Motorbøllerne kommer
Sanne og jeg er enige om at lade trillebøren stå. Der var mange der kiggede, da jeg kom ind i Sønderborg by med hende liggende på ladet, selvom presenningen dækkede det meste; hvad vil folk ikke sige, hvis vi går ned ad gågaden på samme måde? Sanne har også fået det bedre nu og kan sagtens gå selv, så vi behøver den ikke. Jeg har det bare ikke så godt med at lade den stå i en port, der er måske en bondemand som mangler den? På den anden side, hvis den virkelig betyder noget for ham, skal han nok finde den igen. En bondemand kommer vel også til Sønderborg nu og da? Og som Sanne siger: Hvis han vidste, hvor nødvendig den var for os, så ville han nok tilgive os.
Sanne går rask til, og jeg griber ud efter hendes hånd, for jeg er lidt bange for at blive væk imellem alle de fremmede mennesker. Der er især mange på gågaden, hvor Sanne stopper op hvert andet øjeblik og kigger på tøj. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal tage mig til imens, men så står jeg og smiler til folk som går forbi. Der er endda nogle som smiler tilbage, selvom jeg ikke kender dem; og den slags varmer altid om hjertet. Jeg har lært hjemmefra at Sønderborg er en farlig by, de kalder den for Danmarks Chicago, og det er vist noget med narko og lange knive, men så slemt er det slet ikke. Så vidt jeg kan se, er der da ingen som forsøger at gøre os noget.
Sanne er gået ind i en forretning og er ved at prøve en kjole på, og hun har svært ved at komme i den på grund af den dårlige skulder. Hun ømmer sig og opgiver på halvvejen, men så kan hun ikke få den af igen. En ekspedient kommer hen til os og spørger, om han kan hjælpe med noget. Det er sødt af ham, og det er der jo faktisk; sammen får vi trukket kjolen af min storesøster. Han bliver ikke fornærmet da Sanne siger, at hun ikke vil købe kjolen, derimod spørger han, om der er noget i vejen, og om han skal ringe efter en læge.
– Nej, siger Sanne, – det behøves ikke.
– Skulderen er bare brækket, siger jeg. – Det var min skyld, jeg væltede hende af trillebøren. Men der er ikke noget i vejen med hendes hoved.
– Det var heldigt, siger han.
Jeg ved ikke om han forstår, han smiler lidt mærkeligt, men han går hen og åbner døren for os, ligesom man gør for de fine.
Vi går videre ned ad gågaden.
– Det er en spændende by, siger jeg. – Folk er utrolig flinke over for os.
– Det er de i hvert fald, siger hun.
Vi kommer forbi en bænk, hvor der sidder nogle fulderikker. De kigger efter os, men vi går hurtigt forbi, for det er dårligt selskab.
Resten af dagen går vi op og ned ad gaderne, og Sanne prøver tøj igen. Mest bukser, dem har hun lettest ved at få af og på. Det er for at få tiden til at gå, siger hun, og så fordi der er så meget som er pænt. Hun køber ikke noget, derimod stjæler hun et par cowboybukser og noget undertøj; jeg synes det er forkert. Da vi går ind i et supermarked, stjæler hun en pakke kålpølser, og det har jeg det ikke så dårligt med; ingen af os bryder os om supermarkeder, for de gør livet surt for de små købmænd. Desuden smager kålpølser så godt. Supermarkeder er også nemme at stjæle fra, så noget godt er der at sige om dem; jeg tager selv en pose maltbolsjer. Ellers sidder vi mest rundt om på bænkene, men kun på dem hvor der ikke sidder andre. Vi vil stadig ikke kendes ved fulderikkerne, det er dårligt selskab, de kan føre os ud på et skråplan. De vinker til os og byder på øl, men vi lader som om vi ikke ser dem; jeg tror de er lidt sårede over det. Især én, som altid kigger efter Sanne, når vi går forbi. Mon ikke det er, fordi han er lidt vild med hende? Pludselig rejser han sig og kommer helt hen til os.
– Det er tit de bedste mennesker, der sidder på bænkene, siger han.
Sanne kigger den anden vej, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Så sætter han sig tilbage igen og snakker videre med de andre.
– Var det os han mente, eller var det ham selv? spørger jeg.
– Det var vist begge dele.
– Er vi da ligesom dem?
– Nej, for der er forskel på at sidde på bænke og at sidde på bænke, siger Sanne.
Det lyder rigtigt, selvom jeg ikke er helt sikker på, om jeg forstår det. Vi giver os til at spise pølserne fra supermarkedet; de smager nu bedre når de er kogt. Bagefter går vi hen og ringer på hos Asger igen. Han er stadig ikke hjemme, men det havde vi heller ikke regnet med, siger Sanne. Det var bare hvis det var.
Når man går gade op og gade ned i en by som Sønderborg uden egentlig at skulle noget, kan man få rigtig meget tid til at gå. Der er nemlig så mange gader, og de ligner ikke hinanden, i hvert fald ikke i starten. Men når der er gået et par timer, og hvis det i øvrigt er koldt og ved at være aften, så er det ligesom der skal ske noget andet.
Da vi kommer forbi en biograf, foreslår Sanne at vi ser en film, så får vi varmen, og så går der tid med det.
– Betaler du billetterne? spørger jeg.
– Ja, siger hun og trækker en pung op af sin taske. Det kan ellers nok være jeg kigger engang.
– Jeg vidste ikke man havde penge, når man var sindssyg, siger jeg. – Det har du ikke sagt noget om.
– Du har ikke spurgt, svarer hun.
Der er treoghalvtreds kroner, og det er nok til at vi begge kan komme ind. Og mere til. Desværre går der ikke nogen Tarzanfilm, det ville jeg helst se, men der går en film som hedder Tine. Den skulle være god, siger Sanne, hun har hørt om den i skolen. Og så foregår den i Sønderjylland, meget, tilføjer hun, for hun kan så mange fine ord.
