunne han godt ligne Flemming ‘Bamse’ Jørgensen fra popgruppen ‘Bamses Venner’. Sådan ret kraftig og rund i det, med rødt hår og hårpisk ned ad nakken. Velklædt i dyrt mærkevaretøj.

Han bød mig en cigaret fra en smal æske med et udenlandsk navn, jeg ikke kendte.

Da jeg takkede nej, tændte han en til sig selv, men sørgede omhyggeligt for at vifte røgen væk, så den ikke generede mig.

»Nå, du er Kristian og har fornøjelsen af at kende Nick indefra, om jeg så må sige,« sagde han roligt og smilede svagt, mens hans øjne hele tiden hang ved mit ansigt.

»Det kan man sige, ja,« svarede jeg.

»Fortæl mig om den første dag, han var ude … den dag, han gik amok hjemme hos jer!« fortsatte han.

Jeg fortalte, fra jeg var kommet hjem fra skole, over skænderiet med min mor, turen til Huset – til jeg blev kørt hjem, hans forsøg på voldtægt af Linda og om den hjælp, jeg havde fået af mine to venner – uden dog at nævne deres navne.

»Og han kom ikke på noget tidspunkt ind på noget om nogen pakke, han havde travlt med at få afleveret hos os på Stien?« spurgte John Bamse.

»Ikke med et ord, før han ringede næste morgen fra spjældet og fortalte, at han havde sagt til dine to gorillaer Mongolen og Kineseren, at jeg havde den – så hvis den var væk, var det mig, der havde gjort et eller andet ved den!« svarede jeg og var omhyggelig med at holde øjenkontakt.

Jeg havde læst, at hvis man lyver, ser man skråt ned til højre – eller var det skråt op til venstre? Nå, never mind, jeg løj jo ikke, så jeg behøvede slet ikke tænke i de baner.

»Efter mødet i går med politiet, snakkede Finn og jeg privat sammen,« fortsatte han roligt og slog asken af sin tynde cigaret. »Finn er the man fra Maverickerne. Han ville undersøge til i dag, om nogen fra hans gruppe skulle have modtaget noget fra Nick. Og give mig besked, før vi to skulle mødes …«

»Okay?« sagde jeg. Mit hjerte begyndte at banke, og jeg blev nervøs for, om menneskekenderen på den anden side af bordet skulle kunne fornemme hjerteflimmeret og på en eller anden måde tolke det forkert.

»De har ikke fået noget som helst fra tumpen. Det er ganske vist!« Han slukkede forsigtigt cigaretten, som skulle det fine mærkeskod være genkendeligt, når en tjener tømte askebægeret efter vores møde. »Finn og jeg har så store interesser i ikke at blive uvenner, at han aldrig ville lyve om sådan noget … og ingen af hans folk ville overleve at snyde i sådan en sammenhæng. Vi har nok at gøre med at holde sammen mod perkerbanderne. De kører kampagne lige for tiden!«

»Kampagne?« spurgte jeg og måtte rømme mig.

Han så på mig, som morede han sig lidt.

»De prøver at stresse os,« sagde han. »Men det kommer ikke det her smør ved! Ikke i første omgang, i hvert fald. Lige nu skal du svare mig på, om du har fortalt mig sandheden … om du på nogen måde har haft noget med Nicks pakke at gøre. Jeg har hørt noget om, at du havde besøg af to rigtige venner, som ville tjekke jeres lejlighed, men at det lykkedes dig at slippe væk. Og at de rigtige venner var nødt til at smutte, inden du fik sendt politi til adressen!«

»Jeg har intet med den pakke at gøre!« svarede jeg uden at slippe hans grønne øjne et sekund.

»Jeg tror på dig, Kristian,« sagde han. »Jeg var sikker, fra det øjeblik du trådte ind i rummet her … før du havde sagt noget som helst. Den gode gud eller hvem, der står for den slags, har udstyret mig med en evne til at se lige gennem folks sommetider tommetykke lag af løgne og spinderier … du er god nok!«

Jeg trak vejret lettet, og John grinede dæmpet.

»Betyder det, at min mor og min søster og jeg kan flytte hjem igen, uden at være bange for at blive generet af nogen fra din … gruppe?« spurgte jeg.

»Det gør det – med statsgaranti!« nikkede han og spejdede efter en tjener.

»Hvad sker der så nu med Nick?« spurgte jeg videre.

»Tja, ingen af vores forbindelser har kunnet fortælle os, hvornår hans sag kommer for retten. Den eneste logiske forklaring på det her rod er, at han har beholdt pakken for sig selv. Han har fundet ud af, at han ved selv at sælge dens indhold både kan betale sin gæld til Maverickerne og stadig være et rigt røvhul. Men når han overføres til et almindeligt fængsel, skal vi nok få fat i ham. Og så skal han nok snakke, det kan du regne med!«

»Det hjælper vel ikke ret meget, hvis han når at afsætte pakken inden?« spurgte jeg.

»Den er i og for sig værdiløs, som tingene ligger nu. Han kan ikke sælge af varerne, uden at røbe til en tredje person, hvor den befinder sig … fordi han jo ikke kan have den inde i brummen. Det siger sig selv. Han kunne jo teoretisk set allerede have solgt, men så ville varerne være på gaden nu, og det ved vi, at de ikke er! Men det udelukker ikke, at han kan have en aftale om salg til en gruppe, vi ikke har kontrol med, for at lade dem om detailhandlen.«

»Perkerne?« spurgte jeg.

Han nikkede.

En tjener var på vej mod vores bord med en regning i hånden, men John vinkede ham pludselig af. Manden drejede rundt på hælen og forsvandt.

»Jeg sidder her og tænker lige pludselig på noget lige sådan ud af den blå luft,« sagde han og satte sig til rette igen, tændte en ny cigaret af de tynde udenlandske og så forbi mig ud ad vinduet bag min stol, mens han med en tommelfingernegl forsigtigt skrabede på sin underlæbe. Sådan sad han i nogle sekunder.

»Du er ikke videre vild med Nick, vel?« spurgte han så.

»Det kan man ikke just påstå!« sagde jeg og tømte mit glas.

»Du ligner ellers ikke sådan én, der går rundt og bærer nag,« fortsatte John Bamse.

»Nå, det siges ellers, at du kan se lige ind i folk,« rappede jeg tilbage.

»Touché!« sagde han med et bredt grin. »Jeg kan se, at du nærer et ubændigt had til ham for det, han har gjort ved din mor i årevis, men specielt fordi han ville voldtage din lillesøster, som du holder meget af!«

Jeg smilede bekræftende til ham og gav et lille fnys fra mig.

»Det er vel ikke så underligt,« sagde jeg.

»Det jeg mente var, at du ser ud som en tilforladelig type, som ingen ville forbinde med noget kriminelt. Jeg tør vædde på, at du passer din skole, måske endda er dygtig og vellidt blandt lærerne … tager jeg meget fejl?« fortsatte han.

»Nej, det er vist meget rammende,« sagde jeg.

John Bamse knipsede med fingrene og holdt to fingre i vejret. Et sekund efter blev vores tomme flasker udskiftet af en tjener, som var lige så hurtigt væk igen, som han var dukket op.

»Det går mere og mere op for mig, at det er meget vigtigt, at vi så hurtigt som muligt får kontakt med idioten,« sagde John og lænede sig ind over bordet. »Ved at sidde og snakke med dig får jeg formuleret mig frem til, hvordan tingene hænger sammen. Jeg er hundrede på nu, at imbecilen har en perker-aftale! Det kunne vi sådan set tage roligt; det ville ikke være første gang, at vi mister en sending. Sådan nogle bliver jo også taget i tolden, eller vi bliver nødt til at lade politiets narkoafdeling få en fangst en gang imellem, så de ikke bliver for ivrige … men lige den her pakke ville give perkerne så mange penge mellem hænderne, at de ville kunne hyre alle fætrene i Gellerup, Vollsmose og Mjølnerparken tilsammen, hvilket ville gøre dem alt for stærke … alt for stærke, hvis de skulle ønske at intensivere den kampagne, de kører lige nu! Det må ikke så gerne ske!«

Han holdt en lille pause.

»Det er her, du kommer ind i billedet!«

»Åh nej!« sagde jeg.

»Åh jo,« nikkede han. »Her bliver vi nødt til at arbejde sammen. Vi har så at sige et fælles problem. Vi skal nok klare alt det grove; du skal blot bruge dit tilforladelige væsen. Og der er ingen risiko i det for dig … nu skal du høre … hvis nogen i fængslet ønsker besøg …«

»Og det kunne for eksempel være Nick!« sukkede jeg.

»Præcis,« smålo John Bamse dæmpet og drejede på en vikingeagtig ring på venstre ringfinger. »Nå, men hvis nogen i arresten ønsker besøg, skal han eller hun sende et skema til den person, som han ønsker besøg af. Skemaet udfyldes af den, der skal på besøg, og politiet tjekker, om de har noget på den pågældende eventuelle gæst. Hvis det ikke er tilfældet, kommer der brev ud til gæsten om, at han kan søge om tilladelse til en times besøg på de og de dage.«

»Og jeg er den, der skal besøge ham!« gættede jeg.

»Du er ikke dum, Kristian … det er nemlig dig, der skal besøge ham. Politiet har ikke en skid på dig. Du kender oven i købet Nick fra den tid, I har boet sammen. Nå, men hold nu pikken stiv og hør efter … du besøger ham. Besøgsrummene ligger …«

»… i en bygning for sig selv, og der er kun én betjent til stede under besøgene, fordi der kun er to rum at holde øje med,« afbrød jeg ham.

Han så overrasket på mig.

»Og hvor ved du så lige det fra?« spurgte han langsomt.

»Vi har været på besøg i fængslet med en samfundsfagslærer fra skolen … sidste år!« sagde jeg.

»Okay!« John Bamse så skeptisk på mig. »Hvorom alting er: Når du ikke gider være på besøg hos ham mere, går du … og betjenten fører ham tilbage til arrestbygningen. Et lille ekspeditionskorps af vores kvikkeste fyre vil vente mellem bygningerne og overtage Nick … og føre ham til et sted, som ingen ved. Pandekagehuset, for eksempel. Ved du måske, hvor det er?«

»Nej, det ved jeg ikke,« sagde jeg. »Men jeg kan se mindst to problemer i det her projekt!«

John Bamse foldede armene over brystet. De kunne lige nå.

»Lad høre!«

»Det første … det er ikke mig, der i første omgang søger om tilladelse til at besøge Nick – det er ham, der søger om tilladelse til, at jeg kan søge om tilladelse, er det ikke rigtigt forstået?«

John Bamse nikkede med koncentrerede øjne på klem.

»Hvorfor skulle Nick være interesseret i at få mig på besøg?« spurgte jeg. »At dømme efter sidste telefonsamtale med ham hader han mig lige så meget, som jeg hader ham.«

»Du skriver et brev til ham og fortæller, at du har vigtigt nyt til ham om den julegave, han havde med til dig fra Horsens … den, I ikke kunne finde!« sagde John Bamse. »Den hopper han i med begge ben … samlet!«

Jeg nikkede.

»Okay … det andet problem! Hvis politiet skal godkende mig som gæst, risikerer vi vel, at KA Jakobsen får kendskab til det. Og så blander han sig vel?«

»Jakobsen er nødt til at være gode venner med både mig og Finn Maverick … han blander sig ikke!« sagde John.

»Og han kunne heller ikke være snu nok til at lægge noget bevogtning omkring besøgsbygningen, den dag jeg skulle derind?« spurgte jeg.

»Som sagt … eller for at sige det endnu mere tydeligt … KA Jakobsens store tjenstlige succes med rockerrelateret arbejde afhænger fuldstændigt af et rigtig godt forhold til undertegnede … og Finn ‘Maverick’!« sagde han.

Jeg nikkede eftertænksomt.

»Jeg kommer i tanker om endnu et problem,« sagde jeg. »Hvad med de penge, Maverickerne skal have af Nick – dem er de vel ikke ligeglade med? Hvor kommer alt det ind i billedet?«

John lo kort og holdt en hul hånd for munden, som for at få latteren til at se ud som en kort hosten.

»Det er jo matadorpenge,« sagde han.

»Matadorpenge?« Den forstod jeg ikke. »Var det ikke seksogfirs tusinde kroner, det handlede om? Var det ikke så meget, han skyldte?«

»Der er stor forskel på fængselspenge og penge i den virkelige verden!« sagde John og var ret alvorlig. »I fængslerne sidder vi på al handel … al handel med ting udefra. Kvinder, mobiler, hash, dope, you name it … eller vi – her mener jeg den gruppe af rockere, der nu sidder hvor! I Nicks tilfælde var det Maverickerne, der sad på det … fordi han var fejlanbragt. Han skulle have været i Herstedvester, hvor vores folk sidder … men på grund af fredsaftalen mellem rockergrupperne og på grund af hans ringe betydning ville fængselsmyndighederne ikke flytte ham. Det amatørrøveri mod et thaibordel, som sendte ham ind, ramte heller ikke ind i nogen interesser, som Maverickerne har, så det ene med det andet …« Han trak vejret dybt og lagde begge hænder fladt på bordet. »Tilbage til det med fængselsgæld … man lader folk stifte gæld for at have snor i dem, når de kommer ud igen. Eller for at tjene penge på dem, naturligvis … men deres gæld står overhovedet ikke i forhold til de udgifter, ‘Maverickerne’ har haft for at skaffe ham de ting, han gerne ville have. En mobil til tre hundrede herude i det fri, koster ti tusinde at få smuglet ind. En flaske vodka til firs kroner koster otte hundrede … en straf på flere år føles enormt lang, når man afsoner den – tro mig!

De fleste forsøder deres liv derinde. Om ikke andet kan man jo altid slå sig sammen nogle stykker og lave et bankrøveri, når man kommer ud, for at betale gælden … det er rimeligt nemt gjort, hvis man ved hvordan … så det!«

Jeg nikkede som tegn på, at jeg var med. Både forstod, hvad han sagde, og med på jobbet.

John Bamse smilede tilfreds.

»Det vil du ikke fortryde!« sagde han.

»Men vi er nødt til at tænke noget troværdigt ud, som jeg kan fortælle ham, når han og jeg er i enrum,« sagde jeg. »Han er vel heller ikke dummere, end at han overvejer, at I godt kunne finde på at prøve at befri ham. Hvis han får mistanke om, at jeg bare er lokkemad, laver han måske storalarm, og så bliver dine elitetropper opdaget!«

John Bamse smilede over hele euroen.

»Du har sgu evner for det her fag, Kristian … måske, hvis du har lyst efter det med Nick …«

»Ellers tak!« skyndte jeg mig at sige. »Det stopper med Nick! Hvis bare resultatet kan blive, at vi i min familie kan føle os sikre for dine tropper og senere sikre for Nick, er mit mål nået!«

John rakte en hånd over bordet.

Jeg tog den.

»Du har intet mere at frygte, min dreng!« sagde han højtideligt.

