Julens glæde
Faster Didde ankommer i en taxa, og hun er ikke selv i stand til at gå ind, så chaufføren bærer hende hele vejen op til hoveddøren. Herfra tager far og Asger over, de bærer hende ind i stuen og lægger hende på sofaen. Taxachaufføren står så underligt og venter i døren, og til sidst siger han, lavt og ligesom undskyldende:
– Det bliver fireogtres kroner.
– Didde, du skal betale taxaen, siger far, men Didde svarer ikke, hun ligger og kigger op i loftet og gisper efter vejret. Måske forestiller hun sig at far vil lægge ud, det kunne ligne hende, men så må hun tro om igen.
– Hvor har du dine penge? spørger han, og Didde peger på sin håndtaske. Far fisker en hundredkroneseddel op, og jeg når da lige at se, at der er indtil flere hundredkronesedler i hendes pung. Så det er nok rigtigt, hvad de siger, at hun får en god invalidepension og ikke mangler noget. Foruden pungen er tasken fuld af pilleglas, som jeg én for én stiller på sofabordet, så de står parat, hvis hun får brug for dem. Hun ligger og ser lidt bleg ud, så jeg begynder med det samme.
– Ska’ du ikke ha’ en pille faster?
Hun ryster på hovedet, men peger hen på et vindue som står på klem, og mor skynder sig at lukke det. Gad vide hvem der har åbnet det; faster Didde må ikke få lungebetændelse nu, for hun har ingen modstandskraft, det har hendes læge selv sagt. Hvis jeg var hende, var jeg blevet hjemme.
– Så spiser vi, siger mor, og vi løber alle hen til bordet.
Didde spiser ikke med, hun har ingen appetit. Det gør nu ikke så meget, hun snakker altid om sygdomme og har så svært ved at tygge, det er uappetitligt. Og besværligt for mor, for bagefter koger hun alt hvad Didde har rørt ved i en stor gryde, kopper, tallerkener og den slags, vi vil jo nødig smittes med noget.
Alt i alt tegner det til at blive en fin juleaften. Maden er god, og henne under juletræet ligger der pænt med gaver. Det irriterer mig kun lidt, at Asger ikke er kommet alene. Han har taget sin nye kæreste med, en høj lyshåret pige med store fortænder. De sidder og mader hinanden ved bordet, som om de var et par fugleunger, og mor kigger så kærligt på dem så jeg er ved at brække mig. Gudhjælpemig om ikke også hun begynder at made far, så jeg rejser mig i protest og sætter mig hen til julegaverne. Lidt efter sætter Sanne sig hen ved siden af mig, og det hjælper ikke at de lokker med dessert, selvom jeg holder meget af ferskner i sirup; hos os får man ikke risalamande og mandelgave.
– Hvor er I blevet store, hvisker faster Didde fra sofaen og kigger nærmest lidt forskrækket på os.
Og hvor er du blevet gammel, tænker jeg ved mig selv, men i virkeligheden er hun ikke så gammel, hun har bare altid været syg.
– Sanne, jeg kan næsten ikke kende dig. Hvor gammel er du nu?
– 14, svarer min søster. – Snart 15.
– Pas på, siger faster Didde, – det er en farlig alder. Da jeg var 14 blev jeg gravid, men det ved du måske.
– Jeg passer på, lover Sanne.
– Vores far gav mig pisk, da han opdagede det, men lige meget hjalp det. Det var endda den pisk han brugte til hestene.
– Far har aldrig slået os, siger far pludselig henne fra bordet med munden fuld af mad.
– Og da jeg fødte Ingelise, måtte jeg føde hende selv, uden jordemoder eller noget, for det skulle være hemmeligt, forstår I. Og da hun så blev større, måtte hun ikke få noget at spise. Vores far ville ikke have det, for vi havde så lidt, og det var jo et uægte barn. Så jeg måtte stå op om natten og stjæle mad til hende i madskabet.
– Vi er aldrig blevet nægtet noget, siger far, – vi havde det godt hjemme.
– Ja det siger du.
Det er altid det samme, når faster Didde er hjemme; hun siger et eller andet om dengang hun var barn eller ung, og far protesterer. Når han fortæller om deres barndomshjem lyder det så hyggeligt, når hun fortæller lyder det som noget fra fjernsynet der er forbudt for børn. Jeg kan bedst lide fars måde, og jeg kan ikke lide at se ham sidde og vride sig i stolen. Men jeg tror nok at Asger har det omvendt, for han sætter sig tit hen til Didde og spørger hende ud, vil have flere detaljer – mens far forsøger at få en snak i gang med den lyshårede med fortænderne. Det ser nu ikke ud til at lykkes særlig godt, og da han vil made hende med et stykke medister, som han først selv har haft i munden, sparker mor ham over benet.
Nu er Didde ved at fortælle Asger om dengang mor var gravid med mig, og de var enige om at få det fjernet, for de havde ikke råd til flere børn. Jeg har hørt historien før, men ikke på den måde, og jeg kan ikke lade være med at lytte: De havde fået en adresse i Toftlund, til en læge som foretog den slags til ågerpriser, men jeg vidste ikke at far lod mor spadsere de sidste par kilometer derhen, mens han ventede i bilen uden for byen, fordi han ikke ville genkendes af nogen. Jeg vidste heller ikke at mor havde svært ved at gå turen tilbage til bilen, fordi hun havde stærke smerter i underlivet.
