Noget at skulle have sagt
– Jeg ved hvem der satte ild til Bedstes hus, siger Sanne. – Jeg må tale med Krüger.
– Spis først din pandekage, siger mor.
Der ligger stadig en halv pandekage på Sannes tallerken, og hjemme hos os går man ikke fra bordet uden først at have spist op. Og da slet ikke nu, når vi har gæster. Sanne forsøger at arbejde sig igennem den så hurtigt hun kan, men så er mor der igen:
– Spis langsomt pige, og lad være med at tage munden så fuld.
Hvad er det med Sanne? Nu tilhører vi byens spidser, vi må virkelig tage os sammen og holde på formerne.
– Undskyld, siger hun og spytter lidt pandekage tilbage på tallerkenen.
– Hvem er det da, som har gjort det? spørger Mette, men Sanne svarer hende ikke. Når nogen spørger om noget som ikke vedkommer dem, så kan man bare lade som om man ikke har hørt spørgsmålet, så meget har vi lært efterhånden. Mette fortæller alting videre til sine forældre, og så ved hele gaden det inden solen er gået ned.
Da vi endelig rejser os og siger tak for mad, og mor siger velbekomme, er det lige ved at være for sent at få talt med Krüger. Han er nemlig på vej ud til sin bil, og da Sanne kommer løbende, står han og siger farvel til far.
– Jeg ved hvem der satte ild til Bedstes hus! siger hun.
– Hvad siger du tøs? spørger Krüger. Åh, nu misunder jeg Sanne, for det er skønt når de voksne ser på én med det blik; når man kender en hemmelighed, og det ikke kan gå hurtigt nok for dem at få del i den. Sanne åbner munden, men jeg ved ikke hvad der sker, der kommer ikke et ord over hendes læber. Hun ser hen på mig; måske ved hun ikke, om hun kan være bekendt at røbe vores hemmelighed? Strengt taget er det jo ikke noget, jeg har givet hende lov til. Men nu er det for sent at trække i land, når man har sagt A må man også sige B.
– Jeg ved det osse, siger jeg.
– Hvem er det da? spørger far.
– Hr. Tarriel, siger jeg.
– Og hvem er så det? spørger de to mænd i munden på hinanden.
Jeg vender omkring og går tilbage gennem køkkenet; de skynder sig efter. At tænke sig at have to voksne – begge med kasket – i hælene!
– Var det osse ham, du mente? spørger Krüger Sanne, og Sanne nikker.
Mette gennes hjem af mor, ser jeg i forbifarten, og det er nok klogt, for det her er ikke for pattebørn. Jeg går op ad trappen og giver mig god tid, åbner døren til mit værelse.
– Det var ham, siger jeg og peger på min skytshelgen. De to mænd kommer ind og kigger, men forstår ingenting.
– Og hvem er så det? vil Krüger vide.
– Hr. Tarriel selvfølgelig. Tarzan og ærkeenglen Gabriel i én og samme person.
– Skal du holde os for nar? spørger far, og det giver et stik i mit hjerte, for er der noget jeg ikke vil, så er det at holde dem for nar.
– Den fister kan vist ikke have sat ild til noget hus, siger Krüger.
– Jo han kan, og han kan mere end det! siger jeg, – hvis jeg be’r ham om det. Han kan alt, hvad jeg be’r ham om!
Men nu kommer mor ind på værelset og stiller sig ved siden af mig. Hun er lidt forlegen og siger undskyldende til vores betjent:
– Vi ved ikke hvem det er, vi forstår ikke hvordan nogen kan gøre noget så forfærdeligt mod Bedste. Hun var så vellidt af alle, også af børnene. Og børn skal jo ha’ en forklaring, og de har jo fantasi …
Krüger nikker og forstår, det er fordi jeg er ulykkelig og har for meget fantasi. Og så siger han endnu en gang farvel og går. Far følger ham ud. Er der da ingen som tror på, hvad jeg siger? Jeg føler mig så elendig og til grin. Og Sanne, hvor er Sanne? Hun kan bevidne, at jeg taler sandt.
Først da Krüger er kørt, dukker hun op igen, og jeg har en mistanke om, at hun har gemt sig med vilje.
– Hvor har du været? Jeg havde brug for dig, siger jeg.
Hun svarer ikke, trækker kun på skuldrene.
– Nu vil jeg høre sandheden, siger mor. – Hva’ er det I to har for?
– Jeg ved ikke hvad du snakker om, siger Sanne.
Men det gør hun jo! Hun var jo selv med til det! Jeg bliver så rasende, at jeg begynder at slå ud efter hende, og så efter mor, de må begge holde om mig for at få mig til at falde til ro.
Mor skælder ud og siger, at jeg kan blive på mit værelse resten af aftenen. Sanne bliver hos mig, det er rigtig sødt af hende, jeg ligger på sengen med alt tøjet på og alting snurrer rundt for mig. Det hjælper først, da jeg får én af hendes piller.
– Det var hr. Tarriel, siger jeg, – og det var fordi vi bad ham om det, kan du ikke huske det?
– Selvfølgelig kan jeg det, siger hun.
