Muldvarpen og staudebedet
Far er kommet i avisen igen, med billede og alting, men denne gang uden mig. Der var ellers en journalist som gerne ville tale med mig, og jeg ville gerne tale med ham, men far satte sig imod det.
– Jeg har lovet Krüger, at vi ikke udtaler os til pressen, sagde han.
Det kunne ellers have været morsomt, for jeg synes jeg har så meget at fortælle, men far og Krüger ved selvfølgelig bedst.
– Af hensyn til efterforskningen, som far sagde.
Derimod mente han nok at det gik an, at han selv udtalte sig til avisen, sådan i generelle vendinger. Og det mente Krüger også. Så i dag står der en lille artikel. Jeg kan ikke forstå om far er glad for det der står, eller han ikke er glad. Han læser det igen og igen og siger, at det er for galt, men samtidig smiler han nok så tilfreds. Især når han ikke ved, at jeg kigger. Mor smiler også, men på en anden måde, det er vist mere af ham – eller er det af os alle?
Det drejer sig selvfølgelig om motorbøllerne, og der står at det var Sannes og min fortjeneste, at de blev pågrebet. Vi tog sagen i vores egen hånd, for politiet kom ingen vegne med efterforskningsarbejdet. Da far bliver spurgt, hvordan det kan være, at hans børn klarede det som politiet ikke kunne klare, siger han, at det er fordi politiet ikke har de fornødne midler til rådighed, og at det er noget han har tænkt sig at tage op i byrådet ved førstkommende lejlighed. Men han indrømmer da også, at han er stolt af sine børn. De er opdraget til at have en stor retfærdighedssans, og så elskede de deres farmor. Der står også at Sannes kraveben blev brækket under klammeri med misdæderne; det sidste ord forstår jeg ikke, men det må være et andet ord for motorbøller.
– Sådan var det jo ikke, siger mor.
– Det har jeg heller aldrig sagt, råber far og slår i bordet.
Men han smiler ligegodt, altså når han ikke ved, at jeg kigger. Så jeg tror at alting er, som det skal være. Der er selvfølgelig det problem, at det er løgn og latin, men omvendt svarer det meget godt til, hvad rygterne siger. Sådan vil folk gerne tro, at det er sket – skal de så ikke have lov til det?
Henne i skolen er jeg lidt af en helt, og det gør ikke mig noget, der går jo ikke skår af nogen for det. Men når mine kammerater vil have mig til at uddybe Sannes og mine bedrifter, virrer jeg blot på hovedet og siger, at jeg ikke må udtale mig af hensyn til efterforskningen. Det gør mig lidt hemmelighedsfuld, og det forstærker kun nysgerrigheden. Jeg er blevet rigtig god til at virke hemmelighedsfuld.
Om det så er frøken Port, så kigger hun næsten forelsket ned på mig i timerne. Det er både godt og skidt, for så kan jeg ikke lade være med at læse ekstra meget på lektierne. I et frikvarter spørger hun mig, uden nogen hører det, om der er nogen klassen skal bede for. Jeg nikker bare, jeg behøver ikke sige noget, så klapper hun mig på hovedet. Og så beder vi en bøn for motorbøllerne; selvom Port ikke bruger lige det ord, ved vi alle hvem hun tænker på. De er jo også mennesker, og så videre, og må Vorherre hjælpe dem på rette vej, og så videre. Da vi er færdige, kigger hun ned på mig. Jeg nikker igen for ligesom at sige tak. Det var ganske vist Sanne, jeg tænkte på dengang, da jeg spurgte om man kunne bede for den eller dem som bærer skylden for Bedstes død, men det kommer jo ingen ved. Mærkeligt nok må jeg bremse mig selv i at komme til at tænke på Sanne igen.
Netop som vi skal til at gå videre, og frøken Port beder os slå op i lektiebogen, tager Nisse ordet.
– Jeg vil bare lige sige, at jeg altså har hørt, at det slet ikke var motorbøllerne, som gjorde det, siger han.
– Hvad mener du lille Nisse?
– Min far siger de er blevet frikendt, for der var ingen beviser.
– Er de blevet frikendt? spørger jeg, for det er lidt af en streg i regnskabet.
– Men deres knallerter er blevet konfuskerede.
– Det hedder konfiskerede, siger jeg, – og hvor ved din far det fra?
– Det står i avisen i dag.
Der er gudhjælpemig også andre i klassen, som rækker fingeren i vejret og siger, at de har hørt det samme. Det var ikke motorbøllerne, de har været i retten og der er afsagt dom. Nu får de en undskyldning af politiet, måske endda en erstatning.
– Var det ikke dem? mumler frøken Port, og jeg ved snart ikke hvem det er mest pinligt for, hende eller mig.
Jeg rejser mig, pakker stille og roligt min skoletaske – og går. Frøken Port forsøger ikke engang at bremse mig; jeg går midt i en time, og så endda en religionstime! Jeg vender mig i døren og kigger på mine klassekammerater; de fleste af dem kigger ned i bordet, flove på mine vegne, et par af dem vinker. Så lukker jeg døren udefra, så stille og lydløst som muligt.
Men det er da ikke fordi jeg længes efter at komme hjem, for hvis det står i avisen i dag, så ved far og mor det nok også nu.
Det overrasker mig ikke, at far er gået i seng, selvom det er midt på eftermiddagen. Men da jeg kigger ind ad nøglehullet, kan jeg se at han bare ligger og kigger op i loftet; han må være meget ked af det, for han læser ikke engang Anders And. Stakkels far. Først langt ud på aftenen kommer han ned i stuen, og da er det for at ringe til Krüger. Men Krüger har det måske endnu værre, for han tager ikke telefonen.
– Du kan jo ikke gøre for det, siger mor.
– Jeg var sikker på, at det var dem. Hvem er det så?
– Det er politiets problem, ikke dit.
– Hvad vil de ikke tænke i byrådet? Det her fremmer ikke min troværdighed.
– Jamen det der stod i avisen, havde du jo slet ikke sagt. Det var noget journalisten fandt på. Det var bare rygter.