– Det passer heller ikke, siger mor.
– Det har du da selv fortalt, siger faster Didde, – vær nu ærlig.
– Jamen jeg løj, jeg havde ikke svært ved at gå turen tilbage, jeg gik nemlig slet ikke ind til den kvaksalver. Jeg satte mig bare på en bænk og hvilede mig.
– Hvad gjorde du? spørger far. – Så tro fanden det ikke virkede. Hvorfor sagde du så, at du havde ondt?
Mor trækker på skuldrene og smiler; hun er nu lidt underlig.
– Og hvad med pengene, du fik med? Dem har du vel beholdt?
Sådan er der altid ballade når faster Didde er på besøg, især når Asger er hjemme, og det ender næsten altid med at far kommer til kort. Jeg kan ikke lide det. Asger sidder og klasker sig på låret af grin, det er lige sådan noget han vil rode op i, men da Sanne begynder at ryste over hele kroppen, lister jeg lige så stille hen og åbner vinduet på klem igen. Det var nemlig også mig, der gjorde det første gang.
– Uh nej, jeg kan ikke tåle træk, siger Didde, hun er såmænd vågen nok, når det skal være, og det er som om snakken med Asger har givet hende farve i kinderne.
– Her er ikke gennemtræk, siger far, – og her er så tilrøget.
– Luk så det vindue, siger mor og kigger strengt på mig, og så lukker jeg det selvfølgelig, men Sanne sender mig et mærkeligt blik. Jeg tror hun ved, hvad jeg pønser på, men hun sladrer såmænd ikke. Det bliver nu ikke så let endda, for jeg har også lagt mærke til at den største af gaverne under juletræet er til mig – netop fra faster Didde. Og jeg har allerede en mistanke om hvad det er, nemlig et modeltog med skinner. Det har jeg ønsket mig flere år i træk, men far og mor har ikke haft råd.
Men først skal der tages af bordet, det ordner damerne, og så skal juletræet tændes. Det sidste ordner far, og da juletræet når helt op til loftet, må han bruge et kosteskaft med et lys for enden til at tænde de øverste med. Så synger vi „Dejlig er Jorden“, og det er den jo, trods alt, siger faster Didde.
Og minsandten om ikke jeg får ret med hensyn til gaven til mig. Der er både tog og skinner og togvogne, jeg bliver så glad at jeg løber hen og giver Didde et kys på kinden. Hun omfavner mig og trækker mig ned til sig på sofaen og kysser mig tilbage – på munden! Det kan ellers nok være jeg kommer væk, sådan er jeg aldrig blevet kysset før, ikke engang af mor. Det er så ulækkert, at det næsten er spændende. Lidt som at kysse en frø.
– Jeg holder så meget af den dreng, siger hun til mor, ligesom for at undskylde.
– Han holder osse meget af dig, siger mor.
– Der er osse en transformator! siger jeg.
De andre gaver er såmænd også udmærkede, de er ikke større end de plejer, men heller ikke mindre, og jeg havde frygtet det sidste. Selv har jeg kun givet meget små gaver, og det tror jeg måske skuffer én og anden, for jeg har jo penge på bankbogen nu, men det bliver jeg ikke ved med hvis jeg klatter dem væk til højre og venstre. Og når jeg gør det op, har jeg ikke brugt for nær så mange penge som jeg har fået for, så det er som det skal være.
Far er også godt tilfreds, for han har fået et par røde uldsokker af sin mor, og det var lige hvad han manglede. Han lader dem gå rundt, så vi alle kan se hvor fine de er. Faster Didde ler hæst, det mener hun vist ikke. Mor siger ikke noget.
– Bedste har selv strikket dem, siger han.
Da han tager dem på, er de alt for små.
– Det er tanken der tæller, siger han.
– Hvorfor kommer Bedste aldrig her til jul? spørger Didde.
– Hun har jo mange børn, hun kan ikke være alle steder på én gang, siger far. – Hun kommer næste år. Det er helt sikkert, det har hun lovet.
Han beholder strømperne på, selvom de kun lige når op over hælen. Så ler faster Didde hæst igen og kigger hen på mig; jeg ved ikke hvad det blik betyder.
Vi synger et par salmer mere; det vil sige far synger ikke, han sidder med det lange kosteskaft mellem benene, holder om det med begge hænder og lader det vugge frem og tilbage, mens han lytter til julesangen med rindende øjne.
Hvad der videre sker i løbet af aftenen, ved jeg ikke så meget om, for jeg skal ærligt indrømme, at jeg bliver så optaget af at lege med mit tog. Jeg lægger skinner rundt om træet og får toget til at køre rundt om det og hen gennem den dekoration, som far altid laver ved juletid; den er bare så fin med nisser i vat og vilde dyr i mos – og hen forbi krybben med Jesusbarnet i Betlehem. Det sidste ler Asgers kæreste længe ad; hun hævder at jernbanen ikke var opfundet da Jesus blev født, men jeg kan ikke se hvad hun skal blande sig i det for. Det er da værre at hun sidder på skødet af Asger og kissemisser og gør ved, da far læser juleevangeliet. Der er for resten det med juleevangeliet, at far aldrig kan finde det rigtige sted i Biblen, men skal have Asger til at hjælpe, og da Asger er en drillepind, får han far til at læse de mærkeligste steder, fra profetens bog for eksempel. Denne gang skulle det nu være det rigtige sted, men man ved aldrig, og far går pludselig i stå og siger, at der mangler noget.
