KAPITEL 2

Amman, Jordan, juni 2011

Varmen får luften til at stå stille og tæt, da vi forlader flyet og maser os ind i den overfyldte bus, der skal køre os over landingsbanerne og frem til lufthavnsbygningerne i Queen Alia International Airport i Amman, Jordan. Janus kikker på et barn, der træt hænger på sædet. Gad vide, siger han, hvad min far egentlig tænkte, dengang han kom hertil med to små, sovende børn? Janus ryster på hovedet, ikke vredt. Nærmere eftertænksomt, forundret.

»Har du spurgt ham?« siger jeg. Igen ryster han på hovedet. De har aldrig talt særlig meget om de år.

Vi finder vores bagage og den lillebitte udlejningsbil, der står parat på lufthavnens parkeringsplads. Janus er mellem to job. Han har netop afsluttet halvandet års arbejde med en serie dokumentarudsendelser for TV2 med mange rejser og optagelser, og snart skal han i gang med prøver på sin næste store teaterforestilling ‘The Bollywood Trip’ i København. Men inden da skal han gennemføre et andet trip til barndommens Shuna, i det nordlige Jordan, hvor vi vil opsøge hans barndomsgade, biograf, dadelplantager, skole. Vi skal møde hans store familie af fastre, onkler, tanter, fætre, kusiner og grandfætre.

Næste morgen forlader vi Amman og kører mod nord. Janus har strøget sin lyseblå skjorte på hotellet og taget lyse lærredsbukser på, så han ser ordentlig ud, når han møder familien. I første omgang skal vi mødes med Janus’ onkel Khalid i en forstad til Amman. Khalid kommer langvejs fra, og han foreslår, at vi skal mødes foran den gamle politistation, på den store hovedvej, der fører gennem forstaden, og så skal vi sammen køre videre til et bryllup i familien. Vi finder politistationen og venter. En halv time. Der sker ikke meget her på hovedgaden ved den gamle politistation. En banansælger sidder i skyggen under en parasol, og en gammel kone med indkøbsposer banker på bilens rude og spørger Janus, om han ikke kan køre hende hjem? Hun bor lige deroppe på toppen af bakken. Det er svært at sige nej til den gamle kone, Janus tøver, men onkel Khalid er jo på vej. Den gamle rokker videre. Onkel Khalid lader vente på sig. Han tager heller ikke sin telefon. Der går en time. Janus får fat i onkel Khalids søn. Nå, nej, Khalid er ikke kørt hjemmefra endnu, siger sønnen, og nu er han lige gået i moskeen. Tag det roligt, han kommer bare lidt senere. Janus stønner og læner hovedet tilbage mod sædet.

»Det tager mig altid et døgns tid,« siger han, »at lægge den danske mentalitet med tid og faste aftaler af mig. Det første døgn hopper jeg i med begge ben, når de begynder på de der araberhistorier med ‘vi ses om en time!’ eller ‘jeg henter dig i aften!’ Det er jo ikke meningen, at man skal tro på det!« Vi forlader den gamle politistation i bilen fra Europcar. Janus taler arabisk – hvor kommer du fra? spørger jordanerne, du lyder som en beduin? Han læser også arabisk nogenlunde, måske ikke på avisniveau, men i hvert fald på skilteniveau. Han finder selv frem til huset med familiebrylluppet. Brylluppet strækker sig over flere dage, og der er rejst to telte på vejen foran huset – et åbent til mændene og et lukket til kvinderne. Festen er ikke helt i gang endnu, ikke alle gæster er kommet, så det er kun de cirka 200 nærmeste, der spiser i første omgang. Store fade med ris og fårekød, dækket af flade brød, bliver båret ind i teltene, mens Janus’ fætre skyder op i luften, heftige salver af glædesskud, med pistoler og et enkelt oversavet jagtgevær. Drenge løber rundt om benene på de skydende mænd og skubber og slås for at få fat i de tomme patronhylstre af metal, der ligger spredt på jorden. Janus filmer begejstret med sin iPhone. Han er en del af familiefesten, men han er også iagttager.

