Farmen
Der er mange i kirken, og præsten prædiker, men ingen græder, så det er som det plejer her i byen. Det er ikke som med den gamle præst, som far plejer at sige, det er et stort tab for byen at han døde. Men jeg tænker nu også omvendt, for hvis den gamle præst stadig var i live, så var der jo ikke brug for far. Jeg var lige ved at sige: og en dreng som mig.
Vi synger en sidste salme, og det er som får den aldrig ende. Det spændende begynder først ude ved graven, og jeg kan næsten ikke vente længere. Jeg har ikke helt forstået, hvem der er død, ud over at det er en gammel mand som engang var apoteker, og jeg tror heller ikke far kendte ham særlig godt. Der er i hvert fald ikke mange til begravelsen, vi kender.
Endelig bærer de kisten ud af kirken; far sidder og blunder, så jeg giver ham et lille puf. Vi rejser os og følger efter. Det er en mærkelig begravelse, for ikke nok med at der ikke er nogen der græder, et par af dem som går nærmest kisten smiler og småsnakker med hinanden. Desuden bliver der kigget skævt efter far og mig.
– Er der slet ingen, der er kede af det? hvisker jeg.
Far lader som om han ikke hører mig, men jeg tror også han undrer sig.
– De græder ikke. Se, de går og smiler.
– Vent nu og se, siger han opmuntrende.
– Måske er de ikke missionske? spørger jeg. Det er den eneste forklaring, jeg kan finde. Ikke alle i byen er missionske, men far plejer at sige, at det er fordi alle ikke har set livets alvor i øjnene. Når man først har det, må man uvægerligt folde hænderne. Bare far nu kan få dem til at se livets alvor i øjnene, tænker jeg.
Der kommer en mand hen til os og giver hånd. Jeg bryder mig ikke om ham, han gransker os så underligt. Han spørger far ud om hvem vi er, hvor vi kender den afdøde fra og så videre, og jeg kan mærke at far bliver urolig.
– I er velkommen på kroen bagefter, siger manden til sidst, – til et glas øl.
– Til et glas ØL? spørger far.
Manden nikker og går, og far og jeg kigger på hinanden og forstår ingenting. Har de tænkt sig at holde en abefest? Det må være nogle hedninge, vi er kommet iblandt.
– Hvor er den døde mands kone? spørger jeg; min erfaring med begravelser siger mig, at det er der vi skal sætte ind.
– Hun døde for et par år siden, siger far, og så forstår jeg lidt bedre, men:
– Hvor er så hans børn?
Far peger dem ud. Det er et par voksne mænd, ældre end far; den ene af dem er manden som inviterede os på øl. Lige nu står den anden og smiler og småsnakker med præsten.
– Måske kunne de ikke li’ deres far? spørger jeg.
Far svarer: – Måske er livets alvor ikke gået op for dem endnu.
Der var den igen.
– Så er de altså ikke missionske?
– Den ene er tandlæge, den anden kunstmaler, siger far. Vi løfter begge øjenbrynene. Så meget er sikkert, at det er en anden slags mennesker end som os, og det her bliver svært; måske skulle vi vende næsen hjemad.
Der er nu ikke noget der tyder på at far vil hjem. Det er også længe siden der har været en begravelse i byen, det er ligesom vi trænger til det. Da kisten er sænket i hullet, tager far ordet. Jeg lukker ørerne og nynner „Den lille nisse rejste“ indvendigt, som jeg plejer. Til at begynde med kigger folk interesseret på os og smiler venligt. Men efterhånden er det som om smilene stivner, og folk kigger væk. Fars ord har ingen magt her. Jeg gør mine øjne så store og blå som jeg kan og lægger hovedet på skrå, jeg undlader at blinke så længe at tårerne triller ned ad mine kinder, men lige meget hjælper det; folk vender sig bort, virker nærmest forargede.
Sønnen fra tidligere går hen og hvisker noget til far, midt i fars tale. Far kigger hen på mig, men jeg kigger væk, som om jeg slet ikke kender ham, som om det ikke er min far. „Bare han snart ville holde op, så vi kan komme hjem til mor,“ tænker jeg. Men han bliver ved, lige indtil et par af de pårørende tager ham under armene og trækker ham væk. Så vender de sig om mod præsten ligesom for at vise, at de foretrækker hans måde.
