Tony Schwartz
Jeg har brugt det meste af mit voksne liv på at tænke over ideerne i denne bog. Undervejs er jeg blevet påvirket, inspireret og beriget af flere ekstraordinære tænkere, hvis værker jeg har læst og studeret. Der er mange flere end dem, jeg kan nævne her, men blandt de mest fremtrædende er Ian McCallum, Roy Baumeister, Jim Collins, Anders Ericsson, Jonathan Haidt, Daniel Gilbert, Daniel Goleman, Betty Edwards, Terrence Real og David Kessler. Jeg er også meget påvirket af nogle af de store tænkere inden for psykologien, blandt andre Carl Jung, Abraham Maslow og John Bowlby.
Jeg har været så utrolig heldig at møde, og i nogle tilfælde arbejde sammen med, en del af de tænkere, som har påvirket mig mest. Ofte har de ikke været en del af etablissementet. Ken Wilber har til stadighed en stærk indflydelse på min tænkning om den integrerede voksenudviklings karakter i alle dens aspekter. Irv Darkin introducerede mig til den dybsindige ide, at mennesker fungerer bedst, når de bevæger sig mellem rytmisk energiforbrug og energiopladning. Den ukuelige Michael Murphy bragte en utrolig række af østlige og vestlige tænkere og udøvere sammen på Esalen Instituttet, som han var med til at danne i 1962. Det var gennem Murphy, jeg mødte mange af de mennesker, hvis arbejde jeg skrev om i en tidligere bog, What Really Matters: Searching for Wisdom in America.
Robert Kegan, professor og videnskabsmand på Harvard, er måske den førende akademiske tænker inden for menneskelig voksenudvikling. Jeg er særligt påvirket af det arbejde, han har udført i samarbejde med sin kollega gennem mange år, Lisa Lahey, et arbejde, der fokuserer på, hvordan mennesker ændrer sig til det bedre (og hvilke forhindringer de støder på). Sportspsykologen Jim Loehrs arbejde har jeg også skrevet om i What Really Matters. Gennem sine erfaringer med atleter fik Jim adskilllige geniale indsigter om betydningen af genopladning og den rolle, ritualer spiller i at fastholde forandringer. Fra 1999 arbejdede Jim og jeg sammen for at bygge videre på de ideer og overføre dem til virksomhedernes verden. Vi beskrev vores arbejde i The Power of Full Engagement, bogen vi skrev sammen i 2003. Mit mål med denne bog har været at brede ideerne ud, gå mere i dybden og udbygge det tidligere arbejde. Muligheden for at arbejde sammen med Jim, efter 25 år som journalist, ændrede min livsbane i enhver tænkelig henseende – og på alle måder til det bedre.
Da jeg grundlagde The Energy Project i 2003, skiltes Jims og mine veje, og den eneste, jeg tog med mig, var Catherine McCarthy, en af mine to medarbejdere på denne bog. Catherine er også vores COO og daglig leder af The Energy Project. Hun er en person med mange talenter, en utrolig energi og en forbløffende passion. Vi har været ægte partnere gennem hele processen, og jeg ville være fortabt uden hende. Der hvor jeg fejler, brillerer hun. Jean Gomes, min anden medarbejder på denne bog, driver The Energy Project i Europa. Jean er en utrætteligt kreativ tænker med en vidtrækkende tankegang. Det var gennem vores samarbejde, og på grundlag af hans lange erfaring som konsulent i store virksomheder, at vi ændrede The Energy Project fra udelukkende at arbejde med enkeltpersoner til også at henvende sig til organisationer og deres ledere. Righoldigheden i det arbejde, Jeans hold i The Energy Project har udført over hele Europa, er tydelig hele vejen igennem denne bog.
