Det hvide slot
Jeg kan ikke forstå, hun ikke bare giver mig de penge. De står på bankbogen, det kan hun jo selv se, og bankbogen er min.
– Tre hundrede? spørger hun.
Jeg nikker, det har jeg jo sagt. Hun trommer lidt med kuglepennen, ved ikke helt hvad hun skal gøre. Er det fordi jeg har et tornyster på ryggen og en kanin under armen? Det må man nok ikke have i en bank.
– Du er ikke gammel nok til selv at hæve, siger hun. – Du skal have en fuldmagt med hjemmefra.
– Det er der ingen der har fortalt mig.
– Er du mælkemandens den yngste?
Jeg nikker igen.
– To hundrede, siger jeg så. Og tilføjer: – Jeg har selv tjent dem ved at have kaniner. Nu skal jeg på ferie i Sønderborg.
– Et øjeblik.
Hun går hen til ham bankbestyreren, som far kender og som også sidder i byrådet. Det var det, jeg var bange for. Hun hvisker noget til ham. Han kigger hen på mig, løfter telefonrøret. Skal jeg løbe nu? Nej, det er allerede for sent. Han taler med far, eller mor, forhåbentlig mor.
Nu kommer manden hen til mig. Han er ikke tyk, det troede jeg man skulle være i byrådet, og han bruger livrem i stedet for seler. Det ser fjollet ud, synes jeg. Far og jeg bruger seler.
– Din far vil gerne tale med dig, siger han.
Han viser mig hen til telefonen. Jeg går ind på den anden side af disken, løfter røret, rømmer mig lidt. Jeg er glad for der ikke er andre kunder i banken.
– Er det dig knægt? spørger far.
– Ja.
– Hva’ ska’ du med de penge? Tror du ikke hellere du skulle se at komme hjem, og det i en vis fart?
– Jo, siger jeg og lægger hurtigt røret. – Hvor meget bliver det? spørger jeg bankbestyreren, for jeg ved hjemmefra at det er dyrt at tale i telefon.
Han slår afværgende ud med hånden, og jeg går uden at kigge mig tilbage. Pludselig kommer damen løbende efter mig med bankbogen, som jeg havde glemt. Jeg takker og putter den tilbage i tornystret. Men der er jo ikke så meget idé i at have en bankbog, hvis man ikke engang kan få lov at hæve. Det er lige groft nok. Jeg skulle aldrig have sat de penge ind dengang, jeg skulle have gemt dem et sted under min seng. Men de påstod jo, at penge stod sikrest i en bank, jotak.
Nu kommer rutebilen kørende, som jeg skulle have været med. Men det kan ikke nytte, jeg må hjem og modtage min straf: en spandfuld tørre tærsk og stuearrest. Det var, hvad der kom ud af det flugtforsøg. Lidt sørgeligt, men det er der så meget der er. Jeg må se om jeg kan tage det i stiv arm.
Chaufføren og jeg får øjenkontakt. Han ser rar ud, kigger spørgende på mig og sætter farten lidt ned; jeg ligner nok én som skal med. Han ligner til gengæld én som med fornøjelse vil køre mig ud i den store vide verden – og pludselig har jeg løftet hånden og fået rutebilen standset. Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan det er sket, det er ligesom gået hen over hovedet på mig. Lidt som engang i Toftlund Friluftsbad; jeg stod ved den dybe ende af bassinet og kiggede på vandet og de legende børn – og pludselig lå jeg ude midt iblandt dem og plaskede. Hvordan jeg var kommet derud, forstod jeg aldrig. Jeg må have glemt mig selv og bare sprunget. En livredder reddede mig på land, for jeg kunne jo ikke svømme.
– Og hvor skal du så hen, lille ven?
Der hænger en plastikgris med solbriller og dingler i forruden, og der lyder tysk underholdningsmusik i bilradioen. Der er ikke andre passagerer.
– Sønderborg, siger jeg og stiger ombord.
– Jeg kan køre dig til Vojens, så kan du tage toget derfra.
– Det var osse det jeg mente, siger jeg.
Jeg har gudskelov lidt småpenge i lommen, nok til at jeg kan betale en enkeltbillet. Han klør Ninus bag øret og rækker mig en avis, som jeg kan lægge under den, så den ikke griser sædet til. Det skulle jeg nok selv have tænkt på, men han skælder ikke ud, er tværtimod glad for at hjælpe. Det er først da bussen kører, det går op for mig, at jeg kun har fem kroner og halvtreds øre tilbage. Hvad gør jeg så? Jeg kan ikke komme videre med toget, jeg har ikke engang råd til at køre retur. Om en halv time er jeg ved jernbanestationen, så må jeg hellere have en god idé til, hvordan jeg kommer videre. Hvis jeg ikke kan komme på noget, må jeg ringe hjem og bede far om at hente mig. Den mulighed vil jeg helst ikke tænke på. Og det er ikke kun fordi jeg er bange for røvfuldene, det er også fordi det bliver svært at forklare mor og far hvad der var mit ærinde. De vil ikke forstå, at det er til vores alles bedste jeg får talt med den psykiatriker og sat tingene på plads. Det vil de først forstå, når jeg kommer hjem igen og min mission er fuldbragt.
