Han vidste, det var afgørende fra starten at vise, hvem der bestemte. Under træningen havde de lært ham, at hvis man begyndte med en jernnæve, kunne man bløde op senere, men at det modsatte aldrig fungerede.
Michael Fane ignorerede de sommerfugle, der flagrede rundt i hans mave. Det var hans chance for at vise, hvad han duede til. Han så ud ad det smalle vindue på trækronerne over Berkeley Square. Vejret var slået om. Efter en pragtfuld tidlig morgen blæste østenvinden en stribe sepiafarvede skyer foran sig som en uheldsvanger skrift på himlen.
Han satte sig ned, men kunne ikke sidde stille. Bureauets folk havde givet ham deres interviewlokale, som var lille og firkantet og lå henne ad gangen, et stykke fra brigadechef Cartwrights rummelige kontor. Da Liz Carlyle bekendtgjorde, at hun var bortrejst i en uge, og havde bedt ham foretage afhøringen, blev han henrykt. Man måtte somme tider bruge albuerne, sagde han til sig selv og tænkte på de westernfilm, han elskede. Hans far havde kun foragt tilovers for de film, dermed underforstået, at han kendte den ægte vare. Det gjorde han sikkert også, tænkte Michael gnavent, og den forestående afhøring ville utvivlsomtvære under hans værdighed. Geoffrey måtte have rekrutteret utallige agenter i sin tid - under langt sværere omstændigheder. Hvad kunne han ellers have lavet i alle de år i udlandet? Selv som teenager havde Michael vidst nok til at forstå, at hans far i virkeligheden ikke var kulturattaché.
Ikke fordi han havde set ret meget til ham. Der var en udflugt i ny og næ - en dag i overhuset, cricketkampen mod Australien, frokost i Traveller's Club, da Michael fyldte seksten - som om hans far pludselig var kommet i tanke om, at han havde en søn, og pligstskyldigst havde besluttet at prøve at knytte et "bånd". Da hans mor endelig blev træt af Geoffreys fravær, altid undskyldt med arbejde, og hendes tålmodighed omsider brast, bebrejdede Michael hende det ikke. Nu boede hun i Paris og var gift med Arnaud, international advokat - den stabile type haut bourgeois, hun skulle have giftet sig med i første omgang.
Michael havde ansøgt om stillingen i MI5 for at overgå sin far på hjemmebane - men på sikker afstand i en rivalliserende tjeneste. Kun fjorten dage før han tiltrådte, havde han fået et brev fra ham med et forslag om frokost. Først havde Michael sagt ja, men da dagen kom, havde han lagt besked om, at han var syg. Der havde ikke været kontakt siden, og det passede ham glimrende, tænkte Michael.
Han så på de sagsakter, som Peggy Kinsolving havde hjulpet ham med. Han havde tilbragt den sidste time med at øve sig på sin indledende fremstilling, tjekket billederne for hundredesyttende gang og arrangeret stolene. I stedet for sofaen og det lave bord henne ved døren, som benyttedes til mere uformelle samtaler, havde han valgt at blive bag skrivebordet i enden af lokalet. Det skulle give ham en vis myndighed.
Han ville ønske, han ikke så så ung ud. Selv på de billeder, han havde set af sin far som ung, virkede Geoffrey Fane selvsikker og myndig som tyveårig. Ingen havde nogen sinde kaldt hans far umoden. Det var det udtryk, som Michaels kæreste Anna havde brugt som forklaring på, at hun slog op med ham. Det nagede ham stadig.
Der blev banket hårdt på døren, som gik op. Brigadechefen marcherede ind med et strengt udtryk i ansigtet, efterfulgt af en høj, langbenet kvinde. Efter dem kom en mand i blå chaufføruniform. Simmons. Han standsede i døren og så rådvild ud.
"Her er han," forkyndte brigadechefen til Michael. "Kald, hvis De har brug for mig." Han og kvinden gik ud og lukkede døren hårdt efter sig.
"Sid ned, mr. Simmons," sagde Michael og pegede på den stol, han havde stillet foran skrivebordet. "Mit navn er Magnusson," tilføjede han mekanisk, som om han havde gjort den slags utallige gange før.
