Brian Ackers' kontor lå ligesom Charles Wetherbys ud til Themsen, men i modsætning til Charles og alle de andre med kontor i den side af bygningen havde Brian anbragt sit skrivebord, så han havde ryggen til udsigten. Hvilken slags menneske ville gøre det? tænkte Liz, da hun trådte ind på hans kontor. Da hun havde sat sig i stolen foran hans skrivebord, kunne hun over hans skulder se, at det klare solskin havde farvet floden himmelblå. En speedbåd tøffede langsomt op mod de små bølger med en mand i våddragt på et surfboard på slæb og et blafrende banner efter sig. Se, Brian, var hun på nippet til at sige, men fortrød, da hun så hans udtryk.
Hans skrivebord var unaturlig ryddeligt med en ren A4- blok midt på skriveunderlaget og en sirlig stak chartekker ved siden af. Den eneste pynt var en grøn marmorholder med et penneskaft, han aldrig brugte. Han havde fået det, forklarede han med ironisk anerkendelse, af KGB ved deres første besøg i Thames House efter Den Kolde Krigs ophør. På væggen hang et enormt kort over det tidligere Sovjetunionen, så stort, at det måtte stamme fra et af militærets kontrolrum. Hele væggen over for ham var dækket af reoler fyldt med et langt livs samling af sovjetologi.
Liz gav en kort beskrivelse af Michael Fanes hjemmelavede overvågning. Hun kunne se på Brians sammenknebne mund, at han ikke havde tænkt at lade den unge mand slippe godt fra det. Hendes egen vrede havde lagt sig - Michael havde været dum og impulsiv, men hans fejl var alvorlig snarere end fatal. Hun ville hindre Brian i at overreagere.
"Det, Fane har gjort, er fyringsgrund," sagde han, da hun tav.
"Det ved jeg," samtykkede hun. "Men jeg tror faktisk, der er formildende omstændigheder."
"Såh? Hvad i alverden kan undskylde, at han styrter af sted over hals og hoved på den måde?"
"Intet kan undskylde det," samtykkede hun, "men han troede, han gjorde det rigtige." Så skyndte hun sig at tilføje; "Det gjorde han selvfølgelig ikke. Tro mig, det ved han godt nu. Jeg stoler trygt på, at han ikke gør noget så åndssvagt igen. Helt ærligt, så tror jeg bare, problemet er, at han er ung og uerfaren, og han pålægger sig selv alt for stort et ansvar."
"Jamen det kan vi hurtigt gøre noget ved," sagde Brian og blev misfornøjet igen. "Forflyttelse tilbage til en underordnet post i afdelingen for forebyggende sikkerhed, hvor han kom fra, kan måske klare sagen for mr. Fane."
"Selvfølgelig," sagde Liz beroligende. "Men der er ingen garanti for, at han bliver erstattet her, vel? Ikke i den aktuelle situation."
Brian nikkede modstræbende. "Det er korrekt. Jeg går ud fra, at selv Fane er bedre end slet ingen. Tror vi, at han har gjort virkelig skade?"
"Det håber jeg ikke," sagde Liz, som netop havde været bekymret for det - at englænderen i restauranten skulle have omtalt Geoffrey Fanes forbindelse til MI6 til Rykov og Ivanov. At russerne øjeblikkelig blev bange for, at det, de pønsede på, var blevet røbet, hvad det så var. "Det, som virkelig bekymrer mig," fortsatte hun, "er, at Rykov pludselig er blevet sendt hjem. Vi har fået at vide fra en af hans kontakter, at han har ringet til ham for at sige farvel. Han lød nærmest hysterisk. Han rejser åbenbart hjem i unåde. Jeg kan ikke lade være at tænke på, om det hele ikke hænger sammen."
Brian bøjede sig frem med et højtideligt udtryk i ansigtet og hænderne artigt foldet på skrivebordet. "Det tror jeg ikke. Men alene den kendsgerning, at du er nødt til at spekulere på det, viser, hvor dum unge Fane har været. Hvad skal vi gøre ved ham?"
"Ikke noget, ærlig talt, Brian. Det kommer op ved næste vurdering, og jeg skal nok fortælle ham, at han er på meget tynd is. Forhåbentlig lærer han af det."
Brian overvejede det, og Liz frygtede et øjeblik, at han ville underkende hende. "Det vil jeg råde ham til," sagde han til sidst og rakte ud efter chartekkerne for at vise, at mødet var forbi.
Da Liz ret lettet forlod Brians kontor, grublede hun over, hvad denne kæde af begivenheder mon kunne betyde. Brian var parat til at acceptere det som en tilfældighed, at Rykov rejste samtidig med Michaels skrækkelige fadæse, men Liz var ikke så sikker.