Da vi ankommer til Vojens, har jeg udtænkt en plan for hvordan jeg kommer videre. Først tager jeg min pung op af lommen og gemmer den på bunden af mit tornyster. Så går jeg hen til telefonboksen foran indgangen og lader som om jeg ringer. Det er en lidt underlig fornemmelse at stå der og tale ned i et rør til en hyletone, for hvad skal man sige?
– Ja så er jeg stukket af hjemmefra, siger jeg. – Nej, jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage. Kan I nu ha’ det rigtig godt alle sammen?
Jeg ser mig omkring; en mor går forbi med et barn på armen.
– Jeg vil be’ for jer, siger jeg og lægger røret på.
I billetsalget hjælper de mig med at finde ud af, hvornår det næste tog kører til Sønderborg og fra hvilken perron, og så sætter jeg mig til at vente. I ventetiden får Ninus lov til at hoppe lidt rundt på flisegulvet i ventesalen; den virker meget fortrøstningsfuld, og det har en god indvirkning på mig. Jeg giver den lidt vand på toilettet og et æbleskrog, som jeg finder i en skraldespand. Da toget ankommer, tager jeg Ninus under armen og gør mig parat – og få sekunder før toget kører igen, løber jeg ud på perronen og hen til konduktøren. Han beder om at måtte se min billet, og jeg griber i lommen efter min pung – men selvfølgelig forgæves.
– Åh nej, siger jeg. – Hvor er min pung nu blevet af? Jeg må have glemt den i telefonboksen. Kan jeg nå at hente den, inden I kører?
– Så skal du fandenrasme være hurtig, siger han og kigger på sit ur.
– Hold lige den her, siger jeg og rækker ham Ninus, og han når slet ikke at protestere. Så løber jeg ind gennem forhallen og ud til telefonboksen fra før, hvor der selvfølgelig ikke ligger nogen pung. Jeg vender om og løber tilbage igen. Konduktøren står med Ninus og venter, og da han ser jeg kommer, løfter han med sin frie hånd fløjten og trækker vejret dybt ind.
– Den var der ikke, siger jeg forpustet, – jeg forstår det ikke.
– Så har de taget den, de sataner! siger han og fløjter. Han giver mig kaninen tilbage, skubber mig ind i toget og følger selv efter.
– Hvor mange penge var der i den?
– Tre hundrede kroner, lyver jeg og er lige ved at græde. – Jeg skal på ferie i Sønderborg. Nu kan jeg ikke betale billetten.
– Det skal vi nok finde ud af, bare rolig, trøster han. – Det er nok de satans motorbøller.
– Motorbøller, har I osse sådan nogen her i Vojens?
– Vi har snart ikke andet. Så du ikke de sad og hang inde på jernbanecafeteriet? Det er der de holder til, de kommer fra hele Sønderjylland. Om natten kører de hen forbi alderdomshjemmet og giver den gas.
– Sådan nogen svinepelse, siger jeg.
– Nu ringer jeg fra førerhuset til billetsalget, så ringer de til mig hvis nogen skulle finde din pung og indlevere den. Ellers får du bare et girokort med, og så betaler du senere.
Derpå går han videre, koncentrerer sig om andre passagerer og lader Ninus og mig i fred. Så let var det, min plan lykkedes, jeg er på vej til Sønderborg og den store vide verden.
*
Da jeg ankommer til Sønderborg by, er det blevet aften. Jeg går fra jernbanestationen hen til rutebilpladsen, og jeg giver mig god tid, for der er så meget jeg skal se. Der er det ved store byer, at de på mange måder ligner små byer, de er bare større – og det vidste jeg i forvejen, for det har jeg set i fjernsynet. Men når man selv står midt i det og ser rigtig efter, så er der også andre forskelle. Måden de store byer er større på, er der også noget stort ved; det virker helt naturligt, selvom det jo slet ikke er det. Tag for eksempel alt det elektriske lys her i Sønderborg, butiksvinduer og stuevinduer og gadelygter, den hele molevit er jo badet i lys; er det nu også nødvendigt, tænker man, og hvem skal betale? Men det er som om den slags ikke bekymrer nogen, og inden der er gået længe, bekymrer man sig heller ikke selv om det. Det er pludselig helt naturligt at der er lys overalt, og man ville nok undre sig, hvis det pludselig blev slukket. Så vil sådan én som mig sige: Jeg tænkte det nok, det kunne ikke blive ved med at gå. Men det er fordi jeg kommer fra en lille by; Sønderborg har jo været stor længe.