Far sætter sig tungt, ingen af os tør sige noget, vi tænder heller ikke for fjernsynet. Den eneste i vores familie, som ikke er videre berørt af tingenes udvikling, er Sanne. Hun er kommet hjem fra sygehuset og har armen i en armslynge; det er mærkeligt, men det er som om det har hjulpet på hendes hoved. Folk spørger jo meget til hvordan hun har det, og så fortæller hun hvordan det går med kravebenet – og det er ikke nær så svært at tale om som det andet.
– Jeg var bare så sikker, gentager far.
– Det kunne jeg da godt have fortalt jer, siger Sanne, – og det har jeg sådan set osse, I vil bare ikke lytte. Det var jo mig der gjorde det.
– Begynd nu ikke på det igen, beder mor.
– Men jeg skal nok lade være med at sige det til nogen, hvis I ikke vil have det.
Det synes jeg er utrolig sødt af hende, men jeg kan ikke finde ud af om det er sandt, hvad hun siger, eller det er fordi der er noget i vejen med hende. Jeg ved heller ikke hvad der er værst. Mor og far vil vist foretrække, at der er noget i vejen med hende, de sidder og ser så bekymrede ud. Sanne begynder så småt at ryste igen.
– Jeg vil ikke hen til doktor Madsen, siger hun. – Ikke doktor Madsen.
Det er der nu heller ikke nogen, som truer hende med. Der er omvendt heller ingen som siger, at hun ikke skal hen til doktor Madsen. Der er ingen der siger noget, og hun ryster mere og mere. Jeg kan ikke holde det ud længere, så jeg går ud og børster tænder og får mor til at følge mig i seng.
– Hvad mon Ninus har lavet i dag? spørger jeg, for det er rart at tænke på noget andet.
– Den har det sikkert godt, siger mor.
Jeg er begyndt at spørge til Ninus, ved sengetid, det er så hyggeligt. Og mor plejer da at svare.
– Kommer den snart hjem til mig?
– Ja, det varer ikke så længe.
Jeg kan høre på hende, at hun ikke ved det, men hun vil gerne berolige. Til tider kan det være svært at få et klart svar fra de voksne, det er som om der er en vis usikkerhed forbundet med hvad de siger, men jeg tror også de selv lider under det. Det må man have forståelse for som barn, man må bære over og forsøge at gøre det lidt lettere for dem – og for sig selv.
– Er den stadig i Sønderborg? spørger jeg. – På politistationen?
– Mm.
– Hvem plukker så mælkebøtteblade til den? Gør betjentene det? Er det ham Christensen, eller skiftes de?
– Jeg tror de skiftes. Men nu skal du sove, kan du det?
Det er rart at tænke på betjente med kasket som går langs en grøftekant og plukker mælkebøtteblade – til min kanin. De har den måske i et bur inde på kontoret, og den er blevet utrolig populær. Det vil næsten være synd at forlange at få den tilbage.
Jeg bliver lidt forstyrret da Sanne råber om hjælp, og fars bil starter; men så kryber jeg langt ned under dynen og forestiller mig, at han nu kører hende til København. Der bor i forvejen så mange ligesom Sanne, med psykiske nerver og uden en Gud; der vil hun nok få det bedre.
*
De har snart siddet længe ved det spisebord, og der sker ikke rigtig noget. Der skete mest da hun kom ind ad døren, da omfavnede de hinanden og kyssede flere gange på munden. Ikke som når far og mor kysser hinanden, mere som når Sanne kysser en kæreste. Der er en gren som stikker mig i ryggen, det er ikke særligt rart at sidde her bag busken, og får jeg overhovedet noget ud af det? Han forsøger ikke at få hånden op under hendes kjole eller noget; det kan være det kommer. Indtil videre sidder de bare og spiser og drikker og kigger hinanden i øjnene. Det er røvkedeligt. Og så taler de selvfølgelig sammen, de taler utrolig meget – guderne må vide hvorfor. Pludselig ler de. De ler nogle gange så de nærmest knækker sammen hen over tallerkenen, det ser sjovt ud, den ene gang var jeg lige ved at le med. Men jeg gjorde det gudskelov ikke. Jeg må virkelig passe på; som timerne går, bliver man mere sløset. Jeg må sidde helt stille og vente. Det er godt jeg har så meget tøj på, for det er bidende koldt – så, nu nulrer hun hans ene øre og de kysser hinanden igen. Endelig! Og hvad så nu? Han rejser sig og begynder at tage af bordet, hun bliver siddende. Nu går han ud i køkkenet, og hun vender sig mod vinduet. Jeg dukker mig bag busken, og da jeg løfter blikket igen, har de begge forladt stuen. Er det nu jeg skal om til soveværelset mon? Er de allerede gået i gang – eller kan de finde på at komme tilbage til stuen og snakke videre?
Jeg farer forskrækket sammen, da der pludselig er én som prikker mig på skulderen.
– Hvad laver du?
Det er Mette, hun har set mig ude fra vejen og er listet ind i haven! Det kan lige passe, at den snotunge skal komme og ødelægge det hele.
– Forsvind med dig! hvisker jeg.
– Hvorfor har du gemt dig?
– Det rager ikke dig, skrub så af!
Men hun bliver siddende på hug ved siden af mig. Problemet er, at hvis jeg rykker hende i rottehalerne, skriger hun, det plejer hun altid at gøre, og så er vi røbet. Så jeg er nødt til at svare.
– Fordi jeg udspionerer, selvfølgelig. Jeg vil se om de to derinde er kærester.
– Hvorfor det?
– Hvis de er kærester, så er de inhabile.
– Er det noget der smitter?
– Det er ikke en sygdom, din snotabe, det er noget de har inde i kommunen, især i byrådet, det er lidt svært at forklare.
