Kvinden sad ved et bord i baren på et hotel lige ved The Strand og læste The Times. Klokken var elleve om formiddagen, lokalet var halvmørkt, og der var næsten ingen gæster. Det vidste hun, at der ikke ville være. Hun overlod intet til tilfældet og havde undersøgt sagen på forhånd. Fra sit hjørne så hun manden ankomme, før han fik øje på hende. Ligner en alfons, tænkte hun ved synet af hans sorte Armanijakkesæt og hvide silkeskjorte. Hun havde kun foragt tilovers for italienske mænd.
Han så sig om, forbavset og med en svag modvilje. "Kommer jeg for tidligt? Hvorfor vælge det sted at mødes? Det vil ikke imponere din klient."
"Det er bekvemt. Sid ned," sagde hun og pegede på de dansk-designede stole, som stod rundt om bordet foran hende.
Han satte sig på en af dem og lo. "Vi kan lige så godt få en drink, mens vi venter," sagde han og så sig om efter en tjener. Der var ingen inden for synsvidde.
"En dårlig idé," sagde hun.
"Er det en puritaner, du vil præsentere mig for?"
"Jeg vil ikke præsentere dig for nogen, Marco. Der er kun os to."
Han stirrede på hende et øjeblik og rystede så irriteret på hovedet. "Du kunne have ringet og sparet mig for taxituren. Jeg er kommet hele vejen fra Kensington."
"Bare rolig," sagde hun. Hun lænede sig frem og lagde hænderne fladt på bordet. Hendes taske stod på gulvet, og hun trak den nærmere med foden, til den rørte ved hendes ben. "Der er masser af forretning for os to."
"Åh." Marco lyste op. "Han har givet dig fuldmagt til at forhandle. Han er interesseret i friserne?"
"Nej. Det har han ikke," sagde hun og så forundringen blusse op i hans italienske øjne igen. "Det er i alle tilfælde også andre antikviteter, jeg vil snakke om."
"Hvad mener du helt præcis?" spurgte han i en selvsikker tone, som efter al sandsynlighed dækkede over en pludselig nervøsitet.
Hun rakte hånden ned efter sin taske og tog et tyndt chartek frem. "Jeg mener det her," sagde hun og skubbede chartekket hen over bordet til ham.
Han så på det et øjeblik med foregiven aversion, så sukkede han og tog chartekket. Han kiggede på indholdet, længere end han behøvede for at læse de to maskinskrevne sider. Da han endelig så op, var hans mørklødede ansigt betydelig blegere, og sveden perlede på hans overlæbe. Han smed chartekket på bordet, lænede sig tilbage og rakte begge hænder frem med håndfladerne opad i en typisk italiensk gestus. "Javel," erklærede han. "Hvad prøver du at sige? Du kan ikke bevise noget af det."
Hun trak på skuldrene til tegn på, at hun ikke var interesseret i at diskutere. "Det behøver jeg heller ikke. Nikita kan selv dømme."
Marco blegnede. "Du vil vise det til Brunovskij?"
"Selvfølgelig," sagde hun. Hendes tonefald var sagligt, men blev nu iskoldt. "Han ville ikke bryde sig om at høre, at de smukke og sjældne genstande, du skaffer ham, måske ikke er, hvad de giver sig ud for at være."
Marco så mere og mere ophidset ud. Et kort øjeblik troede hun, at han ville miste besindelsen. Ville han overfalde hende? Hun håbede ikke, han kunne være så dum. Ikke fordi hun var mindste smule bange for, at han kunne gøre hende noget, men fordi det ville ødelægge hendes plan. Hun rakte den ene hånd ned mod tasken under bordet.
Hvis det havde været hans hensigt, kom han åbenbart på bedre tanker. "Hvad ønsker du af mig?" spurgte han til sidst med svag og skælvende stemme.
"At du gør, hvad du får besked på," sagde hun truende. "Du vil ikke finde det svært." Bare flere løgne, tænkte hun, af den slags, som før har bragt dig i den grad i fedtefadet.