Men det var Liz, som næsten fik et tilfælde. "Jeg skal være hvad'?"spurgte hun. Udenfor samlede sig mørke skyer, som lignede garnnøgler. Det havde truet med regn hele dagen.
"I betragtning af Brunovskijs kunstinteresse virker det indlysende. Vi kan ikke have, at du udgiver dig for at være platinekspert, vel?"
"Jeg foretrækker slet ikke at udgive mig for noget, ellers tak. Det hele er absurd."
Ackers så befippet ud og flyttede uroligt på sig i stolen. Liz indså, at han var uvant med, at personalet protesterede. Hadley, hans højre hånd, var en klassisk ja-siger. Somme tider virkede det tilmed, som om han gabede i takt med Ackers. Liz mærkede, at hendes boss ikke var udelt begejstret for det nye blod, han havde fået i sin afdeling næsten samtidig: Michael Fane, Peggy Kinsolving og Liz - specielt Liz. Hun kiggede på Brian og kunne se ham tænke "besværligt kvindfolk".
"Hvis du gerne vil vide det," sagde han modstræbende, "bad Brunovskij selv om dig."
"Skal jeg være smigret?"
Brian svarede ikke, så Liz fortsatte. "Og du siger, jeg skal lade, som om jeg er en 'moden studerende', som studerer Pasjko?" "Ja. Det var også Brunovskijs idé."
"Brian," sagde hun tålmodigt og prøvede at skjule sin irritation, "jeg har læst historie på universitetet, kunsthistorie var kun en biting. Da Nikita Brunovskij viste mig det maleri, han planlægger at købe hos Northam, kunne jeg lige så lidt have sagt, hvem der havde malet det, som jeg kan fortælle dig, hvordan man laver en atombombe."
"Det regnede vi også med," sagde Brian, og Liz tænkte på, hvem "vi" var. Geoffrey Fane, uden tvivl. "Det er blevet besluttet, du skal have en hurtig genopfriskning i kunsthistorie og intens undervisning i denne Pasjko." Han udtalte navnet omhyggeligt. "Du skal ikke udgive dig for at være ekspert, bare rolig. Bare begejstret - en, der skriver speciale, eller hvad ved jeg, en kort afhandling om ham. Kun det, som er nødvendigt for at forklare din tilstedeværelse i Brunovskijs hjem."
"Hvor skal jeg have de intensive kurser? På Courtauld?" tilføjede hun ude at stand til at beherske sin sarkasme.
"Nej," sagde Brian afmålt. "Men det er sikkert lige så godt. Du skal tilbringe en uge i Cambridge. Der er en kvindelig lærer ved Newn-ham, selv om jeg tror hun er pensioneret. Hun er ekspert i Pasjko." Ved nærmere eftertanke tilføjede han: "Og hun er russer."
"Hvem har fået den idé?" spurgte Liz, som tænkte: Jeg tør fandeme vædde på, det er Geoffrey Fane igen. Hun så ud mod Themsen og opdagede de første regnstænk på ruderne.
Liz var stadig rasende, da hun forlod Thames House for at gå hjem. Regnen hjalp ikke på hendes humør. Det fossede ned, og regnen blev sendt på skrå af kraftige vindstød fra vest. Den paraply, hendes mor havde givet hende til jul, var god nok, når den lå sammenfoldet i hendes taske, men totalt uanvendelig under de vilkår. Da hun nåede Westminster undergrundsstation, var hun gennemblødt fra top til tå, og hendes marineblå ruskindssko, der var valgt mere til et besøg hos Brunovskij end til en tur på et vådt fortov, svuppede håbløst.
Regnen var taget lidt af, da hun stadig gennemblødt kom ud fra stationen i Kentish Town, og det strejfede hende at ringe til Dave Armstrong, hendes gamle kollega og ven fra tiden med antiterrorisme, og lokke ham med ud til en pizza og en jammerklage over Brian Ackers. Men da hun kom til at tænke på, det var en af Piets weekender, besluttede hun i stedet at gå ind i Threshers vinforretning, der som sædvanlig havde længe åbent om torsdagen, og forkæle sig selv med en flaske newzealandsk Sauvignon, de havde i køleskab, og så tage et varmt bad, før hun ryddede op i lejligheden.
Da hun åbnede sin indgangsdør, så hun det røde blinklys på telefonsvareren genspejle sig i ruden. Mor, tænkte hun skyldbevidst. Hun havde i flere dage tænkt på at ringe til hende, men ikke fået det gjort. Lige siden hendes far døde, havde Liz følt sig ansvarlig for sin mor. Dog ikke nok til at indvilge i at opgive sit "farlige" job og sit liv i "smudset" i Kentish Town for at komme hjem og deltage i driften af havecentret og gifte sig med en pæn, stabil ung mand. Men nok til at hun kørte den lange tur ned til Wiltshire hver måned og holdt kontakten regelmæssigt pr. telefon.