Der er hyggeligt nok i biografsalen, og dejlig varmt, det er lidt som at se fjernsyn hjemme, bare uden mor og far. Men jeg ved nu ikke hvad jeg skal sige om filmen. Der sker ikke så meget, og jeg forstår ikke at det skulle forestille at være Sønderjylland. Der er hverken nogen som slås eller går i trance eller ligger med hinanden på sofaen, det vil sige, det sidste er der vist lidt af, men man ser det ikke. Det hele holdes så hemmeligt. Det er nok fordi det er Øst-sønderjylland, og der er jeg ikke så kendt, desuden er det længe siden. Hen mod slutningen finder man Tines sko i noget mudder, og Sanne hvisker til mig, at hun har druknet sig selv i mosen, men det ser man heller ikke. På stolerækken foran os sidder der en ældre mand og snorker, men nu vågner han pludselig og råber af sine lungers fulde kraft: „Flå tarmene ud af hende!“ Sanne er meget forarget, men et eller andet sted forstår jeg godt, hvad han mener.
Da vi kommer ud fra biografen kan jeg se, at Sanne har grædt, men jeg lader som ingenting, for sådan noget skal man ikke drille hinanden for. Da vi sidste år så Pinocchio sammen, græd jeg da Pinocchios næse blev længere og længere og der til sidst var en fugl som byggede rede i den, og da drillede Sanne heller ikke mig.
– Du skal bare græde, siger jeg.
– Det er længe siden jeg har gjort det, siger hun, – det er, fordi jeg ikke får min medicin. Men det føles dejligt, det er ligesom det letter. Det er næsten lige så godt som medicin.
Og så tager hun mig i hånden, og vi går op og ned ad gaderne igen. Det er blevet mørkere og koldere, pludselig befinder vi os igen i den gade hvor Asger bor; jeg kan se at trillebøren står der endnu, selvom den er rykket lidt længere ind i porten. Vi går op ad trapperne og Sanne ringer på. Hun ringer og ringer, bagefter er det min tur. Ingen svarer.
– Hvorfor er han ikke hjemme? spørger Sanne. – Skolen må være ovre nu.
– Måske er han hos sin kæreste, siger jeg.
Pludselig sparker hun helt vildt på døren, og en hund begynder at gø i lejligheden ved siden af. Det hjælper selvfølgelig ikke noget, og jeg bliver bange og løber ned på gaden. Lidt efter kommer Sanne, hun sukker og sætter sig på trappestenen.
– Kan vi ikke bare tage hjem? spørger jeg.
Men det skulle jeg vist ikke have spurgt om, for straks griber hun efter bolsjeposen og holder den op for munden. Jeg ved godt, at hun ikke kan gøre for det, men det ser dumt ud og jeg er ved at have fået nok.
Jeg siger: – Jeg trænger snart til en seng at sove i.
– Hva’ tror du jeg gør?
Sanne aner ikke hvad vi skal gøre, det er tydeligt, og hun er endda tre år ældre end mig. Jeg synes det er for ringe. Vi begynder at gå, og vores ben fører os hen til det der efterhånden er „vores bænk“; det er som om den står og venter på os. Fyldebøtterne sidder på bænken overfor, som de plejer, og løfter deres øl som hilsen til os. Til min store overraskelse går Sanne hen og snakker med dem, jeg ved ikke hvad hun tænker på! Nu kan det snart ikke blive værre. Jeg bliver hvor jeg er, for jeg har ikke noget at snakke med dem om. Og da Sanne langt om længe sætter sig tilbage til mig, vil hun ikke fortælle mig, hvad det her går ud på. Så jeg vender ryggen til hende og finder et Tarzanblad i mit tornyster.
Der sidder vi så, jeg ved ikke hvor længe, indtil ham fyren, som påstår at det er de bedste mennesker som sidder på bænkene, rejser sig og begynder at gå. Sanne rejser sig også og følger gudhjælpemig efter ham. Jeg kan jo ikke blive siddende her alene, så jeg følger trop.
Han dingler fra side til side, stopper ved en kloakrist og tisser. Han er åbenbart ligeglad med om folk kan se hans tissemand, han er mindst socialdemokrat. Men da han går ind ad en hoveddør, holder han døren for os, uden at sige et ord, og vi følger med ham op ad trappen. Vi får endda lov at komme ind i hans lejlighed, og nu begynder jeg at kunne se meningen, for her er i det mindste varmt. Hvis vi kunne få lov at sove her? Men hvad forlanger han mon til gengæld, det kunne jeg godt lide at vide. Sanne og jeg sætter os i en sofa ved siden af hinanden, og så er det jo lidt spændende hvad der nu skal ske. Men der sker ikke alverden. Vores vært siger godnat og går ind ved siden af, og tilsyneladende kommer han ikke tilbage.
– Hvad laver han? spørger jeg.
– Jeg tror han er faldet i søvn, siger Sanne.
Vi lister hen og kigger ind i det som er hans soveværelse, og Sanne har ret, han er faldet om i sengen med alt tøjet på. Der løber noget ud af mundvigen på ham, det er rigtig ulækkert. Det er sådan en arbejdsløs ser ud, tænker jeg, én som ligger samfundet til last, det er kønt selskab vi er havnet i. På min vej tilbage til stuen kommer jeg til at sparke til et par flasker, som står på gulvet, og Sanne tysser på mig.
– Skal vi se om vi kan sove? spørger hun og lægger sofahynderne ud på gulvet. Hun finder også et tæppe som vi kan dele, det ser slet ikke tosset ud.
– Det er bare til i morgen, siger hun.
– Du finder hele tiden på noget, siger jeg.
Jeg har nok været lidt hård ved hende. Hun er ikke god til at lægge planer, men hun løser problemerne hen ad vejen. Hun er en god storesøster, hun passer godt på mig. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, hvad ham inde ved siden af vil have af os til gengæld.