– Der mangler ikke noget, siger Asger.
Men lidt senere er det det samme igen, far går i stå og har sved på panden.
– Det er ikke som det skal være, siger far.
– Så har det ikke noget med teksten at gøre, hævder Asger. – Jeg tror det er fordi du har læst det sted for mange gange, det lyder ikke længere som det gjorde engang.
Jeg forstår ikke hvad han snakker om. Hvad angår faster Didde, så får hun det bedre og bedre, og da vi siger godnat, hævder hun at det har været den bedste juleaften, hun har oplevet. Og så sluger hun en håndfuld piller og lægger sig til at sove på sofaen.
– Fik du taget af de små lysegrønne? spørger jeg.
– Jaja, siger hun.
– Er du sikker? spørger jeg, men hun er ikke det mindste i tvivl og smiler taknemmeligt til mig, fordi jeg „bekymrer mig sådan om hende“. Hun er en mærkelig kvinde; der er ikke mange der har sådan en tillid til mig, og det er på en måde det som gør det svært.
Da jeg går i seng, forekommer det mig at far kigger så skuffet på mig, som om han havde forventet at jeg havde et eller andet i ærmet. Eller også er det bare noget jeg bilder mig ind.
Første juledag er der altid juletræsfest på kroen. Far er klædt ud som julemand, og jeg er julenisse, og med hinanden i hånden kommer vi ind og deler julegaver ud til alle. Julegaverne er slikposer som far har i en sæk på ryggen, og de er selvfølgelig kun til børnene, og kun til de børn hvis forældre er medlemmer af „Julens Glæde“. Der er nu for resten ikke andre til stede, det er nemlig foreningen “Julens Glæde“ som arrangerer festen og har inviteret, men man ved selvfølgelig aldrig, og for en sikkerheds skyld læser far altid navnene højt og siger antallet af børn, og jeg deler så poserne ud. Hvis man ikke har mange penge, og det er der mange her i byen der ikke har, så er det en god idé at være medlem af „Julens Glæde“. De kommer nemlig rundt en gang i måneden og samler penge ind for folk og skriver selvfølgelig op, hvem der har betalt hvor meget, og de penge bliver så sat i banken. Til jul får man pengene udbetalt, og for renterne holdes der juletræsfest og uddeles slikposer til børnene. Slikposerne er købt i vores forretning, for far er nemlig med i foreningens bestyrelse, så det tjener han da lidt på. Og så er han julemand, hvad jeg tror han er glad for at være. Men se, Der Warming sidder også i bestyrelsen, og han har været julemand et par gange for købmand Frisk. Frisk er åbenbart blevet så stor på den, siden han har udvidet, at han holder sin egen lille fest for kunderne og deler sine egne slikposer ud. Man kan måske undre sig over at han ikke ringede efter far, da det nu engang er ham som plejer at være julemand her i byen, men det får så være. På det sidste bestyrelsesmøde i foreningen var Warming så fræk at spørge, om det behøver at være den samme som er julemand hvert år. Måske er turen kommet til ham, måske far og han skulle skiftes? Det ved jeg nu ikke. Warming er høj og slank og ligner slet ikke en julemand – hvad for eksempel min far gør, som er lille og tyk. Men den slags argumenter bider ikke på Warming. Foreningens formand har besluttet at de begge kan være julemænd, og det er Warming helt med på, men far er rasende. Der kan for helvede ikke være to julemænd i byen, siger han, og jeg giver ham helt ret – der er jo også kun én nisse, i hvert fald til juletræsfesten, og det er mig.
Far og jeg møder lidt tidligere end vi plejer og klæder om på første sal, og så sætter vi os til at vente. Fra et lille vindue kan vi se ned i salen. Folk begynder at komme, der serveres kaffe og kage for de voksne mens fru Simonsen spiller på hammondorgel. Så begynder børnene at danse rundt om juletræet. Det sidste synes far og jeg nu tager lidt af højtideligheden af det hele, for hvad har Jesu fødsel med dans og krumspring at gøre? Men lad nu det ligge, far og jeg skal ikke bestemme alt. Så bedst som vi sidder der, og jeg har tyvstartet på min slikpose, kommer Der Warming med sit kostume og begynder at klæde om. Han sætter sig ved siden af os, som om vi er de bedste venner, og vil aftale hvordan vi gør når vi kommer ind, men vi snakker selvfølgelig ikke til ham. Hvad har han forestillet sig? To julemænd? Da festen i salen er på sit højeste, og fru Simonsen giver os tegn, rejser far og jeg os på tælling og går ud på balkonen. Nu kan man se far sådan cirka fra navlen og op; man kan vist kun se hovedet af mig. Vi vinker og følger balkonen hen langs væggen og rundt, og så hen til den store trappe hvor vi kan ses i fuld figur – men Der Warming følger i hælene på os og forsøger at overhale. Far klemmer mig så hårdt i hånden, at jeg er lige ved at skrige, men jeg beder til Tarzan at han må hjælpe – og da Warming faktisk får møvet sig ind imellem os, spænder jeg ben for ham. Men jeg gør det lige nøjagtig inden vi kommer hen til trappen, så ingen ser det, for her på balkonen kan man ikke se vores ben; det eneste folk ser, er at Warming snubler og falder – og triller på hovedet ned ad trappen. Det er som om han falder i det uendelige – elorgelet holder inde og folk holder op med at synge; far og jeg står øverst på trappen og kigger ned. Til sidst slår Warming baghovedet i gulvet med et højt og ildevarslende gunk.
