KAPITEL 12
Nørrebro, august 2011
Der er kommet et nyt spisebord ind i lejligheden øverst oppe på Borgmestervangen, mens sofaen er forsvundet, lånt ud til en veninde. Janus rydder op, inden vi sætter os. Jeg er nysgerrig efter at vide, hvorfor han bruger sit eget liv i så høj grad, bruger sine egne erfaringer, oplevelser og følelser i sine film og forestillinger. I Pizza King er der historier om omskæring, frieri, indbrud og komplicerede forældre-barn-forhold, som til forveksling ligner hans egne oplevelser.
»Altså, det er ikke terapi eller for at bearbejde barndomsoplevelser. Det er det ikke, men det er et behov for at fortælle andre, danskere, hvide og brune om, hvordan livet også kan være for os mennesker. Der er mange historier, som ikke er fortalt, og jeg vil gerne fortælle nogle af dem. Samtidig oplyser det også, giver en indsigt i andre liv end lige ens eget, ikke?« siger Janus og holder en pause, »tit er det også gode historier, som underholder, som andre gerne vil involvere sig i, og som pirrer folks nysgerrighed.«
»Du er meget ærlig, nærmest skræmmende ærlig, når du fortæller om dine forældre og søskende, og også om din barndom, jeres leg på taget og drabet på æslet?«
»Det er vigtigt for mig at være totalt ærlig. Det skal siges, som det var. Jeg har oplevet overgreb, har selv overskredet grænser, og jeg tror, at det sætter mig fri at få det sagt. Andre kan måske også lære af at høre om det.«
»Men det må da have omkostninger for dig – folk, der bliver vrede, sårede eller sure?«
»Egentlig ikke. Folk tager det pænt. Faktisk tror jeg, at de fleste værdsætter min ærlighed.«
NØRREBRO – LONDON
1999, 2000, 2001, 2002, 2003
Vi bor på Nørre Allé, jeg er gift med byens smukkeste kvinde, som jeg elsker og også beundrer, fordi hun er skrap og sjov. Hendes humor kan være virkelig barsk, og vi griner meget, af os selv, af andre og af hinanden, og jeg presser på for, at vi skal have et barn. Filmen med ‘far, mor, barn og det normale liv’ kører for fuldt tryk på min indre skærm. Jeg ser for mig, hvordan jeg altid er der for min kone, hvordan jeg hjælper til, og hvor praktisk jeg er.
Ligesom vi griner meget, skændes vi også meget. Zia kræver for meget struktur, aftaler og faste spisetider efter min mening, og hun synes tit, at jeg er uansvarlig og gør, hvad der passer mig. En dag sidder vi i bilen, Zia kører og kører hurtigt, og vi kommer igen op at skændes, jeg er vred og trængt op i en krog, mit hoved tømmes for tanker, og jeg reagerer. Åbner bildøren, mens hun kører, for at springe ud og væk. Hun når at tage farten af og køre ind til siden, og sidder fuldstændig rystet og stirrer frem for sig. Jeg er selv rystet, hvad fanden har jeg gang i, men på den anden side er jeg også rolig. Jeg har prøvet det før.
Odense. 1997. Zia og jeg er til Filmfestival i Odense, hvor Sinans bryllup er nomineret.