Jeg har dyb respekt for – og føler derudover ægte kærlighed til – alle medlemmer af vores Energy Project. Annie Perrin er en uovertruffen facilitator og coach, utroligt indsigtsfuld og lydhør. Vi sætter vores lid til hendes indsigt, både i vores kunder og i os. Corry Devin leder vores marketing, og hun er en noget af en naturkraft. Sheryl King står for vores kunderelationer og er meget dygtig til alt, hvad hun laver. Sheryl tjekkede også facts i de indsamlede fodnoter og hjalp med at drive denne bog frem til målstregen. Jane Sparrow er Jean Gomes’ Cathrine, blandt mange andre ting, og Michelle Pfeifer har været min fremragende assistent lige fra begyndelsen; ud over at holde styr på firmaets finanser hjælper hun mig til at fortsætte fremad mod all odds. Erin Kunkel lavede lidt at det hele i det år, hun var hos os, inklusive en stor del af researchen til denne bog. Kevin Small, vores uafhængige marketingekspert, hjalp os med at navigere i en verden, vi knap nok forstod.
Vores designere Christopher Simmons og Tim Belonax skabte det markante udtryk, der karakteriserer alt lige fra vores arbejdsbøger og Power-Point-shows til vores marketingmateriale. Vi sætter også stor pris på vores forhold til alle dem, der har gjort vores arbejde lettere, særligt Andrew Deutscher og Laurie Coe. Mange af ideerne og strategierne, jeg har beskrevet i denne bog, voksede ud af det arbejde, vi lavede sammen med vores kunder. Ben Jenkins, den nu pensionerede direktør for Wachovia Bank, var en meget entusiastisk tidlig støtte og et eksempel på den fremgangsmåde, vi lærer fra os. Det samme gælder David Furman, hans HR-chef. Og det samme kan siges om Arkadi Kuhlman, den administrerende direktør for ING Direct, og Jim Kelly, virksomhedslederen, som førte os ind i deres virksomhed, da de lige var begyndt, ligesom os. Hos Ernst & Young har Cathy Salvatore altid været en evig støtte, ligesom Mike Hamilton. Art Tulley er en E&Y-partner, som, ligesom Ben Jenkins, ikke bare har støttet vores arbejde, men som også forsøger at implementere det i sit eget arbejde.
De utroligt energiske Evan Wittenberg og Catherine Brown førte os ind i Google, og vi er begejstrede over, at de også er blevet facilitatorer for vores arbejde inden for hos Google, sammen med flere end et dusin af deres kolleger. Hos Ford var Lena Allison vores fortaler fra begyndelsen.
Vi værdsætter og beundrer også administrerende direktør Alan Mulally og Mark Fields, direktør for Americas. Bill Bratton, tidligere politichef i LAPD, fik os ind i sin afdeling, og vi fik støtte fra to enestående betjente og fantastiske mennesker, Sandy Jo MacArthur og Mark Perez. Bridget Duffy var en varm fortaler for vores arbejde på The Cleveland Clinic, ligesom Marc Gillinov, en verdenskendt kirurg, men også en sand søger. Hvilken skøn synkronitet, at Dominic Randolph, leder af Riverdale Country School, hvor jeg gik i highschool, kontaktede os for at høre, om vi var interesserede i at arbejde med hans studerende og fakultetet, uden at vide at jeg var tidligere elev. Samarbejdet har været inspirerende, og Dominic er blevet en skattet ven. Debbie Bolger har gjort et fremragende arbejde med at føre tilsyn med programmet, vi kalder ‘The One Big Thing’, på Riverdale. På feriestedet Miraval hjalp vores partnere Philippe Bourgignon og Michael Tompkins os med at skabe et program for ledere, der blander det bedste af vores arbejde med det bedste fra Miravals program.