Så løber far ned og bøjer sig over ham, løfter ham op og bærer ham hen på et bord. Warmings hoved er helt ledeløst, ser jeg, og blodet løber ud af munden på ham og ned over julemandsskægget. Far råber efter en ambulance, og de voksne slår ring om os og holder på den måde børnene væk, for det ser rigtig grimt ud. Inden ambulancen kommer, har far allerede flere gange taget pulsen på Warming – det er nemlig noget far kan, han tager altid pulsen på mig når jeg har feber, det er han rigtig god til – men denne gang tror jeg ikke der er nogen puls, for han står så underligt med bøjet hoved, den ene julemand over den anden. Det er næsten ikke til at komme til for ambulancefolkene, men så skubber far til folk og siger med høj røst: „Respekterer I ikke døden?“ Og så kan det ellers nok være de kommer væk. Far har ordet i sin magt.
– Hvordan er det passiert? spørger fru Warming flere gange og kigger på far og mig.
Den arme kone er helt ude af den, og jeg er lige ved at gå til bekendelse, for nu begynder det at gå op for mig, at det jo er min skyld, min og måske lidt Tarzans, men far bryder ind og siger:
– Han faldt over sine egne ben.
Det er som om hun ikke helt tror på os, men nu kommer andre os til hjælp.
– Han snublede og faldt, fru Warming.
– Han snublede og faldt, gentager hun, og det er lige før hun skal have det stavet for at forstå det. Herregud, hun ved ikke hvor hun skal gøre af sig selv, og jeg beder til at ærkeenglen Gabriel vil trøste hende.
– Ville han mon have erstatning? er der én der spørger bag ved os, men ham er der ingen der svarer, for det er et temmelig upassende spørgsmål. Alligevel tror jeg, at det er hvad de fleste tænker; Der Warming er jo kendt for at komme til skade med vilje, men han havde nok ikke kalkuleret med at han kunne falde så uheldigt.
Da ambulancen er kørt bort med både hr. og fru Warming, foreslår et par af forældrene at festen fortsætter. „Af hensyn til børnene“, som de siger. Men da slår far i bordet og siger nej. Vi kan ikke fortsætte nu, for „der er én iblandt os som ikke er mere“, som han siger, og det bliver som far vil. Jeg kan godt lide den måde folk kigger på ham, når han siger sådan noget. Men så tager han pludselig fat i mig og trækker mig med ud på toilettet.
– Hvad sker der? spørger jeg.
– Har du ondt i maven?
Jeg ved ikke hvad han snakker om, men så knapper han op i mit nissekostume og hiver ned – og til min egen overraskelse ser jeg, at jeg har skidt i bukserne. Jeg forstår det ikke, det er mange år siden jeg har gjort det, og så uden at opdage det selv! Men far skælder ikke ud eller noget, det er rigtig sødt af ham. Han hjælper mig bare med at fjerne det værste og tørrer mig med wc-papir, og så går vi tilbage til de andre. Der er nu ikke så mange tilbage, mest dem fra bestyrelsen, de andre står uden for kroen og kan hverken få sig selv til at gå eller blive.
Far foreslår at vi beder en bøn, og vi sætter os alle ved bordet og folder hænderne. Jeg hører ikke hvad far siger, for det vil jeg ikke, jeg tænker på at jeg vil fortælle mor hvad jeg har gjort, når vi kommer hjem, så får jeg det bedre. Det var jo ikke min mening at slå Warming ihjel, han skulle bare ikke ødelægge det for far og mig. For som far siger, så er der kun plads til én julemand her i byen. Bare mor nu forstår det.
Da far og jeg siger farvel, ved vi ikke rigtig hvad vi skal gøre med slikposerne. Vi nåede jo ikke engang at dele dem ud. Men vi kan jo heller ikke lade dem ligge her, så formanden for „Julens Glæde“ foreslår, at vi tager dem med hjem til en senere lejlighed. Jeg tager sækken på nakken og går i forvejen, lidt efter kommer far.
– Kan slikket sælges igen? spørger jeg, for så får vi jo penge to gange.
Men det tror jeg nu ikke. Far svarer i hvert fald ikke.
Det er ikke så let at komme til at fortælle mor, hvad der er sket. For det er som om far hele tiden lægger sig imellem os, og jeg er nødt til at være alene med mor. Først da hun putter mig om aftenen, har jeg chancen.
– Der er noget jeg må fortælle dig mor, siger jeg.
– Jeg ved det allerede, siger hun og glatter mit hår.
– Ved du det?
– Ja, far har fortalt det. Og jeg forstår godt, hvis du har det dårligt.
Hun ved det, og hun forstår, og hun glatter mit hår! Jeg er allerede tilgivet. Det lyder næsten for godt til at være sandt, jeg må hellere være forsigtig.
– Hvad har far da fortalt? spørger jeg.
– Warming forsøgte at overhale, hvor der ikke var plads til at overhale; så faldt han over dit ben. Det var hans egen skyld.
– Var det? spørger jeg.
– Hvad ellers? Forsøgte du at spænde ben for ham?