Om sommeren kører vi ned gennem Europa og sejler fra Spanien til Marokko. Zia og jeg i vores bil, svigermor og svigerfar i deres, og sommetider bytter vi, så svigerfar og jeg kører sammen. Vi har egentlig ikke et fælles sprog, for han taler ikke arabisk, men berbisk og kun en smule dansk, men vi hører radio, ryger cigaretter og sommetider fortæller han noget på berbisk-dansk, og jeg nikker tilfreds uden at forstå ret meget, mens Tyskland, Frankrig eller Spanien suser forbi uden for bilruderne. Inden afrejsen fra Frederiksberg har Zias forældre fyldt deres Toyota Hiace med gode ting og hårde hvidevarer fra Danmark, som skal med hjem til Marokko – køleskab, fryser og komfurer. Hvidevarerne vejer godt til i den gamle varevogn, som på de bedste dage når en tophastighed på 90-100 kilometer i timen – ned ad bakke. Bag i Toyotaen ligger også et par hårde madrasser, madvarer og gasblus, så vi kan stoppe og lave te, kaffe og mad og spise undervejs. Om aftenen kører mine gamle svigerforældre ind og parkerer ved en tankstation eller på en rasteplads og sover i bilen eller smider en af madrasserne på den hårde asfalt og sover i det fri. Zia og jeg kan godt finde på at sove i bilen, men tager tit på et motel eller hotel. Vi er frie som fugle på træk. I Marokko har Zias forældre stadig et hus i deres lille landsby oppe i bjergene, og når vi når frem, skal huset åbnes for første gang siden sidste sommer. Vi fejer og skurer og bærer ting og sager fra Danmark ind i huset. Jeg er med på turen fire gange, og jeg nyder rejsen og det nye land, der åbner sig for mig: Jeg er et fuldgyldigt og respekteret medlem af en familie. Sådan er vores somre.
En teaterdirektør ringer og spørger, om jeg vil komme til en casting? Det er Nikolaj Cederholm, teaterdirektør på Dr. Dante, og det vil jeg da meget gerne. Dagen for castingen kommer, og jeg cykler af sted, går ind på teatret og spørger efter ham i forhallen. Vi har en aftale, og han venter på mig, siger jeg. Damen i forhallen ser lidt forundret ud, hun har ikke lige set Nikolaj Cederholm den dag, men foreslår så, at han måske er oppe på kontoret. Og så går jeg op og præsenterer mig for manden bag skrivebordet. Janus Bakrawi, siger jeg, vi har en aftale. Også han ser forbavset ud, han kan ikke huske nogen aftale, han tjekker sin kalender og spørger: Hvem er det helt præcist, du har en aftale med? Med dig, siger jeg, med Nikolaj Cederholm, teaterdirektør. Han nikker, rækker hånden frem igen og siger: Hej, Janus, jeg hedder Lars Kaalund, og det her er Østre Gasværk Teater, Nikolaj er direktør på Dr. Dante på Avenyscenen på Frederiksberg. Hmm, dobbelt fejl, forkert teater, forkert teaterdirektør. Men Lars Kaalund er en flink mand, han ringer til Nikolaj Cederholm og siger, at jeg er på vej, og jeg cykler videre til Frederiksberg Allé. Jeg aner selvfølgelig stadig intet, intet om dansk teater, eller teater i det hele taget, og på det her tidspunkt af mit liv har jeg set to teaterstykker – stykket på Det Kongelige Teater med Kirsebærhavens Skole i 9. klasse, og så har jeg faktisk også set et på Avenyscenen, fordi Sofie Gråbøl tog mig med, da vi spillede sammen i Sinans bryllup. Selv har jeg aldrig stået på en scene. Men det gør jeg nu, helt alene, og Nikolaj Cederholm stikker mig en tekst i hånden, sætter sig ned i den tomme sal og kikker op på mig. Afventende. Bare læs. Bare læs lidt, siger han. Jeg prøver at læse teksten og aner ikke, hvad det er. Et digt, tror jeg, det er vist noget Ibsen. Ibsen igen. Teksten er svær, og jeg forstår ikke, hvad jeg læser. Det går skidt. Så kommer en af de faste Dr. Dante-skuespillere ind på scenen til mig, det er Lotte Andersen, og så skal vi improvisere. Vi får en situation. Kærlighed. Vi er kærester, og vi skændes. Jeg synes, det går rigtig godt. Det er dét, jeg kan, og jeg skifter lynhurtigt fra dyb usikkerhed til selvsikkerhed og styrke. Tak, tak, jeg ringer til dig, Nikolaj Cederholm afbryder fra salen. Og så går jeg igen, og for hver dag, der går, bliver jeg mere og mere overbevist om, at jeg ikke får rollen. Men en sen aften ringer Nikolaj Cederholm: Du har fået rollen – vi snakkes ved! Jeg cykler ud på teaterets kontor på Frederiksberg, og de snakker pænt til mig, de har en kontrakt parat, og jeg får et manuskript. Jeg cykler hjem igen mod Nørrebro med manuskriptet i