Susan Carlyle boede i South Lodge, det hus i Nodder Valley, hvor Liz var vokset op. Da Liz var barn, bevogtede den kønne, ottekantede bolig indkørslen til Bowerbridges sportscenter, hvor hendes far havde været bestyrer. Men Jack Carlyle var død, og det samme var godsets ejer. Bowerbridges skovområder var blevet solgt fra, og parken fungerede som specialplanteskole. Her var Susan, som manglede penge, begyndt at arbejde. Nu drev hun det hele. I fjor havde hun og Liz fået en skræk i livet, da Susan havde opdaget en knude, som viste sig at være ondartet. Gudskelov var operationen tilsyneladende gået godt, skønt hvem kunne være sikker, og hun havde genoptaget arbejdet i planteskolen.
Uheldigvis var sygdommen faldet sammen med efterforskningen af muldvarpen i MI5, og Liz havde stadig dårlig samvittighed over, at hun ikke havde kunnet være mere for sin mor.
Derfor smed hun sit våde tøj i en bunke på badeværelsegulvet, tog sin badekåbe på og skænkede sig et glas vin, før hun ringede til sin mor og væbnede sig med tålmodighed til en lang sludder.
Hendes mor svarede ved andet ring. "Hej, skat. Jeg er så glad for, du ringer. Jeg ville bede dig om at gøre mig en tjeneste."
Hvad i alverden kan det være? tænkte Liz og bemærkede, at hendes mor lød usædvanlig glad og munter.
"Jeg er blevet inviteret i teatret lørdag aften, og jeg tænkte på, om jeg kunne komme og bo hos dig."
"Jamen selvfølgelig kan du det," sagde Liz straks og prøvede at skjule sin forbløffelse. Hendes mor havde aldrig en eneste gang udtrykt ønske om at komme til London, efter at Liz var flyttet. Tværtimod. Hun havde altid givet udtryk for, at hun betragtede London som en lastens hule. "Hvem skal du sammen med?" spurgte Liz.
"Ingen du kender, skat. Jeg mødte ham, da jeg var syg. Han har nogle billetter til det stykke med Judi Dench på Haymarket lørdag aften. Så hvis det er okay med dig, tager jeg formiddagstoget og en taxi fra stationen. Så kommer jeg ved totiden."
"Okay, mor," sagde Liz, som ikke troede sine egne ører. "Skal jeg komme og hente dig på stationen?"
"Det behøves ikke, skat," lød svaret. "Jeg har din adresse, og jeg er sikker på, taximanden kan finde den. Jeg må løbe nu. Vi ses på lørdag."
Liz satte sig ned og tømte vinglasset. Hvad i alverden foregik der? Hendes mor og en kæreste. Var det sådan, det hang sammen? Det lød sådan. Hun troede ikke på det og følte et stik af krænkelse. Alle de weekender hun var kørt til Wiltshire, når hun meget hellere ville være blevet i London. Nu var hendes mor lykkeligt forlovet, mens hun selv stadig ikke havde nogen rigtig kæreste.
Hvordan var han mon? Hun håbede, han var passende. Hvad nu, hvis han var en lykkeridder? Hvor latterlig kan du være? sagde hun til sig selv. Mor har ingen formue. Men selv om hun prøvede at gøre grin med det, følte hun stadig en vis nervøsitet over denne fuldstændig uventede udvikling.
Hun satte sig ned og grublede og kom pludselig i tanke om Piet. Han skulle komme lørdag. Hun kom til at udskyde ham. Hun ville ikke dele seng med Piet, mens hendes mor lå i gæsteværelset ved siden af. Meget forvirret og skuffet over at få sin weekend ødelagt ringede hun til Piet.
Efter samtalen havde hun det endnu værre. Da hun forklarede, hvad der var sket, svarede Piet, at han havde været ved at ringe til hende. Hans møder på Canary Wharf var blevet aflyst, og han ville ikke komme så ofte til London. Han havde i alle tilfælde villet fortælle hende, at han havde mødt en i Amsterdam, som han kom sammen med, så han syntes, det var bedst, de afbrød forbindelsen. Han tilføjede, at han ville savne hende og de hyggelige weekender, de havde haft sammen, og ønskede hende held og lykke. Så sagde han farvel.
Det var altså det, tænkte Liz. Hun kunne i det mindste ikke give sit job skylden for afslutningen på sit forhold. Men da hun sad i badekarret i sit lyse badeværelse med de nye fliser, tænkte hun på, at alle andres liv åbenbart blev bedre, bare ikke hendes. Og nu hang hun på den latterlige plan, som Brian Ackers og Geoffrey Fane havde brygget sammen, og skulle tilbringe en uge i Cambridge sammen med en skør, gammel russisk tudse.