Jeg løber min vej, løber alt hvad jeg kan. Far løber efter mig og slår ud efter mig, dog uden at ramme. Han mener vel at det var min skyld, at det gik galt, at det var fordi jeg svigtede. Jeg skulle været gået hen til ham og taget ham i hånden som aftalt, men jeg kunne ligesom ikke.
– Vent til jeg får fingrene i dig! råber han og opgiver at indhente mig.
Mor behøver kun at kaste et enkelt blik på mig, så ved hun hvad der er sket.
– Jeg sagde jo, I skulle være blevet hjemme. Vi kender ikke de folk.
– De var ikke missionske, siger jeg.
– Hvor er far?
– Han kommer, han vil slå mig.
Hun griber ud efter mig, men jeg løber videre og gemmer mig i baghaven.
For at få ventetiden til at gå hurtigere, spiller jeg lidt fodbold med mig selv. På et tidspunkt ser jeg far stå i køkkenvinduet. Så er han altså kommet hjem, hvorfor kommer han ikke ud efter mig? Nu vil jeg have min straf, nu vil jeg have det overstået. Men han kommer ikke. Måske mor har snakket ham fra det? Så går han der og skumler og ligner en tordensky som har fået forbud mod at tordne, det har jeg set så tit, det er næsten værre.
Mor kommer ud til mig med en indkøbsseddel og penge.
– Far er ikke vred længere, siger hun.
– Nånå, siger jeg, for jeg ved bedre. Hun fortsætter:
– Vil du cykle op til slagteren for mig?
– Kan du ikke gøre det selv? siger jeg.
Hun kigger lidt betuttet på mig, men kan mærke at jeg ikke er til at overtale. Så cykler hun selv.
Og nu er tidspunktet inde til at handle. Jeg skyder bolden mod køkkenvinduet – og efter et par forsøg, opnår jeg det ønskede resultat: Ruden baldrer. To sekunder efter henter far mig ind i stuen og beder mig tage bukserne af.
Når far slår mig, slår han længe og med lige langt mellem slagene, i samme takt som “Skamlingsbanken“. Det ved jeg, for ikke nok med at vi synger den om lørdagen, vi hører den også tit over Giro 413, mens jeg får klø. Og selvfølgelig gør det ondt, men det generer mig ikke så meget; når bare der ikke er nogen der ser det. Jeg kan ikke lide når han slår mig ude på gaden mens naboerne kigger på, eller i butikken mens den er fuld af kunder, de kigger så medlidende på mig. Jeg bryder mig ikke om folks medlidende blikke.
Da han er færdig, står jeg lidt og venter med bukserne nede om hælene.
– Så må du godt tage bukserne op, siger han.
Det gør jeg så og føler mig lettet, nu er det overstået. Men hvad med ham, hvordan har han det? Jeg gransker hans ansigtsudtryk, og jeg kan se at trykket også er lettet for ham. Jeg retter ryggen, er egentlig taget lidt stolt og spørger:
– Har du det bedre nu far?
Men der er et eller andet han misforstår, for han svarer slet ikke, derimod griber han fat i mig igen og ser helt vild ud i øjnene.
– Skal du være fræk?
Og så begynder han forfra, men ikke som før, nu slår han først hurtigt, så langsomt, så hurtigt igen, det er helt uden rytme, én gang slår han forbi! Da jeg tror han er færdig, holder han kun pause, har åbenbart brug for at puste ud. Til sidst gør jeg noget, som jeg kun gør meget nødigt, og som jeg ikke er særlig stolt af, men smerterne er uudholdelige; jeg kalder på mor. Og jeg kalder så højt jeg kan.
– Hun er cyklet til slagteren, siger far og slår videre.
Endelig kommer hun hjem. Det øjeblik hun viser sig i døren, holder far inde.
– Han har baldret en rude, siger han hurtigt, – og så er han oven i købet fræk.