 

Familiebryllup, Irbid, Jordan, 2011. Jeg er omgivet af Bakrawi’er – fætre, grandfætre og deres børn. Foto: Lene Møller Jørgensen.

Til familiens forundring og fortvivlelse forlader vi festen og kører videre mod nord allerede efter et par timer. Mod nordvest, mod den israelsk-jordanske grænse og Golanhøjderne til den lille by, esh Shuna al Shamaliya. Det var hertil Atif bortførte sine to sønner, Janus og Martin, i 1982.

Shuna ligger foran os, lavt og dybt i dalen, hvor ikke en vind rører sig i heden – her er altid lidt varmere end i de større byer højere oppe i landet, hvor vi kommer fra. Janus har fremhævet varmen i Shuna mange gange, før vi overhovedet har forladt Danmark. ‘Vi kan ikke bo i Shuna. Jeg kan ikke bo i Shuna,’ siger han, ‘der er alt for varmt. Ulideligt hedt. Man kan ikke lukke et øje i Shuna.’

 

Shuna 2011. Sådan så min farmors hus i Shuna ud, da jeg var barn. Min farmors hus eksisterer ikke længere, men der står stadig nogle af de oprindelige, lerklinede huse tilbage. I dette Shuna-hus boede en familie på 12 indtil for få år siden – i dag er det et udhus. Foto: Lene Møller Jørgensen.

Og han har ret. Der er varmt i Shuna.

Vi holder ind i vejkanten. Janus er en anelse nervøs, siden barndommen har han været tilbage i byen tre gange. Han peger. I bjergene deroppe legede han og drengene på vej hjem fra skole, fangede slanger, skorpioner og stjal bananer fra plantagerne. Efter lang stilhed rømmer han sig:

»Han kommer tilbage nu – den lille dreng – jeg kan mærke ham i kroppen. Følelser sætter sig altid helt fysisk i kroppen på mig. Jeg kan mærke, hvordan han havde det. Mit første minde fra Shuna er mørke.«

SHUNA, JORDAN, EFTERÅR, 1982

Jeg vågner på bilens bagsæde. Det er kulsort nat, bilens skarpe lys følger en smal, snoet vej og standser så ved et hus. Et lille, lerklinet hus med en blå dør. Jeg undrer mig – hvor er vi? Hvad er det for et mærkeligt hus? Mine fingre famler hen over det nye Casio-ur. Jo, jo, det er der endnu. Far står ud af bilen og banker hårdt på den blå dør. Der sker ingenting. En knitrende lyd, græshopper, hundeglam, og så banker han igen. Langsomt går døren op, og ud træder en heks. En lillebitte, pukkelrygget heks i en sort kutte med noget hvidt viklet rundt om hovedet – ansigtet er rynket og tatoveret med et blåsort mønster ved munden og ned over hagen. Heksen står stille, skotter op til min far, ryster på hovedet. Så siger den noget: Atif? Walla, Atif? Og Atif, det er jo min far, og nu løfter heksen sine sorte kuttearme og slår dem om min far, som griner og vinker efter mig inde i bilen: Kom! Kom her!

Heksen er gammel, meget gammel og cirka lige så høj som mig, og jeg er kun syv et halvt år gammel. Hun bøjer sig frem og kysser mig på begge kinder.

 

Min farmor var en lillebitte kvinde – ikke højere end jeg var som 7-årig – og hun havde tatoveringer i ansigtet, som mange palæstinensiske kvinder fra hendes generation. Min farmor døde i 1999.

Sådan møder jeg min farmor første gang.

Nu trykker jeg mig ind til min far og prøver at tage øjnene fra min farmor, heksen, som bor i huset i mørket. Her skal jeg også bo, og jeg skal ikke hjem igen i morgen eller i overmorgen, ligesom hvis vi havde været på weekendtur til Tyskland – men alt det ved jeg ikke noget om den her første nat i landsbyen. Indtil videre er jeg bare mystificeret og på vagt.

