A4 var overbebyrdet. En presserende antiterror-operation havde lagt beslag på alle deres ressourcer. Brian Ackers havde presset lederen af A4, så meget han kunne, til at stille i hvert fald ét team til rådighed for Rykov/Jerry Simmons-overvågningen, men selv han havde måttet indrømme, at den eventuelle bortførelse af en soldat på orlov af en bande al-Qaeda-påvirkede militante kom i første række. Men i sidste minut var en af ekstremisterne blevet anholdt af det lokale uniformerede politi for butikstyveri og varetægtsfængslet, så det team, der skulle have holdt øje med ham, havde fri. Heldigvis var det Wally Woods' team, og de kendte Rykov godt.
Det virkede nemt nok, akkurat ligesom andre aftener, hvor de havde holdt øje med Rykov. Han havde været i ambassaden det meste af eftermiddagen og havde fået drinks med en uidentificeret blondine i penthousebaren i Kensington Gardens Hotel. Han var gået klokken halv syv og havde taget en taxi til West End, hvor han spiste aftensmad med en anden kvinde - identificeret som mrs. Rykov - hos Chez Gérard i Dover Street. Da de kom ud klokken halv ni, så Wally Woods, der sad i sin bil på hjørnet af Piccadilly, russeren gå forbi og række armen ud for at standse en taxi. Det var stadig lyst, og den nedgående sol forvandlede skyerne til lyserøde støvbolde over Green Park.
Det virkede lige ud ad landevejen. Det russiske par ville køre til Highgate og deres lejlighed i handelsdelegationen. Men da taxien standsede, lempede Rykov til Wallys overraskelse sin kone ind i den, smækkede døren, gik over gaden og vestpå ad Piccadilly mod Hyde Park Corner. Da Wally fik snoet sig gennem de små gader i Mayfair og kom ud på den rigtige side af Piccadilly, kaldte hans kollega Maureen over radioen, at Rykov havde taget en taxi. Wally nåede at slutte sig til sine kolleger, der nu forfulgte den anden taxi.
Et kvarter senere drejede taxien og kørte over Albert Bridge. På sydsiden af floden drejede den ned ad Parkgate Road og standsede derpå i en lille, skyggefuld sidegade med finere beboelsesejendomme. Wally standsede lige rundt om hjørnet. Bernie Rudge var drejet fra Albert Bridge Road længere sydpå og kom nu tilbage. "Målet kommer din vej," sagde Wally. Han nævnede den gade, Rykovs taxi var kørt ned ad, og startede så for at køre i en langsom cirkel til den anden ende af den.
"Jeg har ham," forkyndte Bernie. "Chelsea 1 står ud. Går ind i et hus. Jeg tager ham."
Wally undrede sig over, hvad fanden der foregik. Han vidste, MI5 havde en lejlighed i et hus i den gade. Han havde for antiterrorisme kemisk renset en kontakt, der deltog i et møde for få måneder siden. De måtte da have fået det at vide, hvis Chelsea 1 var en af deres og skulle til et møde. Men det var da umuligt, at han havde valgt denne obskure gade i Battersea tilfældigt.
"Målet går hurtigt," sagde Bernie. "Han har set noget. På vej tilbage mod dig, Maureen. Kan du tage ham?"
"Bekræfter," lød det fra Maureen. "Har kontakt."
"Der kommer en kvinde fra den modsatte retning. Hun har krydset gaden. Hun er gået ind i samme opgang, som målet gjorde. Det må være hende, som skræmte ham."
Sært, tænkte Wally. Hvis Chelsea 1 skulle mødes med nogen i lejligheden, hvorfor var han så vendt om og stukket af? Hvad foregik der?
"Bekræfter. En kvinde er gået ind i samme hus. Hun er en af vores. En ukendt kvinde nærmer sig. Passerer huset nu og kommer hen mod dig."
Fra kontrolrummet i Thames House kom der ordre til at blive holdende i gaden længe nok til at bekræfte den adresse, Rykov havde nærmet sig, og til de andre om at følge Rykov og ignorere den ukendte kvinde. Kontrol bekræftede, at der ikke var oplyst noget om et møde med Rykov.
Wally sad i sin bil i mørket mellem to gadelygter og holdt øje med døren til lejlighedskomplekset. Et øjeblik efter gik døren op, og Liz Carlyle kom ud, gik over gaden og ned ad en sidegade. Wally var målløs. Mulighederne spredte sig som en steppebrand i hovedet på ham, og nogle af dem brød han sig ikke om. Han kunne høre på sine kollegers radiotrafik, at Chelsea 1 tilsyneladende var på vej tilbage til Highgate i taxi. Den anden kvinde var forsvundet, så efter at have tjekket adressen meddelte han over radioen, at han kørte hjem.
Battersea Mansions. Ja, det var ganske givet dér, han havde hjulpet med at rense det møde tre måneder før. Okay, der ville blive en interessant opsamling på alt det i morgen. Enten var de ikke blevet ordentlig briefet, eller også foregik der noget meget mærkeligt. Han håbede bare, at Liz Carlyle vidste, hvad hun foretog sig.