Ordenes magt
De siger et ord inde i fjernsynet, et ord jeg ikke forstår. En kvinde siger det, langsomt og tydeligt, ligesom for at alle skal være med. Det gør det kun værre, for det hun siger, passer ikke til det jeg ser. Fjernsynet er ellers så pænt, vi har lige fået det som de sidste i gaden, og jeg løb hele vejen hjem fra skole. Og nu sker det.
Ordet er sædvane. Det er ikke noget særlig langt ord, og det er lidt pinligt, for jeg er lige blevet 11 år. Der er ingen til at forklare det for mig, jeg sidder alene i stuen.
Jeg løber ud i køkkenet og venter ved døren til butikken. Mor ekspederer derude, det tager en evighed, endelig kommer hun ud til mig.
– Sædvane? spørger hun. Hun sætter sig på køkkenstolen med et viskestykke i hånden; hun tænker bedst med et viskestykke i hånden. Mens hun krammer det, ser hun ned i gulvet, så ud ad vinduet.
– Det er når man gør noget bestemt rigtig tit, så bli’r det til sidst til en sædvane.
– Lige meget hvad det er?
– Ja, siger hun.
Tænk at noget man gør, kan forvandle sig fra at være én ting til noget andet, når man bare gør det tit nok. Det er svært at forstå. Kan det nu også passe?
– Det har noget med vand at gøre, siger jeg. – Der var en vandhane inde i fjernsynet, da damen sagde det.
– Det forstår jeg ikke, siger mor.
– Jamen det er rigtigt, hun stod ved siden af en vandhane, da hun sagde det.
Mor vrider viskestykket en ekstra gang. Så forsøger hun igen, nu med eksempler: Det er en sædvane at vi får havregrød om morgenen, for det får vi altid. Det er en sædvane at far kører ud med mælk og så videre, men jeg afbryder hende. Det kan ikke passe. Det må være noget med vand, det er stensikkert.
– Vi må vente til far kommer hjem, siger hun til sidst.
– Nej, jeg vil vide det nu, hvorfor ved du det ikke?
– Jamen det gør jeg osse, men du tror jo ikke på mig.
Nej, jeg tror ikke på hende, ikke helt. Mor er ikke den rigtige til at forklare ord, det ved hun også godt – hvorfor henviser hun ellers til far? Det er fordi han ved bedre, ordene er hans domæne, jeg må spørge ham. Hvad jeg heller ikke har så meget imod, for så bliver far som regel glad og er sød over for mor, og så er alt godt. Det er også far der hører mig i lektier, især efter jeg er rykket op i femte klasse og får karakterer. Og han læser meget mere avis end mor og bruger læsebriller, men han klør sig tit i øret med enden af en kuglepen, og hvis man kommer til at tage den i munden, smager den af gammel ost. Det er derimod mor som beder aftenbøn med mig, når jeg bliver lagt i seng, det er hun bedst til. Hun vil gerne, at jeg har en engel hængende over hovedgærdet, men det bliver der ikke noget af, for der hænger Tarzan. Han er sådan en slags skytshelgen for mig, og jeg tror også mor har et godt øje til ham, hun lader ham i hvert fald hænge. Da jeg en aften spurgte hende, hvad det egentlig skulle gøre godt for med det Fadervor, sagde hun, at jeg ellers ville falde ud af sengen om natten og slå mig. Hun sagde det uden at blinke, og så spurgte jeg ikke igen.
Det banker på hoveddøren, og mor går ud og lukker op. Det er min legekammerat Mette.
– Har I fået fjernsyn? spørger hun. – Må jeg se det?
– Det kan du tro, du må, siger mor, men jeg kiler mig ind imellem dem og skubber til Mette.
Jeg siger: – Nej du må ikke, det er et lortefjernsyn!
– Er det allerede i stykker?
– Selvfølgelig er det ikke det, siger mor og viser Mette ind i stuen.
– Lyver han?
Jeg skubber igen til hende, hvorfor går hun ikke bare hjem? Men nu er jeg ikke rimelig, siger mor; det sidste års tid er jeg altid gået over til Mettes forældre for at se fjernsyn, og de har aldrig sagt nej. Mor har ret, på det punkt er de flinke ovre på den anden side af gaden. Jeg skal bare huske at sige: „Farvel og tak fordi jeg måtte se fjernsyn,“ når jeg går, og det er let nok. Jeg siger det efterhånden så hurtigt, så ingen forstår mig. „Farvelogtakfordijegmåttesefjernsyn.“ „Hvad si’r du?“ spørger de og vender sig undrende mod mig. Men da er jeg allerede væk.
Mette sætter sig hen foran skærmen, og mor går tilbage til køkkenet. Mette er et par år yngre end mig, og jeg skal være sød ved hende, siger de, og bære over med hende, for jeg er jo den største. Men jeg kan jo ikke gøre for, at jeg er den største, det er jo fordi hun er så lille. Hun vender sig mod mig og smiler på en måde, så jeg er nødt til at rykke hende i rottehalerne. Hun skriger i vilden sky og løber ud til mor – som sender mig i seng, og det selvom jeg for længst er holdt op med at sove til middag. Så kan jeg ligge der og vente på, at far kommer hjem, siger hun.
