Der er mange medier at vælge imellem, og hvert medie har sine fordele og ulemper. Tv-mediet har den største gennemslagskraft, og hvis du kan komme på landsdækkende tv, er det en sikker adgang til hjertet hos dem, du vil i kontakt med – såfremt det ikke er, fordi du er blevet taget med fingrene i kagedåsen.
Tv-mediet har midler, som den skrevne presse ikke har, og tv betragtes samtidig som det mest troværdige medie – både her og i udlandet. Vælger du at arbejde med tv, er det vigtigt, at du forstår spillereglerne og overholder dem. I en tid, hvor mediekonvergens er dagligdag for de fleste redaktioner, er der alligevel nogle væsentlige forskelle mellem den trykte og den elektroniske presse.
Troværdighed er et nøgleord i enhver form for kommunikation, og tv-mediet er i den henseende meget interessant. Det har ikke noget med tv-journalisternes kvaliteter at gøre. De er som regel hverken bedre eller dårligere end andre journalister. Men et billedmedie er svært at hamle op med for den skrevne presse. At se noget med egne øjne vil – alt andet lige – altid være mere troværdigt end at læse noget. Selvom det ikke er fuldstændig korrekt, at et billede aldrig lyver, så taler tv-mediet til to af vores sanser – syns- og høresansen – og det giver budskaberne mere troværdighed og gør derfor mediet til et magtfuldt redskab.
Tv-mediets særlige egenskaber – billede, lyd samt en hurtig og kort præsentationsform – stiller særlige krav til alle, der kommer i berøring med det. Det gælder også for de virksomhedsledere og erhvervsfolk, som optræder i dagens tv-nyheder – hvad enten det er i ekspertrollen, som talsmand for virksomheden eller som privatperson. Til forskel fra avisinterview får man ikke mulighed for at fordybe sig og veje sine ord på en guldvægt. Når kameraet ruller, skal svarene falde uden tøven – og så oven i købet serveres med et kropssprog, som signalerer troværdighed.
Og man får ikke megen plads at boltre sig på. Mens man i et avisinterview kan snakke sig til flere afsnit i en artikel, vil to-tre minutter være maksimum i et live-interview på tv og endnu mindre – måske få sekunder – hvis man indgår som én af flere kilder i et indslag. Det stiller krav til præcision og forståelighed. Derfor er det altid en god idé at være klar på sig selv. Hvad er historien? Vinklen? Hvad skal frem? Når det gælder tv, er CEO Ann Moore fra Time Inc’s citat bedre end meget andet:
“I make all the launch teams tell me what the magazine’s about in five words or less. You can’t run alongside millions of consumers and explain what you mean. It forces some discipline on you.”
Der er ingen fortrydelsesret – i hvert fald ikke i et live-interview. Sagt er sagt. Over for avisjournalister kan du kræve at få artiklen eller i det mindste dine citater til gennemsyn, men det kan være vanskeligt i tv-mediet. I et båndet tv-interview kan man altid bede om at få lov til at omformulere sig, men at få hele indslaget præsenteret, før det bliver udsendt, er stort set umuligt. I nogle tilfælde bliver netop de uheldige formuleringer, der i andre sammenhænge ville ende som fraklip, anvendt, og dermed kan du risikere, at budskabet bliver forkert eller uheldigt. At optræde på tv forudsætter derfor, at man ved, hvad man vil sige, og hvordan man siger det bedst – samt at man efter interviewet ved, hvordan man har sagt det. Journalisten vil altid have – og oftest ganske berettiget – indvendinger mod ændringer, såsom at tid og teknik sætter en bremse for den slags. Endelig vil mange journalister også finde, at deres journalistiske frihed bliver trådt for nær.
Selvom der i dag er en skov af tv-kanaler, vil tv stadig være den kommunikationsform, som langt de fleste erhvervsfolk og virksomhedsledere har mindst kendskab til og erfaring med. Men man skal ikke vende tv-mediet ryggen af den grund. Som med så meget andet kan tv-optræden i nogen grad læres.
Kravet om den brede appel eller den særlige vinkel er i høj grad styrende for, hvad der kommer i tv-kanalernes nyhedsudsendelser. Grundlaget for de daglige nyhedsindslag er oftest, hvad aviserne bringer i erhvervssektionerne. De historier behandles på tv-stationernes daglige redaktionsmøder, hvor historierne videreudvikles og tillægges journalisternes egne ideer.
Vinklingen skal man derfor holde sig for øje, hvis man vil ’sælge’ en historie. I lighed med andre medier får tv-stationerne bunkevis af pressemeddelelser fra virksomheder, og tiden er knap. Har historien et samfundsmæssigt perspektiv, eller går den blot lidt videre end selve virksomheden, vil den have en bedre chance.