Vi går ind ad den blå dør, mig, min lillebror Martin og far. Huset er ét stort rum med et eller to vinduer, langs væggene ligger madrasser med store blomstrede puder, og vi sætter os, far i midten og Martin og jeg klistrer op ad ham på hver sin side. Og så begynder det at vælte ind med folk i det lille rum. Store mænd, kvinder, børn på min alder, gamle mænd, flere store drenge, unge kvinder – de er alle sammen i familie med mig, og de kikker alle sammen på mig og på Martin og råber højt af glæde på fars og Jamillas fælles, uhyggelige sprog. De løfter mig op, knuger mig ind til sig, kysser mig på kinderne med høje smask, de kaster mig op i luften, de kniber mig i kinden og griner. De ser mærkelige ud, skræmmende – deres grinende munde mangler tænder, deres tøj blafrer omkring dem, beskidt og lugtende. Af sved og snavs, af parfume og mad. Jeg er skrækslagen, og jeg er i deres vold. Min far ser glad ud, han lader dem bare gøre det, og jeg er for lille til at kæmpe imod. Endelig sætter de mig ned, klasker hænderne sammen, og siger: Nabil!? Nabil, æh? Æh?! Martin!? Nabil – det er jo mig, det kalder min far mig sommetider, og i Shuna skal jeg blive til Nabil. Men dér på madrassen, hvor jeg igen sidder presset op mod væggen, ind mod far, og håber på at forsvinde, blive usynlig, dér er jeg stadig Janus, og jeg svarer dem ikke. Jeg forsøger af al magt at ignorere de påtrængende fremmede og lukke dem ude. Det er nu, at mit nye ur viser sin værdi og kommer mig til hjælp. Bip! Bip! Jeg fordyber mig i Casio-uret på mit håndled, jeg indstiller og trykker omhyggeligt på alle de små knapper, jeg tjekker tiden igen og igen og skæver kun op til alle de støjende, lugtende, uhyggelige mennesker en gang eller to. Bip!

Vi sover i det lille hus på madrasserne. De næste dage har min far travlt med at snakke med sine brødre og gamle venner og alle de mennesker, der kikker forbi, når de hører, at Atif er tilbage i Shuna. Og har sine sønner med, Martin og Nabil.

 

Et af de få billeder jeg har af Martin (til højre) og jeg som børn i Jordan. Det er taget i 1984, den første gang min mor besøger os – hun havde tøj med til os, og vaskede, klippede og friserede os grundigt.

Nabil! Nabil! Janush! Drengene hænger foran mig, forsøger at sige Janus, leger med navnet, glor og griner og forsøger at få mig med ud. Jeg græder. Igen. De voksne kikker spørgende på min far: Hvorfor græder han hele tiden?

Jeg siger, at jeg ikke vil være her. Jeg vil hjem!

Min far hører ikke rigtig efter, eller måske gør han, men han ved godt, at vi ikke skal hjem. Det er kun mig, der ikke ved det. Og Martin. Jeg går udenfor og hører straks råbene. Nabil! Nabil! En flok drenge stormer hen til mig, maser sig ind på mig og råber i munden på hinanden. Jeg slår ud efter dem, ikke for at slås, men de skal lade mig være i fred, jeg vil intet have med dem at gøre. De griner højt og springer til side, og maser sig så frem igen, det er en sjov leg, synes de, men til sidst mister de interessen. Jeg sniger mig væk, uden at nogen ser det. Hen til gadehjørnet og op mod en stor vej, som jeg traver ud ad. Alting er støvet og snavset, og jeg vil hjem. Jeg vil stikke af og komme hjem. Men det er ikke en holdbar plan, at gå fra Jordan til Danmark ud ad hovedvejen fra Shuna, og jeg når ikke særlig langt, før de finder mig. Min far aner ikke, hvad han skal stille op med mig. Hvad er der i vejen med dig? De voksne bliver enige om, at de er nødt til at låse mig inde. Så jeg ikke stikker af igen, bliver væk eller kommer til skade.