Mor smiler så stort og varmt til mig, at jeg ikke kan få mig selv til at sige ja, for det lyder pludselig for mærkeligt. Og så tror jeg ikke mor vil smile til mig mere. Hvis hun da overhovedet vil tro mig. Jeg beslutter mig for at fars forklaring er den rigtige. Den er i hvert fald tæt på. Måske var det i virkeligheden det der skete? Jeg prøver at gå det hele igennem igen, inden jeg sover, men til sidst kører det rundt for mig, og jeg står op og lister ind til Sanne.
– Der er sket noget forfærdeligt, siger jeg. – Jeg slog Warming ihjel, og jeg gjorde det med vilje, jeg spændte ben for ham.
– Var det din mening, at han skulle dø? spørger Sanne.
Og her er det jeg bliver forvirret.
– Det var vel ikke ligefrem meningen at han skulle dø, siger jeg, – men det var jo heller ikke meningen at han ikke skulle dø, han skulle bare stoppes. Det er ligesom når nogen spænder ben i fodbold, i straffesparksfeltet. Der var bare ingen dommer til at fløjte.
– Der var jo far, siger hun. – Han så det vel.
– Måske gjorde han ikke, siger jeg.
– Måske gjorde han, siger hun.
Det er mærkeligt, at Sanne indimellem er den mest fornuftige at tale med. Og så pludselig er det som om man ikke kan nå ind til hende, som om hun både er der og ikke er der. Men lige nu er hun der.
– Må jeg sove hos dig? spørger jeg, og som svar gør hun plads til mig i sengen.
– Det kører rundt for mig, siger jeg.
Så rækker hun mig et pilleglas, som hun har stående under sengen. Jeg læser etiketten: mod uro. Så var det altså rigtigt, hun får ikke kun piller mod høfeber. Det med et fjernsynsinterview i England var måske også rigtigt? Men det er snart længe siden, hun fortalte mig om det, og hun har ikke været hjemmefra. Og nu handler det om mig. Jeg sluger én af pillerne og putter mig ind til hende.
– Der er ingen dommer til at fløjte, siger jeg.
Warmings begravelse er én af de bedste som far og jeg har været med til. Den har alt det en begravelse skal have: Den er højtidelig, knugende og hysterisk – og bagefter vanker der en stor æske chokolade til mig og en cigar til far. Fars tale er måske den bedste han har holdt; selvom jeg ikke hører efter, så kan jeg se det på virkningen af hans ord. Fru Warming kaster sig skrigende over kisten, og kirketjeneren slæber hende væk. To minutter efter er hun tilbage og kaster sig igen over kisten – og sådan går det frem og tilbage, jeg ved ikke hvor mange gange. Men fru Warming kommer også fra Harzen, og der er man ikke bange for at vise sine følelser. Det er lige før vi andre ikke kan følge med.
Jeg var nok blevet hjemme, hvis jeg havde fået lov af far, for jeg ser hele tiden mig selv spænde ben for Warming – hvorefter han falder ned ad trappen og gungrer baghovedet i gulvet. Og jeg ved ikke hvem jeg skal snakke med om det. Udover Sanne selvfølgelig, hun er en god støtte lige nu, hun minder mig hele tiden om, at det jo ikke var min mening at slå Warming ihjel. Det er godt at blive mindet om. Og så er Sanne oven i købet taget med til begravelsen, hvad hun ellers aldrig gør.
– Hvad sagde han? spørger jeg Sanne, efter far har holdt tale. Sanne er nemlig ikke bange for at lytte efter, men hun skal jo heller ikke stå og holde far i hånden imens.
– Han sagde, at han skammer sig, siger hun. – Han påtager sig en del af skylden for, at det gik som det gik.
– Han gjorde da ikke noget.
– Han skulle ha’ ladet Warming få sin vilje. Herregud, når han nu så gerne ville være julemand.
– Sagde far det? Det mener han da ikke!
– Nej, men det var det han sagde. Og det tror jeg var klogt af ham. Far er jo ikke dum, vel?
Hun har ret. Warming var en mand som mange fik sig et godt grin over, han var landsbyens tosse, men det er han ikke i dag – takket være far. Far har hævet ham til ære og værdighed, og det er altid sympatisk. Så sørger graveren for resten.
– Nå på den måde, siger jeg.
En mand jeg ikke kender, men tit har set til begravelser, kommer hen og giver far hånd og roser talen. Han siger noget om, at det er dejligt at høre på en mand, som ikke gør sig selv bedre end han er. Og så trækker han far lidt til side, og jeg hører ikke mere. Men far nikker og giver ham hånd igen.
– Hvem var han far? spørger jeg.
– Han var fra menighedsrådet, siger han. – De spørger om jeg har lyst til at stille op til næste valg.
– Menighedsrådet, gentager jeg, og jeg forstår ikke helt hvad det er, men at det er noget meget fint.
Selv mor ser benovet ud, da hun får det at vide. Hun sidder på en bænk og holder om fru Warming, så det virker lidt upassende da far bryder ind, men fru Warming forstår det godt og siger også tillykke.
– Kan jeg komme med dig til det der råd? spørger jeg.
– Nej, siger han. Og lidt efter: – Desværre. Og nu skal jeg jo osse lige vælges. Men mon dog ikke …
Og så smiler han et af sine sjældne smil som fortæller mig, at vi går en god fremtid i møde.