*
Næste morgen, da jeg vågner, lugter der af kaffe. Der lugter også lidt af bræk, men først og fremmest af kaffe. Jeg sætter mig op og bliver helt forskrækket, for jeg opdager at Sanne ikke ligger ved siden af mig. Men det er hende der står i køkkenet og er ved at lave morgenmad. Vores vært ligger stadig og snorker. Han har brækket sig ud over dynen, men det kan jo ikke undre nogen.
Da Sanne er i bad, vågner han pludselig og giver et par grynt fra sig. Jeg lader som om jeg ikke hører ham og beder til, at han vil falde i søvn igen. Men det gør han ikke; tværtimod kommer han ind i stuen til mig, strækker sig og siger godmorgen.
– Godmorgen, siger jeg, for andet kan man ikke være bekendt.
– Sovet godt?
– Jotak.
Han kigger hen mod badeværelset, hvor bruseren løber, så går han ud i køkkenet og vasker sig lidt om munden. Vorherrebevares. Det kunne lige passe, hvis han skulle finde på at gøre mig noget, mens Sanne er i bad.
Han kommer tilbage med en kop kaffe og en hump brød.
– Og I har lavet kaffe, siger han, – det er den rene luksus.
– Vi går om lidt, siger jeg.
– Det må I selv om. Hvor kommer I fra? Hva’ laver I her i byen?
Jeg svarer ikke, for jeg ved ikke hvor meget jeg tør fortælle. Gudskelov kommer Sanne tilbage, men hun er ikke helt i tøjet endnu og bliver lidt forskrækket, da hun ser ham. Han er høflig nok til at vende blikket den anden vej.
– Godmorgen, siger han igen.
Det undrer mig egentlig at han kan sidde der og se rimelig normal ud, når man tænker på hvor fuld han var i går. Men det er måske noget som kommer med øvelsen, eller er han stadig fuld? For en sikkerheds skyld sidder jeg med mit tornyster i skødet og en hånd på Sannes taske.
Han går ud på badeværelset, tager sig vel et tiltrængt bad, og Sanne og jeg får travlt med at komme af sted. Sanne skyller selv sin kaffekop af; jeg ved ikke, måske er det rimeligt nok. Så løber vi vores vej ned ad trappen og ud på gaden.
Hendes hår er endnu vådt, og hun fryser, det er rigtig koldt. Vi løber hen for at ringe på hos Asger. Det er lørdag formiddag, nu må han være hjemme.
Jeg behøver kun ringe på én gang, så hører vi trin derinde og døren lukkes op. Der står han, min storebror. Jeg springer op i armene på ham, han er lige ved at vælte bagover, Sanne skynder sig ind og sætter sig ved en radiator.
Det er svært at sige om Asger bliver glad, han virker nervøs over at få besøg af os. Først tænker jeg, at det er fordi der er ualmindelig rodet på hans værelse, mor ville korse sig hvis hun så det. Men efterhånden går det op for mig, at det skyldes noget andet; han ved ganske enkelt ikke hvad han skal stille op med os. Han kigger fra den ene til den anden, ingen af os ved, hvad vi skal sige. Så smiler han – og jeg kan godt lide det smil. Det er ligesom at komme hjem, det er bare bedre.
– Er I sultne? spørger han.
– Mon ikke? siger jeg, – vi er alt muligt!
Han har både rullepølse og cervelatpølse og ost i køleskabet. Sanne påstår, at det er noget han har fået tilsendt hjemmefra, fra butikken, for det har overskredet datoen for sidste salgsdag. Han svarer ikke rigtig på det; jeg har på fornemmelsen, at han er lidt flov over det. Det synes jeg da ikke han skal være, det smager jo fint nok for det. Både Sanne og jeg spiser til den store guldmedalje og drikker både hans saftevand og hans mælk.
Det bekymrer ham meget det med Sannes skulder, men han kan ikke få hende med på skadestuen. Hun vil derimod gerne se hans medicinskab, men det består kun af et glas med albyler – som hun straks sluger en håndfuld af. Lidt efter lægger hun sig på hans sofa, og han lægger et tæppe over hende. Derefter sætter han sig over for mig og tager den alvorlige mine på.
– Hvad forestiller I jer, at jeg kan gøre for jer? spørger han.
Han har spurgt om det et par gange allerede, og jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal svare. Jeg har ikke så mange ord for det, jeg troede bare alt ville blive anderledes når vi kom til storbyen. Måske troede jeg også, at han ville være på vores side og vidste råd.
– Jeg har lovet at ringe lige så snart, I dukkede op, siger han.
– Til hvem?
– Både til mor og far – og til Augustenborg. Sanne skal jo tilbage igen, hun er syg, nu er der oven i købet det med hendes skulder.
Vi kigger hen på hende; hun har trukket tæppet helt op over hovedet nu, så det er ikke til at se om hun sover eller hvad. Måske ligger hun og ømmer sig i hemmelighed.
– Og du skal hjem, siger han og kigger bestemt på mig. – Det har jeg lovet at tage mig af; jeg følger dig til toget, og mor og far tager imod dig i Vojens. Jeg skal nok lægge ud for billetten. Hvad Sanne angår, så kommer der en sygebil og henter hende.
– Hvornår?
– Når jeg har ringet.
– Kommer der ikke en politibil? spørger jeg. – Er vi ikke eftersøgt af politiet?
– Syn’s du der skulle være kommet en halv snes betjente med politihunde for at fange jer?
– Ja, siger jeg. – Har I ikke været bekymrede for os? Har I ikke fået os eftersøgt?
– Der er jo ikke gået så lang tid siden du tog hjemmefra, vel?
– Jamen alligevel, jeg har jo bortført Sanne.
– Hvis ikke I var kommet her i dag, så var I blevet eftersøgt.