Mette forstår ingenting, og det er nok også bedst jeg ikke fortæller for meget. Men den liderlige karl, jeg udspionerer, er vores viceborgmester, og som om det ikke var nok, er han i familie med psykiatrikeren på Augustenborg. Og det er vist så som så med tavshedspligten nu om dage, for han er begyndt at komme med hentydninger, siger far, som kan belaste vores familie; han ved vist mere end godt er. Men er han nu også selv så meget bedre? Et par gange i ugen får han besøg af en dame, det har far fundet ud af, og det er ikke en hvilken som helst dame. Først troede jeg det var en ludder, for sådan én har vi i vores by, hun hedder Sonja Lynlås, men det er det ikke. Far kender hende. Det er en dame som også arbejder på rådhuset – hun sidder nemlig på pengekassen, den de har stående ovre i økonomiafdelingen. I sidste måned var hun med viceborgmesteren på en rejse til Lübeck, for kommunens penge, og far forstår ikke helt hvorfor. Hvis det viser sig, at de to “gør det“ med hinanden, så ved far og jeg mere end godt er. Så har vi noget som kan lukke munden på ham, den kære luskebuks. For så er han inhabil. Det er hun vist for resten også, men især skulle han vide bedre, siger far.
Far har ikke selv tid til at ligge på lur her i haven, jeg er jo også så meget mindre og bliver ikke så let opdaget. Det er en typisk socialdemokratisk have for resten, der ligger ting og flyder overalt, et legehus er bygget halvt færdigt, det har det været siden i sommers, siden viceborgmesteren blev skilt og konen tog børnene med sig. Socialdemokrater har det med at blive skilt og få nye damer, det er synd for børnene er det.
– Hvor er de henne? spørger Mette. – Der er jo ingen at udspionere.
– Jeg tror de er gået ind i soveværelset.
– Hvor er soveværelset?
Vi lister os om på den anden side af huset og kigger ind ad soveværelsesvinduet, og ganske rigtigt, de sidder på sengekanten og kigger hinanden dybt i øjnene og klæder hinanden af. Hvis ikke man vidste, at de var inhabile, ville det sådan set være kønt.
– Kan de ikke selv tage tøjet af? spørger Mette.
– De elsker hinanden, siger jeg, – så gør man sådan.
– Det gør min mor og far ikke.
– Det er fordi de er gift, det gør min mor og far da heller ikke.
– Elsker man ikke hinanden, når man er gift?
– Jo, men så får man børn, og så er man nødt til at vise at man selv tager tøjet af og på, ellers lærer børnene det aldrig.
– Jamen hvis børnene ikke ser det?
– Det ved man aldrig om de gør.
Vi kigger i tavshed. Det er svært at vide hvad man skal mene om det derinde, de har så skinnende øjne og lader hænderne glide rundt alle steder på hinandens kroppe. Pludselig er det som om vi bliver revet ud af en film.
– Mette?
Det er Mettes mor der kalder. Klokken er mange, hun skal hjem.
– Jeg kommer nu! råber Mette gudhjælpemig, højt og syngende; så løber hun.
I det samme vender parret i soveværelset sig mod vinduet, og manden kommer hen og kigger ud. Jeg løber også, men jeg er ikke så hurtig som Mette, for jeg er blevet kold af den lange ventetid, og det ene ben sover.
Da jeg fortæller far, hvad jeg har set, slår han i bordet med den ene hånd og river sig i øret med den anden. Så jeg tror han er tilfreds med mit arbejde. Der er lige et par småting, han skal have på det rene. Han bøjer sig ned over mig og hvisker mig i øret:
– Havde han rejsning?
Jeg ved ikke helt, hvad han mener med det ord.
– Da de sad inde i soveværelset og gramsede på hinanden, helt uden tøj, stod hans tissemand så lige ud i luften?
– Det ved jeg ikke, siger jeg, – den så jeg ikke.
– Så du ikke den? Det kan vist ikke passe. Sig du det bare som det er, til din far, du skal ikke skamme dig.
Jeg trækker på skuldrene, for jeg har slet ikke set nogen tissemand, jeg så mere deres skinnende øjne og deres hænder, og jeg er lige ved at græde, for så har jeg måske alligevel ikke gjort mit arbejde godt nok.
– Havde han fingrene oppe i hende?
Jeg tænker mig godt om, kører hele episoden igennem ligesom en film inde i hovedet.
– Nej, siger jeg, – det havde han ikke, det ville jeg have lagt mærke til. Men det kan han jo godt have haft bagefter.
Far nikker, lidt skuffet, men heller ikke utilfreds. Han gør slutfacit op:
– De klædte hinanden af, helt af? Osse underbukserne.
– Ja.
– Og de sad på sengen og gramsede over det hele.
– Ja. Er de så inhabile far?
– Meget, siger han.
– Skal de så i fængsel?
– Nej det skal de ikke. Men sådan noget kan vi ikke have her i kommunen. Sig mig nu en sidste gang, og tænk dig godt om: Så du ikke hans tissemand?
I det samme banker det på døren. Jeg ved med det samme hvem det er og føler, at spillet er ude. Så har jeg alligevel ikke gjort mit arbejde godt nok. Far sagde jo, at jeg for alt i verden ikke måtte blive set.
– Du bli’r her, siger han og går ud og lukker op.
Jeg åbner døren til bagtrappen; ikke fordi jeg vil stikke af, men fordi jeg ved, at mor er nede i vaskekælderen. Hvor bliver hun af?
Hun kommer ikke, det gør derimod far og viceborgmesteren, jeg tænkte jo nok at det var ham. Far trækker mig op i ørerne.
– Hvad er det du har lavet? spørger han. – Du har ikke noget at gøre i andre folks haver. Er du vindueskigger?
Så trækker jeg bukserne ned og bøjer mig forover.
– Du skal ikke slå ham, siger viceborgmesteren.
Men far slår som han plejer, hårdt og vedvarende, og det hjælper ikke at manden bliver ved med sit: – Du skal ikke slå ham, du skal ikke slå ham.
Det går der noget tid med. Far slipper først, da manden siger:
– Det var jo dig selv, der fik ham til det.
– Hvad var det? Hvad er det du insinuerer? spørger far.
Og nu kan det ellers nok være, at den kære viceborgmester kommer ud, og det i en vis fart. Mage til frækhed! Far er sød til at hjælpe mig med at få bukserne på igen, det kan nemlig være svært når numsen er øm. Jeg håber ikke han har dårlig samvittighed, han var jo nødt til at slå, så meget forstår jeg da.