På rutebilstationen, som er cirka tre gange så stor som den i Vojens, finder jeg hurtigt den rutebil som kører til Augustenborg. Det er ikke noget at prale med, for der står et skilt i forruden på hver af rutebilerne, hvor man kan læse hvor de kører hen. Jeg kan se, at der sidder en chauffør inde i den til Augustenborg, men døren er ikke åbnet endnu. Så må man vente. Jeg kigger endnu en gang, og jeg er næsten sikker på, at det er en kvinde der sidder derinde – med kasket! Det er første gang jeg ser en kvindelig rutebilchauffør, men det ser meget naturligt ud, også det. På en måde er der noget stort ved, at der også er plads til den slags yderligheder, tænker jeg – og så kan ingen da sige noget til, at jeg har taget en kanin med. Jeg sætter Ninus hen under en bænk, hvor der vokser noget ukrudt, og den guffer i sig. Det er godt at se, den har vel fortjent det, jeg kunne ikke få bedre rejsekammerat. Der er det gode ved kaniner, at de spiser al slags ukrudt, og ukrudt gror alle vegne, også i store byer; det grønne pibler op mellem fliserne eller en revne i cementen.
Nu er problemet bare hvordan jeg får betalt billetten. Jeg finder pungen op af tornysteret og tæller pengene igen. Der er stadig kun fem kroner og halvtreds øre. Der er også en leverpostejmad, ser jeg, den havde jeg nær glemt. Den smager himmelsk, og selvom jeg selv har smurt den, får den mig til at tænke på mor. Men det kan ikke nytte, så begynder jeg bare at græde, og nu går det jo lige så godt. Hvis jeg forestiller mig, at hun smiler opmuntrende til mig, går det bedre. Og så gør jeg bare det, hun smiler og smiler.
Mens jeg sidder her, kommer der flere til som skal med den samme rutebil, og som også venter. Jeg har lyst til at tale med dem, men ved ikke hvad jeg skal sige. En gammel dame kigger ned under bænken til Ninus og smiler.
– Er der langt til Augustenborg? spørger jeg hende.
– Syv-otte kilometer, siger hun.
Det lyder ikke så farligt. Nu åbner chaufføren endelig døren, og folk begynder at gå ind. Jeg tager Ninus under armen og følger trop. Hvis der nu ikke er penge nok, vil jeg lægge hovedet på skrå og lave store, himmelblå øjne.
– Hvad koster en enkelt til Augustenborg? spørger jeg.
– Fire kroner, siger hun.
Der var jeg heldig.
Når man kommer fra Sønderborg og kører mod Augustenborg, går det først ligeud. Landskabet er fladt, og der er næsten ingen træer. Men så netop som man tænker, at alt er ligesom derhjemme, begynder det at gå opad. Man studser lige engang; men nu er man jo kommet østover, så hvad andet kan man forvente? Lidt efter går det så nedad igen. Og ikke så snart er man kommet ned, før det går opad igen! Stille og roligt, men alligevel. Som om det ikke var nok, giver vejen sig til at dreje til den ene side – og lidt efter til den anden: Det er som om den ikke kan blive enig med sig selv om, hvor den vil hen! Det sidste kunne jeg godt have undværet, og jeg kan mærke på Ninus, at den har det på samme måde. Nu er det godt, at jeg har avisen under den. Men så nærmer vi os vist, for nu kører vi ind gennem en by; igen alt det lys. Da rutebilen standser, står jeg af, for jeg kan jo nok regne ud at det er Augustenborg.
– Hvor ligger sygehuset? spørger jeg chaufføren.
Hun peger og forklarer, jeg begynder at gå.
Men det mærkelige er, at da jeg følger hendes forklaring, kommer jeg ikke til noget sygehus, jeg kommer til et stort hvidt slot. Et slot som ligger omgivet af græs og grønne træer. Det er en mellemting mellem Amalienborg og Christiansborg, bare malet hvidt, og så ligger det midt i en smuk park. Skulle de sindssyge holde til der? Skulle de bo i så fornemme omgivelser? Det virker lidt mærkeligt.