Mor tager mig i hånden, uden et ord, og sammen går vi op på mit værelse. Jeg lægger mig på maven på sengen, hun sidder på sengekanten.
– Gabriel, siger jeg.
Hun forstår, tager billedet af min engel ned fra væggen og giver mig det i hånden.
– Jeg vil gerne være alene, siger jeg.
Da hun lidt efter overlader mig til mig selv, trækker jeg bukserne ned og lægger billedet på min bare røv, med englen nedad. Det lindrer, det er som om Gabriel puster.
*
I weekenden kommer min storebror hjem og besøger os. Han kommer fra Sønderborg, hvor han går på teknisk skole. Han er en voksen mand på næsten tyve, og han har briller og et lille overskæg. Mor kaster sig om halsen på ham, far trykker ham i hånden. Jeg ved ikke hvor glad far er for at se ham, far virker altid så stille når min storebror er hjemme.
Under armen har han tegninger som han viser os; de forestiller en mølle set fra forskellige vinkler, man kan endda se det indvendige, trapper og loftsbjælker tegnet med sort kridt. Min storebror hedder Asger og vil være arkitekt.
Da vi spiser aftensmad, kigger Asger pludselig hen på mor og siger:
– Mm, det smager godt.
Bare sådan. Vi kigger alle op og holder vejret; hvad var det han sagde?
– Tak, siger mor og rødmer lidt.
– Du fedter for hende, siger far; han har aldrig rost mors mad, vi andre har heller ikke, det gør vi ikke her i huset. Vi spiser hvad vi får serveret og holder mund.
Asger har heller ikke Ekstrabladet liggende ved siden af tallerkenen, sådan som far altid har, og han spiser med kniv og gaffel! Og det er ikke engang søndag, heller ikke helligdag. Hvad bliver det næste? Efter maden, da Asger er på toilettet, går snakken. Far er bange for han er bøsse, hvad det så end betyder. Men mor mener det ikke; sådan gør man i de store byer, siger hun, man spiser med kniv og gaffel til hverdag såvel som til fest.
Om aftenen synger vi slagere, og nu lyder det rigtig af noget, for nu er vi fem. Asger græder ikke helt så meget sammen med os, som han gjorde engang, men han synger godt og kan teksten udenad. Mor hviler sit hoved på hans skulder, og da far ser det, skynder Sanne at hvile sit hoved mod fars, så han ikke føler sig udenfor. Sanne er en god pige.
Om natten vågner jeg ved, at nogen skændes nede i stuen. Jeg ligger inde hos mor og far, eftersom Asger får sit gamle værelse, når han er hjemme. Mor er også vågnet og står op, fars halvdel af dobbeltsengen er tom.
– Hvad skal du? spørger jeg.
– Læg du dig bare til at sove, siger hun og finder sine sutsko. – Jeg kommer igen om lidt.
Men jeg lister efter hende ned ad trappen, må se hvad der sker. Det er det sædvanlige: Far ligger på alle fire på køkkengulvet med skjorten revet op. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at han havde været oppe at slås, men det er ham selv; han har det med at rive sin skjorte op, når nogen siger ham imod. Ligesom når man er ved at kvæles. Han hvæser og river til så knapperne flyver til alle sider. Jeg har selv prøvet engang, da jeg ikke kunne få min vilje, men jeg fik bare en røvfuld fordi jeg ødelagde min skjorte.
Sanne sidder og kigger skyldbetynget ned i gulvet; hun er åbenbart gået i byen i stedet for at gå i seng, og far har siddet oppe og ventet til hun kom hjem – ventet længe, og så har hun den korte kjole på! Der er ikke noget at sige til at far er vred. Asger sidder ved siden af hende, det er ham der skændes med far.
– Hvad sker der dog? spørger mor. Hun tager et viskestykke i hånden og stiller sig i et hjørne, men så opdager hun mig.
– Og hva’ skal du?
– Jeg skal tisse, siger jeg og går ud på toilettet. Men jeg lukker ikke døren, for så kan jeg ikke høre hvad de snakker om.
– Jeg vil ikke ha’ hun går i byen i den sæk, siger far. – Jeg sagde til hende hun ikke måtte, men hun gjorde det alligevel, og nu sidder Asger og forsvarer hende!