Da vi rejste os på samme tid, stak han en hånd i inderlommen på sin dyre Benotti-jakke og trak et lille hvidt kort frem.

»Det her nummer holder du mig orienteret på, okay?«

Da jeg sad i bussen ned til Huset, ringede Kalle.

»Hej, Kristian,« sagde han. »Du har haft ringet, mens jeg havde besøg af en ung og meget vellignende dame, som jeg mødte på værtshus i går aftes … var der noget specielt, du ville?«

»Jeg tænkte på, om du og Kim skulle mødes på Huset i dag for at øve eller noget … jeg har nogle ting, jeg gerne vil have lidt rådgivning omkring!«

»Jeg har lige talt med ham … han fræser Harley omkring Silkeborg lige nu, på vej hertil. Men når han er fremme, er vi nødt til at koncentrere os om øvningen. Resten af bandet er kaldt sammen, og så kan vi jo ikke sidde og sludre med dig, vel?«

»Hvornår er I færdige?« spurgte jeg.

»Kig ned ved nitiden!« foreslog han. »Til den tid orker vi nok ikke at spille mere. I hvert fald skal vi holde pause deromkring, vil jeg tro!«

Jeg stod af bussen og tog efter lidt ventetid en den modsatte vej, i retning af vores lejlighed. Turen tager en god halv times tid, så jeg brugte den til først at ringe til politi-Jakobsen.

Han havde ellers svoret, at der ville vrimle med politi omkring hotellet, mens jeg holdt møde med John fra Stien. At han selv ville være et eller andet sted, men da jeg forlod bygningen, var der ikke skyggen af nogen, der kunne bare ligne strømere.

»Ja, hej, Kristian!« sagde han venligt i en anden ende. »Det gik fint med mødet, hører jeg!«

»Hvad har du hørt, sådan mere præcist?« spurgte jeg.

»John … ja, ham du snakkede med … sagde god for dig og lovede mig, at du og din familie er i sikkerhed. Så hvis du vil prøve at få fat i din søster? Hun tager ikke telefonen, men jeg har underrettet ungdomspensionen i Skejby. Om lidt tager jeg op til din mor på hospitalet og snakker med hende. Er det o.k. med dig?«

Linda var i perlehumør. Hun var ved at pakke sine ting, hun havde snakket med vores mor over mobil.

Da jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke havde svaret politi-Jakobsen, da han havde haft ringet, forklarede hun, at hun havde været i bad – men at pædagogerne på pensionen havde orienteret hende.

»Du er sej!« tilføjede hun.

»Fordi?« spurgte jeg henkastet og vidste godt, hvorfor hun syntes det, men jeg havde egentlig ikke noget imod at høre det formuleret.

»Sådan at holde møde med en rigtig gangsterleder og sørge for vores alle sammens sikkerhed!« sagde hun.

»Nåh, det var ikke noget særligt!« sagde jeg med et ligegyldigt suk. »Han var a piece of cake … de er ikke så helvedes kvikke sådan nogle motorcykeltumper!«

»Det kan godt være,« sagde hun. »Men jeg synes, du er verdens allerforvildeste storebror … hej, lige et øjeblik … Ahmed står og banker på i min åbne dør … på gangen uden for mit værelse. Han vil vist gerne snakke med dig …«

»Ahmed her!« sagde han, da han fik mobilen. »Jeg tænkte på, Kristian, om du ikke har lyst til at få besøg hjemme i jeres lejlighed … så kunne jeg også følge din lillesøster hjem. Du ved, jeg er jo fucking godt klædt på til beskyttelse! Desuden kunne jeg tage de ting herude, som er dine … de kan vel være i den sportstaske, du har her? Ringer du til pædagogerne, eller snakker Linda bare med dem?«

»Du er velkommen!« sagde jeg. »Men hun behøver nu ikke beskyttelse … alt er forhandlet på plads med rockerne. Mere kan jeg ikke sige, men der er fred og ingen fare nu!«

»Siger du, at du hellere vil have, at jeg kommer en anden gang?« spurgte han. Det kan godt være, at folks accent kan sløre mange ting, men skuffelse ryger lige igennem. Den må være lyd og tonefald mere end stemmeføring og udtale! Uha, hvor skulle jeg huske den formulering til min næste danskstil, tænkte jeg uvilkårligt.

»Jeg synes, det er en god idé, hvis du kommer med Linda nu,« skyndte jeg mig at sige. »Der er kun det, at hvis vores mor kommer hjem fra hospitalet, kan det godt være, at du bliver nødt til at smutte igen … men under alle omstændigheder tager det nogle timer, før hun eventuelt dukker op. Politiet er på hospitalet for at snakke med hende nu.«

Jeg luftede godt ud i lejligheden og støvsugede lige en hurtig gang, selv om det egentlig ikke var nødvendigt. Inde i stuen dækkede jeg op til te, fandt en rulle kiks i køkkenet og tog et par bakker smøreost ind.

Mens jeg ventede, satte jeg mig ned og skrev et brev til Nick.

»Kære Nick!

Du undrer dig nok over at modtage det her brev. Men jeg vil gerne mødes med dig. Er du godt klar over, at det du har sagt til Stien-rockerne om, at jeg skulle have din skide pakke, har gjort, at min søster, min mor – din tidligere kæreste – og jeg ikke kan bo i lejligheden mere? Vi holder nu til et hemmeligt sted under politibeskyttelse og under andre navne. Kunne vi ikke godt snakke sammen? Jeg synes ikke, du kan være bekendt, at vi skal udsættes for det her. Bare et enkelt ord fra dig til Stien-folkene ville ændre alt, og vi kunne leve som almindelige mennesker. Linda er endda parat til at frafalde anklagen om voldtægtsforsøg, hvis du fikser det med Stien. Så er der godt nok det tilbage med mor – den sag slipper du nok ikke for. Hendes ansigt er så smadret, at en voldssag er uundgåelig. Men almindelig vold, som jo i det her tilfælde egentlig bare er en slags hustruvold, dømmes jo ikke særligt hårdt i det her land.

Jeg er klar over, at det kan være en risikabel affære at ringe til dig – i hvert fald, hvis vi snakker om de her ting. Derfor skriver jeg.

Måske synes du, at et møde os to imellem skulle være unødvendigt, men jeg har noget at fortælle dig under fire øjne – noget som med statsgaranti vil interessere dig.

Vil du sende et ansøgningsskema til mig, så jeg kan søge om at få lov at besøge dig?

Kristian.«

Jeg fandt et frimærke, i samme øjeblik som Linda låste sig selv og Ahmed ind i entreen.

Linda og jeg faldt hinanden om halsen. Hun gav mig sådan en knuser, at Ahmed blev helt forlegen. Han stod lige inden for døren med både hendes og min sportstaske med alle vores ting ude fra pensionen.

»Jeg har altså ikke ryddet op på dit værelse!« sagde jeg. »Resten af lejligheden har jeg været igennem, men jeg ville ikke rode i dine ting …«

Hun slap mig, og jeg så, at hun havde tårer i øjnene.

»Okay, jeg går ind og rydder op,« snøftede hun, drejede sig mod Ahmed og tog sin taske.

»Måske skulle du vente lidt … jeg har lige lavet te til os og dækket op i stuen,« sagde jeg.

»Okay … fem minutter!« Hun skyndte sig ind på værelset og smækkede døren til efter sig så hurtigt, at man skulle tro, hun skammede sig over det, der var foregået derinde. Selv om det jo ikke var hendes skyld.

Jeg havde lige hældt te op til Ahmed, da min mobil ringede.

Nick!

Shit! Nick!

Jeg rejste mig og gik hen til vinduet ud mod vores lille minigræsplet uden for stuen.

»Hej Nick!« sagde jeg så roligt, jeg kunne. »Jeg har ellers lige skrevet brev til dig!«

»Æh … bæh …!« sagde han bøvet. Han havde vist ikke lige ventet, at jeg ville diskutere breve med ham, tror jeg.

»Jeg skriver til dig, om du ikke vil sende et ansøgningsskema til mig, så jeg kan komme på besøg,« fortsatte jeg.

»På besøg? Her? Hvorfor i helvede skulle du besøge mig i spjældet? Hvorfor i helvede skulle du overhovedet besøge mig noget som helst sted?« Hans stemme havde ikke fået sprut i adskillige timer, kunne man høre, og lød som en manuel plæneklipper.

»Fordi jeg har noget spændende at fortælle dig … om noget, jeg slet ikke tør nævne her i telefonen, i tilfælde af, at du bliver aflyttet! Måske lader de dig beholde din ulovlige mobil i cellen med det formål at aflytte dig … har du tænkt på det?«

»Hvis jeg var dig, ville jeg holde kæft lidt,« afbrød han mig. »Ser du, jeg har visse forbindelser i en bestemt gruppe … og de har været så flinke at sms’e, at du har holdt møde med selveste chefen og nu er fredet i klasse A. Var det det, du ville fortælle på et besøg her hos papfar Nick?«

Jeg var lige paf et par sekunder.

»Sagde han ellers noget spændende, Kineseren? Din forbindelse i en bestemt gruppe? Eller var det Mongolen?« spurgte jeg så. »I øvrigt var det ikke det, jeg ville snakke med dig om!« Jeg stod og ærgrede mig over, at jeg havde skrevet et helt brev forgæves, når nu Nick sådan havde forbindelser … indtil det gik op for mig, at telefonsamtalen her jo fint kunne erstatte netop brevet.

»Nej, det gjorde han ikke – men hvis det ikke er det, du vil snakke om, hvad fanden er det så?« spurgte Nick. Han lød pludselig ikke så skråsikker mere.

»Tænk!« sagde jeg. »Tænk dig rigtig godt om – og send mig så den ansøgning, så vi kan få snakket sammen. Du vil ikke fortryde … okay, du har jo ikke helt så mange fungerende hjerneceller som andre mennesker, Nick, så jeg kan da lige antyde, at det har noget at gøre med den julegave … den der pakke … vi ikke kunne finde …«

Jeg trykkede på rød og slukkede telefonen.

»Var det ham din mors gamle kæreste? Ham der beskyldte dig for …« spurgte Ahmed efter forsigtigt at have kastet et blik ud i gangen for at sikre sig, at Linda ikke var på vej.

»Det var det, ja,« sagde jeg hurtigt. »Jeg bliver lige nødt til at gå ind til mig selv og ringe! Gider du underholde Linda, når hun kommer – uden at nævne noget om Nicks opkald?«

»John!« Han lød, som om han snakkede fra en kæmpemæssigt rungende hall i et meget stort hus. Ingen forstyrrende baggrundslyde – kun en svag sound af klassisk musik, hvis man hørte rigtig godt efter.

»Jeg har snakket med Nick! Han ringede mig op – Kineseren eller Mongolen har sladret til ham om vores møde!« sagde jeg.

Der var en rimelig lang pause.

»Interessant!« sagde John så. »Det må vi have kigget på. Men hvad så med dit besøg hos ham? Det bliver vel vanskeligt at arrangere nu?«

»Det er ikke sikkert,« sagde jeg. »Jeg antydede, at jeg havde noget vigtigt at fortælle ham om den der pakke. Og bad ham sende et ansøgningsskema til besøg!«

»Okay … fint!« sagde han. »Men det er da lidt underligt, at han ligefrem fortæller dig, hvem der har sladret om vores møde?«

»Han er dum som et springvand!« sagde jeg. »Man skal bare spørge på den rigtige måde, så røber han hvad som helst!«

John lo dæmpet i den anden ende.

»Hør, jeg bliver mere og mere sikker på, at du kunne have en fremtid inden for vores virksomhed. Du er godt klar over, at det med motorcykler og rygmærker mest er til pynt og for traditionens skyld – og så for at lokke idioter til, som kan gøre det beskidte arbejde? Du kunne få et fint kontorjob efter lidt oplæring …«

»Fortsat nej tak!« sagde jeg.

»Det respekterer jeg,« sagde han. »Men du holder mig fortsat orienteret, ikke? Og hvis han går med til et besøg, så må du ikke aftale noget tidspunkt med ham, før du har talt med mig, okay?«

Linda så helt frisk ud! Ny makeup, skinnende øjne, rent tøj – endda af det, hun plejer at gemme til specielle lejligheder.

»Skal du nogen steder?« spurgte jeg og satte mig ved min lunkne tekop.

»Næh … jeg trængte bare lige til at se lidt ordentligt ud!« sagde hun. »Skal vi ikke ringe til mor og spørge, om hun kan overkomme at lade sig udskrive? Det skulle der da ikke være noget i vejen for nu, vel?«

Linda ringede til hospitalet.

Man kunne fra hendes snak og stadig mere skuffede ansigtsudtryk se, at det dels ikke var vores mor, hun talte med, dels at det vist ikke blev lige i dag, at udskrivningen ville finde sted.

»Og?« sagde jeg, da hun afbrød.

»Hun er ikke klar overhovedet,« sagde Linda og sank lidt sammen med telefonen i hånden. »Det var en sygeplejerske, jeg snakkede med. De er nervøse for, at Nick måske har slået hende så hårdt, at der kan være opstået en blødning et sted i hjernen. Hun … hendes muskler i den ene side af ansigtet hænger lidt, sagde hun.«

Man kunne se, hvordan den glade optimisme lige så langsomt sivede ud af hendes krop og efterlod hende med en dyne af bekymringer om skuldrene.

»Skal vi ikke tage derop, Kristian?« Hun så på mig, hendes øjne var fugtige, hun duppede lynhurtigt med en serviet i den ene øjenkrog for at redde mascaraen.

Ahmed rejste sig.

»Jeg må hellere komme hjem til pensionen. Jeg har også en bunke lektier for … til det der handelsgymnasium, jeg fortalte dig om, Kristian!«

Jeg rejste mig også.

»Okay!« Jeg smilede til ham. »Jeg ringer, så vi kan mødes igen. Det bliver nok først i morgen efter skoletid … jeg ved ikke, hvor længe vi bliver på hospitalet, og desuden har jeg en aftale klokken ni i aften!«

»No prob!« smilede han.

Pludselig ringede det på døren.

Jeg så på Linda.

»Venter du nogen?«

»Nej!« sagde hun. »Jeg har aftalt med Mellisa, at vi ikke skal ses før i skolen i morgen.«

Dørklokken ringede igen, to små hurtige klemt.

Jeg gik hen og kastede et blik ind i dørspionen. Den var blokeret af en hånd, så man ikke kunne se en skid.

»Fuck!« hviskede jeg. Ahmed registrerede øjeblikkeligt, at der var noget galt. Han skyndte sig hen ved siden af mig. Han så spørgende på mig og lagde hovedet på skrå.

Jeg trak på skuldrene og hørte i det samme noget metal i låsen og nåede lige at pege, inden døren røg op med et brag, og to skikkelser sprang ind og smækkede efter sig.

Jeg væltede tilbage, stødte ind i Ahmed, som trådte et par skridt væk og stak hånden i bukselommen.