– Nu står I lige, siger jeg. – Nu skal han nok holde mund med det han ved om Sanne, tror du ikke?
– Det må vi da håbe, siger far. – Men så må vi hellere holde mund med det, vi ved.
Mor kommer op fra kælderen med vasketøjet. Det er mærkeligt med hende, for når der sker noget vigtigt, er hun begyndt at gå i vaskekælderen eller ud i haven eller noget tredje. På den måde går hun glip af meget, men hun lader nu ikke til at være ked af det. Tværtimod. Hun synger mens hun lægger vasketøjet sammen. Jeg synger med, for det er så hyggeligt, og far begynder også; det er så længe siden vi har sunget sammen, og mon ikke vi også skal græde lidt? Det går rigtig fint, jeg mærker tårerne presse sig på – indtil mor pludselig slår over i tysk! Det er møgirriterende, for så kan far og jeg ikke være med, og det ved hun godt. Det er som om hun slet ikke har lyst til at græde sammen med os mere.
*
Jeg ved ikke hvem der har sagt noget, det er ikke mig, jeg siger sjældent noget. Og alligevel ved alle det. Ikke det om os, gudskelov, men det om de to inhabile på rådhuset. Far skal til møde om det i byrådet, og det er ikke så godt, siger han, det er faktisk noget skidt. Han skælder ikke ud, derimod sukker han og vrider hænder. Det er på en måde beroligende, for når han er i det humør, slår han ikke. Men jeg kan da godt have lidt ondt af ham.
– Er der noget du vil have mig til? spørger jeg.
Han svarer ikke; hvis der var, ville han nok sige det.
Mon ikke det er Mette som har sladret? Hun sad jo ved siden af mig i haven og så det samme, som jeg så. Det kunne bedst ligne hende, hun kan ikke tie stille med noget, ellers kan jeg ikke se hvem det skulle være. Jeg tror ikke det ville hjælpe at fortælle far det med Mette. Han vil bare sige, at jeg skulle have fået hende væk, og desuden er det jo for sent. Men næste gang jeg ser hende, vil jeg for god ordens skyld rykke hende i begge rottehaler, og jeg vil rykke til, lige meget hvor højt hun hyler.
Da far kommer tilbage fra mødet i byrådet, griner han over hele hovedet, og først er jeg lettet. Men så kan jeg se, at der er noget galt, for hans øjne griner ikke. Han griner ligesom af det hele og sig selv, som om alting kan være lige meget nu.
Jeg er selvfølgelig nysgerrig efter hvad der er sket, og det er mor også – hun sidder med en vasketøjskurv mellem benene og kigger spørgende på far.
– Han tog sit gode tøj og gik, siger han. – Frivilligt.
– Gik han? spørger mor. – Fordi han er inhabil?
– Det hedder det slet ikke. Hver gang jeg brugte det ord, så rettede borgmesteren mig.
– Rettede borgmesteren dig?
– Ja. Det hedder „uheldig sammenblanding af interesser“. Som om det skulle være så meget bedre.
– Kan du så ikke blive viceborgmester? spørger jeg hurtigt.
Far svarer slet ikke, jeg fortryder også jeg spurgte, jeg vil jo bare muntre os alle lidt op.
– Nu er han erstattet af en anden socialdemokrat, så det er hvad der kom ud af det, fortsætter han og kigger hen på mig.
Jeg kan godt se det, det er noget skidt, for nu har vi ikke den klemme på ham mere; nu kan han sige hvad han vil, til hvem han vil, nu kan ingen ramme ham mere.
– Hvem tror på sådan en liderlig buk, siger mor.
Men jeg kan høre, at hun også er bekymret. Selv bornholmeren giver et lille forskrækket klemt fra sig uden at falde i slag.
– Ruller snebolden nu? spørger jeg. – Og der er ikke noget vi kan gøre for at stoppe den?
Far vender ryggen til mig og går op i soveværelset, så jeg tænker, at det nok er nogenlunde sådan det er. Mor går ned i vaskekælderen. Jeg kommer til at tænke på de to nøgne mennesker, jeg så i soveværelsesvinduet.
Gad vide om de så kan være kærester nu? For nu er det jo ikke en uheldig sammenblanding af interesser mere. De kan ikke tage til Lübeck, for kommunens penge, men de kan sidde nøgne over for hinanden om aftenen og kigge hinanden dybt i øjnene – og røre ved hinanden. Uden nogen kan bebrejde dem det. Når jeg tænker på det, kan jeg blive helt varm i kinderne. Der er ikke noget som er så skidt, at det ikke er godt for noget, siger man jo.
Vi har et staudebed i vores have som forestiller et dannebrogsflag. Man kan ikke se det endnu, det er først når det bliver sommer, men jeg ved det fra tidligere år. Bedet består af røde tulipaner med et kors af hvide tulipaner i midten, og man skal stå lidt på afstand for rigtig at se det. Men så er det også pænt, så pænt at naboerne gerne kommer over for at beundre.
Der har dog været år, hvor far har måttet reparere mønstret på grund af muldvarpen. Den har det med at grave sig ind under bedet og vælte løgene rundt mellem hinanden, så der slet ikke bliver noget dannebrog men et syndigt rod af hvidt og rødt. Det må ikke ske i år, og det er derfor far står dernede med en spade og en lommelygte til langt ud på natten.
Muldvarpen er nemlig for snu til at gå i muldvarpefælden, så bæstet skal slås ihjel på den gammeldags maner, med en spade. Man skal stå helt stille og vente, og lige så snart jorden skyder op et sted, skal man liste hen og stikke spaden ned, meget hurtigt, og forsøge at vippe muldvarpen op på græsplænen. Når man først er så langt, er det nemt, for den kan ikke se noget og løber ikke særlig hurtigt; det er ingen sag at slå den til plukfisk med spaden. Jeg har set far gøre det flere gange, og han slår hårdt. Jeg har selv fået lov engang, selvom far slog efter, bare for at være sikker på at den var død.
