Jordan, juni 2011
Det er sort nat, men lyset brænder over den lille kaffebod i vejkanten. Selvfølgelig er der åbent. Vi køber dampende varm nescafé, og Janus sludrer med manden i boden. Janus har et særligt talent for at tale med andre mennesker, og det handler ikke kun om sproget. Vi tager resten af kaffen med i bilen og kører mod syd ud ad den øde highway mod Amman og lufthavnen og vores fly hjem.
»Nu har jeg været tilbage i Shuna fire gange, siden jeg boede der som barn,« siger Janus, »første gang gik der 14 år. Jeg nægtede at tale i telefon med familien her, havde ingen kontakt med dem, og troede egentlig aldrig, at jeg ville tage tilbage.«
»Hvorfor gjorde du det så?«
»Hmm, hvorfor? Ligesom jeg drømte om min mor, da jeg var her, så drømte jeg om familien i Shuna, da jeg kom tilbage til Danmark. Måske ville jeg bare se deres reaktion på mig? Måske ville jeg have noget på plads i mit eget hoved?« siger han, »men nu skal jeg fortælle om den dramatiske hjemkomst.«
»Dramatisk? Da I kommer hjem til Danmark igen?«
Janus nikker.
»Det var kaotisk. Jeg husker det som en række billeder. Snapshots. Det første er fra Kastrup, da vi lige er landet ...«
KASTRUP, SOMMER, 1986
Vi står ved en mønttelefon i lufthavnen i Kastrup. Min far drejer et nummer og rækker mig røret. Snak med din mor, siger han, sig til hende, at vi kommer til Nærum lige om lidt. Mor? Snak med min mor?! Angst lammer min hjerne og krop. Vil han nu have, at jeg skal snakke med min mor? Det er et år, måske halvandet år siden, jeg så hende i Shuna, og hvad skal jeg sige? Jeg kan ikke tale dansk eller polsk, og lige nu kan jeg ikke få et ord frem på noget sprog. Røret glider ud af hånden på mig og hænger og dingler – mig, jeg kan jo ikke snakke med mor.
Så kører vi i en taxa og kommer forbi en plads. Rådhuspladsen, siger far. Der står en nøgen mand midt i det hele og drikker af en flaske, han råber op. Vi fortsætter, kører under en bro, og der er et hegn eller stakit på begge sider. Tuf, tuf, tuf, siger det, da vi suser under broen.
Vi stopper foran Nærumgårdsvej 62, og jeg genkender alt. Alt – huset, haven, vinduerne, døren, fliserne, gaden. Jeg genkender hver eneste detalje, men alligevel er det, som om det hele er fjernt og uvirkeligt. Hvad nu? Jeg er så bange, som jeg aldrig før har været. Vi venter, og jeg kikker på taxameteret. Det er elektronisk, ligesom mit gamle Casio-ur. Klik! Klik! Klik! Tallene skifter rødt og hurtigt. En stemme knitrer gennem radioen. Far sidder foran, ved siden af chaufføren, og vi sidder bagi, Martin og mig. Jeg har en stor æske på skødet, det er en dukke, en gave til lillesøster, Laila. Fars ide.
En anden taxa glider ind foran vores, så de to biler holder snude mod snude foran Nærumgårdsvej 62. Jeg kikker lige gennem ruderne på de to biler og ser direkte ind på en lyshåret dame. Det er min mor! Far siger, at vi skal sætte os over i den anden taxa. Over til hende, så kommer han lige om lidt. Det gør vi, og nu sidder jeg på bagsædet i den anden bil. Mor, mig, Martin og Laila. Pludselig speeder vores taxa op, laver en U-vending og ræser af sted! Alt står stille i mig, jeg er tom, passiv og har ingen anelse om, hvad der foregår. Jeg kikker tilbage, ud ad bagruden, der er ingen taxa bag os. Fars taxa er væk. Han kommer ikke, følger ikke med. Så mærker jeg med ét, hvordan min mor sidder og knuger om mit håndled. Hårdt. Den anden arm har hun bag om min ryg, og da jeg skæver til siden, kan jeg se, at hun også knuger om Martins arm. Hun sidder og stirrer lige frem. Så vågner jeg! Skrækslagen hiver jeg armen til mig, men hun er stærk og holder fast. Jeg slår ud mod hende, men hun knuger stadig. Nu hamrer jeg løs på hende med min frie hånd, får også den anden vristet løs og jager begge tommelfingre ind i hendes øjne. Presser til! Jeg kan slås. Hun kæmper for at få mig væk, og jeg hopper frem på forsædet, hiver i håndbremsen. Bilen skrider lidt ud, taxachaufføren tager farten af og forsøger at skubbe mig væk, men jeg åbner døren og kaster mig ud. I det samme kører to politibiler ind foran os og spærrer vejen – bag os ruller fars taxa ind, og han springer ud.
Vi sidder i et kridthvidt rum. Stilhed. Min mor og Laila sidder over for os – over for de tre arabere, mig, Martin og min far, som sidder på rad og række på den anden side. Igen er det mig, der krammer æsken med dukken på skødet. Aflever den dukke, siger min far, og jeg går over og giver Laila gaven. På væggen over min mors hoved hænger et stort ur – uden sekundviser. Den lange viser giver et ryk. Tak! Et minut er gået. Klokken 23 præcis kommer to mænd ind og siger et eller andet ...
Så sidder vi igen i en bil, en folkevognsboble – Martin, min far og mig på bagsædet, og min mor og Laila kører i en politibil foran os. Nu er det min far, der knuger os. Han begynder at græde. Husk, siger han, at jeg elsker jer. Lov mig, siger han, lov mig, at I siger, at I vil bo hos mig. Lov mig det!
Jeg kan ikke holde til mere, der på bagsædet. Jeg er skrækslagen og græder. Martin begynder også. Bilen, folkevognen, boblen, stopper, og vi står hulkende ud – min mor stiger ud af politibilen. Da hun ser os stå der og hulke, skriger hun helt vildt og højt og vil løbe hen til os. To politibetjente fra bilen holder hende tilbage. Jeg ser, at vi står foran et palads, et enormt hvidt palads med en enorm grøn dør. To mand oven på hinanden kan gå ind ad den dør, og nu kommer der en stor mand ud ad den. Han har slåbrok på. Det er Børge. Det finder jeg ud af senere. Han går ned og tager roligt fat i os, i Martin og mig, og vi går med. Han låser døren bag os – det er han jo nødt til.