en plastikpose, og der sidder en fugl og kvidrer i et træ, og det går op for mig, at det her sker for mig! Al min tvivl og usikkerhed vaskes væk, og jeg føler, at jeg er blevet inviteret ind i en fin cirkel, en indercirkel af skuespillere, kunstnere og teaterfolk. Hey, det sker for mig! Jeg skal spille John i teaterstykket Længe siden. Og John er ikke 2.g’er. Han er ikke indvandrer, han er ikke kriminel indvandrer, men et ganske almindeligt, meget skørt menneske, som mistænker en anden mand for at have hugget hans kæreste. Det er en komedie, en alvorlig komedie, og jeg er med som skuespiller, ikke som brun, utilpasset indvandrer. Jeg er på vej. Den første uge på teatret med prøver er sjov. Jeg er glad. Men jeg har vanskeligt ved ikke at arbejde ud fra mine sædvanlige følelser: vrede og sårbarhed. De er jo min drivkraft, min indre – sorte – energi. Indtil nu har jeg været mig selv foran et kamera, men nu er udfordringen at vise andre facetter, og jeg har nogle følelser, der forstyrrer. Min usikkerhed kommer bragende tilbage, og jeg lider af akut mindreværd. Jeg tør ikke så meget, det er en utrolig blottelse at spille og vise følelser på scenen. Janus, prøv at vise glæde – nu er han jo glad, ik’? siger Nikolaj Cederholm. Nå ja, glæde? Hvordan er det lige, den følelse er? Jeg anstrenger mig og kan ikke komme forbi det indestængte, vrede, sårede. Flere gange går jeg helt i hårdknude, og min selvmedlidenhed er oppe at ringe. Hvor er det synd for Janus, han kan ikke vise glæde! De andre på scenen er Mads Mikkelsen, Paprika Steen, Jimmy Jørgensen og Lotte Andersen. De er så dygtige, erfarne og ti år ældre end mig. Og jeg er bare Janus – og det har aldrig været okay at være Janus. Jeg angler efter anerkendelse og bekræftelse fra dem – igen vil jeg høre til. Jeg knytter mig mere til dem, end de gør til mig. Jeg knytter mig mere til dem, end de har behov for. Men de tager pænt imod mig, de tager sig af mig, og senere, da jeg finder ud af, hvor stride nogle skuespillere også kan være over for hinanden, så bliver jeg bare endnu mere taknemmelig for, hvor søde de er. Men jeg er ikke rigtig god som John. Jeg har meget at lære.
Zia bliver gravid, og min indre film kører igen: Jeg står op om natten og tager den lille og hjælper med mad, indkøb, vask – og påtager mig ansvaret. I realiteten lever jeg op til cirka ... 40 procent – ja, 40 procent af mine egne forventninger. Når det kommer til stykket, så kan jeg ikke holde de faste rammer ud, jeg er ustruktureret, og jeg løber tør for ressourcer, når det ikke handler om mig selv. Alt, hvad der ikke handler om mig og branchen, det kan jeg ikke overkomme eller overskue, og det er jo heller ikke så interessant, vel? Hvorfor skynde sig hjem efter en forestilling, når de andre går i byen, og en fest er i gang? Selvom jeg måske ikke var fantastisk i rollen som John, så får jeg nye tilbud om teaterroller, og jeg spiller rollen som Memo på Edison under Betty Nansen Teateret, i et stykke, der hedder Drengene i skyggen. Og nu spiller jeg igen kriminel 2.g’er, men dramaet er skrevet af Lars Norén, alle medvirkende spiller kriminelle, og handlingen foregår i et fængsel – så det er i orden. Her begynder processen med at lære at spille teater og skuespil for mig. Allerførst ser jeg helt klart, hvad jeg ikke kan, og hvad jeg ikke rummer af håndværk i forhold til de andre på scenen. Jeg iagttager de andre, især Kjeld Nørgaard, Jess Ingerslev, Søren Malling og Nikolaj Coster Waldau, som har virkelig tunge værktøjskasser. De er så professionelle, synes jeg. Jeg forsøger at vende blikket indad og se, hvad jeg har af ressourcer og erfaringer dybt i mig selv. Jeg forsøger at skille personen Janus fra skuespilleren. Hvor har jeg glæde, latter, frygt, varme, hvordan kan jeg hive det frem, bearbejde det og vise det? Jeg ser min krop som en bygning med ledninger, rør, vægge og etager – ups, der er et par skruer. Kan man dreje på den og skrue op, så en bestemt følelse eller side kommer frem? Og måske skrue ned for en af de andre? Det handler om følelser, om at finde dem frem og give dem et fysisk udtryk. Og jeg er meget lærenem, når det kommer til følelser. Det rykker lidt, jeg bliver meget bevidst om mine virkemidler og forsøger virkelig at arbejde med de redskaber, jeg kan se, at de har. Men det rykker ikke for alvor.
