Nogen døde?
Min storebror er en klog mand. Han havde jo helt ret i det med kaninerne; siden jeg fik dem, har jeg haft det meget bedre. Jeg ville ønske det også virkede på Sanne, men det er som om der skal mere til. Måske hun skulle have en hest? Hun havde jo ellers en kæreste, men jeg tror han har slået op med hende, i hvert fald ses de ikke mere. Så nu sidder hun for det meste inde på sit værelse, når hun er hjemme, og ryger cigaretter. Hvis hun så bare ville spille grammofonplader, som hun altid gjorde før, men der er så stille derinde. Da jeg banker på hendes dør, er der ingen der svarer.
– Det er bare mig, siger jeg.
Så venter jeg lidt, og til sidst låser hun op. Da jeg kommer ind på hendes værelse, ligger hun på sin seng og kigger op i loftet. Så vender hun blikket mod mig. Hun har røde øjne, men det er ikke fordi hun græder, hun har høfeber. Indimellem nyser hun, og der ligger lommetørklæder over det hele. Jeg samler et par op fra gulvet og lægger dem på radiatoren.
– Kunne du ikke tænke dig at få en hest? spørger jeg. – Der er mange piger, der er glade for heste. Så kunne du selv passe den, give den mad og vand og … du kunne osse ride på den.
– Hvor skulle jeg ride hen?
– Vestpå, du skulle ride mod vest, det gør de altid i cowboyfilmene.
Det får hende i hvert fald til at smile og sætte sig op. Det er lang tid siden jeg har set hende smile.
– Så kommer jeg ikke langt, siger hun. – Medmindre det er en hest som kan svømme. Men jeg skal faktisk vestpå inden så længe, nærmere bestemt til London, og spille med i en film. Du må ikke sige det til mor og far, det skal være en overraskelse.
– En film? spørger jeg.
– Ja, en dokumentarfilm om incestofre. Jeg så en annonce i Vi Unge og skrev til dem, og det er lige sådan én som mig de skal bruge. Det er ikke svært, jeg skal bare fortælle sandheden. Og det gør ikke noget, hvis jeg bryder sammen for åben skærm, for så ved man, at det er rigtigt. Må jeg godt sige at du har foreslået, jeg får en hest?
– Øh … ja.
– Du kan bare sige nej, så gør jeg det ikke.
– Skal vi spille rommy? spørger jeg, for jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal svare, og hvad er et incestoffer for noget? Jeg ved godt hvad et offer er, og incest lyder som noget man kan blive smittet med, sådan en slags fladlus. Det skulle ikke undre mig at Sanne er blevet smittet af far, og at han har det fra Tyskerbedstes sofa. Bare vi ikke havde taget imod den sofa, den har ikke ført noget godt med sig. Men bortset fra det, er det da spændende hvad Sanne fortæller. Det glæder mig at hun begynder at få skik på sit liv, som de voksne kalder det.
– Tror du osse, jeg er ved at blive sindssyg? spørger hun pludselig. Jeg er ikke helt med, men hun fortsætter, inden jeg når at svare: – Det tror doktor Madsen. Ja, vi kan godt spille rommy.
Hun finder kortene frem og begynder at blande.
– Har du snakket med doktor Madsen? spørger jeg.
– Jaja, han har osse snakket med far, og han siger vi begge er sindssyge, mor er osse, han ved ikke rigtig med dig. Du ligner ikke os andre, du falder ligesom udenfor, du kommer aldrig i fjernsynet, siger han.
Det er jeg selvfølgelig ked af. Men da vi begynder at spille, har vi det faktisk hyggeligt, lidt som i gamle dage – bortset fra at det nu er mig der vinder. Jeg vinder og vinder, det er som om hun slet ikke kan koncentrere sig om spillet, det er længe siden jeg har haft det så sjovt.
– Jeg må ikke få nogen hest, siger hun pludselig. – Jeg har selv spurgt om det, men det er alt for dyrt, i stedet får jeg piller.
– Hva’ er det for piller?
– Dem her, siger hun og viser mig en æske; så hun har altså været hos doktor Madsen! – De skal lære mig at skelne drøm fra fantasi. Jeg ved bare ikke om de virker.
Pludselig smider hun kortene fra sig, vi er slet ikke færdige, og det nytter ikke jeg protesterer. Sådan noget gør mig sur, rigtig sur, hun er en dårlig taber. Hvis jeg gjorde det samme over for hende, ville hun rykke mig i håret og spytte mig i ansigtet. Men jeg må nok hellere tage hensyn til, at hun ikke er helt rask. Nu ligger hun igen på sengen og kigger op i loftet. Jeg tager pilleæsken fra bordet og læser på etiketten, men hun river den ud af hånden på mig – men ikke hurtigt nok.
– De er jo mod høfeber, siger jeg. – Du er jo ikke sindssyg!
– Du tror heller ikke på mig, snøfter hun.
Jeg ved snart ikke hvad jeg skal tro. Det med London og fjernsynet passer vel heller ikke. Men hvad passer så? Hun havde det næsten bedre dengang, hun sov sammen med far på sofaen.