De to intruders var perkere. Begge midt i tyverne, begge med muskuløse overkroppe, guldkæde og hele staffagen.

»Må jeg gætte på, at du er Kristian?« sagde den ene og pegede på mig. »Men hvem er du så?«

Han så med rynkede bryn på Ahmed.

»En ven!« svarede Ahmed.

»Lad os være venner alle sammen,« sagde den anden perker med et koldt smil. Han så på mig. »Vi er kommet for at hente noget. Hvor er toilettet?«

Toilettet!

Selvfølgelig! Og jeg kunne også gætte, både hvad de skulle hente, og hvor det lå!

Tavs pegede jeg på døren til badeværelset.

Fyren sagde noget til sin makker, tog i døren til toilettet og lukkede sig ind, trak omhyggeligt til efter sig.

Den anden perker smilede til os.

»Det varer kun et øjeblik!« sagde han beroligende.

Man kunne tydeligt høre fyren ude på badeværelset skramle med toilettet. Der er godt nok lydt i Rosenhøj! Men selvfølgelig – jeg havde jo gættet efterhånden, at det var låget til cisternen, han skulle have af. Så lige nu var han ved at skrue Ifö-knappen af.

Pludselig sagde Ahmed noget på arabisk.

Perkeren rynkede brynene og svarede hårdt tilbage. På samme ru sprog.

Det gik så hurtigt, at jeg stadig ikke fatter, hvordan det kunne lade sig gøre. Men med ét havde Ahmed, den lille spinkle fyr, knaldet perkeren op ad væggen og sat en springkniv for halsen af ham.

»Du er gal, mand! Najef har en gun! Han skyder dig ned,« hviskede perkeren.

»Gå baglæns hen til køkkendøren … hold dine hænder samlet på ryggen,« hvæsede Ahmed. »Jeg afsoner tre år for brug af sådan en kniv her … jeg er rigtig god til at lave sjov med den. Du skal ikke forsøge på noget!«

»Hvad fanden vil du? Hvis vi ikke får det, vi kommer efter, kommer der bare tyve mand tilbage!« sagde perkeren uden at røre sig af flækken.

»Hvis du ikke går ud i køkkenet lige så stille, så jeg hele tiden har kniven mod din ulækre fucking hals, så prikker jeg hul … jeg er ikke en skid bange for dig eller din vvs-ven! Og hvis vi skal til at tælle med arabertal, hvem af os to, der har flest venligsindede fætre, tror jeg, at jeg kommer længst op i talrækken! Kom, gå så!«

Perkeren samlede sin hænder bag på lænden og begyndte at gå baglæns, mens han konstant havde øjenkontakt med Ahmed.

»Jeg er ikke interesseret i den pakke, I kommer efter,« sagde Ahmed. »Jeg skal bare være sikker på, at I ikke gør min rigtig gode ven Kristian noget på vej ud ad døren … eller tager ham med eller sådan noget fuck, okay?«

Han fik bugseret gangsteren ned på knæ, satte sig bag ham med kniven mod hans strube.

»Hurtigt, Linda og Kristian – ind i køkkenet! Om bag mig.«

Vi kom på plads i sidste øjeblik.

Døren til toilettet gik op, og vvs-perkeren kom ud med et stort smil på læberne og en gennemsigtig plastpose med en brun papirspose indeni. Plastposen var lukket med gaffatape.

»Så kan vi godt …«

Han stivnede.

»Hvad fanden er det her nu for noget fuck?« hvislede han og stak hånden i lommen.

»Hvis du tager den gun op, dør din ven her!« sagde Ahmed med et bredt grin.

Perkeren på køkkengulvet sagde en hel masse lynhurtigt på et mellemøstligt sprog.

Fyren med pakken nikkede.

»Okay, jeg går ud af lejligheden … ved Allah, du har mit ord på, at der ikke sker nogen af jer tre noget. I skal blot holde jer væk, lade være med at følge efter os eller ringe til politiet, okay?«

»Allah, siger du? Sværger du ved Allah?« spurgte Ahmed anspændt og prikkede lidt med spidsen af kniven, så en lille dråbe blod viste sig på perkerens mørke hals.

Fyren nikkede alvorligt.

»Jeg sværger ved Allah, og ved profeten, hans hellige navn være priset!« sagde han stille. »I bliver ikke blandet ind i det her, hvis I ikke vil. Jeg er stolt af, at du prøver at beskytte dine venner! Sådan noget ville en dansker aldrig gøre … du er modig!«

Ahmed trådte pludselig et skridt tilbage.

For mit indre blik så jeg nu fyren med pakken hive sin gun frem og skyde først Ahmed, så mig selv og til sidst min skrækslagne lillesøster.

Men der skete intet!

Perkeren på gulvet rejste sig og mærkede med et par fingre på sin hals, så kort på blodet på sine fingre og gik så ud til sin kammerat.

»Allahu-akbar!« smilede fyren med pakken og åbnede yderdøren. Han lod sin makker komme ud først.

»Allahu-akbar!« nikkede Ahmed.

»Jeg vil ikke spørge om dit navn eller din fars eller dine brødres … eller hvor du stammer fra!« forsatte fyren med hånden på dørhåndtaget. »Men kom ikke på tværs af os igen, okay? Næste gang går det ikke godt – denne gang har du mit ord på, at der ikke sker noget! Hold jer fra vinduerne, til I kan høre, at vores bil er væk!«

Linda gik ind på sit værelse og smækkede døren.

Jeg kunne høre, at hun græd derinde, men besluttede at lade hende være.

»Tak for hjælpen, Ahmed!« sagde jeg. »Du er min ven!«

»Ja, vi er venner!« sagde han. »Jeg tror, jeg vil smutte ud i Gellerup og besøge et par familiemedlemmer … jeg tror, vi vil sætte os til at tælle fætre. Og så prøve at finde ud af, hvem Najef og den anden er for nogle typer!«

Jeg ringede til John. Igen hans rolige afbalancerede stemme i det store rum.

»Pakken er lige blevet hentet,« sagde jeg.

»Okay?« sagde han uden at lade sig bringe i affekt. »Det er ikke af hverken Kineseren eller Mongolen. Men hvem har så hentet den?«

»To perkere!« sagde jeg. »Den ene hed Najef …«

»Fandens!« mumlede han. »Fanden, fandens! Så har Nick pludselig fået travlt derinde, efter at Kineseren og Mongolen har sladret! Trods alle odds har han regnet ud, at vi ved, at han er fuld af løgn omkring pakken og dit tyveri af den – og så tager han chancen og lader sine nye perkervenner overtage. Vi er nødt til at få fat i ham i en helvedes fart og få ham til at røbe, hvor vi kan finde araberpusherne og de alt for gode varer … du kan godt droppe vores plan om dit fængselsbesøg. Vi finder en anden måde. På et tidspunkt skal han vel for retten i voldssagerne!« Han sukkede dybt. »Vi må se, om vi har nogen forbindelser på højere sted, der kan hjælpe os. Men ring stadigvæk, hvis der sker noget, jeg bør vide, ikke?«

Linda og jeg tog ind til vores mor på hospitalet og var der, mens hun spiste. Hun var i klar bedring – hendes ansigt lignede et almindeligt menneskeansigt efterhånden, men det var sandt nok, at det hang lidt i den ene side. Sådan lidt i øjenkrogen og i den ene mundvig. Vi lod som ingenting; vi havde aftalt på vej derind, at vi ikke ville sige noget – blot at alt var o.k., som hun sikkert også havde fået at vide af politi-Jakobsen, og at vi klarede os fint derhjemme.

»De vil beholde mig og undersøge, hvorfor min ene side af ansigtet er lidt slap i det!« sagde hun og tog en skefuld aspargessuppe. En smule løb ud fra den dårlige mundvig. Det rykkede i Linda for at tørre hende om munden, men min mor tog selv en serviet og holdt den mod læberne.

»Du er hjemme om et par dage,« sagde jeg. »Og så vender vi stille og roligt tilbage til tiden før Nicks anden opstandelse. Du lukker ham ikke ind, næste gang han kommer ud, vel?«

Vores mor smålo og rystede lidt flov på hovedet, så ned i dynen og ud ad vinduet væk fra, hvor vi sad. Pludselig snøftede hun. Linda sprang op og tog hendes tallerken, rakte den til mig og omfavnede hende, klodset, ind over den høje seng.

»Åh, hvad kunne der ikke være sket med dig, Linda?« hulkede hun. »Det tilgiver jeg aldrig mig selv … aldrig! Politimanden Jakobsen sagde, at I sagtens kunne blive boende på den ungdomspension, til jeg kom hjem, selv om der skulle være fred og ingen fare nu. Det ville jeg faktisk være mest tryg ved, i stedet for at I bor alene i lejligheden …«

Linda tyssede ad hende og strøg hende over håret, mens hun lod hende gemme sit ansigt i sin favn.

»For det første: Angående Nick og hans fuldemandsforsøg på at forgribe sig på mig … der skete jo ikke noget, mor,« sagde hun. »Jeg blev bare forskrækket … Kristian kom jo i rette tid. Der er ikke noget, Kristian ikke kan klare! Jeg tror helst, vi vil være derhjemme, vil vi ikke, Kristian? Det er også nemmere med skolen og sådan … det tager en frygtelig tid i bus ude fra Skejby! Og jeg mener det faktisk … der er ikke noget, Kristian ikke kan klare!«

Der er ikke noget, Kristian ikke kan klare!

Hvorfor var jeg så lige pludselig så utilpas og bange, lige da Linda sagde den sætning? Hvorfor hamrede mit hjerte som besat, hvorfor hvirvlede tankerne rundt i mit hoved hulter til bulter?

Jeg hentede et plastkrus vand til vores mor, mumlede noget om. at jeg skulle på toilettet, og låste mig inde på sengestuens skrigende klinisk hvide badeværelse.

Foran spejlet stillede jeg mig med hænderne hvilende på håndvasken. Jeg betragtede mit eget spejlbillede.

Okay, jeg var stor af min alder. Flot fyr med strittende kraftigt hår, køn vil nogle måske sige – dette nævnt i al beskedenhed. Rimeligt brede skuldre, dog uden Kalles medfødte underlige ekstraordinære muskeludvikling.

Jeg prøvede at smile og se sej ud. Fandt en grimasse, som skulle kunne signalere parathed i enhver situation. Skyllede ud i toilettet, vaskede hænder og gik tilbage til sygesengen.

Linda kastede et kort blik på mig. Vores mor var faldet til ro igen, havde tørret tårerne bort og havde fået sin suppetallerken tilbage.

»Har du ondt i maven?« spurgte Linda bekymret og studerede mit ansigt.

»Ondt i maven? Hvorfor spørger du om det?«

»Du ser helt forkrampet ud i ansigtet … har du ondt andre steder så?« fortsatte hun.

»Jeg ser sej ud!« sagde jeg, da det gik op for mig, at det var min uovervindelighedsgrimasse, der var blevet hængende fra spejlet derude.

Linda smilede, selv vores mor lo en kort latter.

»Det tror jeg ikke, du skal reklamere med på den måde,« sagde Linda. »Det virker lidt modsat, ja undskyld, men det gør det!«

Det lykkedes mig at overtale Linda til at tage med ind i Huset, da jeg skulle ind og møde Kim og Kalle ved nitiden. Hun ville ikke være alene hjemme, men jeg var på den anden side nødt til at snakke med de to præstestuderende. Kompromiset blev, at hun tog de lektier med, som Mellisa havde fortalt hende, at klassen havde for til næste dag, mandag.

Mona var der som sædvanligt.

Hun slukkede for en støvsuger, som hun trak rundt i køkkenet til rengøring efter aftenens fællesmåltider.

»Hej, Kristian!« sagde hun, mens hun så på Linda. »Det er måske din søster?«

»Jeg er hans søster,« sagde Linda og smilede lidt forlegen. Der var ikke andre end os tre i køkkenet – alligevel virkede det, som om hun ikke vidste, hvor hun skulle gøre af sig selv.

»Linda har lidt lektier med … jeg tænkte, om hun kunne sidde her i køkkenet og lave dem. Jeg skal lige snakke med Kim og Kalle, når de er færdige med bandet derinde.« Jeg nikkede mod den grønne, forede dør. Kalles bas gik igennem i dumpe bump, der rykkede via gulv og træværk. Ellers kunne man ikke høre noget derindefra.

»Sagtens!« sagde Mona. »Det kan være, jeg kan hjælpe … jeg har både studentereksamen og det hele …«

»Tak,« sagde Linda og satte sig stift på en af køkkenbordsstolene og lagde sin rygsæk op på bordet. »Men jeg tror ikke, der er noget, jeg har brug for hjælp til …«

Mona tog sin mobil frem.

»Kristian … giv mig dit nummer. Jeg koder det lige ind, og så ringer jeg til dig, når jeg synes, du skal komme herind igen. Jeg skal lige snakke med Linda om et par ting, som ikke kommer dig ved!«

»Jeg gider altså ikke snakke om det med Nick, og hvad han gjorde,« skyndte Linda sig at sige.

Mona satte sig ved siden af hende og smilede varmt.

»Ved du hvad … da jeg var i din alder, oplevede jeg noget af det samme. Dengang lykkedes det bare for svinet!«

»Er det rigtigt?« sagde Linda og blev rød i ansigtet. »Det må da have været … det må da have været frygteligt?«

»Er du sindssyg … det var et mareridt. Jeg var parat til at snitte håndleddene bagefter …« Mona rettede sig op. »Så det er slet ikke dig, vi skal snakke om. Jeg trænger bare til, at nogen, der har prøvet lidt af det samme, gider lytte lidt til mig!«

»Jamen, det gør jeg da godt!« sagde Linda beklemt og rykkede på sig.

Mona skubbede sin mobil hen til kanten af bordet, og jeg skrev mit mobilnummer ind i hendes telefonbog.

Jeg gad ikke gå ind og spille eller snakke med andre. Så jeg gik udenfor i det milde vejr og satte mig på stentrappen ud til Vester Allé.

Jeg tog en øreprop på og satte min mobil på lokalradio.

Tidsnok til at høre speakeren sige:

»… i åen under det afdækkede afsnit ved udløbet til havnen. Ligene havde sat sig fast i et af de gitre, der sidder under hver af åens broer. Begge menes at have forbindelse til det lokale rockermiljø. Det vides, at den ene af de to er kendt i det lokale værtshusmiljø under navnet Kineseren«

Jeg slog øjeblikkeligt over på telefon og ringede John op.

Denne gang var han i et rum, hvor flere mennesker var forsamlet. Der var en stille mumlen i baggrunden.