Nå dog. Jeg synes pludselig det hele kommer lige lovlig ned på jorden, det er næsten som om vi ikke er stukket af endnu.
– Har du ikke et sted du kan gemme os? spørger jeg. – Bare et par dage. Et loft eller en kælder?
– Nej, siger han.
Han åbner en pose maltbolsjer og byder mig. Han skal ikke selv have nogen, så han har nok købt dem fordi han vidste jeg kom. Men jeg er nu alligevel lidt skuffet. Kan han ikke tilbyde mig mere end det? Han er fyldt atten, han har sit eget værelse og går på Teknisk Skole, bryder han sig ikke om mig mere? Han spørger ikke engang om jeg vil sidde på skødet af ham? Hvis han vidste, hvor langt jeg er gået med vores søster i en trillebør. Han har ikke engang været på Augustenborg og besøge hende.
– Må jeg sidde på skødet af dig? spørger jeg.
– Selvfølgelig må du det.
Gudskelov, jeg går hen til ham, og han løfter mig op til sig. Så holder han om mig som i gamle dage og vipper lidt på stolen.
– Jeg tager kun hjem, hvis Sanne tager med mig, siger jeg. – Jeg har haft en alvorlig snak med psykiatrikeren på Augustenborg, jeg tror jeg fik sat et par ting på plads. Du kan tro hun lyttede, da jeg fortalte, at du har givet far en røvfuld. Det kunne hun vist godt lide at høre. Hun sagde det ikke direkte, men jeg tror hun vil lade ham være i fred nu. Det var også det som var meningen, for så får han det bedre – og når han får det bedre, får vi det alle sammen bedre. Og så kan Sanne komme hjem.
Asger siger mig ikke imod, men stryger mig over håret. Det må han gerne. Lidt efter er jeg vist faldet i søvn, for så husker jeg ikke noget før det pludselig er blevet halvmørkt på værelset, og jeg ligger på gulvet. Nu er det mig der har tæppet over mig, og Sanne og Asger sidder på sofaen og hvisker sammen, om hvad ved jeg ikke. Men jeg ser da at Asger giver hende lidt penge og de fleste af albylerne fra glasset. Og så en madpakke.
Lidt efter går vi. Det er helt drømmeagtigt, de må have fundet ud af noget, mens jeg har sovet.
– Hvor skal vi hen? spørger jeg.
– Til stationen, siger Asger. – I skal hjem.
Hvis jeg ellers hørte rigtigt, betyder det at Sanne skal med mig. Hun skal ikke tilbage til Augustenborg, i hvert fald ikke i første omgang. Der kan man bare se, så fik jeg min vilje – for en gangs skyld.
Asger siger farvel til os i forhallen, for han har lidt travlt, og nu kan der vist ikke gå noget galt mere, siger han.
– Hils hende med fortænderne, siger jeg, for jeg kan da nok regne ud, at det er kæresten han skal møde.
Det lover han. Da han går, vender han sig lige og vinker til os. Jeg kan se, at han har tårer i øjnene, hvorfor mon? Jeg håber ikke, at han også har problemer. Sanne sætter sig i ventesalen og tæller vores penge.
– Gad vide om der er nok til at komme til Hamborg, siger hun.
– Hvad i alverden skal vi i Hamborg? spørger jeg.
– Det er der mor kommer fra. Hun havde det vist godt der.
– Vi skal ikke til Hamborg, vi skal hjem, siger jeg.
Det er mærkeligt, hver gang hun hører det ord, giver det et sæt i hende. Og så skal hun lige på wc, siger hun, og går. Det er nu et meget dårligt tidspunkt, for mens hun er på wc, siger de over højttaleren at vores tog kører, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg banker på døren ind til dametoilettet, men der er ingen der svarer, og jeg tør ikke gå derind.
Jeg går ud på perronen, og mens jeg står her, kører toget. Jeg kunne selvfølgelig være taget med, men jeg vil da ikke køre uden min søster! Desuden har vi endnu ikke købt billetter, og hun har pengene!
Hvor lang tid kan piger tilbringe på et toilet? Derhjemme, når Sanne skal til en fest, kan hun godt være en time om det, men det er fordi hun skal gøre sig smuk; nu skulle hun jo bare tisse. Jeg sidder i forhallen og venter med øjnene rettet mod den dør der står D på. D for damer, H for herrer, så meget har jeg da forstået. Hvis bare jeg turde gå ind og se efter, om der skulle være sket hende noget. D for død, tænker jeg også, hvis hun nu har fået hjertestop eller noget derinde, så vil far nok holde en smuk tale for hende.
Jeg bliver ikke så lidt vred på Sanne, som jeg sidder der og tiden går og går. Hvorfor har jeg i grunden aldrig skrevet hende på dødslisten? Jeg stikker en hånd ned i mit tornyster og lægger hånden på hr. Tarriel, for ham har jeg ligegodt taget med mig, og så beder jeg til … ikke at Sanne må dø, men at hun snart må komme tilbage fra det wc, så vi kan komme videre, for jeg vil gerne hjem snart.
Hun må have snydt mig, for da hun endelig kommer tilbage, kommer hun ind ad hoveddøren til forhallen. Hun har måske slet ikke været på wc? Når jeg tænker over det, så jeg hende heller ikke gå derind. Der er også sket noget med hende, hun er usikker på benene, og der er ligesom en hinde om hendes øjne.
– Hvor har du været Sanne? spørger jeg.
Hun snøvler et eller andet, jeg får ikke hoved og hale i det.
– Har du været på apoteket?
– Ja, siger hun.
Og så smiler hun skævt og kigger ned i gulvet. Jeg kender godt det smil; det er et hun bruger, når hun siger noget som ikke passer. Men hvad passer så? Hun har nok været ved lægen og fået en sprøjte, men skammer sig lidt over det, det behøvede hun nu ikke. Det vigtigste er at hun er kommet tilbage, og nu ryster hun ikke længere. Jeg tager hendes taske og går hen til billetlugen for at købe to billetter til Vojens, mon ikke der snart går et tog igen. Men da jeg skal til at betale, er der pludselig ikke penge nok i Sannes pung. Vi fik jo ellers af Asger, hvor er pengene blevet af?