Jeg har syvogtyve kaninunger, tre hunner og en han, så jeg har nok at se til. Én af mine kammerater går med aviser efter skoletid for på den måde at tjene lidt ekstra lommepenge, og en anden plukker jordbær, men jeg synes ikke det helt kan sammenlignes. Husk på, jeg har jo ansvaret for dyrene. De skal passes, der er ikke noget værre end børn som får dyr og så ikke passer dem.
Der Warming har været her to gange, han siger han aldrig har set kaniner som trives bedre. Men det kommer ikke af sig selv, man skal gå op i det. Og det gør jeg; det første jeg gør om morgenen, inden jeg selv får morgenmad, er at fodre dem. Og det sidste jeg gør, inden jeg går i seng, er at sige godnat til dem. Når de har det godt, har jeg det godt, sådan er det når man holder af dyr.
Mette kommer tit og hjælper mig med at plukke. Vi cykler ud ad markvejen, har hver en sæk på bagagebæreren, og så finder vi en eng med saftigt græs og kløver. Vi sætter os på hug og plukker, hvad der er inden for rækkevidde, samler det i en stak og går et andet sted hen og fortsætter. Sådan bliver vi ved, til sidst samler vi stakkene. Det lugter så godt, nyplukket græs. Når en sæk er fuld, plejer vi at stikke hovedet ned i den og snuse.
Når vi så kommer hjem, kan det ellers nok være vi er ventet. Kaninerne løber frem og tilbage, de ved hvad der skal ske. De små kan blive helt begravet, når vi hælder grønt ind ad lågen til dem. Efterhånden som græsset spises, dukker deres små hoveder frem igen.
Jeg har lovet Mette én af ungerne, når de er så gamle, at de kan tages fra moderen. Det fortjener hun. Hun kan ikke bestemme sig til hvilken én det skal være, hun ville helst have dem alle, for hun kan ikke klare tanken om at de skal slagtes. Men det skal de jo, det siger jeg også til hende, det kan ikke nytte andet. Sådan noget må man tage i stiv arm.
Men jeg forstår da godt, hvad hun mener. Vi sidder tit over for hinanden på plænen med spredte ben, og så lader vi en unge eller to hoppe rundt imellem os. Og hvis én af dem gør noget som ser særlig sødt ud, siger hun: Den skal det være. Men lidt efter er det den anden som skal spares. Det er sådan vi sidder en dag, da der pludselig står en dreng og kigger på os, midt på græsplænen, en dreng jeg aldrig har set før. Han er ret høj og har rødt hår og en masse fregner.
– Hej, siger han og kigger på Mette. – Din mor sagde du nok var her.
Jeg kan høre det med det samme; han er ikke her fra byen.
– Hva’ vil du? spørger jeg.
– Det er min fætter, siger Mette. – Fætter Klaus.
Hvad rager hendes fætter mig. Og hvem har givet ham lov til at gå ind i vores have? Men så fortsætter Mette:
– Han skal på ferie hos os i fjorten dage, så jeg får nok ikke tid til at lege med dig.
– Kan du så heller ikke hjælpe mig med at plukke? spørger jeg.
Hun rejser sig og stiller sig hen ved siden af fætteren. Jeg tager kaninerne op i mine arme; han kigger ikke engang på dem. Han er ikke det mindste interesseret i mine kaniner!
– Det tror jeg ikke, siger hun.
Altså på den måde. Hun vil hellere lege med ham, og så kan jeg sejle min egen sø. Det er kønt nok.
– Han er københavner, siger Mette.
Og så går de. Nu forstår jeg bedre, en københavner lader sig selvfølgelig ikke imponere af et par kaninunger. Jeg putter dem tilbage i buret. Godt jeg i det mindste har dem, tænker jeg, kaniner kan man stole på. Så er der én af dem der bider mig i fingeren.
De leger meget i haven ovre hos Mette, jeg holder øje med dem. Når jeg slår vinduet op på mit værelse og læner mig lidt ud, kan jeg se dem. De kan også se mig, og lige i starten vinkede de et par gange til mig. Så trak jeg mig tilbage og lukkede vinduet, men lidt efter åbnede jeg det igen. Og nu er det som om de har glemt mig. De har slået et indianertelt op på græsplænen, og når jeg ikke kan se hvor de er, er det fordi de sidder derinde og har hemmeligheder.
Mettes far vander blomsterbedet med en vandslange, og da han er færdig, får de lov at lege med vand. De løber rundt og sprøjter på hinanden og hviner højt. De har næsten ingen tøj på, og ham fætteren er helt hvid, hold kæft hvor han ser sjov ud. Der er også noget mærkeligt ved den måde han ler på, han ler ligesom “igennem“, højt og larmende. Der er ikke mange her omkring der ler sådan. Måske har han endnu ikke forstået livets alvor.