Jeg er låst inde i et rum, og indimellem kommer Khalid, min fars lillebror, og stiller en tallerken med mad og et glas vand. Han snakker til mig, på sit eget sprog og også på et andet, ‘deutsch? arbeit? arbeit?’, han smiler. Jeg ignorerer ham, jeg vil ikke tage imod hans forsøg på kontakt og forstår heller ikke et ord af hverken det ene eller det andet, han siger. Flere timer senere kommer han tilbage – mere mad og vand. Jeg vender mig væk. Græder, jeg vil jo bare hjem. Kan de ikke forstå det? Min far ser jeg ikke noget til. Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg er låst inde – dagen efter eller nogle dage efter lader Khalid døren stå, og forsigtigt vover jeg mig ud igen. Jeg prøver ikke at stikke af mere. Det har jeg opgivet. I stedet står jeg for mig selv og hænger på gaden foran vores hus og iagttager de andre drenge, som slås, skubber, løber om kap, råber og leger med glaskugler omkring mig. Det er morgen, og underlige sange eller oplæsning fra båndoptagere strømmer ud på gaden. Jeg kan se kvinder vaske og skure gulve inde i husene – vandet flyder i små strømme ud på gaden og samler sig i skummende floder af sæbevand udenfor. Onkel Khalid holder øje med mig og går ind i købmandsbutikken nede ad gaden. Da han vender tilbage, har han en ny bold med, en fodbold, og han pumper den hurtigt op, puf, puf! Stor og rund. Værsgo! Han holder den frem mod mig. Jeg kikker tomt ud i luften og rører mig ikke. Jeg gider sgu da ikke have hans skide bold! Han står lidt og lægger den så på jorden foran mig. De andre drenge gider godt have bolden, og senere overgiver jeg mig også til den. Lidt. Spiller lidt med, inden jeg trækker mig igen og græder. De første mange uger græder jeg, når nogen siger noget til mig, og jeg græder, når ingen siger noget til mig. Jeg græder, fordi jeg savner alt derhjemme – skolen, kammeraterne, huset, skoven. Min mor. Jeg savner min mor. Men jeg prøver at lade være med at tænke for meget på hende, for det hjælper ikke noget. Tværtimod. Når jeg tænker på hende, bliver alting værre, frygteligt, og jeg græder endnu mere. Min far har meget travlt, han arbejder i sin brors bageri, så ham ser jeg ikke meget til, men jeg holder mig i nærheden af de andre voksne i familien, og især mine fastre og tanter og kusiner, som går ud og ind hos hinanden. Hele min fars store familie bor i samme gade i Shuna, senere kalder jeg den altid Bakrawi Street. Gaden opstod med min farmors lille lerklinede hus, som farfar byggede, dengang familien kom til Jordan efter flugten fra Palæstina, og op gennem årene, når en søn bliver gift, bygger han et større hus ved siden af, og når endnu en bror bliver gift, bygger han en ekstra etage på, og så en til og en til. I Shuna leger piger og drenge ikke sammen, pigerne er mest indenfor og hjemme hos kvinderne. Gaden – den tilhører drengene.

 

Shuna, 1982, hvor de barske fyre ventede på mig. Mine fætre, Hassan (til venstre) og Hussein, var mine bedste venner i årene i Shuna.

