Klokkerne i Westminster Cathedral kaldte til aftensang, da kvinden pakkede sin computer og dens lille, sorte følgesvend ned i taskerne. Moskva havde samtykket. Jane Falconer, eller hvad hun nu hed i virkeligheden, udgjorde en alvorligtrussel mod operationen. Hun havde vist, at hun ikke troede på italienerens opdagelse af endnu et maleri. Foreløbig havde hendes skepsis tilsyneladende ikke påvirket andre. Men det kunne den komme til. Operationen var truet. Gid pokker havde Brunovskij, der havde inviteret hende indenfor.
Kvinden vidste, man ville bebrejde hende, at hun havde ladet Falconer undslippe den aften i Battersea. De, som havde udsendt hende, tog ikke let på en fiasko. De havde ingen forståelse for, hvor svært det var at gennemføre en aktion mod sådan et mål i en gade i London og være sikker på at undslippe uset. Men de havde givet hende ret i, at endnu et forsøg af den slags kunne bringe hele operationen i fare. Hendes opgave var nu at fjerne den risiko, Falconer repræsenterede, og det var overladt til hende selv at bestemme hvordan.
Hun var trænet i at arbejde alene, men nu mærkede hun deres kritik og følte sig isoleret. Det var ikke hendes skyld, at Rykov havde henledt opmærksomheden på sig ved uautoriseret indblanding på områder, han ikke forstod. Følgen var, at budbringeren Ivanov ikke havde nået mødet.
Hendes telefon ringede, mens hun sad og grublede. Stemmen var desperat. "Jeg må tale med dig omgående. Det haster."
"Slap af," sagde hun koldt. "Fortæl mig, hvad det er sket."
"Ikke i telefonen."
Hun sukkede. Endnu en åndssvag mand. Italienere var bare det mest upålidelige. Hvis det regnede, når solen skulle have skinnet, hvis et tog var tyve minutter forsinket, eller hvis sandwichbaren ikke havde mere skinke - medførte det hysteri. Ordentlige mennesker, tyskerne eller schweizerne, tog små uheld roligt. Borgere fra kaotiske lande (hvor mange efterkrigsregeringer havde der ikke været i Italien?) var chokerede over, at andre efterlignede deres egen totale mangel på organisering. "Hvornår kan du?" spurgte hun.
"I aften. I min lejlighed."
Hun tænkte sig om og vurderede risikoen. "Giv mig adressen," sagde hun, og da hun havde fået den, lærte hun den straks udenad.
"Kom klokken otte," sagde han på randen af hysteri og glemte tilsyneladende, at det var hende, der bestemte.
"Nej," sagde hun uden omsvøb. "Jeg kommer klokken ti." Det var bedst at komme skjult af mørket.
Han boede i en ombygget loftslejlighed nogle få gader nord for Oxford Street i det, der stadig blev betragtet som hjemsted for Londons tekstilbranche, selv om mange af bygningerne nu rummede advokat- og ejendomsmæglerkontorer. Enkelte var omdannet til lejligheder, men en hverdagaften på det tidspunkt var kvarteret stille og næsten øde.
Hun havde taget en taxi til Tottenham Court Road og gik så resten af vejen, omkring en kilometer, da hun vidste, at en taxichauffør, som satte hende af, langt snarere ville forbinde hende med adressen end et menneske, der bare passerede hende på gaden. Hun havde kondisko på, mørke, vandtætte lange bukser med dybe lommer og en jakke med hætten slået op, så den dækkede hendes hår og skjulte hendes ansigt.
Indgangen til ejendommen lå væk fra hovedstrøget i en øde smøge med toppede brosten. Hun trykkede på dørklokken og så sig om. Der var ingen andre. Døren summede. I den lille trappeopgang var der kun en elevator. Hun trykkede på knappen til øverste etage og gled ubesværet og lydløst op gennem huset. Døren blev åbnet, og han stod med et stort, fyldt cognacglas i hånden.
"Kom ind, kom ind," sagde han og gik foran hende ind i den rummelige lejlighed. På væggene hang store, firkantede stoftryk. Gulvbrædderne var bonede og blanke. En række murstensøjler midt i rummet førte tankerne tilbage til dengang, etagen havde været opdelt i små kontorer. Nu var der langt mellem møblerne - på væggen hang en stor, smart fladskærm. To sorte læderlænestole og en lang sofa var som modernistiske ikoner grupperet rundt om et sofabord med glasplade. I den modsatte ende var en spiseafdeling med et gråt skiferbord omgivet af stålstole og bag det et elektrisk komfur i restaurantstørrelse, blanke, sorte vægskabe og et køle-fryseskab indbygget i væggen.
Hun registrerede det hele, mens hun i tankerne vurderede lejlighedens gunstigste punkter, synligheden, ind- og udgange. Fra den ene side af rummet var der udsigt til den smøge, hvor hun var kommet ind, den anden vendte ud til en bælgmørk bygning under restaurering. Længere fremme kunne hun se en kort gang, som måtte føre hen til et soveværelse og badeværelset. Hun tvivlede på, der var flere indgange til lejligheden.
Han bød hende ikke på en drink, men satte sig øjeblikkelig ned i en af lænestolene og gjorde tegn til hende om at tage sofaen, hvor en mager, sort-hvid-spættet kat lå rullet sammen og sov i den ene ende. Uf, tænkte hun og satte sig i den modsatte ende. Hun kunne ikke fordrage dyr, især ikke husdyr.
"Kommer du lige fra fitness?" spurgte han og pegede irriteret på hendes tøj. Ophidselsen lyste ud af ham.
"Ja. Jeg har ikke været hjemme. Fortæl mig nu, hvad der er i vejen."
"Alting," sagde han affejende. Katten rejste sig op og strakte sig. "Jeg blev ringet op i morges af politiet. En betjent fra deres kunstafdeling. Han sagde, han ville tale med mig så hurtigt som muligt. Jeg prøvede at udskyde det, men den gik ikke. Jeg har en aftale med ham i morgen."
"Kommer han herhen?" spurgte hun roligt. Svaret var afgørende.
"Nej, jeg sagde, jeg ville komme hen til ham."
"Ved du, hvad han vil tale med dig om?
"Han ville ikke sige det, men det er indlysende, ikke? Han må have hørt om Blåt bjerg."
"Jeg forstår ikke hvordan."
"Hvad kan det ellers være?" Da hun så på ham med hævede øjenbryn, råbte han højt. "Det var i fortiden. Ingen her ved noget om det undtagen dig. Og jeg har for øvrigt afsonet dommen - hvad kan de ellers ville mig? Nej, det må være Blåt bjerg."
"Okay," sagde hun roligt. "Lad os gå ud fra, de har hørt noget - sikkert fra Morosovs folk. Hvorfor skulle det skræmme dig? Du kan sige, at Forbes tog kontakt med dig om fundet, og du simpelt hen fortalte det til Brunovskij. Det er ikke svært at huske, vel? Og så har det den fordel at være helt sandt."
"Det kan du sagtens sige." Han stønnede og gemte hovedet i hænderne. "Jeg skulle aldrig have hørt på dig. Du sagde, det var idiotsikkert, hvis jeg gjorde, som du sagde, ville jeg ikke få problemer. Che incubo" Han løftede hovedet og så på hende med blodskudte øjne.
"Jeg sætter en kedel vand over," sagde hun beroligende, rejste sig op og gik hen til det store komfur i enden af rummet. Han var ved at blive hysterisk, indså hun. Hun blev nødt til at berolige ham. Og denne gang var der ingen til at forstyrre hende.