Men jeg kan ikke stå her hele dagen, jeg må ud at finde græs til kaninerne. De vokser og vokser, og det er blevet en tør sommer, så det er ikke let. Godt der er ferie nu, så jeg ikke også behøver gå i skole, så havde jeg ikke klaret det. En gang imellem tænker jeg, at al den tid jeg bruger på at plukke, kunne jeg have brugt på noget som var sjovere. Men sådan må jeg ikke tænke; når man har dyr, må man tage det sure med det søde.
Jeg trækker cyklen langsomt forbi Mettes have, håber de ser mig. Jeg har to sække på bagagebæreren, måske Mette får lidt dårlig samvittighed. Pludselig er de der med vandslangen, de havde gemt sig bag en busk – og nu sprøjter de på mig. Jeg bliver gennemblødt inden jeg når at komme væk. Hvor er de åndssvage. Men nu kalder Mette på mig. Jeg stopper op og vender rundt.
– Vil du ikke være med? spørger hun.
De står og smiler til mig, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Vil de lege med mig? Begge? Skal vi lege alle tre? Den mulighed havde jeg slet ikke tænkt på.
Jeg stiller cyklen og nærmer mig forsigtigt. Det kunne jo være, det var en fælde. Så hopper jeg over hækken.
Da jeg kommer hjem, står min aftensmad på komfuret. De har åbenbart spist, klokken er mange. Det ligner mig ikke at komme for sent.
– Du er helt våd, siger mor, – hva’ har du lavet? Er du faldet i åen?
Jeg ler, og jeg forsøger at le på den nye måde, ligesom Klaus. Det lykkes ikke helt, eller også runger sådan en latter bare mærkeligt i vores køkken.
– Jeg har leget, siger jeg og sætter mig til bords. – Og nu er jeg sulten.
– Det er du vist ikke den eneste der er.
Bemærkningen kommer fra far som pludselig står i døren ind til stuen. Han ser alvorlig ud, jeg forstår ikke helt.
– Er der ikke nogen du har glemt? spørger han.
Kaninerne! Jeg rejser mig resolut, sætter mig igen. De skulle være fodret for flere timer siden.
– Øh … nej, jeg har plukket noget, siger jeg, – jeg er bare ikke færdig.
– Det passer jo ikke, siger mor, – far har været nede og kigge til dem. De har hverken fået vådt eller tørt.
– Jeg har noget … et sted … ovre i legehuset, forsøger jeg og skynder mig at spise færdig.
Da jeg når ned til burene, og kaninerne ser mig, løber de rundt om sig selv og hinanden, ellevilde af forventning. Men jeg må skuffe dem. Sækkene er tomme, og jeg fingererer lidt ved dem, mens jeg spekulerer på, hvad jeg skal gøre. Jeg kan dårligt nå at plukke, inden det bliver mørkt.
Bag mig kommer far. Nu vanker der en skideballe, eller det der er værre, men det har jeg fortjent.
– Hva’ vil du nu gøre? spørger han.
Jeg ved det ikke. Jeg er alligevel ikke gammel nok til at have dyr, tænker jeg. Og så begynder jeg at græde.
Han fortsætter: – Må jeg hjælpe dig?
Jeg nikker og snyder næse i skjorteærmet. Hørte jeg rigtigt? Far tilbyder at hjælpe mig. Har han tid til det?
Han henter en gammel le i garagen og starter mælkebilen, jeg sætter mig ind ved siden af ham. Vi kører ud ad landevejen mod Nustrup. Det er som om der altid er mere frodigt der; når der er tørke alle andre steder, så gror græsset stadig i Nustrup. Sjovt nok er det her far og mor er født.
Vi finder en grøftekant fuld af græs og kløver. Far sliber leen og begynder at slå. Huits, huits, jeg fylder i sækkene. I løbet af ti minutter har vi nok. Og så kører vi hjemad igen, næsten uden et ord.
– Er det svært at slå med en le? spørger jeg.
– Ja, siger han. Og så, efter en lang pause: – Men så længe det er tørt, skal jeg nok hjælpe dig.
Som om han ikke har nok at tænke på, med butikken og alting. Jeg har verdens bedste far, og jeg skammer mig over, at jeg nogensinde har tænkt andet.
Inden vi når hjem, er det begyndt at regne.
*
Mettes forældre er taget i byen i aften, og hun passes derfor ovre hos os, sammen med Klaus selvfølgelig, for han er der stadig. Jeg synes bedre og bedre om ham, men jeg tror han synes, vi er lidt mærkelige. Da vi skal spise, sætter far sig for bordenden og siger: „I Jesu navn går vi til bords“ og så videre, som altid. Klaus forstår ingenting, han tager hænderne op for munden og udbryder:
– Hva´ fanden var det?
Far bliver helt rød i hovedet. Sanne og jeg ser på hinanden, og så på mor som er den der bedst bevarer fatningen.
– Her i familien plejer vi at bede bordbøn, siger hun. Sådan, ikke mere. Man kan jo heller ikke sådan give sig til at slå på et feriebarn.
– Bordbøn? siger han og kigger vantro på os.
Men han spiser da godt nok af maden. Og da far efter desserten siger: „Vi takker Herren thi han er god“ og så videre, siger Klaus ikke noget, men jeg tror han har fået noget at fortælle om, når han kommer hjem til København.
