"Jeg går ud fra, det hele gik så godt, som man kunne forvente." Charles Wetherby stod ved vinduet i sit kontor også ned på Themsen, hvor de små, krappe bølger rejste sig i den sene novemberblæst. En turistbåd med tomme dæk bevægede sig hoppende i bølgegangen, mens de få passagerer sad og hyggede sig nede i kabinen.
"Gudskelov, det ikke var værre," sagde Liz Carlyle henne fra sin stol foran Wetherbys skrivebord.
Hun havde afgivet forklaring i forbindelse med undersøgelsen i tre timer. Wetherby havde været der halvanden dag. Nu så han træt og anspændt ud og gjorde mod sædvane intet forsøg på at skjule det. Han sukkede og gned sig eftertænksomt over kindbenet, før han vendte sig om mod Liz. "Generaldirektøren siger, du klarede dig vældig godt. Ikke fordi du nogen sinde har haft noget at være bekymret for."
Hun nikkede og ville ønske, hun delte hans selvsikkerhed. Efterdønningerne fra den seneste operation havde endnu ikke lagt sig. Afsløringen af en muldvarp, som havde været opsat på at underminere MI5, ville sandsynligvis give genlyd i flere år. Som indenrigsministeren havde fået for vane at sige så ensformigt som en mantra: "Hvis Sikkerhedstjenesten ikke dur, hvordan fanden kan vi så vinde krigen mod terrorisme?"
Samme indenrigsminister havde krævet en efterforskning af hele den bedrøvelige sag. Heldigvis havde han til sidst fattet, at en offentlig undersøgelse ville være en katastrofe, så der var blevet afholdt lukkede møder ledet af en tidligere ministersekretær og assisteret af en dommer samt en betroet forretningsmand. Ingen snagende presse, ingen offentlig fordømmelse, ingen parlamentsmedlemmer i positur for kameraerne i et eller andet udvalgsværelse. Da rapporten forelå, var den et typisk resultat af alt, hvad der kom fra regeringskontorerne, smukt formuleret, totalt udramatisk, ingen bebrejdelser, rimelig fair.
"Hvad sker der så nu?" spurgte Liz.
Wetherby gik tilbage til sit skrivebord, satte sig ned og greb en blyant. Han bankede åndsfraværende med den på en stak papirer. "Der bliver en ny gennemgang af rekrutteringerne, forbedrede ansættelsesprocedurer ... andre ting. Men som sagt, du har ingenting at være bekymret for."
"Har du, Charles?" spurgte hun. Det var Wetherby selv, der havde spået, at hoveder ville rulle, efter at katastrofen næsten var sket, og rygterne i Thames House havde antydet, at Wetherbys ville blive et af dem.
Han trak på skuldrene og lænede sig tilbage i stolen. Han var ikke så engageret, som han plejede at være, og det skræmte Liz. Hvad kunne det ellers være, han tænkte på? "Jeg foretrækker at tro, at jeg også klarer frisag," sagde han til sidst. "Men hvem ved? Jeg har lært, at den slags er svært at forudsige. I alle tilfælde er jeg her ikke under efterdønningerne. Jeg tager orlov."
"Åh," sagde hun.
Han hørte spørgsmålet i hendes stemme. Hun spekulerede på, om det var frivilligt. "Efter eget valg, Liz." Wetherby så på hende. "Jeg har ret til et sabbatår, og jeg mente, jeg burde være noget mere hjemme." Han gjorde et kast med hovedet mod et indrammet fotografi af sin kone og sine sønner.
Liz nikkede. Det var derfor, han virkede så langt nede. Joanne Wetherby havde været alvorligt syg, lige så længe Liz havde kendt Charles - i over fem år. Det kunne ikke have været nemt at jonglere med rollen som ægtemand til en kronisk syg kvinde og far til to drenge samtidig med jobbet. Hun var sikker på, han ville savne udfordringen, spændingen og kollegerne. Og hende, tænkte Liz, ville han mon savne hende?
"Hvor længe skal du være væk?" spurgte Liz.
Wetherby trak på skuldrene og fjernede et indbildt fnug fra sin jakke. "Jeg ved det ikke rigtig. Måske tre måneder, noget i den retning. Vi må se, hvordan det hele går. Mens jeg er væk, skal Michael Binding lede afdelingen."
Åh gud, tænkte Liz, da ikke det nedladende fjols. De havde krydset klinger mere end én gang. Hun gjorde sit bedste for at skjule sin reaktion, men Wetherby sendte hende et sarkastisk smil. "Bare rolig. Han kommer ikke til at fortælle dig, hvad du skal gøre."