– Apoteket, mumler Sanne.
Mens jeg tæller vores sidste mønter, nævner billetdamen igen det beløb, som jeg skal betale. Der mangler meget.
– Vores mor og far står og venter på stationen, når vi når frem, siger jeg. – De skal nok betale resten.
Helt sandt er det jo ikke, men da Sanne i det samme skvatter om på flisegulvet som en klud, og jeg begynder at græde, forbarmer de sig over os. Jeg græder for at få min vilje, ikke fordi jeg er ked af det. Men det mærkelige er, at da jeg først får begyndt, er det svært at få stoppet igen. Tårerne står ud af øjnene på mig, og jeg begynder at forstå hvad Sanne mener med, at det kan lette.
Jeg giver damen i billetlugen hvad vi har, og vi får billetterne. Så kommer en mand med kasket løbende. Han tager Sanne under armen og følger os ud på perronen, og vi puffes begge ind i det næste tog som går nordpå. Jeg tænker de gerne vil af med os. Det er der jo ikke noget at sige til. Vi hører ikke til her, vi er for små til så stor en by, i hvert fald er jeg. Men i det store og hele har folk været utrolig flinke over for os. Spørgsmålet er mere hvad mor og far vil sige, når vi kommer hjem. Da toget begynder at køre, giver det et sæt i Sanne – og hun kigger forskræmt ud ad vinduet. Så affinder hun sig med sin skæbne, som det vist hedder, i hvert fald falder hun hurtigt i søvn.
Mon ikke også mor og far bliver glade for at se os? Når de først har vænnet sig til, at vi er kommet hjem? Det undrer mig, at der ikke er blevet gjort mere for at finde os. Jeg troede politiet ville være i hælene på os hele tiden, er vi overhovedet blevet eftersøgt? Der er nok blevet gået lidt stille med dørene, nu far både er i menighedsråd og byråd. Det vigtigste er at vi kommer hjem, og at alting finder sin normale gænge igen. Jeg vil selvfølgelig lade et par ord falde om min samtale med psykiatrikeren, så de ikke tror det har været sjov og ballade det hele. Bare jeg ikke har gjort ondt værre. Hvis jeg kan se at far er urolig, vil jeg selv trække bukserne ned og bede ham om at slå, for så får han det bedre.
Det store spørgsmål er, hvad der skal ske med Sanne. Hun kan ikke komme i stuearrest med den skulder, den må først undersøges af en læge. Og så bagefter må de finde ud af, om hun skal til Augustenborg igen, eller om hun kan få lov at blive hjemme. Hvis hun da ellers vil. På et tidspunkt må hun vågne op og sige noget. Som hun ligger der og sover hen over et par sæder i sine nye cowboybukser og med en cigaret i munden, som ikke er tændt, ligner hun noget fra København. Måske en studerende på universitet som ikke gider lave noget, dem har jeg set nogle af i fjernsynet. Kan det tænkes at hun vil få det bedre, hvis hun rejser til hovedstaden? Men så bliver det uden mig, for jeg vil ikke ud på et skråplan og ende som socialdemokrat eller det der er værre. Jeg skal jo overtage forretningen engang, når jeg bliver stor. Desuden foretrækker jeg at bo på landet, hvor man kan have kaniner, og ikke den slags man sidder med på skødet og klør i nakken, det er for pattebørn. Jeg vil have slagtekaniner – og det får mig til at tænke på Ninus. Hvad er der blevet af den? Det må blive opklaret, når jeg kommer hjem. Men det skal ikke være det første, jeg spørger om, det vil blive misforstået. Når jeg har fået mine røvfulde og det hele er faldet lidt til ro, så vil jeg først spørge hvordan de har det, og dernæst, for eksempel når mor beder aftenbøn for mig, vil jeg sige: Skulle I tilfældigvis vide hvor Ninus er? Hvis hun ikke har noget godt at fortælle, vil jeg ikke kunne sove. Medmindre vi først beder for den, og det er jeg sikker på at mor vil være med til; det er nemlig det gode ved mor, hun går aldrig af vejen for at bede. Jeg savner at bede sammen med nogen, det kan jeg ikke med Sanne, for hun tror ikke på Gud. Det gør jeg. Jeg tror på Gud og hr. Tarriel og Satan og englene, jeg tror hellere på for meget end for lidt, for så er man på den sikre side. Måske det er den afgørende forskel på Sanne og mig, hun forstår ikke at gardere sig; man skal bøje nakken og indordne sig – og hvis ikke man kan det længere, må man tage de klø det giver. Om aftenen kan man så bede til, at tiderne må blive bedre.
Der står selvfølgelig ingen og tager imod os, da vi ankommer til Vojens. Det var der vist heller ingen der troede på, heller ikke konduktøren. Vi ligner ikke nogen som bliver hentet på stationen – det skulle da være af politiet. Men de står her heller ikke.
– Så sparede vi de penge, siger jeg til Sanne, som så småt er ved at vågne. – Folk er flinke imod os.
– Hva’ skal vi her? mumler hun.
– Vi skal hjem, siger jeg.
Hun griber efter sin bolsjepose, lidt som om det var en revolver. Hun kan selv gå, dingler kun lidt. Folk kigger selvfølgelig, men ikke mere end de plejer.
– Jeg skal ikke hjem, siger hun.
– Det må du selv om, siger jeg. – Så tager jeg selv bussen.
