Hvordan i alverden har han råd til det? tænkte Liz, der så Dimitri tage en stor slurk af sit vinglas. De sad i biblioteket til det boutique-hotel i Covent Garden, hvor Dimitri boede, et intimt georgiansk byhus, hvor gæster selv skænkede deres drinks.
Liz iagttog ham og tænkte på, hvor meget han mindede hende om Brunovskij. Han havde samme veloplagthed, noget ligesom drenget, en uskyldig glæde over alt, selv om Dimitri ikke havde oligarkens maniske energi. I stedet var der noget sensuelt og taknemmeligt over hans livsholdning, som om han havde lyst til at slå ud med sine store, lange arme og omfavne verden.
"Jeg læste om vores premierministers rejse til Rusland i næste måned," sagde Liz. "Der stod, at han efter Moskva ville besøge Sankt Petersborg. Hans kone er åbenbart opsat på at se Eremitagen. Vidste du det?"
"Selvfølgelig," sagde han. "Jeg skal selv ledsage hende gennem Fabergé-udstillingen i Vinterpaladset."
"Skal premierministeren også med?"
"Nej," sagde Dimitri.
"Det var en skam."
"Faktisk ikke." Han trak på skuldrene. "Har du truffet mange politikere?"
"Nej," sagde Liz som sandt var. Bureaukrater var en anden sag.
"De er alle sammen ens," erklærede han. "Hvor var det dejligt at træffe Dem," sagde han i et skabagtigt tonefald og vendte sig om med et lille buk. "Jeg er dybt imponeret," fortsatte han med et fjoget smil. Liz lo. "De tror ikke på noget, de mennesker," sagde han i sit normale tonefald.
"Hvad tror du på, Dimitri?" spurgte Liz.
"Jeg tror på Rusland," sagde han og løftede glasset til en skål.
"Og kunst?" spurgte hun. Han så et øjeblik forskrækket ud, men så bredte et stort smil sig i hans ansigt. "Kunst, selvfølgelig. Men det, jeg mener, er, at jeg ikke tilhører noget politisk parti. Jeg har ingen religion. Jeg er ikke demokrat eller kommunist. Jeg er russer."
Liz gengældte hans smil og tænkte på, hvor pragtfuldt enkelt det var. Hvilken flugt fra vanskelige problemer. Men hvad betød det? Ingen kunne da for alvor mene det i vore dage. Ingen med forstand i hovedet og i hvert fald ikke en kunsthistoriker.
Kunne hun selv finde på at sige: "Jeg tror på England"? Okay, selvfølgelig under visse omstændigheder, men ville det betyde andet end en slags nostalgisk tilknytning til steder, hun kendte - floden Nådder om sommeren, når engene var dækket af højt græs og vilde blomster? Eller St James's Park sent om efteråret, når ænderne søgte sammen mod novemberkulden, og mænd begyndte at tage overfrakke på, når de skulle på arbejde? Eller ville det betyde et værdisæt - den høflighed, der stadig på en eller anden måde hang ved i en absolut uhøflig tidsalder, selv her i Londons trængsel? Den entusiasme og loyalitet, som fik Dave Armstrong til at arbejde døgnet rundt på antiterroristi-ske operationer, selv om han kunne tjene fem gange så meget i City? Var det den slags, Dimitri talte om? Hun tvivlede. Faktisk nærede hun mistanke om, at han egentlig ikke talte om noget.
"Hvor er du henne, Jane?" Hun så forskrækket op på Dimitri, der rejste sig fra sin stol. "Jeg synes, du er meget langt væk. Lad os gå ud og spise."
Udenfor var det stadig lyst, og på Covent Garden stod en gademusikant på piazzaen og klimprede på en guitar. En stor dreng med malet ansigt jonglerede med appelsiner, og de standsede for at kigge, før de fortsatte ned mod The Strand.
"Jeg havde tænkt, at da du er englænder, og jeg er russer, kunne vi gå på kompromis," sagde Dimitri og åbnede døren til Joe Allen's, en restaurant, Liz kendte som tilholdssted for teatergængere, og som serverede amerikansk mad - enorme hamburgere og spareribs, majsbrød og Boston beansoup. Den slags, som hun normalt skyede som pesten.
De gik ned i en kælder med murstensvægge og en voldsom larm. Ved en lang mahognibar stod folk og drak, mens de ventede på et bord, og restauranten selv var stopfyldt. Men Dimitri henvendte sig til inspektøren, og de blev straks vist hen til et bord i en fjern krog. Her var knap så megen larm, og Liz kunne lige opfange, hvad Dimitri sagde.
"Jeg anbefaler grillen," sagde han, da den kvindelige tjener kom for at tage mod bestilling.
"Meget amerikansk."
"Selvfølgelig. Tre dage i Californien var som - hvordan ville I sige det? Et lynkursus."
"Det er rigtigt," sagde Liz og tænkte på sin egen uges intensive undervisning hos Sonia Warschawsky. Hun spurgte Dimitri, om han havde set hende.