»Kristian … hej med dig! Hvorfor flytter du ikke ind … vi snakker efterhånden mere sammen, end min kone og jeg gør … hvad så denne gang?«

»Har du hørt radio … jeg mener, det med Kineseren og … ja, mit kvalificerede gæt er, at den anden er Mongolen … at de er fundet døde i åen?«

»Ja, jeg hørte godt, at de er plumpet i, eller hvad der nu er sket,« sagde John og lo dæmpet. »Hvis de har været i for at bade, er de sgu selv ude om det … enhver kan både se og lugte, at det åvand er livsfarligt forurenet … men skide være med de to. De var jo ikke til at stole på alligevel!«

»Hold kæft, mand …« sagde jeg og kunne næsten ikke producere spyt i min mund. »Er det jer, der har slået dem ihjel, fordi de sladrede til Nick?«

»Os? Du må da have spist shawarma! Sådan noget begiver vi os ikke af med …« sagde John forarget. »Men i øvrigt … sådan nogle rygter går altid, når sådan noget sker. Politi-Jakobsen har allerede været her og spørge om noget i retning af det samme. Og han siger, at Nick også har hørt radio og nu frygter for sit liv. Han bliver derfor straks i morgen tidlig overført til et sikrere fængsel et ukendt sted … under behørig bevogtning!«

»Er det det, I holder møde om lige nu? Hvordan I skal få fat i ham under den transport?« spurgte jeg.

John lo højt.

»Du har en livlig fantasi, min dreng! Men det er heller ikke tosset at have det! Det havde jeg også som knægt, og se, hvad jeg er blevet til!«

Jeg sad fortabt og gloede ud i luften, da vi havde afbrudt samtalen. Hvad fanden var det lige, der var sket med hele verden, siden jeg kom hjem fra skole sidste fredag, ganske uskyldig og elev i 9.b på Rosenvangskolen?

Det gav et voldsomt hop i mig, da min telefon vibrerede.

»Mona!« lød det. »Chip og Chap er færdige med at øve. Linda og jeg går ovenpå og snakker videre. Hun er skide god at snakke med. Vi er på kontoret, når du er klar til at tage hjem!«

»Bombax!« Kim så bekymret på mig og tog om mine skuldre. »Du ser ud, som om nogen er død! Hvad er der med dig?«

Kalle lynede sin bas ind i det brune guitarhylster og stillede den fra sig op ad køkkenvæggen. Også han så bekymret ud, da han fik øje på mig.

»Nu venter vi lige, til bandet er gået hjem – så sidder vi og snakker lidt her i køkkenet,« sagde Kim og slog sig ned.

»Er det ikke også rigtigt?« sagde han meget højt til de øvrige bandmedlemmer, efterhånden som de slusede sig ud gennem den enormt tykke grønne dør. »Alle I andre skal skynde jer hjem, fordi I skal huske at passe jeres hjemmearbejde – og så Kalle og Kristian og jeg lige kan capitae in mitem ponere en smule uden at blive forstyrret!«

»Det lyder frækt!« grinede trommeslageren og lagde sine stikker i en rygsæk.

»Det betyder bare at ‘lægge hovedet i blød’!« sagde Kalle ikke uden stolthed i stemmen.

Kim nikkede anerkendende og spidsede læberne.

»Du lærer mere og mere, min dreng!«

»Man må hjælpe sine venner, når semper ardens latrina!« sagde Kalle og blev en anelse rød i kinderne.

Kim klappede begejstret i hænderne.

»Det kræver en øl!« sagde han og rejste sig. Ved køleskabet vendte han sig om. »Vil du også have en, Kristian? Kalle sagde sin første sætning fejlfrit på latin … det er næsten, som når ens baby siger ‘far’ for første gang, vil jeg tro! Det bliver vi da nødt til at fejre!«

»Nej tak … men hvis der er en Cola Zero …« Jeg smilede til den stolte Kalle. »September er dens latino – hvad fanden betyder det?«

Kalle lænede sig ind over bordet og så indtrængende på mig.

»Det hedder semper ardens latrino, og det betyder ‘lokummet brænder’!«

Kim grinede og stillede øl foran Kalle og en Neptun ananasvand foran mig.

»Vi har ikke produkter fra multinationale selskaber … så zero Zero, desværre!« sagde han og slog sig ned. »Nå, ud med det … hvad er der sket, siden stud.theol. Kim forlod byen, vel vidende at det ville ende i faeces et placenta, når jeg ikke var her!«

»Lort og lagkage!« sagde Kalle forklarende og løftede sin øl til hilsen.

»Ih, hvor du kan,« sagde Kim imponeret. »Du spillede også rimeligt godt på bassen i dag … hvor stammer alt det overskud fra? Er du gået hen og blevet forelsket, eller er du bare blevet misbrugt på det groveste af en nøgen kvinde, mens jeg var væk?«

Kalle så på sin øl.

»I hvert fald det sidste … men vi skal da ses igen. Hun bor faktisk på samme kollegium som os!«

Kim skulle til at bore i det, men tog sig sammen og vendte sig mod mig.

»Kristian har ordet,« sagde han. »Jeg ville sætte pris på en bred, ikke for detaljeborende oversigt, hvorefter du kan sige, hvad du mener at kunne bruge Kalle og mig til. Derefter kan vi gå i dybden i forhold til relevante dele af din redegørelse!«

»Det betyder …« begyndte Kalle, men jeg løftede hånden med et smil.

»Jeg er vist med, tror jeg!«

Da jeg havde redegjort for mødet med rockerbossen John, min families fredning, likvideringen af Kineseren og Mongolen, perkerrøveriet af pakken i vores lejlighed, min mors tilstand og med et suk tænkte mig om for at finde ud af, om der skulle være noget, jeg havde glemt at fortælle, rejste Kim og Kalle sig som på kommando og satte sig på hver sin side af mig, tæt ind til mig og lugtede af øl og sved efter flere timers indespærring i et øvelokale uden udluftning.

»Bombax!« Kim virkede rystet. »Det er jo alt for meget for dine skuldre, min dreng! Du tror ikke, du vil føle dig mere sikker ude på den pension, trods alt?«

Jeg rystede på hovedet.

»Linda vil helst være hjemme, selv om vores mor ikke er der … det hele skal helst være så normalt som muligt. Jeg vil også helst være i vores lejlighed. I øvrigt tror jeg ikke, der sker mere … ikke mere, som vi kan blive blandet ind i, Linda og mig!«

»Næh …« sagde Kim tøvende. Han lænede sig frem og så på Kalle. »Hvad tænker du, Brutus?«

»Jeg tænker …« sagde Kalle langsomt og med tryk på hvert ord, »… at det ville være en god idé, hvis jeg for eksempel flyttede ind i Lindas og Kristians lejlighed, indtil deres mor kom hjem fra hospitalet!«

»Men ikke, at jeg flyttede med?« spurgte Kim.

»Du har en opgave, du snart skal have afleveret … desuden er det pisseirriterende med dine lange røde hår i håndvask og i bruserafløb!« svarede Kalle.

»Vi kan ikke lade Linda og Kristian in campo Domini!« sagde Kim. »Så det var måske en god løsning. Du er jo trods alt også en anelse fysisk stærkere end mig! Men hvad siger Kristian? Og Linda?«

»In campo Domini?« Kalle rynkede brynene.

»På Herrens mark!« sagde Kim hurtigt. »Men hvad tror du, I siger til tilbuddet, Kristian?«

Vi installerede Kalle i min mors soveværelse efter at have skiftet sengetøj og ryddet hendes skrivebord, så han kunne få plads til sine bøger. Det indbyggede skab i gangen tømte vi og pakkede indholdet ned i en flyttekasse, så han kunne få sit tøj, og hvad han ellers havde med, anbragt tilgængeligt.

Linda havde slet ikke fået kigget på sine lektier – hun forsvandt ind på sit værelse. Jeg fandt ud af, at jeg hellere måtte tjekke mit hjemmearbejde, og Kalle havde sørme også noget teologisk, han skulle kigge på.

»Har I kristendomskundskab i skolen?« spurgte han, inden vi skiltes for at gå til hinandens respektive værelser.

Jeg nikkede.

»Én time om ugen!«

Han spidsede munden.

»Det var ikke meget!«

»Næh, men vi har haft det siden tredje klasse, tror jeg … og så alt det med konfirmationsforberedelsen. Vi har lært en del, vil jeg mene!« sagde jeg og smilede til hans store, rare ansigt. Jeg var sikker på, at han ville blive en god præst et sted på landet. Som om han kunne læse mine tanker, rømmede han sig og spurgte:

»Hvis du nu sammenligner de fire store evangelister sådan synoptisk … altså ser på, hvilken vægt de har lagt på de forskellige begivenheder i Jesu liv … og hvordan de tolker dem … hvem af evangelisterne er du så mest hooked på?«

Jeg kom til at grine.

»Jeg ved ikke engang, hvad en ‘evangelist’ er … for ikke at snakke om, hvad ordet ‘synoptisk’ betyder!«

»Nå …« sagde han og lød lettere overrasket. »Altså Mattæus, Markus, Lukas og Johannes … hvem synes du bedst om?«

»Altså helt ærligt,« sagde jeg med hånden på min dør. »Jeg kan godt huske, jeg har hørt navnene, men jeg ved ikke, hvad de hver især stod for … var der ikke også en, der hed Paulus?«

»Jo, jo!« ivrede Kalle. »Men han var ikke evangelist … han var romer og tolder oprindeligt og forsøgte at udbrede budskabet om Jesus blandt andet i Rom. Men han var en værre gammel reaktionær knark … du ved, kvinder må ikke tale i forsamlinger og sådan … nå, men min favorit er Mattæus!«

»Vildt!« sagde jeg og studerede hans koloenorme overarme, mens han helt opslugt af sine tanker slog ud med hænderne og løftede øjenbryn og alting.

»Ja, for han er den mest sociale af de fire … når jeg engang bliver præst, vil jeg have et embede i storbyen … tage mig af de fattige og hjemløse, virke som en sand kristen, som Mattæus opfatter det! Jeg skal ikke ud på bøhlandet til en eller anden hvidkalket romansk kirke og diskutere med et menighedsråd af hattedamer, der ikke kender forskel på en god gerning og en broderesaks!«

»Okay!« nikkede jeg og prøvede at virke eftertænksom. »Nå, men fysikbogen kalder, kan jeg høre …«

Kalle slog hænderne sammen og lo.

»Ja, det er sandt … vi må hellere gå i vore studerekamre. Bare lad mig sove i morgen tidlig, når I går i skole. Jeg skal først være på uni klokken elleve … Du havde lagt en yderdørsnøgle til mig, ikke?«

Jeg nikkede.

»På køkkenbordet … en yale!«

Det var vildt underligt at gå i skole efter så komprimerede dage. Jo nærmere vi kom lærdommens haller, jo flere rendte jeg ind i fra min klasse. Og jo mere virkede det, som om ingenting var sket, siden vi havde set hinanden sidst.

»Hej Kriller! Hva’ så?«

»Hej, hej … hva’ så hva`?«

»Sket noget træls?«

»Lidt vold, lidt mord, lidt af hvert!« sagde jeg henkastet.

»Ja, okay, cool nok … jeg var i biffen med Andrea og Kado i går …«

I vores skole er det totalt forbudt at have sin mobil tændt, så jeg havde aftalt med Linda, at hvis hun blev ked af det eller noget, skulle hun hente mig i min klasse eller gå på kontoret og få dem til at kalde mig over anlægget.

Psykologen på traumecenteret havde sagt, at hun kunne komme, når som helst det måtte passe hende.

Forbavsende som en god gedigent kedelig undervisning kan få én ned på jorden igen. Klokken ti havde jeg normal puls, klokken halv elleve kedede jeg mig bravt, og da det endelig ringede ud til den lange pause klokken halv tolv, måtte min sidemand på det nærmeste tæve mig vågen.

Som altid gik vi uden for skolen og over i centeret i det lange frikvarter. Alle slog deres mobiler til. Min gav øjeblikkeligt sms-signal. Jeg skulle ringe til politi-Jakobsen

»Den korte version,« begyndte han. »I morges skulle Nick overflyttes fra arresten til et andet sted i Jylland. Han frygtede rockerne på Stien … han var helt hundrede på, at han ikke var i sikkerhed, så længe de vidste, hvor han var. Nu er vi jo ikke dummere, end at vi regnede med risikoen for, at nogen skulle dukke op for at snuppe ham for næsen af os, så vi havde ti mand med maskinpistoler og veste og hele svineriet til at følge ham fra arrestbygningen til transportvognen. Men så sker følgende helt enestående i dansk kriminalhistorie: I det øjeblik Nick føres fra arrestbygningen til transportvognen, hvis dør bagtil er åben og klar til at tage imod ham, springer fire maskerede fyre frem fra forskellige skjul bag affaldscontainere og parkerede biler, og jeg ved ikke hvad. Da de ikke er bevæbnede, er der ingen af kollegerne, der åbner ild. De beordrer under stor virak de fire maskerede mænd ned at ligge på maven og er helt koncentreret om dem.

Nick skynder sig sammen med den betjent, han er lænket til, at springe i sikkerhed i transportvognen.

Men så viser det sig fandeme, at vognen er overtaget af endnu en flok mænd iført elefanthuer! De to politi-chauffører sidder låst inde i hver deres transportcelle inde i salatfadet; forbryderne har to mand på forsædet og to mand til at tage mod Nick og en til at afvæbne og slå den medfølgende betjent bevidstløs. De klipper håndjernene af Nick og smider den bevidstløse betjent ud, inden de smækker døren og kører med stor hastighed ned ad Vester Allé.«

»Gud fader!« udbrød jeg.

»Tys!« sagde Jakobsen. »Det er ikke slut endnu. Vore folk styrter ud på Vester Allé for at se, hvilken vej bilen vælger nede i krydset for enden … men her sker der så pludselig det, at fire civile personbiler kører ind og blokerer salatfadet – en foran, en bagved, og en ved hver side. Det myldrer ud med pistolbevæbnede mænd … alle sammen af anden herkomst end dansk … de bruger nemlig ikke maske, så det er nemt at se. Selv på afstand … tror vel, at for os ser de alle sammen ens ud og gider ikke maskere sig … men hvorom alting er: De skyder hul i salatfadets dæk, tvinger de fem maskerede forbrydere, der befriede Nick, ud og lægge sig på asfalten. Nick springer ud og hopper ind i en af de fire civile biler, heldigvis én vi når at se er en hvid Mondeo med et bestemt nummer, og de fire biler kører i stor fart i hver sin retning.

Alt det her skete klokken præcis 06.00 til klokken 06.19 i morges.«

Jakobsen tav, men jeg kunne høre ham trække vejret forpustet, som havde han løbet.

»Puha, ja undskyld, men jeg har fandeme aldrig været ude for noget lignende i hele min karriere!«

»Men hvad fanden så med Linda og mig? Og min mor? Nu er vi jo ikke en skid i sikkerhed mere?«

»Han kommer altså ikke langt!« prøvede Jakobsen at berolige mig. »Hver eneste kørebane af betydning er kontrolleret af politibiler, al trafik er gået i stå, han kan simpelthen ikke komme nogen steder ud af bygrænsen. Du skal slappe helt af, Kristian. Der sker ikke noget, det forsikrer jeg dig!«

»Hver eneste kørebane af betydning!« gentog jeg. »Hvad så med de kørebaner, som ikke er af særlig betydning … er de også blokerede? Mon ikke Nick har udtænkt, om end med lidt hjælp fra venner med normal begavelse, at man kunne forestille sig denne situation? At det her er lige, hvad politiet ville gøre?«

»Kristian … hvor er du nu?«

»På torvet ved skolen,« sagde jeg.