Mor tror vist, at jeg ligger og er bange, men det gør jeg ikke. Jeg håber far snart kommer hjem, og jeg er sikker på, at han vil fortælle mig hvad sædvane betyder, så jeg forstår det; han ved sådan noget, han ved alt om
Jeg hører mælkebilen i indkørslen, og lidt efter at far læsser varerne af. Så snakker de nede i stuen, og nu hører jeg fars trin på trappen. Det er nok bedst, at jeg forbereder mig på at få skældud, eller det der er værre.
Far kommer ind på mit værelse og sætter sig ved min seng. Hans store varme hånd griber om min oven på dynen, og et lille smil spiller om hans læber.
– Du vil gerne vide, hvad sædvane betyder?
– Ja, siger jeg.
– Det er når man gør noget bestemt rigtig tit, så bli’r det til sidst til en sædvane.
Det var pokkers, det er jo præcis hvad mor sagde!
– Jamen det har noget med vand at gøre, begynder jeg igen. – Der var en vandhane …
– De har nok ment, at når man har været på wc, så skal man huske at vaske hænder, ikke osse? Det er en sædvane, at man vasker hænder, når man har været på wc. Det er det, det betyder.
Far er ikke i tvivl, det her er nærmest for let for ham, kan jeg mærke. Han er så sikker på at han kender svaret, det eneste rigtige svar, og jeg labber det i mig og bliver helt rolig langt inde.
– Nå på den måde, siger jeg, – det er når man har været på wc …
– Ja, siger han.
– Hvorfor sagde mor så ikke det?
– Mor forklarede det så godt hun kunne, siger han. - Stå du nu op og gå ned og leg.
Jeg står op og føler, jeg forstår alting, og at alting i verden er godt, så længe jeg har far til at forklare det for mig. Far med de store, varme hænder.
Mor virker en centimeter mindre på mig, da jeg kommer ned til hende, men jeg tror ikke det bekymrer hende, tværtimod. Hun smiler og siger, at far da også ved besked om alting.
– Alting? spørger jeg.
Far står bag hende og læser i en avis og klør sig i øret med enden af en kuglepen. Han ler kort, og det varer lidt før hun svarer.
– Alting, siger hun.
Vi må flytte lidt rundt på møblerne i stuen, før vi alle kan komme til at sidde i tre meters afstand fra skærmen. Og tre meter må det være, det ved alle; sidder man for tæt på, eller for langt væk, kan man få varige øjenskader.
Over Danmark er der en udsendelse om moderne kunst. Seerne bliver vist rundt på et museum med malerier og skulpturer, som man ikke kan se hvad forestiller, mens en mand fortæller en hel masse om, at det skal man heller ikke kunne. Vi sidder en halv time og kigger andægtigt. Så foreslår mor allerydmygst at vi slår om på Tyskland.
– Midt i en udsendelse? spørger far.
– Nej, når den er færdig selvfølgelig, skynder hun sig at tilføje.
Så sidder vi endnu et kvarter, uden et ord, og jeg begynder at få ondt i maven, og min storesøster Sanne sidder uroligt med benene. Vi kigger et øjeblik på hinanden, og jeg kan se at vi tænker det samme.
– Man kan altså godt slå om midt i en udsendelse, siger vi i munden på hinanden.
– Det ved jeg da godt, siger far, – men det kan hurtigt blive en dårlig vane.
– Sædvane? spørger jeg.
– Nemlig, siger han. – Og hvad vil de ikke sige, dem som har lavet programmet, hvis de vidste det?
– Det ved de jo ikke, siger Sanne.
Jeg er ikke så sikker, men synes vi bør tage chancen. Og lidt efter rejser far sig og slår om. Vi holder alle vejret, da han drejer på knappen, og minsandten om det ikke lykkes; nu ser vi en tysk udsendelse, og billedet står lige så skarpt som det fra Danmark. Det er et underholdningsprogram; der står et kor af kvinder med store bryster og ølkrus og synger tyske slagere. Mor retter ryggen og får liv i øjnene, for til forskel fra os andre forstår hun tysk; hendes mor var tysker, og hun har selv tilbragt sin barndom i Hamborg. Snart sidder hun og synger med, først med uendelig spæd stemme, så højere og højere, og på et tidspunkt løfter hun sin kaffekop – nu hun ikke har et ølkrus – og skåler med dem inde bag skærmen.
– Prøv at slå tilbage til Danmark, siger Sanne til far, – det kan være der er noget andet nu.
– Skal jeg nu slå om igen, midt i en udsendelse? spørger han.
Mor tør ikke sige noget.
– Det gør Mettes mor og far osse, siger jeg.
– Jajada, sukker far og rejer sig fra lænestolen. – Men det er så sidste gang, vi kan ikke blive ved at skrue frem og tilbage, det er jo til at blive søsyg af.
