Fra Rom svarede Scusi omsider Peggy. Han beklagede meget, at han ikke havde svaret før, men han var blevet gift for ti dage siden og havde været i Umbrien på sin luna di miele.Desværre havde hans kolleger ikke kunne opspore Marco Tutti. Som et plaster på såret vedlagde han en liste over folk i den italienske kunstverden, som var blevet straffet inden for de sidste ti år.
Peggy sukkede og spekulerede på, hvordan hun kunne få så mange oplysninger om Tutti, at Scusi kunne tjekke hans baggrund. Hun var sikker på, at en anmodning til A4 om overvågning ville blive afvist, og der var i alle tilfælde ingen grund til at tro, at det ville afsløre noget kriminelt om italieneren.
Hun kiggede sløvt på den navneliste, Scusi havde sendt. Intet bare mindede om navnet "Marco Tutti". Næsten nederst var der en anden liste over folk, som var blevet udvist af Italien, sandsynligvis for mere end almindelig dårlig opførsel - hun vidste, det var nærmest normalt at smugle antikviteter ud af Italien. Hun kiggede på et virtuelt tagselvbord over internationale navne: Erickson, Goldfarb, Deschamps, Forbes... hun standsede og så igen. Harry Forbes, udvist af Italien.
Hun tog telefonen og ringede til Rom. Pronto, sagde en stemme, og da Peggy blev stillet igennem efter en række ikke-engelsktalende sekretærer, var hun lige ved at fortryde.
"Signor Scusi, De må undskylde, jeg ulejliger Dem igen, men jeg kender et af navnene på listen over udviste, De sendte mig. Harry Forbes - der står, han blev udvist af Italien for udsmugling af antikviteter. Jeg vil gerne vide, om andre også var involveret."
"Uno momento." Hun kunne høre ham rode i nogle papirer. "Si. To andre mænd blev fanget. Men de blev ikke udvist." Han gav et lille, hånligt prust. "De kom i fængsel, fordi de var italienske statsborgere. Deres navne er Camurati og Marcone."
Peggy kunne ikke have forklaret sin næste anmodning - hun handlede udenlukkende pr. instinkt. "Kunne De ikke sende mig detaljerne om de to mænd?"
Fire timer efter sad hun og studerede Scusis seneste mail. Hun gik ind på Liz' kontor og lagde et papir på hendes skrivebord.
"Hvorfor viser du mig et billede af Marco Tutti?" spurgte Liz.
"Fordi han i virkeligheden hedder Luigi Marcone. Han blev dømt for kunstbedrageri i Italien og sad tre år bag tremmer på Sicilien. Myndighederne anholdt også Harry Forbes, men han blev kun udvist af landet. Begge blev sigtet for at hjælpe tombar oli - gravrøvere - med at smugle guldmønter fra Sicilien til amerikanske samlere.
Da Marcone slap ud af fængslet, skiftede han navn til Tutti og flyttede til England. Men jeg kan forstå på dig, at hans kunstinteresse er større end nogen sinde."
Liz nikkede og tænkte sig om. "Jeg kan ikke se, hvordan det gør ham til en trussel mod Brunovskij. Bortset fra hans tegnebog selvfølgelig. Han snyder ganske givet Brunovskij på en eller anden måde, men der er ingen grund til at tro, han har nogen russiske forbindelser."
"Det ved jeg godt."
"Men han er alligevel værd at holde øje med. Sammen med Harry Forbes."
"Jeg forstår bare ikke," sagde Peggy, "hvorfor FBI ikke gav noget på Harry Forbes. De må have ham, hvis han blev udvist fra Italien."
"To afdelinger, der ikke taler sammen, går jeg ud fra," svarede Liz. "For resten tror jeg ikke, de er interesseret i andet end terrorisme nu til dags." Hun så stift på Peggy. "Jeg er imponeret over, du fandt det," sagde hun.
"Italienerne er rigtig gode," sagde Peggy beskedent.
"Det er du faktisk også," sagde Liz. Peggy mærkede, at hun rødmede dybt.
Der blev banket let på den åbne dør, og Michael tonede frem. "Har du tid et øjeblik, Liz?" spurgte han og kastede et blik på Peggy. "Under fire øjne."
Peggy rejste sig. "Vi snakkes ved senere," sagde hun til Liz. Da hun gik, bemærkede hun, at Michael ikke var sit sædvanlige selvsikre jeg. Han så bekymret ud. Godt, tænkte Peggy ubarmhjertigt, måske har han jokket i spinaten.
Det havde han. Han berettede hakkende og stammende om, hvordan han var fulgt efter Rykov til frokost hos Wiltons, men da han var færdig, kunne Liz ikke skjule sin forbløffelse. "Din store idiot," udbrød hun.
Han hang med hovedet som en bortløben hund, der kommer hjem.
"Hvad i alverden gik der af dig?" spurgte hun.
"Jeg fandt det utroligt, at A4 blev stoppet." Nu løftede han hovedet og kløede sig på kinden, mens han prøvede at mobilisere sit forsvar. "Jeg syntes, at en eller anden burde holde øje med Ivanov. Og så ville jeg vise initiativ."
"Det var ikke initiativ, Michael, det var dumhed." Hun støttede hagen hårdt i hånden, og han kunne se, hun prøvede at beherske sin vrede. "Hør engang," sagde hun skarpt, "hvorfor spurgte du mig ikke, før du gjorde det?"
"Jeg mente, du ville sige nej."
"Du havde ret- det ville jeg have gjort. Og reddet dig fra den suppedas, du er havnet i. Du er nødt til at forstå, Michael, at der er en grund til, at vi handler, som vi gør. A4 er professionelle overvågere, det er du og jeg ikke. De ved, hvordan man undgår at blive set. Det gør du ikke, som du har bevist. Du skal altid huske, Michael, at i en efterforskning ved du kun en del af, hvad der foregår. Har du tænkt på, at du muligvis ser på Rykov-Ivanov-forbindelsen fra den forkerte vinkel? Det kan være, der foregår noget helt andet end det, du tror, og ved at handle så tåbeligt har du røbet noget. Nu ved de, at vi er interesseret. Tænk bare over det." Hun rystede forbitret på hovedet og greb telefonen.
"Betyder det, at jeg får ballade?" spurgte han.
Men Liz talte allerede. "Brian, jeg må tale med dig omgående. Ja, jeg kommer nu." Hun lagde røret og rejste sig uden at se på Michael.
"Hvis du havde holdt øje med efterretningstjenesten i stedet for at prøve at lege James Bond, ville du have set, at Rykov pludselig er blevet sendt hjem," sagde hun, idet hun forlod sit kontor. "Gå hellere tilbage til dit skrivebord, og prøv at finde ud af, hvad det mon betyder."