»Spring ned og tag den nærmeste taxa ind på stationen. Vi sender en vogn ud på din skole og henter din søster … eller hun er måske også uden for skolens område lige for at holde frikvarter?«

»Hun forlader ikke skolen, før vi skal hjem sammen!« svarede jeg.

En halv time efter sad Linda og jeg sammen med politi-Jakobsen på et kontor i politigårdens brune murstensfæstning.

»Du spurgte, om vi i gåseøjne bare holdt øje med de vigtigste veje … vi har også en helikopter i luften. Ved du hvad, jeg kalder lige den enhed op, der har kommandoen … så kan vi høre, hvad status er!« sagde han. »Jeg bruger fastnettelefonen og slår medhøret til … så kan I lytte med, ikke sandt?«

Enten overdriver de helt vildt politiets effektivitet i amerikanske film, eller også er det danske politi ekstremt provinsagtigt.

»Er’et Jakobsen?« lød det over fastnetforbindelsen, da Jakobsen havde ringet op.

»Det er KA Jakobsen,« svarede han.

»Godt, nu skal do hør’, Jakobsen … helikopteren har fundet den der Ford Mondeo, som vores alle sammens Nick stak af i med de der perkere, ek’å! Den holder ude på Kolt Landevej. Og den er tom.«

Jakobsen så med store øjne på mig uden at se mig, tror jeg.

»Er bilen tom? Hvor i helvede er Nick og hans befriere så?«

»Forsvundet i den blå luft … helt dumm’ er de nu ek’ alle sammen … vi har lige haft en hundevogn ude, og den fandt deres spor, men de førte til et sted, hvor en anden bil havde holdt parkeret og ventet på dem. Inde i den der lille skov på højre hånd, når du kører mod Kolt, du ved … derinde har der holdt nogen og ventet, do! Ja, eller også har der bare holdt en tom bil og ventet på dem som skiftebil … en helt anden slags, som vi slet ikke holder øje med … det er nok mere sandsynligt.«

Jakobsen afbrød og sad lidt rød i kammen og så ud i luften.

»Nå, men så er der jo ikke så meget at betænke sig på. Galningen Nick er på fri fod og kan finde på hvad som helst. Vi sætter bevæbnet vagt ved jeres mor på hospitalet, og I to bliver kørt ud på Skejby igen. Der lader vi også et par bevæbnede folk blive og passe på!«

Da vi lidt efter havde sat os ind i Jakobsens bil på politigården, åbnede Jakobsen døren for mig udefra.

»Nu ved jeg tilfældigvis, at du har telefonkontakt til John fra Stien. Du skal lige give mig din mobiltelefon. Du får den igen, når jeg har slettet ham af din telefonbog, så vi er sikre på, at du ikke kan forkludre noget ved at ringe til ham,« sagde han og rakte hånden frem.

»Hvad?« sagde jeg forbløffet.

»Giv mig din mobil, Kristian … nu!« sagde han og rakte hånden frem.

»Det hjælper da ikke en skid … hvad, hvis han ringer til mig? Eller hvis jeg finder ham på Oplysningen!« protesterede jeg.

»Vi kan ikke forhindre ham i at ringe til dig, det er sandt … men jeg tvivler på, at du kan få hans nummer på Oplysningen … hvis vi sletter hans nummer fra din mobil, har vi da i det mindste gjort det, vi kan! Kom nu med den mobil … alternativet er, at du bliver sat under konstant opsyn ude på Skejby!«

»Jeg er nødt til at komme ud af bilen igen og stå op. Den er i min bukselomme … jeg kan ikke komme til den, når jeg sidder ned,« svarede jeg.

Jakobsen trådte til side, og jeg hoppede ud og løb min vej.

Sådan!

Hverken Jakobsen eller hans civile makker havde noget, der ligner træning nok til at løbe mig op. I løbet af no time var jeg på coasterhavnen, snart efter langt inde på containerkajernes område.

»John her!« Han lød lidt anspændt. Ikke helt den sædvanlige afslappede mand, der tog en telefon uden frygt for, hvad den ville sige. »Kristian, du skal gå til en mønttelefon. Der er sgu et eller andet galt med mine mobiler i dag – i hvert fald den, jeg har i hånden.

Ved du, hvor du kan finde en mønttelefon, regnet fra hvor du står nu? Ser du, jeg kan se på min gps lige nøjagtigt, hvor du er. Når du står i boksen, ringer jeg dig op med en helt ny telefon, som jeg ikke har brugt før. Der er formentlig ikke så meget knas i den!«

Gps!

Hvis John kunne følge mig via gps, kunne politiet også. Jeg slukkede øjeblikkeligt min telefon og tog batteriet ud – håbede det var nok til, at det der overvågningslort ikke virkede.

Jeg krydsede Strandvejen og gik ind i kiosken, som jeg havde fået øje på ved at vende og dreje mig flere gange nede på en containervej.

»Har du en mønttelefon, jeg kan låne?« spurgte jeg den unge kinesiske pige bag disken. Hun pegede på et aflukke i den anden ende af lokalet. En stor gammeldags sort amerikansk telefon var malet uden på en matteret glasdør.

De måtte klare sig godt i den her kiosk, nåede jeg lige at tænke, inden boksen genlød af gode gammeldags ringetoner. Pigen kom styrtende, og jeg åbnede døren.

»Det er til mig … min ven nåede at ringe op, før jeg ringede til ham!«

Hun stoppede og nikkede venligt til mig.

»Kristian!« sagde jeg.

»Fint!« sagde John i den anden ende. »Jeg er nødt til at skifte mobiler hele tiden. Jeg bliver aflyttet efter det lort i morges. Ja, det går jeg ud fra, at du har hørt om det, der gik helt kuk i til morgen?«

»Jeg har hørt politi-Jakobsens version … jeg kunne da godt tænke mig at høre din!« svarede jeg.

»De matcher sikkert fint nok,« sagde John. »Vi havde nogle gutter ude for at snuppe Nick, og det lykkedes da også, men hans mellemøstlige venner havde enten haft samme tanke, eller også har vi endnu en brist på et eller andet niveau. Det er fandeme en stressende tid, den her! Men okay, mit positive gæt er, at Nick på en eller anden måde havde fået meddelt araberne, hvornår hans transport skulle afgå, så de kunne befri ham. Araberne har så set os gøre klar og komme dem i forkøbet. De laver så en plan B, som jo viste sig at være særdeles effektiv. Det bedste, man kan sige om det her er, at ingen blev dræbt eller såret … hverken politi eller vores folk eller de sortes. Nu må vi håbe, at de syv af vores, som strømerne fik fat i, kan holde kæft!«

»Hvad vil I gøre?« spurgte jeg. »Jeg skal lige sige, at jeg er stukket af fra politiet; de ville have mig og min søster ud på det der krimipensionat i Skejby. Linda er i sikkerhed derude med to bodyguards … min mor er også sikker!«

»Godt!« sagde John og lød efterhånden hundrede tjekket igen. »Jeg kan nu heller ikke forestille mig, at Nick har tid til at interessere sig for familiebesøg … men hvorom alting er … der er kun én gruppe anden-g’ere i landet, som sælger stoffer … i hvert fald kun én på ledelsesplan – og den står bag alt fra indvandrerside eller kontrollerer det! Bortset lige fra pakistanerne i hovedstaden … Så det er de jyske fætre, der har befriet ham. Så det, vi gør, er at prøve at finde dem, og den bedste måde at få en skrue på dem på, er vel stadig at få fat i Nick – men hvor absurd det end lyder, tror jeg, vi vil true med at levere ham tilbage til politiet … han kan sikkert fortælle politiet en hel masse, som de sorte ikke så gerne vil have, at han fortæller. Så hvis vi får fat i ham, vil de sikkert godt bytte ham for pakken.

Hør, jeg har ikke mere at snakke med dig om lige nu, men det får jeg sikkert senere. Hvis du vil være rar at vente i kiosken, kommer der en fyr forbi med en helt ny mobil til dig, som politiet ikke kender nummeret eller noget som helst på … og så smider du den gamle i havnen, så de ikke kan spore dig … o.k.? Og Kristian?«

»Ja …« fik jeg frem.

»Pas nu på dig selv … Nick er formentlig et sted i Lille Bagdad med sine sorte venner, men man kan ikke vide med den idiot … både vi og Maverickerne går i gang med at lede nu! Til forskel fra polisen kender vi stederne, hvor man skal kigge efter i hvert fald ham … måske deler han et godt gemmested med anden-g’erne, og så kan vi slå to fluer med ét smæk.«

Jeg havde knap lukket døren ind til boksen efter mig, før en gul Suzuki-motorcykel stoppede på gaden udenfor. Fyren på den sprang af; han lignede en hvilken som helst motorcyklist. Han lod motoren køre, efter at have sat køretøjet på fod.

Døren ringlede, og den kinesiske pige stillede sig hen til disken.

»Hvad skal det være?« spurgte hun venligt.

Fyren havde beholdt sin hjelm på.

»Æh … har du en Marsbar?« spurgte han og rodede nogle mønter op af sin lomme i kunststofdragten.

Hun lagde den på disken.

»Tolv kroner!« sagde hun. »Spise her eller tage med hjem?«

»Hvad? Lød det hult inde bag den røde full-face.

Pigen lo.

»Det var bare min spøg!«

Fyren nikkede med hele overkroppen.

»Nå, okay … hæhæhæ … det var tolv, ikke? Værsgo!«

Han vendte sig mod mig.

»Kristian?« lød det et sted inde fra full-facen.

Jeg nikkede.

»Her!« sagde han og gav mig en sammenklappelig Nokia. »Du skal lige ringe til bossen!«

Han skyndte sig ud, kastede sig på motorcyklen igen og var væk på ti sekunder.

Jeg gik udenfor, tændte telefonen og ringede John op.

»Nå, det var godt … jeg skulle bare lige tjekke, at det virkede,« sagde han. »Dit nye nummer er kodet ind i mobilens telefonbog … mit næsten aldrig brugte kaldenummer står der også. Det er det, du skal bruge, til du eventuelt får andet at vide, okay?«

»Ja, fint nok!« sagde jeg.

»Nu går du over på havnen og smider den gamle væk.

Jeg havde lige sat batteri i igen og hævet armen for at kyle den gamle mobil i vandet, da den ringede.

»Ahmed her!« lød det, da jeg tog den. »Jeg har for et øjeblik siden fucking hørt, hvad der er sket! At Nick er sluppet væk! Sådan noget fucking shit, mand! Er du i sikkerhed?«

»Har de sagt noget på radio eller tv?« spurgte jeg.

»Det ved jeg ikke, men rygtet er nået herud. Jeg er i Gellerup … folk er meget oprørte. Det vrimler med politi herude. Det virker, som om de har tænkt sig at gå samtlige lejligheder igennem. De leder efter den gruppe, der befriede Nick fra rockerne. Desværre har gruppen en del – ikke alt – men en del at skulle have sagt herude … de har sat en flok drenge og unge til at genere politiet. Der er allerede ild i en af politibilerne, og betjentene har trukket sig sammen i en flok. Jeg tror, de venter på kampklædte folk!«

»Det kan da ikke være alle indbyggere i Gellerup, der holder med en flok skide narkohandlere!« sagde jeg.

»Nej, slet ikke!« sagde han. »Jeg fortalte dig i går, at jeg ville ud og tælle fætre. Vi er rigtig mange … nu handler det bare om at få narkofætrene til at indse, at de må hjælpe politiet med at fange Nick. De risikerer fucking nemt selv at blive taget, så mon ikke … vi skal mødes med nogle af dem om ti minutters tid eller sådan noget!«

»Jeg er nødt til at løbe, Ahmed … politiet er også efter mig! Men jeg er meget glad for, at du hjælper!«

Jeg afbrød, tastede Ahmeds, Kalles og Kims nummer ind på min nye mobil og så en sidste gang på min gode, gamle og dyre Ericsson, inden den røg ud i det grønne havnevand med et plump.

Og hvad gør man så?

Man forsvinder ned på havnen og sætter sig bag en stabel containere fra Kina. Harbin stod der på dem. Et stykke henne arbejdede en kran med at løfte de store hvide jernkasser op med en kæmpestor flad magnet – og anbringe dem som klodser på dækket af et gigantskib. Jeg løftede hovedet og skyggede for solen, prøvede at få øje på kranføreren, men vinklen var for spids. Jeg kunne kun se bunden af kranhuset.

Min mor, kom jeg pludselig i tanker om!

Jeg ringede til Oplysningen og fik nummeret til hospitalet og snakkede med afdelingssygeplejersken. Det viste sig, at de havde fået besked om kidnapningen, men at lægerne havde vurderet, at det kunne være kritisk, som hun udtrykte det, at fortælle min mor om det.

Desuden havde politiet udtrykt overbevisende optimisme i forhold til at have stoppet mareridtet inden længe.

Så min mor ville altså ikke få noget at vide før bagefter.

Men to store civilbetjente sad på gangen uden for døren til hendes sygestue.

Og så var John der på den nye telefon!

»Kristian … både godt nyt og dårligt nyt!« sagde han og lød som den gamle John Bamse med styr på det hele.

»Det dårlige først!« sagde jeg. Igen kunne jeg mærke, at jeg ikke havde hjerte til den her slags dramaer.

»Nej, du får den gode først!« sagde han. »Nick har solgt pakken til araberne … som vi jo også havde regnet ud. Men nu er det i hvert fald bekræftet. Det gode er, at Nick helt af sig selv har taget kontakt til os! Han tilbyder os halvfems procent af det, han har tjent på handlen, hvis vi i Stien organiserer en udsmugling af ham, så han kan komme med et fly fra Amsterdam eller Hannover eller Berlin eller hvor som helst fra i udlandet – til Thailand. Som han så elegant har formuleret det: Vi kan jo bare bruge en af vores sædvanlige narkoruter – bare den anden vej! Og den besked er godt nyt for os … men det er måske ikke så godt nyt for dig. Han er nemlig ikke dummere, end at han ikke tør forhandle direkte med nogen af os. Han peger på dig … på dig, Kristian … som han mener, vil være et godt mellemled. Han ved jo, at du står under vores beskyttelse, og han er vel ikke bange for dig sådan rent fysisk … kender dig nærmest som familie.

Den idiot! Vi har allerede kontaktet to af vores folk i Bangkok, for det tilfældes skyld, at han skulle nå så langt. Nick er snart en død mand … men vi skal lige nogle ting igennem først. Uanset hvor mange penge, vi får fra ham, er vi nødt til at få pakken fra perkerne. De må ikke tjene den formue, den kan indbringe. Og så skal vi altså have fat i tumpen. Men hvad siger du, Kristian? Vil du være mellemmand? Du vil blive rigeligt belønnet resten af dit liv!«

Det krympede sig i mig.