Til gengæld er han ret vild med min luftbøsse, og da vi efter maden leger videre i vores baghave, skyder han efter alt hvad han får øje på, dog uden at ramme. Især har han problemer med at ramme fugle, og jeg må flere gange vise ham hvordan man gør: Vente til fuglen har sat sig på en gren, liste så tæt ind på den som muligt, tage sigte – helst med støtte, for eksempel mod en træstamme – og så skyde. Mette kan ikke lide når fuglen falder ned, især ikke når den ikke er død med det samme, men må have et skud til. Det lader jeg Klaus gøre, han sætter løbet helt ned til fuglen og trykker, så rammer han. Mette ser væk, men hun er jo også en pige. Hun ordner fuglene på rad og række på et bræt, og Klaus siger de ligger „Lit de parade“, hvad det så end betyder. Han vil ikke tro på, at jeg engang ramte tre gråspurve på én gang, men det passer; det var på et foderbræt hvor de sad meget tæt. Haglet gik gennem to for så at strejfe en tredje – som slæbte sig om bag en busk og blev ædt af en kat.
Da Klaus for Gud ved hvilken gang rammer forbi en fugl, får han øje på kreaturerne nede på Buddes enge. Og så begynder han at skyde efter dem. Jeg forsøger at få ham fra det, for jeg er bange for at Budde vil give mig skylden, hvis han finder hagl i dyrene; han har nemlig set mig med luftbøssen i haven flere gange. Men køerne går så langt borte, at haglene preller af på dem. Når de rammes, spjætter de lidt med et ben, som efter et myggestik, og spiser videre. Men så får Klaus den tossede idé at skyde efter tyren. Den står i sin egen indhegning ved siden af køerne, og jeg tror at Klaus rammer den mellem benene, hvor huden er tyndest, for pludselig hopper den en halv meter op i luften og ser sig forvirret omkring, brøler og stamper i jorden – og så vælter den hegnet ind til køerne og begynder at løbe efter dem. Ikke for at bedække dem, men for at stange dem, og de løber forskræmte rundt, én af dem ud i åen. Klaus ler højt og larmende, men det er rigtig dumt, for på den måde opdager tyren os. Den hamrer hornene ind i hegnspælen som grænser op til vores have, igen og igen, og Klaus sigter på den med luftbøssen –
Jeg får far til at skrue lidt op for fjernsynet, for det forekommer mig, at jeg stadig kan høre tyren, men måske er det indbildning. Klaus ved ikke engang at man skal sidde tre meter fra skærmen, når man ser fjernsyn. Det er de sjoveste ting han ikke ved, og han skammer sig ikke engang over det. Hjemme hos ham står apparatet tæt ved sofaen, siger han, så man ikke behøver rejse sig for at skifte kanal. De skifter også mere kanal i København, vil jeg tro.
Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at synge fællessang i aften, selvom det er lørdag, men mor er allerede ved at varme op – og nu kommer Sanne ned fra sit værelse for at være med. Sanne går meget op i vores sangaftener, hvordan det nu kan være, for ellers ser vi ikke så meget til hende. Hun synger ikke så meget, til gengæld græder hun des mere, ja hun græder nogle gange så hjerteskærende, at hun selv kan blive helt forskrækket. Der kan jeg alligevel ikke følge med.
Mette har før været ovre hos os om lørdagen, så hun ved hvad det går ud på, og Klaus lader sig ikke længere overraske af noget, siger han. Han kender heller ikke sangene – til gengæld trommer han rytmen på en kagedåse, og han trommer temmelig højt, så højt at far beder ham holde inde, for nu kan også han høre noget nede fra haven. Da vi kigger ud ad køkkenvinduet, står tyren og stanger til mit legehus. Så vidt jeg kan se, er kaninkasserne gået fri, men mor peger med åben mund på det som før var staudebedet.
Far løber ind til telefonen og ringer til Budde; sådan noget må ikke forekomme, råber han i røret, har Budde ikke styr på sine kreaturer? Da far har lagt røret på, sætter han sig i lænestolen og smiler på en måde, jeg ikke har set længe.
– Hvad sagde han? spørger jeg.
– Han gav mig en uforbeholden undskyldning. Og så får vi fuld erstatning, det er klart.
– Måske han så osse leverer mælkekasketten tilbage, siger jeg.
– Ja hvorfor ikke? Det siger jeg til ham: Og for resten vil jeg gerne have min mælkekasket tilbage. Ha!
Far griner over hele femøren, og jeg får helt lyst til at grine med og gør et forsøg, men grinet sætter sig ligesom fast i halsen. Klaus og Mette vil gerne hjem.
Da Budde kommer et par dage efter for at give mig haglene tilbage, som han har pillet ud af sine kreaturer, går jeg selvfølgelig straks til bekendelse. Det falder mig heller ikke svært at sige undskyld, for jeg var jo med til det. Og når nu Klaus er taget tilbage til København, og Mette er så lille, så må det gå ud over mig. Men det værste er at høre far sige undskyld til Budde, fordi han skændte sådan på ham i telefonen. Nu er det ikke os der truer med at melde nogen til politiet, men omvendt! Hvad vil Krüger ikke sige, hvis Budde melder os, Krüger som far er så godt som venner med?