Simmons satte sig foroverbøjet med spredte ben og armene hængende ned mellem knæene. Han foldede hænderne løst, så på Michael, og hans ængstelige ansigt var som en åben bog.
"Må jeg se Deres pas?" spurgte Michael koldt og rakte hånden frem.
Simmons tøvede og rakte det langsomt ind over skrivebordet. Han havde fået besked på at tage det med. "Hvad skal al det her betyde?"
Michael ignorerede spørgsmålet og bladede passet igennem. Der var ikke ret mange stempler, men pas var ingen særlig rettesnor nu til dags - Marokko og to gange på Cypern. Feriesteder. "Har De nogen sinde været i Rusland?"
"Rusland?" Det kom åbenbart bag på Simmons. "Nej. Aldrig. Hvorfor?"
Michael trak på skuldrene og gjorde et stort nummer ud af at undersøge passet. Så smed han det på skrivebordet, hvor det snurrede lidt rundt og havnede et godt stykke uden for Simmons' rækkevidde. "Har De nogen sinde kendt nogen russere?"
"Okay, jeg ved ikke, hvad der menes med 'kendt'," sagde Jerry. "Da jeg arbejdede på Dorchester, boede der masser af udlændinge, og nogle af dem var russere. Og jeg arbejder for en russer nu, som De nok ved, og han har masser af russiske venner. Hvad skal al det her betyde?"
"Jeg arbejder i Sikkerhedstjenesten. Vi har haft grund til at overvåge et medlem af den russiske ambassade for nylig. Vi skyggede ham til en række møder med folk, nogle helt officielle, andre hemmelige. Et af dem var med Dem."
"De må forveksle mig med en anden," sagde Jerry. Men han havde fået farve i kinderne og knugede hænderne sammen.
"Muligvis," sagde Michael, "selv om man siger, at kameraet aldrig lyver." Han åbnede sit chartek, hentede to print ud og skubbede dem tværs over skrivebordet.
Jerry lod, som om han undersøgte dem nøje. "Hvornår blev de taget?" spurgte han, som om de kunne være snapshots fra en ferie, som han havde glemt.
"For nylig," sagde Michael.
"Jeg taler med mange mennesker," sagde Jerry. "Der er ikke noget forkert ved det."
"Selvfølgelig er der ikke det." Michael smilede svagt, skønt hans tonefald var skarpt. "Men hvad skal vi tro, når vi opdager, at De mødes med en russisk efterretningsofficer? Gamle venner snakker om gamle dage? Det tror jeg ikke."
"Herregud, jeg arbejder for en russer. Jeg kender en masse russere, som jeg sagde."
"Det er jeg overbevist om, og vi skal tale om hver eneste af dem. Men det er denne russer," sagde han og pegede på fotoet, "jeg er interesseret i nu."
"Ved brigadechefen, hvorfor De taler med mig?" spurgte Simmons. Han så tøvende ud, ligesom en, der bliver skubbet ud af en båd og prøver at afgøre, hvor dybt vandet er, og om der er chance for at svømme ind til stranden.
Michael betragtede Simmons med et vidende blik. "Hvad tror De?"
Simmons stønnede og tog sig til hovedet.
"Men han vil måske se igennem fingre med det," forkyndte Michael. "Hvis vi beder ham om det."
Der var resignation snarere end håb i Simmons' blik, da han så op. "Hvis?" sagde han.
"Hvabehar?" sagde Fane.
"Jeg sagde hvis. Der er altid et 'hvis'. De vil få Cartwright til at beholde mig, hvis jeg gør, hvad De siger."
"Selvfølgelig."
"Og når De er færdig med mig, hvad sker der så? Beholder jeg mit job?"
"Det er en sag mellem Dem og brigadechefen. Men skulle De ikke hellere fortælle mig, hvornår De mødte Rykov første gang?"
"Hvem er Rykov?" spurgte Simmons, og Michael indså, at hans forbløffelse var ægte. Satans, tænkte han af irritation over sig selv, fordi navnet var undsluppet ham. Han pegede på fotoet.