Zia er højgravid, og jeg aftaler med de andre spillere, at jeg smutter, hvis hun eller hospitalet ringer. Så skal forestillingen køre videre uden mig som Memo, og på den måde er skuespillere i teatermiljøet enormt generøse og fleksible over for hinanden. Ellers kan man ikke holde det ud – aften efter aften, uge efter uge. Det er en særlig verden, hvor alle er noget for sig selv, og derfor virker jeg såmænd helt normal i de omgivelser – der er plads til mig, og jeg befinder mig godt. Regissøren bærer rundt på min telefon hver aften, og hun er helt svedt og oppe at køre over sit ansvar. Hun tjekker den telefon hvert andet minut, og en aften ringer den så under forestillingen. Jeg hopper op på cyklen og ræser til Rigshospitalet. Natten går, og Zia føder ikke, og i løbet af formiddagen får vi at vide, at hun skal have et kejsersnit. Jeg er både med til det hele – og udenfor. Så står jeg der på en operationsstue sammen med fire sygeplejersker og to læger, og vi er alle iført kitler og grønne operationshatte. Zia er rolig, og jeg er bange, aner ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv. Holdet arbejder der bag ved skærmen over Zias mave, mens de snakker. En af sygeplejerskerne leder efter en kæreste, og hun har været på en date med en fyr, og de mødtes på Sjælør Station. Og ved I hvad, han gav ikke engang en kop kaffe! De andre sygeplejersker er forargede. Ærlig talt, siger de. Og jeg tænker også, at det da er mærkeligt og nærigt, at han ikke engang gav en kop kaffe. Og pludselig holder hende med Sjælør Station en lilla hval op i luften. Hvad? Forneden hænger der noget, noget sort – et kæmpegarn? Det er et barn, det er mit barn, som hænger med hovedet nedad. En pige, konstaterer en eller anden. 4,9 kilo. 59 centimeter. 10 minutter senere står jeg med hende i armene og hvisker åbningsverset fra Koranen ind i hendes lille øre – det har Zia bedt mig om at gøre. Jeg venter, og det er en meget mærkelig fornemmelse, for jeg venter på noget, på en følelse, som ikke er der. Jeg synes jo, at jeg burde føle noget mere, noget stærkt, det er den forventning, jeg har. Men det skal vise sig, at jeg vokser med opgaven – og stoltheden og glæden kommer senere. Om aftenen er jeg tilbage på teatret, men om dagen går jeg stolte ture på Nørrebro med barnevognen og sætter mig på en af cafeerne på Skt. Hans Torv. Jeg begynder at drikke café latte, skæver lidt ned i en Politiken, mens jeg roligt rokker med barnevognen. Jeg har en rar følelse af overskud og rummelighed. Se mig, jeg er far, jeg skal på teatret i aften, jeg har en cottoncoat på. Måske en smule iscenesat, men jeg er tilfreds: Jeg er rykket højt op i normalitetshierarkiet. Tårnhøjt. Jeg er ved at være der.
