"Hvad med en drink?" Det var Monica, der pludselig stod bag Liz, som sad og kiggede på sin computer,
"Gerne," sagde Liz langsomt og skjulte sin overraskelse.
"Jeg går op og skifter. Skulle jeg ikke komme og hente dig om en halv time?"
Liz nikkede og så efter Monica, der gik hen mod trappen. Hun havde designerjeans på og en silkebluse, der blottede en centimeter navle. Afslappet, men trendy. Liz følte sig direkte ufiks i sin nederdel fra M&S og sin lilla yndlingsbluse, som hun ikke ville påstå var sidste mode.
Pludselig lød der et råb inde fra Brunovskijs arbejdsværelse. "Tamara!" Liz hørte hastige skridt, og sekretæren dukkede op iført en sort sweater og nederdel. Hun fortsatte forpustet i skarpt trav hen mod kontoret, mens Brunovskij råbte igen - "Tamara! Idite siuda!"
Tamaras ankomst beroligede ikke oligarken, for han blev ved at råbe på en uafbrudt strøm af russisk. Til sidst kom Tamara tilbage gennem gangen med et ulykkeligt udtryk i sit ellers så kolde, lidenskabsløse ansigt. Spor efter mascaraplettede tårer løb ned ad den ene kind.
Liz var fristet til at trøste kvinden, men få sekunder efter kom Brunovskij selv hen ad gangen og begyndte at skælde hende ud igen. Monica dukkede op uden at have skiftet tøj. Hun slog ud med hånden mod Tamaras kontor. "Måske skulle vi gå nu."
"Okay," sagde Liz lettet.
"Når han får det sådan," sagde Monica træt, "kan det tage timevis, før han falder til ro."
Det hed White Palace, skønt det store georgianske byhus i Knights-bridge var af orangefarvede mursten. Da de trådte ind i foyeren med de bløde tæpper og de store lysekroner i loftet, kom en mørkhåret mand i smoking hen for at tage imod dem. "Det glæder os at se Dem igen, miss Hetherington. Hvordan har mr. Brunovskij det?"
"I topform," sagde Monica og blinkede til Liz. "Vi skal bare lige have en drink, Milo."
Hun førte Liz ned ad en vindeltrappe af støbejern til en enorm kælder med murstenshvælvinger og forsænket lyst egetræsgulv. Bordene stod i nicher i væggene og var oplyst af spots. Monica valgte en hjørneniche, og de satte sig på en blød, polstret bænk. "Pyha!" udbrød Monica. "Jeg er glad for at slippe væk."
Liz så sig om i det halvtomme lokale og bemærkede, at næsten alle de tilstedeværende var kvinder. Velklædte, elegante kvinder, men mærkbart forskellige fra de unge rige fra Sloane Square og omegn, der havde været på en udmattende shoppingtur hos Harvey Nichols, og som man ellers fandt i dette kvarters cafeer, hvor de kom til kræfter. De fleste af kvinderne her havde et svagt, men tydeligt fremmedartet præg: en romernæse, høje slaviske kindben og prangende smykker, der var mere Budapest end SW1. "Er det en privat klub?" spurgte hun Monica.
"Ikke rigtig - du skal bare præsenteres for Milo. Så tidligt på aftenen er det hovedsagelig russernes koner, der kommer her. Du ser ingen mænd."
"Det lagde jeg mærke til - det minder om en eksklusiv kvindeforening."
Monica lo. "Senere kommer singlerne på jagt efter ridderen på den hvide hest. Eller burde jeg sige russeren? Det er lidt af en pickup joint for oligarker. Det er derfor, jeg ikke lader Nicky komme i nærheden af stedet. Ingen grund til at friste ham, vel?"
"Nej," samtykkede Liz og tænkte på, om det var her, Monica havde mødt Brunovskij.
Tjeneren kom, og Monica bestilte en flaske Cristal - selv om Liz indvendte, at hun kun skulle have et glas vin. "Nyd livet, tøs," sagde Monica og rystede sit diamantarmbånd som en højtspiller ved et spillebord. Uden Brunovskij var Monica en anden, indså Liz - humørfyldt, åbenhjertig, tilmed vild.