– Hvorfor må jeg ikke gå i byen i den kjole, når jeg godt må ha’ den på herhjemme? spørger Sanne.
– Det ved du udmærket godt, siger far, men så blander Asger sig. Han forsøger vist at berolige far. Nu råber de i munden på hinanden alle tre, og det er svært at høre hvem der siger hvad. Pludselig er der ro. Jeg skyller ud og går tilbage til køkkenet.
Det virker som om der er blevet raset ud, og alle er gode venner igen, gudskelov. Det vil sige, far ser nu stadig lidt slukøret ud. Jeg vil helst se ham glad, sådan gennemglad, så jeg foreslår noget:
– Hvad med om Sanne og far sover på sofaen i nat?
Men de kigger alle så underligt på mig.
– Det plejer de, og så får far det så godt bagefter, fortsætter jeg.
– Nej, ikke det! råber Sanne og begynder at ryste over hele kroppen; hun kan ikke være det bekendt, jeg hader når hun sådan ryster. Og Asger spærrer øjnene op og stemningen er helt ødelagt igen.
– Hvad skal det sige? spørger han, men nu kan det ellers nok være jeg holder mund. Så vender han sig mod Sanne.
– Spør’ far, siger hun.
Far svarer ikke, men hans hage bævrer, og så skal man lade ham være. Jeg er bare ikke sikker på at Asger ved det, han bliver ved at kigge på far med sådan nogle smalle øjne. Det gør mig bange, og mor tager mig i hånden og trækker mig med ovenpå. Vi lægger os i dobbeltsengen; gad vide om jeg skal sove her? Det plejer kun at være når jeg er syg og har feber, og jeg er helt rask. Det er nu svært at sove, for de råber højere og højere nede i køkkenet. Jeg trykker mig ind til mor; hun smiler til mig og ryster på hovedet som for at sige, at de er skøre alle sammen, men det er vi to gudskelov ikke. Så hører jeg Asger sige ordet „politi“ højt og tydeligt. Jeg forstår intet; skal politiet nu give far lov til at sove med sin egen datter på sofaen? Jeg river mig løs af mors arme, må ned til de andre igen. Og sikke et syn der møder mig, jeg ved ikke hvad jeg skal mene: Far har bukserne nede, og Asger bøjer ham over knæet og smækker ham i den bare røv! Sanne lægger sig imellem, jeg gør også, jeg kravler op på nakken af Asger og bider ham i øret. Men vores storebror er stærk og slår mange gange, før Sanne og jeg får ham stoppet. Far græder, mens jeg hjælper ham bukserne på. Sanne og jeg holder trøstende om ham, men det er som om det ikke hjælper. Hvor er det pinligt, sådan noget må ikke ske hos os; som jeg har forstået det, er det kun noget som kan ske i et arbejderhjem!
*
Søndag formiddag er stemningen sært trykkende; vi går rundt om hinanden uden at vide, hvad vi skal tage os til og siger ikke meget. Far kommer ikke engang op af sengen. Jeg er lidt bekymret, måske har Asger slået ham så hårdt, at han ikke kan stå på benene. Asger mener han ligger og skammer sig.
– Hva’ har han gjort? spørger jeg.
– Han har ikke gjort noget, siger mor.
Men Asger ler så koldt, så jeg ved ikke. Sanne, som jo må vide bedst, siger ikke noget.
Jeg lister op på loftet og kigger ind ad nøglehullet til far; det er sjældent jeg har lejlighed til at se ham skamme sig. Han ligger og læser i Anders And-blade. Vi holder nemlig Anders And hjemme hos os, hver tirsdag får vi et nyt nummer, og når far først har læst det, får vi andre lov. Men det kan godt tage lidt tid. Der ligger en stor dynge derinde, han læser dem mange gange før han giver dem fri. Men det er jo også ham der betaler dem. Jeg er glad for at han i det mindste ikke har lagt sig til at dø. Han slår en ordentlig fis, mens jeg kigger og vender sig i sengen.