– Tror du nu han er vred på mig, fordi jeg har røbet ham?
– Nej, siger hun.
– Det var ikke hans idé, det var min. Det var osse mig der fandt på at det skulle være Bedste, hun stod øverst på min liste.
– Det er ikke din skyld, siger Sanne. – Det er hverken din eller Tarriels skyld, det er min. For det var nemlig mig der gjorde det. Jeg satte ild til Bedstes hus.
– Gjorde du?
– Da vi bad din skytshelgen om hjælp, havde jeg været ude hos hende om eftermiddagen med et par liter benzin og en æske tændstikker. Først låste jeg døren, udefra, så satte jeg noget for bagdøren.
Er det sådan det hænger sammen; det var Sanne?! Og jeg som troede det var min skytshelgen. Mærkeligt nok kan jeg ikke blive rigtig vred på hende, men det kan også skyldes pillerne.
– Du glemte katten, siger jeg, – den skulle du først have lukket ud!
– Jeg troede den var ude, for jeg så en kat, men det kan så ikke have været hendes.
– Hvorfor sagde du det ikke, som det var? Hvorfor alt det om hr. Tarriel? Jeg er da gammel nok til at holde mund.
Hun kigger vurderende på mig og tænder en cigaret. Det er første gang hun ryger inde på mit værelse, og jeg skynder mig at åbne et vindue, så røgen kan komme ud. Tænk nu hvis det opdages at Sanne ryger – oven i det andet.
– Er jeg ikke? spørger jeg.
– Så skal du osse vide hvordan faster Didde døde, siger hun, – for det var nemlig osse mig. Kan du huske vi mødtes i cykelskuret henne på skolen, og du forstod ikke, hvor jeg havde været? Jeg havde pjækket og været henne hos hende; det var ikke så svært, hun lå og sov, så jeg satte mig bare på hende og holdt en pude for hendes hoved. Jeg tror slet ikke, hun nåede at opdage det var mig.
– Faster Didde? Så har du slået to mennesker ihjel, siger jeg.
Hun nikker bare. Jeg må tilstå, jeg tager hatten af for Sanne. Jeg har kun slået Warming ihjel, og jeg ved ikke engang om det var med vilje.
– Hvem er den næste på din liste? spørger hun.
Men jeg lader som om jeg ikke hører spørgsmålet, jeg gaber og lægger mig til at sove – for det er vist bedst jeg tænker mig om, før jeg nævner flere navne for Sanne.
Alle i skolen ved selvfølgelig at Bedste er død, og de ved også at hun brændte inde. Jeg ved ikke hvor mange der er klar over at branden var påsat, men jeg har da hørt hvisken om det i krogene. Frøken Port spørger mig, om jeg synes klassen skal bede for Bedste, og det har jeg ikke noget imod. Så vi folder alle hænderne, mens hun siger et par bevingede ord; må Vorherre tage vel imod Bedste i sin himmel og så videre. Så vidt så godt.
– Frøken Port? siger jeg. – Må jeg foreslå endnu en bøn?
– Ja, siger hun. – For hvem?
– For den person som satte ild til huset.
Det giver et sæt i hende, og alle mine klassekammerater vender sig og kigger på mig; jeg må skynde mig at forklare.
– Jeg er ikke så bange hva’ angår Bedste, hun troede på Gud og fulgte hans bud, så hun skal nok komme i himlen. Jeg er mere bekymret for den person som satte ild til hendes hus og var skyld i hendes død. Han får vel svært ved at komme i Himlen?
– Ja, siger frøken Port, – det var en ond handling.
– Men uanset hvem det er, er det jo et menneske, en Guds skabning, og vedkommende har meget mere brug for vores bønner end Bedste. Kan vi ikke be’ Gud om ikke at være for hård ved hende, eller ham, kan vi ikke nok?
Nu forstår frøken Port lidt bedre, kan jeg se, og hun smiler varmt til mig. Hun tørrer oven i købet en tåre væk, og det er længe siden jeg har givet hende anledning til det, i hvert fald den slags tårer.
– Det er smukt tænkt af dig, siger hun. – Meget smukt. Men så må vi først vide hvem den skyldige er, han må træde frem og tilstå. Så kan vi gerne be’ for ham.
De ved selvfølgelig ikke, at det er Sanne, så vi kan ikke bede for hendes sjæl. Men den dag kommer måske. Det ville jeg næsten ønske. Men der er noget andet som nager mig lige så meget:
– Hvis man nu ved hvem det er, og ikke siger det til nogen, er man så osse en fortabt sjæl?
– Hvis man ved hvem det er? Gør du det?
– Nej, siger jeg. – Men hvis der nu går én eller anden rundt og … Han er jo osse kun et menneske, en Guds skabning. Men man skal måske osse vide hvem det er, for at kunne be’ for ham?
Nu er frøken Port ikke rigtig med mere, hun kigger meget bekymret på mig.
– Glem det, siger jeg.
Og jeg forsøger med mit gamle trick, nemlig at smile og blinke på samme tid, som om det hele var en spøg. Men denne gang virker det ikke, kan jeg se. Der er stille i klassen meget længe, indtil frøken Port beder os slå op i læsebogen. Og da timen er forbi, forsøger hun at komme til at snakke med mig, men jeg løber så hurtigt jeg kan.