Vores datter er født den 15. september 2000, og hun skal hedde Amani. Et arabisk navn, som også er let at udtale og huske på dansk. Amani betyder håb. Håb og åndelig søgen. Min mor kommer på barselsbesøg og min far også. Han er glad og stolt, han er farfar til sit første barnebarn. Jeg kan godt lide at vise mine forældre, hvor langt jeg er nået, jeg er far og ansvarlig. De må gerne tage Amani op og beundre hende og nusse hende, men hov, siger jeg så, inden de kommer for godt i gang – lad lige mig få den lille! Det er mit barn.
2001. Amani og jeg. Amani er født i september 2000.
I den kommende tid trækker jeg mig lidt i forhold til min mor og far, og overlader til dels forholdet til dem til Zia. Hun tager sig af det, hun er god til det, og jeg har travlt. Teaterarbejdet betyder, at jeg møder en masse nye mennesker, jeg bliver inviteret til premierer og fester, og jeg får opmærksomhed – ikke mindst fra kvinder. Det er smigrende, og jeg nyder det. Hey, Janus, siger folk til fester og på gaden. Jeg er ved at være kendt og anerkendt, og der, hvor jeg er anerkendt – det er da dér, jeg skal være! Jeg bliver set. Jeg vil ses. Hjemme er der sure pligter, og det er en forhindring, en barriere for min udvikling og min karriere, synes jeg. Jeg flirter og holder mig ikke tilbage, jeg snakker og deler ud af mig selv. Zia bryder sig ikke om det. Hun vil have respekt og synes ikke, hun får det, når jeg flirter til højre og venstre i byen og deltager i alt, bare det ikke foregår hjemme. Sæt en grænse, siger hun. Men jeg er jo ... grænseløs.
Det er ved at køre skævt. Jeg bliver arbejdsløs. En hel sæson står for døren, og jeg har ingen kontrakt, arbejde, rolle. Det er for længst nået ud til casterne, at jeg afviser indvandrerroller, og når de ringer, så er det som regel for at sige, at de godt ved, at jeg ikke vil have indvandrerroller, men de står lige og skal bruge en indvandrer, og måske kender jeg en? En, der kan spille utilpasset 2.g’er? Det gør mig småsur, og der kommer heller ikke andre roller til mig. Leden ved mig selv kommer op igen, usikkerheden vender tilbage, og Zia og mine venner er trætte af at høre på mig. I branchen er det også tydeligt, at folk har fået nok af min snak om de brune, om negative spejlinger af den evige indvandrer og klicheer – branchen ser sig selv som åben og favnende og genkender ikke det billede, jeg tegner. Slet ikke. Folk går sgu over på den anden side af gaden, når de ser mig. For de ved, at jeg går i gang med, at det er umuligt at få ordentlige roller i Danmark, når man er brun. Jeg køber noget rødvin, noget god rødvin og dyrker min nye vane. Som altid har jeg mange ideer, og jeg vil fortælle om, hvordan det er at være mig, hvordan det var at være mig som barn, og hvordan det føles at blive kastet omkring uden at vide, hvorfor og hvordan og hvornår det holder op. Hvordan det føles aldrig at bestemme selv. Nimbus Film er interesseret i en af mine ideer til en film, der skal foregå på en ungdomspension, og vi snakker om, at jeg måske skal instruere. Allerede nu kan jeg se filmen for mig: Den udspiller sig udelukkende på pensionen – kælder, stue, og 1. sal – så man får fornemmelsen af, hvor klaustrofobisk tilværelsen er uden valg og uden udveje. Klaustrofobisk, rå og intens. Jeg får opbakning fra OC og bliver sat sammen med en erfaren og dygtig manuskriptforfatter, Kim Leona, fordi jeg ikke selv er i stand til at skrive manuskriptet. Hurtigt fornemmer jeg, at vi vil noget forskelligt, for hun vil dramatisere, fortælle om gadelivet, ud i byen og væk fra pensionen. Det er en drejning, som ikke passer til min ide, og jeg kan ikke acceptere det, og det sørger jeg for at sige, uden at jeg dog kan argumentere ordentligt for min egen ide. Jeg bliver pludselig usikker og kommer i tvivl. Hvad ved jeg egentlig om at lave film og fortælle historier? Der bliver sat en instruktør på projektet, og det er ikke mig. Manuskriptarbejdet fortsætter i Kim Leonas retning, og jeg føler ikke for det længere. Jeg giver op. Går op på Nimbus Film og siger, at jeg vil have min andel, og så kan de fortsætte uden mig. Jeg får en check, men jeg er enormt skuffet, og min selvtillid er helt i bund. Du skal lære at holde fast i dine ideer, det skal du blive bedre til, siger Ole Christian Madsen. Jeg trækker på skulderen. Ja, ja, hvordan? Jeg mangler ordene til at kunne insistere og mangler selvtilliden til at holde fast. Den eneste måde, jeg kan finde ud af at sige fra på, er ved at melde mig helt ud af projektet. Først til premieren ser jeg filmen – den hedder Bagland – og den har intet med mig at gøre. Det er ikke mig eller min film, selvom der står ‘efter ide af Janus Bakrawi’. Det er en pæn film. Jeg ser den aldrig igen.
