"Jeg bliver nødt til at tage den," sagde Brian Ackers og greb sin telefon, der havde ringet.
Liz havde lige fortalt ham nyheden om Marco Tuttis baggrund og hans "opdagelse" af endnu et maleri af Pasjko. Brian havde virket åndsfraværende, og da Liz nu lyttede til hans ende af samtalen, forstod hun, at der var en operation i gang, hun ikke vidste noget om. Den tid, hun tilbragte hos Brunovskij, hindrede hende i at følge med i, hvad der foregik i kontraspionage.
Og til hvilken nytte? Trods al nervøsiteten for Victor Adlers såkaldte "komplot" var Brian åbenbart ikke særlig interesseret i det, hun havde at fortælle ham. Tilsyneladende var hun sendt ud på et sidespor. Måske førte det sidespor til noget vigtigt, men foreløbig havde hun ikke set noget tegn på det. Rykovs rekruttering af Jerry Simmons dækkede åbenbart ikke over andet end et klodset forsøg på at holde øje med en oligark - hvis der havde været andet, ville Simmons bestemt have haft mere at fortælle Michael Fane. Der var ingen antydning af, at Rykovs frokost med Ivanov eller i det hele taget Ivanovs besøg i London havde noget at gøre med Brunovskij. Det var korrekt, at Rykovs pludselig hjemkaldelse til Moskva, åbenbart i unåde, var en usædvanlig overreaktion på Michael Fanes klodsede overvågning. Men måske lå der noget andet bag.
De mennesker, der omgav Brunovskij, var unægtelig, hvad hendes far ville have kaldt et "løjerligt slæng", men de var sikkert ikke mere aparte end enhver anden milliardærs følge. De virkede ikke særligt truende. Alle konger havde deres hof. Alle magnater havde deres spytslikkere og nassere. Det eneste bemærkelsesværdige ved husstanden i Belgravia og dens snyltegæster var, at Brunovskij ikke selv kunne se, at han blev udnyttet. Eller måske var han bare ligeglad, tænkte Liz. Han måtte trods alt have et liv.
"Det må du undskylde," sagde Brian og lagde røret. "Russerne har igen prøvet at hverve en statsansat videnskabsmand."
"Nogen fra ambassaden?"
Han rystede på hovedet, og hun så, at hans øjne var blodskudte af søvnmangel. "Nej. Denne gang er det en russisk videnskabsmand, der er her på udveksling. Altid noget nyt fra vennerne i Moskva. Men er der mere, du vil fortælle mig? Jeg er nødt til at gå over i indenrigsministeriet."
"Okay," sagde hun, "så vidt jeg kan se, er Tutti bare ude på et godt gammeldags svindelnummer. Hvorfor Brunovskij falder for det, fatter jeg ikke - jeg ville have troet, han lugtede lunten på miles afstand."
"Ja, ja," sagde Brian utålmodigt. "Vi har alle vores svagheder. Men hvad ville du sige?"
"Jeg ville sige, at det er en opgave for politiet - har de ikke en afdeling for kunst og antikviteter? Det er i hvert fald ikke vores opgave. Helt ærligt, så kan jeg ikke se, at Brunovskij risikerer andet end at miste alt, hvad han ejer, ved at købe et forfalsket billede."
"Jamen så lad os kontakte The Met og få dem til at efterforske Tutti. Kan jeg overlade det til dig?" Han så med demonstrativ utålmodighed ned på nogle notater, han havde gjort under telefonsamtalen.
"Selvfølgelig," sagde hun og beherskede sin voksende irritation. "Jeg synes også, vi alvorligt skal overveje at trække mig ud. Jeg har gjort mit job. Det eneste komplot, jeg har opdaget, går ud på at franarre Brunovskij hans penge. Ikke fordi han ikke har råd. Men jeg kan ikke se nogen sammenhæng med Victor Adlers historie."
"Lad os tale om det, når jeg har lidt bedre tid. Jeg ved, at Geoffrey Fane er opsat på, at du skal blive der foreløbig. Hvis vi skal trække dig ud, må jeg diskutere det med ham og Pennington først."
Virkelig? Liz brændte efter at spørge hvorfor. Siden hvornår var udenrigsministeriet eller Geoffrey Fanes synspunkter blevet afgørende for, hvad en ansat i MI5 skulle gøre? Men Brians bydende opførsel gjorde det klart, at han ikke havde tid til spørgsmål - faktisk rejste han sig op for at vise, han ikke ønskede at tale med Liz om noget lige nu. Hun forstod budskabet.