Jeg forventer ikke at få røvfulde og får det heller ikke, for når jeg har gjort noget rigtig slemt, så slår far ikke. Så kigger han bare så trist på mig, og det er næsten værre. Det er som om ingenting vil lykkes for ham for tiden, og jeg gør ondt værre. Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe ham, men ved ikke hvordan. Mor siger jeg bare skal slappe af, det var kun drengestreger, hun forstår ikke. Hun forsøger at trøste far om aftenen, skænker vin og vimser i en kort kjole foran fjernsynet – men det hjælper jo ikke. Og Sanne tør far ikke søge trøst hos mere, for så ringer hun til storebror, og så ringer han til politiet.
Da jeg en aften ligger i min seng og hører først Sanne, så mor gå i seng, men ikke far, går jeg ned til ham. Jeg sætter mig på skødet af ham, som Sanne altid gjorde før i tiden, og jeg er glad for at han lader mig sidde lidt.
– Skal vi ikke snart til Nustrup, siger jeg.
– Nu har vi fået regn, svarer han, – nu er engene grønne igen, så kan du selv plukke til dine kaniner.
– Jeg mener til Nustrup kirkegård, siger jeg.
Det er nemlig noget far og jeg plejer at gøre sammen, og som vi hygger os med. Vi kigger til hans families gravsteder, luger mellem planter og river grus og den slags. Men først og fremmest fortæller far om sin barndom, og det er de samme historier hver gang, men nu vil jeg godt høre dem, for så får han det bedre.
Det lykkes mig da også at få ham overtalt, og jeg kysser ham taknemmeligt på kinden og går tilbage i seng.
Men da vi næste dag kører af sted efter lukketid, er det slet ikke så hyggeligt som det plejer at være. Han siger ikke et ord i bilen, og det bliver ikke meget bedre, da vi går rundt på kirkegården.
– Hvor mange gange var det nu, det brændte hjemme hos jer, da du var barn? spørger jeg.
– Tre gange, siger han.
Og så kommer der ikke mere; han luger videre mellem et par gravstene, og jeg vander en plante.
– Hvor mange køer var det nu I havde?
– Én, siger han.
Jeg henter nyt vand på vandkanden, og han ligger på alle fire, da jeg kommer tilbage og pudser indskriften på sin fars gravsten. Han pudser også den tomme plads nedenunder, hvor bedstemors navn en gang skal stå, men der er forhåbentlig længe til.
– Fortæl om dengang bedstefar skulle i krigen, beder jeg. – Jo far, kom nu. Var det allerede den første dag ved fronten, han fik granatchok? Og kunne han slet ikke arbejde, da de sendte ham hjem igen? Sad han bare i en stol og grinede, og bedstemor måtte ud og vaske for folk og … og …?
Men far har for længst vendt mig ryggen og er gået hen til en anden grav, nu begynder han at fløjte lidt for sig selv, det er vist Raquel Rastenni, og jeg synes ikke det er passende.
På vejen hjem i bilen tænker jeg: Hvis bare der snart ville dø nogen, nogen vi kender, så far får lejlighed til at gøre det han er bedst til, nemlig at holde begravelsestale. Det er det eneste som kan muntre ham op. Men der er ingen der dør for tiden. Der var et par i gaden som blev gift for nylig, og far sagde vist et par ord i den anledning, men jeg var ikke med til brylluppet, så jeg ved ikke. Det er ikke noget, der er blevet talt meget om hjemme. Far er god til bryllupper, men bedre til begravelser; især hvis det er én af de missionske som er død. Desværre er der vist færre og færre af dem tilbage i byen, det er som om de er ved at uddø. Jeg kommer pludselig i tanke om én som stadig er i live. Sådan da.
– Hvordan går det med faster Didde? spørger jeg.
Far kigger undrende på mig; det er vist første gang, jeg spørger til hende.
– Har hun det bedre nu?
– Det tror jeg, men rigtig godt har hun det ikke, siger far.
– Tror du hun dør? spørger jeg.
– Om faster Didde dør? Det må vi da ikke håbe. Hvorfor?
– Kan vi ikke tage hen og besøge hende? spørger jeg. – Vi kommer jo alligevel forbi.
Det er ikke nogen helt dårlig idé, jeg der har fået, kan jeg mærke. Far tænker alvorligt over det, han sidder oven i købet og smiler lidt. Faster Didde har været syg i adskillige år og lå på sygehuset hele foråret, alle troede hun ville dø, men på mirakuløs vis fik hun det bedre igen – som altid. Det er mærkeligt med hende, det er som om Vorherre ikke vil have hende hjem. Men hun bliver mere og mere svag og afkræftet for hvert år, og nu har kommunen fundet et lille hus til hende lidt uden for byen.
– Vi har jo ikke ringet, siger han. – Hvorfor kommer du pludselig til at tænke på hende?