Jeg er bange for drengene. I Bakrawi Street er de fleste drenge mine fætre og grandfætre, store og små, og jeg er skidebange for dem. De er rå. De leger sammen og opfører sig på en måde, som jeg ikke er vant til fra Nærum, og den stærkeste på gaden har ret. Altid. Drengene slår og tæver hinanden – for sjov, men mest for alvor. Store tæver små, og brødre, fætre og grandfætre tæver hinanden, voldsomt og brutalt, og de slår, til det bløder og brækker. Især tæver de mig. Nej, det passer ikke, især tæver de Martin, selvfølgelig, fordi han er den mindste. Han er fem år. Det er ikke, fordi de ikke kan lide os. Det er fordi – fordi de kan. Fordi det er den måde, drenge er sammen på og finder deres plads. I Shuna er en dreng, der ikke vil slås, underlig, og derfor er jeg lidt underlig. Drenge slås, og sådan er drenge, det ved alle. Det er ikke noget, de voksne blander sig i, selvom de griner, når de ser et slag, der er særlig sjovt eller opfindsomt. Jeg forstår ikke at forsvare mig, og Martin og jeg, vi forstår ikke at slå igen. Ikke endnu. Jeg er Janus fra Nærum.

Vi bor i min farmors hus de første måneder – Martin, mig og far. Men far vil bygge sit eget hus, og vi flytter ind til onkel Khalid og hans kone, Nadia, og vores lille lerhus bliver jævnet med jorden for at give plads til det nye. Da det nye hus står færdigt, kommer Jamilla, fars kone, og deres lille datter, Fatima, fra Danmark og flytter ind. Nu bor Martin, mig, far, Jamilla og Fatima i huset. Jeg hader Jamilla, fordi hun hader mig. Hun er som et stort, jaloux, misundeligt og vredt barn i en voksen kvindes krop – og ligesom derhjemme prøver jeg at undgå Jamilla. Her er det bare umuligt, fordi jeg bor sammen med hende. Nu skal hun være som en slags mor for mig. Hun er en ond mor. Når jeg går forbi hende, rækker hun ud og napper mig, griber fat om et lille stykke hud og kød på min overarm eller mave og klemmer af alle kræfter. Hun kniber, til tårerne står i øjnene på mig. Hun slår mig hårdt i ansigtet, når far ikke er der og sommetider også, når han er der, hun gemmer maden for mig og bliver rasende, hvis jeg finder den og spiser af den. Jeg er beskidt, støvet og snavset af gaden og de slagsmål, som jeg oftere og oftere havner i. Det er slut med at lege i badekarret med badeænder og lillebror, slut med at blive vasket og skrubbet og få redt hår og børstet tænder og trukket i knitrende rent tøj. Og så alligevel ikke. For hver fredag må jeg komme i bad. Jamilla fylder en balje med varmt sæbevand, og så skrubber hun min hud med en handske af hamp, til huden næsten revner, og jeg er ved at tude. Derfor tigger jeg om at få bad hos tante Nadia, Khalids kone – jeg elsker Nadia, som er meget lys i huden, lysere end de andre kvinder. Hun ligner én hjemmefra, hun kunne næsten ligne min mor, og jeg er tryg sammen med hende. Jeg turnerer rundt mellem Nadia og min fars søstre, og de tager imod mig med åbne arme. Knuser mig, griner af mig og driller mig. Sammen med dem behøver jeg ikke passe på. De første tre, fire måneder siger jeg intet, ikke et ord, men så siger jeg mine første arabiske ord. De andre drenge er stadig frygtindgydende, men jeg begynder at blande mig med dem. Og jeg begynder at slå igen. Jeg opdager, at jeg kan overskride den usynlige grænse, blive blank i hovedet, gå amok og hamre næven ind i ansigtet på en dreng, hvis han generer mig. Det hjælper mig og giver en smule respekt på gaden. Martin har ikke lært det endnu. Han reagerer på andre måder. En aften sidder vi alle – også Nadia, onkel Khalid og nogle andre onkler – omkring maden, et stort fad med ris, kød, grøntsager. Som altid sidder vi på gulvet og spiser med fingrene af det samme fad, og pludselig slår noget ned i fadet med en høj plasken. Oppefra regner en tynd, gul stråle ned midt i risen og kødet – det damper varmt fra strålen, og lugten er ikke til at tage fejl af. Vi kikker op, og over os, oppe på 1. sal, står Martin og pisser ned i maden. Grinende gør han sig færdig, stopper roligt sin tissemand på plads i bukserne – og stikker af. De voksne brøler højt og drøner efter ham. Martin får tæv som straf – men han finder altid på nye ting, der giver opmærksomhed. Og tæv. Opmærksomhed. Tæv.

