Da Jerry Simmons nærmede sig huset i Belgravia, et smukt, hvidpudset patricierhus lige ved Eaton Square, havde han øjnene med sig. Det var det, han blev betalt for. Men der var ikke noget usædvanligt udenfor på gaden.
For en måned siden havde en mand siddet i en eldrevet, blå Audi to dage i træk inden for synsvidde fra huset. Han forsvandt hver dag op ad formiddagen, men Jerry mente nu, at han en dag i tusmørke havde spottet bilen længere nede af gaden.
Jerry regnede med, at manden havde været der efter ordre fra Rykov, sandsynligvis for at bekræfte, hvor Jerry arbejdede. Siden havde der i hvert fald ikke været noget usædvanligt, skønt Tamara, sekretæren, havde været nervøs på det sidste. Men Jerry havde nu altid syntes, hun var meget uligevægtig, direkte neurotisk. En dag havde hun krydsforhørt ham, efter at der havde været et reservepostbud. Havde han set ham? Så han ægte ud?
Jerrys daglige rutine var lige ud ad landevejen. Han kom op fra undergrundstoget i sin almindelige, blå chaufføruniform, tog slips på og gik gennem parken, så han kunne nå huset klokken otte. Så hentede han et krus te hos mrs. Grimby i køkkenet i kælderen, hvorpå han trak sig tilbage til Bentleyen og ventede, mens han læste Mirror, som han havde haft med i toget. Klokken halv ni kom russeren og satte sig ind på bagsædet, hvorpå Jerry kørte ham hen i fitnesscentret, et dyrt sted med pool i nærheden af Chelsea Harbour. Så videre til eventuelle møder og måske til en frokostrestaurant, hvorefter russeren foretrak at være hjemme.
De formiddage, hvor Brunovskij ikke skulle nogen steder, kørte Jerry måske hen og fyldte bilen op med benzin, vaskede den eller tog den til service. Ellers slog han tiden ihjel ved at vokse og pudse bilen, så den skinnede, ved at gøre sig nyttig i huset (han var god til gør det selv-arbejde), og ellers læste han bare.
Det kunne somme tider være en lang dag, især når der var noget om aftenen, men han havde som regel fri i weekenden, fordi Brunov-skij tog på landet, hvor han havde en Range Rover, han selv kørte. Og pengene var gode nok, så han beklagede sig ikke, især ikke nu da han fik en ordentlig ekstra sjat af Rykov.
Han havde haft endnu to, ganske vist korte, møder med Rykov. Han havde aflagt rapport om sin arbejdsgivers kommen og gåen og havde givet ham den smule oplysning, han havde om, hvor manden måske skulle hen i fremtiden. Selv Simmons syntes ikke, det var meget, men Rykov havde ikke brokket sig. Og han havde betalt ham godt.
Alligevel stred det imod det, som Simmons vidste burde være hans professionelle moral. En mand havde én arbejdsgiver og derfor én loyalitet. Men det vakte også en vis uro, da Jerry syntes godt om russeren, og det virkede indlysende, at Rykovs store interesse for ham var en trussel af en eller anden slags.
Ikke fordi han kendte sin arbejdsgiver særlig godt. Han var lille og sej, men forekom glad og munter. Han talte glimrende engelsk og sagde altid hej til Jerry om morgenen og spurgte, hvordan han havde det. Han undskyldte, hvis han uventet ændrede planer, eller hvis han pludselig skulle ud om aftenen. Men ellers talte de ikke meget sammen, og når han talte i sin mobil, og det gjorde han for det meste, eller var sammen med Tamara, talte han russisk.
Tamara var ikke så venlig. Hun var kold, i fyrrerne, havde affarvet hår og talte engelsk med en accent, der gik ham på nerverne, selv om det var ingenting i sammenligning med hendes dominerende, overlegne opførsel. Hun var ikke selv russer, men fra et eller andet land, Jerry ikke kunne identificere. Makedonien? Montenegro? Noget i den retning, selv om hun optrådte, så man skulle tro, hun var født i Park Lane. Hendes optræden antydede, at selv om hun arbejdede for russeren, var hun ikke bare ansat - det måtte sådan en som Jerry, der bare var arbejder, ikke glemme.
Men hun var den eneste ubehagelige i hele huset, og personalet var ret talrigt - kokkepigen mrs. Grimby, en husholderske ved navn Warburton, som ikke sagde meget, men var venlig nok, en række vikarer, som hjalp Tamara, når hun fandt maskinskrivning under sin værdighed, en ung tjenestepige, to gartnere, og Monica, Brunovskijs kæreste. Hun var sød, Monica - flot pige, selvfølgelig, men ikke højrøvet. Han blev somme tider bedt om at køre hende på shoppingekspeditioner, selv om hun for det mest helst kørte selv. Hvem ville ikke det, når man havde en Audi 6 coupé og tilladelse til at inkassere lige så mange parkeringsbøder, det skulle være?
Da han denne morgen hentede sin te hos mrs. Grimby, hørte han stemmer i gangen ovenpå. De talte russisk. Han var vant til Tamaras og chefens stemmer, og i dag var der noget anspændt i deres tonefald, som Jerry kunne fornemme uden at forstå et ord.
"Skal han i fitnesscentret i dag?" hviskede han til mrs. Grimby. Hun var tyk og hvidhåret, havde bundet et forklæde om sin omfangsrige talje og var i færd med at åbne en krukke mel.