– Jeg savner hende, siger jeg.
– Det har du da aldrig gjort før.
– Kan vi ikke nok far? Bare for at se hvordan hun har det. Det tror jeg, hun vil blive glad for.
Far trommer med fingrene på rattet, nu er det lige før han bøjer sig. Jeg fortsætter:
– Og vi kommer jo alligevel forbi.
Han siger: – Vi ka’ jo se, om der er lys.
Og selvfølgelig er der lys, så mange er klokken heller ikke. Vi ringer på, og det tager en evighed inden hun lukker op. Hun bliver helt forskrækket, da hun ser os, men uendelig glad.
– Er det jer? Næh …
– Goddag Didde, vi ville lige se til dig, siger jeg. – Hvordan går det?
– Vi har været i Nustrup, forklarer far, – på kirkegården.
– Kom dog indenfor søde venner, næh … kommer I og besøger mig? Det var vel nok en overraskelse.
Hun lukker os ind. Der er helgenbilleder alle vegne og krucifikser; faster Didde er én af de missionske.
– Hvordan går det? spørger far.
– Jo, jeg lever da endnu, siger hun.
Far og jeg iagttager hende og tænker det samme, tror jeg: Hun kan dø hvad øjeblik det skal være. Tynd som et skelet og krumbøjet af smerter står hun og smiler til os. Desuden har hun store blå mærker i hovedet, hvad jeg nu ikke helt forstår.
– Ja jeg ser forfærdelig ud, siger hun, – for jeg er faldet.
– Hvordan er det sket? spørger jeg.
– Jeg tabte Biblen ud af hænderne en aften, jeg sad og læste, og næste dag snublede jeg over den.
– Du skulle da have ringet, siger far.
– Det var ikke noget særligt, men jeg har da fået syet fire sting, jeg kunne lige så godt være død. Ak ja, herre Jesus.
– Hvor faldt du henne? spørger jeg.
Hun viser mig stedet; så vidt jeg kan se, ramlede hendes hoved ned i gulvet få centimeter fra radiatoren.
– Du er måske blevet lidt usikker på benene, spørger jeg, og hun sukker et ja, så jeg får helt ondt ved hjertet.
Vi sætter os til rette i hendes lille mørke stue og sidder et par minutter uden at vide, hvad vi skal snakke om; så tænder far for fjernsynet. Der er sport over Danmark. Jeg finder til gengæld noget på stuebordet som ser spændende ud, nemlig en masse forskellige pilleglas.
– Er det ikke svært at vide, hvad du skal tage hvornår? spørger jeg.
– Om det er, siger hun. – Og hvis jeg tager forkert, kan jeg få det så dårligt. Jeg har prøvet, det var ved at slå mig ihjel.
Hun peger på de stærkeste af pillerne og forklarer, at dem må hun kun tage én af om dagen. De er små og lysegrønne, de ligner bolcher.
– Se far, siger jeg og viser ham et par stykker. – Dem kan man dø af, hvis man tager for mange.
Han kigger skræmt på mig, og jeg skynder mig at putte dem tilbage i glasset.
Faster Didde begynder at fortælle om kommunen, som hun mener svigter hende, og om den nye hjemmehjælper, og jeg sætter mig hen til far og ser sport. Lidt efter falder faster Didde i søvn. Hun ser så kær ud, som hun sidder der med hagen på brystet og hænderne foldet. Men hun snorker så højt, at far og jeg næsten ikke kan høre hvad de siger i fjernsynet. Vi rejser os og lister ud til hoveddøren uden at vække hende. Guds fred, står der i entreen – vi smækker døren og går ud mod bilen.
– Hun dør snart, siger jeg. – Tror du ikke far?
– Det må vi da ikke håbe, siger han.
Jeg blinker til ham og puffer ham i siden. Han langer ud efter mig, men jeg ser hånden komme og når at dukke mig, og hans hånd rammer bildøren. Han ømmer sig slemt; så står jeg helt stille, mens han slår mig med den anden.
*
Så er sommerferien slut. På en måde kan jeg også bedre lide at gå i skole, jeg synes jeg slapper bedre af her end så mange andre steder. Jeg sidder og kigger ud ad vinduet og samler kræfter. Jeg er også blevet meget god til at læne mig hen over bordet, hvile panden på armen og blunde lidt.
Det gode ved at begynde efter sommerferien er, at der nu er længe til vi får karakterer igen. Jeg kan ikke lide at få karakterer, især ikke „bemærkninger“. Sidste år fik jeg min første bemærkning, som var i regning, og jeg var så spændt på at se hvad der stod, men kunne ikke læse min lærers håndskrift. For en sikkerheds skyld viste jeg det til Sanne først, inden mor og far fik det at se. Hun kunne godt læse det. Der stod: „Jævn og støt tilbagegang“. Far blev vred – mærkeligt nok ikke på mig, men på min regnelærer – og ville ringe til ham, for han skyldte nemlig for en kasse øl. Han var gudskelov ikke hjemme, hvad skulle det også nytte? „Jævn og støt tilbagegang“. Jeg sidder jo her og er rykket en klasse op, nu går jeg i 6. b, så jeg vil da mene det går fremad. I hvert fald er jeg ved godt mod. Og frøken Port er vist også, jeg tror hun har glædet sig til at undervise os i kristendomskundskab igen.