*
Det eneste der bekymrer mig er, at jeg har fortalt Sanne hvad der er sket. Og indimellem, når hun får sine anfald og ryster over det hele, siger hun mærkelige ting. Bare hun ikke røber mig. Jeg har lagt mærke til, at hun går meget for sig selv i skolegården og hvisker – jeg ved ikke til hvem eller om hvad. Forleden, da vi fulgtes på vej hjem fra skole, spurgte hun:
– Hvem bli’r den næste?
Jeg forstod først ikke, hvad hun snakkede om.
– Først var det Warming, hvem kommer så?
– Det var jo ikke min mening at det skulle gå sådan, siger jeg, – det har du jo selv mindet mig om.
– Selvfølgelig var det ikke det, siger hun og blinker med det ene øje, som om hun ved bedre.
Jeg cykler fra hende, for jeg har ikke lyst til at tale med hende når hun er i det humør, og da jeg kommer hjem, løber jeg ned til mit legehus. Det er ikke det samme legehus mere, efter tyren gik løs på det, men jeg har repareret det så godt jeg kunne. Og så har jeg en lille hemmelighed derinde: Da de kom fra kaninslagteriet, tog jeg én af mine kaniner fra og gemte den her. Jeg spurgte ikke nogen om lov, men jeg tror far og mor har fundet ud af det, og de siger ikke noget. Den får lidt køkkenaffald og en gulerod en gang imellem, og så går jeg en lille tur med den i sneen, det holder den meget af. Og når vi går sådan, så er det som om der ikke er så meget andet i verden som betyder noget. Men i dag bliver det ødelagt, for Sanne er fulgt efter mig, og nu står hun bag ved mig og har flere spørgsmål:
– Hva’ med faster Didde? Hun er en pestilens for far, og hun er én af de missionske. Jeg skal nok hjælpe dig.
– Hjælpe mig med hvad?
– Det ved du godt. Vi kan tage ud og besøge hende sammen, bare os to, du holder vagt.
– Sanne, siger jeg, – gå op på dit værelse og ta’ et par piller. Du er jo helt fra den, vi skal ikke noget som helst med faster Didde!
Hun kigger på mig, som om jeg har forrådt hende; pludselig ler hun højt og hjerteligt og går sin vej.
Men allerede et par uger efter bliver der ringet efter far; Didde er syg, denne gang er det alvor. Et øjeblik tror jeg Sanne har været ude hos hende, men sådan lyder det nu ikke. Da far tager af sted, får jeg lov at køre med – jeg har før været med til at tage afsked med Didde, og det er ret gemytligt, for eksempel plejer der at blive spillet kort. Det kan måske lyde lidt mærkeligt, at man spiller kort ved et dødsleje, men det synes jeg nu ikke, for den slags kan godt trække ud. Og hvad skal mandfolkene tage sig til? Kvinderne sidder jo og knævrer og holder den syge i hånden, men det bliver hurtigt lidt langtrukkent for mændene, i hvert fald min far og hans brødre. Så de spiller skat, og jeg får lov at sidde ved siden af far og tælle hans penge. Det hygger jeg mig meget med, især når far vinder. Sidst vandt han næsten hundrede kroner, og jeg tror han kunne have vundet mere, hvis det ikke var fordi faster Didde pludselig vågnede op og havde det meget bedre. Denne gang skulle det dog være alvor, kan jeg forstå, og det er lige før jeg håber det holder stik, for så foreslår Sanne vel ikke mere at vi tager livet af hende.
Da vi ankommer, kan vi høre Diddes vejrtrækning helt ude på gaden. Det forskrækker mig ikke, for den slags har jeg hørt før; døende mennesker støjer mere end man tror. Det er mere stemningen, da vi kommer ind i hendes soveværelse, som jeg ikke bryder mig om. Alle onklerne og tanterne som sidder rundt om den syge, den ene mere alvorlig og knuget end den anden. Især Bedste er ulykkelig. Hun er over 70, men strutter af sundhed; hun sidder rank på stolen, selvom hun græder.
– Det er ikke naturligt, siger hun, – at ens børn skal dø før én selv. Det er ikke naturligt.
Far lægger en hånd på hendes skulder for at trøste hende, men det hjælper ligesom ikke. Lidt efter flytter han den igen. Han har taget de røde uldsokker på, som han fik af Bedste i julegave. Jeg ved bare ikke om der er andre end mig der ser det.
Faster Didde selv ser faktisk ud til at være død, hun ligger helt ubevægelig og trækker ikke vejret. Men så begynder hun igen, og det piber og rasler i hendes lunger, så jeg går ind i stuen ved siden af. Hun har måske alligevel fået lungebetændelse?
Stemningen bliver nu hurtigt bedre. De voksne sætter sig i stuen og ser fjernsyn, og så skiftes de til at gå ind til den syge og holde hende i hånden. Fjernsynet overdøver det meste af Diddes vejrtrækning, snakken gør også sit. Der bliver snakket om vind og vejr, alt undtagen det som man er kommet for, men jeg tænker det er af høflighed – man ved jo ikke hvor meget Didde kan høre. Så ankommer onkel Dres og tante Signe og dermed er familien samlet.