Ninus får lov at hoppe lidt rundt et sted, hvor der er mælkebøtteblade; den ser ud til at have fået det bedre igen. Men hvor skal jeg gøre af den? Jeg vil ikke tage den med ind til de sindssyge, den skal ikke også udsættes for det, så jeg binder den til et træ med et halsbånd, jeg har i tornysteret. Og så går jeg hen til vinduerne i slottet. Vinduerne er store, jeg passer godt på, jeg ikke bliver set.
Det er pæne store rum, skal jeg love for, og der er rent og ordentligt overalt. De sindssyge går rundt og ser ikke ud til at have det dårligt. Der er én der græder, og én der sidder i et hjørne og slår hovedet ind i væggen, men det er jo ikke anderledes end så mange andre steder. Umiddelbart kan jeg ikke se Sanne noget sted, men måske ligger hun fastspændt nede i kælderen.
Jeg går hen til det næste vindue. Her sidder en ung kvinde i hvid kittel og snakker i telefon, det er nok et kontor. Nu ler hun. Så kommer der en mand ind, også i hvid kittel, han ser træt ud. Der kommer en patient ind til dem, og han bliver budt en stol og en tår kaffe, det er ham der græder. Han får lov at sidde og græde hos dem, manden i hvid kittel læser, kvinden snakker fortsat i telefon.
Jeg går fra vindue til vindue, ser flere stuer med senge, de fleste står tomme, et andet sted er der fjernsynsstue. Der sidder en håndfuld mennesker og ser en film, nu er der et nærbillede af en hund, en collie, gad vide om ikke det er Lassie. Ser de sindssyge også Lassie? De ser ud til at have det hyggeligt, jeg får helt lyst til at sætte mig ind iblandt dem. Og der kommer Sanne ind. Hun sætter sig bagerst og kigger med. Hun er oppegående, det gør mig godt at se, men måden hun går på siger mig, at hun er lidt groggy. Men det var hun jo også hjemme, i hvert fald til sidst. Jeg forsøger at få øjenkontakt med hende, men det er ikke nemt, de andre skal jo helst ikke se det. Til sidst lykkes det; hun kigger lige ud på mig og jeg vinker. Så nikker hun, men fortrækker ikke en mine – og retter igen blikket mod fjernsynet. Jeg forstår det ikke. Hun så mig jo, hun nikkede til mig, eller tog jeg fejl?
Hoveddøren er ikke låst. Der er lidt langt op til håndtaget, men jeg kan da nå det, og så lægger jeg alle kræfter i for at få døren op. Der sidder én bag en glasvæg og strikker, mon ikke hun er sygeplejerske? Hun løfter blikket, da jeg går forbi, og kalder på mig.
– Hallo, hvem er du? Hvad skal du?
Men jeg går bare videre som om jeg ikke hører det. Jeg er nået et pænt stykke hen ad gangen, da hun kommer løbende bagefter mig.
– Jeg skal besøge min søster, siger jeg. – Min mor og far er på vej, de kommer lige om lidt.
– Hvem er din søster?
– Hun hedder Sanne, og dér sidder hun, siger jeg, da jeg kommer hen til stuen med fjernsynet.
Nu jeg er kommet ind, og de andre har set mig, bryder sygeplejersken sig ikke om at smide mig ud.
– Din mor og far kommer om lidt?
Jeg nikker. Så går hun, men hun ser sig tilbage et par gange. Jeg sætter mig ved siden af Sanne. Hun kigger på mig, men smiler ikke. Gad vide om hun genkender mig.
– Mor og far kommer ikke, hvisker jeg. – Der er kun mig. Jeg er kommet for at se, hvordan du har det.
Hun nikker, ser fjernsyn. Skærmen er større end på vores derhjemme.
– Hvordan har du det Sanne?
– Jotak, siger hun.
– Jeg har dine cigaretter med.
Jeg viser hende cigaretterne, hun kigger på dem med et underlig tomt blik. Da jeg holder dem op for øjnene af hende, nikker hun og smiler, men hun tager ikke imod dem; jeg kan ikke lide det smil. Ryger hun ikke mere? Hvorfor siger hun ikke noget? Hun sidder der ligesom en dukke, og det gør de andre for resten også. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op, giver mig til at glatte hendes hår. Hun lader mig gøre det, måske mærker hun det ikke.
Der kommer en anden dame i hvid kittel, og jeg går hende i møde. Vi giver hånd, jeg kan forstå det er psykiatrikeren. Nå så det er hende, tænker jeg.
– Dine forældre har ringet, siger hun. – De gættede på, at du ville dukke op. Du er jo stukket af hjemmefra?
– Ja, siger jeg. – Det er jeg nemlig. Har du tid til at snakke lidt med mig?
Hun ler kort og usikkert. Det har jeg det fint med. Hun viser mig ind på et kontor; det virker som noget fra en film.