– Hva’ er en sjæl for noget? spørger jeg hende.
Frøken Port ser på mig med så kærlige øjne, hun elsker når jeg spørger om sådan noget, og jeg elsker når hun ser så kærligt på mig.
– Det var et godt spørgsmål. Er der nogen der ved hvad en sjæl er? spørger hun og kigger ud over klassen. Nisse rækker hånden op. Hvad i alverden ved han om det?
– Det er det der er tilbage når vi dør, siger han.
– Ikke så dårligt, siger frøken Port, og det ærgrer mig lidt, for det kunne jeg også have sagt.
– Men hvad er det for noget? spørger jeg igen.
Og nu begynder frøken Port at forklare, hun bruger meget tid på det, henviser til Biblen og til salmerne, og jeg kigger opmærksomt på hende med mine store blå øjne og hælder hovedet lidt på skrå, men i virkeligheden hører jeg slet ikke efter. Jeg venter bare på at hun skal blive færdig, så jeg kan spørge videre.
– Hvad så med dyrene? Har de osse en sjæl? vil jeg vide.
– Nej, siger Nisse, det er da satans som han er med i dag. – Kreaturer har i hvert fald ikke, det siger min far, og hunde har heller ikke.
Og frøken Port er enig med ham. Dyrene har ingen sjæl, siger hun.
– Heller ikke kaniner? spørger jeg.
Så nåede jeg frem til det, nu har jeg spurgt. Der er en lille pause, alle ser på mig – så begynder de at le på de bagerste rækker.
– Er der ingenting tilbage, når de dør? fortsætter jeg. – Det er nemlig sådan at jeg har 28 som skal til Wamdrup Kaninslagteri, og så vil jeg vide om det HELE bare bliver til kaninsteg, om ikke der er noget som helst tilbage …
De ler højere og højere rundt om mig, og frøken Port må slå i bordet med bogen for at skabe ro.
– Alt hvad der findes på jorden er Guds værk, siger hun, – osse kaniner, men det er kun os mennesker som Gud har givet en sjæl. Det er kun os der kan skelne mellem godt og ondt.
– Er det ondt at slå dyr ihjel? spørger jeg.
– Ikke hvis det tjener et formål, siger hun efter nogen tøven. – Hvis dyrene skal blive til mad til os mennesker, for uden mad kan vi ikke leve.
– Det kan vel osse tjene et formål at slå et menneske ihjel, siger jeg. – Hvis der for eksempel er krig, så skal man jo skyde på fjenden, eller hvis det er selvforsvar, eller hvis der er tale om et menneske uden sjæl, som slås ihjel, eller én med en lille bitte sjæl, eller en meget gammel person som alligevel snart skal dø og har ondt og gerne vil hjem til Gud?
Jeg er helt forpustet, og frøken Port ved ikke hvor hun skal begynde, og hvor hun skal slutte. Hun ser kun så træt og bekymret på mig, så jeg orker næsten heller ikke at hun forsøger.
– Lige meget, siger jeg. – Det var bare for sjov.
Og så begynder undervisningen, og jeg hviler mig lidt med panden på armen hen over bordet.
Mette var her i går og tog én af kaninungerne – som for resten ikke er unger længere, men det man kalder ungdyr – og hun kommer ikke i dag. Hun har ikke lyst til at se, når resten bliver afhentet. Jeg havde ellers håbet, hun ville stå ved min side, for når sandheden skal frem, kan jeg heller ikke rigtig lide det. Far foreslår at hannen får lov at bedække hunnerne en sidste gang, inden bilen fra slagteriet kommer, han påstår det er en gammel tradition. Jeg synes det lyder rimeligt nok, og det er hurtigt overstået, men da far også vil sætte hannen ind til de unge hunner, protesterer jeg.
– Skal de gå i døden uden at vide, hvad det vil sige at blive bedækket? spørger han. – Det er da synd. Og nu kan det være lige meget om der kommer unger i dem.
Men jeg synes ikke om tanken, det er jo den han som er far til alle ungerne. Og mor holder med mig, så det bliver der ikke noget af.
Der er to mænd med lastbilen, og de tager fem-seks kaniner ad gangen. Det ser lidt brutalt ud, for de løfter dem op i bagbenene, og de er ligeglade med om de kun har fat i det ene ben. Et par gange er der en kanin der vræler som et lille barn, og det giver hver gang et sæt i mig. Jeg ville øjeblikkelig have sluppet staklen, men det gør de ikke. Kaniner har et angstskrig, siger de, det er en slags forsvarsmekanisme, som dog ikke virker på dem længere.
Så kører de.