*
Mor og far skal i byen i aften, og de er ved at klæde om. De er inviteret til fest hos viceborgmesteren og skal derfor være fine i tøjet. Nu varer det ikke længe, før der er kommunevalg, og far stiller jo op for Venstre og skulle have gode chancer, så vi er allerede ved at få en ny omgangskreds. Sanne og jeg sidder i stuen og glæder os til at være alene hjemme, det er vi ikke forvænt med.
Mor har fået en ny kjole, og hun kommer hele tiden ind og viser den frem for os; den er pæn, hun ligner en rigtig dame. Fars skjorte derimod sidder ikke godt, det gør skjorter sjældent på ham. Mor hiver og trækker i den, men lige meget hjælper det. Så prøver hun at rette på selerne, for bukserne sidder for højt, men hvis de sidder længere nede får han hængerøv, og det dur jo heller ikke. Far bliver irriteret og virrer med hovedet – med det resultat, at han drysser cigaraske på gulvtæppet.
– Se nu der, siger mor, – vores nye gulvtæppe!
– Her er efterhånden så fint, at man ikke engang må spytte på gulvet, siger han.
Jeg har nu aldrig set ham spytte på gulvet. I hvert fald ikke inde i stuen.
Endelig tager de af sted, og Sanne og jeg er alene. Det første vi gør er at tænde for fjernsynet og sætte os alt for tæt på skærmen, så skiftes vi til at skrue fra program til program. Vi tænkte det nok, vi får hverken tarmslyng eller hjernebetændelse, ikke engang ondt i øjnene. Vi henter slik i butikken, og Sanne sætter sig til at drikke øl og ryge cigaretter. Jeg smager lidt af hendes øl, men bryder mig ikke om det. Hun påstår at det er et spørgsmål om tilvænning, så jeg forsøger igen.
Det er lørdag aften, men vi vil ikke synge slagere uden mor og far; det er nu rigtig hyggeligt alligevel. Indtil det banker på hoveddøren. Vi skynder os hen til stuevinduet; i genboens vindue kan vi se, at det er frøken Port. Hvad i alverden vil min religionslærer her?
Da jeg går ud og lukker op, står hun på hovedtrappen og smiler til mig. Det slår mig hvor lille og almindelig hun ser ud, helt anderledes end når hun står bag katederet.
– Må jeg tale med din mor eller far? spørger hun.
– De er ikke hjemme, de er i byen, siger jeg. – Henne hos viceborgmesteren, du ved.
– Jaså, siger hun.
– Hva’ drejer det sig om? spørger Sanne bag skulderen på mig.
– Jeg vil bare gerne tale med jeres mor og far, når de får tid, siger hun og smiler igen, men hun smiler ligesom ikke til nogen, mere sådan ud i luften. Så går hun.
Hvad fanden var det? Jeg bliver lidt urolig, og Sanne forhører mig; har jeg sagt noget, har jeg røbet hende? Jeg sværger, at jeg ikke har, men hvad er det så? Der er slået skår i Sannes og min alene-hjemme-aften, men det hjælper lidt, da vi lover hinanden at frøken Port er den næste på dødslisten. Så drikker vi begge lidt mere og rykker endnu tættere på fjernsynet, og til sidst får jeg faktisk ondt i øjnene.
Jeg må være faldet i søvn, for jeg vågner ved at Sanne lægger mig i seng. Hun hvisker til mig, at mor og far er kommet hjem, klokken er over et. Jeg mindes ikke, at de er kommet så sent hjem før. Jeg kan høre de tumler rundt nede i stuen og synger.
– Har de haft det hyggeligt? spørger jeg.
– Det er der vist ingen tvivl om, siger hun. – De er pissefulde. Osse far. Han er mest fuld, du skulle høre ham. De kan næsten ikke komme af tøjet.
– Hvad har de lavet?
– Alt muligt. Ham viceborgmesteren er vist ikke kedelig, han har foreslået at de byttede koner.
– Byttede koner?
– Men det ville far ikke være med til, siger han. Mor ville godt. Men ikke far, så det blev vist ikke til noget.
– Nå gudskelov.
– Jeg tror nu osse det var ment som en spøg, for viceborgmesteren har slet ingen kone, han er skilt. Men man ved aldrig med ham, han er fra København, og så kan han vist meget godt lide mor. Så måske en gang, når han har fundet sig en kone …
Bare mor og far nu kommer efter det, tænker jeg, ellers falder far nok aldrig til i byrådet.