– Hvad har han lavet med Sanne? spørger jeg igen min storebror, da vi er alene.
– En far skal ikke sove sammen med sin datter om natten, ikke når hun er blevet konfirmeret. Han skal sove sammen med sin kone.
– Sanne ville jo selv, indvender jeg.
– Det er jeg ikke så sikker på. Nu har hun i hvert fald prøvet det, og nu vil hun ikke det længere.
– Jamen hvad har de lavet?
– Det er du ikke gammel nok til at forstå, siger han.
– Skal far så meldes til politiet?
– Hvis det gentager sig, ja. Så ringer Sanne til mig, det har hun lovet, og så ringer jeg til politiet.
Forstår Asger ikke, at der er en mening med at far og Sanne sover sammen på sofaen? Han skulle overveje hvad der ville ske, hvis de ikke gjorde det. Hvordan ville far så have det? Og hvad kunne han så finde på at lave af ulykker – for eksempel mod sig selv? Det er så let at vide hvad der er rigtig og forkert, når man er flyttet hjemmefra og bor i Sønderborg, og far skal i hvert fald ikke hentes af politiet.
– Mon ikke Sanne lyver, siger jeg.
– Det tror jeg ikke, siger han. – Men man kan selvfølgelig aldrig vide.
– Hvad snakker I om? spørger mor som nu slutter sig til os.
Jeg spørger: – Hvad tror du mor? Er det rigtigt hvad Sanne siger?
– Nej, siger hun og bider sig i læben. – Hun er sur på far, fordi hun ikke må gå i byen med den korte kjole. Og så vil hun straffe ham.
– Jeg er ikke så sikker, siger Asger. – Vi må i hvert fald holde øje med ham, især må du mor.
Mor nikker, og jeg ser hænderne bag ryggen på hende kramme om radiatoren så fingrene bliver helt hvide.
Da Asger pakker sin kuffert, står far op. Han sætter sig i stuen og klør sig i øret med enden af en kuglepen.
– Jeg skammer mig, siger han pludselig, højt og tydeligt.
– Det skal du da ikke, siger Sanne, – nu har du jo osse lovet, du ikke vil gøre det mere.
– Så er der kaffe, siger mor. Hun har også bagt boller, det får vi altid søndag eftermiddag.
Men hverken Sanne eller jeg kan spise noget, og Asger er ved at pakke, så mor og far kommer til at sidde alene. Sanne og jeg har sat os i køkkenet. Lidt efter kommer mor ud til os.
– Du kan godt sætte dig ind til ham, siger hun til mig.
– Jeg har ikke lyst, siger jeg.
– Han sidder så alene, siger hun, – vil du ikke godt? Nu syn’s jeg, han er blevet straffet nok.
Af én eller anden grund har jeg virkelig ikke lyst, det kommer helt bag på mig selv.
– Han lå bare og læste Anders And, siger jeg, – jeg så det gennem nøglehullet.
– Man kan godt læse Anders And og ha’ det meget dårligt på samme tid, siger hun.
Det har jeg aldrig tænkt over. Hun har måske ret.
Jeg rejser mig, smiler undskyldende til Sanne og sætter mig ind til far og spiser en smørbolle. Han sidder og smiler næsten taknemmeligt til mig. Det er det som er min lod, tænker jeg ved mig selv, at være den som skaber lidt balance i tingene. Hvis de alle vender sig mod far, så bliver her slet ikke til at være, så bliver han mere og mere umulig. Også over for mor, det ved hun godt. Pludselig bliver jeg så træt. Jeg synes ikke jeg kan overkomme det hele, men det skal jeg jo. Eller skal jeg?
Da Asger kommer ned med sine kufferter og siger farvel, følger jeg efter ham til rutebilstationen. Jeg gør det under påskud af, at jeg vil hjælpe med hans bagage. Da han giver mig hånd til farvel og stiger op i bussen, klamrer jeg mig pludselig til ham, som om han er min sidste redning:
– Ta’ mig med til Sønderborg, siger jeg. – Ta’ mig med!
– Det kan jeg ikke.
– Jeg kan ikke klare det længere, jeg må væk. Kan jeg ikke bo hos dig?