Lederen af Sony i Europas HR-afdeling, Roy White, var en passioneret og visionær fortaler for vores arbejde, på et tidspunkt hvor firmaet kæmpede hårdt. Fujio Nishida, direktør for Sony Europe, blev også en støtte og et forbillede. Vores mest omfattende arbejde har været hos Sony Pictures, hvor den administrerende direktør Amy Pascal havde en vision for det firma, hun ville skabe, og hyrede os til at hjælpe hende med at realisere den drøm. Næsten alle medarbejdere hos Sony Pictures gennemgik til sidst noget af vores materiale. Vi er Amy og bestyrelsesformand Michael Lynton meget taknemmelige, det samme gælder Kesa Tsuda og Todd Pitts, de oprindelige HR-ledere, som aldrig vaklede som vores forkæmpere. Vi er også taknemmelige over for George Rose, den efterfølgende HR-leder, for hans støtte til arbejdet, og særligt over for Sonya Narang og Annalee Siller, som førte tilsyn med slagets gang.
Min agent Alice Martel er fyldt med entusiasme og en stor støtte og varm fortaler. På Free Press, hvor dette er min anden bog, har jeg haft et skønt partnerskab med Martha Levin, Suzanne Donahue, Dominic Anfuso, Carisa Hays og Christine Donnelly. Emily Loose er en af de få redaktører, der virkelig redigerer. Hun har gjort denne bog uendeligt stærkere. Og tak også til Maura O’Brien, som holdt skuden flydende.
Jeg har draget nytte, både personligt og professionelt, af mange venner, som jeg har talt med om disse ideer, i nogle tilfælde i årevis. Tak til Michael Fiori og Jane Eisen, Mitch Lee, Rachel Newton Bellow, John Weiser, Ian Michner, Michael Weinstein og Victor Garcia. Brian Buffini har ikke blot været en uendeligt generøs ven, men også en værdsat mentor.
Jeg er min bror, Jim, og min søster, Cassie, meget taknemmelig, to mennesker, der er vokset som ingen andre, og med hvem mit forhold derfor er blevet tættere og rigere. Nathan Salant Schwartz har været mange forskellige ting for mig i de sidste to årtier, en kilde med en utrolig indsigt, en stadig støtte i vanskelige tider og en, som blidt, men bestemt stiller mig til regnskab, når jeg prøver at snyde mig selv. Jeg elsker og beundrer ham.
Mine to døtre, Kate og Emily, som nu er i 20‘erne, er blevet udsat for disse ideer og gerninger hele deres liv. De har begge heppet mig frem, somme tider arbejdet sammen med mig, læst manuskripter og tilført deres gennemborende viden. Det er en glæde, at Emily nu arbejder hos os. Jeg værdsætter også min kommende svigersøn, Omri Roden, som har været en del af vores familie i næsten et årti. På trods af mine mange utilstrækkeligheder som far er begge mine døtre blevet exceptionelle unge kvinder, og min kærlighed til dem og min beundring for dem er endeløs.
Endelig er der min kone gennem 35 år, Deborah. Arbejdet med denne bog faldt sammen med en meget vanskelig periode, hvor Deborah var ved at komme sig efter et hjerteslag, der ramte på et tidspunkt, hvor hun ikke kunne have været mere sund, glad og produktiv. Det er svært at finde visdom i sådan en tilfældig, ødelæggende begivenhed. Det nærmeste, jeg kan komme, er, at jo mere udfordrende livet bliver, desto vigtigere er det at indføre de principper, jeg har skrevet om i denne bog. Uanset at det er svært at se smerten i øjnene, er det altid i sidste ende det bedste valg. Vi er blevet prøvet – Deborah, børnene og jeg – og vi har overlevet, individuelt og som familie. Næsten at miste Deborah har igen og igen mindet mig om, hvor essentiel kærlighed er i mit liv – og i alles liv.
Jean Gomes
For fem år siden, tilskyndet af min kone, Sally-Ann, tog jeg telefonen for at tale med Tony Schwartz om muligheden for at vise hans arbejde for en af vores ældste kunder, Sony Electronics i Europa. I månederne, der fulgte, opbyggede vi hurtigt et fælles udgangspunkt og en metode til at antænde hinandens kreativitet, der både var usædvanligt produktiv og yderst behagelig. Forsøget hos Sony var en enorm succes og blev kimen til et dybt venskab, dannelsen af Energy Project Europe og gav anledning til nogle af de mest givende oplevelser i min karriere. Det er et privilegium at bidrage til hans arbejde.