"Åh, Vladimir," sagde Simmons og nikkede sløvt.
"Fortsæt. Hvordan kontaktede han Dem første gang?"
Tyve minutter efter havde han hørt alt om det: Rykovs henvendelse, møderne med hans forgænger, Andrej, mens Jerry var hos Dorchester, hvad de havde ønsket at vide, og hvad Simmons fik i betaling. Han nægtede først, at han overhovedet fik penge, men indså, at det bare forværrede hans sag.
Michael Fane gjorde omhyggelige notater hele tiden. Han ønskede ikke, at Jerry skulle vide, at han optog det hele på bånd i den øverste skrivebordsskuffe. For øvrigt var han ikke sikker på, om Simmons' lave, enstonige stemme ville blive opfanget.
Da de endelig var færdige, så Simmons træt ud.
"Godt," sagde Fane og uddelte en lille godbid af ros. "Var Andrej Deres eneste anden kontakt?"
Simmons nikkede hurtigt, men Michael tænkte på Brian Ackers' grundsætning, at for spioner var sandheden en abstrakt idé, som man hellere skulle undgå at praktisere. "Tænk Dem om en gang til," sagde han. "Hvem ved, hvad De kan komme i tanke om?"
Simmons gengældte hans blik, men nu var hans øjne kolde, sløvheden var erstattet af is. Micael blev et øjeblik nervøs. Der var noget foruroligende ved denne mand, tænkte han, som om presset voksede inden i den rolige skal, som bare ventede på at sprænge i luften. Men Michael vidste, han ikke måtte give op.
"Sig mig, hvorfor tror De, at Vladimir er så interesseret i Brunovskij?" spurgte han.
"Hvor skulle jeg vide det fra?" svarede Simmons og trak på skuldrene.
"Er De den eneste, der holder øje med Brunovskij?"
Simmons spilede øjnene en anelse op. "Hvad mener De?"
"Har Vladimir andre, der kontrollerer ham?"
"Ikke så vidt jeg ved," sagde Simmons stift.
"Okay," sagde Michael. "Næste gang vil jeg gerne vise Dem nogle flere billeder for at se, om De kan genkende andre."
"Næste gang?" Simmons lød igen fatalistisk.
"Vi ses igen om ti dage."
"Hvor?" spurgte han.
"Her." Han havde ikke tjekket, men han var sikker på, brigadechefen ville give lov. "Hvis De kommer ud for noget andet i mellemtiden, kan De ringe til mig på det her nummer." Han noterede nummeret og rakte ham det. "Jeg har allerede Deres."
Simmons stak papiret i lommen uden at se på det. "Er det alt?" sagde han koldt.
"For denne gang," sagde Michael Fane.
Simmons rejste sig brat og gik uden at sige et ord. Da døren lukkede sig efter ham, følte Michael en blanding af lettelse og opstemt-hed. Om et øjeblik ville han gå ud og tale med brigadechefen, men han blev siddende lidt og nød følelsen af resultatet. Han forstod nu, hvorfor Liz Carlyle og Peggy Kinsolving og ja, selv hans far, blev så opslugt af deres arbejde.
Han tænkte igen på Simmons. Jeg har ham, hvor jeg gerne vil, tænkte Michael. Han vil ikke engang prøve at lyve for mig.
Da Jerry Simmons forlod bygningen, kogte han af raseri. Det var slemt nok at være blevet afsløret - skide Vladimir og hans insisteren på Hampstead Heath, tænkte han rasende. Han kunne lige så godt have valgt Piccadilly Circus.
Endnu værre var det at blive leget med som en fisk af den barnerøv. Hvis han hedder Magnusson, tænkte Jerry bittert, så hedder jeg Marco Polo. Han ville gøre, hvad han var nødt til - "Magnusson" gav ham ikke ligefrem noget valg, lige så lidt som Rykov havde gjort. Nej, han ville ikke fortælle knægten nogen løgne. Men da Jerry kom i tanke om den pistol, han havde set i Brunovskijs pengeskab, kunne han heller ikke se nogen grund til at fortælle hele sandheden.