Men det sker at en muldvarp er særlig vanskelig at få kål på. Som nu denne her. Så bliver det ligesom en slåskamp mellem dyret og mennesket, og afgørelsen kan trække ud. Hjemme hos os er det Dannebrog som skal forsvares.
Far påstår at han kan høre, når muldvarpen er på vej; når den stemmer nakken imod og presser jorden op, knirker det svagt. Det er som en port der åbnes, siger han, under jorden, og hængslerne er rustne. Eller som når en flok stære letter, langt væk …
Det er meget godt alt sammen, men han har da ikke fanget dyret endnu. Han kravler rundt på alle fire med øret mod græsset og lytter.
Mor og jeg står i køkkenvinduet og kigger. Det virker lidt overdrevet at bruge så meget tid på det, er vi enige om, nu der sker så meget andet som for pokker er vigtigere. Mor mener det kan være en afledningsmanøvre, hvad det så end betyder; men jeg tror hun har ret. For en gangs skyld holder jeg med hende.
Da Krüger kommer en aften, har far ikke tid til at tale med ham. Jeg synes det er lidt uhøfligt, men i virkeligheden er det muldvarpens skyld, for den har ikke ladet sig fange endnu. Og før det er sket, kan far ikke koncentrere sig om andet. Men Krüger går ikke hjem, han kender far og tænder en pibe tobak. Så går han hen til ham og begynder at snakke, jeg ser det fra vinduet, gad vide hvad han siger. Far siger ikke meget, og han flytter ikke øjnene fra staudebedet – først da Krüger viser ham et brev. Det er et vigtigt brev, kan jeg se, for far læser det mange gange inden han giver det tilbage til Krüger. Da Krüger går, klapper han far på skulderen, ligesom opmuntrende, og det har jeg ikke set før. Men jeg ved ikke om det er et godt tegn, jeg tror det ikke. Mor er i vaskekælderen, så jeg kan ikke spørge hende. Der er nok ikke andet for, end at jeg må ned i haven og spørge far selv.
– Nå? begynder jeg, for det er altid en god måde at begynde på. – Har der været noget livstegn fra muldvarpen?
Han tøver lidt, inden han svarer.
– Ja, siger han. – Det har der sådan set.
– Hvorhenne? spørger jeg og kigger efter nye muldvarpeskud, men finder ingen.
– Den har skrevet et brev til mig. Eller rettere til Krüger.
– Har muldvarpen skrevet et brev?
Jeg forsøger at le, men min latter slår hurtigt over i hikke, jeg forstår ikke hvor han vil hen.
– Hvad mener du far?
– Du så jo at Krüger var her med et brev, du stod i vinduet. Det var fra muldvarpen.
– Hold nu op. Det passer ikke, en muldvarp kan da ikke … du har da ikke … hvad skrev den far?
– At jeg er en forbryder, og at jeg burde spærres inde.
– Forbryder? Nå. Gjorde den virkelig?
Pludselig langer han ud efter mig, men rammer ikke.
– Selvfølgelig gjorde den ikke det dit fjols! Du er for let at narre, lille mand.
Far ryster på hovedet af mig og griner. Han hænger så underligt over spaden – og netop som vi står der, kommer der et muldvarpeskud midt ude i staudebedet! Vi ser det ske, og far reagerer ikke! Det er som om han har opgivet på forhånd.
– Der er den! siger jeg. – Den laver kludder i dannebrogsflaget.
– Lad den bare, siger han.
Jeg river spaden ud af hånden på ham og stikker den af al kraft ned i muldvarpeskuddet, men der er selvfølgelig ingen muldvarp. Jeg får kun et par løg op til overfladen, og jeg skynder mig at proppe dem ned i jorden igen.
– Den må være her i nærheden, siger jeg og stikker spaden i et par steder rundt om i bedet.
Men i mellemtiden er far gået ind, det undrer mig lidt. Jeg bliver stående, kan ikke sådan forlade skansen. Der kan hurtigt komme et muldvarpeskud til, og hvis ikke jeg kan få kål på dyret, kan jeg måske skræmme det væk.
Selv da mor lukker køkkenvinduet op og kalder på mig, fordi der vanker smørboller, bliver jeg stående med spaden og lommelygten. Jeg forsøger også at lægge øret til græsplænen, men jeg kan ikke høre noget. Mor kommer ud til mig med en tallerken boller, det er sødt af hende; hun har forstået, at det ikke er en leg for mig, men at jeg har taget over hvor far gav op.
– Hvem var det brev fra? spørger jeg hende.
– Det ved vi ikke, der var ingen afsender.
– Hvad stod der i det?
– Der stod det, som Sanne fortæller alle, blandt andet psykiateren på Augustenborg. At hun satte ild til Bedstes hus, og at hun gjorde det for at straffe far. Nu ved Krüger det osse.
Jeg fornemmer, at jeg ikke skal spørge, hvorfor min storesøster dog skulle straffe far.
– Nu tænker jeg, hun kommer i familiepleje, siger mor.
Og så sukker hun så hjerteskærende, så jeg forstår, at det sidste er det værste. Hvis Sanne kommer i pleje hos andre, er det en skam for os alle. Mærkeligt nok er jeg ikke så bekymret for Sanne.
– Kommer far så i fængsel? spørger jeg.
Jeg havde sådan håbet, at mor ville le ad mit spørgsmål, eller begynde at slå løs på mig, for selvfølgelig skal han ikke i fængsel. Men hun tager mit spørgsmål alvorligt, det er oven i købet noget, hun selv har tænkt over, kan jeg mærke.
– Nu får vi se, siger hun.
– Sanne har psykiske nerver, der er ingen der tror på hende, forsøger jeg.
– De tror nok lige så meget på hende, som på far.
– Det er lige groft nok, siger jeg. – Jeg tror godt jeg ved, hvem der har skrevet det brev. Det er ham viceborgmesteren som ikke er viceborgmester mere, og som er i familie med psykiatrikeren.