– Den går ikke. Du er kun 11 år, hvad tænker du på? Du har jo osse mor.
– Nej jeg har ikke, siger jeg.
Storebror ved, hvad jeg mener og ville gerne hjælpe, kan jeg se, men han ved ikke hvordan. Så kommer han på noget.
– Få dig nogle kaniner, siger han til sidst. – Så får du det bedre, det gjorde jeg selv. Kaniner kan man stole på, få dig en hel masse.
Så sætter han sig til rette inde i bussen og kører sin vej.
*
Jeg låner lidt penge af mor til at købe kaniner for. Hun mener, ligesom Asger, at det vil hjælpe mig at få nogle dyr, som jeg kan være noget for, og som kan være noget for mig. Og far sætter sig ikke imod det.
Mor får lommepenge hver uge af far, tyve kroner, som er til tøj og den slags til hende selv. Ellers er der ikke noget, som er hendes eget. Det sker at hun får fem kroner ekstra, men så er det fordi hun har gjort sig fortjent til en bonus, som far kalder det, og det vil sige – så meget har jeg da regnet ud, helt dum er jeg ikke – været ekstra sød ved ham i sengen. Jeg kan ikke lade være med at grine af de to pjathoveder. Det er også som om far er begyndt at kigge mere efter mor, nu det med Sanne er trådt i baggrunden. Som regel er der nu ikke anledning til at give mor nogen bonus. Alligevel kan Sanne og jeg altid låne af hende, for hun køber sjældent noget til sig selv.
Jeg kigger i ugeavisen efter kaniner til salg, og jeg ringer rundt. Det viser sig at de billigste kaniner er at få i vores egen gade, nemlig henne hos Frede Warming – også kaldet „Der Warming“. Han har fået tilnavnet af sin kone som er tysker og kun taler gebrokkent dansk. Hun er Der Warmings anden kone, den første var også tysker. De siger at Warming sætter en kontaktannonce i Der Nordschleswiger og på den måde, for han mener at tyske kvinder er mere nøjsomme og sådan lettere at stille tilfredse. Men det forstår jeg ikke, for den første kone skældte ham tit ud. Hun smadrede også porcelæn og slog ham i hovedet med et kosteskaft. Vi børn lå tit henne på fortovet foran deres hus og hørte dem slås. Pludselig kunne han komme løbende ud af hoveddøren, fare rundt i haven – og konen efter ham med kosteskaftet. Efter sådan en omgang var det ikke ualmindeligt, at han måtte på hospitalet og kom hjem med en arm i gips eller gaze om hovedet. Til sidst gik konen fra ham, hun blev vel træt af at slå på ham. Men så fik han sig en ny – efter samme recept, for han havde bare været uheldig, sagde han. Den nye kone slår ham heller ikke så meget, men det hænder.
Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget, og nu er Der Warming blevet hårdfør; han lever nemlig af at „komme til skade“ rundt omkring i byen og bagefter kræve erstatning. Først var det noget med en juleguirlande som faldt ned i hovedet på ham og gav ham hjernerystelse – det kunne han vist ikke gøre for, og man undte ham gerne erstatningen fra kommunen. Men så må han have fået blod på tanden, for ikke længe efter blev han – som vist den eneste i landet – kørt over af en vejtromle! Det vil sige hans storetå blev mast flad, og han fik en stor erstatning af vejvæsenet. Når de voksne snakker om ham i butikken, siger de at han selv var ude om det; han stillede sig ganske enkelt hen foran tromlen og satte foden frem. Han kan også noget med at cykle langsomt forbi folk som kommer gående med schæferhunde og så vifte lidt med benet, flere gange er han på den måde blevet bidt og er faldet af cyklen og kommet slemt til skade – men har fået penge, i hvert fald til et par nye bukser. Ellers lever han af at cykle ud med aviser, det vil sige Jydske Tidende og Vestkysten, og så for resten have kaniner. Kaninerne spiser ham og hans kone selv, eller de sælger dem på Wamdrup Fjer- og Kaninslagteri. Man får syv kroner pr. kilo levende vægt.