»Har du selv snakket med ham?« spurgte jeg, måske for at trække tiden ud, før jeg blev nødt til at sige, at jeg ikke turde!

»Over telefon, jo … hvad tænker du på?«

»Jo, betyder det her mellemmands-halløj, at hvis han har fået pengene, så er jeg nødt til at køre med ham til flyvepladsen og nødt til at tjekke, om han giver det rigtige beløb … halvfems procent af et eller andet gigantbeløb …« begyndte jeg, men John afbrød mig pludselig.

»Æh, Kristian, hør nu her … for det første er vi ikke færdige med at forhandle med ham, vel? Det bliver et fly fra Tirstrup til Hamburg, hvis det kommer så langt. Og du skal kun med i bilen som garanti for hans sikkerhed til Tirstrup. Men nu slår det mig lige med en forhammer midt i panden … hvis nu Nick ikke har fået penge for pakken, som han påstår … eller ikke nok … så kunne han måske finde på at tage dig som gidsel og lade dig køre med til Hamburg. Det er vi nødt til at finde ud af, for fanden!

Og så er det, jeg lige kommer i tanker om, at du kender ham perkeren, der var hos dig, da de hentede pakken … de arabere, som Nick har solgt til. Tror du, at han kan finde ud af, om perkerbanden har betalt Nick ordentligt for stoffet eller ej?«

»Måske!« svarede jeg. Men John … jeg kender Nick for godt! Jeg tør simpelthen ikke være mellemmand, hvis det nu viser sig, at han har pengene. Jeg tør ikke så meget som stå hundrede meter fra ham og lade ham smide en pose penge over til mig; og jeg tør slet ikke køre med ham nogen steder hen! Han er psykopat! Han er livsfarlig!«

John bandede dæmpet i den anden ende.

»Okay,« sagde han så. »Men er det ikke i orden, at jeg lader som om over for ham, at du er med på spøgen, bare så han ikke hopper af krogen og forsvinder i basarland? Så må vi finde ud af noget andet, hvis det falder på plads!«

Jeg tøvede, jeg kunne slet ikke overskue noget som helst.

»Okay,« sagde jeg så. »Men jeg skulle lige kontakte Ahmed om det med betalingen, ikke? Men jeg vil altså ikke have, at han på nogen måde kan komme i klemme i det her! Det er en betingelse, at du garanterer mig det! Han er min ven, John!«

»Altså, for det første … nogle af os er også en slags mennesker. Du har min personlige garanti … hvis din ven får kontakt til perkerbanden, er han pludselig part i sagen. Og mellem bander er sendebud og forhandlere altid hellige og urørlige. Også når det er mellem perkere og danskere! Det respekterer begge parter til enhver tid! Men Kristian … gider du godt lige ordne det ring til din ven Ahmed? Det er tid for mig at kontakte desperadoen Nick igen!«

»Kristian?« sagde Ahmed dæmpet. »Det er ikke så godt lige nu … vi sidder faktisk lige i møde med fire gutter af den hårde kerne …«

»Vi?« sagde jeg.

»Ja, fædregruppen og mig og tre af fætrene …« sagde han meget dæmpet.

»Okay, jeg gør det hurtigt … spørg dem, om de seriøst har betalt penge til Nick, eller om han er blevet snøret! Og spørg dem, om de er klar over, at Nick kan skade dem helt vildt, hvis han bliver taget …«

»Jeg prøver!« hviskede han og afbrød.

Jeg rejste mig og gik hen mod kranen. En havnearbejder med et lille rødt advarselsflag i hånden stoppede mig, da jeg nærmede mig.

»Man må ikke gå her … det er sikret arbejdsområde,« sagde han og løftede det lille flag.

»Nå, okay … jeg troede lige, at I øvede jer på første maj!« sagde jeg og gik i en bue ned mod kajkanten.

»Første maj? Nå, det røde flag,« grinede havnearbejderen. »Ja, det er sgu lige før vi er lige så mange som på selve dagen. Men det er nu ingen spøg, hvis sådan en container skvatter ned … så derfor må man ikke gå ind under kranen!«

»Og et skilt er ikke nok?« spurgte jeg. Jeg var stoppet ved en kæmpe jernring ved kajkanten.

»Nej, det er det faktisk ikke!« sagde han. »For en halv times tid siden kom en personbil kørende. Hvis der kun havde været et skilt her, var han da bare kørt under kranen i stedet for uden om.«

»Må der overhovedet køre biler her?« spurgte jeg.

»Nej, men det kan vi ikke rigtigt stille noget op med … det er hernede i skjul af alle containerne, at narkoluderne kommer med deres kunder. Men den sidste bil her var nu fyldt med, hvad hedder det nu … folk af anden etnisk herkomst … lige undtagen én af dem, så vidt jeg kunne se. De skulle nok ind og ordne noget narkohandel … vi ringer somme tider til politiet, men de har ikke mandskab til at tage sig af den slags småsager … der er større fisk på panden, som de siger derinde!«

Jeg nikkede, og pludselig var der en eller anden overjordisk magt, der slog mig oven i hovedet med en gummihammer.

»Hej, jeg tænkte på …« sagde jeg. »Hvordan så han ud, ham den enlige fyr, som ikke var af anden etnisk herkomst, som du kalder dem?«

»Danskerfyren? Ham fik jeg et fint kig på. Det var ham, der kørte bilen! Han var sgu ligeglad med mig og mit flag og ville have mig til at flytte mig i stedet for selv at køre udenom, men jeg blev stående. Han drejede så af i sidste øjeblik, jo!«

»Var han i trediverne, med overskæg, der vokser ned til mundvigen og så op og bliver til bakkenbarter … mørkt hår, langt, krøllet?« spurgte jeg. Mit hjerte lavede underlige krumspring i brystet på mig, og jeg måtte hapse efter vejret.

»Det var ret præcist beskrevet!« sagde havnearbejderen. »Det var sgu da mærkeligt! Er det en, du kender?«

»Så du, hvor de kørte hen?« spurgte jeg.

Havnearbejderen pegede ned ad den flere hundrede meter lange fleretagers række af ventende containere.

»Hen for enden og så ind til venstre … det er den eneste vej, hvis man vil være i fred … og de er der endnu, for de kan kun komme ud samme vej, som de kom ind! Men det er så måske ligefrem en, du kender?«

»Måske,« sagde jeg. »Men ikke for det gode … jeg sætter mig op, hvor jeg sad før, og venter. Hvis det er ham, jeg tror det er, ringer jeg til politiet, når de kører forbi. De vil meget gerne i kontakt med ham … han er et rigtigt dumt svin!«

»Tæhæja, prøv du bare det!« sagde havnearbejderen og tændte en cigaret.

Inden jeg nåede at sætte mig, ringede Ahmed.

Han lød, som om han stod på et toilet. Ekkoende vægge, rindende vand.

»De har ikke betalt mere end et symbolsk beløb … de har bildt ham ind, at han får resten tilsendt, når han er i Thailand – og det tror han på, for han kan godt se, at de er nødt til at sælge stoffet for at have mange penge … og han kan også se, at de kan have en interesse i at have ham sendt langt fanden i vold. I Thailand kan han ikke gøre dem noget. Nu er de så til gengæld ret bange for, at politiet får fat i ham. Det ville ikke være så godt! De siger, at han kan fortælle politiet alt for meget skadeligt … men de vil omvendt heller ikke have, at Stien-rockerne får fat i ham. Dem kan han jo også fortælle en hel masse om perkergruppen! I det hele taget er de ret nervøse ved det her. De er slet ikke så trænede som de danske kriminelle!

Det har taget et omfang, som er helt ude af kontrol, mener de. Alle er imod dem – fædregruppen, deres familier, alle fætrene, efterhånden alle folk i Gellerup. De er faktisk parate til at dele stoffet med rockerne … hvis der så kan blive fred. Til gengæld skal rockerne holde sig fra ham … de ordner ham selv … hvis du forstår, hvad jeg mener? Så nu er de kørt et hemmeligt sted hen med ham … nogle fra gruppen … for at være med til at forhandle med Stien-rockerne fra et sikkert sted. Det er, hvad jeg ved!«

»John! Når du om lidt ringer til Nick, sidder der mindst fire fra perkergruppen og lytter med. Han har ikke fået penge, der betyder noget. Til gengæld vil perkerne gerne dele stoffet med jer, hvis I vil være med til en fredsaftale.«

»Flot arbejde, Kristian … jeg har ikke tid til at høre mere, men jeg ringer igen om lidt, når jeg har snakket med idioten!«

Der kom til at gå næsten tyve minutter, før han ringede.

»Okay, Kristian … så er det med at holde ørerne stive.

Perkerne og Nick er et hemmeligt sted. Hvis ikke du kommer som gidsel, ser vi ikke pakken igen … og de nakker Nick. Hvordan det er endt der, har jeg ikke tid til at forklare dig. Men om lidt skal jeg ringe tilbage og sige ja eller nej. Hvis du kommer, lader de Nick og dig køre alene sammen – og vi får faktisk hele pakken afleveret på en bestemt adresse, hvis bare der derefter kan blive borgfred. Men hvis nogen af os fra Maverickerne eller Stien dukker op for at hente Nick, går det galt … jeg er ked af at måtte sige det, men det hele afhænger vist af dig nu, Kristian!«

»Jeg ved, hvor de er,« sagde jeg. »Jeg sidder faktisk måske en halv kilometer fra dem nede på containerhavnen!«

»Hvad?« udbrød han vantro. »Hvordan …«

»Det har jeg heller ikke tid til at forklare,« sagde jeg. »Men må jeg ikke lige lave et opkald og så ringe tilbage til dig? Jeg har måske en løsning!«

»Stop, du må ikke lægge på!« råbte John. »Hvad er din mulige løsning? Og hvad med lige at fortælle mig, hvor idioten gemmer sig?«

»Nu styrer jeg lige det her,« sagde jeg. »Hør rigtigt godt efter. Ring til Nick og sig, at jeg ikke tør være gidsel, og at I sender en anden som …«

»Det går slet ikke,« afbrød John mig. »Uanset hvem vi sender i stedet for dig, vil Nick og perkerne tro, at det er en af os fra Stien eller en af Maverickerne!«

»Så hør dog efter!« sagde jeg. »Ring til ham og sig, at han kan få en kristen præst som gidsel i stedet for mig. Ingen muslim ville mistro en hellig mand, selvom han er fra en anden tro! Og Nick ville også være rolig og være sikker på, at det ikke var en af jer, der kom … hvis altså den der præst kom i stedet for mig! Mon ikke han kender fængselspræster godt nok til at turde lade ham køre med som gidsel til lufthavnen?«

»Hvor vil du få en præst fra?« spurgte John meget skeptisk og med en tør latter.

»Jeg har allerede én, er jeg ret sikker på! Bare ring og giv Nick og perkerne det nye forslag, så får jeg fat i præsten imens!«

Og så svarede Kalle selvfølgelig ikke på sin mobil.

Jeg indtalte besked med mit nye nummer og ringede så til Kim.

»Bombax!« udbrød han. »Hvor er du? Kalle har lige været her for tyve minutter siden – politiet leder efter dig! De siger, at du er i fare! Nick er på fri fod!«

»Er du på dit kollegium?« spurgte jeg uden at svare på hans spørgsmål.

»Ja, det er jeg … men Kristian, hvorfor gemmer du dig for politiet? Hvorfor samarbejder du ikke med dem?«

»Fordi de ikke kan finde ud af en skid!« sagde jeg. »Og fordi jeg ved lige præcis, hvor Nick befinder sig. Jeg har bare brug for en stærk præst! Og der tænkte jeg på Kalle, men han svarer ikke på mobilen.«

»En stærk præst?« sagde Kim og lød, som om han aldrig havde hørt om sådan nogen. »Hvad skal du med en stærk præst?«

»Nick skal bruge et gidsel, der tør køre med ham til lufthavnen i Tirstrup … et gidsel, der har en billet med til ham helt til Thailand, og et gidsel, som skal være hans garanti for, at rockerne ikke snupper ham og gør ham kold…. det skal være en præst, har jeg foreslået, for at muslimerne skal acceptere aftalen … der sidder nemlig lige nu en gruppe perkere og er parat til at slå ham ihjel, hvis der går ged i det her!«

»Crux in anus!« mumlede han. »Det ved jeg jo slet ikke noget om, det der med perkerne, som du kalder vores muslimske brødre … og hvorfor er du overhovedet rodet ind i det her, Kristian? Kan du ikke bare være ligeglad og lade de kriminelle ordne deres lort indbyrdes?«

»Hvis jeg ikke hjælper her, får jeg og min familie måske en hel rockergruppe på nakken igen … og desuden ønsker jeg mest af alt her i verden, at Nick forsvinder langt fanden i vold, så min mor og vi andre kan være sikre på aldrig at møde ham igen!«

Der var stille i Kims telefon et stykke tid.

»Jamen Kalle er jo punkt ét ikke præst, Kristian. Han er jo først lige begyndt på teologistudiet … og punkt to – tror du ikke Nick genkender ham … det var jo Kalle, der daskede til ham den aften, hvor det hele gik galt?«

»For det første … kan han ikke låne en præstedragt et sted? Sådan en sort kjole med hvid pibekrave?« spurgte jeg. »Han skal bare ligne! Og hvad angår at genkende … Nick var så pikkelskæv og beruset, at han ikke kan huske andet end små glimt, det er jeg sikker på! Og han kan da slet ikke genkende Kalle iført præstedragt!«

»Okay, jeg har en præstekjole,« sagde Kim. »Den kan han selvfølgelig godt låne, men spørgsmålet er da også, om han tør sætte sig ind i en bil til en galning som Nick. Tror du ikke, Nick vil genkende ham fra den drukaften, hvor han var ved at voldtage Linda … da Kalle slog ham ud?«

»Overhovedet ikke!« sagde jeg. »Han var så vind og skæv og fuld, at han kun kan huske det, pikken så, da han smed bukserne inde på Lindas værelse!«

»Diabolus sulutus est!« mumlede han. »Kalle kommer her om fem minutter igen … han er nede at fylde benzin på cyklen … det er derfor, han ikke svarer, når du ringer. Han kan ikke høre noget, når han kører!«

»Okay, få ham til at komme ned på containerhavnen … han skal køre ned fra det sted på Strandvejen, hvor der er en kiosk på den venstre side – modsat havnen. Der venter jeg på ham!«

Og så var John der igen, igen.

»Tænk, den købte de helt og aldeles … både Nick og perkerne. Men han må hellere ligne en præst, ham du sender. Både terroristerne og Nick har paranoia lige nu, så det ligner. Nick spurgte, om præsten ikke kunne tage noget altervin med – Nick har hverken fået vådt eller hvidt i flere timer nu!«

»Det kan jeg ikke nå at arrangere … men min præst skal nok klare det!« sagde jeg.