– Det er det jo nok, siger mor, – men det hedder ikke psykiatriker, hvor mange gange skal jeg sige det, det hedder
Så går hun. Jeg spiser mine boller stående, har hele tiden blikket rettet mod bedet. Nogen må blive her og passe vagten, med spade og lommelygte. Det gælder om hele tiden at være parat, der lurer farer alle vegne; om ikke andet skal naboerne have noget pænt at kigge på i vores baghave.
Når man tager sit eget liv i vores by, plejer man at skyde sig med et jagtgevær. Det er ikke alle der ved hvordan man gør, det er nemlig ikke så let, så jeg vil lige forklare det. Far har selv vist mig det. Man sætter sig med geværet, stemmer kolben mod gulvet og gaber over løbet, sådan så skudretningen er op mod hjernen. Og så tager man en strømpe af. Det sidste er vigtigt, man kan nemlig ikke nå aftrækkeren med fingrene, så man er nødt til at bruge storetåen. Men så kan det også lade sig gøre, og det er ret sikkert, det er der flere der har gjort i min fars familie. Der er dem der foretrækker at hænge sig, det er blot lidt mere usikkert, for så kan man risikere at blive skåret ned inden man er død. Endelig er der dem der drukner sig, men det er få. Der var én her i byen sidste efterår, en gammel kone. Hun gik ud i slotssøen en sen nat, uden tøj, og da de fandt hende om morgenen, lå hun på bunden viklet ind i noget tang; en lystfisker fik hende på krogen. Hendes tøj var lagt fint sammen inde på bredden, ved foden af et træ, og det var noget man talte lidt om; hun havde ry for at være sparsommelig og kunne vel ikke lide tanken om at også skulle gå til spilde. Jeg ved nu ikke om der var nogen, der kunne bruge det.
Jeg har altid tænkt, at hvis far skulle tage sit liv, måtte det blive med jagtgeværet. Derfor undrer det mig, at han går rundt nede i haven med et stykke reb hængende ud af bukselommen. Han risikerer jo at nogen ser det, for eksempel mig, og at jeg skærer ham ned i tide. Måske er han bange for det syn der vil møde os, når han har skudt sig; jeg tænker hjernen vil være blæst ud, og han vil nok ikke tage sig så køn ud i en kiste – som hvis han for eksempel har hængt sig. Men jeg ved det ikke, jeg synes nu heller ikke han skal tænke på os, han skal da bare tænke på sig selv. Det er også som om han har svært ved at finde det rigtige træ og virker helt ligeglad med, at jeg står i køkkenvinduet og ser ham. Jeg tror ikke, jeg skal drage mor ind i det her, det vil far ikke tilgive mig; desuden er hun optaget af noget i fjernsynet, noget over Tyskland, jeg kan høre hun synger med.
På en måde håber jeg, det snart er overstået. Der er alligevel ikke så meget tilbage for far at leve for, han har selv forklaret mig det. Han har fået en dom, han skal i fængsel, jeg ved ikke hvornår og hvor længe, jeg tør ikke spørge. Der kommer heller ikke mange kunder i butikken længere; hvis der kommer nogen, er det altid mor som ekspederer. Og som om det ikke var nok, er Sanne kommet i familiepleje. Det sidste er næsten det værste, for så siger man jo indirekte, at hun ikke har haft det godt her hos os.
Så er der det med byrådet. Han har været her, ham som i sin tid opfordrede far til at stille op for Venstre; nu opfordrer han far til at trække sig. Både for fars egen skyld og for partiets. Men far har ikke trukket sig endnu, for som han siger, hvad er der så tilbage? Jeg forstår godt, hvis han tager sit liv, jeg bebrejder ham ikke noget. Så kan det måske også blive lettere for mig i skolen, for det er ikke ligefrem nemt at have en far som alle og enhver ved er kriminel. Jeg vil ikke gå i detaljer, for jeg vil helst ikke tænke på det, men der er dage hvor jeg slet ikke kommer til timerne. Ikke fordi jeg ikke kommer i skole, jeg bliver bare nede i cykelskuret – og lærerne lader mig gøre det.
Jeg har også tænkt lidt på, at når far så skal begraves, så må det næsten være mig der skal holde begravelsestalen, og det glæder jeg mig lidt til. Ikke at det bliver nogen let opgave, men jeg kan ikke lade være med at se for mig, at jeg står der ved kisten og hælder hovedet på skrå og får alle til at græde. Det kan vel heller ikke udelukkes, at der er én som falder på knæ og river sig i håret. Jeg har meget at leve op til, men jeg føler selv, at jeg har visse evner, og tænk om jeg kunne løfte arven efter far.
Indtil videre går han rundt derude og leder efter en passende gren, og da han endelig har fundet én og har stillet en havestol under, kigger han op mod køkkenvinduet. Jeg vælger at blive stående, så han ser at jeg ser ham, men det mærkelige er, at det ikke får ham til at ombestemme sig. Tværtimod; nu binder han rebet fast til grenen og kigger igen op mod mig, men sådan ud af øjenkrogen. Den tanke slår mig, at han måske håber jeg skærer ham ned. Jeg griber i køkkenskuffen efter brødkniven. Den ligger øverst, ligesom parat, og den er skarp, for far har slebet den for nylig. Da jeg går ud ad bagdøren og stiller mig bag en stabel ølkasser, men sådan så far ser at jeg har brødkniven i hånden, tager han mod til sig. Og så springer han.
Jeg løber frem, nu skal det gå hurtigt, hvert sekund tæller, men jeg kommer ikke så langt, for i det samme er der én der griber mig i skulderen bagfra og holder mig tilbage. Jeg tror først at det er mor, jeg ved ikke hvorfor. Men da jeg vender mig, er det ikke hende jeg ser. Det er en mand i korte skindbukser og med bar overkrop, og han har store englevinger på ryggen. Han løfter en finger og ryster på hovedet, som for at sige at nu skal jeg tænke mig godt om. Har jeg nu også så travlt? Jeg løber tilbage mod bagdøren, kan jo stadig nå at lægge kniven tilbage i køkkenskuffen og kalde på mor, eller endnu bedre, sætte mig ind og se tysk fjernsyn sammen med hende. Men i det samme kan jeg høre far udstøde nogle gurglelyde, jeg kan jo heller ikke lade ham hænge der med tungen ud af halsen og vente på mig. Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre, men ender med at trodse min skytshelgen og løbe hen til far, klatre op på havestolen og skære rebet over. Jeg har tabt kostbare minutter; far har tisset i bukserne og er helt blå i hovedet; jeg er alvorlig bekymret for, om jeg nåede det i tide. Rebet har skåret sig ind i huden omkring halsen, og jeg synes han stirrer så bebrejdende på mig.