Jeg køber fire hunner hos Der Warming og en han, hunnerne af racen Hvid Land, hannen er en Fransk Vædder – for det giver en god krydsning, siger Warming, ungerne får en bred mørbrad. Han anbefaler en sennepssovs, hans kone har opskriften, hvis det er. Endelig viser han mig hvordan jeg bygger kaninkasser, giver mig råd og vink om foder og sygdomsbehandling og den slags. Og så lidt om bedækningen:
– Du skal sætte hunnen ind til hannen, aldrig omvendt. Aldrig hannen ind til hunnen.
– Hvorfor ikke? spørger jeg.
– Så har han pludselig to nye ting at forholde sig til på én gang, nemlig en hun OG nye omgivelser. Det er for meget. Han bliver forvirret, og det dur ikke i den situation, det er jo ham der skal præstere noget, siger Der Warming og puffer kammeratligt til mig. – Og er der ikke sket noget efter to minutter, fortsætter han, – så skal du skille dem ad, for så passer det ikke ind i hendes cyklus, og så kan de komme op at slås. I værste fald bider hun nosserne af ham.
– Hunnen ind til hannen, repeterer jeg.
– Nemlig, så er han på hjemmebane, så skal det nok gå.
– Men så er hunnen jo forvirret, siger jeg.
– Det gør ikke noget, det er kun en fordel, siger han.
Da jeg kommer hjem og viser kaninerne frem, sætter far – inden jeg når at protestere – hannen over til én af hunnerne.
– Hunnen ind til hannen, indvender jeg, – det siger Der Warming. Hannen skal være på hjemmebane.
– Sludder og vrøvl, siger far. – Det betyder ikke noget, hvis det er en rigtig han.
Og det er en rigtig han. Den hopper op på hunnen, bider sig fast i nakken på den og bedækker, som jeg har lært det hedder – for så at udstøde et grynt og falde om på siden. Hunnen står tilsyneladende upåvirket og spiser imens.
– Det er godt den falder om på siden, siger far. – Hvis den var faldet bagover, var du blevet snydt, for så er den ikke gammel nok endnu, så er det kun mosevand der kommer ud af den.
– Far ved meget om kaniner, siger mor. – Han havde selv kaniner som dreng, og han hjalp tit Asger da han havde.
Jeg husker godt min storebrors, men jeg synes nu mest det var mig der hjalp, for eksempel med at plukke græs og muge ud. Desuden var det jo meningen, at de her kaniner skulle være mine egne.
Far lader hannen hoppe på endnu en hun, og så én til og én til, indtil de alle er bedækkede, og mor kan ikke lade være med at kigge med. Hun giver et lille hvin fra sig hver gang hannen falder om på siden, og far ler, og jeg ved ikke hvor jeg skal kigge hen.
– Nu er der unger i dem, siger far.
– Allerede? spørger mor. – Efter én gang, og så så hurtigt?
Jeg ved ikke helt hvad der foregår, men mor kigger hen på far på en måde, så han bliver tyk i mælet.
– Man kan selvfølgelig ikke være sikker, siger han så.
Og så bliver de enige om at alle kaninerne burde gå sammen i legehuset en nat, så de kan hygge sig i fred, for så er man helt sikker.
Om aftenen står de begge dernede og kigger med en lommelygte og deler en flaske vin. Mor hviner hvert andet øjeblik og far ler, og jeg må selv gå i seng og bede aftenbøn, for de kommer ikke op før sent ud på natten. Og næste gang mor får udbetalt lommepenge, får hun ti kroner i bonus!
Det minder mig om dengang, jeg fik en luftbøsse i julegave; far havde så travlt med at vise mor hvor godt han kunne skyde, og mor var imponeret og ville også prøve, men kunne slet ikke. Han måtte vise hende hvordan man lader og sigter. Resten af juledagene gik de rundt i haven og skiftedes til at skyde efter fugle, hvad især Sanne var meget forarget over. Men så blev de trætte af det, og jeg fik min luftbøsse tilbage. Derfor tager jeg det forholdsvis roligt nu; jeg ved at jeg snart får lov at have mine kaniner i fred.