‘Du skal holde fast i dine ideer’ er en sætning, jeg husker, men det kan man bare ikke, hvis man ikke ved noget mere og ikke har argumenterne i orden. Det er viden og indsigt, jeg har brug for. Jeg begynder at se alle de film, jeg kan finde af den italienske filminstruktør Federico Fellini, blandt andet den berømte avantgardefilm 8½, som han selv var med til at skrive. Jeg ser film af Roberto Rossellini, Visconti og Vittoria De Sica, og jeg læser om den italienske neorealisme. Mit fokus skifter fra amerikansk film til europæisk, selvom jeg selvfølgelig fastholder interessen for Robert de Niro og et andet af mine store idoler og forbilleder, Martin Scorsese, den berømte amerikanske filminstruktør, som blandt andre har arbejdet med Robert de Niro. Jeg vil uddanne mig selv, lære noget, og imens nyder jeg et glas rødvin. Jeg skriver en del tekster, og når jeg går i seng klokken 03 efter at have drukket to flasker rødvin, synes jeg, at det er skidegodt. Når jeg står op næste formiddag, er det ikke helt så godt. Der kommer heller ingen roller. Fint, der er ikke plads til mig i det her lille lorteland. Bitter og frustreret rejser jeg til London med kufferten fuld af VHS-bånd og fotos for at finde en agent og slå igennem på det internationale marked. Jeg tjekker ind på et snusket hotel og finder ud af, at jeg ikke kan lide London. Det regner hele tiden, de skide briter er ikke til at få kontakt med og umulige at komme ind på livet af. I øsende regn vader jeg rundt med en drivvåd taske fyldt med VHS-bånd og orker ingenting. Vælter ned på en bænk og er fyldt op af selvmedlidenhed. Hvad fanden laver jeg egentlig her? ‘Mester,’ lyder en stemme i mit hovedet, ‘du flygter fra alt det, du har. Du er bitter og trist, og du beder og beder om familie og roller og opmærksomhed. Og når du får det, vil du ikke have det. Så smider du det væk og sørger for, at det går i stykker. Du kæmper alt for meget, giv slip, slap af, og stop med din snak om at være brun og indvandrer. Det er der ingen, der gider høre på.’ Endnu en gang er det Guds stemme, jeg hører, når jeg har det allerværst. Dér på bænken i regnvejret, uden et levende menneske i miles omkreds, går det op for mig, at jeg faktisk er kommet langt. Men også at jeg vil have og have og have. Når jeg opnår noget, tænker jeg: Var det bare det her? Jamen, så vil jeg have noget andet, mere, noget, der sikkert er bedre. Jeg sjosker tilbage til hotellet og venter de sidste dage på mit fly.
Jeg har besluttet mig for at droppe skuespillerbranchen, da Hans Fabian Wullenweber ringer. Han er instruktør, og vi har mødt hinanden på filmfestivalen i Valencia, hvor Pizza King fik førsteprisen. Han fotograferede under prisoverrækkelsen, og vi aftaler at mødes på Café Sebastopol, så han kan give mig nogle af billederne. Vi snakker over en kop kaffe, og vi klikker helt vildt, det går op for os, at vi ligner hinanden utrolig meget. Selvom vi slet ikke har den samme baggrund, så har vi den samme følelse af ensomhed, af ikke at høre til og være udenfor. Vi leder efter noget – efter hvem vi er. Identitet. Vi er simpelthen soulmates, og vi vil lave en film sammen. Den skal hedde Tvilling. For en tid glemmer jeg min plan om at forlade branchen.