*
Så fik vi da mælkekasketten tilbage. Og jeg som troede vi aldrig skulle få den tilbage; nu ligger den der, oven på på fars dyne. Den er lige så hvid som sengetøjet; jeg tænker fru Budde har vasket og strøget den. Det manglede nu også bare.
Det var slagter Budde selv som kom med den. Nisse var her også, men blev stående ude på gangen; jeg fik kun lige et glimt af ham. Budde hilste først på mor, så på mig, og så kiggede han længe på far. Han sagde ikke noget, der er jo heller ikke så meget at sige, men han bøjede da hovedet som man gør, når man har det rigtig skidt med noget. Jeg synes det klædte ham. Så lagde han kasketten på dynen, rømmede sig engang – og gik. Det hele kom til at virke lidt begravelsesagtigt, som om det var at vise far den sidste respekt, men faktisk er han jo ikke død endnu. Han er bare bevidstløs. Han har hængt for længe i det reb til at komme tilbage til livet, men omvendt har han ikke hængt længe nok til at dø.
Mor er hele tiden så bange for, at han skal vågne. Han er vågnet flere gange; han slår øjnene op og ser os, og så begynder han at græde. Lidt efter sover han igen. Mor siger, at han forstår, hvor han er, og hvad der er sket, og at det er derfor han græder. Det er så hele sengen ryster. Mor går ud på gangen, for hun kan ikke holde til det. Mig gør det ikke så meget, jeg bliver hos min far. Hvad mærkeligt er der i, at han græder? Det er fordi livets alvor går op for ham, det er det hele. Og når livets alvor går op for én, så græder man, det har han selv lært mig. Det mærkelige er, at han græder hver gang han vågner, som om livets alvor går op for ham igen og igen, og det holder ligesom ikke op. Han tager min hånd og klemmer, han klemmer alt hvad han kan, jeg kan få helt ondt i den bagefter. Men jeg bebrejder ham ikke noget, for hvor tit har jeg ikke klemt hans hånd, når vi har stået sammen til en begravelse, og han har holdt tale? Nu går det bare den anden vej.
Det slår mig, at far måske skulle have mælkekasketten med i kisten, hvis og såfremt det skulle komme så vidt. Det ville være smukt. Men jeg siger det ikke højt. Ikke endnu, det ville ikke være passende. Jeg kan måske få det flettet ind i min tale til begravelsen? Der skal nok komme mange, folk fra gaden og fra skolen, frøken Port og måske skoleinspektøren. I hvert fald købmand Frisk, han kan ikke være andet bekendt. Alles øjne vil hvile på mig, mælkemandens den yngste. Jeg tror nemlig ikke at Asger vil sige noget. Han har slet ikke været her, mens far har været syg, mor har endda ringet til ham. Det er fordi der er så meget vrede i ham. Hvad med den nye mælkekasket, den far købte da den gamle blev stjålet, måske skulle jeg slutte talen med at tage den på?
Jeg kan se på mor, at hun gerne vil hjem snart. Hun lægger en hånd på fars hånd og stryger den lidt, det gør hun altid inden vi går. Lidt efter gør jeg det samme. Vi forsøger ikke at få fat i lægen i dag, han siger alligevel altid det samme, nemlig at han ikke kan sige noget. Det kan gå begge veje, og det har det kunnet længe, det bliver det måske ved med. Jeg tror nu alligevel, at far skulle have skudt sig.
– Skal kasketten blive liggende på dynen? spørger jeg.
Mor går hen og lægger den imellem fars hænder, så er vi sikre på at han opdager den, hvis han vågner.
Mor og jeg bærer varer op fra kælderen. Jeg skriver priser på, hun stiller på plads på hylderne. Sådan plejer hun at gøre med far lørdag eftermiddag, men nu må hun nøjes med mig: Det går rigtig fint. Når bare hun fortæller mig, hvad jeg skal gøre, så kan jeg gøre det lige så godt som ham. Jeg ekspederer også mere nu, og jeg tager imod ordrer når nogen ringer. Det eneste jeg ikke kan, er at køre ud med mælk. Men når sandheden skal frem, har der heller aldrig været den store fortjeneste på mælketuren.
Når det er fyraften, sætter vi os foran fjernsynet. Jeg spiser slik af en lille skål, og mor drikker kirsebærvin. Eller også er det noget finere hun drikker, jeg har ikke så meget forstand på det. Hun prøver flaskerne igennem fra en ende af; hun siger, hun gerne vil vide, hvad det er hun sælger i butikken. Sådan havde far det ikke, men mor og jeg gør tingene på vores måde.
Når så vi sidder der og mørket falder på, så kan det være Mette kommer over. Jeg ved godt, at der er dem som siger, vi er kærester, og at jeg har kysset hende ovre i hendes indianertelt, men det passer ikke. Vi leger bare sammen, og til forskel fra dem på min egen alder, så spørger hun aldrig til hvordan det går med far eller Sanne eller noget. Hun vil bare lege og spise slik.
Men i aften trækker det ud, før hun kommer, og jeg har snart spist al slikket. Sådan tænker jeg, da telefonen ringer. Måske det er hende? Det er mor der tager den, og jeg kan høre at det er fra sygehuset. Mor lyder alvorlig, og da hun har lagt røret på, sidder hun længe og kigger ned i gulvtæppet. Jeg har en stærk fornemmelse af, hvad der er sket.
– Var det om far? spørger jeg. – Er han død?
– Nej, siger hun og sukker. – Han har fået det bedre. Han sidder op i sengen og har taget mælkekasketten på.