"Det ved jeg ikke," sagde hun uforstyrreligt, "men han er hjemme til frokost. Jeg tror, han er nervøs over noget." Hun løftede blikket. Ovenpå fortsatte stemmerne deres ophidsede staccato på russisk. Pludselig hørte han lyden af klaprende hæle på trappen, og Tamara kom fejende ind i køkkenet.
"Jerry," sagde hun afsnubbet, "hvornår er du kommet?"
"For et minut siden," sagde han. Hun så endnu mere anspændt ud end ellers. "Er der noget galt?"
Tamara ignorerede hans spørgsmål og drejede om på hælen. Idet hun forlod køkkenet for at gå ovenpå, sagde hun over skulderen: "Sir kommer ned om et øjeblik."
"Sir," tænkte Jerry sarkastisk. Han tiltalte gerne sin arbejdsgiver sådan, men han ville fandeme ikke bruge udtrykket, når manden ikke engang var til stede. Han så på mrs. Grimby. Hun og hendes afdøde mand havde haft en pub i det sydlige London og derefter et pensionat i Poole. Jerry var sikker på, hun havde set både dette og hint. "Hvad gik der af hende?" spurgte han.
"Mennesker er forskellige," sagde mrs. Grimby filosofisk og begyndte at si melet.
Jerry tog sit krus og gik udenfor, hvor bilen holdt i en smal blindgyde ved siden af den lille have mellem bagsiden af huset og den ombyggede vognport, russeren også ejede. Det ville blive godt vejr, tænkte han og så solen begynde at æde morgentågen, mens duggen på den tætklippede plæne tørrede.
Da han ti minutter senere var nået sportssiderne, kom Brunovskij ud. Jerry lagde avisen fra sig, stod ud og åbnede den bageste dør. "Morgen," sagde hans boss. Han plejede at være direkte munter, ja, meddelsom, når det var godt vejr. Men i dag så han distræt ud og satte sig hurtigt ind i bilen.
Jerry havde lige bakket bilen for at vende og køre af sted, da der lød et udbrud omme fra bagsædet. "Bozhe moj!"
"Sir?" sagde Jerry tøvende og standsede bilen.
Russeren sad med sin computer på skødet og havde åbnet Financial Times. Han tog sig til hovedet med begge hænder som en parodi på fortvivlelse. "Jeg glemte min mappe."
"Skal jeg løbe ind og hente den, sir?"
"Ja, mange tak." Brunovskij pegede på sit skød og antydede sin hjælpeløshed. "Den ligger på skrivebordet i mit arbejdsværelse."
Jerry slukkede motoren og stod ud. I køkkenet var mrs. Grimby ved at rulle dej ud på en kødblok. Jerry gik lige igennem og op ad trappen til stueetagen med to trin ad gangen. I hallen, hvor en pragtfuld svunget trappe førte op til soveværelserne ovenpå, drejede han ned ad en smal gang med akvareller af russiske landskaber på væggene.
Henne for enden af gangen stod døren til Tamaras kontor åben. Han gik videre ind i bossens arbejdsværelse, et hyggeligt lokale med et muntert, ildrødt tapet, to reoler fra gulv til loft i den ene ende og en lille sofa og et fjernsyn i den anden. Mellem reolerne hang et stort oliemaleri af en kosak til hest - plejede at hænge altså, for nu var kosakbilledet taget ned og stod på gulvet lænet op ad væggen. Hvor det havde hængt, var der et firkantet pengeskab. Døren stod på vid gab.
Jerry stirrede et øjeblik på pengeskabet og trådte så overmandet af nysgerrighed to skridt nærmere og kiggede ind i det. Det indeholdt et par store kuverter og et smykkeskrin af læder. Ikke uventet, lige så lidt som pengeskabets eksistens - en mand med Brunovskijs rigdomme måtte have masser af værdigenstande, han ønskede at beskytte. Det, som overraskede Jerry, var synet af et lille håndvåben, der lå i bunden af pengeskabet.
Han vendte sig hurtigt om og gik hen mod det store, gammeldags skrivebord foran vinduet ud til baghaven. Han tog mappen og skulle til at vende sig om og gå, da Tamara pludselig kom ind. "Hvad laver du her?" nærmest råbte hun. Hun rettede blikket mod pengeskabet og så igen på Jerry med lynende øjne.
Han viftede roligt med mappen, så stift på hende og værdigede ikke den åbne pengeskabsdør et blik. "Mr. Brunovskij glemte denne her. Han bad mig hente den."
Det kunne hun ikke indvende noget imod. "Så gå," beordrede hun, og Jerry nikkede og forlod værelset. Hold da kæft, tænkte han, da han gik nedenunder og ud i bilen igen. Hvad er det for en fyr, jeg arbejder for? Han kunne forstå, at Brunovskij havde en pistol, men det var typen, der rystede ham. Izhmash MP 451 slog hårdere end en .38 og var det foretrukne våben blandt russiske kriminalfolk og efterretningsofficerer, som gerne ville have et kompakt våben med maksimal styrke. Våbnet var så farligt, at private mennesker ikke havde lov til at eje det.
Satans, tænkte Jerry, for han var kommet til at synes om sit fredsommelige chaufførjob og havde næsten glemt, at han også blev betalt for at beskytte sin boss. Ikke fredsommeligt mere, tænkte han pludselig vagtsomt, da han indså, at hvis Brunovskij følte, han havde brug for en MP 451, måtte der være noget at beskytte ham imod.