– Næste år kan du begynde forfra, siger far, og jeg tror han mener det som en trøst. Men sådan virker det ikke, for jeg har ikke lyst til at gennemleve det jeg gennemlever nu én gang til. Mor kommer hen til mig, og jeg stikker mit hoved ind i hendes armhule så ingen skal se, at jeg græder.
Sanne kigger mig i øjnene ved aftensmaden og hælder hovedet på skrå; og så begynder jeg igen. Det hjælper heller ikke at også hun begynder at græde. Der er ligesom ikke noget der hjælper, ikke for alvor, heller ikke Gabriel. Jeg forsøger ellers at sove med ærkeenglen under hovedpuden, men måske tæller det ikke når det kun er dyr man har mistet, for de har jo ikke nogen sjæl.
Først da jeg får checken fra slagteriet, får jeg det bedre. Den er større end jeg regnede med: syvhundredeogfemtito kroner! Så mange penge har jeg aldrig ejet før. Mor og far er også imponerede, og de spørger meget til hvad jeg dog vil bruge pengene til. „De skal stå på min bankkonto og trække renter,“ siger jeg, og se, det skulle man jo tro at de ville synes var en god idé, men det er som om der er noget i vejen. De kigger så underligt på mig. Far går en tur, og mor sætter sig over for mig med viskestykket.
– Jeg syn’s du skulle gi’ halvdelen af de penge til far, siger hun.
– Aldrig i livet, siger jeg. – Hvorfor skulle jeg det?
– Fordi han hjalp dig med at plukke, da der var tørke, siger hun. – Det forventer han.
– Det var kun én dag! Han kørte til Nustrup og slog i en grøftekant med en lé.
– Han har osse hjulpet dig på andre måder, far ved meget om kaniner, du har fået meget råd og vejledning af ham.
Jeg tror ikke mine egne ører, han kan da ikke bede mig om halvdelen af mine penge! Og hvorfor spørger han mig ikke selv? Hvorfor skal mor spørge?
– Og han kan faktisk godt bruge pengene, siger hun til sidst og giver viskestykket et ekstra vrid.
Så forstår jeg lidt bedre, det er fordi han mangler penge. Men alligevel. Jeg har i hemmelighed tænkt på at bruge pengene på en rejse til Sønderborg for at besøge min storebror Asger, og jeg vil tilbyde Sanne at tage med.
– Han kan få hundrede, siger jeg. Men jeg kan se på mor at det ikke er tilstrækkeligt. Jeg går op på mit værelse og læser Tarzanblade.
Da far kommer hjem, går han direkte op på mit værelse. Han står lidt i døren og forventer vist, at jeg beder ham komme ind, men det gør jeg ikke. Til sidst siger han med nedbøjet hoved:
– Du kunne godt give mig tre hundrede.
– Hundrede, siger jeg fast i stemmen, – ikke en krone mere.
– Du får jo osse kost og logi. Da jeg var på din alder, var jeg for længst ude at tjene! Sådan en forkælet snothvalp.
Han smækker med døren, da han går. Og senere samme aften, foran fjernsynet, forsøger han igen.
– Asger gav mig altid lidt, når han fik penge for sine kaniner. Han gav mig engang en plovmand, du kan selv spørge ham.
Jeg lader som om jeg ikke hører, men jeg begynder at blive blød.
– Nå men så to hundrede da, siger han.
Næste dag går jeg i banken. Jeg føler mig som en konge, da jeg kommer hjem og tager pungen frem foran mor og far.
– Du kunne godt give mig halvanden, siger far, da jeg giver ham hundrede. – Din fedtsyl.
Og faktisk har jeg været forudseende og hævet to hundrede, så han får halvtreds kroner ekstra. Han bliver lidt glad. Jeg bliver lidt vemodig, han må virkelig have problemer. Den sidste halvtredser giver jeg til mor, selvom hun protesterer. Jeg har ikke hævet til mig selv, for jeg vil spare.
– Tænk at nedlade sig til at tigge penge af sin egen søn – som er 11 år! siger Sanne, da jeg går ind til hende og fortæller hende historien.
– Det kan jo ikke gå så godt med butikken, siger jeg. – Jeg ville ønske, vi kunne hjælpe på én eller anden måde.
Sanne siger ikke noget.
Et par dage efter hører jeg, at faster Didde skal tilbringe julen sammen med os. Det er altid et problem hvor Didde skal være juleaften, så hun går på omgang i familien, og nu er turen altså kommet til os. Mor og far er lidt ærgerlige, kan jeg mærke, selvom de ikke siger det ligeud. Sanne er også sur. Men Asger kommer hjem, så jeg tror det bliver hyggeligt. Hvem siger for resten, at faster Didde lever til jul? Måske falder hun igen og slår sig – endnu værre end sidst, eller hun kommer til at tage for mange af de forkerte piller. Der kan ske så meget. Men det sker ikke altid af sig selv.
– Hvad ønsker du dig til jul far? spørger jeg.
– Ingenting, siger han. – Andet end at det bliver en god jul.
Jeg er vist ikke noget godt menneske, for pludselig ser jeg for mig, at faster Didde falder om her hos os og udånder under juletræet mellem alle pakkerne!