Men museumsrundvisningen over Danmark er ikke færdig, det er nærmest som om den fortsætter, hvor den er kommet til. Ingen af os kan rigtig klare mere, men vi bryder os heller ikke om at sige det, nu det er første aften med vores eget fjernsyn. Mor begynder at synge igen, sådan i det stille, men det virker lidt malplaceret. Far kigger op på bornholmeren.
– Nu har vi set en time, konstaterer han og slukker, – nu har vi vist ikke godt af mere. Der kommer en dag igen i morgen.
Da jeg er kommet i nattøjet og står på en stol ved vasken og børster tænder, synger mor stadig. Nu er det ikke mere på tysk, men dansk, og så kan vi andre også være med. Far hjælper, når hun ikke kan huske teksten, og det sker tit. Han synger ikke selv, han fremsiger bare ordene. Han kan de fleste sange udenad, både dem fra Højskolesangbogen og de gode gamle slagere. Vi er nok mest til slagere i vores familie, og det må godt være lidt sørgeligt, det gør ikke noget.
Far fremsiger „Skamlingsbanken“, og mor nynner til, derefter er det „Vildandens sang“ af Knud Pheiffer, en rede så lun og så videre; det er det faste program. Jeg sætter mig på fars ene knæ, Sanne på det andet. Efter „Vildanden“ har vi lov at ønske, og vi ønsker selvfølgelig „I en sal på hospitalet“.
– Det tænkte jeg nok, siger far, – kan vi nu ikke finde på noget andet i aften?
– Åh jo, tigger vi, – det er da lørdag.
Og så bøjer han sig som sædvanlig, han skal bare spille kostbar.
Mor får en tåre i øjnene i anden strofe, og det er ligesom startskuddet; lidt efter græder vi alle, også far, også Sanne, selvom hun ikke vil, og så mig selv selvfølgelig, vi græder så det er svært for os at høre, hvad vi synger. Så blev det alligevel en dejlig aften. Min mavepine er også forsvundet. Vi fortsætter med „Giv mig en hest, mor“, og vi hænger om halsen på hinanden alle sammen og bare græder og græder indtil bornholmeren falder i slag – men så skal Sanne og jeg i seng, klokken er blevet mange. Vi tigger og beder om at få én til, den om den stakkels mor hvis søn er druknet på havet, og nu finder hun ham skyllet i land, og så får vi den med, men det er så den sidste. Far får en klump i halsen nu, det er hans yndlingssang, og han kan næsten ikke fremsige ordene; åh jo, det er hvad vi forstår ved lørdagshygge, og her kan fjernsynet ligegodt ikke være med.
*
Far klipper hæk. Han står på en stige og klipper toppen, river nu og da en stor gren ned på jorden foran mine fødder. Jeg går hen til ham.
– Må jeg hjælpe? spørger jeg. – Må jeg prøve med hæksaksen?
Det har jeg prøvet før, og det er slet ikke så svært.
– Ikke i dag, siger han, – grenene er alt for store. Men du kan jo give dig til at rive sammen.
Jeg går straks i gang. Grenene er slemt tykke, jeg kan godt se der skal en voksen mand til at klippe dem over. Noget falder ud på den anden side, på markvejen som vores have støder op til.
– Skal jeg ta’ dem på den anden side først?
– Nej, begynd du bare herinde.
Far klipper videre, jeg samler grene og lægger dem i en stor dynge. Mor kommer med saftevand til os, siger vi er nået langt og kalder os mandfolk. Far tørrer sveden af panden, tømmer glasset med saftevand i ét drag og klapper mor på røven. Jeg lader som om jeg ikke ser det. Ikke mindst da mor klapper tilbage.
Da hun er gået, varer det ikke længe før vi hører en bil ude på markvejen. Far stivner; det her kan blive farligt. Ikke mindst da der lyder et smæld derude, noget slår mod karosseriet. Bilen standser, og en stor mand springer ud. Det kan kun være slagter Budde. Han ejer engstykket neden for haven, og det er hans markvej.
– Hva’ satan …? Har jeg ikke sagt, du skal lade være med det der? råber han ind i hækken.
– Hva’ sker der? spørger far med en sær lille sprukken stemme. Det lyder næsten ikke som ham.
– De grene ligger og flyder på min grund, og nu har jeg fået én op under hjulet.
– Jeg skal nok … Jeg kommer nu …
Far går gennem en åbning i hækken ud på markvejen og hjælper til med at få grenen ud.
– Det må du undskylde, fremstammer han, – men jeg er jo nødt til at klippe hækken.
– Der skal ikke ligge noget og flyde på min grund. Den næste gren jeg finder, stikker jeg op i røven på dig og slår dig i hovedet med den!
Hans søn Nisse, som er jævnaldrende med mig, sidder inde i bilen og griner. Hvorfor siger far ikke noget? Far som har ordene i sin magt? Klappen er vist gået ned, men så er det godt han har mig:
– Så skal du da først trække den ud igen, siger jeg.