"Det er mig, der giver," forkyndte Monica. "Okay, helt ærligt - det er Nicky." Hun grinede tilfreds og pegede på to kvinder, der trådte ind i lokalet. De var begge høje, slanke og blonde - så faktisk ret udfordrende ud i alt for stramme kjoler og tårnhøje stiletter. "Se de to. De holder udkig. Men det er for tidligt. Der er ikke mange russiske mænd før senere."
"De har altså forregnet sig?" sagde Liz lidt tørt.
Monica misforstod hende. "De er klædt lidt vulgært, men sådan kan russiske mænd godt lide det." Hun skød barmen frem og vrikkede forførende som en parodi på en deltager i en skønhedskonkurrence, og Liz lo, men Monica fik et mere dystert udtryk i ansigtet. "I første omgang er de ikke ude efter andet, men så skifter det. 'Jeg vil have dig til at være en engelsk laady,'" sagde hun i en forbløffende efterligning af Brunovskijs stemme. Hun så på Liz. "Du er heldig. Du behøver ikke prøve."
Jeg går ud fra, det er en kompliment, tænkte Liz og strøg forlegent håret tilbage. Monica stirrede på hende. "Åh," sagde hun uden at tage blikket fra hende. "Jeg troede, det var en skygge, men det er det ikke. Du har en grim bule i panden. Hvordan har du fået den?"
"Jeg gik ind i en dør i min lejlighed."
"Det er altid en dør, ikke?" sagde Monica snedigt. Hun lo sarkastisk. "Jeg har mødt masser af døre. Der var en Philip-dør, og en, der hed Ronnie - det var den allerværste dør. Og så er der selvfølgelig Nicky-døren."
Liz så ikke noget formål med at protestere og sige, at hun ikke var blevet slået af en kæreste. Blev Monica tævet af Brunovskij? Det lød sådan, men Liz så på Monicas høje, veltrænede skikkelse, formet ved daglige besøg i fitnesscentret, og spekulerede på, om hun ikke kunne klare sig mod oligarken. Sikkert ikke - han var lille, men stærk og meget fit. Så tænkte hun uvilkårligt på, om Monica var stærk nok til at have skubbet hende ned ad trappen ved skraldespandene. Flyt dig ikke, havde stemmen sagt. Kunne det have været Monica? "Tamara virkede hylet ud af den," sagde hun.
"Jamen du skal ikke have ondt af hende. Den heks."
"Jeg har aldrig før set Nicky hidse sig op."
"Bliver du her, Jane, så skal du nok se det igen." Monica var allerede ved sit andet glas champagne, som hun tømte, hvorpå hun rakte efter isspanden.
Mens Monica snakkede videre og beskrev sin tur for nylig til Paris, kom enkelte mænd ind i lokalet. Liz bemærkede en enlig kvinde henne ved baren med kulsort hår, et markeret ansigt og en afslørende kjole. Hun prøvede ikke at skjule sit ærinde. Hun sendte de mænd, der kom ind, et direkte, opfordrende blik. En mand gik hen til hende, men efter en kort samtale rystede han på hovedet og flyttede sig videre langs baren.
"Jeg må sige," erklærede Monica, der talte en smule utydeligt efter at have tømt det tredje glas champagne, "jeg synes, at Plaza Athénée er overvurderet. Jeg foretrækker altid George V. Rejser du meget, Jane, i dit arbejde? Hvad laver du for resten?"
"I øjeblikket forsker jeg. Arbejder på en afhandling."
"Kan ikke give meget brød," sagde Monica. "Du skulle se at få dig en russer."
Liz grinede, men kommenterede det ikke. Pludselig havde hun fået nok. Dette her er ikke mig, besluttede hun og så sig om i lokalet, der mest lignede en markedsplads for magtanvendelse og liderlighed. Hun tog sin taske. "Tusind tak, Monica. Det var hyggeligt, men jeg må se at komme af sted."
Monica så på sit ur. "Guuud!" udbrød hun. "Også jeg. Nicky bliver rasende - vi skulle ud at spise middag."
På vejen ud fik den sorthårede, stadig enlige, stadigt søgende kvinde ved baren øje på Monica. Med et skævt smil sendte hun hende et fingerkys.
"Hvem var det?" spurgte Liz, da de var kommet ovenpå.
"En mokke, jeg kendte for mange år siden," sagde Monica henkastet, og Liz fornemmede champagnens virkning. Så greb Monica sig åbenbart i det. "Bare pjat," sagde hun og lagde en venlig hånd på Liz' arm. "Jeg har aldrig set hende før."