Da hunnerne begynder at få unger, kommer mine skolekammerater med hjem og får lov at kigge; de heldige får allernådigst lov at holde en lille nyfødt i hånden. Sanne får også lov, men hendes ansigt lyser ikke op som mine kammeraters, der skal mere til at gøre indtryk på hende. Ved middagsbordet sidder hun tit og ryster over hele kroppen, selvom far er holdt op med at sove sammen med hende på sofaen, og de siger at det er fordi hun er i puberteten og hele tiden vil have opmærksomhed. Jeg kan godt forstå at både far og mor helt er holdt op med at tale med hende.
Mette derimod kommer næsten hver dag og vil se kaninungerne, og jeg nænner ikke at jage hende væk. Hun har gerne lidt mælkebøtteblade med, som hun selv har plukket. For hendes skyld lader jeg en hånd glide hen over en rede, så hun ser ungerne stikke hovedet op; de tror at det er deres mor. Da én af dem en dag vover sig ud på en spadseretur rundt i buret og falder over et græsstrå, griner hun så længe, at hun slet ikke kan få stoppet igen.
Én af hunnerne har ikke født endnu. Den har bygget rede som de andre, men nu er den gået over en uge over tiden. Jeg står hver aften ved dens bur med flagermuselygten; den hopper rundt om sig selv som om den har ondt, men der sker ingenting. Mor mener, at der kan være en unge som har sat sig på tværs, men det er for dyrt med en dyrlæge, siger far, og hvem har en hånd som er smal nok til at trænge op i en kanin? Så en morgen hænger der noget ud mellem bagbenene på den; en lang livløs tingest, det ligner dens tarme som er på vej ud. Sidst på dagen ligger der en dødfødt monsterunge i buret, seks gange så lang som en normal unge og helt grå og rynket. Den er selvfølgelig dødfødt, og far smider den på møddingen, dækker den til og siger, at det er den slags der sker. Jeg kan dog se på ham at også han er ilde berørt, og han klapper mig på skulderen, hvilket kun sker sjældent, og det gør næsten det hele værre.
Der går ikke længe før Der Warming kommer forbi; han har hørt om mit uheld og tilbyder at købe hunnen tilbage, for den kan man ikke avle videre på. Jeg slår til og klør den en sidste gang bag øret.
– Må jeg komme og se til den en gang imellem? spørger jeg.
– Så skal du skynde dig, for vi spiser den i aften, siger han. Så tager han den under armen og går.
Mette og jeg leder længe i møddingen og finder omsider den døde unge frem igen. Vi begraver den i en stor tændstikæske og er nødt til at bukke den sammen flere gange, for at den kan være der. Jeg holder en lille tale, i hvilken jeg ønsker den må hvile i fred, og jeg forsikrer at jeg ikke bebrejder den, at den var vanskabt. „Må sorgen rulle,“ slutter jeg. Mette synger lidt til. Man kan sige meget om hende, men hvis der sker noget med mine kaniner, så kan jeg altid dele det med hende.
Da begravelsen er overstået tager vi, uden at tænke over det, hinanden i hånden og går op på mit værelse. Mette har ikke før været på mit værelse, det er der meget få der har. Vi sidder i hver sin ende af sengen og læser Tarzanblade. Jeg er oprigtig talt ikke sikker på hvor meget hun forstår, så jeg kryber hen ved siden af hende og begynder at læse højt. Der er også et par ting på billederne, jeg må forklare hende. Mette er en overraskende klog pige af sin alder at være, og hun er ikke afvisende over for min teori om, at ærkeenglen Gabriel og Tarzan er i familie. Hendes hår er lyst og uglet, og jeg genkender lugten af det; det minder mig om den tid hun blev passet ovre hos os, og vi sov til middag sammen. Jeg fik altid hendes hår i næsen. Jeg genkender også hendes rolige hjerteslag, og nu opdager jeg, at hun er faldet i søvn. Jeg sidder bag hende med mine arme rundt om hende, som mors nogle gange om mig. Og da jeg kigger op på væggen over sengen, ser jeg at Tarzan og Gabriel smiler ned til os. Så smiler de til hinanden.