Budde kigger på mig med et olmt blik, og jeg skynder mig i dækning bag far.
– Hva’ var det din dreng sagde?
– Det hørte jeg ikke, siger far, og så griner han! Det er modigt. Godt nok kigger han ned i græsset imens, men han griner mens Budde står og ser på! Nisse lukker bildøren op og kommer ud.
– Stik ham én, far!
Budde er et hoved højere end far, og han skubber til ham, så han vælter om i græsset. Det ser helt forkert ud, far taber også mælkekasketten. Han kommer gudskelov hurtigt op igen, og jeg springer hen til ham og giver ham kasketten tilbage. Han tager den på, står og sunder sig lidt og siger så med næsten rolig stemme:
– Det der, det gør du ikke én gang til.
Så gør Budde det igen! Og ikke nok med det; da far ligger på alle fire, sparker han ham i røven!
– Så er det godt! råber far skingert og rejser sig. Han ser bange ud i øjnene nu. – Det er overfald!
– Det kan du godt kalde det, siger Budde og tager ham i kraven. Mælkekasketten triller igen om i græsset; jeg samler den op og holder den tæt ind til mig. Så kyler Budde far ind i hækken. Far finder åbningen og skynder sig ind på vores side, og jeg løber efter ham. Jeg giver ham kasketten tilbage, og han børster den ren, inden han tager den på.
– Nu er jeg på min egen grund, siger han og ligner næsten sig selv. – Her kan du ikke røre mig.
Det var godt sagt, tænker jeg, far har ordene i sin magt, og det betyder også noget, det betyder meget.
– Nå, det mener du ikke? spørger Budde ude fra markvejen.
– Nej. Og jeg har lov at klippe min hæk, så meget ved jeg i hvert fald. På min side.
– Du har ikke ret til en skid, siger Budde og går gennem hullet og ind i haven. Ind i vores have!
– Jeg skal ikke ha’ klippet min hæk, og der skal ikke ligge grene og flyde, hvor jeg skal forbi, kan du snart få det ind i knolden?
– Det her er min grund, her kan du ikke røre mig, gentager far.
Budde puffer til ham, så han triller omkuld i rosenbedet og taber kasketten igen. Han stikker sig på roserne, det begynder at bløde fra hans hånd.
– Jeg ringer til politiet, piber han, men nu dukker Nisses hoved op i hullet i hækken.
– Spark ham i røven igen, far!
– Vi ringer til politiet, siger jeg og begynder at sparke Budde over skinnebenet. Han flytter sig ikke, kigger kun på mig et øjeblik og overvejer, om jeg også skal have en tur.
– Du er heldig, du ikke er konfirmeret, siger han. – Jeg slår ikke på nogen, der ikke er konfirmeret.
Jeg sparker ham en sidste gang over benet, tager så min far i hånden og trækker ham op mod huset. Vi vender os ikke, før vi er helt oppe ved bagdøren. Heldigvis er de gået.
– Vi ringer bare efter politiet, ikke osse? spørger jeg.
Far svarer ikke, han sætter sig på en kasse med tomme flasker og giver sig til at pille torne ud af sin hånd. Der er også blod på min hånd, opdager jeg, men det er selvfølgelig af at holde i fars.
Hvorfor skal vi bare sidde her, som om vi gemmer os? Hvad venter vi på?
– Skal vi ikke gå ind til mor? spørger jeg.
Men han bliver siddende og piller ved sin hånd. Hans hår er helt pjusket – og mælkekasketten, hvor er den? Den må ligge nede i rosenbedet, men jeg har ikke lyst til at hente den nu, jeg har ikke lyst til at gå fra far. Og jeg kan ikke forstå, hvorfor vi ikke skal ind, hvorfor vi skal sidde her og glo så længe.
– Der er ikke noget at græde over, siger han, og først nu opdager jeg, at jeg græder.
Det er en hel lettelse, da Sanne kommer rundt om hushjørnet med cykel og skoletaske.
– Hvad er der sket? spørger hun og kigger på fars blodige hænder.
– Ikke noget, siger han.
Det er mærkeligt, men da jeg hører far fortælle mor og Sanne hvad der er sket, lyder det knap så farligt, som jeg troede det var. Sanne griner meget over det, jeg sagde til Budde om kæppen, men mor forstår det ikke, hun griner i hvert fald ikke.
– Skal vi nu ikke ringe til politiet? spørger hun og krammer et viskestykke.
– Jeg ved ikke, mumler far, – lad os nu klappe hesten.
– Han sparkede dig i røven, siger jeg, for det har han glemt at fortælle.
– Han skal fandeme bures inde, råber Sanne. – Sådan en voldsmand, det skal han ikke slippe godt fra!
Far ler lidt ad hende, sådan som han nogle gange gør, når hun hidser sig op. Men han ler ikke da mor hælder jod i sårene på hans hånd, så meget ser jeg da.
– Tror du ikke politiet vil ta’ det alvorligt? spørger mor.