Jeg har tænkt det hele igennem, jeg er forberedt på at hun vil reagere sådan. Men jeg tror ikke hun vil blive siddende på stationen, hun har ingen penge og nok heller ikke flere piller. Hun er nødt til at følge med mig. Men hun er ikke så lidt olm i blikket, når hun kigger på mig; jeg får en grim følelse af at have svigtet hende. Hun ville hellere have været til Hamborg, men der kender vi slet ingen. Og så snakker man tysk!
– Mor og far savner os, siger jeg. – De kan ikke forstå hvor vi har været. De bliver glade for at se os, vent du bare og se.
– Hvordan kommer vi hjem, når vi ikke har til en busbillet?
Jeg går hen til rutebilholdepladsen, vil forsøge at overtale chaufføren. Måske ved han hvem vi er og vil lade os skylde. Men rutebilen er kørt, viser det sig, og ifølge køreplanen er der to timer til den næste.
– Vi ringer efter far, siger jeg. – Han kommer og henter os. Det vil han gerne.
– Tror du? siger Sanne. Og lidt efter: – Vi har heller ikke til en mønttelefon.
– Måske kan vi låne en femogtyveøre et sted, folk er så flinke.
Jeg ser mig omkring for at finde én, som kunne tænkes at ville give os en femogtyveøre, men folk har travlt med at slæbe på kufferter og omfavne hinanden. Jeg stiller mig ved siden af et par som vist ikke har set hinanden længe, de omfavner og kysser så man bliver helt forlegen. Det er nu alligevel dejligt, og på et tidspunkt må de jo få øje på mig. Pludselig tager de hinanden i hånden og går, de hverken ser eller hører mig. Sanne sidder på en bænk og følger det hele med bolsjeposen for munden.
Henne ved kiosken er en mand ved at betale for en avis, han ser flink ud.
– Må vi be’ om en femogtyveøre til telefonen, siger jeg, – vi skal ringe hjem, så vores mor og far kan hente os.
Jeg bruger det gamle kneb med at hælde hovedet på skrå og gøre øjnene store, men det er slet ikke nødvendigt, for han ser forbi mig og hen på Sanne.
– Hvad fanden er der i vejen med hende? spørger han.
– Hun er sindssyg, siger jeg.
Og så giver han mig først én femogtyveøre, så én mere, uden at flytte øjnene fra Sanne, til sidst tømmer han sin pung for småpenge ud i hånden på mig. Jeg er selvfølgelig glad, for der er mindst et par kroner, men det gør mig også urolig; det er ligesom det hele bliver mere alvorligt når folk er så flinke.
Jeg løber ud til telefonboksen foran hovedindgangen. Bare jeg nu får sagt det hele på den rigtige måde og ikke virker for nervøs, for det gør dem kun mere urolige hjemme. Der vil blive stillet mange spørgsmål, det skal jeg være forberedt på, og måske skal jeg ikke fortælle det hele. Mine hænder ryster ikke, og jeg behøver ikke anstrenge mig for at huske telefonnummeret, det er gode tegn. Men der går lang tid før der bliver svaret.
– Ja? siger far.
Jeg bliver så forskrækket over at høre hans stemme, at jeg smækker røret på, før jeg har sagt et ord. Det er helt åndssvagt, hvad må han ikke tænke? Der er ikke andet for end at ringe op igen i en fart og sige undskyld, og så sige det hele på den rigtige måde. Denne gang ryster jeg lidt på hånden.
– Ja? Hallo? siger han.
Han lyder irriteret nu, nærmest lidt truende, og det gør det ikke lettere for mig. Mon ikke han ved at det er mig? Jeg står lidt og funderer over hvad jeg skal sige, så smækker jeg røret på igen. Bare for at være sikker på ikke at sige noget forkert. Men i det samme fortryder jeg, for nu må han for alvor være vred. Og da jeg vil ringe op igen, kan jeg pludselig ikke huske nummeret længere. Det slår mig, at det måske er bedst, jeg slet ikke ringer. Det er bedre hvis Sanne og jeg pludselig bare står derhjemme, i stedet for at han skal køre hele den lange vej for at hente os. Så sparer han også benzinen. Det er meget bedre, tror jeg.
Men hvordan kommer vi så hjem? Jeg går tilbage til Sanne. Hun sidder på samme måde som da jeg gik, og den flinke mand står stadig og glor på hende. Er hun da så spændende? Tror han det er zoologisk have? Der står også et par andre og kigger, men mere ud af øjenkrogene, og jeg ved ikke om det er så meget bedre. Jeg tager Sanne i hånden, og sammen går vi ud på fortovet. Vi må væk herfra, på den ene eller den anden måde. Sanne følger mig uden at stille spørgsmål, det er rigtig sødt af hende. Vi leger bare at det er mig, der er den store. Hun må gerne tro, at jeg har en plan; det får jeg nemlig snart.
*
De er to, og de har hver en Puch Maxi. Det er Sanne der har fået dem til at stoppe, og jeg er egentlig imod det, for de bærer cowboyhatte og solbriller, og enhver kan høre at deres knallerter er udborede. Omvendt har vi stået her ret længe, og der er ingen af bilerne der har villet stoppe.
– Vil I med? spørger den ene af dem, og nu kan jeg se at det er Roberts storebror. Han er lang og tynd og har rødsprængte øjne, men han kan da finde ud af at smile til mig. Der var en overgang han kom hjemme hos os, for han gik i Asgers klasse, men en aften så han Asger få tæv af far og var fræk nok til at blande sig. Det skulle han ikke have gjort, for det kan nok være han kom ud og det med fuld musik. Siden så vi ikke så meget til ham.
– Vi skal vist samme sted hen, siger han.
– Er I motorbøller? spørger jeg.
– Er I stukket af hjemmefra? vil den anden vide, og så vidt jeg kan se, er det en pige.