Sammen med Fabian dyrker jeg min smerte. Vi taler og taler om vores barndom og om, hvordan vi ikke kan bryde ud af den – det er nærmest terapi, og til sidst kan vi næsten ikke holde ud at se hinanden, fordi det minder os om, hvordan vi har talt og talt om problemer og tanker og pillet i vores egne navler. Vi skriver på manuskriptet hver for sig – først mig. Jeg lejer et kontor ude i byen, for jeg har ikke plads og ro til at skrive derhjemme, og jeg har intet imod at komme væk. Indimellem drikker jeg to-tre flasker rødvin på en eftermiddag og aften og falder i søvn på kontoret. Når jeg vågner og læser det, kan jeg se, at det er ubrugeligt. Manuskriptet bevæger sig ikke ud af stedet. Så er det Fabians tur, og han skriver videre på manuskriptet. Det er en spillefilm på lavbudget. 1,2 millioner kroner fra blandt andre DFI – Filmværkstedet, TV2 og SF Film. Jeg spiller hovedrollen som Lars. Trine Dyrholm har den anden hovedrolle som Julie, og hun er med tidligt i processen og er med til at udvikle på handlingen og sætter sit præg på filmen. Det er den første spillefilm, hvor en brun har hovedrollen uden at spille brun, indvandrer, kriminel, i konflikt med sin familie, rodløs. Derfor er det en meget vigtig film for mig. Jeg spiller Lars, som er et menneske, der ikke rigtig ved, hvem han er. Han søger sin egen identitet og er faktisk villig til at påtage sig en rolle, en identitet, som andre tilbyder ham. Han er forelsket i en pige, der er syg og uligevægtig og tror, at han er hendes forsvundne kæreste. Det er en gyser, et psykologisk og eksperimenterende drama, og en smal film, som ikke får særlig meget opmærksomhed fra publikum. Der er ikke mange replikker, og vi improviserer os frem til mange af scenerne. Spiller dem frem i stedet for at lære dem, planlægge dem. Der er en scene i filmen, hvor Julie barberer Lars’ hoved, så han bliver skaldet, og mit hår er faktisk ved at blive tyndt. Det er mine polske gener – mine polske onkler har ikke hår på hovedet, men masser af hår på kroppen. Eller er det alle de kemikalier og intensive hårtørringer, jeg har udsat mit hår for? At tabe håret – det er lidt som at tabe sin ungdom, sin maskulinitet: Jeg tjekker nettet for parykker. I USA kan man få lavet en paryk, en dyr paryk, af ægte menneskehår, som limes fast på hovedet, så man kan svømme og bade med parykken på! Jeg overvejer, men forkaster hurtigt tanken og ser mig omkring. Masser af sportsfolk og sorte rappere er jo skaldede, og på et tidspunkt rager jeg også mit hår af – hellere være funky skaldet end gå med paryk.
Undervejs i arbejdet med Tvilling siger Zia, at hun vil skilles. Det kommer ikke som nogen stor overraskelse for mig, og jeg har selv meldt ud flere gange, at det er slut, at vores liv sammen er gået i stå, er det samme og det samme. Men efter en dag eller to fortryder jeg altid, græder og vil tilbage. Men nu vil Zia altså ikke mere, og vi flytter fra hinanden i 2003. De første par måneder er jeg ligefrem glad og benytter chancen for at flirte, gå i byen og se en masse kvinder. Senere går det op for mig, at jeg har gjort det igen, jeg kæmper for at få noget, og når jeg så har opnået det, og det er godt og ægte, så forkaster jeg det. Hvis jeg ikke skal kæmpe for at få opmærksomhed, ligesom da jeg var barn, tror jeg ikke på forholdet og synes ikke, at det er dybt og ægte. Jeg kommer til at kede mig.