Nørrebro, oktober 2011
Der ligger en tyk kuvert på spisebordet. Janus nikker mod den. Det er et manuskript fra Det Kongelige Teater, som gerne vil have Janus om bord i den kommende sæson. Han siger ja, selvom han først skal et smut til London, til Southbank Centre og opføre musicalforestillingen The Bollywood Trip. Samtidig er han med i forberedelser og udvikling på to kommende film.
»Jeg har fået en ide og kontaktet nogle mennesker, og på et tidspunkt overtager andre og skriver og kører videre uden mig. Jeg er en idemager og igangsætter, og det er min styrke, men jeg er sjældent den, der trækker tingene helt igennem til målstregen. Det er min svaghed, og efterhånden ved jeg det godt, og det gør mine samarbejdspartnere også – så det fungerer fint,« siger Janus. Han er ikke stresset længere. Han er tilbage i København, forestillingen på Republique kører, andre forestillinger og projekter venter. Det skal nok gå.
NØRREBRO, 2011
Jeg hader at stå på scenen. Jeg ved, at publikum er imod mig og bare sidder og venter på, at jeg begår en lillebitte fejl. Mistanken om, at publikum keder sig sammen med mig, lurer i mit baghoved, og den bliver bekræftet, hver gang jeg ser en, der gaber eller strækker sig.
Jeg elsker at stå på scenen. Nyder den opmærksomhed, jeg får, og det giver mig styrke og energi at give den gas på scenen. Jeg er splittet i to lige dele, når det handler om scenen, og tit overvejer jeg at skifte fag og bare lave noget helt andet end at spille teater. Men det er først for nylig, mens jeg er i fuld gang med The Bollywood Trip, at splittelsen for alvor går op for mig, og jeg griber fat i en af mine medspillere på Republique, Ole Westh-Madsen, og fortæller ham om det. Ja, ja, sådan har alle skuespillere det, siger han, vidste du ikke det? Sådan har han også selv haft det. Du er nødt til at gøre noget ved det, konstaterer han, enten få en anden indstilling eller få et andet job. Jeg prøver at gøre noget ved det. Inden forestillingen sidder jeg i 10 minutter og gentager for mig selv, at publikum er med mig, de er mine venner, publikum er med mig ... indtil sætningerne letter, og jeg kan mærke, at det er rigtig nok: Publikum er med mig. Vi får stående applaus, og jeg tænker på, at jeg skal nyde det, mens det varer. For flere år siden, da jeg spillede med i Pis på Det kongelige, fik vi stående applaus hver aften. Hver aften. Nyd det, så længe det varer, sagde Lars Mikkelsen dengang, og jeg vil prøve at huske på det. Alligevel stirrer jeg selvfølgelig ned på publikum og holder øje med alle reaktioner, og jeg fornemmer, at Bollywood-forestillingen indvarsler en ny udvikling på teatret. Den indisk-inspirerede musik, dans og kostumer har fået mange brune i teatret, og de griner nogle andre steder i forestillingen end de hvide publikummer. Parminder har skrevet stykket efter en ide, som jeg har udviklet sammen med min gode ven gennem mange år, musiker og komponist Stephan Grabowski, allerede for 10 år siden. Vi ville lave en forestilling a la Bollywood, fortalt og fortolket med vestlige øjne, men dengang var det umuligt for os at afsætte ideen og få et teater til at springe på. Nu er det lykkedes, og det er endnu en gang Rolf Heim, der instruerer, Stephan har skrevet musikken, og jeg har hovedrollen som Haroon, der vågner op på et psykiatrisk hospital og hævder, at han er en berømt indisk Bollywood-stjerne. Stykket og jeg har fået fremragende anmeldelser.
Jeg var en af de første brune skuespillere i Danmark. Jeg har været med til at bryde grænser og vise, at vi er her, og jeg har også været med til at nedbryde de negative klicheer og de hurtige fordomme. Jeg føler, at jeg har været med til at skubbe i den rigtige retning i Danmark med hensyn til at skabe et åbent, nuanceret og realistisk billede af de brune. Det er jeg stolt af, og i dag kan jeg også sige, at jeg har fået nogle fordele ud af at være brun. Det har givet mig roller og opmærksomhed og også mange muligheder og chancer i livet. Det ser jeg nu, men tidligere har modstanden og også mine egne negative forventninger og min personlige historie skygget for det. Også det er et mønster, jeg er bevidst om, og som jeg skal bryde – at se mig selv som det evige offer. Dér har jeg en stærk og velkendt modstander, min indre vredladne, opmærksomhedskrævende og meget sultne teenager, som stadig stikker hovedet frem med jævne mellemrum. Han er krævende, vil have mere og mere, og jeg må stoppe ham og remse alle de ting op, som han og jeg faktisk har opnået: et barn, som er trygt og har det godt, teaterpriser, stående applaus på teateret, filmroller og en hel bog om sig selv, hvor meget kan vi forlange, mig og min indre teeanager? Det skal vi alle sammen huske at øve os i: at stoppe op og glæde os over de sejre, vi også har haft, i stedet for altid at piske os selv. De sidste par år er jeg nået frem til mange, mange erkendelser, og den vigtigste er måske, at jeg skal give slip. Give slip på min forbandede fortid, ikke glemme eller fornægte den, men lade den passe sig selv og holde op med at kæmpe imod den. Jeg kan ikke lave den om, og den er selvfølgelig en del af mig, men nu kan den ikke gøre mig noget ondt mere. Jeg er voksen og har mit eget liv, som jeg selv har kæmpet mig frem til. Nu kan jeg selv vælge, hvad der skal ske med mig i morgen og i næste uge, og dermed har jeg også selv ansvaret for mine valg. Det er endnu en vigtig erkendelse i mit liv, at jeg selv kan påvirke det og selv har ansvaret for det. Jeg kan ikke undskylde mine voksne handlinger, succeser som fejltagelser, med en rådden barndom. Jeg kan ikke længere sige, og vil ikke længere sige, at det er mine forældres skyld eller de hvides, de brunes, de andres, samfundets skyld. Jeg tager selv ansvaret for både rod og applaus. Fra nu af er det min egen skyld.