Det overrasker mig lidt at en pige kan være motorbølle, men så blev jeg da så meget klogere. Gad vide om hun også er skilsmissebarn ligesom Robert og hans storebror? Og mon hun også har stjålet tokroner fra fars mælkebil? Jeg kan ikke få mig selv til at spørge, men jeg er rimelig sikker. Hun gør plads til mig bag på knallerten, og jeg sætter mig op, for hvad kan der ske? Vi kan ikke blive stående her. Sanne sætter sig op på den anden, og så kører vi.
– Kør forsigtigt, siger jeg.
Men motorerne larmer så højt at ingen hører mig, og hvis man holder fast, sker der nok ikke noget. Mærkeligt at de stoppede op og tilbød os at køre med. Der er mange hjemme i gaden som har dem under mistanke for at have sat ild til Bedstes hus. Måske er de slet ikke selv klar over det?
Jeg forestiller mig, mest for sjov, at de bortfører os og forlanger en stor løsesum for at slippe os fri. Men pengene bliver ikke betalt, vores forældre kan ikke, eller også vil de ikke. Så nu ved bøllerne ikke hvad de skal gøre, nu hænger de på os! Til gengæld læres vi op til selv at blive motorbøller, og en dag får vi hver en Puch Maxi som vi udborer. Så kører vi rundt sent om aftenen og sætter ild på en masse huse. Det er lidt flovt at skulle sige det, men jeg synes faktisk det lyder spændende. Det skulle selvfølgelig bare være for et par år, så kan jeg altid bagefter komme på Handelsskolen.
Sanne har svært ved at holde fast i svingene, kan jeg se, hun hænger slemt til den ene side, men hun har jo også kun én arm at gøre brug af. Gudskelov er der ikke så mange vejsving her vestover, og der er næsten ingen bakker, så mon ikke det går. Nu sidder hun da også oprejst igen. Jeg skal lige til at vinke til hende, men det er nok bedst jeg lader være. Vi kører alt for hurtigt – og alligevel er det som om vi ingen vegne kommer. Det er nok, fordi at uanset hvor man kigger hen, ser man sådan lidt det samme, nemlig marker, marker og marker. Men sådan er det hvor jeg kommer fra; så kan man sidde og fordybe sig i sine tanker – eller se på skyerne. Skyerne er lette at få øje på her i fladlandet, der er ikke så meget andet til at distrahere. I dag er der nu ikke så mange, og så skal man lade være med at kigge op, for så føler man at der ikke længere er noget til at holde på én, og at man når som helst kan falde ud i himmelrummet. Men det gør man aldrig. Man bliver hvor man er, det kan man roligt regne med.
Bare de to bøller ville lade være med at bremse så hårdt op i vejkrydsene og få knallerterne til at stejle, når de slipper koblingen, det er ikke morsomt. Det undrer mig at Sanne stadig er med; hun har sat tænderne i skulderen på ham foran, det må være derfor. Bare hun nu ikke bider hul i hans læderjakke.
Mor og far ser næsten glade ud, da de ser os køre op i indkørslen. De står ved vinduet og kigger, de har vel kunnet høre knallerterne. De farer heller ikke ud og slår løs på os, det er utrolig sødt af dem, de ved godt at jeg ikke kan lide at få tæv mens andre ser på. Måske er de virkelig glade for, at vi er kommet tilbage, nogenlunde helskindede?
Sanne og jeg er også næsten glade, og vi smiler det bedste vi har lært, da mor kommer ud til os. Vi ler endda lidt, for det kan nogle gange gøre tingene lettere. Mor giver os begge et lille knus og siger, at det er godt at se os igen. Jeg kigger hende i øjnene og kan se, at hun mener det – og hvis sandheden skal frem, får jeg en klump i halsen. Jeg hader, når jeg får en klump i halsen, så kigger jeg bare væk og giver mig til at nynne indvendigt. Nu giver hun hånd til motorbøllerne og siger dem tak, fordi de kørte hendes børn hjem. Og nu kommer far også ud – han har nok lige skullet rede sit hår eller knappe bukserne, det må være derfor han først kommer nu – og vi ler alle lidt igen.
Far giver os alle hånd, også Sanne og mig; det sidste kan godt virke lidt sært, lidt som om vi er fremmede for hinanden. Det gør nu ikke mig noget. Så byder han motorbøllerne indenfor. Først takker de nej, men de slipper ikke så let, de skal da ind og have en kop kaffe, nu de har været så flinke at køre Sanne og mig hjem. Og til sidst følger de med os. Men de beholder solbrillerne og cowboyhattene på, også da de kommer ind i stuen, og det er ikke så høfligt.
Der bliver ikke sagt så meget over kaffen, der bliver mest smilet til hinanden og holdt pauser. Jeg troede at jeg ville blive stillet en masse spørgsmål, men det gør jeg ikke. Det kommer nok senere. Det vigtigste er, at vi er i live og nogenlunde ved godt helbred, det bliver sagt mange gange. Mor kan ikke dy sig for at spørge til Sannes skulder, for enhver kan se at der er noget i vejen, men Sanne siger den bare er forstuvet. Da jeg begynder at fortælle det om trillebøren, afbryder far mig – jeg tænker det må vente til gæsterne er gået. De sidder og nipper til kaffen, de ville nok hellere have haft en øl. Lige som de rejser sig og siger, at de må videre, kommer mor ind med smørboller. Og så bliver de nødt til at sætte sig igen. Jeg tror nu også de kan lide bollerne, for de propper sig med dem, de er nok sultne af al den knallertbøllekørsel. Men da de rejser sig for anden gang, og siger tak for mad, må de virkelig videre, får vi en ny gæst.
Det er ingen mindre end Krüger. Han kommer for at stille de unge mennesker et par spørgsmål, siger han. Han har længe gerne villet tale med dem, men det er ikke så let at komme til, de føjter så meget omkring. Ikke engang deres forældre kunne hjælpe; han skulle for resten hilse.