– Og hvad vil du så tale med mig om? spørger hun og peger på en stol. Jeg sætter mig, derefter sætter hun sig.
– Jeg kan forstå, at du gerne vil tale med min mor og far, begynder jeg. – Men de kommer ikke, så du må tage til takke med mig.
Hun ler igen på den der pudsige måde, så bliver hun alvorlig og bider sig lidt i læben. Hun er sådan set en pæn dame, næsten lige så pæn som mor. Gad vide om hun også har børn? Det tror jeg nu ikke.
– Har Sanne sagt noget om at ligge med far på sofaen, spørger jeg? – Det er rigtigt nok, men det er et stykke tid siden nu, og det var kun tre-fire gange. Min storebror har givet ham en ordentlig røvfuld for det, så nu er det ude af verden, skulle jeg mene.
Og så pause selvfølgelig. Jeg strækker den så længe jeg kan, men jeg mærker, at hun også er god til pauser. Hun sidder og kigger på mig og tænker sit – hvad det så er. Nu er det mig der bliver urolig.
– Og så er der jo det med Bedste som døde, fortsætter jeg, – brændte inde, det var et hårdt slag for os, også for Sanne. Jeg ved ikke, om hun har sagt at det var hende? Det var det ikke, det er kun noget hun siger for at få opmærksomhed. Det var motorbøllerne, spør’ selv Krüger, vores betjent. Hvordan har min storesøster det?
– Hun har det ikke godt. Hvorfor tror du ikke, din mor og far vil tale med mig?
– Hun har fået det værre, siger jeg, for det andet vil jeg ikke ind på. – Og det var jo ikke ligefrem meningen, vel? Med at hun skulle indlægges her; tror du ikke snart I skal i gang med at gøre hende rask? Det vil vi sætte stor pris på hjemme hos os. Min far sidder i byrådet, som du måske ved, og han har sagt at han vil gøre noget for de sindssyges tarv …
– Ja det her hospital er et statshospital, siger hun, – så det har din far næppe noget med at gøre. Men ellers er det da sympatisk af ham. Var der mere du ville mig? Hvis ikke, så syn’s jeg du skal gå hen og sige farvel til din søster, nu varer det ikke længe før Christensen kommer. Christensen er vores landbetjent; man må ikke sådan stikke af hjemmefra, det ved du godt, ikke? Du er kun 11 år.
– Snart 12. Jeg skal først til Sønderborg og besøge min storebror.
– Det syn’s din mor og far ikke, du skal.
– Har de virkelig ringet?
– Ja. Og jeg lovede, at jeg ville sørge for, at du bliver kørt hjem igen. Du skal være glad for, at Christensen vil køre, han har faktisk andet at lave.
Da Christensen kommer, undrer det mig at han ikke er i uniform. Han kommer i politibil, så det må jo være ham. Man behøver ikke have uniform på, når man kun har med en dreng at gøre som er løbet hjemmefra, tænker han nok. Det er ikke nogen vigtig opgave – men måske tager han fejl. Han står sammen med psykiatrikeren ved hovedindgangen og kigger ud i parken, det ser ud som om der er noget de ikke kan finde. Hvad mon det kan være? Mon ikke det er mig? Jeg ser dem lidt ovenfra, for jeg sidder i toppen af et træ og holder vejret. Træet står tæt ved indgangen, jeg sidder næsten over hovedet på dem; hvis de kiggede op, så tror jeg de ville kunne se mig. Nu kommer der et par andre til, et par mænd i hvide kitler, og de går lidt rundt mellem træerne. Én af dem kommer bærende på Ninus, det var det jeg frygtede, de har taget min kanin som gidsel!
Da der er gået en halv times tid med at lede efter mig, og de ikke har fundet mig, kører betjenten igen. Han tager Ninus med i bilen, de vil nok ikke have den på sygehuset. Men hvad skal han med den, man kan vel ikke sætte en kanin i fængsel? Jeg kan nu heller ikke forestille mig, at han kører hele vejen hjem til mor og far med den, så jeg ved ærlig talt ikke. Måske bliver den aflivet – og spist! Det vil jeg nu helst ikke tænke på. Og hvor er for resten Sanne?
Det var ikke så rart at sige farvel til hende. Lassie-filmen var ovre, og så var det som om hun kunne huske mig. Jeg måtte ikke gå fra hende, jeg skulle tage hende med, sagde hun. Ikke hjem, men væk fra sygehuset, jeg ved ikke hvorhen. Hun råbte og skreg, et par af mændene i hvide kitler fik hende til ro, men ikke uden først at sætte sig på hende og give hende en sprøjte. Det er da godt de har de sprøjter, tænkte jeg ved mig selv. Godt for dem i hvert fald, jeg vidste ikke med Sanne. Hun blev helt slap i både arme og ben på ingen tid. Jeg kunne ikke lide at se på det, og så var det jeg løb ud i parken og kravlede op i et træ.