*
Så er de her igen fra avisen, og de tager billeder, først og fremmest af far selvfølgelig, men også af mor og mig. De synes ikke om min idé med, at jeg skal stå med brødkniven i hånden, og det er jeg sur over; det var jo den jeg brugte, da jeg skar far ned fra træet. Men fotografen siger, det er smagløst. Der var det ord igen. Smagløst. Jeg skal bare stå og kigge op på far og smile. Så gør jeg det, hvis han synes det er bedre.
Jeg skal da ellers love for, at journalisten og far får snakket, og jeg må gerne blande mig. Mor må også. Hun mener, at der er skyld på alle sider, hun kan heller ikke sige sig fri. Hvis hun havde været den kone hun skulle være for sin mand, så var det nok ikke sket, det med Sanne, siger hun. Og journalisten nikker og noterer det hele ned.
Far taler mest om det at synde, han har syndet groft, det indrømmer han, og Gud har straffet ham. Han har været så langt nede som et menneske kan være, men der er nok også en mening med, at han har fået lov at komme tilbage til de levendes rige. Sådan siger han. Journalisten mener også, at jeg har haft en finger med i spillet, da det jo var mig der skar far ned fra træet. Men det kommenterer hverken far eller jeg; når det kommer til stykket, så tror jeg stadig far undrer sig over, at jeg skulle være så længe om det. Men det er måske noget han vil vende tilbage til senere. Når vi er alene.
Foreløbig er vi alle glade; far er kommet hjem fra hospitalet og det er en festdag. Han har det efter omstændighederne godt, og vi kommer igen i avisen. Til sidst spørger journalisten om far er færdig med politik, og dertil siger far et højt og rungende ja. Det kapitel er afsluttet. Til gengæld skulle der være en mulighed for, at han kan få lov at blive siddende i menighedsrådet. Og det vil han gerne; i kirkens øjne er vi jo alle syndere, og hvorfor skulle der så ikke være en synder i menighedsrådet? Det vigtigste er at man kan tale åbent om tingene, også om de svære ting. Og det kan far. Han har ordene i sin magt, stadigvæk.
Far har fået aftenarbejde, én gang om ugen, henne på kroen. Han er nemlig blevet opråber til bankospillene; han sidder med en pose fuld af tal, og så tager han et tal op ad gangen og siger det højt i en mikrofon. Det er skam slet ikke så let, for man må jo ikke sige forkert.
Jeg er taget til banko med Mette og hendes mor, og jeg synes far klarer det rigtig udmærket. Han har posen liggende mellem benene, og der kommer et par sjofle vittigheder undervejs; dem bryder jeg mig ikke så meget om. Men mange ler, også kvinderne, især da han kommer til at stikke hånden ned i bukserne i stedet for i posen. Jeg synes til gengæld det er fint, at han slutter af med en bøn, og vi er mange der folder hænderne og beder med ham. Så er der ligesom balance i tingene.
Mit indtryk er at folk har tilgivet ham. Jeg ved ikke om jeg har, for jeg kan ikke lade være med at savne Sanne, og jeg drømmer tit om hende. Hun faldt aldrig rigtig til i vores familie, og hun sov ikke godt på sofaen, selvom far lå ved siden af hende; hun kom til at ryste over det hele. Men det vigtigste er, at folk her i byen har tilgivet far. Jeg tror endda, at mange har medlidenhed med ham, for på et tidspunkt skal han jo i fængsel. Det bliver en hård tid, men så bliver mor og jeg os selv igen; der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Jeg fik ikke banko, og det gjorde Mette og hendes mor heller ikke, der er ikke held ved os. Da vi går hjem, smutter Mette og jeg lige ned og kigger til kaninerne. For selvfølgelig har jeg fået kaniner igen, og der er unger i dem.
Jeg lader Mette stå og kigge lige så længe hun vil, mens jeg går hen til legehuset. Det er bygget om til et dueslag, for jeg har også fået duer. Fru Warming spurgte om jeg ville købe hendes; det var egentlig hendes mands, men han er jo ikke i de levendes rige længere. Det er hvide duer, og jeg fik dem billigt. Og ikke nok med det, jeg har allerede tjent penge på dem. Forleden dag kom en ung mand med langt hår og spraglet tøj på en Velo og købte seks. Han kom fra Ribe og var studerende, og duerne skulle ikke spises, sagde han. De skulle slippes fri til en demonstration på seminariet, hvad det så skulle betyde. Hvide duer symboliserer fred, forklarede han, og der skal være fred i verden. Det skal der måske nok, sagde jeg.
Hvis det er så vigtigt med freden i verden, som han siger, og hvis den afhænger af seks hvide duer, så skulle han passe lidt bedre på dem. De fløj selvfølgelig hjem til mig, hver og én, hvad skulle de ellers? Og i morgen kommer den unge mand igen, for der skal være flere demonstrationer. Jeg har tænkt på, om jeg skal sælge ham de samme duer igen, til samme pris; han kan alligevel ikke se forskel. Men jeg ved ikke, om jeg kan være det bekendt. Det er vist ikke så god forretningsmoral, og jeg skal jo senere på Handelsskolen.
Far bliver glad, hvis jeg spørger ham til råds. Men det gør jeg ikke; han ved ikke så meget om den slags, når det kommer til stykket. Desuden er han sur på mig for tiden. Han mener, at det er min skyld, der ikke er bud efter os længere til begravelser. Det er på grund af mine filipenser. Når han går i stå midt i en tale, og jeg træder frem og tager ham i hånden, så plejer jeg at gøre mine øjne store og hælde hovedet på skrå – mens jeg kigger på de pårørende. Men når jeg har ansigtet fuldt af filipenser, har det ikke den samme virkning som før.
Om det nu også er derfor, ved jeg ikke. Lad nu det ligge. Det korte af det lange er, at far og jeg ikke får nogen til at græde længere. Jeg savner det lidt, men jeg tager det i stiv arm. Fra nu af må folk selv finde ud af det, når sorgen ruller. Hvordan de så vil bære sig ad.