Kvinderne tager strikketøjet frem, mændene rydder stuebordet og sætter sig til rette. Det er onkel Sigurd, Kedde, Dres og min far. Jeg sætter mig ved siden af far som trækker et spil kort op af inderlommen og giver det til Kedde. Kedde begynder at blande. Når de melder ud, gør de det hviskende og nærmest som om deres tanker er et helt andet sted, men det passer ikke, de er hver især lige så opsat på at vinde som altid. Jeg kan se det på øjnene. Og lidt på hænderne, men mest på øjnene. Da de har spillet et stykke tid, kommer Sigurd pludselig til at hamre hånden i bordet så kaffekopperne klirrer, men så minder far ham om hvor han befinder sig, og han bliver meget flov. Lidt efter kommer Kedde til at råbe for højt, og så bliver der tysset på ham; så kommer far til at grine da han får et vigtigt stik hjem – men efterhånden er de trætte af hele tiden at tysse på hinanden og spiller som de plejer, det vil sige, de råber og bander og svovler når de taber, skralgriner når de vinder. Jeg stabler fars penge i små stakke, betaler når der tabes og tager imod, når det går den rigtige vej. Far vinder nu ikke i aften, der er allerede en halvtredser i underskud, men måske har han virkelig svært ved at koncentrere sig. Midt i et spil smider han pludselig kortene fra sig og går ind til Didde. De andre forstår ikke noget, men da han lidt efter kommer tilbage, undskylder han sig med, at han troede han hørte Didde udånde.
– Det var ikke fordi du var ved at tabe? spørger Sigurd.
– Jeg havde gode kort, siger far.
– Du havde en gammel skid, siger Kedde, som har samlet fars kort op fra gulvet, men nu kommer Bedste hen til dem og tysser på dem. Så sidder de lidt duknakkede, ligesom vi nogle gange gør henne i skolen, men lidt efter bliver der blandet kort og delt ud igen.
Pludselig lyder det virkeligt som om Didde er ved at dø, hun giver et gisp fra sig, så man får helt ondt, og så holder hun vejret. Lidt efter gisper hun igen og ømmer sig højlydt.
– Hun har ondt, siger Bedste, – kan I ikke høre hun lider! Vi må ringe efter lægen.
Der bliver ringet, for faster Didde skal selvfølgelig ikke lide unødigt. Alle samles inde ved hendes seng i soveværelset. Jeg holder mig nu lidt i baggrunden og har for en sikkerheds skyld taget fars penge i lommen.
Da lægen kommer, sidder Didde op i sengen og holder Bedste i den ene hånd og min far i den anden. Lægen kaster et hurtigt blik på hende, giver hende så en sprøjte.
– Tak, stønner hun. Og lidt efter slappes musklerne i hendes ansigt, hun ser sig omkring og siger:
– Er I her alle sammen?
– Ja, mumler vi.
Og så smiler hun så kærligt; det er den slags der får én til både at holde af Didde, men også blive lidt klam i hænderne.
– Nu skulle hun få fred, siger lægen og pakker sin taske.
– Vågner jeg ikke op mere? spørger Didde.
Han ryster på hovedet. Hun giver ham sin hånd og fælder en tåre, men jeg tror det er af taknemmelighed. Han er allerede på vej ud af døren.
– Må jeg få Deres visitkort? spørger Didde pludselig med høj og klar stemme.
Lægen står ved døren og ved ikke hvad han skal sige, han er nær ved at grine, kan jeg se, men behersker sig.
– Du kender da læge Sivertsen, siger far, – han var her jo osse i går. Og du har jo lige fået at vide, at du ikke vil vågne op mere, hva’ vil du så med hans visitkort?
– Nånej, siger hun og lægger sig tilbage i sengen, nu smiler hun som en skolepige, som har fået sommerferie. Lægen går. Mændene sætter sig tilbage til kortspillet og kvinderne til fjernsynet og strikketøjet. Bedstemor bliver inde hos den syge.
Jeg må være faldet i søvn hen over bordet, midt under kortspillet, og da jeg vågner, er jeg helt alene i stuen. Solen er stået op, fuglene synger og vi skal alle snart til begravelse – tænker jeg. De voksne må være inde i soveværelset, men inden jeg går derind, når jeg lige at tælle fars penge. Han har tabt 34 kroner, Kedde har to hundredkronesedler imellem sine mønter. Pokkers også.
De står alle ved Diddes seng; først tror jeg det er fordi hun er død, for de ser alle så knugede ud, men det er hun ikke. Tværtimod. Nok er hun stadig bevidstløs, men hun trækker vejret uden besvær og har fået farve i kinderne.
– Vi må ringe efter lægen igen, hvisker far.
– Hvorfor? Hun har jo fået det bedre, mener Bedste.
– Jamen det skulle hun jo ikke … hun skulle jo sove hen, hun lider …
– Sådan ser det nu ikke ud. La’ os se tiden lidt an, foreslår tanterne i munden på hinanden.
Pludselig slår Didde øjnene op; først ser hun bare op i loftet, så man ved ikke rigtig, så vender hun hovedet og kigger fra den ene til den anden. Til sidst peger hun på far og siger lavt, og det er som om det koster hende alle hendes kræfter:
– Du skal væ-re god ved di-ne børn. Du skal væ-re god … god …
Didde lukker øjnene igen og sover tilsyneladende videre. Der er meget stille i den lille stue, mine onkler og tanter kigger ned i gulvet, hvorfor kommer de ikke far til hjælp? Når jeg kigger på dem, er det nærmest som om de skammer sig.
– Det er han osse! forsøger jeg.
– Hun snakker i vildelse, siger Sigurd. Men far er vred nu, kan jeg se, han går ind og henter rygetøj og spillekort. Og så går vi, uden at sige farvel. Bedste indhenter os ude ved bilen.