Nu bliver der vist fri bane, de sidste kitler forsvinder ind på slottet og hoveddøren lukkes. Har de opgivet at finde mig? Jeg troede der ville komme en større politistyrke, måske med politihunde. Det kan jo komme senere – i mellemtiden kravler jeg ned og strækker lemmerne. Så lister jeg hen til vinduerne igen for at se om jeg kan finde Sanne. Hun må ligge i én af sengene derinde, det er bare hvor? Jeg går fra vindue til vindue, kan ikke se hende. De hvide kitler kan selvfølgelig være gået ned i kælderen med hende for at give hende et par ekstra elektrochok, bare for en sikkerheds skyld, og jeg finder da også et kældervindue. Men der er nu ikke noget at se dernede, andet end vasketøj. Så er der et andet kældervindue hvor gardinerne er trukket for. Skulle det være dernede det foregår? Jeg lægger øret til ruden, men der slipper ingen lyde ud, ikke den mindste lille klynken. Endelig slår det mig, at jeg måske kan tage fejl; de har ikke taget hende ned i kælderen for at give hende elektrochok, min fantasi har ledt mig på et vildspor. De har selvfølgelig taget hende op på loftet! Så kan de også lægge patienterne ud på taget til afkøling bagefter. Nu er spørgsmålet bare, hvordan jeg kommer derop.
Jeg er på nippet til at opgive, da jeg ser den grædende mand stå ved et vindue og kigge ud i haven. Han smiler, selvom han stadig græder, jeg kan godt lide ham. Og så tager jeg chancen: Jeg stiller mig hen foran ham og vinker. Han ser mig, det er da altid noget, og han løber ikke efter hjælp. Tværtimod åbner han vinduet og hvisker ud til mig:
– Hvordan går det?
– Ikke så godt, svarer jeg.
– Er du osse ked af det?
– Meget. Hvor er min søster?
– Øjeblik, siger han og går.
Jeg bryder mig ikke om når nogen siger „øjeblik“ til mig, det fører sjældent noget godt med sig, men jeg bliver glad da han lidt efter kommer tilbage med Sanne under armen. Hendes ben slæber efter hende, og han græder stadig, men det forhindrer ham ikke i at bugsere hende ud ad vinduet, ud i mine arme. Jeg falder omkuld i græsset med hende over mig. Hun trækker da vejret, mærker jeg, og hun klamrer sig til en håndtaske. Jeg skynder mig at trække hende hen over græsset og ind mellem træerne, hen til et skur. Det viser sig at være et redskabsskur, og døren er ikke låst. Der er haveredskaber herinde, blandt andet en trillebør.
Jeg lægger Sanne i trillebøren. Hun er lidt for stor og hendes arme og ben hænger ud over kanten. Men det er lettere end at bære hende. Jeg skubber trillebøren hen over græsplænen og ud på vejen. Uheldigvis kommer der en modgående bil, og jeg tror chaufføren undrer sig over hvad han ser, i hvert fald dytter han. Så stopper han op og bakker tilbage. Han ruller ned og kigger på Sanne i trillebøren. Jeg lader ham kigge, det vil virke for underligt hvis jeg stak af nu.
– Er hun fuld?
– Nej, siger jeg. – Hun er sindssyg. Det er min søster.
– Er hun ovre fra anstalten?
– Ja.
– Og nu bortfører du hende?
– Ja.
Hvad skal jeg ellers sige? Det kan han for fanden se.
– Det kan jeg sgu godt forstå, siger han, – pøj pøj med det.
Han ler og kører videre. Folk er tit flinkere og mere forstående end man tror. Men da jeg lidt længere henne ser et stykke presenning i vejgrøften, samler jeg det op og lægger det hen over Sanne. Bare for en sikkerheds skyld, hvis nu politiet skulle komme. Det dækker hende næsten, kun en arm hænger ud.
Der kommer flere biler, og de hverken dytter eller stopper. Jeg er lidt stolt af mig selv og begynder at nynne, mens jeg går hen ad landevejen: “Ingen er så tryg i fare, som Guds lille børneskare“ – den synes Sanne så godt om. Selvom hun sover, kan det jo godt være hun kan høre mig, og hun skal vide, at alt er i skønneste orden nu. Så længe hun er sammen med mig, kan der ikke ske hende noget.
