"En pige, tror De. Er De sikker på det, miss?"
Liz, der sad på en billig plasticstol, løftede blikket og blev lettet over, at hun ikke længere så dobbelt, selv om hendes hoved stadig dunkede, og hun havde frygtelig kvalme. "Jeg sagde, det var en kvinde. Jeg ved ikke, hvor gammel hun var."
Liz havde allerede tilbragt tre timer på St Thomas' Hospital, og det kunne nok have været meget værre på skadestuen på det sene tidspunkt af døgnet. I venteværelset kastede neonrørene i loftet et klart, ubarmhjertigt lys over det overfyldte lokale med tilskadekomne. Lige over for Liz sad et ungt par - manden holdt om sin arm og stønnede af smerte, mens hans kæreste pillede ved sine negle. I hjørnet lå en lugtende, gammel drukkenbolt i en snavset regnfrakke på tre stole og snorkede. En halvstor dreng, som var lige så medtaget, havde kastet op på gulvet, men ingen havde tørret det op.
Der var ikke andet at gøre end at vente tålmodigt, kigge i de slidte numre af Hello! og forsøge at fokusere, indtil de endelig sagde hendes navn. Sygeplejersken havde renset den lange, smertende flænge i panden og taget hende med til røntgenfotografering af skulderen, som var forslået og utrolig øm efter at have ramt betonen. Da hun kom tilbage, stod to betjente og ventede på hende.
"Fik De set hende? Kan De beskrive hende?" spurgte den yngste. Han var høj, med et alvorligt ansigtsudtryk og et undersøgende blik.
"Ikke rigtig. Jeg opfangede en eller anden bevægelse, og i næste øjeblik greb hun mig bagfra. Jeg tror, hun havde noget på hovedet."
"Sikkert en elefanthue. For at skjule ansigtet," sagde den ældste betjent. Han havde et oppustet, medtaget ansigt og så ud, som om han havde set alt.
"Sagde hun noget?" spurgte den unge betjent.
"Ikke meget. Hun sagde sådan noget som: 'Jeg gør dig ikke noget, hvis du står stille.'" Liz mente, det var ordene, men hun huskede tydeligere Stanleykniven og den instinktive fornemmelse af, at det ikke var tasken, kvinden ville have. Men det ville Liz ikke fortælle de to betjente.
Heldigvis var den ældste betjent åbenbart tilfreds med at behandle det som et simpelt gaderøveri. Han var opsat på at komme ud. Hans yngre kollega var mindre sikker. "Det virker underligt," sagde han nu. "Et gaderøveri begået af en enkelt kvinde. De plejer at arbejde i bander."
Liz svarede ikke. "Sker oftere og oftere nu til dags," sagde den ældste betjent. "Jeg anholdt en pige i sidste uge i Tulse Hill, hun havde røvet en gammel mand med kniven på struben - hende havde man ikke brudt sig om at møde i en mørk smøge."
Han lo, men den unge betjent rynkede panden. Drop det, bønfaldt Liz tavst. Det sidste, hun ønskede, var en efterforskning. De ville hurtigt finde ud af, at der ikke fandtes en "Jane Falconer" - hun gruede for at måtte bede Brian Ackers ringe til Special Branch og afblæse jagten.
"Er I færdige med miss Falconer?" Det var sygeplejersken. "Lægen vil gerne tale med hende nu."
Den unge betjent tøvede, men den gamle, drevne rotte nikkede. "Ja, vi har sluttet det." Han smilede til Liz. "Pas godt på Dem selv, unge dame. Vi kontakter, når vi har noget nyt."
"Mange tak," sagde Liz mere taknemmelig, end han anede.
Lægen havde et tyndt overskæg og så plaget ud, da Liz kom ind i hans lille, indelukkede konsultationsstue. Han gjorde utålmodigt tegn til, at hun skulle sætte sig på en stol, der stod vinkelret på hans enkle skrivebord, og sagde, at røntgenbillederne ikke viste noget brækket. Han protesterede ikke meget, da Liz afslog at blive til næste dag til observation.
"Okay," gav han efter. "Jeg får en ambulance til at køre Dem hjem. Har De nogen, der kan hjælpe Dem?"
"Ja," sagde hun og prøvede at undgå tanken om den kolde, nøgne lejlighed i Battersea, hun skulle hjem til. "Min mor," tilføjede hun. Det var i det mindste delvist sandt, da Liz vidste, at hendes mor ville komme straks, hvis hun havde brug for hende.
"Bliv i sengen et par dage," sagde han. "Giv Dem bare tid til at komme Dem. Hvis De bliver dårlig eller ikke kan fokusere, så kom straks igen. De skal ikke blive overrasket, hvis De bliver lidt tudevorn - De har fået et fandens chok. Det er bare sådan noget, der sker, er jeg bange for. Det kunne have været hvem som helst, de overfaldt - bare uheldigt, at det var Dem."
Mens Liz ventede på ambulancen, tænkte hun på det. Måske havde det alligevel været tilfældigt, sagde hun til sig selv. Men nej, hun havde en instinktiv følelse af, at overfaldet havde været professionelt - godt planlagt og rettet specielt mod hende. Men hvad betød det? Hvad ville en professionel røver hende? I sin forslåede tilstand var hun ikke i stand til at finde ud af det. Bare tanken fik hendes hoved til at dunke. Hun lagrede den derfor i underbevidstheden. Så kunne hun hente den frem senere.
Da ambulancen endelig kom, gøs Liz pludselig. Hun så igen kniven fem centimeter fra sin hals. Den kvinde havde ikke været ude efter hendes håndtaske. Hun havde været ude efter Liz. Og da en sygeplejerske hjalp hende ind i ambulancen, hørte hun pludselig i sit hoved den kvidrende lyd af Dimitris telefon.