"Ikke det?"
"Nej. Du bliver forflyttet. Generaldirektøren og jeg har diskuteret det, og vi vil have, at du flytter til kontraspionagen."
"Hvad?" udbrød hun, ude af stand til at skjule sin overraskelse. Eller sin bestyrtelse. Under Den Kolde Krig havde afdelingen for kontraspionage været et ønskejob, primus inter paresblandt Sikkerhedstjenestens forskellige afdelinger. Men i verden efter 11. september brændte lyset svagere og blev overskygget af afdelingen for antiterrorisme. Kontraspionage var noget af et dødvande nu.
"Du trænger til forandring. Det ved du godt."
"Jeg trænger ikke til degradering, Charles. Det er det, det er. Jeg oplever det, som om jeg bliver skubbet ud." Hun tøvede, fordi hun blev klar over, at hun viste sin skuffelse, og bed sig i læben.
Charles så alvorligt på hende. "Det er det absolut ikke," sagde han. "Vi ønsker bare at give dig en bredere erfaring. Folk tror ikke, at spionage er et problem længere. Men de tager fejl. Der er flere udenlandske efterretningsfolk i London nu end før Berlinmurens fald. Russerne er talstærkt tilbage, kineserne er mere aktive end nogen sinde. Det samme er nogle af landene i Mellemøsten. Og det drejer sig om noget andet. Tidligere drejede det sig kun om politiske og militære efterretninger - kun om at vinde Den Kolde Krig og den tredje verdenskrig, der aldrig blev til noget. Livsfarligt nok, men kun for professionelle. Nu er der penge, store penge i det. Vi ville ikke forflytte dig, hvis ikke du fik et job at udføre."
"Hvem bliver min chef?" spurgte hun.
"Brian Ackers," sagde Charles. "Du skal være i den russiske sektion, og han er vicedirektør. For øjeblikket er han også konstitueret leder af hele afdelingen for kontraspionage."
Liz hævede øjenbrynene. Brian Ackers var veteran fra Den Kolde Krig og var aldrig kommet længere. Han var pirrelig, nærtagende, en mand, der var fortørnet over, at kontraspionage ikke mere var så højt prioriteret.
"Jeg ved, han ikke er den nemmeste mand at arbejde for," fortsatte Wetherby, "men han har enorm erfaring. Du vil kunne lære en masse af ham. Det er trods alt dér, hele efterretningstjenesten begyndte, og hvor mange af de virkelige kvalifikationer stadig findes."
Liz nikkede. "Ja, Charles," sagde hun og prøvede ikke at lyde så skuffet, som hun følte sig.
"Brian bliver der ikke til evig tid, Liz," sagde Charles opmuntrende. "Han går på pension om to år." Han så betydningsfuldt på hende. "Der kan blive muligheder efter den tid."
Hun prøvede at forstå meningen. Antydede han, at hun en skønne dag kunne erstatte Brian Ackers? Blive vicedirektør? Hun var smigret, men fandt stadig udsigten til at flytte til kontraspionagen uinspirerende. "Hvornår begynder jeg?" spurgte hun.
"I næste uge. Peggy Kinsolving flytter med dig."
Okay, tænkte Liz, de flytter altså alle, der var involveret i efterforskningen af muldvarpen. Men det var godt nyt. Peggy var blevet udlånt af MI6 året før og havde valgt at blive i MI5. Hun var skrive-bordsmenneske med en grænseløs energi og en nærmest enestående evne til at opsnuse fakta. Hvis Wetherby og generaldirektøren tilbød Liz hende, var hun mere end glad for at tage imod gaven.
"I alle tilfælde er jeg her ikke i næste uge, så jeg vil sige farvel nu. Held og lykke i det nye job," sagde Wetherby, og Liz greb stikordet og rejste sig. Han rakte hånden frem og greb hendes. "Tag og gør mig en tjeneste," sagde han pludselig i en kejtet, tøvende tone.
"Selvfølgelig," sagde hun og var på grådens rand.
"Hold kontakten," sagde han genert og skyndte sig at se ned på papirerne på sit skrivebord.
Da Liz vendte sig om for at gå, så hun gennem vinduet turistbåden komme tilbage fra sin smuttur op ad floden. Den vippede mindre nu, da den sejlede med tidevandet. Tusmørket var ved at blive til rigtig mørke. Der kom lys i vinduerne i kontorerne og lejlighederne på den anden bred, og floden blev hurtigt forvandlet til en skinnende, sort strøm med gyldne pletter.