Der er mange ting at forberede sig på, når man bliver spurgt, om man vil deltage i et tv-indslag eller i et live-interview i studiet. Nogle er ganske banale og indlysende, mens andre kræver både omtanke og vagtsomhed.
Forberedelse gælder også i andre journalistiske sammenhænge. Her er der stort set ingen forskel, men på tv skal du også tænke på din påklædning. Journalisten har – ideelt set – forberedt sig, når han eller hun ringer. Der er også lagt en strategi for interviewet/indslaget, og journalisten vil gerne have interviewpersonen til at udfylde en bestemt rolle i den strategi. Som interviewperson gælder det om at aflæse denne strategi. Den kan være ganske uskyldig eller den rene dynamit – alt efter historiens indhold. Derfor kan man med fordel bruge nogle af journalistens egne redskaber i sin forberedelse. For dig gælder det om at udnytte muligheden gunstigt.
LAV EN AFTALE MED JOURNALISTEN
Journalisten vil oftest i første omgang blot sikre sig, at man vil være med. Det sker typisk med en telefonopringning eller en e-mail. Efter den første tilkendegivelse vil journalisten sandsynligvis vende tilbage med uddybende spørgsmål for at få en klar vinkel på historien. Denne tid, der er mellem første og anden kontakt, bør benyttes til at forberede sig på et eventuelt interview. Ofte er det denne forberedelse, der giver succes på tv.
Når du har indvilliget i at deltage i et interview/indslag, skal du fastlægge en aftale eller kontrakt med journalisten. Den vil i langt de fleste tilfælde være mundtlig. Man skal op på niveau med mistænksomme regeringsledere eller selvhøjtidelige popstjerner, før man kan gøre sig håb om at få aftalen skriftligt – eller få spørgsmålene skriftligt på forhånd. At bede om spørgsmålene på forhånd vil af nogle journalister blive opfattet som en fornærmelse. Det gode interview kan netop opstå ved, at der er plads til at improvisere og stille spørgsmål, som ikke var forberedt på forhånd.
Kontrakten handler om historiens indhold, kerne, afgrænsning og præmisser; hvad der er kendsgerninger, og hvad der er synspunkter i den bestemte sag. Men den omfatter også, i hvilken sammenhæng interviewet skal bruges og præsenteres samt spørgsmålet om, hvor og hvornår interviewet skal finde sted.
Begge parter har interesse i en snak inden indslaget, og det vil der derfor ofte være sat tid af til. Dermed sikrer journalisten, at der er en rød tråd i indslaget, men også at det bliver placeret i den rigtige rækkefølge i programmet.
Sideløbende med kontrakten kan du indlede din egen research. Hvor kommer oplysningerne fra? Hvad er min/virksomhedens rolle i denne sag? Hvilke personer i virksomheden vil være gode at sende på banen? Hvad vil være næste skridt? Osv. Researchen skal gerne give dig svar på, hvad der er dit eget eller virksomhedens ømmeste punkt i denne sag, for dét emne vil journalisten garanteret gribe fat i. Du skal også over for dig selv formulere præcise svar på følgende spørgsmål: Hvad vil få mig til at sige ja til et interview? Hvad vil få mig til at sige nej til et interview? Det gælder om at afsøge alle sagens detaljer og følge alle journalistens kritiske vinkler. Det kan derfor være et godt udgangspunkt at se det hele udefra med det mest kritiske blik.
Ligesom journalisten har lagt en strategi for sin historie, vil han eller hun også have nogle ideer om, hvor og hvordan interviewet skal finde sted. Her vil journalisten som en anden instruktør have en masse redskaber til rådighed: sted, kameravinkel, lys, rekvisitter, mikrofon m.m.
I langt de fleste tilfælde vil interviewpersonen blive stillet op ad en anonym mur i de få minutter, som interviewet varer. Men journalister, der kæler mere for deres historier, vil gøre mere ud af rammen. Interview på arbejdspladsen/kontoret eller i hjemmet vil afspejle et miljø, som kan sende præcise signaler til seerne. Stedet kan fortælle en masse om interviewpersonen, og det gælder om selv at være med til at sætte den dagsorden.
Føler man sig mere tryg ved at blive interviewet i kendte omgivelser, så stå fast på det. Et nyhedsstudie med kameraer, lys og ledninger kan virke overvældende, men man kan tage toppen af nervøsiteten ved at bede studieværten eller intervieweren om at forklare lidt om studiets funktioner, før udsendelsen går i gang. De fleste, der skal medvirke i et interview, vil blive sminket for at sikre, at ansigtsfarven udviser den rigtige kulør. Et tv-studie med masser af lys kan få selv den mest sunde person til at se hærget ud.