*
Krüger er kommet tilbage – denne gang for at tale med mig, kun mig. At politiet har tid til det, det er underligt at tænke på, jeg er ikke fyldt tolv år endnu. Vi sidder over for hinanden inde i stuen, mor og far og Sanne sidder ude i køkkenet. Krüger har taget kasketten af, han sveder. Ingen af os siger noget, og det er fint nok med mig. Der har været så mange pauser i samtalerne på det sidste, det generer mig ikke længere. Han har først spurgt om skolen, og om jeg spiller fodbold og den slags, og så er vi kommet til det med Bedste – jeg tænkte nok det var det, han ville frem til. Hvor meget ved jeg? Har jeg hørt eller set noget? Jeg ved ingenting, siger jeg. Og så pause. Han kigger sådan granskende på mig, venter. Jeg kigger tilbage på ham med mine store blå øjne. Og så begynder han forfra med det om frøken Port, og hvad jeg har sagt i religionstimen; det må have gjort et stort indtryk på hende, og det har ikke hjulpet at tale med far. Hun kom tilbage om søndagen, men far tog hende måske ikke alvorligt nok, han tager hende ikke så alvorligt. Desuden havde han vist ondt i hovedet. Men han spurgte mig da ud: Vidste jeg noget om den brand, som jeg ikke havde fortalt? Men jeg sagde bare nej, og så troede han på det.
– Når min søn siger nej, så betyder det nej, sagde han til frøken Port.
Han kan nok ikke forestille sig, at hans børn har noget med mordet på hans gamle mor at gøre. Men det kan frøken Port godt. Hun er gået til vores lokale politi, og nu sidder Krüger her og sveder. Jeg har næsten ondt af ham. Og jeg er lidt stolt, for til sidst må han give op, han får ikke mere ud af mig.
– Min dreng lyver ikke, siger far til Krüger, men Krüger virker usikker; jeg håber så sandelig ikke jeg skal være skyld i, at de to bliver uvenner.
Da Krüger er gået, tager mor mig på skødet og sidder og holder om mig, og det er altid dejligt – men også svært, for så får jeg sådan en lyst til at fortælle hende, hvad jeg ved. Hvor kommer den følelse fra? Jeg forstår det ikke, og jeg forsøger at bekæmpe den; jeg hopper ganske simpelt ned fra mors skød inden følelsen får overhånd. Så giver jeg mig til at lege med mit elektriske tog, og så kommer jeg på andre tanker.
Men så, mens jeg sidder på gulvtæppet og leger, begynder Sanne pludselig at fortælle. Jeg kan næsten ikke tro mine egne ører, og mor og far kan ikke tro deres; hun fortæller hvordan hun først slog faster Didde ihjel og derefter Bedste. Hun glemmer ikke katten. Det kommer til at lyde som en god historie, måske fordi hun slet ikke virker berørt af det, og da hun er færdig, griner mor og far. Af én eller anden grund griner Sanne også selv, men jeg begynder at græde, jeg ved såmænd ikke hvorfor, og der er gudskelov ingen der lægger mærke til det.
– Det kunne ellers være kønt, siger far, – hvis det var sandt.
– Det er det, siger Sanne.
– Ja, ellers var far jo aldrig kommet i byrådet, hulker jeg, men det får kun alle til at grine endnu højere.
Så opstår der igen en pause, en rigtig lang én endda, endnu længere end den mellem Krüger og mig.
– Jeg er ikke kommet i byrådet endnu, din torsk, siger far. – Men de siger jeg har gode chancer. Det håber jeg holder stik.
Og så pause igen. Det mærkelige er, at jo længere pauser der er, jo mere sker der imellem pauserne, da kan alting gå vældig hurtigt. Sådan også nu: Pludselig begynder mor også at græde. Nu forstår hun det er alvor, tror jeg, men hvad med far? Han snakker så tit om “livets alvor“, der er så mange mennesker der ikke kender den, ifølge ham, men kender han den selv? Jeg sidder og kigger på ham, og jeg kan se at han gerne ville gøre noget nu, men han ved ikke hvad – men så slår han sig pludselig på låret, så det giver et sæt i os alle. Han rejser sig og tager Sanne hårdt i armen.
– Hvad skal vi? spørger hun.
– Vi skal hen til doktor Madsen, siger han.
– Ikke doktor Madsen, hviner hun, – ikke doktor Madsen!
Hun slår og sparker, og hun er lige ved at slippe fra ham, men så tager han hende om livet og får hende bakset ud i bilen. Mor og jeg står i hoveddøren og kigger, da de kører, og jeg skal lige til at vinke, men det virker ligesom ikke passende. Jeg kigger op på mor; måske hun kan forklare det her for mig?
– Sanne har ikke taget sin medicin, siger hun. – Ellers ville hun ikke fylde os med sådan noget uhyggelig snak.
– Jamen hun ta’r sin medicin, siger jeg, – det ved jeg.
– Så ta’r hun måske for meget, eller noget forkert. Du kan nok forstå, vi kan ikke la’ hende gå rundt og sige sådan så andre folk hører det.
– Hvis det nu passer?
– Du vil måske hellere ha’ vi ringer til Krüger og får hende sendt i fængsel. Vil du?
Selvfølgelig vil jeg ikke det. Jeg har nok ikke gennemtænkt det, sådan noget er de voksne meget bedre til, de tænker længere frem i tiden og ser tingene fra alle sider. Bare Madsen ikke er for hård ved Sanne, det er det eneste jeg beder til.
– Og hva’ ved du for resten om Sanne, siger mor, – hun kan sagtens ha’ bildt dig noget ind, det ku’ bedst ligne hende.