Men hvor ved Krüger fra, at de nu er her? Far må have ringet til ham – det var måske det, han skulle have ordnet, inden han kom ud for at hilse på os i indkørslen? Krüger skriver noget i en lille bog, han skælder ikke ud. Han vil bare vide hvor de samlede Sanne og mig op henne, og hvornår, den slags småting. Og så kunne han godt lide at vide, hvorfor de gjorde det. Det sidste spørgsmål må han stille et par gange, det er som om de ikke forstår det. Eller ikke vil ud med svaret. Til sidst påstår de, at det var af venlighed, og så nikker Krüger og smiler så mærkeligt til far. Nå så det var af venlighed. Mor lader fadet med smørboller gå rundt, men kun Krüger skal have. Han spiser langsomt og smasker lidt, mens vi alle sidder og venter uden at sige noget. Så rejser han sig, tager kasketten på – for den har han taget af, da han satte sig til bords, det gør man – og siger tak for kaffe. Han glemmer heller ikke at rose bollerne som mor har bagt. Og vil de unge mennesker så være så venlige at følge med ham?
Nu bliver stemningen for alvor trykket, for de mener sådan set ikke, at de har gjort noget. Pigen begynder at græde. Jeg troede ikke at motorbøller kunne græde, men det kan de. Hun mumler noget om knallerterne, som hun indrømmer er udborede, for hun tror at det har noget med det at gøre. Men det har det ikke, siger Krüger. Han tager nu alligevel et notat om det. De påstår, at de har krav på at vide, hvad de er mistænkt for, men det vil Krüger ikke ud med så længe der er børn til stede. Jeg synes det lyder rimeligt nok, indtil det går op for mig, at det er mig der hentydes til. Mor tager mig ved hånden og trækker mig ud i køkkenet, og lidt efter kommer også Sanne; hun brokker sig lidt, for hun er jo ikke et barn, men det er nok fordi hun er sindssyg. Og jeg skal rigtignok love for, at der bliver grædt og råbt højt inde i stuen. På et tidspunkt bliver der også uddelt lussinger, smask-smask. Jeg ville så pokkers gerne vide om det er far eller Krüger der slår; jeg synes mest det lyder som far, men Sanne mener det kan være dem begge. Til sidst hører vi hoveddøren gå, og jeg løber ud til toiletvinduet som vender ud mod indkørslen. Herfra ser jeg, hvordan Krüger skubber bøllerne ind i politibilen; det er næsten synd for dem, den ene får et los i røven og ramler hovedet ind i den anden.
– Nu røg cowboyhattene af, siger jeg.
– Det var da på tide, siger mor.
Så kører de. Far kommer tilbage til os, og nu kan det ellers nok være, at piben får en anden lyd. Nu kommer alle spørgsmålene, de vælter ned over os, især over mig. Jeg svarer for mig, så godt jeg kan, alt imens jeg får en røvfuld af far. Han synes ikke jeg skulle have taget den snak med psykiatrikeren på Augustenborg, han siger jeg blander mig i noget, jeg ikke har forstand på. Mor er mest optaget af Sannes skulder, nu vil hun vide hvordan det er sket, men da jeg fortæller hvordan jeg bortførte hende og kørte hende væk i en trillebør, får jeg en omgang røvfuld mere. Derefter kører far på sygehuset med Sanne, for hun skal have taget røntgenbilleder. Hun protesterer, hun bryder sig nu engang ikke om sygehuse, men han forsikrer, at det kun bliver af armen, der skal tages billeder, ikke af hovedet. Mor vil vide om det var en vittighed, for hvis det var, var den ikke morsom, siger hun.
Det er dejligt at være hjemme igen, trods alt, og jeg har set frem til at skulle sove i en rigtig seng – og så endda min egen. Men først skal jeg i bad. Mor holder mig under bruseren og skrubber og regerer, og jeg skælder slemt ud, men hvis sandheden skal frem, er det ikke så lidt hyggeligt. Og da hun lægger mig i seng og beder aftenbøn for mig, slår jeg armene om hende og kysser hende på munden. Hun bliver helt rød i hovedet, for det plejer jeg aldrig, og hun ved ikke hvad hun skal sige. Men der er et par ting, hun måske kan hjælpe mig med. Der var noget med den måde Roberts storebror smilede til mig; er han nu også så farlig? Og jeg kunne ikke så godt lide da han og pigen knaldede hovederne sammen bag i politibilen.
– Hvad har motorbøllerne egentlig gjort? spørger jeg. – Det var da sødt af dem at køre os hjem.
– Jeg ved ikke noget, og jeg skal ikke blande mig. Men Krüger har jo længe gerne villet tale med dem, og så kommer de pludselig kørende med jer. Kan det tænkes, at de har dårlig samvittighed mon?
Dårlig samvittighed, nå på den måde, tænker jeg. Jeg er lidt langsom i optrækket, men nu falder tiøren omsider.
– De vil ikke ha’ at vi skal tro, de satte ild til Bedstes hus. Men det gjorde de, og nu har Krüger fanget dem, er det sådan?
– Læg dig nu til at sove, siger mor.
– Men hvorfor gjorde de det?
– De har vist osse engang tændt ild i skoven … Og hvis ikke de har sat ild til Bedstes hus, så har de i hvert fald ulovlige knallerter.
– Det har de, og jeg har siddet bag på én af dem!
Mor smiler og kysser mig godnat – på kinden, som hun plejer. Da hun er gået, kommer jeg pludselig i tanke om Ninus; jeg fik jo slet ikke spurgt til den! Hvor er den? Er den stadig i live? Hvis mor havde vidst noget, havde hun nok sagt det, især hvis det havde været noget godt. Jeg tænker den er død. Lidt ligesom Bedstes kat. Jeg folder hænderne for at bede en bøn for dem begge, men jeg ved ikke, jeg opgiver på halvvejen og lægger mig til at sove. Der er ærlig talt sket så meget i dag, og jeg kommer hele tiden til at tænke på udborede knallerter som stejler.