Kameravinklen kan fremstille en interviewperson på den mest grufulde og afslørende facon. Et særlig snedigt kneb er, at kameramanden filmer interviewpersonen nedefra og op. Så vil man ofte fremstå arrogant og bedrevidende. Vær opmærksom på kameravinklerne, og forsøg selv at sætte grænsen. Indvendinger fra kameramanden om, at “jeg blander mig jo heller ikke i dit arbejde“, skal man ikke finde sig i.
Mikrofonens placering skal også med i overvejelserne. At få en mikrofon stukket op i ansigtet kan nemt føles intimiderende. De små mikrofoner, som klipses på tøjet, kan være en bedre løsning.
Mange interviewpersoner bevæbner sig med stakke af papirer, når de skal af sted til et live-interview. Men de færreste får lov til at tage papirerne med i studiet. Studieværter hader den slags overraskelser og rekvisitter og vil gøre alt for at holde dem ude af billedet. Lær i stedet oplysningerne udenad, eller lav en aftale med studieværten på forhånd, hvis papirerne skal med.
Vær opmærksom på, at studieværten kan komme med uventede trumfer – nye oplysninger eller udtalelser fra en modpart, der bliver præsenteret på en tv-optagelse, mens man sidder i studiet. Ofte vil studieværten ikke afsløre sådanne trumfer før interviewet, og derfor skal man være forberedt på den slags.
Umiddelbart forud for et interview i studiet vil interviewpersonen som regel få det første spørgsmål. Man vil også have aftalt detaljeringsgraden i interviewet – hvor mange oplysninger, der skal frem osv.
Endelig er det et spørgsmål om, i hvor høj grad man stoler på studieværten/intervieweren. Er man utryg ved situationen eller værten, kan det være en bedre løsning at takke nej.
Et godt gammelt råd, som ustandseligt fremhæves på medietræningskurser, er, at man altid skal sige sandheden. Det råd gælder stadig. Hvis du virkelig mener, at der er behov for at lyve, skal du kende dit kropssprog særdeles godt, hvis det skal lykkes dig at lyve studieværten eller seerne lige op i ansigtet, uden at de bemærker det.
Når det så er sagt, er der ingen, der siger, at det er forbudt at dosere sandheden. Det råd gives også på medietræningskurserne – lige i forlængelse af det første. Man behøver måske ikke fortælle alle detaljer af sandheden, og i sådanne situationer må det komme an på en nøje afvejning af de forskellige risici. Hvor meget ved studieværten/intervieweren egentlig? Vil det, jeg fortier nu, alligevel komme frem i løbet af kort tid? Bevæger jeg mig ud på tynd is, hvis jeg svarer A i stedet for B? Vil jeg stå i et mere positivt lys, hvis jeg samarbejder med intervieweren? De overvejelser kan kun du selv foretage.
Men der er mange andre strenge at spille på under et interview. En af de vigtigste er at gøre sig klart, hvilket budskab man vil levere i løbet af den korte tid, interviewet varer – og så sørge for at sige det. Gerne flere gange. Og holde fast i det. Nogle vælger den løsning at fremture med budskabet, uanset hvad de bliver spurgt om. Studieværter og interviewere hader den slags, og de vil gøre sig store bestræbelser på at få interviewpersonen ind på det rette spor. Det kan ende i mundhuggeri, og der er slet ikke garanti for, at interviewpersonen går af med sejren. Måske er det en oplevelse for seerne, men for interviewpersoner betyder det, at budskabet måske ikke når frem eller ikke når frem på den rigtige måde.
Politikere mestrer bedre end andre kunsten at køre et interview af sporet. Kommentarer som “hvis jeg lige må fuldføre min sætning” eller “det er helt forkert opfattet. Sagen forholder sig således, at …” bruges jævnligt i et forsøg på at underminere interviewerens troværdighed hos seerne. Man forsøger at sætte spørgsmålstegn ved historiens relevans. Den slags modangreb skal bruges med udsøgt snilde, for det er et farligt spil. Man kan ikke vide sig sikker på seernes sympati, som i øvrigt kan skifte fra interviewperson til interviewer (og omvendt) i løbet af få sekunder, alt efter interviewets tone og deltagernes kropssprog.