– Jeg tror snarere de vil ta’ det alt for alvorligt, siger han. – Det var jo på vores grund. Nej, søde venner, lad os slå koldt vand i blodet. Jo mere jeg tænker over det her, jo mere ondt har jeg af Budde. Prøv at forestil jer at han får en bøde, og det så sker igen, et andet sted hvor de osse melder ham til politiet, og han kommer i fængsel, hvem skal så passe hans slagterbutik? Og fodre hans kreaturer?
Jeg forstår det ikke; skal vi nu have ondt af Budde? Han har lige sparket min far i røven.
– Hvordan det far? spørger jeg.
– Han kan jo ikke beherske sig, forklarer han, - han har det skidt med sig selv. Og i sidste ende går det kun ud over ham selv og hans familie.
– Nu vil vi i hvert fald ikke handle mere hos ham, det er sikkert og vist, siger mor.
– Det har I sagt før, det varer jo ikke længe, så handler I hos ham igen, indvender Sanne. – Det er bare så vattet. Nu ringer jeg til politiet, så må I sige hva’ I vil.
Hun begynder at blade i telefonbogen. Far ved ikke hvad han skal gøre for at få hende til at lade være, og mor sidder bare og krammer sit viskestykke. Jeg river telefonbogen ud af hånden på min storesøster.
– Klap lige hesten, siger jeg, – du hørte, hvad far sagde.
Hun protesterer vildt, men der bliver ikke ringet.
Så kommer jeg pludselig i tanke om mælkekasketten. Hvorfor har ingen tænkt på den? Jeg rejser mig – med telefonbogen under armen og uden at sige, hvor jeg skal hen – og går tilbage i baghaven. Men jeg kan ikke finde den. Det hele ser ud som det altid har set ud hernede, der er kun et par knækkede roser. Jeg kigger og kigger. De må have taget den med da de gik, det er den eneste forklaring. Slagtermester Budde og hans søn har taget fars mælkekasket!
Mor og far har før sagt, at de ikke vil købe ind hos slagter Budde mere, og alligevel er de hver gang begyndt igen, det er rigtig nok. Problemet er at der kun er to slagtere i byen, og Budde er den bedste. Og så kan han også være meget flink, sådan pludselig, og give rabat og den slags, holde døren når man går og sige „hils hjemme“. Men så pludselig går han grassat igen.
Engang var han for eksempel på jagt på sit engstykke mellem vores have og åen, og da jagthunden var lidt længe om at springe i vandet efter en and, skød han den i røven og kørte hjem. Hunden lod han ligge, troede måske den var død. Næste morgen kom den humpende hjem, med en blodig bagkrop slæbende efter sig. Da han så det arme dyr, fortrød han sin hidsighed, forbarmede sig over den – og skød den i hovedet.
De siger at det kun er, når han sidder på en hesteryg, at hans sind er i balance. Hvert år til ringridning stiller han op, og han bliver ofte ringridderkonge. Når han kommer ridende med en lanse i hånden, er han næsten ikke til at kende igen. Han sidder ubevægelig, med det de kalder en stille værdighed, og tager den ene ring efter den anden. Han jubler ikke engang, når han vinder og har kun lovord tilovers for de andre.
Jeg ser ham for mig med kongekronen på hovedet – og så bliver den pludselig forvandlet til fars mælkekasket!
Oprigtigt talt troede jeg, at far og jeg skulle hen til Budde og forlange at få kasketten tilbage. Men far er ikke rigtig opsat på det.
– Jeg bestiller bare en ny, siger han. – Den var gammel, jeg skulle alligevel snart have den udskiftet.
Men jeg har det nu ikke godt med at vide, at de har den liggende hjemme hos dem.
*
Allerede om mandagen, allerede i det første frikvarter, kommer Nisse hen til mig i skolegården.
– Min far er vist stærkere end din far, siger han og griner skævt. Det er som om han næsten ikke kan nænne at sige det. Og så det der vist, hans far er vist stærkere end min.
– Ja, svarer jeg og griner med ham. Det forvirrer ham lidt, kan jeg se, at jeg griner ad min egen far. Nu ved han ikke, hvad han skal sige.
Så går han igen sin vej, gudskelov.
Nisse må jo tænke, at jeg giver ham ret i, at far er til grin. Men det vigtigste er, at jeg selv ved hvordan det hænger sammen. Han kan takke min far for, at han stadig har en far, i hvert fald én der ikke er buret inde. Men sådan noget kan man ikke forklare Nisse, man risikerer bare at han vil slås, og det kan ikke svare sig. Det kan slet ikke svare sig. Men så kan man jo sådan gå og tænke sit.
Vores klasselærerinde hedder frøken Port, er gammeljomfru og interesserer sig meget for Jesus. Men også for diktat. Vi skriver en hulens masse diktater i hendes timer. Det er ikke min stærke side, men min sidemand er dygtig til at stave og ikke meget værd i en slåskamp, så jeg kigger lidt i smug ved ham. Og netop i dag er der for første gang ingen røde streger i mit hæfte, da jeg får det tilbage. Frøken Port roser mig så alle hører det og går så videre til Nisse, som har gjort hende ked af det; han har slået sin egen rekord og har denne gang 44 fejl. Nisse griner fjoget og virker nærmest stolt.