En dag kommer en fremmed mand hjem til os i huset og tager mål af mig og Martin. Han måler vores arme, ben, rundt om maven, halsen. Jeg er mystificeret. Hvad sker der? Han griner. Han skal da sy skoleuniformer til os. Skoleuniformer? Skal vi gå i skole? Her i Shuna? Ja, ja, om et par dage skal uniformerne være færdige, siger skrædderen. En ny verden med nye, ukendte regler går i gang. Først og fremmest ser en skoleelev ud på en helt bestemt måde i Shuna, og der er to vigtige regler i den forbindelse. Det lærer jeg hurtigt. Regel nummer et: uden uniform, ingen undervisning, og jeg får min lyseblå skoleuniform. Regel nummer to: en skoledreng har kort hår – eller rettere sagt, regel nummer to er, at læreren skal kunne lide dit hår. Den første skoledag møder jeg i min lyseblå uniform, men læreren kan ikke lide mit hår. Det er stort og kraftigt. Få det dér hår klippet, snapper han, sig det til din far. Jeg nikker. Om eftermiddagen er min far ikke hjemme, eller han har i hvert fald ikke tid til at gå til frisør med mig. Næste dag stirrer læreren på mig og mit hår med stenansigt, og uden et ord griber han ned i skuffen og trækker sin saks frem. Klip! Klip! Store totter ryger af mit hår, han klipper, grundigt og ned til hovedbunden, en bred, skaldet stribe fra pande til baghoved. Så skubber han mig tilbage på min plads. Tror du nu, at din far har tid til at sende dig til frisør?, spørger han. Det har min far.

Skolen ligner ikke en rigtig skole, ikke ligesom den i Nærum, hvor der er malerier på væggene og sjove bogstaver, der hænger i snore ned fra loftet. I Shuna hænger der ikke noget fra loftet, men på facaden i gården er der malet et enormt flag i grønt, hvidt, sort og rødt. Det jordanske flag. Om morgenen, når vi møder, står vi på rad og række i gården, vi står i retstilling og synger nationalsangen. Så bliver vi kaldt ind i klasselokalerne, som er fyldt op af drenge – to og to sidder vi ved pulte. Pigerne møder om eftermiddagen, når vi får fri. I løbet af de første dage går situationens alvor op for mig. En af drengene har ikke lavet sine lektier. Læreren kalder ham op til katederet, spørger, om han har problemer med ørerne, siden han ikke har hørt, at vi har lektier for, og så borer han langsomt en skarp blyantsspidser ind i øret på drengen. Jeg kan se den tynde stribe af blod løbe ned langs kæben på ham. Rækken af straffe folder sig ud på en almindelig skoledag. Det mest brugte er en lussing eller to. Så er der linealen over fingrene, ikke noget med den flade ende og et svirp, men den skarpe side i et hug ned over hånden. Jeg får den selv at mærke og kan ikke bevæge fingrene i flere dage efter. Så er der pisk i røven med den tykke slange fra en gasflaske – bøj dig frem, og så kommer slagene. Nogle drenge bliver straffet stort set hver dag – det er de dumme, som ikke kan lære noget udenad og aldrig svarer rigtigt, det er de grimme, dem der lugter, og dem, som læreren ikke kan lide. Eller hvis familie, han ikke kan lide. Men ingen, heller ikke de dygtige, pæne og rene, kan helt undgå at blive straffet, og sommetider står vi fire, fem drenge i kø foran læreren og får lussinger efter tur. Alligevel er jeg en af dem, der tit slipper og sjældent får tæv. Jeg er nemlig dygtig i skolen fra første dag. Jeg er en af de kvikkeste, og lærerne er dybt imponerede. Hjemme i Nærum har jeg allerede gået i 0. og 1. og et par måneder i 2. klasse, og her i Shuna er jeg begyndt i 1. klasse. Jeg er forud! Jeg har lært at læse én gang før, og selvom det var på dansk, et helt andet sprog, så giver det mig et forspring. Og jeg kan tallene, jeg skal bare lære, hvordan de ser ud på arabisk, så kan jeg også regne. Den første matematikbog ræser jeg igennem og laver på få dage, mens flere af eleverne i de store klasser stadig har problemer med simple stykker. Det giver mig en særlig status at være den dygtige elev.