Jeg er dybt taknemmelig for at have arbejdet med nogle af de store ledere, deriblandt Fujio Nishida, direktør for Sony Electronics Europe, Steve Dowdle, M.D. hos Sony UK, Andreas Ditter hos Sony Pictures i Tyskland, Matthew Lang hos Sony South Africa, Simon Ashby i UK, Steve Dalton, som leder Sonys fabrik i Wales, og Roy White og Sarah Henbrey, som ledede den kulturelle indførelse af vores arbejde hos tusinder af medarbejdere hos Sony Europe. Derry Newman, som leder Solarcentury, har indført vores arbejde på en tilsvarende gennemgribende måde i sit banebrydende firma. Jeg står også i gæld til David Paynter, som i mange år var min chef, derefter mentor og nu indimellem en inspirerende coach.
Jane Sparrow, vores administrerende direktør, personificerer vores arbejde i sit liv og tilfører passion og fokus til alle aspekter af det, vi laver. På samme måde har vores team, inklusiv Kevin Witham og Steve Clark, inspireret hundredvis til at foretage grundlæggende ændringer i deres liv.
Min kone Sally-Ann er centrum for mit liv. Da hun startede The Energy Project sammen med mig, kombinerede hun en uendelig optimisme og et stort fokus på detaljen med en uophørligt positiv indstilling. Sammen er vi vokset med vores forståelse af, hvad The Energy Project lærer os, og har fundet en større tilfredsstillelse og mening med vores liv. Det bringer mig videre til vores vidunderlige børn, Lauren og Saffron. Mit største håb er, at de, når de ser tilbage om 20 eller 30 år, kan se, at den måde, verden fungerer på, er blevet positivt påvirket af disse ideer.
Catherine McCarthy
Tidligt i 2000 begyndte jeg at spørge folk omkring mig, om de kunne lide deres job eller ej. Dengang arbejdede jeg som konsulent i et lille firma i Chicago sammen med vidunderlige kolleger og interessante kunder, men der var en stor del af mig, der ikke var tilfreds. Jeg begyndte en søgen efter et arbejde, der mere føltes som et kald. Kort efter blev jeg introduceret til Tony Schwartz og Jim Loehr, som arbejdede sammen om, hvordan man får ideer om genopladning og ritualer ind i forretningsverdenen. Min fascination af arbejdet var øjeblikkelig. Jeg vidste, at mit kald var at anvende videnskaben om høj ydelse til at hjælpe mennesker med at forbedre deres liv på og uden for deres arbejde.
Da Tony spurgte, om jeg ville hjælpe ham med at opbygge The Energy Project, slog jeg straks til. De sidste seks og et halvt år har været utroligt berigende. Jeg er Tony evigt taknemmelig for, at han så potentialet i mig og gav mig plads til at vokse, og at han gav mig lov til at ledsage ham på den utrolige rejse, det var at opbygge vores firma. Jeg er beæret over at have været en del af denne bog, og Tonys generøsitet, personligt og professionelt, har forandret mit liv for evigt.
Jeg sætter også utrolig stor pris på holdene, vi har på Energy Project og på Energy Project Europe. Deres hengivenhed over for vores fælles mission inspirerer mig i hverdagen.
Denne bog ville ikke eksistere uden vores kunder – lederne og de individuelle bidragydere, som har været villige til at udforske en ny måde at arbejde på. Deres mod til at udfordre egen vaner, antagelser og status quo i deres organisationer er en konstant kilde til positiv energi for mig.
Til sidst må jeg takke min mand, Paul. Han har været en uophørlig kilde til støtte, kærlighed, råd, beroligelse, humor, optimisme og klarhed gennem de 17 år, vi har kendt hinanden. Hans tilstedeværelse i mit liv har gjort mig til et bedre menneske på alle områder.