Det kan der være noget om, Sanne har sagt så meget som ikke var sandt, for eksempel det med tv-udsendelsen i London. Jeg er måske for nem at narre. Men hvis det ikke var hende, hvem var det så? Var det alligevel hr. Tarriel?
– Og det var ikke den sprællemand du har hængende over din seng, siger mor så, som om hun kan læse mine tanker.
– Hvem var det så?
– Det er ikke godt at vide. Nogen vi ikke kender, onde mennesker som kan lide at gøre ondskabsfulde ting.
– Findes der sådan nogen her i vores by?
– De findes vist alle vegne.
– Hvorfor er de onde?
– Fordi de ikke tror, og når de ikke tror, er de tabt for Vorherre. Og så kan de ikke længere skelne mellem rigtig og forkert.
– Ligesom motorbøllerne? spørger jeg.
– De slår vist ikke folk ihjel.
– Nej, men de hører ikke til Guds bedste børn, det har far sagt så tit. De har ingen respekt for nogen ting, ikke en gang for Krüger.
– Ikke en gang for Krüger, siger mor.
Hun slår en latter op og ryster på hovedet. Men så bliver hun stille, sidder længe og ser frem for sig. Jeg har givet hende noget at tænke over, kan jeg mærke. Jeg er ikke sikker på hvad.
Da far kommer hjem med min storesøster, ligger hun sovende i hans arme. Det ser faktisk smukt ud, som han kommer bærende på hende. Han viser hende frem for mor, som aer hende på kinden.
– Så gav det ro, siger far.
– Gudskelov, siger mor.
Og far lægger Sanne på sofaen og sætter sig i en lænestol ved hendes side. Nu og da retter han lidt på hendes tøj og tager hendes puls. Alt er vist som det skal være.
– Jeg må hellere sidde hos hende i nat, siger han.
– Mon det nu osse er nødvendigt? spørger mor.
– Så har jeg det bedst, svarer han. – Bare for at være på den sikre side.
Og så bliver det sådan.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene, og mor gør heller ikke; hun nikker, men ikke indvendigt, kan jeg se.
Da jeg er kommet i seng, flyver tankerne rundt i hovedet på mig og holder mig vågen. Til sidst lister jeg hen til soveværelsesdøren og banker på. Mor låser op.
– Jeg kan ikke sove, siger jeg.
– Hvorfor ikke? spørger hun.
– Sanne, siger jeg bare. Så tager hun mig ved hånden, og vi går begge nedenunder. Vi lister hen til døren ind til stuen og kigger i smug. Far sidder på sin stol ved siden af sin datter som stadig ligger bevidstløst sovende på sofaen. Han sidder med ryggen til os og stryger en hårlok fra hendes ansigt, glatter lidt på hendes tøj, mumler et eller andet beroligende. Pludselig vender han sig og kigger på os. Jeg er forberedt på at vi får en skideballe for at belure ham, men det gør vi ikke, han smiler og vinker til os. Vi vinker tilbage og bakker baglæns hen til loftstrappen igen.
– Er du så rolig? hvisker mor til mig, da vi går op.
– Meget, siger jeg. – Men må jeg ikke sove inde hos dig i nat?
Det virker nærmest som om hun bliver glad for, at jeg spørger, og jeg putter mig tæt ind til hende og falder hurtigt i søvn. Men da jeg vågner igen, ser jeg at mor sidder op i sengen med åbne øjne og foldede hænder.
– Be’r du mor? spørger jeg.
– Ja, siger hun.
Solen er allerede ved at stå op, og lyset kryber ind under gardinerne. Det gør mig godt at tænke på at mor sidder og beder, så kan det ikke gå helt galt, og jeg kryber ned under dynen og falder i søvn igen.
Mors bønner er vist ikke blevet hørt, for Sanne har det ikke så godt her til morgen. Nok er hun kommet til bevidsthed, men det holder hårdt; hendes undermund hænger og hun taler utydeligt. Og så vil hun partout hen til telefonen og ringe til Asger, men der sætter far ligegodt grænsen. Hvad vil hun tale med Asger om måske? Jeg kan ikke forstå hvad Sanne siger, fordi hun snøvler, men også fordi far afbryder hende og siger at hun er utaknemmelig. Nu har han siddet hos hende hele natten, og så ter hun sig sådan? Mor og jeg blander os ikke, men vi står og ser på og holder hinanden i hånden; mors hånd klemmer nu lige lovlig hårdt, især da far igen tager Sanne om livet og slæber hende ud i bilen.
– Ikke doktor Madsen, siger Sanne, – ikke Doktor Madsen igen!
Nu snøvler hun da ikke, bemærker jeg, men hun kæmper ikke så bravt som i går, hun har ikke så mange kræfter. Til gengæld sender hun mor og mig et par øjne som er så bønfaldende, at man mest af alt har lyst til at se den anden vej. Hvad jeg da også gør – men så falder mit blik tilfældigvis på telefonen, og så får jeg det lidt bedre. For der er jo også den mulighed at jeg ringer til Asger!