Når man har 0 fejl i diktat, får man et billede på størrelse med et postkort med religiøst motiv. Frøken Port har en bunke forskellige i sin skrivebordsskuffe, og hun vælger mit ud med omhu, som om hun vil sige noget med det, noget ingen andre må vide. Det forestiller en lille dreng som læner sig ud over en stejl skrænt for at plukke en blomst, men et par småsten river sig løs, og han er lige ved at falde i afgrunden; heldigvis står en Guds engel bag ham og holder ham tilbage.
I frikvarteret viser jeg billedet til Sanne som hopper i elastik med sine veninder. Hun kaster et hurtigt blik på det og siger det er pænt, alt imens hun hopper videre. Hun gør ikke nar, og der er heller ikke noget der tyder på, at hun vil tage det fra mig. Sanne er god nok.
Jeg sætter mig på en bænk i skolegården og studerer billedet igen. At det er mig der er den lille dreng, forstår jeg nok, og mon ikke blomsten jeg vil plukke er til mor? Men hvad er det for en afgrund, jeg er ved at falde i? Frøken Port har lært os, at livet er fuldt af alle slags afgrunde, så jeg har fået noget at tænke over. Måske er det fordi jeg kiggede ved sidemanden, da vi skrev diktat? Det er jo sådan set snyd. Har frøken Port set det? Jeg lægger billedet ned i skoletasken, ned i den ende hvor jeg har mine Tarzanblade. Nu opdager jeg pludselig, at Nisse sidder et stykke fra mig og skærer i bænken med en lommekniv. Er han nu også så ligeglad med de 44 fejl? Var der ikke misundelse i hans blik, da frøken Port gav mig min præmie? Måske skal jeg ikke gøre mig selv så meget bedre end ham, hvad skal staklen gøre, han har ingen sidemand. Måske sidder han og er ked af det, lige nu, inderst inde. Jeg har også prøvet at have mange fejl i diktat, jeg havde engang 21, og jeg skal lige til at gå hen og sige det til ham, for at han ikke skal føle sig for alene med det, og jeg rejser mig, men i det samme tager han noget op af sin taske, en kasket, min fars kasket, og tager den på! Han sidder med min fars mælkekasket på hovedet! Den er selvfølgelig alt for stor til ham, den glider ned over hans øjne. Nogen ser det og ler og kommer hen og skal prøve den; men så rækker Nisse den pludselig hen mod mig. Da jeg vil tage den, trækker han den tilbage, og det forekommer mig at hele skolegården ler. Grædefærdig af raseri vender jeg ryggen til dem, trykker skoletasken ind mod mit bryst og beder til, at Guds engel og Tarzan i fællesskab vil komme mig til hjælp; de kan passende puffe Nisse ud over en stejl skrænt, så han bliver slået til plukfisk.
Far tager det mærkeligt nok ikke så alvorligt, det med kasketten, han har allerede fået en ny, og nu må vi videre, siger han. Desuden er hækken klippet færdig og grenene revet sammen, også dem der faldt ned på Buddes side, så mon ikke vi har fred til næste år. Jeg synes ærlig talt, det er lidt tyndt.
Om aftenen, ved sengetid, hænger jeg Guds engel op over hovedgærdet ved siden af Tarzan. De ser fine ud sammen, og med de to som beskyttere skal jeg nok klare mig. Da mor ser det, får hun et hosteanfald, så jeg finder ikke ud af, hvad hun mener. Men jeg tror hun er enig med mig.
En morgen jeg kommer i skole, et par uger senere, er skolens flag hejst på halv. Til morgensangen siger inspektøren at det er en sorgens dag. En af skolens elever er blevet dræbt aftenen før i et trafikuheld. Her holder han en kunstpause, og jeg ser mig om efter Nisse, men kan ikke se ham nogen steder. Er min bøn blevet hørt? Forhåbentlig ikke. Og det er da heller ikke ham – men derimod Anette, Nisses storesøster, som er kørt galt på sin knallert. Hun er kørt ind i en modkørende lastbil og er nu ikke længere iblandt os, som inspektøren siger, og så kan man regne med det. For at ære hendes minde holder skolen lukket resten af dagen.