Trafikken er altid intens på Strandvejen; man sidder lige så stille og bliver vant til støjen fra den – som et voldsomt, men jævnt baggrunds-lydtæppe, der egentlig bare gør, at man er nødt til at tale højere, hvis andre skal høre én.

Men med ét ændrede støjen karakter. Der blev en voldsom dytten, og bilerne, der ellers kører i en jævn og ens hastighed for at følge de grønne bølger af trafiklys, bevægede sig pludselig uregelmæssigt fremad; man kunne endda høre enkelte råb og pift ud ad vinduerne fra nogle af bilerne.

Jeg kom på benene og så derop.

Og fik straks øje på grunden til opstandelsen (!).

I frakørselsbanen ned mod det sted på havnen, hvor jeg var, holdt to blinkende motorcykler, den ene med en præst i fuldt ornat på. Er folk ikke vant til at se præster på motorcykler, siden de dyttede og råbte sådan efter mine venner?

Kim sad på Harleyen i sin sædvanlige læderkøredragt.

Foran ham, på Suzukien, holdt Kalle i flagrende sort præstekjole, med hvid pibekrave.

Endelig blev der et hul i den modkørende trafik, og de kunne dreje ned på havnen.

Jeg sprang ud fra mit containerskjul, og de to hellige ryttere bremsede op, i god tid før de nåede mig. De blev siddende på cyklerne med fødderne støttende på jorden, mens de løste hagebåndene til deres hjelme op. Begge hængte hjelmene på styret og kørte lidt frem.

Kims røde lange hår flagrede tyndt i den evige havnevind fra havet; Kalles var så kraftigt som alt andet på ham og nøjedes med at lette i klumper en gang imellem. Hans pandehår rejste sig i en surflignende bølge mod vinden, håret kammende over på toppen mod vindens retning.

»Hvasså?« råbte han. »Hvor er det, at jeg skal melde mig som gidsel i Vorherre Kristi navn?«

Jeg vendte mig og pegede ned ad den endeløse række containere på venstre hånd.

Et stykke fra kranen, midt på vejbanen, stod havnearbejderen med sit flag og stirrede med et bredt grin på Kalle. Han viftede en gang med flagtrekanten og gik hurtigt hen mod os.

»Hva’ fanden … er der nu indledt et kristent korstog mod kriminaliteten på havnen?« Han vendte sig fra Kim og Kalle og så på mig. »Er det dig, der har ringet efter præsten der? Har du også fortalt ham om det med børneluderne, som politiet heller ikke har tid til?«

»Noget i den retning!« sagde jeg.

»I skal være velkomne!« sagde han og slog ud med flaget. »I må bare helst ikke køre under kranen … den kunne teoretisk set tabe en container … det er ganske vist aldrig sket, men man kan jo aldrig vide …!«

»Jeg bliver lige nødt til at holde møde med ‘præsten’ her,« sagde jeg og smilede undskyldende til havnearbejderen.

»Helt i orden! Sådan et korstog skal planlægges ordentligt! Jerusalem blev ikke ødelagt på én dag!« Han grinede og gik tilbage til sin plads. Kranføreren sagde noget i walkien, og flagmanden grinede et svar ned i sin.

»Okay,« sagde jeg og så på Kalle. »Nu skal du høre …«

Jeg havde lige et øjeblik svært ved at holde koncentrationen.

Kim benyttede lejligheden til at gribe ordet.

»Helt ærligt … var det ikke for dig og din stakkels familie, ville vi have ladet de skide narkogangstere suum laum navigare …«

»Sejle deres egen sø!« indskød Kalle forklarende.

Kim nikkede.

»Men nogen skal jo redde jer, og vi kunne godt se, at vi ikke kunne svigte dig i den her situation … så vi gjorde noget ukristeligt … vi røg noget tabacum firnum …«

»Stærk tobak?« gættede jeg på. »Weed?«

Kim nikkede og gjorde korsets tegn for sit bryst.

»Og så bliver man jo både lidt modig og lidt overstadig og lidt fjollet på samme tid … og når man stadig kun læser til præst, kan man godt tillade sig at hente styrke fra nogle af de urter, Herren lod plante af uransagelige grunde. Drikke os mod til kunne vi jo dårligt, når vi skulle køre motorcykel!«

Kalle trak vejret dybt og vred et par gange i gashåndtaget. »Nå, men vi må hellere se at komme i gang, mens det gudbenådede mellemøstlige rusmiddel stadig pumper sin magiske kraft rundt i mit legeme … hvad gør vi helt præcis?«

Jeg blev sendt i forvejen, efter igen at have konfereret med havnearbejderen. Jeg skulle ned for enden af den enorme række containere, der stod massivt i tre lags dybde til venstre for gå-retningen.

For enden, og rundt om hjørnet af container-rækken, ville jeg komme til en forsømt, asfalteret plads med et par skrottede containere, omgivet af en beplantning hybenhuske langs en afrundet bølgestopperkant af store svenske mole-sten.

Dér et sted skulle bilen holde med Nick og perkerne.

Det var først på vej ned langs containerne, at jeg blev rigtig bekymret igen. Det var, som om det var lykkedes mig på forunderlig vis at skubbe al rædselstænkning væk, så længe det hele gik ud på at planlægge. Nu hvor det kom til the real thing, som vel reelt set kunne være dødsensfarligt for Kalle, var det ligesom om min optimisme forsvandt som rusen fra en meget lys øl nytårsaften. Måske er mennesker heldigvis bare sådan indrettet? At de er i stand til at fortrænge presset i perioder, for at samle overskud til at tænke og handle.

Man ser jo også folk smile og snakke, inden en begravelse begynder, og så falde helt sammen, når sagens alvor overvælder dem igen.

Cirka hundrede skridt bag mig fulgte Kim med sit flagrende røde hår og i sin læderdragt. Han skulle holde øje med mig på min rekognosceringstur – Nick eller en af perkerbandens medlemmer kunne jo være snu nok til at liste ud og se, om der skete noget farligt på den anden side af den kinesiske mur af Harbin-containere. Ganske vist havde vi mobilerne klar, Kim og jeg, men en fjende kunne være hurtig og snuppe mig, hvis det gik rigtigt galt.

Jeg havde nu svært ved at forestille mig, hvordan nogen skulle komme i nærheden af mig eller få øje på mig – medmindre han kravlede op på containerrækken og kiggede ned. De store jernkasser stod gavl ved gavl, med centimeters mellemrum.

Jeg kastede et blik opad.

Fire containere oven på hinanden hele rækken nedad! Nick ville blive svimmel en meter oppe ad den første; desuden var der ikke rigtig noget at holde fast i, hvis man ville klatre. Jeg havde vist ikke noget at frygte fra oven!

Jeg nærmede mig enden af rækken og kunne svagt høre havet slå mod molestenene; kunne også skimte nogle af de store granitklumper stikkende hovedet op mellem hybenbuskene.

Ved den sidste hvide Harbin-container i rækken, lagde jeg mig fladt ned på jorden efter at have givet signal til Kim om, at nu ville jeg dreje om hjørnet, hvor han ikke mere ville kunne se mig.

Jeg møvede mig hen over den ujævne blanding af brudt asfalt, småsten og halvstore græstuer og kom til enden af de tre containerlags gavle, kiggede om hjørnet helt nede ved jorden.

Inde på en solbeskinnet plads holdt ganske rigtigt en personbil – en nyere Peugeot, med begge fordøre slået op på vid gab. Inde fra bilen kunne man høre radioen køre, ikke for underholdningens skyld, gættede jeg på – men for at Nick og anden-g’erne skulle kunne følge med i eventuelle nyheder om Nick og hans flugt.

Et stykke fra bilen, med ryggen til både den og mig, stod Nick. Han stirrede ud over havet, røg på en cigaret. Han var i sort stropundertrøje; frem på hans skulder kravlede en grim blå dragetatovering – det kæmpestore hoved åbnede sit gab og syntes at stirre på mig med sine onde øjne. I åbningen ind til en kasseret rød container sad fire anden-g’ere og røg. De sad som perler på en snor, og snakken gik dæmpet mellem dem på arabisk. Også de havde blikket vendt mod havet og selvfølgelig mod Nick.

Jeg trak mit hoved lidt tilbage og tænkte billedet igennem.

Altså – en bil med åbne døre, således at Nick og andeng’erne med kort varsel kunne kaste sig ind fra alle sider, hvis der skete noget pludseligt. To gamle, rustne containere med åbningen mod mig – de var uden porte og helt tomme, bortset fra noget sammenblæst papir og lidt ubestemmeligt skrammel i hjørnet af den ene.

Lidt derfra den container, hvor de fire sad og røg.

Jeg havde set nok og kravlede tilbage, stak hovedet frem og vinkede til Kim på kajen. Kim nikkede og vendte sig, svingede med begge arme, og jeg kunne høre Kalles motorcykel starte.

Kim løb ned til mig og nåede lige at smide sig, inden jeg igen begyndte at mave mig ind på min udkigsplads ved hjørnet til pladsen.

»Det her må du ikke misforstå,« hviskede Kim. »Men jeg er nødt til at lægge mig fladt oven på din ryg, hvis jeg også skal kunne følge med i, hvad der sker, når Kalle og de ukristelige mødes!«

»Det er okay!« hviskede jeg tilbage. »Er han helt klar, tror du? Har han bedt sit fadervor?«

»Ja, det er på plads!« hviskede Kim.

Pludselig drønede Kalles motorcykel om hjørnet; han huggede bremserne i, så den stoppede et par meter fra Peugeotens fronthjelm; Nick havde anbragt bilen, så den stod klar til at køre væk i den rigtige retning.

Nick blev så forskrækket, at hans hovedkuldse drejning på hælen var ved at koste ham balancen. Han fik fisket sin pistol op fra bukselinningen og rettede den i et tohåndstag mod Kalle, mens han med et par ubehjælpsomme hop kom i position bag bilen. Betydeligt mere roligt og afslappede kom de fire fætre på benene, børstede skidt af bukserne og trådte ud bag Nick, idet de holdt en vis afstand. De så intenst på Kalle.

»Smid, hvad du har af våben!« råbte Nick.

Kalles slukkede roligt ved tændingen og steg af cyklen. Det var lidt besværligt at få præstekjolen med over sædets bagkant, men det lykkedes, selv om det afsløredes, at han havde mørkeblå cowboybukser på under den.

»Jeg bærer skam ikke våben, min søn!« sagde han roligt og med fast og høj stemme.

»Op med grabberne … hold dem samlet bag nakken, mens jeg mærker dig efter!« dirrede Nick og nærmede sig i en slags krumbøjet gangart.

Kalle samlede hænderne bag nakken og lod sig beføle fra ankler til armhuler, både for og bag, mens han uden at kny studerede pladsen systematisk. Han nikkede venligt til de fire anden-g’ere. De nikkede høfligt tilbage.

Kim lagde en hånd for min mund og hviskede tæt på mit øre.

»Jeg kommer til at tænke på … har du slukket din mobil? Det ville være en katastrofe, hvis den ringede nu!«

Jeg bed mig i underlæben og fik mingeleret en hånd ned i bukselommen.

»Okay … du er vist clean!« sagde Nick og gik baglæns, mens han lod sin pistol synke en anelse foran sig, så den pegede mod jorden. Han stirrede mistænksomt på Kalle.

»Ja, du har godt nok præstekjole på og det hele … men hvordan kan jeg være sikker på, at du er præst og ikke forklædt rocker, selv om jeg aldrig har set dig i miljøet før, som man siger? Du er også sådan ret muskuløs i det … plejer en præst ikke at være sådan lidt fimset og fregnet og rødhåret i det?« sagde han langsomt.

Kalle trak på skuldrene.

»Mange … eller i hvert fald mindst én af dem, jeg læste teologi med, var sådan en fimset, fregnet og rødhåret en … ellers tror jeg, vi er alle mulige typer, såmænd!«

»Hold kæft, hvor er han strid!« mumlede Kim, og denne gang måtte jeg tysse ad ham.

»Rul dine ærmer op!« sagde Nick pludselig.

Kalle rullede op til skuldrene.

»Hmm … okay, du har ingen tatoveringer, så du er ikke rocker … men hvordan vil du overbevise mig om, at du ikke er strømer? Vi skal køre sammen helt til lufthavnen … godt nok er det dig, der skal sidde ved rattet, men jeg er nødt til at være sikker på, at du ikke pludselig kan et eller andet rydde ungdomshus-trick med at afvæbne mig og lægge mig i håndjern midt under kørslen …«

Kalle smilede.

»Jeg kunne jo overbevise dig om, at jeg er præst … hvis jeg er præst, er jeg jo ikke politimand, vel?«

Nick så vurderende på ham.

»Nå, men så … sig mig, har jeg alligevel ikke set dig før?« sagde han pludselig og rynkede brynene, gik et skridt til siden og lod øjnene glide op og ned ad Kalle.

»Det tror jeg ikke,« sagde Kalle og smilede til ham. »Jo, måske i tv … jeg har en månedlig gudstjeneste på Vridsløselille … den bliver transmitteret til alle landets fængsler, så hvis du har siddet og set den på tv, der hvor du har afsonet …«

Nick åbnede sin grimme mund og grinede hånligt.

»Gudstjenester … min bare røv … godt nok er der kedeligt i jointen, men gudstjenester, det har jeg godt nok aldrig spildt min tid med … men okay, hvordan vil du overbevise mig om, at du er en præst?«

»Hvordan vil du overbevise mig om, at jeg slipper levende fra det her?« spurgte Kalle. »Hvis vi skal køre sammen, vil jeg meget gerne, at du lader din pistol blive tilbage her hos dine mellemøstlige venner!«

»Du kan overhovedet ikke stille noget, der ligner krav her!« sagde Nick og trådte et skridt nærmere, mens han igen tog tohåndsgreb på gunnen. »Er du nogensinde blevet skudt i knæskallen?«

»Nej, det må jeg indrømme!« svarede Kalle roligt. »Jeg tvivler også på, at du kan ramme, når jeg har den her præstekjole på!«

»Jeg kunne jo tvinge dig til at løfte kjolen, ikke?« sagde Nick og rystede på hovedet ad Kalles dumhed. »Men det jeg ville sige var … nu overbeviser du mig om, at du er præst og ikke alt muligt andet … fordi hvis du ikke er præst, og de skide muslimer ved, at du ikke er præst, er du ikke til en skid beskyttelse … så kom i gang!«

»Ikke før jeg har en garanti for, at vi kører uden våben!« sagde Kalle roligt.

»Skal vi lige prøve den ene knæskal?« spurgte Nick og sigtede med det ene øje lukket mod det sted, hvor han formodede, at Kalles højre knæskal befandt sig.

»Det ville da være dumt at skyde mig i benet, hvis det er mig, der skal køre os til lufthavnen,« sagde Kalle. »Hvorfor vil du ikke give mig den garanti?«

Pludselig trådte en af anden-g’erne et skridt frem.