Skal jeg nu ringe mens mor er i stuen, eller skal jeg vente til jeg er alene? Jeg ser det lidt an, må hellere være forsigtig, det er aldrig til at vide med mor. Nu henter hun pålægschokolade fra butikken, den lyse Heinrich Jessen som jeg holder så meget af, og så tænder hun for fjernsynet. Det er godt nok midt på formiddagen, men der er altid noget over Tyskland.
– Vi skal nok få den gamle Sanne igen, siger mor.
Jeg sidder lidt og tænker over, hvad det mon er for en Sanne hun mener. Men så glemmer jeg alt om det, for nu begynder den med hunden Lassie, og det er mors og mit yndlingsprogram, selvom der ikke er nogen der synger. Jeg ved ikke hvor længe vi sidder og ser det, men på et tidspunkt begynder mor at kigge lidt meget op mod bornholmeren, og så kommer jeg i tanke om Sanne igen.
– Mon hun skal ha’ en beroligende sprøjte mere? spørger jeg.
– Nu får vi se, det kan jo være Madsen vil prøve med en anden slags sprøjte. Der er vist mange forskellige slags.
Det lyder meget fornuftigt i mine øre, selvom jeg har svært ved at forstå hvad Sanne egentlig fejler. Endelig hører vi fars bil i indkørslen, og mor skynder sig at slukke for fjernsynet, selvom filmen slet ikke er færdig.
Det mærkelige er at far kommer alene tilbage, han har slet ikke Sanne med! Han kommer ind til os med mælkekasketten i hånden, og den tanke slår mig at min storesøster er død. Men så slemt er det ikke, trods alt.
– Hvor er Sanne? spørger mor.
– Hun blev indlagt, siger far. – På Augustenborg, det mente Madsen var bedst.
– På tosseanstalten? spørger jeg.
– Sådan hedder det ikke, siger mor, – det hedder sindssygehospital.
– Han turde ikke selv tage ansvaret længere, siger far, – og jeg var heller ikke tryg ved at have hende herhjemme.
– Ak herregud, siger mor. Og det er som taget ud af min mund. Tænk at jeg skal have en søster som er indlagt der! Det er noget der vil blive snakket om, også henne i skolen, og jeg skal være forberedt på at blive drillet. Kan hun overhovedet komme tilbage igen, når hun først er kommet derhen? Og hvad gør de ved hende, lægerne og sygeplejerskerne, ud over at de lægger hende i spændetrøje og giver hende elektriske stød selvfølgelig? Har hun mon fået sine cigaretter med? Og kan man ryge samtidig med, at man er spændt fast og får stød? Det er vist bedst ikke at spørge mere til det, så bliver det for svært at sove i nat. Og nu trænger et andet og måske endnu vigtigere spørgsmål sig på.
– Hvad så med kommunalvalget? spørger mor.
Far trækker på skuldrene og sætter sig tungt i lænestolen.
– Jeg ved det ikke, siger han. – Nu gik det ellers lige så godt, akja, man kan hurtigt komme ned på jorden igen.
Han har stadig kasketten i hånden og fingererer lidt ved den, som han kun gør når noget er rigtig skidt; havde han bare villet nøjes med at klø sig i øret med en kuglepen, så ville jeg ikke være bange.
– De ønsker vel ikke længere jeg stiller op, siger han. – En datter på sindssygeanstalt, det falder jo tilbage på forældrene.
Mor går hen og giver ham et trøstende knus, og det er ellers ikke noget jeg ser så tit.
– Vi kunne måske pynte lidt på det, foreslår mor forsigtigt. – Vi behøver måske ikke sige det er Augustenborg.
– Jo! siger far med fast stemme. – En politiker må fortælle sandheden; ellers kan det blive brugt imod ham senere. Jeg må lægge kortene på bordet, alle!
Det giver et sæt i både mor og mig. Kan han nu også mene det? Behøver alle kortene lægges på bordet?
– Måske du først skulle snakke med dem inde i Venstre, siger mor.
Senere på aftenen ringer hun til Asger og fortæller ham, hvad der er sket. Eller det meste af det – hun nævner ikke det med sofaen, så meget hører jeg da, det kunne ellers nok interessere Asger. Det kunne jeg selv fortælle ham, men på den anden side, skulle han komme og give far en røvfuld nu? Det er ligesom for sent, og Sanne har ikke noget at være bange for mere, ikke hvad det angår i hvert fald.
Far har snakket med dem inde i Venstre, og de er enige om at lægge kortene på bordet, de fleste af dem i hvert fald, for på den måde at komme sladderen i forkøbet. Dem inde i Venstre kender dem inde på avisen, så nu bliver far interviewet af en journalist – og jeg har fået lov at komme med. Det er nu lidt kedeligt, men det er sjovt at se manden tage notater i en lille blok, han kan sørme skrive hurtigt. Men får han nu også alt det med som far siger? Far siger nemlig meget, og det er alt sammen vigtigt; hans øjne skinner, og indimellem har han en klump i halsen. Bagefter skal der tages fotografi.