– Det må være noget hun har drømt, siger hun. – Ta’ det roligt.
– Her kommer man, for at våge over hende, hele natten … og så … Hun må få en anden læge.
Bedste forsøger at få far med ind igen, men uden held; hun plejer ellers nok at kunne få far til at makke ret. Jeg er også mest stemt for at komme hjem i seng, så jeg sætter mig ind i bilen og venter. Lidt efter sætter far sig ind ved siden af mig og starter bilen. Men han kører ikke direkte hjem, det overrasker mig noget. Han drejer ind på en markvej og standser. Så kigger han på mig på den der måde, så jeg spænder alle musklerne i min krop.
– Jeg har ikke fortalt hende noget, siger jeg, – på ære, det har jeg ikke.
Men han slår ikke. Han sparker heller ikke. Han nikker bare, som om han tror på, hvad jeg siger. Han glatter oven i købet mit hår, hvad han kun gør meget sjældent. Og så er det som regel, fordi han vil have mig til at gøre noget for sig.
Det er et mirakel, at Didde er kommet på benene igen, det siger lægen også, det må være Guds vilje. Jeg ved nu ikke hvis vilje det er, for det var ondt, det hun sagde om far, og hele familien hørte det, hvad må de ikke tænke? Far har ikke været sig selv siden, og han har flere gange været inde på Sannes værelse for at snakke et alvorsord med hende. Jeg ved bare ikke, hvad der er kommet ud af det, for Sanne har ikke fortalt Didde noget om noget. Didde må selv have dannet sig et indtryk, da hun var her juleaften. Et dårligt indtryk åbenbart, det får man for sin gæstfrihed, jeg kan godt forstå far er vred. Måske har hun overnaturlige kræfter og kan se ting, som er skjult for øjnene …
Nu gik det ellers lige så godt. Efter Warmings begravelse er der begyndt at komme folk i butikken igen, og far er kommet i Menighedsrådet. Så er han på en måde over præsten, tror jeg nok, og så er præsten nok ikke så stor på den længere. Hvis bare ikke Didde går hen og ødelægger det hele, det må ikke ske!
Men jeg kan ikke klare det alene; jeg er alt for lille, og jeg er så glad for det elektriske tog, hun gav mig. Hvis nogen skal hjælpe, må det blive Sanne. Hun er et hoved højere end mig, og hun er stærk; når vi slås omme på græsplænen, vinder hun altid. Hun kunne måske sætte sig på Didde, og så tvinger jeg de grønne piller i munden på hende? Eller måske en pude over hovedet, så hun ikke kan få luft? Det nemmeste ville være, hvis vi tog derhen sammen og så forklarede hende situationen. Mon ikke hun vil forstå? Mon ikke hun vil samarbejde, så vi ikke behøver bruge vold?
Jeg forsøger at finde Sanne i skolegården, men de siger hun slet ikke er kommet i skole i dag. Det kan jeg ikke forstå, for jeg fulgtes med hende i morges. Måske pjækker hun, måske har hun fundet sig en ny kæreste.
Men så da jeg får fri, står hun pludselig ved cykelskuret og ser helt forpustet ud.
– Er der sket noget? spørger jeg. – Jeg har ledt efter dig, de sagde du var gået hjem.
– Bland dig udenom, siger hun.
Men jeg lader hende ikke slippe så let. Da hun cykler, cykler jeg efter hende og kommer op på siden af hende.
– Sanne?
– Ja.
– Det du sagde med at … gøre det af med faster Didde. Mener du det virkelig?
– Mener hvad?
– Det ved du godt. Vil du hjælpe mig?
– Du må ikke være rigtig klog, det var for sjov. Troede du jeg mente det?
– Øh … nej selvfølgelig ikke.
Og så lader jeg hende cykle. Det her er åbenbart noget, jeg må klare alene.
Man må ikke slå ihjel, står der i Biblen, så ryger man i helvede. Men så må jeg i helvede, der er ikke andet for; jeg ved der er evig ild og alle slags torturinstrumenter. Det skræmmer mig selvfølgelig, men ikke så meget at det gør noget. Det jeg er oppe imod her og nu er næsten værre. En pude over hovedet, det må være det letteste, jeg vælter hende om på gulvet og sætter mig på hende og så … Da jeg står foran Diddes hoveddør, beder jeg både til Gud, Tarzan, Gabriel og Djævelen. Så ringer jeg på. Og venter. Måske kan jeg skræmme hende ihjel? Hendes hjerte er vist ikke så stærkt. Jeg ringer igen. Ingen svarer. Skulle jeg være så heldig, at hun ikke er hjemme? Jeg tager i døren – som er åben.
– Didde? kalder jeg ind i hendes stue.
Hun ligger inde i soveværelset, sover. Over sengen står der: „Herren er min hyrde, mig skal intet fattes“. Det er min chance, nu skal jeg slå til. Jeg går helt hen til hende. Men hun trækker jo ikke vejret … Måske er hun allerede død? Jeg forsøger at mærke hendes puls, sådan som far plejer at gøre. Jeg kan ikke mærke noget, og hendes arm er helt slap. Hun ligger i sin seng, er vist sovet stille ind. Jeg falder på knæ ved sengen og takker hende; først gav hun mig det elektriske tog, så døde hun netop som jeg skulle til at slå hende ihjel.
Jeg kommer til at savne hende.