Har Guds engel nu, i kompagniskab med Tarzan, puffet Nisses storesøster ud over en skrænt! Jeg spørger mig selv om der er sket en misforståelse, om min bøn ikke er blevet opfattet rigtigt, men heller ikke helt forkert, og om jeg på den måde kan drages til ansvar. Men jeg bliver enig med mig selv om, at mine to beskyttere er for kloge til at lave så stor en brøler. På den anden side er det jo et underligt sammentræf …
Frøken Port genner os ind i vores klasseværelse og beder os finde vores pladser. Vi har lige fået fri, så det er jo lidt underligt, men vi tør ikke protestere. Hun lægger hænderne på katederet, folder dem og lukker øjnene. Vi gør som hun, folder hænderne – og kigger rundt med det ene øje på klem. Frøken Port beder Vor Herre tage vel imod Anette, når hun kommer op i hans himmel. Og vil han se i nåde ned til familien Budde i denne svære tid og så videre. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at Anette engang råbte frøken Lort efter frøken Port, men det er der ingen der taler om nu. Når først det er alvor, er der tilgivelse, i hvert fald når man er kørt ihjel, og så holder hele skolen fri. Synd Anette ikke selv nåede at opleve det. Da bønnen er slut, siger vi amen og går stille og roligt med vores tasker, hvor vi ellers plejer at løbe alt hvad vi kan.
Da vi kommer uden for skolens område, er der en idiot der råber: Hurra, vi har fri! Og nu én mere, og et par af pigerne tysser på dem; der er faktisk ikke noget at juble over, siger de. Og det er jo rigtigt nok, og vi hænger også lidt med hovedet. Men så er der én der stejler på sin cykel og siger som en hest.
Det store spørgsmål, hjemme hos os, er om far skal holde tale til begravelsen, eller om han skal „springe over“, som han kalder det. Han plejer at holde tale, når nogen vi kender er døde, han taler også ved bryllupper og runde fødselsdage og den slags, men alle siger at han er bedst, når nogen er døde. Men mon Budde ønsker det? På den anden side, nogen skal for pokker da sige noget. Og præsten er der ingen der forstår, han kommer ovre fra København og bruger lange fine ord, vi aldrig har hørt. Far derimod taler selvfølgelig sønderjysk, hvilket i sig selv giver ham et forspring, og så kan han, når han er bedst, med jævne simple ord nå ind i folks hjerter og få dem til at græde, og det hører sig ligesom til. Det irriterer vist præsten, men det kan ikke nytte, sådan gør vi nu engang her. Far må til gengæld ikke tale inde i kirken, det må blive udenfor, på kirkegården, umiddelbart før kisten bliver sænket i jorden. Det er nu heller ikke noget dårligt sted; han stiller sig gerne lidt op på jordvolden og kigger på de pårørende imens, det har tit en ikke så ringe virkning.
I dagene op til begravelsen går far og venter at få et lille praj, måske fra fru Budde, men hører ikke noget. Han når frem til at vi nok hellere må blive hjemme, for når han først møder op, forventer mange at han siger et par ord, og så kan han ikke lade være. Og hvis Budde ikke ønsker det, så … Jeg ser for mig, at han sparker far i røven, så far ryger på hovedet ned i graven.
– Måske vil han have det, men kan ikke få sig selv til at sige det, mener mor. – Efter det med hækken og sådan, det kunne godt ligne ham.
Sanne står i et hjørne og kigger ind i tapetet; hun er jævnaldrende med Anette og hører ikke rigtig efter.
– Hele byen kommer. Hvordan vil det ikke blive opfattet, hvis vi bliver hjemme? spørger mor og fortsætter, henvendt til far: – Du skal bare lade være med at sige noget, for en gangs skyld, det kan du sagtens, jeg skal nok huske dig på det.
Og det får far til at beslutte sig: Vi må derhen. Det skal ikke hedde sig, at vi holdt os hjemme på grund af lidt uenighed om en fjollet hæk, vi er vel voksne mennesker. I hvert fald er han.
Kirken er fuld, jeg genkender mange fra skolen, jeg ser også frøken Port på én af de bagerste rækker. Hendes hår er blevet permanentet og lyser svagt blåt som altid ved den slags lejligheder. Hun ligner noget fra et alterbillede.
Præsten holder en lang tale og gør sig vist umage, og mange ser kede ud af det, men der er ingen der græder. Først da kisten bliver båret ud, ser jeg at én har lommetørklædet fremme, men det er den dødes mor, og hun ville have grædt alligevel, så det tæller ligesom ikke. Jeg morer mig med at gå i takt til kirkeklokkerne, men fortryder ellers jeg er taget med, der sker for lidt. Når der er begravelse i vores familie, er der mere rav i den; nogen som skændes højlydt inde i kirken, andre som skriger og lægger sig oven på kisten og må slæbes væk, og sådan.
Budde er selvfølgelig med til at bære kisten, så Nisse går bagved sammen med sin mor. Jeg prøver at få et glimt af Nisse for at se, hvordan han ser ud i ansigtet, om han måske græder, men han ser hele tiden ned i stengruset. Jeg får helt ondt af ham, som han går der, og jeg overvejer, om jeg har noget jeg kan forære ham, som vil gøre ham glad. Men jeg kan ikke komme på noget.