Det er far selv der foreslår at jeg kommer med på billedet. Fotografen ved først ikke, men så bøjer han sig, så det var alligevel godt jeg tog med. På det første billede står jeg ved siden af far, som sidder ned, på det andet sidder jeg på skødet af ham. Jeg hælder hovedet på skrå og gør mine øjne store, og så læner jeg kroppen ind mod far. Fotografen roser os begge meget, og på vej hjem til mor køber far sig en cigar og en pose maltbolsjer til mig.
Og allerede næste dag kan jeg se mig selv i Jydske Tidende. Det blev det billede hvor jeg står ved siden af far, jeg tror det andet havde været bedre, men pyt med det. Far får mange sympatitilkendegivelser, som det så fint hedder, folk roser ham i butikken, og fru Simonsen kommer her med blomster. Hun har en kusine som er spastiker, og det har hun sikkert også måttet høre for. Så vidt jeg kan forstå, har far været meget ærlig i interviewet, han har sagt at Sanne nu er indlagt på den lukkede afdeling, og at vi selvfølgelig er meget kede af det i familien, men vi ser heller ingen grund til at holde det hemmeligt. Sanne er som hun er, og vi elsker hende alligevel. Der står også lidt om mig, nemlig at jeg ikke fejler noget, og det er jeg utrolig glad for at vide.
Det som far nok tager flest kegler på er, at han mener der burde afsættes flere midler af den offentlige kasse til de sindssyges tarv. Jeg ved ikke helt hvad der menes med tarv, men det er vel noget med at der skal være medicin og spændetrøjer nok til alle. Jeg tør ikke spørge for meget, man skal ikke altid gå i detaljer. Da far bliver spurgt hvor pengene til de sindssyge skal komme fra, siger han, at der skal noget mere industri herud på landet, så hjulene kan komme til at snurre. Det synes jeg er godt sagt. Jeg er bare så glad for at far stadig har ordene i sin magt, og at det ikke kun er til begravelser.
Det kan vel ikke undre nogen, at far får mange personlige stemmer til valget. Så mange at han ikke bare bliver valgt ind i byrådet, men også kommer i avisen – igen! Denne gang er jeg dog ikke med henne hos journalisten, og det er jeg lidt sur over, men jeg kan ikke komme med hver gang, siger mor, og der skal nok komme en chance igen. Hun læser artiklen op for mig, da den står at læse i avisen, og jeg forstår næsten det hele. Journalisten spørger, om far så vil gøre noget for de sindssyges tarv, nu han har politisk magt, og far svarer, at han vil tage sagen op ved førstkommende lejlighed. Desværre blev det en socialdemokrat som løb med borgmesterposten, men det vil far ikke lade sig skræmme af; der er ikke den ting han ikke vil tage op ved førstkommende lejlighed. Jeg er bare så stolt af min far, og det er mor også. Gad vide om ikke også Sanne er, hvis hun da kender til den gode nyhed; det er jeg blot ikke så sikker på, hun gør. For Sanne har det stadig ikke godt, og det gør os alle kede af det. Mor ringer til hospitalet en gang i ugen og taler med hende, men Sanne er slet ikke sød ved mor i telefonen, og mor græder tit bagefter. Så vi venter med at besøge hende, indtil hun har det lidt bedre. Jeg skal selvfølgelig med, det har de lovet mig, og det glæder jeg mig til, tror jeg nok.
Jeg kan mærke, at der bliver kigget på mig med lidt andre øjne nu, også i skolegården. Der er ligesom kommet mere respekt. Et par af lærerne ønsker mig tillykke, selvom jeg nu ikke tror, de har stemt på far. Det skal de ikke høre et ondt ord for, når bare de ved, at han er blevet én, som har noget at skulle have sagt. Og det ved de.
Det ved Nisse Budde også, nu er hans far nok ikke stærkere end min far mere, for der er mange måder at være stærk på. Men han er bange for, at jeg skal komme for godt i gang, han går og skuler til mig i frikvartererne. Pludselig kommer han hen og siger:
– Er din søster kommet på tosseanstalt?
Jeg er ikke så bange for ham, som jeg har været, så jeg kigger ham lige i øjnene og spørger:
– For resten du, var der ikke noget med en mælkekasket, som I har glemt at levere tilbage?
– Hvad for en mælkekasket? Nå den. Nej, den hænger hjemme på væggen ved siden af rådyrgevirerne, siger han.
Og så kan jeg ikke finde på noget at sige. Pokkers også. Der er et par drenge i skolegården som har hørt det og som griner. Men ikke så højt som tidligere, sådan mere med ansigtet vendt væk. Ansigter som vender sig væk og hvisken i krogene, det er noget der er kommet mere af. Jeg vil tro, man kan vænne sig til det. Det er da også bedre end altid at blive overset, vil jeg mene.
Da jeg ser, at den ene af drengene er William, stiller jeg mig hen ved siden af ham. Vi er da en slags venner, tror jeg nok.
– Du skal ikke ta’ dig af Nisse, siger han.
– Det gør jeg heller ikke, siger jeg. – Så du billedet af mig og min far i avisen?
– Ja, siger han. – Og hvis nogen siger det er usmageligt, så skal du ikke ta’ dig af det.
