Bare de dog ville se at skynde sig lidt, tænkte Peggy Kinsolving og vendte sig mod telefonen, som om hun kunne tvinge den til at ringe. Det gjorde den ikke.
Hun følte sig handlingslammet. Hun havde hun gjort sit og kunne bare vente, til andre mennesker gjorde deres. Hun kiggede på hortensiaen i en potte på skrivebordet. Den var brun og vissen. Det ville nok hjælpe, hvis jeg vandede den, tænkte Peggy. Hendes far, som havde haft et lille drivhus op ad husets bagside, da hun barn, sagde tit, at hun havde sorte fingre.
Peggy var erfaren nok til at vide, at alle havde noget at skjule. Når alt kom til alt, skjulte hun også selv sin klaustrofobi. Efterhånden som tiden gik, og hun gjorde sit bedste for at udnytte de løsrevne oplysninger, Liz gav hende, blev hun derfor mere og mere urolig over, at ingen fra kredsen om Brunovskijs åbenbart havde en skjult fortid.
Jo, mrs. Warburtons eksmand havde engang afsonet seks måneder i fængsel for grov legemsbeskadigelse, og den nye tjenestepige fra Slovakiet ved navn Emilia havde løjet for immigrationsmyndig-hederne i Heathrow om, hvor længe hun ville blive i landet. Men de lovovertrædelser kunne umulig være et led i et komplot mod Nikita Brunovskij. Og med hensyn til de andre troede Peggy simpelt hen ikke på, at de ikke havde noget at skjule. Hun havde bare ikke fundet det.
Hun kiggede sløvt på de første to numre af Private Collection, det nye kunstmagasin, som Greta Darnshof havde startet. Det var trykt på tykt, blankt papir, fyldt med farvebilleder - og bogstavelig talt blottet for annoncer. Hvis ikke oplaget var meget stort, måtte det være subsidieret. Af hvem? tænkte Peggy. En filantropisk, kunstelskende millionær? Russer måske? Eller var Greta rig nok til at betale det selv? Hun havde bedt de danske myndigheder tjekke Greta Darnshof. Der var ikke kommet svar endnu.
Hun havde også kontaktet FBI i Washington om Harry Forbes. De havde givet sig god tid, men efter at hun havde rykket flere gange, havde de til sidst meddelt, at de ikke havde noget på ham. Forbes var åbenbart, hvad han påstod: privat bankrådgiver, eks- Goldman Sachs med et stærkt netværk af kunder og kontakter i kunstverdenen.
Så var der Marco Tutti, designer og kunsthandler i dette usædvanlige spil Cluedo. Peggy var kommet i tanke om unge signor Scusi fra konferencen i Paris og havde ringet til ham i Rom. Hans engelsk var ikke blevet bedre, men han havde været yderst charmerende i telefonen og øjeblikkelig sagt ja til at tjekke Tutti. Da han ringede tilbage, var han lidt forlegen - ikke alene havde han ikke fundet noget kriminelt i Tuttis fortid, han havde slet ikke kunnet finde Tutti. Ville hun være så venlig at bekræfte stavningen af mandens navne? Det gjorde hun omgående, men havde ikke hørt noget - og det var ti dage siden.
Peggy hadede at vente på andre mennesker. Hun var lykkeligst, når hun selv researchede - som en blodhund på sporet, der fulgte sin næse. Nu voksede hendes frustration for hver time. For første gang havde hun på fornemmelsen, at hendes forespørgsler hastede. Da Peggy for to dage siden så Liz, der humpede og havde en stor bule i panden, gøs hun af nervøsitet. Hun var blevet overfaldet, havde Liz forklaret. Hun havde sagt, det var ret almindeligt i de gader lige syd for floden. Så havde Peggy hørt, at A4 havde set Rykov snuse rundt om den lejlighed i Battersea, som Liz benyttede. Men Liz havde ikke sagt et ord, der antydede, at der kunne være en forbindelse. Men det måtte der være et eller andet. Kunne det være til Brunovskij? Peggys mavefornemmelse sagde, at det var der. Og var det ikke Liz, der altid opmuntrede hende til at følge sine instinkter?
Der kom en besked til hende. Fra Beckendorf, den gamle efterretningsofficer fra den tyske sikkerhedstjeneste. Der stod, at Igor Ivanov, handelsattaché ved den russiske ambassade i Berlin og under mistanke for at være illegal forbindelsesofficer, havde planer om at rejse til London i løbet af få dage med en handelsdelegation. Peggy greb papiret og gik hurtigt hen ad gangen til Liz' kontor, hvor hun fandt Michael Fane. "Noget spændende?" spurgte han, da Peggy gav Liz papiret.
Peggy ignorerede ham, mens Liz læste beskeden og derpå skubbede den over skrivebordet til ham.
"Hvad er mon den virkelige grund til, at han kommer?" spurgte Michael og rynkede panden.
"Hvis vi vidste det," sagde Peggy skarpt, "ville vi ikke sidde her og sludre, vel?"
"Michael," sagde Liz, "find ud af, hvor Ivanov skal bo, og lad os se, om vi kan få A4 til at dække ham, mens han er her. Det kan være vores chance for at få et glimt af den illegale, hvis der er nogen."
Da Michael var gået, kiggede Peggy på Liz. "Du er blevet klippet. Det er pænt med pandehåret, men jeg kan godt se bulen."
"Tak, Peggy," sagde Liz ironisk.
"Jeg er bekymret for dig. Du kunne være kommet slemt til skade." Liz trak bare på skuldrene. "Har du fortalt det til Brian?"
"Selvfølgelig. Han siger, der sker mange gaderøverier, og det er korrekt."
"Det går jeg ud fra," sagde Peggy, men hun var ikke overbevist.