Jeg ved ikke hvor langt jeg er gået, da jeg første gang vælter med trillebøren og Sanne falder ud midt på kørebanen. Heldigvis kommer der ingen biler, og Sanne ser ikke ud til at have slået sig, så der er ikke sket noget. Men da jeg vælter med hende for anden gang, er der lige kørt en lastbil forbi, og jeg kan ikke rigtig lide det. Det er også besværligt at få hende tilbage i trillebøren, hun hjælper slet ikke med. Jeg er ved at blive træt, og der er vist endnu langt til Sønderborg.
Der ligger en lade lidt for sig selv et stykke nede ad en markvej. Her er læ og halm som lugter godt, og som man kan putte sig i.
– Skal vi overnatte her? spørger jeg Sanne.
Hun svarer ikke, så jeg kører trillebøren ind under halvtaget og læsser hende af. Denne gang tror jeg nu hun slår sig, for hun ømmer sig i søvne og tager sig til den ene skulder, men så er der da liv i hende endnu. Jeg dækker hende til med halm, så hun ikke fryser, og så lægger jeg mig ind til hende og trækker presenningen hen over os. Vi ligger slet ikke så dårligt; jeg synes nok jeg kan være tilfreds med mig selv i betragtning af, at det er første gang jeg bortfører nogen.
*
Næste morgen har Sanne det meget bedre, og hun kan selv hjælpe til, da hun skal op i trillebøren. Men hun har stadig svært ved at holde øjnene åbne og savler lidt ud ad den ene mundvig, så jeg dækker hende til igen med presenningen. Det siger hun nu heller ikke noget til, hun siger faktisk ikke så meget.
Da jeg har gået et par kilometer, kommer vi forbi en købmandsbutik, og jeg stopper op for at købe noget vi kan spise. Jeg har jo kun halvanden krone, så det kan ikke blive til så meget. Nu må du hellere tænke dig godt om, siger jeg til mig selv, for vi får ikke noget igen før vi kommer til Sønderborg og finder Asger. Til sidst bestemmer jeg mig for en pose blandede bolsjer, det er lige hvad jeg trænger til, og det er jo mig der tager slæbet med trillebøren. Sanne ligger stadig og sover, så hende behøver jeg ikke tænke på.
Det vil sige, det gør jeg nu alligevel. Da jeg hanker op i trillebøren og begynder at gå hen ad landevejen med et par lakridsbolsjer i munden, vågner hun pludselig. Hun giver et grynt fra sig og sætter sig op i trillebøren, og jeg slipper den forskrækket.
– Hva’ sker der? Hvor er jeg? spørger hun.
Hun slår ud med armene og virker lidt panikslagen, men det hjælper da jeg fjerner presenningen over hendes hoved.
– Jeg har bortført dig, siger jeg.
Hun virker ikke videre taknemmelig, hun ser sig til alle sider og tager sig til skulderen.
– Jeg tror den er brækket.
– Det må du undskylde, siger jeg. – Hvordan har du det ellers?
– Jeg skal ha’ min medicin.
– Jeg har en pose blandede, siger jeg.
Hun stopper et par i munden og lægger sig tilbage i trillebøren. Hun sover ikke, hun ligger og ømmer sig og kigger op i himlen. Jeg håber hun er glad for, hvad jeg har gjort for hende. Trods alt.
Da der kommer en bil, lægger jeg presenningen over hende igen. Det forstår hun godt, hun er jo ikke helt dum, kun sindssyg. Og så fjerner jeg presenningen igen, da bilen er passeret. Men som minutterne går, er det som om hun bliver mere og mere vågen, og hun vender tilbage til det med medicinen igen.
– Man kan ikke få alt, siger jeg. – Vil du ha’ jeg skal køre dig tilbage til sygehuset?
Det vil hun selvfølgelig ikke, men jeg kan da godt se, at det er træls det med skulderen. Nu begynder hun også at ryste og trække vejret for hurtigt, så jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. Jeg tænker det holder op, når først vi kommer til Sønderborg og finder Asger.
– Har du slikposen endnu? spørger hun.
– Jeg har spist det sidste stykke, siger jeg.
– Jamen har du endnu?
Det har jeg, og den kan hun da gerne få, men om jeg begriber, hvad hun vil med den. Hun holder den op for munden og puster luft ned i den – og trækker så den samme luft ind igen. Sådan bliver hun ved, den samme luft ryger ind og ud, indtil hendes vejrtrækning er helt rolig.
– Så besvimer jeg ikke, når jeg hyperventilerer, siger hun. – Jeg lærte det af en sygeplejerske.
– Smart, siger jeg og tænker, at det er utrolig så fine ord hun kan. Noget har hun da fået ud af at være indlagt.