– Usmageligt? Hvem siger det?
– Det ved jeg ikke. Men hvis det er, så skal du ikke ta’ dig af det.
Vi står lidt, og jeg tænker på at hans far vist stemmer på de konservative, det siger min far i hvert fald. Og Venstre har taget en del stemmer fra de konservative. Jeg gad vide om ikke det er skoleinspektøren, som synes vi er usmagelige.
Det er noget andet med Mette, hun er begyndt af følge efter mig igen, ligesom i gamle dage. Hun løber i røven på mig, når hun ser mig, og spørger om vi skal lege. Det gør ikke så meget, man skal være overbærende over for de små; hvis bare hun ville lytte, når jeg forklarer det med far og byrådet. Men det gør hun ikke, hun er mere interesseret i at høre om Sanne og Augustenborg, og det har jeg ikke lyst til at tale om. Jeg vil faktisk allerhelst glemme det. Men det er svært, for jeg savner min storesøster. Når jeg ser hende, vil jeg spørge om hun vil spille rommy med mig, og så vil jeg ikke blive vred, hvis jeg taber, kun hvis hun snyder.
Da jeg kommer hjem fra skole, bliver jeg meget glad, for mor siger at vi snart skal besøge Sanne.
– Har hun fået det bedre? spørger jeg.
Det svarer hun ikke på, far gør heller ikke, han sidder og kigger ud ad vinduet.
– Vi har fået et brev fra hendes psykiater, siger mor så.
– Hendes hva’ for noget?
– Det er sådan en slags læge. Og hun be’r os komme til samtale.
– Ja, og så må vi jo hellere troppe op, siger far, – når hun be’r os om det. Sannes psykiater er en dame, og hun vil gerne se hva’ vi er for nogen.
– En samtale? siger jeg.
– Du kan jo lege i haven imens, siger mor, – og så bagefter skal vi være sammen med Sanne. Jeg bager boller, det kan hun så godt li’. Glæder du dig ikke?
– Det tror jeg nok.
Men jeg kan da godt regne ud, at der er optræk til ballade, dummere er jeg heller ikke. Far sidder og surmuler hele aftenen, og da jeg er gået i seng, kan jeg høre dem skændes nede i stuen; det er længe siden jeg har hørt dem skændes på den måde, de er lige stædige og ingen af dem vil give sig. Til sidst er far helt ude af den, kan jeg høre, og river garanteret sin skjorte itu og kravler rundt på alle fire, jeg orker ikke engang at gå ned og se efter.
– I kan tage ad helvede til, råber han. – I kan få mig dømt og buret inde, hvis I vil.
Skulle han virkelig kunne komme i fængsel? Det lyder lidt interessant, og jeg kravler ud på gulvet og lægger mig med øret mod gulvbrædderne. Lidt efter siger mor ordet “tavshedspligt“ – og det lader til at berolige far, hvordan det nu kommer sig. Kan det være noget med, at børn har pligt til at forholde sig tavse, så længe deres far er i fængsel? Jeg kunne bedre forstå hvis Sanne kom i fængsel, men det er fordi jeg hele tiden glemmer, at det ikke var hende der slog Bedste og faster Didde ihjel, det er kun noget Sanne siger, fordi hun er sindssyg. Og når hun er sindssyg, er det fordi hun har sovet for meget med far på sofaen. Tror jeg. Eller for lidt.
Jeg kryber tilbage i sengen og ligger og forestiller mig far bag tremmer og med en lænke om benet; hvad mon det vil betyde for hans arbejde i byrådet? Måske ham fra avisen så vil troppe op igen og lave et nyt interview, med billede og alting, måske Sanne kunne komme med på billedet denne gang og sidde på fars skød? Men kun hvis hun tager ham i forsvar selvfølgelig, og siger hun tilgiver ham og stadig elsker ham, og den slags, men så skal hun nok have en sprøjte først, og så er det hun har så svært ved at holde sig vågen. Og hun kan jo ikke sidde på fars skød og sove, det vil se underligt ud, det er vist sådan noget de forstår ved usmageligt. Det er bedst at far ikke kommer i fængsel, det er jeg rimelig sikker på. Jeg kunne tage til den samtale og fortælle hende psykiatrikeren, at vi har det godt hjemme hos os, bortset fra at Sanne desværre er lidt syg i hovedet for tiden, men nu ser vi frem til at hun snart bliver rask igen. Det er jo ligesom meningen med at hun er på sygehus; hvad får de fine mænd og damer i kitler ellers deres penge for? Min far har for resten i sinde at gøre noget for de sindssyges tarv, og han har politisk magt, så mon ikke vi skulle se at blive enige. Sanne skal gøres rask, og hendes far og mor har lov at være i fred. Især hendes far. Sådan. Måske jeg skulle tage min kanin med? Bare så jeg ikke føler mig alt for alene. Det er sin sag altid at være den der løser familiens problemer, nu jeg ikke er ældre, men nogen må jo tage affære. Jeg håber bare at jeg kan genkende Sanne, man ved aldrig hvad de har gjort ved hende, og at jeg ikke får elektrisk stød, hvis jeg tager hende i hånden.