»Okay, du får min garanti for, at I kører uden våben … det sørger vi for, hvis du kan få orden på det her rod i en stor fart … vi har faktisk travlt!« sagde han.

Nicks øjne blev urolige, og jeg blev langsomt kold. Nu gjorde han vel for fanden ikke noget desperat.

»Okay … vis os, at du er præst!« råbte han arrigt.

»Når du har smidt pistolen over til din kammerat bag dig!« sagde Kalle roligt.

Pludselig gik anden-g’eren op bag Nick og tog roligt gunnen ud af hans hånd. Han trådte tilbage til de andre og stak pistolen i bukselinningen.

»Jamen, så er alt vel så godt, som det kan blive?« sagde Kalle afslappet og slog hænderne sammen! Han sukkede dybt en gang.

»Jamen, så kom her og knæl ved mine fødder!«

»Ah, hva’ skal jeg?« spurgte Nick målløs.

»Knæle ved mine fødder … jeg vil velsigne dig og tilgive dig dine synder!« sagde Kalle. »Det må være bevis nok, hvis jeg kan få Gud til at tilgive dig det synderegister, jeg har fået at vide, at du render rundt med!«

»Knæle ved dine fødder!« Nick så hovedrystende på ham. »Du må have sniffet, før du kom … hør, du har ikke noget altervin eller lignende i saddeltaskerne på din Suzuki? Jeg kunne fandeme godt lige sluge et par dråber …«

Kalle rystede beklagende på hovedet.

»Kunne det have overbevist dig, hvis jeg havde haft altervin med?«

»Det ville have hjulpet,« sagde Nick skuffet og sank et par gange.

»Okay, så knæl på afstand … det betyder heller ikke alverden, om jeg kan nå dig rent fysisk. Jeg velsigner dig, okay? Er du klar?«

»Velsigner? Velsigner? Enhver kan sgu da sige »Jeg velsigner dig i Herrens og Sønnens og … og …«

»… Helligåndens navn,« gjorde Kalle hans sætning færdig for ham.

»Ja!« ivrede Nick. »Det er sgu da ikke noget bevis!«

»Jeg gør det på latin!« sagde Kalle.

»Jeg kan ikke en skid latin!« sagde Nick.

»Du kan vel genkende sproget latin, når du hører det, ikke?« sagde Kalle utålmodigt. »Det her trækker i langdrag … mon ikke vi skulle skynde os, inden muslimerne bliver utålmodige?«

»Jo … jo … skal jeg på knæ, eller hvordan var det?«

Kalle nikkede, og Nick sank ned på knæene tæt ved bilens åbne fordør. Det ville kun koste en hurtig bevægelse, så ville han være inden døre og kunne låse og starte.

Kalle løftede højtideligt højre hånd, samlede pege- og langfinger og gjorde korsets tegn mod Nick.

»Catillum profundum non invinit« messede han højlydt.

Kim gav et fnis fra sig og måtte holde sig for munden.

»Han siger til ham, at Nick ikke har opfundet den dybe tallerken,« hviskede han. Det rykkede i hans krop af latter.

»Fis atomica non grata, tu farcimen mortis!« fortsatte Kalle sin messen.

»Atomkraft nej tak, du dødens pølse!« jublede Kim hviskende. »Han har da godt nok for alvor fået studeret sin latin på det sidste!«

»Coelum et assum, ad glire valde esse tum … tu anus pendens!« fortsatte Kalle.

»Nå, den holder ikke helt … men det han mener er: Himmel og bøf, du er helt til rotterne … din hængerøv!« oversatte Kim videre.

»Aqvam ex auribus non effundere, connecte anusum! Amen!« afsluttede Kalle og gjorde endnu engang korsets tegn mod Nick.

»Hvad var det sidste?« hviskede jeg og smilede til Kim ved at dreje hovedet en anelse.

»Heller ikke helt korrekt, men det han mente var, at nu ville han ikke mere hælde vand ud af ørene, men i stedet lukke røven!« Kim fnisede som en lille dreng.

Nick kom på benene.

»Okay … det er i orden … jeg tror på dig. Sæt dig ind på førersædet. Jeg sætter mig i sædet ved siden af. Men du skal ikke starte bilen, før jeg er på plads …«

»Jeg er med, min søn!« sagde Kalle salvelsesfuldt og gik hen til Peogeuten. Han satte sig roligt ind.

Nick vendte sig mod anden-g’erne.

»Er I overbevist om, at manden er kristen præst, og at han ikke er farlig for nogen af os?«

Fyren med pistolen trådte hen til Nick.

»God tur til Thailand!« sagde han og klappede Nick på skulderen. Lynhurtigt og uden for Kalles synsvidde trak han pistolen op og lod den glide ned i Nicks rummelige bukselomme.

»Shit!« hviskede Kim og jeg fuldstændig synkront og så bestyrtede på hinanden.

Kalle trykkede på bilens horn.

Nick for sammen og skyndte sig hen til bilen.

»Jeg vil godt køres til lufthavnen!« grinede han og pegede med pistolen mod Kalles hoved, idet han kastede sig ind på sædet ved siden af førersædet.

Kim og jeg trak os tilbage og trykkede os, så godt vi kunne, ind mod containergavlen, dækkede vores ansigter, og eftersom bilen ikke stoppede, gik vi ud fra, at Nick ikke havde bemærket os.

Vi krabbede hen til den anden ende af gavlen og kiggede ud på kajen, hvor vi kunne se Peogeuten køre roligt hen mod den arbejdende kran. Havnearbejderen med flaget stillede sig op og viftede med flaget. Bilen sagtnede farten, og til sidst stoppede den helt foran flagmanden.

»Vi må væk, inden de fire gutter omme fra pladsen kommer marcherende!« sagde Kim og måtte rømme sig efter al den hvisken, han havde haft gang i det sidste kvarter. »Er de ikke stoppet lige nøjagtigt under kranen, hvor det er allermest farligt?«

»Det ser sådan ud,« sagde jeg.

Pludselig kunne vi ikke se havnearbejderens højt hævede flag mere, og lige så pludseligt røg den venstre bildør op – den til førersædet – og en sortklædt præst væltede ud, rullede og rullede rundt og forsvandt ud over kajkanten og ned i havnebassinet foran stævnen på det store skib, som var ved at blive læsset.

Sekunder efter kom en havnearbejder i blå kedeldragt og med et lille trekantet, rødt flag i hånden styrtende efter og hoppede på hovedet samme vej.

»Min gud, nej!« gispede Kim og pegede.

Langt oppe i luften, lige over Peogeuten, hang en hvid Harbin-container i kranens magnetholder. Selv helt henne, hvor vi nu stod ude på kajen og fulgte med, kunne vi høre nogle underlige skrabende og hylende lyde.

»Min gud, nej, det ser ud, som om containeren er ved at løsne sig!« hviskede Kim og tog min arm. »Kalle nåede at hoppe i vandet,« sagde Kim hæst. »Og havnearbejderen! Så du noget til Nick?«

Jeg rystede på hovedet.

»Han må jo stadig være i bilen!« sagde jeg og ville vende mig om. Jeg ville bare ikke se, hvis den container endte oven i Nick og bilen, synet ville forfølge mig resten af mit liv. Men jeg kunne ikke. Mine lemmer nægtede at røre sig.

Men pludselig gassede bilens motor op, og den drønede væk fra kranområdet. Nick måtte have nået at skifte sæde – og Kalle måtte have været næstekærlig nok til trods alt at lade nøglen sidde i, da han rullede ud af bilen!

Kim og jeg opdagede, at vi stod med hinanden krampagtigt i hånden. Vi slap og så lidt forlegne på hinanden.

Pludselig ramlede og larmede det skrigende fra kranens top igen, og den hvide container blev svinget ind over de mange andre containere på skibet ved kajen.

Uden gidsel må Nick have følt sig temmelig nøgen og ubeskyttet. I hvert fald gjorde han ikke noget forsøg på at køre til lufthavnen. Han kørte til venstre oppe på Strandvejen, med retning mod politigården. Her overgav han sig.

Langt senere fik han en dom for vold og voldtægtsforsøg, våbenbesiddelse, gidseltagning, brugstyveri, narkohandel – han tilstod det hele og anmodede efter sigende om at måtte afsone de mange år i total isolation – eller til han var blevet så gammel, at medfangerne havde glemt, hvad han var for en, og hvem der egentlig havde et udestående med ham.

Kim, Kalle og jeg blev forhørt en halv formiddag af politi-Jakobsen, som ind imellem havde svært ved at holde den professionelle maske. Afsluttende konfererede han med en politiadvokat og kunne meddele os, at vi kunne gå efter endt afhøring. De kunne ikke rigtig finde nogen paragraffer at sigte os efter.

Ikke engang selvtægt, som han lidt ærgerligt tilføjede, inden vi forlod den brune fæstning ved havnen.

Min mor og Linda kom i psykologbehandling sammen og hver for sig. Sammen for at begivenhederne omkring Linda kunne overbringes min mor så gelinde, at hun ikke fik en ny hjerneblødning – og hver for sig for at få has på de traumer, de havde at kæmpe med.

Mig og psykolog?

Ikke en skid.

Sej fyr, ikke?

I hvert fald ikke noget særligt – kun lidt møder og sådan, så var jeg frisk igen.

To dage efter begivenhederne på havnen mødtes Ahmed og jeg på en solbeskinnet bænk på Klostertorv og delte to Cola Zero.

Han var nervøs, og jeg kunne godt forstå det, men prøvede at berolige ham.

Jeg havde Johns garanti for, at intet ville ske.

Ahmed havde påtaget sig rollen som kurér mellem perkerbanden og rockerne, og i en Fjällräven-rygsæk havde han den berømte pakke.

Hans hånd dirrede, da han tog halvliterflasken for munden. Han tog en hurtig slurk og drejede sig mod mig; lagde det ene knæ op på bænken.

»Hvad nu, hvis politiet kommer? Hvad nu, hvis rockerne framer mig på det her? Eller fætrene for den sags skyld?«

»Det sker ikke!« sagde jeg så overbevisende, som jeg kunne. »Når John Bamse fra Stien siger, at der ikke sker noget, så sker der ikke noget!«

En gul Suzuki-motorcykel brummede pludselig op fra Guldsmedgade, bumpede hen over de toppede brosten på torvet i retning mod klosteret bag os, men drejede pludselig af og kørte hen til vores bænk.

Fyren på cyklen undlod at stoppe motoren, satte blot begge ben i jorden. Han beholdt styrthjelmen på og visiret. Alligevel kunne jeg genkende ham fra kiosken på Strandvejen, hvor han havde købt en Marsbar og havde givet mig den nye mobil.

»Har du en pakke til mig?« sagde han og henvendte sig sikkert til Ahmed – det var lidt svært at afgøre på grund af hjelmen.

Men i hvert fald var det de rigtige ord, han brugte.

»Sniffe her eller tage med hjem?« spurgte jeg med et bredt grin.

»Meget morsomt!« lød det hult inde fra hjelmen.

Ahmed fandt skyndsomt den brune papirspakke i gennemsigtig plastik frem og gav fyren den. Den gule motorcyklist proppede hurtigt pakken ind under heldragten og så sig kort tilbage over skulderen, før han kørte ud og i stor fart forlod torvet, kørte ud på Klostervej og hen til Vestergade, hvor han drejede til venstre.

Cirka ét minut efter brød et inferno af hylende politisirener løs.

Ahmed fór sammen.

»Fuck! Hvad sker der?« spurgte han og så på mig med øjne så store som bedetæpper.

Jeg så lige så forskrækket på ham.

»Aner det ikke … det er vist noget, John ikke har forudset, må jeg indrømme!«

»Selvfølgelig havde han det!« lød det pludselig bag os, og en hånd blev lagt på hver vores skuldre. John grinede dæmpet, da vi som på kommando vendte os og stirrede på ham.

Han gik roligt rundt om bænken og anbragte sig mellem os. Med afmålte bevægelser fandt han sit dyre cigaretmærke frem og fiskede en tynd smøg ud.

Uden at byde os tændte han og satte sig godt til rette med det ene ben over det andet. Han så hen over pladsen.

»Sikke et vejr, hvad drenge?«

»Hvad sker der lige, John?« spurgte jeg mørkt.

»Uha, sikke en dyster stemmeføring … er din stemme gået i overgang igen?« sagde han og så bekymret på mig.

»Hold nu kæft,« sagde jeg. »Hvad var det for noget politihalløj?«

John sukkede dybt og tog et sug af sin cigaret.

»Tjoh, hvad sker der? Der sker det, at en ung fyr på en gul Suzuki-motorcykel lige er blevet taget af politiet med et par kilo meget fin smack på sig …«

»Det som Ahmed lige har afleveret?« spurgte jeg vantro.

»Dæmp lige lidt!« sagde John formanende og smilede til mig.

»Det er altså ikke mig, der har sladret!« hviskede Ahmed og var med ét så ligbleg, som en araber kan blive.

»Nej, nej, rolig nu, drenge!« sagde John og lænede sig frem. Han pillede et stykke tobak af underlæben og så på det. »Det er skam mig, der har sladret!«

»Har du sladret til politiet om pakken?« hviskede jeg.

John nikkede.

»Fyren på den gule vil gerne ind og sidde et par år, så han kan stige i graderne. Han glæder sig sådan til, at han kan bære rygmærke … så han fik den her opgave at lade sig pågribe et sted, hvor jeg havde sagt til politiet, han ville komme forbi.«

»Jamen, jeg forstår ingenting …« sagde Ahmed rystet. »Først al den ballade og så sørger du for, at politiet af alle her på jorden får den skide narkopakke!«

John nikkede og vippede tobaksstumpen fri af fingeren. Han lænede sig tilbage på bænken igen og så på os på skift.

»Som jeg vist fortalte Kristian på et tidspunkt … engang imellem må man give politiet en rigtig god fangst, så de kan dokumentere, at de gør et godt stykke arbejde. Ellers bliver de for besværlige!«

Der var stille mellem os i lang tid.

»Og der sker ikke mig noget?« spurgte Ahmed så.

John så ikke engang på ham, da han rystede på hovedet.

»Der sker ikke hverken dig eller Kristian noget. Hundrede!«

Han rejste sig.

»For resten, Kristian … jeg bliver nødt til at bede om den mobil, du render rundt med. Den nye, du fik!«

Jeg tog den ud af jakkelommen og stak ham den.

»Tak!« smilede han. »Der kommer en pakke fra Telia en af dagene. Der kan godt gå en lille uge!«

Jeg nikkede.

»Okay!«

»Og Kristian?«

Jeg så op på ham.

»Hvis du alligevel skulle få lyst til det der kontorjob, jeg snakkede om … så henvend dig efter din eksamen i niende … okay?«

Jeg grinede.

»Det gør jeg ikke … men tak for tilbuddet!« sagde jeg.