"Det har jeg," sagde han. "Hun er meget begejstret over den Pasjko."
"Du mener Blå mark?."
"Ja. Hun ville vide, hvem der havde købt det, for i aviserne stod der bare, at det var en anonym køber. Jeg spurgte nogle venner og konstaterede, at naturligt nok var det blevet købt af en oligark."
"Nogen du kender?" spurgte Liz henkastet.
"Jeg har truffet manden, men jeg kender ham ikke godt," sagde Dimitri. "Han er mere kultiveret, end man skulle vente, så måske vil han lade folk som Sonia komme og se billedet."
Liz nikkede udtryksløst og en smule foruroliget over, at han kendte Brunovskij. Hun ville for alt i verden undgå, at Dimitri fandt ud af, hun opholdt sig i huset hos Brunovskij.
"Hvad med Blåt bjerg7." spurgte hun for at komme væk fra Brunovskij. "Kunne det dukke op, tror du?"
Dimitri trak på skuldrene, da tjeneren kom med en stor tallerken spareribs. Han smilede sultent til Liz, hvis grillede tun så direkte beskeden ud i sammenligning.
Dimitri skar et af ribbenene af. "Jeg har altid ment, at det med Blåt bjerg bare var en sindssyg konspirationsteori," sagde han. "Men de fandt Blå mark,så hvem ved? Det kan dukke op. Jeg har hørt, at godserne i Irland er meget smukke, men mange er forfaldne ruiner fulde af spindelvæv, støvede kroge med slanger og muligvis glemte billeder."
"Der er ingen slanger i Irland," afbrød Liz. "Patrick, deres skytshelgen, tryllede dem væk alle sammen."
Dimitri nikkede anerkendende. "Åh. Religionens magt. Den historie er god."
Dimitri fortalte en historie om en ven, som købte kunst for oligarkerne, og som nær havde betalt ti millioner dollars for noget, der viste sig at være en falsk Rothko. "Jeg sagde, han skulle lade sig råde, og heldigvis for ham gjorde han det. Når han køber fra min periode, hjælper jeg ham somme tider. Med spørgsmål om ægthed. Han betaler mig," tilføjede han. "Lidt."
Liz nikkede. Det forklarede måske Dimitris livsstil - restauranterne og de dyre hoteller.
Pludselig hørte hun en kvidrende lyd som af en fugl. Først da Dimitri stak hånden i jakkelommen, gik det op for hende, at det var hans mobiltelefon. "Undskyld mig," sagde han og svarede. Mens han lyttede, fik han et anspændt udtryk i ansigtet, og aftenens glade smil blev erstattet af rynker i panden. Han talte kort og klart på russisk, og da han var færdig og gemte telefonen væk, så han bekymret ud.
"Er alting okay?" spurgte Liz.
"Nej," sagde han uden forbehold. Han viftede irriteret med hånden. "Det er den ven, jeg talte om. Han er i London og har brug for min hjælp."
"Hvad? Nu?" spurgte hun overrasket. Hun havde ikke været helt sikker på, hvad der skulle ske, men hun havde ikke ventet, at deres aften ville slutte sådan.
"Jeg er frygtelig ked af det. Jeg ville bede dig gå med. Men min ven er kommet i..." Han ledte efter ordet.
"Knibe?"
"Ja. Han er i knibe. Han ville blive vred, hvis jeg tog nogen med, han ikke kender. Satans!" bandede han og slog sig for panden.
"Bare rolig," sagde Liz. "Jeg forstår." Hun havde selv gjort næsten det samme ved flere lejligheder, var blevet kaldt væk fra en middag, tilmed engang fra en koncert, men aldrig af en ven, kun af arbejde.
Ude i Exeter Street tilbød Dimitri at følge Liz hen til hendes bil. "Bare rolig," sagde hun. "Lad os finde dig en taxi. Din ven har brug for dig."
Da russeren åbnede bildøren, så han alvorligt på hende. "Jeg håber ikke, jeg har ødelagt din aften. Jeg har nydt det umådeligt."
"I lige måde," sagde hun.
"Hvornår ser jeg dig igen?"
"Det er op til dig, Dimitri," sagde hun ligegyldigt. "Ring til mig, når du kommer til London."
Hans ængstelige udtryk afløstes af et kort smil. "Jeg vil prioritere det," sagde han og kyssede Liz på munden.
Hvad i alverden foregik der? tænkte Liz, da hun gik hen til sin bil. Selv om hun havde nydt Dimitris selskab i Cambridge, hørte han ligesom ikke hjemme i London. Hans barnlige begejstring virkede ikke helt ægte. Det var næsten, som om han spillede komedie, selv om hun ikke vidste, hvorfor han skulle gøre det. Måske var han bare nervøs, nu da hun var på hjemmebane. Måske var det indbildning. Men da hun tænkte på Cambridge, huskede hun også den underlige episode i hotelværelset. Hun havde aldrig fundet en rimelig forklaring. Pludselig tænkte hun på Charles, og hvad han havde sagt om risiko. For første gang var hun urolig.