Ude ved gravstedet stimler vi sammen, og jeg fornemmer, at der snart vil ske noget. Far rømmer sig et par gange, leder efter et tegn. Budde er helt tillukket. Hans kone ser hen på far et par gange; er det ikke ligesom hun opfordrer ham til at sige noget? Det er lige før han vil tage ordet, det kan jeg mærke. Mor hvisker noget i øret på ham, jeg tror hun forsøger at få ham til at lade være, for da han træder frem, hiver hun ham i ærmet. Men far er ikke sådan at stoppe. Han går helt hen til jordvolden, ét skridt til og han falder i hullet. Så begynder han. Jeg giver mig til at synge „En lille nisse rejste“, indvendigt, jeg vil ikke høre efter, jeg vil ikke stå og græde mens fremmede folk ser på. Ordenes magt kan også være for stor. Men Buddes ansigt forbliver tillukket. Det var måske en slem misforståelse, ingen virker for alvor grebet, måske gør far sig selv til grin? Pludselig midt i det hele går han i stå! Han går i stå midt i talen, det tror jeg aldrig er sket før. Han bliver gerne rørt over sine egne ord, og det kan være svært for ham at få sagt det, han vil sige, men det har gerne en gunstig virkning; det er noget andet at gå i stå! Måske er det fordi Budde hverken er til at hugge eller stikke i. Folk begynder at røre uroligt på sig. Far krummer sig mere og mere sammen, som om han anstrenger sig til det yderste, uden at nå nogen vegne. Så gør jeg noget, jeg ved ikke hvad der stikker mig. Jeg går et par skridt frem og tager ham i hånden. Han ser ned på mig og smiler taknemmeligt, og så retter han sig op, finder tråden igen og fortsætter. Han har situationen under kontrol igen, eller rettere: vi har. Far og jeg står side om side ved graven og kigger rundt på de pårørende, og vores øjne fæstner sig på Budde. Jeg har tit fået at vide, at jeg har store blå øjne, og jeg har lært mig selv et trick: nemlig at hælde hovedet på skrå og lade være med at blinke rigtig længe, og så blinke langsomt, ligesom kalvene nede på engen. Hvis der løber en tåre ned ad kinden, tørrer jeg den ikke væk; så har de voksne det med at sukke så dybt, især ved begravelser. Det gør Budde også, gode Gud, som han sukker. Og så lykkes det, langt om længe, hans ansigt går i stykker, bliver forvrænget som et lille barns, han holder en hånd op for øjnene, ingen må se det. Men nu er der ingen tvivl, den store krop ryster, slagter Budde græder! Og nu græder Nisse også! De står begge og hulker, og vi bliver bare ved med at kigge på dem, vi kigger dem lige i øjnene, og fars ord har.
Bagefter sætter far og jeg os på en bænk mellem gravene og sunder os. Fru Budde kommer hen og giver far hånden og siger tak. Hun giver også mig hånden.
– Tak for talen, siger hun til far. – Det var rigtigt af dig at sige et par ord.
– Det manglede da bare, siger far, – man må jo hjælpe hvor man kan.
Bag hende står Budde og Nisse; de hilser ikke, de ser ikke engang hen på os, men står så underligt med siden til.
– Du må få mine Tarzanblade, råber jeg til Nisse.
Han ryster bare på hovedet uden at vende sig, men nu har han da fået tilbudet.
– Det var ellers sødt af dig, siger hans mor, og så går de alle tre.
– Det var vist alligevel godt vi kom, siger jeg til far.
– Såmænd var det så, svarer han. – Men de ville ligegodt ikke ha’ os med på kroen til kaffe …
Så sidder vi lidt. Jeg giver ham et puf og blinker, men det kan jeg mærke er for meget, det passer sig ikke. Men jeg ser da, at han ikke kan lade være med at smile, selvom han prøver.
Lidt efter kommer en dame med en stor sort hat hen til os. Hun præsenterer sig som en søster til Budde.
– Jeg tror min bror var glad for det, siger hun, – det letter hjertet at få grædt.
Hendes mand nikker og byder far en cigar. Far tager imod, men putter den i lommen til senere. De vil gerne give mig noget, kan jeg se, især vil hun. Til sidst byder hun mig et bolsje. Jeg fisker et stykke op af posen, giver mig god tid, der er to stykker der klæber til hinanden, men så beder hun mig beholde resten af posen. Jeg siger nej tak, som jeg har lært, men tager ligegodt posen; det er maltbolsjer som jeg holder meget af, og posen er næsten fuld.
Mærkeligt nok er det som om mor ikke er rigtig med, hun glæder sig ikke over fars og min succes. Hun trækker endda far til en side og siger noget til ham, som gør ham vred, kan jeg se, og de kommer op at skændes. Jeg ved ikke om hvad. Det skuffer mig lidt; far og jeg havde det lige så fint, og jeg er, for at sige det lige ud, ret så stolt af mig selv. Hvad var der ikke sket, hvis ikke jeg var gået frem og havde taget far i hånden? Men der er så meget mor ikke forstår, og hun interesserer sig ikke for ordenes magt. Ser hun da ikke at mange kigger på far på en ny måde, med større respekt? Og på mig? Vi har fået selveste slagtermester Budde til at græde, det bliver ikke sådan glemt.
Jeg gad nok vide, om vi også får mælkekasketten tilbage.