Der kommer en dreng cyklende, nogenlunde på min alder; han stopper op og stirrer på Sanne, som om hun var et dyr i zoologisk have som var sluppet ud. Jeg dækker hende til med presenningen og begynder at gå. Han følger gudhjælpemig efter.
– Hvad glor du på? spørger jeg.
– Hvor har du fundet hende?
– Rager ikke dig.
Så rækker han mig en slikkepind, han har i lommen.
– Må jeg se hende igen?
Jeg kigger på slikkepinden, men jeg har ikke lyst til mere slik.
– Hvis du giver mig femogtyve øre, siger jeg.
Han roder i sine lommer, rækker mig en femogtyveøre. Jeg fjerner presenningen og lader ham kigge alt det han vil på Sanne. Men han er ikke tilfreds.
– Hun skal gøre det, hun gjorde før, siger han. – Det med posen.
Jeg viser Sanne vores femogtyveøre, og hun forstår. Så hun hyperventilerer og holder posen for munden, jeg synes endda hun skeler lidt, hvad hun ikke gjorde før, men det giver det ligesom noget ekstra. Efter to minutter holder hun inde, og jeg dækker hende til igen.
– Allerede? spørger drengen.
– Det er hvad du får for den femogtyveøre, siger jeg.
Drengen cykler sin vej, og Sanne og jeg fortsætter hen ad landevejen. Hvis man tænker sig godt om, kan man godt klare sig uden de voksne.
Det overrasker mig ikke, at han lidt senere kommer tilbage med to andre børn, en dreng og en pige. Han holder sig i baggrunden, vil nok ikke risikere at skulle betale igen, men skubber kammeraterne foran sig. Jeg skynder mig at dække Sanne til, så meget forretningssans har jeg da.
– Vi vil osse se det, siger de.
– Det koster femogtyve øre, siger jeg, – per mand.
De har begge taget penge med, og da de har betalt, fjerner jeg presenningen og Sanne giver sit nummer. Men midt under det hele ømmer hun sig og tager sig til skulderen.
– Hvad er der i vejen med hende? spørger pigen.
– Hun har brækket noget, forklarer jeg.
– Det er da synd for hende, hun skal da til læge.
– Det har hun været, de har opgivet hende, siger jeg. – Hun har ikke kun brækket noget, forstår du. Hun lider af en meget sjælden sygdom, som man ikke kan stille noget op med.
– Hvor er det bare synd, siger pigen igen og har ligefrem tårer i øjnene.
– Hvor skal I hen? spørger drengen.
– Til Sønderborg selvfølgelig.
– Vil du vise hende frem på torvet?
– Det kan godt være, siger jeg, for det er måske en meget god idé. Og så alligevel ikke; når man har bortført nogen, må man vist gå lidt stille med dørene.
– Kan I osse slibe sakse? spørger drengen.
Men nu er han for dum, det svarer jeg ikke på; pigen skubber også til ham, kan jeg se. Sanne og jeg går videre hen ad landevejen, lidt fornærmede, men femoghalvfjers øre rigere, og det er da også en slags penge. Da vi kommer til en benzintank, enes vi om at købe en negerbolle og vingummier for resten.
*
Jeg er spændt på hvad Asger vil sige, når han åbner døren og ser os. Han vil nok kigge engang, men mon ikke han bliver glad? Selvfølgelig gør han det.
Sanne bliver liggende i trillebøren hele vejen ind til Sønderborg, men gemt under presenningen. En gang imellem, når der er fri bane, kigger hun ud, for det er hende der ved hvor vores storebror bor, så hun må dirigere.
Til sidst siger hun holdt og kravler op af trillebøren. Hun begynder at komme til sig selv nu, hun snøvler ikke så meget, og jeg behøver næsten ikke hjælpe hende op ad trappen til anden sal, hvor Asgers navn står på døren. Han har selv skrevet det, kan jeg se. Hvor har han en pæn skrift. Jeg skal til at trykke på ringeknappen, jeg ryster på hånden af spænding.
– Vil du ikke? spørger jeg Sanne.
– Pjat med dig, siger hun.
Så trykker jeg. Der sker ikke noget, han har ikke hørt det endnu. Jeg trykker igen, denne gang lidt længere. Ringeklokken virker, vi hører den på den anden side af døren. Men ingen åbner. Han er ikke hjemme!
Vi står lidt og ser på hinanden, mit hjerte banker; nu må Sanne sige noget, hun er den ældste, og nogen må forklare det her for mig.
– Det er midt på formiddagen, siger hun, – han er selvfølgelig i skole.
Selvfølgelig, hvor dum kan man være, vi slår begge en latter op. Han kommer snart tilbage. Vi skal bare vente et par timer, eller tre. Det tager vi i stiv arm.