 

Bakrawi Street, Shuna, 2011. Hovedindgangen til min fars hus. Her boede jeg størstedelen af årene i Shuna. Foto: Lene Møller Jørgensen.

Vi bor i fars nybyggede hus, men jeg er sjældent hjemme. Kun hvis jeg ikke kan undgå det. I stedet strejfer jeg rundt i gaderne i den lille by sammen med mine fætre Hassan og Hussein og de andre drenge. Omkring spisetid falder jeg ind hos tante Nadia, hos en af fastrene eller familien til en kammerat, og jeg får lov til at spise med og bliver hængende. Det bliver altid sent og mørkt, og mon ikke jeg kan blive og sove? Jo, selvfølgelig. Men så stikker en nabo hovedet ind. Din far siger, du skal komme hjem, Nabil. Åh nej, jeg kikker bedende på faster Haije. Ja, ja, griner hun, bliv bare. Jeg lægger mig, og så kommer min far stormende. Forstod du ikke, at du skulle hjem? Han hiver mig op i armen, trækker mig hjem og skubber mig ind ad døren. Men selvom han bliver rasende, er det værd at tage chancen – for tit gider han ikke hente mig. Så falder jeg i søvn op ad faster Haije eller allerhelst tante Nadia, selvfølgelig, hvis hun er i nærheden. Jeg elsker at være hos kvinderne og pigerne, hvor jeg ikke behøver slå og forsvare mig hele tiden. Min mor tænker jeg ikke på mere. Jeg længes ikke efter hende mere. Heller ikke efter Nærum eller 2.b eller min mormor i Polen. Det gør nemlig for ondt, det gør virkelig ondt, og jeg bliver ude af mig selv, så jeg skubber det hurtigt væk. Tænker på nu og i morgen. Det er godt ikke at tænke tilbage. Det er bedst at glemme alt det.

Martin begynder også i 1. klasse sammen med mig, men han har ikke noget forspring fra Nærum, og han har stadig ikke knækket koden med de rå drenge. Han vil helst følge i hælene på mig, men jeg kan ikke tage ham ind i min verden. Der er ikke plads, jeg slås og kæmper for selv at overleve, og han er for lille, så jeg ryster ham af mig, når jeg kan. Vent på mig på hjørnet, siger jeg, og så venter han, men jeg kommer ikke tilbage. En dag hjemme i Bakrawi Street, hvor jeg er på vej ud i byen, lander noget vådt i tindingen på mig. Jeg føler efter med hånden. Noget vådt og slimet. Mens det langsomt går op for mig, at det er en harker, en spytklat, hører jeg fnisen oppefra. Martin står oppe på det flade tag og griner. Den lille lort. At blive spyttet på, det finder jeg mig fandeme ikke i! Alt i mit hoved står stille, og jeg løber ind efter ham. Men han er allerede smuttet, og nu ser jeg ham spæne ud bag huset, ned gennem gaden. Først i den anden ende af byen får jeg fat i ham, han spræller og skriger, men det hjælper ham ikke, og med alle mine kræfter slår jeg ham i ansigtet, på kinderne, hårdt og igen og igen. Flere dage senere er der stadig blodrøde mærker efter fire af mine fingre tværs over hans kind. Jeg er Nabil. Jeg er blevet en Bakrawi.