I stedet kan man vælge at bruge humor – og det er der alt for få, som gør. En humoristisk og lun ironisk replik kan afvæbne spørgsmål fra selv de værste interviewere. Humor og ironi signalerer, at man er i balance, og at man har overskud og ikke lader sig ryste. Det kan være et rigtig godt redskab til at demontere angrebene og vinde sympati hos seerne. Men her skal man være opmærksom på, at det, nogle synes er meget morsomt, synes andre måske, er meget pinligt. Især anvendelse af ironi kan være problematisk. Og lad være med at bruge fremmedord og ekspertudtryk.
Hvis du ønsker en konfrontation, eller den synes uundgåelig, så skal du planlægge den særdeles grundigt. Du synes muligvis selv, du fik afleveret dit budskab i kampens hede, men det kan sagtens være, at du fremstår utroværdig i seernes øjne. Det er en hårfin grænse.
TJEKLISTE TIL NÆSTE GANG DU SKAL PÅ TV
• Din research skal være i orden. Journalisten vil være forberedt og har alle de frække spørgsmål klar. Sørg for at være den, som ved mest om sagen. Den værst tænkelige situation er, at journalisten er foran. Forbered dig på alle tænkelige spørgsmål fra intervieweren. Få klarhed over interviewets form og indhold. Sørg for en klar aftale med intervieweren om, hvor og hvordan det bruges.
• Tænk over budskabet, der skal ud i interviewet – og gentag det gerne flere gange under interviewet. Hold fast i budskabet. Husk journalisten er professionel og arbejder med det hver dag. Du er ikke på hjemmebane. Men selvom du er på udebane, kan du gøre meget på kort tid. Især hvis du bruger den korte tid fornuftigt.
• Tænk over kropssproget, så du bedst muligt signalerer overskud og balance. Det gælder både, hvordan du taler, og hvordan du er klædt. At smile er altid et godt udgangspunkt, men naturligvis ikke i en situation, hvor det er død og ødelæggelse, der er genstand for interviewet. Almindelig situationsfornemmelse er ikke nogen dårlig ting. Tal tydeligt og langsomt. De fleste har en tilbøjelighed til at tale hurtigt, når de bliver nervøse eller befinder sig i en uvant situation. Det er uacceptabelt at råbe.
• Vær klædt på en måde, der understøtter dit budskab og din virksomhed. En bedemand i Hawaii-skjorte vil næppe fremstå som troværdig over for de efterladte. Undgå striber i din beklædning, hvidt tøj og alt for megen bar hud. Røde farver er heller ikke gode. Noget, der skinner, skal også undgås. Lyseblåt er godt på tv. I det hele taget fungerer afdæmpede farver godt.
• Lad være med at sig ”øh”. Det gjorde Ritt Bjerregaard i 70’erne og 80’erne. Lad det blive ved det.
• Undlad at nævne din virksomheds produkt og navn igen og igen. Det virker utroværdigt og udelukkende som et forsøg på at score billig markedsføring og PR.
• Hvis du er i tvivl, kan det være en god idé at bede om spørgsmålet igen. Det giver dig tid til at tænke over, hvad du skal svare. Men det må ikke ske flere gange i løbet af det samme interview.
• Forestil dig, at du taler til en person, du godt kan lide. Det gælder, uanset hvor kritisk emnet er.
• Det er også en god idé at læne sig lidt frem. Lad være med at kigge op i loftet eller til siden. Det virker, som om emnet er ligegyldigt for dig, og du vil fremstå uengageret. Det er noget af det farligste, der kan ske i et tv-interview.
• Hold hænderne i ro. Hvis du bruger hænderne meget aktivt, når du taler, kan det være en god idé at sidde på hænderne. Brug dem, når det er naturligt, men vær opmærksom på, at pludselige bevægelser virker meget voldsomme på en tv-skærm. Lad være med at rode i håret eller berøre dig selv i ansigtet. Holder du hånden op foran munden, vil det være vanskeligt at høre dig.
• Vær ikke bange for stilhed i forbindelse med interviewet. Det er ikke dit problem. Det er journalisten, der skal foretage interviewet, ikke dig. Undlad at bande eller være uhøflig.
• Saml tankerne, lige før du skal ’på’.
• Vær der altid i god tid. Der er ingen undskyldning for at komme for sent. Når du er i god tid, er der mulighed for at blive kendt med stedet, og hvordan det hele fungerer. Det giver tryghed og mulighed for at være i overskud og balance. Når du sidder og venter på at bliver interviewet, er det en god idé endnu en gang at tjekke budskaberne med journalisten eller researcherne.
• Glem al teknikken. Glem lyset. Og vigtigst af alt: Lad være med at se direkte ind i kameraet, medmindre du bliver bedt om det.